Coming home ♣ Altaïr

[4]

Ørerne hos den gråskimlede hingst var rettet helt frem imod den sorte hingst. De ord som efterfølgende forlod hans mule, kunne Altaïr ikke helt forstå - og for første gang i flere år, stod den skimlede herre næsten paf og så til, imens den sorte forklarede sig. At Ava var blevet underlig kunne han for det første ikke forstå. At hun ikke var velkommen i flokken, som var hendes hjem længere, var for ham ubegribeligt. Og de sidste ord omkring, at hun havde nye brødre og søstre var uforståeligt.
Nok troede den skimlede hingst på, at man valgte sin egen vej i livet. At man skabe de relationer man ønskede; men ligeså vidste han, at man ikke kunne løbe fra det blodsbånd man delte med nogen. Ens mor ville altid være ens mor, uanset hvor meget man fornægtede hende - og ens brødre og søstre kunne ikke skiftes ud. Dog stod den sorte hingst nu foran ham, og fortalte at Ava netop havde gjort dette; og hvis nogen måtte kende Ava, burde det være den sorte hingst.

Altaïr trådte et lille skridt tilbage, imens han veg sit hoved til siden med en tænksom mine. Det kunne da ikke passe, kunne det? Sidste gang han havde set hende, var der intet underligt over hende. Der var intet, som indikerede at hun valgte at gå fra sit hjem og familie. Hvordan kunne det passe? Kort skimmede han rundt, for næsten at lede efter den sorte hoppe. Hvorfor han ikke troede hingstens ord, sådan lige med det samme, var han på sin vis uklar - for han klantrede sjældent nogle for at lyve. Han forstod bare ikke hvordan netop dette kunne være rigtigt.
Til sidst drog han et suk, inden han vendte hovedet imod den sorte igen. Han måtte tale sandt, det måtte han. Og derfor spurgte den skimlede hingst, nu i en noget mere alvorlig tone, end hans vante drømmende.

,,Hvad er der sket med hende?"

Coming home

words: 288 | tag: Altaïr

♣

Det var tydeligt at se at den skimle hingst ikke troede Titans ord. Det ville han nok heler ikke selv have gjort, hvis ikke han havde set det med sine egne øjne. Den. . . sindssyge der hang over hende til tider. Dog ikke altid. Det var næsten som om der stadig var små glimt af den gamle søster han havde. Det var måske også derfor han stadig regnede med at han kunne regne med sin søster hvis han havde problemer. Det havde altid kun været nødvendigt for ham at kalde. Hun havde aldrig været for langt væk - men det var hun måske nu?

Titan rystede på hovedet af hingstens ord for at indikere at han ikke rigtig kunne svare på spørgsmålet, for han vidste det faktisk ikke helt. "Gradvis sindssyge?" var det eneste han lige kunne komme op med. "Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, men jeg lagde mærke til det første gang da hun begyndte at snakke om hvor negativt alt var. Det plejer hun ikke" Det var hende der havde ønsket ham til landet. Hende der havde fortalt ham om forskellene på dette land og det gamle. At der ingen farer var her var blevet til farer over alt, og farer var der pludselig ingen af, men i stedet noget der holdt øje. Nogen gange talte hun vel egentlig i tåger. "Jeg har ikke set den slags opførsel hos andre. Jeg så hende næsten aldrig i nærheden af Teylar til sidst - vel kun når hun var hjemme med Nymfen" Han havde jo ingen grund til at lyve over for en fuldkommen fremmed, og derfor håbede han da også på ikke at blive stemplet som en løgner. "Måske var vinteren bare for hård?"

12

Tracker | Tables | Plots | Application

[5]

Den skimlede hingst stod næsten forstenet, da den sorte hingst begyndte at forklare. Forklare om den sorte melady Ava's sindssyge, som havde ramt hende. At hun var blevet negativ, søgte væk fra flokken for kun at vende tilbage for sin yngste datter. Det lød helt absurd - men den sorte havde vidst samme tanker, som den skimlede selv, og sandheden i hans ord fandt Altaïr slåede. Hvis dette var usandt, ville den sorte ikke reagere på denne næsten dæmpede, nedtrykte måde, som han gjorde.
Efter hans sidste ord, 'Måske var vinteren bare for hård?' - trak Altaïr vejret for første gang under den sortes forklaringer. Det var noget helt andet end vinteren, det var han sikker på; og for første gange i flere dage gik en ubehagelig susen igennem hans krop. Han havde oplevet noget lignende før, da hans elskede Taia var blevet besat af de onde skabninger, som nok bedst kunne beskrives som Skygger. Var dette nu også sket for Ava? Den ene anden i landet som han betragtede som sin ven? De Skygger, som havde kostet hans kære Taia livet, havde nu også frataget ham hans ven. Endnu engang blev hans dybblå øjne nærmest slukket, inden han vente hovedet bort fra den sorte. Han gumlede tænksomt, i op imod et minuts tid, inden han atter lod sin stemme, som nu var helt tom for følelser, lyde. Tankerne om Taia's skæbne, de onde eksistenser og Ava's såkaldte sindssyge havde fået den skimle til lynhurtigt at trække sig selv væk fra omverdenen. Savnet til Taia var for stort..

,,Det du taler om, er jeg bange for jeg har set før"

Lød hans stemme nu næsten bittert - ja næsten vredt. Han hadede disse ting, som havde været skyld i at hans lykke var blevet afbrudt. Og hvis ikke han havde mødt eftermæglet af hans elskede, spøgelset, ville den skimlede hingst nok være bukket under for længe siden. Dét der holdt ham kørende var tanken om at disse onde skabninger kunne besejres, at han kunne se sin elskede igen, og så tanken om at han have venner, som Ava, til at støtte ham. Men nu havde han mistet hende også?

,,Jeg mistede min elskede, fordi hun blev.. forbandet. Det var som om der levede skabninger i hende, der talte med hendes stemme, men ikke hendes vilje. Jeg er bange for, at hvis Ava er som du siger, at hun oplever det samme"

Derpå tav han og betragtede nu den sorte mere intenst end tidligere. Dét der blot skulle være en undersøgelse af et af områderne i Andromeda han ikke kendte til, havde hurtigt udviklet sig til en ret så ubehagelig samtale; en samtale der bragte ubehagelige minder frem og skabte nye.

Coming home

words: 253 | tag: Altaïr

♣

Noget var helt galt - så meget kunne Titan godt fornemme. Helt galt hvis han skulle vurdere det ud fra den skimle hingsts reaktion. Hvad han talte om ramte måske ikke den sorte i helt så meget som ham, men udelukkende fordi det var ting Titan ikke forstod, ikke kendte til, og derfor ikke kunne forholde sig til. "Så min søsters sindssyge er mere. . . andre væsner i hendes krop?" spurgte han så undrende, for det lød underligt. Hvem skulle kunne gøre sådan noget? Han rystede en enkelt gang på hovedet, for han kunne ikke tro sine egne ører. "Det ville hun ikke lade ske" Ikke hans søster i hvert fald. Det kunne han ikke forestille sig. "Men det kan også være noget andet, kan det ikke?" lød det en smule håbefuldt fra den sorte hingst. Den skimle havde trods alt sagt han havde mistet en. Betød det så også han enten havde mistet sin søster eller risikerede at miste sin søster? Det ville i hvert fald være en ubehagelig nyhed at få, og han vidste ikke engang om den blåplettede Leo kendte til det - eller hvordan hun ville reagere hvis hun fik det at vide.

De små sorte ører blev tippet en anelse bagud, men ikke lagt ned i nakken. Han lyttede mere for at høre om der skulle komme nogen bagfra - som om nogen ville komme efter ham i fuld fart og råbende for at give ham et chok. Som et føl der bliver bange for en gyserhistorie.

15

Tracker | Tables | Plots | Application

[10]

Altaïrs øjne veg ikke meget fra den sorte, efter hans ord havde lydt. Han ledte ikke som vild efter reaktioner hos den sorte, men betragtede ham blot lidt distanceret, så at sige. Men hans ører var fremme og bevægede sig nærmest fængslende efter den sorte, hans vejrtrækning og fulgte hans ord. Det var tydeligt, at det var fremmed snak for ham, det som den skimlede havde udtalt sig. Han stillede i hvert fald spørgsmål ved det, og det var kun forståeligt - hvis ikke Altaïr havde set det med egne øjne, ville han nok heller ikke tro på sådanne dæmoner. For dét var dæmoner, i modsætning til den månedansende Lilith, som den sorte hingst nok mente var lidt derhen af.

,,Det vil jeg tro - og det vil jeg håbe. Hvis hun oplever det samme som.."

Hans tale blev hurtigt tavs, da han skulle sige navnet på hans elskede melady Taia. Den sorte kendte hende nok ikke alligevel, og Altaïr havde aldrig været meget for at vise hvem han var overfor hingste, så han valgte at udelade dét. Han brummede sagte, inden han tog sig sammen til at fortsætte hans tale.

,,Jeg håber, at der er en anden årsag til hendes tilstand. Og jeg kan ikke se, at det ikke skulle være muligt.. "

Naivt var det nok, at tro på der var en anden grund. Men det var nok den eneste mulighed for den skimlede ligenu, at sammenholde sit sind. Han kunne ikke miste to til de bæster, det kunne han bare ikke. Han brummede nu en anelse mere dybt til den sorte, for at afrunde hans svar - det var nok ikke megen trøst, men han håbede dog at det kunne give en form for håb, eller ro; selvom de nok begge skulle forvente det værste.

Coming home

words: 266 | tag: Altaïr

♣

De smaragd grønne øjne blev rettet mod den skimle hingst da han startede en sætning, men ikke gjorde den færdig. Det trak forfærdeligt meget i den unge hingsts nysgerrighed - den nysgerrighed han aldrig havde formået at lægge en dæmper på. Den ville nok altid være der og den ville nok altid drive ham i retningen af mere viden, flere spørgsmål, og ting han ville ønske han ikke havde opsøgt eller spurgt om. Men det var jo også alt sammen en del af det at blive ældre, mere bevidst og ikke mindst mere erfaren. "Som hvem?" spurgte han så. Det var gået helt forbi hans mule at det måske var noget den skimle ikke ønskede at tale om, for Titan var ikke så opmærksom på andres små tegn, på trods af han ofte selv foretrak at kommunikere gennem kropssproget. Men det var også mixede signaler de fleste andre kom med, så det var klart han ikke altid forstod at lytte til dem. Som hopperne når de viftede omkring ham, lokkende, og så bed efter ham og bad ham gå væk. Eller når man var midt i en leg og de så pludselig bliver hidsige.

"Hvordan finder jeg ud af om det er nogen der har overtaget hendes krop eller om det er noget andet?" spurgte han så. Han ville jo nok sagtens kunne opsøge sin søster og spørge, men hvordan ville han vide om hun fortalte sandheden eller ej hvis det var nogen der havde overtaget hendes skikkelse i stedet for at komme i sin egen skikkelse? Han vidste ikke hvilke tegn han skulle kigge efter.

17

Tracker | Tables | Plots | Application

[11]

Den sorte hingst som Altaïr havde mødt på Teylars grænser, viste sig at være mere nysgerrig end som så. I hvert fald bed han hurtigt mærke i, at Altaïr havde afsluttet sin sætning uden at gøre det færdigt. Et øjeblik brugte den skimlede hingst på at overveje, om han ville lade den sorte hingst vide dette om ham - og så besluttede han sig for, at det var okay. Den sorte var hidtil den hingst, der var mest fritænkende og nysgerrig på livet, af dem han havde mødt. Og derpå fortalte han, med de drømmende toner, svaret på det han ønskede at vide.

,,Som en hoppe, der hedder Taia. Onde ting besatte hendes krop og talte i tåger med hendes stemme. Som.. Skygger var de. Og jeg tror at du vil finde svaret om din søster, ved at møde hende og spørge. Så vidt jeg kan forstå, piller de ved sindet, så måske det kan mærkes. Hvis hun er som hun plejer, er hun nok bare heldig"

Derpå tav han. Han skævede ind imod flokkens område, med en sær tanke om, at dette møde med den unge hingst måske var heldigt. Han havde længe tænkt på at finde melady Ava igen, måske dele nogle af hans tanker omkring hans savn, og hvordan han skulle håndtere det, for han kendte ingen andre han stolede så meget på. Men nu, hvor den sorte havde fortalt ham om hendes tilstand, var der en anden grund til at finde hende. Måske han kunne hjælpe hende?

Coming home

words: 229 | tag: Altaïr

♣

Navnet sagde ikke Titan noget. Han havde ikke hørt det før - ikke af hvad han huskede i hvert fald. Han havde hørt så mange andre som han sikkert heller ikke huskede hvis han først gav sig til at tænke efter, og derfor svarede han ikke yderligere hvad angik det emne. Hans nysgerrighed var trods alt blevet tilfredsstillet. Den sorte hale hvislede gennem luften da han slog med den. Han havde ikke lagt mærke til hvor langt de var nået ind i flokkens område før nu, og derfor standsede han igen. Der var ikke rigtig andre at se endnu, men han var heller ikke så specielt interesseret i at lede efter andre af flokkens medlemmer lige nu. Faktisk ville han helst høre mere af hvad den skimle hingst havde at sige.

De små sorte ører vippede ud til siderne, og han sank hovedet en smule. "Jeg er bange for jeg ikke er i stand til at vurdere det. Hun har ikke været sig selv længe - eller også er det et nyt 'jeg'. . . eller også er det væsnerne der har taget over" Det var trods alt svært at se ting der skete for mulen af en, når det skete gradvist lidt efter lidt. Han ville heller ikke lægge mærke til der blev koldt, hvis temperaturen bare faldt gradvist. Det var nemmere at mærke når den faldt hurtigt.

20

Tracker | Tables | Plots | Application

[13]

Den sorte stoppede, og ligeså gjorde den skimlede hingst. Da han sænkede sit hoved en smule, brummede den skimlede hingst dæmpet, næsten spørgende - men da kom hans ord. Altaïr kunne godt se, at det var et problem, men måske der var noget andet han kunne kigge efter. Noget der kunne afsløre, om hun var påvirket af disse Skygger, eller blot var blevet syg af anden årsag.
Han stemmede sin krop en smule op i en mere samlet parade, der holdt hans vægt mere stabilt end før. Derpå rettede han sine ører helt imod den sorte og begyndte at tale.

,,Dengang.. Taia blev ramt af dem.. Ændrede hendes udseende sig. Jeg tror, uden at være sikker, at de her.. Skygger .. Ændre udseendet på dem, som de nærmest besætter og bliver en del af. Hvis hendes udseende er blevet ændret, er jeg nok bange for, at hun har sluttet sig til dem, desværre."

Altaïr vidste ikke alt; og bare fordi han havde sine bange anelser, betød det ikke at det var sandheden. Derfor lagde han det frem til den sorte, så han kunne tage det med sig og undersøge nærmere. I hvert fald håbede han, at den sorte ikke blot ville tage hans ord som den fulde sandhed, men undersøge det nærmere. Han slog et lille slag med hovedet, for at ryste denne her utilpashed, der var gledet over ham, af sig. Eller i hvert fald forsøge på det.

Coming home

words: 234 | tag: Altaïr

♣

Den skimle hingsts ord bragte ikke et smil frem hos den sorte, for nu kunne han nærmest konkludere det var de bæster og ikke bare vinteren der havde været for hård. Han havde godt nok ikke hørt hende snakke anderledes som om hun var en anden, men han havde set hende. Kun lige et enkelt lille glimt. Hendes blis var erstattet af 3 blå ringe. Han var i hvert fald næsten sikker på det var hende, selvom hun var tyndere end han huskede og ikke havde blissen. "Hun..." startede han ud uden at vide præcis hvad han skulle sige. "Jeg tror det er hende. . . Sort hoppe, 3 blå ringe i stedet for en blis. . . men stadig blå øjne" forklarede han så. "Jeg har ikke snakket med hende sådan rigtig. hun var her kun lige kort, men jeg er næsten sikker på det var hende" mumlede han en smule mere slukøret. Det var som om det lille håb der havde spirret før, nu var gravet 10 meter ned under sneen.

"Skal hun så dø?" spurgte han næsten forsigtigt og løftede hovedet en smule for at se op på hingsten. Var det det han  mente med han havde mistet sin elskede. At hun var død? eller var hun bare en helt anden nu - væsnerne der talte med hendes stemme. Dem der havde overtaget hende? Måske kunne hun stadig være derinde et sted?

21

Tracker | Tables | Plots | Application

[14]

Det så ud til at ramme den sorte nu, for alvor. Hans før lidt uvidende aura var nu erstattet af en nedtrykt en; som var alvoren gået op for ham nu. Synes at den yngre hingst, som Altaïr vidste han var, fik det til at trække sig underligt sammen af ubehag i maven på ham. Dén følelse som den sorte udviste nu, kendte han alt for godt. Han havde selv været længere ude, da han havde indset at hans melady Taia var død; og hvis ikke hendes sjæl havde overlevet, hvis ikke den vandrede i landet som et spøgelse, ville Altaïr nok være fulgt efter hende til de dødes rige. Han brummede sagte, inden han rakte den mørke mule frem for at give den unge hingst et solidt puf. Noget den skimlede aldrig i sit liv havde gjort før - men han syntes, at den sorte manglede det. Han vippede sine ører en anelse frem, imens han beskuede den sorte. Han ville ikke lyve, men ej heller kunne han give et fuldendt svar, da hans eget kendskab til disse bæster var meget begrænset.

,,Selvom jeg hellere end gerne ville sige, at det ikke skete, ved jeg ikke nok til at udelukke det. Jeg håber, virkelig, at Ava er stærk nok til at leve med dem. Af hvad du beskriver, er jeg bange for, at hun har mødt dem og de nu er en del af hende. Men, opgiv ikke helt endnu. Måske er hun stærk nok til at overmande dem.. Det var Taia; selvom det kun kom til udtryk i få øjeblikke. Men der var det virkeligt hende."

Hans stemme ophørte nu; han havde det meget svært ved at tale om den hoppe han havde mistet, fordi det gjorde så ondt. Så han trak sig nu fra den sorte og gav en lavmeldt brummen fra sig, nok mest henvendt til sig selv. Han måtte fjerne fokus, for ikke at blive rørstrømsk af det; og den sorte lod mere til at have brug for en støttende skulder, end en skulder der rystede opgivende, som hans egen.

Coming home

words: 408 | tag: Altaír

♣

Titans blik var blevet en anelse fjernt og tænkende, men ved hingstens puf var det næsten som om han vendte tilbage til sig selv igen. Han overvejede et meget kort sekund at dutte tilbage til hingstens skulder, men han gjorde det ikke. Det var næsten som om den skimle ikke kunne røres. Ikke fordi han var omringet af en usynlig mur, men simpelthen fordi han virkede som en af de 'ældre' og dermed meget vise. En af dem man burde respektere. En af dem man ikke bare gav sig til at fornærme eller kaste sig ud i slåskamp med. Han kunne knap nok forestille sig den skimle hingst nogensinde havde været i samme slags tumult som han selv var indblandet i oftere end han måske burde være. Men han kunne vel ikke gøre for der var så mange besværlige hingste og hopper i landet, at de ikke bare gjorde som han ville have.

"Ava er stærk" startede han ud med at slå fast. "Det ved både du og jeg - hvis du altså kender hende bare en lille smule. Spørgsmålet er bare om hun er stærk nok?" Titan vidste trods alt ikke hvor meget der skulle til. Hvor stærk et individ skulle være for at kunne hamle op med noget så stærkt som ville kunne overtage ens krop. Og var det også den samme slags styrke som den man brugte fysisk eller var det noget man målte på en helt anden måde? Den uvidenhed han pludselig besad brød han sig ikke om, og han var sulten efter svar.

Hans skridt blev en smule mere ubeslutsomme. Som om han ikke vidste om han skulle søge længere ind i flokkens område, og opsøge hvad end han havde af familie for at høre om den stjerneplettede Leonora kendte mere til væsnerne end den skimle - for det var trods alt magi der havde sat sine spor på hendes skikkelse. Men samtidig var han heller ikke sikker på hun ville kunne give et mere præcist svar end den skimle, for blå lysende pletter var jo ikke det samme som at være besat af andre væsner. Titan gav et lille kast med hovedet da han langt om længe havde besluttet sig for hvad han ville gøre. "Vil du søge mod Foehn sammen med mig og se om det er muligt at komme til bunds i sagen?" - ellers ville han gøre det alene, også selvom han ikke vidste hvor meget det ville hjælpe.

27

Tracker | Tables | Plots | Application

[19]

Efter den skimlede havde rørt den sorte, gav det en sær trækning igennem hans ryg. Det var første gang han frivilligt havde rørt ved andre hingste, foruden at forsøge at rode sig ud af enkelte negative udfald; og om det egentlig var 'rart' eller 'ubehageligt', kunne den skimlede ikke finde ud af. I hvert fald efterlod det en fornemmelse i kroppen på Altaïr, hvilket blot fortalte den skimlede, at det havde påvirket ham - og i hvilken grad måtte han senere finde ud af. Han vippede sine øre en anelse til siden, men de blev hurtigt vendt frem igen, da den sorte snakkede. Altaïr gjorde et tavst nik, for at fortælle at han var enig - den blåsorte melady Ava var stærk, hurtig og udholdende. Hun kunne måske være stærk nok, til at modstå denne ondskab, som han allerede havde mistet én til.
Han vendte derpå sit mørkeblå blik imod den sorte, for at beskue ham et øjeblik, inden han svarede. Ærlig var den sorte, og det lod til, at dette var et emne der påvirkede ham meget; men det var forståeligt nok, nu hvor de var i familie.

,,Jeg tror hun er stærk nok. Det vælger jeg at tro"

Herefter var det som om, der faldt en ukendt uro over den sorte, hvis skridt begyndte at blive ubeslutsomme. Som prøvede han at gå i to retninger samtidig, som om to tråde trak i hans sind. Altaïr udsendte et dæmpet brummen, inden hans blik diskret undersøgte den sorte. Han kendte ham ikke, og derfor havde han ingen gisninger om, hvad der i øjeblikket foregik. Men inden den skimlede kunne opsætte så mange teorier, som han havde det med, havde den sorte besluttet sig - og da hans spørgsmål blev stillet til den skimlede hingst, rykkede han næsten forbløffet med hovedet.
Dét som den sorte spurgte om, blev på få sekunder vendt i hovedet på den skimlede - hvor han overvejede alle de farer der kunne være ved det, dumdristigheden i at opsøge netop dét, som havde frataget ham hans elskede, men også muligheden for at få viden, som kunne bruges til at forstå og gennemskue det hele. Han fnøs sagte, inden hans blik vandrede hvileløst fremad. Det var dumt, men var det for dumt? Han kunne ikke stille meget op, og det kunne den sorte heller ikke; men to var altid bedre end en. Dog havde Altaïr altid været en hingst der afholdt sig fra farer så vidt som muligt - men nu blev han bedt om at gøre det modsatte. Og selvom han intet forhold havde til den sorte, så havde han ramt plet på ét ting; for den sorte hoppe var hans ven, og venner ville han gøre meget for. Derfor ente det med at han brummede sagte, men accepterende. Han ville gøre det.

,,Jeg har to betingelser. Hvis jeg siger, at vi skal gå, går vi. Jeg vil ikke have på mig, at have ladt dig alene på øen, hvis vi støder på farer. Og vi går ikke for tæt på vulkanen"

Med de ord sagt, fortalte hans krop resten. Han var klar til at sætte afsted nu, såfremt den sorte ønskede dette, men samtidig havde han ikke travlt. Hvornår dette 'eventyr' skulle begynde, var op til den sorte; Men Altaïr ville være der hele vejen, det var sikkert og vidst.

Coming home

words: 333 | tag: Altaïr

♣

Titan nikkede en enkelt gang til hingstens ord. Han var også selv sikker på hans søster var stærk nok. Og dog. Hvis hun havde været stærk nok havde hun jo nok ikke ændret sig så meget. Havde hun været stærk nok så havde andre jo heller ikke kunne overtage hendes sind. Det satte rigtig mange tanker og bekymringer igang hos den sorte hingst, og han kunne næsten ikke vente med at komme afsted allerede. Han tog gerne strækningen uden stop - og i hvis der skulle et hvil til kunne det gøres i form af et langsomt tempo, så længe det stadig var fremad. Den slags havde han vænnet sig til fra sine lange strækninger og krydsninger af terrænet. Dog var han ikke helt sikker på at den skimle hingst, der lod til at være lidt ældre end ham selv, ville kunne holde til det, så han vidste godt at det nok blev den anden der satte tempoet.

Titan så på hingsten da han sagde han havde to betingelser, og han skulle lige til at rulle med øjnene. Hvordan kunne man sætte betingelser. Hvem i alverden ville sætte betingelser når det kom til noget så vigtigt? Alligevel gav de egentlig meget mening alligevel. "Vi går hvis du siger vi går" gentog han, men alligevel var der et eller andet i hans stemme der fik det til at lyde som om Titan ikke var helt sikker på det alligevel. Han kunne sagtens have sagt det bare fordi det var det den skimle gerne ville høre. Der var trods alt ikke nogen der som sådan bare skulle tro de kunne bestemme over ham. "Hvad gør vi hvis hun er i nærheden af vulkanen?" Det var jo nok ikke så nemt at få fat i nogen der ikke vidste man ledte efter dem, og kendte han sin søster ret, så ville hun søge mod de høje steder så ofte som muligt. Hun havde jo flere gange slæbt ham med op i bjergene da han var lille.

18

Tracker | Tables | Plots | Application

Den unge sorte hingst godtog efter nogen overvejelse de betingelser, som den skimlede Altaïr havde opstillet. Den mine, som lå over den skimlede herre, var langt fra så mild og åben, som den plejede at være - men tværtimod, stod han med let sammenbind kæbe, et tænksomt og fraværende blik og en lettere anspændt holdning. Det, som han havde sagt ja til, var en potentielt farlig færd. Den sorte hingst, Titan, havde ikke mødt Skyggernes magter før og var uvidende om, hvad de begav sig imod inden længe. Altaïr havde mødt dem én gang, i form af hans elskede Taia, som de havde besat, og derfor havde han en lille idé om hvad de faktisk var på vej til. Og han vidste godt, at almindelige dødelige, som han og Titan, ikke havde de store chancer, med mindre de var snu nok. Han brummede let, og gav et lille nik fra sig, inden han satte frem i skridt, i det øjeblik han stillede sit spørgsmål. Altaïr stoppede derfor sin bevægelse, med en ret bred ståstand, inden han drejede sit hoved imod den sorte; og alvoren kunne ikke betvivles, for den skimlede mente det, han skulle til at sige nu.

,,Uanset hvor hun er, finder vi hende, det har du mit ord på. Hvis hun er ved vulkanen.. Må vi bare sørge for, at vi har styr på vores sind. Vi må ikke vige fra vores mål, og så snart det er udført, skal vi væk. Kom så"

Sagde han, afdæmpet til sidst. Derpå satte han frem i en målrettet skridt med retning ud af Teylar-flokken, som han kun lige var blevet inviteret indenfor i, for da at sætte kursen imod den ø, hvor ondskaben selv siges at huses.

[Fortsættes i ny tråd på Foehn]