Breathing slowly ♣ Åben

Breathing slowly

words: 280 | tag: -

♣

Det var en kold morgen, helt bestemt. Frosten havde farvet de fleste træer hvide af små krystaller og sne. Solen var endnu ikke stået helt op endnu, og derfor bar landet ikke det levende varme lys endnu. Det lignede næsten en spøgelsesverden i grålige, blålige og hvide nuancer. Der var intet grønt over Andromeda. Intet frodigt græs, og træerne var enten nåletræer eller nøgne. Der var ingen æbler på træerne - og det meste græs var trampet ned af hove og dækket af mudder, nu frossent mudder, eller også var det dækket til af sneen.

På trods af vinteren havde varet længe nu, var den sorte hingst ikke helt udhungret. Det havde lykkedes ham at finde føde rundt omkring, men han havde også søgt længe og over det hele. Han havde ikke været bange for at krydse vandene og det var måske det der havde gjort forskellen. Han var dog heller ikke sommerfed som han havde været - det meste af fedtet var enten blevet omdannet til muskler, eller brugt på at holde ham varm. Alt i alt havde denne vinter givet ham et lidt mere voksent look. En flot muskuløs hingst, dog stadig med et barnligt sind.

De grønne øjne betragtede omgivelserne, de stadig helt tomme og stadig lidt mørke omgivelser. Hans åndedræt kunne anes i luften som en hvid damp der spredte sig og forsvandt igen. Først da han var færdig med at indtage omgivelserne, trådte han fremad i skridt og ned mod søen, som endnu lå skjult i et lag tåge - men han vidste hvor den var. Han var tråds alt opvokset på Leventra og kendte øen ud og ind. Måske endda bedre end nogen anden.

58

Tracker | Tables | Plots | Application

[1]

Illana, den gyldne, havde forladt flokkens trygge omgivelser på en ganske smuk, frostklar morgen. Over hende, tyst i luftens stille eksistens, hang den efterhånden velkendte lyskugle, som Illana næsten altid havde med sig, når hun gik. Den fulgte hende tavs, men dansende i luften, som den oplyste hendes vej og kastede klart, skinnende Lys imod de isklare krystaller, som besad ethvert element hun passerede på sin vej. Træernes blade, som glimtede af det hvide is, sneen der skinnede igen omkring hendes krop; sten, der lå som bløde skybanker under sneens lag, blev oplyst og lignede næsten indbydende puder, i det den gyldne hoppe passerede dem.
Vinteren var en årstid, som var hård; og altid havde den været det for Illana. Hendes pels voksede sjældent meget, men den var blevet tættere og tættere i løbet af de år hun havde vandret i landet - men hendes spinkle krop led hvert år under vinterens smukke aflukning. Dog var hun langt fra underernæret; men kendte man hende, så man let at hun endnu engang havde tabt sig.

Hendes vandring denne morgen bragte hende ned imod en af de søer, som Leventera husede; en sø, som andre sjældent besøgte. Med lette og elegante skridt bevægede hun sig helt ned til kanten af dette spejl, som hun så søen som. Den var altid stille og gengav alle omgivelserne omkring hende, lige så let som den gengav hende og Lyset. Men denne morgen, da hun trådte an ved kanten og lod Lyset svæve blot nogle meter ud over den let isdækkede sø, skete der noget uventet - for Lyset begyndte at lyse kraftigere. Ikke som når hun mødte en nyankommen i landet, eller som når hun mødte en sjæl hun ej havde set før - denne morgen genkendte Lyset nogen. Hvem det var, kunne hun endnu ikke se, men hun vidste én hun kendte, eller vidste noget om var i nærheden. Den gyldne hoppe rettede sig op og gav sig til at spejde rundt; og længere henne af bredden, så hun nu den sorte hingst fra flokken træde frem fra træernes krystalliserede verden og ned imod søen. Hun prustede dæmpet, inden hun vendte sig fra isen, og lod sit blik glide hen imod den sorte, veltrænede hingst, som hun gav en let og hilsende kalden. Nok boede de i samme flok, men endnu havde hun ikke hilst den sorte hingst ordentligt an; så det var nok ved at være på tiden.

Breathing slowly

words: 422 | tag: Illana

♣

Det var næsten langsomt Titan nærmede sig søen - i hvert fald i forhold til den fart han normalt havde på. Meget langsommere endda. Han havde efterhånden lært at søerne kunne være større end han lige huskede, og sidst var han havnet ude midt på en af dem. Noget fik ham til at gøre et halvt stop - et lille stop der kun varede få sekunder før han endnu en gang trådte fremad, lidt hurtigere end før. Et lys der svævede i luften, ligesom solen, men ikke helt lige så skarpt. Mere som en slags sol gemt bag et tyndt lag skyer. Men den svævede meget tættere på jorden end solen gjorde - i hvert fald når den ikke var på vej ned eller på vej op. Det var hans nysgerrighed der trak ham i retningen af det. Halsen strakte han automatisk frem, som kunne han nå den hvis han nu strakte sig langt nok - mens han gik.

Igen standsede den sorte hingst, for nogen kaldte. En hoppe. De små plyssede ører blev opmærksomt rettet fremad, og de grønne øjne søgte i retningen af lyden. Ganske rigtigt stod der også en skikkelse. En han godt kunne genkende. En der ligesom ham tilhørte Teylar-flokken - dog havde han ikke opholdt sig i flokken det meste af vinteren. Han havde kredset rundt i hele Andromeda, både for at holde sig varm, men også for at finde sin søster - og mad. Det var nok også det der havde gjort han var nået længere i sin udvikling og lignede mere en hingst end ved vinterens start. Det og fordi han havde befundet sig i flere situationer der krævede muskler. Flere hingste han skulle have sat på plads, eller i hvert fald vist at han ikke var til at skubbe rundt med og en de bestemt ikke skulle tro de kunne bestemme over.

Han sendte et hingstet vrinsk i retningen af den gyldne hoppe, og satte fremad igen, stadig i skridt, men med mere energiske skridt. Hendes kalden besvarede han dog med et hingstet vrinsk, der mundede ud i en brummen. Under normale omstændigheder ville han have styrtet frem og rendt hoppen ned, men han vidste udmærket godt at hun var ældre end ham, og at hun var en af dem der holdt øje med flokken - og han ville helst ikke skabe problemer. Hun kunne måske endda give ham nogle svar, og han havde efterhånden fundet ud af, at folk ikke var så villige til at snakke og svare hvis ikke man spurgte pænt.

6

Tracker | Tables | Plots | Application

[2]

Alt imens Lyset lydløst hang over søens isdækkede overflade, havde den sorte Titan fået øje på Illana. Hun havde hilst ham an, og han besvarede med en hingstet tone, der bar præg af hans iltre sind; nok havde Illana aldrig stiftet bekendtskab med ham, men hun have set ham i ny og næ, altid i spændstig dans og altid med en attitude, der kunne spottes på meters afstand. Hun rettede sine gyldne ører fremad og vendte fronten fra søens kant, tidsnok til at lægge øjnene på den sorte, der var på sin vej.
Den lysende kugle, som Illana havde fremkaldt, begyndte nu at lyse mere dæmpet i sin vanlige, gule, men endnu klare nuance. Det havde genkendt den sorte hingst, som gik under navnet Titan; og Lyset hilste ham dermed ligeså velkommen, ved at vise sin behagelig nuance, som alle kunne beskue uden at knibe sine øjne sammen. Og da Illana satte frem, for at imødekomme den sorte, fulgte det dansende med hende, blot en meter over hendes hoved.

Lyset nåede den sorte hingst først, hvor det, i stedet for at hænge over ham, cirklede en gang ned omkring hans brede skuldre, hvorefter det kørte op forbi hans hoved. Til dels var det Lysets egen vilje og til dels var det Illanas kontrol, der bragte Lyset på denne lille dans, legene omend, inden det placerede sig en meter over de to, ganske centralt. Og der stoppede Illana op og nikkede den sorte til hilsen, inden hun med sin milde stemme brød den tyste morgendis.

,,Godmorgen, du sorte hingst. Jeg går ud fra du er Titan, hvis ikke jeg tager meget fejl?"

Lidt efter rakte hun sin grå mule frem, for at snuse imod den sorte hingst. Han var højere end hende, men endnu yngre af statur. Hun nippede endda kort efter ham, inden hun trak hovedet tilbage med et smil, der bredte sig helt op til de ravfarvede øjne.

Breathing slowly

words: 250 | tag: Illana

♣

Titan betragtede nysgerrigt den gyldne hoppe da hun også gav sig til at nærme sig ham, men det der havde størstedelen af hans opmærksomhed, var det svævende lys. De grønne øjne flakkede mod lyset af og til. Som det også kom nærmere ham satte han farten ned igen til han næsten trippede på stedet, og stoppede til sidst helt op. Han fulgte lyset nysgerrigt med blikket da det kredsede omkring ham og han strakte mulen mod lyset for at se om det var noget han kunne dutte til, for at se om det havde en fast form eller bare var lys der kom ingen steder fra. Det var første gang han havde set det så tæt på i hvert fald.

Næsten som et føl der blev irrettesat, trak Titan det sorte hoved til sig og fokuserede på hoppen da hun talte til ham. Han nikkede en enkelt gang som svar på hendes spørgsmål. "Jeg er ikke sikker på jeg kender dit navn" Han havde trods alt ikke fulgt helt så meget med i hvad der skete omkring ham som han burde. Han havde aldrig snakket med hoppen, kun set hende - og han havde ikke hørt om hende. Han kunne stadig ikke bare ignorere lyset og det var tydeligt at se på ham at han var fristet til at stå og springe efter det, som et føl der jagter sommerfugle på en græseng. Nok var han voksen, en hans sind var endnu meget ungt. "Men du er fra Teylar, right?"

13

Tracker | Tables | Plots | Application

[11]

Den sorte hingst foran hende, var den sorte Titan. Det hele passede også på beskrivelsen af ham, som hun havde hørt, og det syn hun havde set de få gange hun havde set ham i flokkens område. Stilfærdigt brummede hun, i det hun rettede sine ører helt frem imod ham, da hans maskuline, men unge røst lød.

,,Mit navn er Illana"

Besvarede hun ham, med sine vanligt milde toner. Alt imens blev Lyset nærmest gejlet op af den unge sortes sind, for han virkede endnu så tilbøjelig til at kaste sig ud i leg, at Lyset ikke helt kunne lade værre med at blive kuldret af det. Og om halsen på den gyldne, pulserede Lysets puls en tak højere, ved Titans tilnærmelser. Alt dette fik den gyldne hoppe til at brede sit smil en smule mere, inden hun besvarede det næste spørgsmål, som den sorte Titan stillede.

,,Jo, jeg bor i Teylar og har gjort det et stykke tid efterhånden. Jeg mener også at have set dig derinde af og til"

Illana hævede sit hoved en anelse, ikke nogen autoritær handling, men langt mere en overvejende. Kort efter lod hun Lysets kugle styres ned, lige foran bringen på den sorte hingst, hvor det næsten begyndte at brede guldtråde omkring hans krop og ren og skær leg. Lyset elskede sjæle som havde lysten og energien i sig, til at lege; for essensen af Lyset, var bevægelse, legende bevægelser og masser af energi.

Breathing slowly

words: 258 | tag: Illana

♣

Han nikkede en enkelt gang som svar på det hun sagde, selvom han kun hørte halvt efter. Lyset virkede næsten helt levende, ikke bare som den sol der svævede rundt på himlen, og de grønne øjne flakkede mod lyskuglen en enkelt gang mere før han ikke længere kunne dy sig og strakte mulen frem mod det i en hurtig bevægelse for at dutte til det - selvom han ikke engang vidste om han kunne røre det fysisk. Det var uvisheden der fik ham til det, og uvidenhed der drev ham og hans nysgerrighed. Da den havnede foran bringen på ham knejsede han dybt i nakken for at følge det, og at træde bagud havde han slet ikke engang tænkt på. Det var jo ikke farligt. Da det begyndte at sprede små guldtråde trippede han på stedet og så rundt om sig selv, mens han nappede ud i alle retninger for at se om han kunne få fat i nogen af dem - men det var som om han kun fik fat i luft. Lige i det øjeblik var han næsten som et føl igen, på trods af hans voksne skal.

Det var med strålende grønne øjne han vendte blikket mod hoppen igen, tydeligvis underholdt og glad. "Du er en af vogterne, er du ikke?" spurgte han så. Det var i hvert fald den eneste forklaring på det hokus-pokus han kunne komme frem til. "Ligesom Brêgo" lidt mere alvorlighed gled ind over den sorte hingst, og han fik lige for en kort stund lagt en lille dæmper på glæden.

14

Tracker | Tables | Plots | Application

[13]

Man kunne måske sige mange ting om den sorte hingst; ungdommelig, barnlig, legesyg, nysgerrig - men det som der først kom frem i hovedet på Illana, var, at hans humør spredte sig. Som Lyset spredte sig ud, rørte ham, ja måske følte han en form for energi, lige der hvor hans sorte pels blev ramt af Lysets stråler, måske en lille varme - alle følte det forskelligt - da begyndte han at danse rundt, imens hans mule lystigt jagtede de drilske stråler, der løb ud i luften, som levende, selvstændige væsner. Derpå samlede de sig alle i den kugle af Lys, som endnu drev rundt i bringehøjde imellem de to og nuancen blev endnu over imod det hvide, ligesom krystallen om hendes hals.
Hun smilede bredt, helt op til de ravfarvede øjne, og endda forlod et lille fnis hendes grå mule, inden hun nappede ud efter den sorte, da han vendte blikket imod hende. Hun skridtede derpå op på siden af ham, så hun havde fronten ud imod den tilfrosne sø, hvor hun efterfølgende sendte Lysets kugle ud over. Der hang det, nu dvælende lige over isen, som det langsomt smeltede med dets varme.

,,Du har ganske ret Titan. Jeg er vogter, ligesom Brêgo - men mit kendskab til ham, rækker tilbage til tiden før."

Hun vendte nu sit ravfarvede blik imod de grønne øjne, som den sorte havde. Det var første gang hun var den unge hingst så nær - og faktisk var hun ret overrasket over hans sind. Han virkede som en, der kunne sprede liv og energi, uanset hvor han trådte hen af.

Breathing slowly

words: 409 | tag: Illana

♣

Man kunne kalde den sorte hingst rigtig mange ting. Og nogen havde også kaldt ham ting som måske ikke var helt retfærdigt. Bæst. Sorte satan. Freak. Egentlig var det dem der nok havde misforstået den unge sjæl aller mest. Andre ville kalde ham dum. Idiotisk. modig. Men i virkeligheden var han bare ubekymret. En ubekymret sjæl bekymrer sig ikke, og er derfor ikke bange. Han havde ikke oplevet noget han var bange for. Havde han levet i sit gamle hjem til han havde opnået samme alder som han havde nu, ville han nok kende til anderledes farer. Han ville nok også kende til sult og død. Uden at have oplevet den slags ville han ikke vide  hvad han skulle frygte. uvidenhed kunne derfor hurtigt forveksles med dumhed.

Det var i ren refleks han nappede tilbage ud efter den gyldne hoppe da hun nappede efter ham - ligesom han altid bed efter dem der bed efter ham. Noget for noget. I hans øjne var det lige meget om det var hingste eller hopper. Alle var lige. Han ville heller ikke tøve med at sparke efter en hoppe hvis hun sparkede efter ham. Kunne hun gøre den slags kunne hun så sandelig også tage imod det. Lige på det punkt havde han måske en lidt anden opdragelse end de fleste andre. Der var trods alt dem der mente det ikke var okay at gøre hopper noget.

Han fulgte lyset med blikket da det gled ud over søen og begyndte at smelte isen med sin varme. Det gjorde det hele meget nemmere for ham, for ellers havde han nok brugt flere timer på at stå og slikke på isen. At slå den i stykker ville jo ikke hjælpe spor, for gjorde han det inde ved bredden ville det højst sandsynligt blive fyldt med mudder, eller isen ville bare ligge i skår uden vand. Og ville han begive sig ud på isen risikerede han at ryge i, og så ville det ikke være nemt at komme op igen, for ikke at tale om næsten umuligt. ikke muligt uden hjælp i hvert fald - alt efter hvor dybt vandet var, men det havde han jo aldrig fået testet. 

Ørerne gled en smule bagud, og et kort øjeblik ned i nakken. Han var ikke forfærdelig stor fan af den brogede hingst. "Hvorfor må min søster ikke være i flokken?" spurgte han så. Det kunne jo være hun vidste noget når de nu var samme slags. 

18

Tracker | Tables | Plots | Application

[14]

Den gyldne hoppe havde aldrig haft noget imod fysisk kontakt - og derfor slog hun blot med hovedet, da den sorte nappede igen, af ren refleks. Imens gled hendes ører kort tilbage, men så snart hovedet var på plads igen, stod hendes dunede gyldne ører helt fremme igen, og hun gumlede kort og tilfredst. Og ligesom den sorte hingst, lod hun sine ravfarvede øjne søge ud over den isdækkede sø, hvor en lille plet efterhånden var blevet til vand igen. Den var dog så langt ude, at de ikke kunne nå; så langsomt begyndte Illana at kalde Lyset til sig, men lod det glide så langsomt, at det nærmest tegnede en linje af vand i isen, på vej ind imod bredden. Hendes evner var efterhånden ret så udviklede, og kontrollen over denne levende kugle af Lys havde efterhånden nået hvad hun troede var det fuldendte - men dog var der vej endnu for den gyldne sjæl.

Hun brummede stilfærdigt, da den sortes træk blev en anelse mere mut, og herefter lød ét af de spørgsmål, som hun havde ventet fra ham. Ak ja, den sorte Ava, hans storesøster. Illana forblev tavs et lille øjeblik, for hun vidste godt at det var et emne som var ubehageligt at diskutere. For ingen havde nok fortalt den sorte hingst, hvad der egentlig var sket - og den eneste grund til, at Illana kendte hele historien, var fordi hun havde overværet den dag, hvor Ava drog fra dem. Hun så nu imod ham, med et ærligt blik, hvor ingen hemmeligheder gemte sig.

,,Du må forstå, Titan, at det valg ikke blev taget af hverken Brêgo, jeg eller Ava alene. Det forholder sig sådan, at Ava faktisk ikke havde noget valg. Hun har valgt en sti i livet, som har bragt hende til at blive en af Skyggehestene. Dem, der bor på vulkanøen. Jeg frygter dem, og jeg er ked af at det er Ava's vej i livet - men efter dette skete, beordrede Skyggerne hende til at flytte til deres flok; også selvom hun måske ikke ville det."

Illana talte stilfærdigt og tydeligt. Den unge skulle ikke misse et af hendes ord, for de havde alle betydning. Derpå så hun ud imod Lyset igen, som næsten var inde ved dem. Og hun ventede, for den reaktion der kom fra den sorte hingst, kunne hun ikke forudsige, men hun havde en idé om, at den ville være blandet mellem måske en form for vrede og uforståelse.

Breathing slowly

words: 324 | tag: x

♣

De sorte ører gled fremad igen da lyskuglen kom tættere på dem og trak et spor af smeltet is. Det måtte være varmt lys. Varmt og praktisk i vinteren. En grotte med hele flokken og den lyskugle ville sikkert kunne holde dem alle varme i tilfælde af snestorm og kraftig blæst. Hvordan mon han fik fat i sådan en? Kunne han få fat i sådan en eller ville han så være nødt til at tage den fra den gyldne hoppe? Hendes ord fik ham til at se tilbage på hende, og for en stund glemme tankerne om lyset og vandet. "Hvis skyggerne har beordret hende til at bo på Foehn. . . hvorfor vil Brêgo så ikke have hende i nærheden af flokken? Alle er velkomne i Teylar undtagen skyggerne og skyggeheste" han gjorde sit bedste for at efterabe den brogede hingst ved hans sidste sætning. "Passer det at de er onde?" Han kunne ikke forestille sig sin søster være ond. Han ville sagtens kunne pege på nogen der virkede ondere, og som ikke engang blev kaldt skyggeheste. De sindssyge hopper, og tilmed også nogle af de hingste han havde mødt da han var mindre. Den der kunne få sig selv til at gøre skade på et lille føl der bare gerne ville lege. 

"Hvordan kan nogen der har alt bare opgive det hele og vende ryggen til?" Det var endnu et spørgsmål der plagede ham. Hvordan kunne nogen overhovedet få sig selv til det? Der måtte jo være en eller anden grund til man gjorde den slags. Selv var han helt sikker på han ikke ville kunne lade nogen tvinge ham til det - ligesom han ikke ville lade andre tvinge ham til noget som helst andet. Gjorde han som andre sagde var det fordi han selv ville, og nok også selv havde gjort det uden en andens påbud. Han var helt igennem anarkist, og det af og til svært for ham at forstå andre.

32

Tracker | Tables | Plots | Application

[20]

Stilfærdigt betragtede Illana den sorte hingst, imens hans blik hvilede på Lyset. Hun nød altid at beskue andre, når de undrede sig, var nysgerrige eller forsøgte at løse et problem. Det var så fascinerende at se, hvordan andre reagerede, og hver gang hun betragtede andre lærte hun noget nyt.
Mit i hendes tanker, overvejelser, som kom i kølvandet på hendes ord, drejede den sorte hovedet og så på hende. Hendes øjne ramte kortvarigt hans grønne øjne, inden hans ord flød ud i tomrummet imellem dem, som kun var fyldt med den kolde luft. Hans spørgsmål var reelle, og hun forstod hans frustration; men hun var bange for, at hun ikke kunne give ham den fornødne ro til at acceptere det, som var sket - for det var en omvæltning der var større end som så.

,,Skyggerne er onde, ja. Jeg har, til mit held, kun mødt dem én gang. Og selvom jeg ikke har stort fysisk kendskab til dem, ved jeg dog lidt mere. Kort fortalt, søger Skyggerne at mørklægge landet og gøre alle til deres slaver. De lever ad frygt, især, og den næring de kan få fra andre levende heste og dyr. Og dét er også grunden til, at det er for farligt at dem, som står i ledtog med Skyggerne, er i flokken. Brêgo og jeg, er nogle af dem, som prøver at beskytte landet imod Skyggerne - og derfor måtte Ava desværre forlade flokken, fordi hun netop har disse Skygger på sig nu. Og hverken Brêgo eller jeg er glade for det, men det er den eneste løsning"

Kort rystede Illana sin krop over, inden hun hævede Lyset fra vandets overflade. Der var nu ryddet, så de to kunne få noget at drikke, hvis de ønskede det - men først var det sidste, nervepirrende spørgsmål blevet luftet. Hvordan Ava kunne opgive og vende ryggen til? Illana sukkede sagte - for hun kunne ikke fortælle den sorte Titan hvorfor. Det svar kunne kun Ava give - selvom Illana dog var sikker på, at hun ikke havde opgivet.

,,Jeg vil sige, at jeg ikke tror Ava bare har opgivet. Hendes vej i livet er anderledes end min, end din; men jeg kender hende ikke. Jeg tror desværre kun Ava kan svare det spørgsmål, som du virkelig søger svaret på, Titan."

Derefter smilede Illana vagt; måske en smule opmuntrende. Hun følte med ham, for det var en svær situation at stå i - og det var hverken fair for den sorte Titan eller Ava. Herefter sænkede hun langsomt hovedet ned for at begynde at drikke at det kolde vand.

Breathing slowly

words: 306 | tag: Illana

♣

Skyggerne var onde. Det var der flere der mente, men Titan forstod det ikke. Hvad var ondskab helt præcis? Det var der jo ingen der havde taget sig tid til at forklare. At sige hans søster var ond var det samme som at sige at alle fugle snakker gennem tanker. Der var ingen måde han ville kunne vide hvad det helt præcist betød, ud over det han kunne høre på andre; at det ikke var noget godt. Og selv det havde han svært ved at tro på. Hans søster havde trods alt taget sig af ham da han var lille. Hun havde talt ham i søvn når han ikke kunne sove. Hun havde lært ham alt hvad han behøvede at vide om de gamle skikke fra deres gamle hjem, selvom det nok ikke engang var så relevant for ham at kende til dem her. Det var jo ikke det samme, men alligevel så var det også en del af ham.

Da lyskuglen hævede sig fra det frosne vand, og dermed havde gjort plads til de kunne slukke deres tørst, fulgte Titan den med blikket. Han så derefter tilbage mod hoppen da hun begav sig hen for at drikke, men blev selv stående tilbage, med alle ordene roterende rundt inde i hovedet, som blev ved med at gengive de samme sætninger hoppen lige havde sagt til ham. Han rystede derefter en anelse trodsigt på hovedet. "Jeg har svært ved at tro på det er sandt" svarede han så. Han ville ikke kalde hende en løgner når han ikke selv vidste bedre, men han havde stadig svært ved at tro på at sådan noget som ondskab rent faktisk fandtes. Og hvad angik mørke og lys, så var det i hans hoved også en umulighed. "Landet bliver mørktlagt hver nat, men solen står op igen. Er det også ondskab?"

1

Tracker | Tables | Plots | Application

[5]

Imens den gyldne hoppe gik frem for at drikke, forblev den sorte tilbage. Hun kunne snildt forestille sig, at de ord hun netop havde udtalt, skulle eftertænkes i hans sind; for ingen brød sig om, at få sådanne alvorlige ting at vide, især ikke når det gjaldt deres familie.
Imens de kolde vanddråber sirligt blev fragtet til hendes bug, lyttede hun imod den sorte. Hun kunne sagtens høre at han bevægede rundt på sig, men hvad han gjorde kunne hun ikke skimte, i det han stod ret skråt bag hende. Lidt efter hørte hun dog hans stemme, og med en graciøs bevægelse løftede hun hovedet fra vandet og vendte det imod ham.
Hans ord og toneleje fik hende til at vrikke en anelse nedtrykt med ørerne; ikke fordi hun blev såret over hans ord, for hun vidste skam godt de ikke var peget på hendes person, men fordi hun følte med ham. Og hvordan hun kunne give denne sorte hingst en trøst, eller vished, kunne hun ikke gennemskue.

Der gik lidt før hun vendte sig helt imod ham, efter at have betragtet ham lidt. Hun rystede langsomt på hovedet, inden hun rakte mulen en anelse imod ham; og herefter lød hendes stemme, med ganske milde toner, endnu engang.

,,At landet om natten bliver mørkt, har intet at gøre med det, som Skyggerne søger. Jeg er ked af, at skulle sige dette - men hvis Skyggerne får deres vilje, vil mørket herske både om dagen og om natten. Der vil ikke være nogen måne, ingen stjerner på himlen, men et evigt kvælende mørke. Planterne vil forsvinde, livet vil forsvinde - og dem, som Skyggerne lader blive, vil blot ende deres liv som slaver. Skygger lever af frygt og den energi der hviler i vores kroppe, så de vil i princippet blot bruge os levende som fødekilder."

Hvis ikke det var fordi Skyggerne havde opsøgt Illana for år tilbage, og hvis ikke det var fordi hun havde fået dette at vide fra den forsvundne Zekaryah, og Lyset selv, ville hun ikke kunne fortælle den sorte dette. Måske var det godt, at hun kunne dog, for selvom den sorte ikke lod til at være synderligt begejstret for det, kunne hendes ord måske give ham en viden han kunne finde ro i. Hun lage nu sit hoved let på sned, inden Lysets kugle langsomt svævede ned over ryggen på den sorte hingst, hvor varmen langsomt bredte sig ned imellem de tusinde hår hans pels bestod af.

,,Jeg siger ikke, at din søster er ond. For jeg ved det modsatte gør sig gældende - men Skyggerne lokker med magt, med evner, med alt de kan friste en levende sjæl med. Hvad end de har tilbudt Ava, og hvad end hendes grund er til at søge dem, så ved jeg at det ikke har noget at gøre med ondskab."

Derpå tav hun og trak sig en smule fra den sorte, for at give ham tid til at veje hendes ord. Diskret betragtede hun ham dog, imens Lysets kugle forsat dvælede over hans ryg og bredte sine trygge, varme stråler ud over hans ryg.

Breathing slowly

words: 343 | tag: Illana

♣

Titan var på nippet til at snappe ud efter lyskuglen da den kom nærmere ham igen. Ikke fordi han på nogen måde var ondskabsfuld eller hadefuld, og heller ikke fordi han ikke brød sig om den gyldne hoppe og lyskuglen, men fordi han ikke vidste om den var til at ramme eller om hans mule bare ville ryge lige igennem den som var den intet andet end et hologram. Han lod dog være, for den varme kuglen spredte var behagelig og den gav en form for tryghedsfølelse som han ikke havde følt siden han var lille. Det fik ham dog også til at indse noget. At nu var han alene. Selvom han rent faktisk var omgivet af andre og i selskab med andre, så var han alene. Den eneste ven han havde haft da han var lille havde han ikke set noget til i lang tid, eller hørt fra - eller bare set eller hørt om fra nogen andre. Det havde ikke lykkedes ham at skaffe andre venner heller, for der var ikke mange der kunne håndtere ham. De fleste havde på et eller andet tidspunkt fået nok og var begyndt at bide efter ham eller hukke ud efter ham, og nok mest af alt når det kom til hopperne. Hingstene var trods alt små magtkampe der skulle overstås for at man kunne indordne sig, men hopperne var dem der havde været værst. Han havde ikke rigtig mødt andre blide hopper end den gyldne og hans moster, Leonora. De fleste andre havde opført sig som hidsige hingste. Det var måske heller ikke så nemt at acceptere andres tilstedeværelse når det man hele tiden forventede var et bid.

"Hvad sker der med skyggehestene hvis mørket fejler?" hvis det var en slags kamp mellem lyset og mørket og hvis mørket ikke ville komme til at overtage men i stedet måtte se sig besejret, hvad ville der så ske med hans søster og de andre som skyggerne havde lokket til sig? Ville de forsvinde sammen med mørket eller ville de komme tilbage til sig selv igen?

21

Tracker | Tables | Plots | Application