No Sun, No Eagle | Åben

Feb-Post #1

Constance

location: Center of Enophis | time: Afternoon | tag: Anyone

De lune farver i den ellers dovne aftensol kastede sig ind over landet, og lagde sig flirtende i de nøgne trækroner i vesten. Lysfacaderne nåede som enkelte igennem de mange grene og gav lys til den brogede jord, der var blevet fattig på sne, som kun lå enkelte steder for at tø, i det grønne græs. Vinteren var forhåbentligt snart ved at være omme, men temperaturen var stadig det man ville kalde for koldt, så det krævede stadig tålmodighed at befinde sig på øerne. Én der dog snart var ved at løbe tør for sin tålmodighed, var den roan røde hoppe.

Hun skridtede langs grænsen til træerne og badede sig i det skarpe lys, som af og til fik hende til at knibe det ene krystalblå øje sammen, for ikke at blive blændet. Hun var tør og havde fået varmen, så hendes pels var blevet ren, og den stærke røde og fyldige hale svejede bag hende, imens hun tænksomt beskuede horisonten. Nu havde hun været her længe. Måneder. Men stadig havde hun ikke fået nogen som helst svar på, hvor hun egentlig var. Hvordan hun var kommet hertil var også et spørgsmål hun prydede sit kønne hoved med, men hun regnede ikke med, at der var andre, der ville kunne svare på det. Skønt hun havde en trang til at føle sig bange, og frygte enhver sjæl og ethvert træ i landet, så var der en ophøjet ro over hende, selvom hun var uvidende. Problemet var bare det ene ubesvarede spørgsmål, som gjorde at hun blev ved med at holde på det savn til hendes hjemland. Den hjemlige, friske duft af nåletræer, og synet af klipper og floder der boltredede sig i frodighed sammen med den store diversitet af andre smådyr og fugle. Hun havde levet i et rigt land, som også havde budt på udfordringer. Det havde til tider været tørt og støvet havde stået op fra den tørre jord, når de havde krydset kløfterne. Hun savnede det så meget, og hun vidste, at det snart var på tide at give slip.

- Men for at kunne gøre det, skulle hun bruge noget hjælp.

code by ♥

No Sun, No Eagle

words: 402 | tag: Constance

♣

Vinteren havde indtil videre ikke været blid. Den havde været kold og hård. Den var dog begyndt at lade nogle dage være badet af sol - bare for at drille sindet til at tro at foråret endelig var på vej. Titan vidste dog bedre. Han vidste godt vinteren ikke var ovre endnu. Så snart det begyndte at blæse kolde vinde, ville sne igen falde. Måske ville det ikke lægge sig i lige så store dynger som det havde gjort indtil videre, og måske ville det også forsvinde - men varmen var ikke kommet for at blive - ikke endnu.

En hingst stod mellem træstammerne - for en gangs skyld helt stille. På trods af Titan ikke følte sig spor mere voksen, så var hans krop begyndt at ligne mere en hingsts end en unghingsts. Musklerne var der langt flere af end før vinteren var startet, men muskler var han heller ikke helt færdig med at opbygge. Han var dog blevet til det nogen kunne beskrive som en flot hingst. Lang man, lang fyldig hale, og en tilpas sammensat krop med et hoved der ikke var for stort og ikke for lille - og benene var tilpas lange. Dog var det oftest de grønne øjne der fangede andres opmærksomhed. Øjnene var dog lukket nu, og ørerne vendt mod nakken, men ikke presset ned langs nakken. Der hvilede en sjælden ro over den sorte hingst.

Varmen bagte den sorte pels, og derved havde den stadig unge Titan heller ikke problemer med at holde varmen. Det kunne være det der havde fået ham til at stå stille og tage sig et hvil. Pelsen var ikke lige så ren og glat som den plejede at være, men i stedet fyldt med snavs og en klistret masse der fik hårene til at klumpe sammen som havde han svedt under en ordentlig omgang træning.

Det ene øre blev vippet ud til siden ved lyden af skridt, og det var også det der havde fået den sorte hingst til at misse med øjnene. Det var trods alt lyst når han lige havde stået og hvilet. Sageligheden lå stadig over ham, og han var ikke helt klar til at forlade sin plads i udkanten af træerne. Godt nok var de helt nøgne, men han følte sig alligevel lidt bedre i læ og i skjul, end hvis han havde stået ude på en åben eng med fri adgang fra alle sider.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

Feb-Post #5

Constance

location: x | time: x | tag: x

Selvom den unge hoppe, hvis krop også bar præg af den igangværende vinter, ønskede ro i sjælen, så var hun evigt rastløs. Hvorfor kunne forklares af hendes indre virke, men også de mange andre ting, som foregik oppe i hendes hoved. Hun følte sjældent at der var tid til at stoppe op og nyde, for hvad nu, hvis hvad hun søgte var lige om hjørnet? Hun vidste at hun var på vej nordpå, og hun var langsomt begyndt at få en situationsfornemmelse for de øer hun fortsat havde krydset i sin tid her. Tanken om, at hendes hjemland måske hvilede rundt om hvert et hjørne fik hende til at fortsætte. Kun, når hun var ved sine absolutte sidste kræfter, lod hun sig slappe af og hvile. Det var ikke en særlig smart tilgang, og det vidste hun udemærket godt - der var bare andre ting, som talte til hende og tog fornuften fra hende. Der var to ting i hendes liv som ingen skulle tage fra hende. Sit hjemland og sin frihed. Det var to, enkelte ting, der var forbudte at berøre - desværre, var begge blevet krænket så voldsomt, at det havde efterladt vrangforestillinger, som stadig søgte hende om natten i hendes drømme. Det var stadig et mareridt der plantede frygt for hvert et billede, der kom til hende, og det var umuligt at skelne for hende om det blot var drøm, eller virkelighed.

Opslugt i egne tanker fortsatte hun langs trægrænsen med missene øjne og den store, fyldige hale der afslappet svejede bag hende fra side til side, i takt til hendes let vuggende gang. Træernes mørke stammer, lysets indfald og den lille trance hun var fanget i, gjorde at hun slet ikke bemærkede den mørke skikkelse, gemt i træernes nøgne opsætning. Hun skridtede direkte forbi, men nåede kun at tage fire skridt frem inden den søde duft ramte hendes næsebor, og hendes trance blev brudt. For denne stærke duft var ikke fremmed, men derimod én man ikke lige sådan glemmer. Så hun stoppede langsomt op, og hævede tøvende det ædle hoved. Lod de krystalblå øjne spærre sig fuldstændigt op, inden hun langsomt lod sin mule sænke sig ned til det korte græs, hvor mulen snuste indgående i søgen efter mere af denne velkendte duft. Det var friskt, og hun ville ikke have lagt mærke til duften, som ville have været meget svagere, hvis han ikke længere var i nærheden. Constance lod det ædle hoved hæve sig igen, inden hun med et tænktsomt blik kiggede sig over skulderen og spejdede ind imellem træernes mørke stammer. Hvad de helt klare, krystalblå øjne fik øje på fik de mandelformede ører til at søge tilbage...

code by ♥

No Sun, No Eagle

words: 369 | tag: Constance

♣

Titan var i sandhed en besynderlig hingst. Man kunne komme nok så meget op at slås med ham, men han var ikke en der bar nag. Han kendte ikke til den slags. Det var heller ikke personligt når han først kom op at slås med nogen. Det var i hvert fald aldrig meningen. Det var ikke som sådan det han gik efter som det første, men hans måde at være på kunne for nogen virke usandsynligt provokerende. Det hele kom nok af han var vokset op på anden måde end de fleste andre - han havde ikke haft en mor fordi han var kommet til landet som meget meget ung, og han havde ikke haft brug for modersmælk - og oven i det havde han ikke et tæt knyttet bånd til sin mor. Han havde ikke behov for den slags. Det var nok også det der gjorde ham så fri som han var - at man ikke kunne få lov at bestemme over ham, at man ikke ville kunne få ham til at blive et enkelt sted, og det at slå sig ned med en familie lå endnu langt væk fra hingstens sind. Han kendte dog heller ikke ligefrem til den slags tanker. Det krævede nok mere end bare sure hopper at få ham til at indse at der var andet.

Titan fulgte hoppen med blikket, men genkendte hende som sådan ikke. Han iagttog hende bare. Han var nok heller ikke helt sig selv. Det var heller ikke sikkert man kunne sige han nogensinde var sig selv, for han var ikke nem at beskrive. Det hele afhang sådan set af hvordan man var over for ham. Det var dog først da hoppens blå øjne fik øje på ham, at han langsomt strakte kroppen fremad, som for at bruge tyngdekraften til at trække sig væk fra sin plads, og dermed trække resten af kroppen med sig - som om han vejede flere tone og ikke kunne flytte på sit eget korpus bare ved tankens kraft. Han sagde ingenting, for det lå ikke til ham at tale først. Det lå ikke til ham at tale hvis han kunne undgå det, men den hingstede brummen, med den dominante undertone hørtes heller ikke.

9

Tracker | Tables | Plots | Application

Feb-Post #9

Constance

location: x | time: x | tag: x

Hvis hun kunne forstå sig på hver en sjæl, hendes veje end måtte krydses med, så ville hun aldrig opnå erfaring. Det var ønsketænkning at kunne sætte sig ind i andres tankegange, og det var umuligt hvis ikke man kendte til noget af deres historie og fortid, som havde været med til at forme dem. Én af disse, stod hun for hende med samme kulsorte pels og helt intense, grønne øjne som desværre var stødt på hende, på et helt forkert tidspunkt første gang. De tilbageslåede ører var en del af det overraskede udtryk hun ikke kunne skjule, som dukkede op i et vedvarende sekund i de helt klare, blå øjne som faldt på den velkendte skikkelse. Det havde ikke været et fair møde de havde haft, som stod ganske klart i hendes hukommelse, og det var måske ikke helt rimeligt at hun skulle bære nag. Det var med meget vilje, at hun nu lagde det bag sig, og med tøven fik vippet de mandelformede ører frem. Med langsomme og præcise skridt fik hun vendt sig med front imod denne hingst, hvis velkendte skikkelse dog havde påtaget sig tydelige ændringer. Som havde han stået i hi, blandt disse mørke stammer og havde over tiden påtaget sig en helt ny figur, der havde formet ham til en helt igennem hingstet skabelon, udfyldt af muskler der prægede hans før ungdommelige udseende. Nej, han måtte have været rundt og have vandret langt for at kunne påtage sig sådan en muskulatur. Det var ikke en umulighed at hans stærke duft stadig måtte hænge svagt fast i den roanrøde hoppes skind nær bagparten fra sidst. Hun, havde også ændret sig - havde fået genvundet sine kræfter, og musklerne havde sat sig pænt i forhold til hendes feminine statur, som stadig blev øget af den lækre, røde farve der var så karakteristisk og singulær i forhold til den milde farver i omgivelserne.

Hun havde med diskrete følger ladet sit blik føre over ham, inden at de selv havde søgt hans genkendelige, mørkegrønne øjne. Scenariet fra sidst stod klart, men det var ikke kun hans udseende der så ud til at have ændret sig sidst. Hele hans adfærd virkede mere overvejet og tålmodigt - reserveret. Han forholdt sig stum, og så meget som det irriterede hende, så vakte det en interesse for den nye mystik som han lagde over sig selv. Constance sparede også på stemmen, men lod istedet en lys og prøvende brummen forlade hendes strube - hvad var han blevet til, og syntes de begge at de var hinanden værd, at give en chance til? For som det så ud nu, var hun villig til at finde ud af det, med en mere delikat tilgang. Selvfølgelig var hun spændt og minderne om sidst havde fået hendes puls til at stige; hendes flanke hævede og sænkede sig fast i takt med hendes åndedrag, som hun holdt i skak - der var meget hun havde misset ved sidste møde, og ville egentlig gerne vide mere. Han ville dog næppe få lov at nå så langt som han gjorde sidst, selvom hun stadig var i tiden i sin cyklus. Man havde vel lært at begrænse sig?

Hele hendes aura virkede nu lys og tilgængelig, men ganske rolig og afventende. Som ventede hun på svar og et udsving fra hans side, der ville kunne give hende en statusopdatering om hans væsen. Hun stod derfor stille hvor hun var, og havde kun ladet sit feminine brum lyde en enkelt gang, og havde i et overvejende øjeblik trippet én gang individuelt med alle fire hove, inden hun atter stod stabilt på den kolde, hårde overflade. Hvad kunne han byde på?

code by ♥

No Sun, No Eagle

words: 1173 | tag: Constance

♣

Det kunne sagtens se ud som om den sorte hingst havde forsøgt at gemme sig. Det kunne også sagtens ligne han havde placeret sig der med vilje. Men egentlig var han ikke helt selv sikker på, hvorfor det lige netop var der han var stoppet. Selvfølgelig gav stammerne en smule læ for vejret, men det var næppe det mest optimale sted. Selvom den kulsorte pels var tyk og burde holde ham varm for vinteren, så dirrede hele kroppen. Det var måske ikke nemt at se fra afstand, men han kunne selv fornemme det, og kom man tæt nok på ville det også være meget tydeligt. Det kunne sagtens ligne at han stod og frøs, selvom pelsen klistrede sammen i små klatter som om han havde trænet og svedt. Det var ikke sjældent man så ham sådan, men denne gang dampede han dog ikke af varme som han ellers normalt gjorde.

De grønne øjne forlod ikke hoppen. Han stod lige så stille som en statue, på trods af de små rystelser. Der var noget mørkt over ham som han stod der, og det var ikke kun farven. Noget mørkt i blikket. Noget mørkt der hang over ham som en slags usynlig uvejrssky. Selv da hoppen havde ladet en brummen slippe, svarede han hende ikke. Hun trak ikke i ham på samme måde som hun havde gjort ved deres første møde - næsten som om hun ikke længere var interessant. Om det så bare var fordi noget andet distraherede ham denne gang eller fordi han ikke længere var interesseret i hoppen, kunne ingen vide. Titan selv ville ikke kunne svare på det, for han kendte ikke rigtig til den slags. Han havde dog taget hendes brummen som en slags invitation til at komme nærmere. Han flyttede sig dog ikke til at starte med, men blev stående helt stille og ubevægeligt for en stund endnu, som overvejede han meget nøje hvad konsekvenser det kunne få. Ville hoppen give ham en lærestreg? Trække ham ned på jorden hvis hun fik muligheden for det? De sorte plyssede ører blev vendt bagud igen, men dog ikke lagt i nakken. Ikke klistret til nakken som de havde været det meste af tiden når han var omgivet af andre, fordi de fleste havde været hingste, som han enten måtte slås imod for ikke at skulle underkaste sig, eller af andre årsager. Selv hopperne havde han måtte give sig til at slås med, fordi stille og uskyldig leg var blevet mere alvorligt.

Sneen knasede under hans hove, da han langsomt lod sig læne fremad så vægten blev flyttet til forhovene, og endnu skubbet længere fremad så han til sidst måtte flytte hovene for ikke at vælte forover og begrave mulen i den hvide sne. Et kønt syn det kunne have været, men også ubehageligt - det vidste han nu. Det var ikke rart at få noget som helst i næsen. Så snart han kom væk fra sit lille sted med læ, begyndte vinden også at lege mere med hans man og pandelok. Begge var blevet længere. Dog var ingen af delene alt for kraftige så det blev aldrig alt for tungt når han krydsede havene - men det var bestemt heller ikke tynd hårpragt han havde. Når det var vådt eller fugtigt opstod der nærmest små bølger i manen og halen, som fik det til at se kraftigere ud, men det var aldrig nok til han kunne gemme sig bag det - heller ikke hans pandelok nu, som hang ned langs den ene side af hovedet. Halsen var hvælvet så den dannede en bue, men mulen var langt fra trukket helt ind til bringen som han ofte gjorde enten når han skulle vise sig frem eller beskytte sin strube. Lige nu var han helt nede på jorden. Afslappet kunne man måske endda kalde ham, uden han rent faktisk var det. Nok bare ikke i stand til at fare frem og hakke ud som han af og til var fristet til at gøre. Måske var det kun fordi han vidste, at han ikke ville være i stand til at stille det helt store op, hvis han kom til at udvise en truende adfærd, eller også var det fordi han simpelthen bare var helt og aldeles udmattet. Det var nok mere en blanding af det hele, og hans næsten vaklende skridt kunne også sagtens være tegn på en eller flere af de nævnte ting.

Titan var ikke en hingst der var nem at blive klog på, og det ville kræve flere års iagttagelse at have en nogenlunde idé om hvad han var for en. Vild, ustyrlig, anarkistisk, ungdommelig, loyal, stædig, fighter. Alle ord nogen man kunne beskrive ham med, selvom de fleste kun så de negative ting. Det var som regel de negative ladede ord andre kaldte frem, enten gennem provokation eller opførsel - eller ganske enkelt uheldige tidspunkter.

Langt væk fra stammerne nåede han ikke før det ene knæ ikke kunne holde ham, og han sank sammen så det ramte sneen. Det lignede næsten han var ved at bukke for hoppen, bortset fra hans andet ben ikke var strakt frem, men i stedet bøjet og rystende ligesom resten af kroppen på ham. Normalt ville han nok bare have rejst sig igen, men ikke denne gang. Denne gang kunne han ikke og den eneste måde han kunne se sig selv komme ud af den unormale positur, var at lade sig selv synke ned i sneen. Den nemmeste måde og hurtigste måde han dog kunne komme til det på, var bare at slappe af i hele kroppen, og det gjorde han. Den sorte skikkelse faldt sammen som en hingst der faldt død om. Lige så slap og lige så tung. Han trak dog stadig vejret, og det beviste hans flanker der stille hævede og sænkede sig, samt den hvide damp sky der kom fra hans næsebor hver gang han lod luften sive ud. Han lod sig ikke bare synke sammen med benene trukket ind under sig, men havde i stedet lade sig selv falde helt ned på siden, uden at gøre tegn til overhovedet at ville røre sig. Det var koldt, men det var også rart. Indvendigt følte han det mere som om han var ved at brænde op, og hvor hans hals, knæ og bringe havde ramt den hvide sne, blev den lige så stille farvet rød. Det var dog ikke til at se ordentligt, før han løftede hovedet en smule og gav en lille lyd fra sig, der nok mest af alt lød som et føl der kaldte på sin mor, frem for en stædig hingst. Han havde brug for hvile, men hvile kunne også betyde stive lemmer, og ømhed. Han var i forvejen øm i hele kroppen, og ønskede ikke at finde ud af hvor meget værre det kunne blive af kulden.

De grønne øjne søgte mod den røde hoppe igen, med et næsten bedende blik, før hovedet igen blev for tungt og langsomt gled ned mod jorden til det lå lige så fladt i sneen, som resten af den sorte krop.

26

Tracker | Tables | Plots | Application

Feb-Post #18

Constance

location: x | time: x | tag: x

Constance nyopfunde aura blegnede nu alt alt for hurtigt. For imens hun betragtede denne hingst, indså hun, at noget var galt. Ikke blot ved synet af ham, men den kølige luft ændrede sig og situationen blev mærkelig for hende. Som var der en spænding i luften der blot blev tungere og tungere jo længere stilheden stod på. Hun havde skam set det - et mørke i den sorte hingsts mørkegrønne øjne, der virkede opgivende. For i starten havde hun kun lagt mærke til de positive ændringer, han havde opnået siden deres sidste, og første uheldige møde. At han var vokset, og musklerne var taget til - hun havde blot ikke kunne læse imellem linjerne før nu. Hans pels var filtret og tørret ud få steder hvor han enten måtte have svedt, eller været i kontakt med noget mudder. Han var ikke den samme fuldkommen blanke, sorte hingst med et energiniveau, som rørte skyerne. Ingen legesyg gnist var at bemærke i de før så livlige øjne. Det her var en af de andre sider, som hun fik lov til at se. For alle ejede forskellige sider, som var de en bog, og hvert kapitel var et andet lag, et andet jeg, som med tilfældighed viste sig for individuelle sjæle. Constance ejede skam også mange sider, og få var gemt så langt og godt væk i hendes indre, at selv hun ikke havde stødt på dem endnu. Den sorte hingst befandt sig i en tilstand, som i starten virkede harmløs - som var han blot rolig og døsig.

Tiden stod dog nærmest stille, som hun betragtede ham flytte sin vægt fremad, for så at tivnge sine ben til at flytte sig i nødvendighed. Langsomt blegnede det positive i hendes blik, og de mandelformede ører blev tippet få centimeter ud til siden. Det var nærmest et chok for hende, da denne hest, som hun før havde set så standhaftig, nu faldt i knæ - og hun kunne se smerten og ubehaget i hestens dirrende krop. Så hun spærrede øjnene op og tog straks et skridt frem, men tøvede så, for endelig at se ham give op og lægge sig fladt ned i den kolde sne. Det var en sjælden følelse, og aldrig havde hun følt den så stærkt: bekymring. Det slog knuder om hendes hjerte ved synet af ham, som blot var faldet om uden videre, og det skar i hendes indre at se ham i sådan en tilstand. I øjeblikke der kunne føles som evigheder betragtede hun ham med chok i de klare, blå øjne. Smerten var dog uudholdelig, da han med besvær fik løftet hovedet, og de livløse øjne mødte hende. En svag lyd, der straks reagerede med hendes instinkter fik det til at gibbe i hende. Det var et råb om hjælp, og de bedende øjne var det endelige for hende, inden hovedet opgivende lagde sig ned i det iskolde snelag.

Der gik nok ti sekunder, som hun betragtede ham. Constance var nærmest frosset og stod stille, hvor intet andet end hendes man og hale bevægede sig i den ubarmhjertige vind. Nu rykkede det i hende, og med det samme hun følte trykket imod hendes bringe, gik hun frem og hen til denne faldne hingst. Hun var forsigtig, for hun vidste ikke om han ønskede hende så nær. Men ih, hvor var hun dog bange - frygtede at han var ved værste tilstand, for hun vidste at der ikke ville være meget hun kunne gøre. Hun stoppede op ud fra hans bringe, og lod så sit hoved søge ned, så mulen kunne nærme sig hans mørke skind. Hun rørte ham ikke, for hun var ganske enkelt clueless, og uden idé til hvad hun skulle stille op. Det var tydeligt hvordan hele hans krop dirrede, som frøs han og hans krop reagerede ukontrollabelt i små sammentrækninger, som skabte hele den tydelige dirren. I en rolig dog meget tøvende bevægelse, satte hun sin lune mule imod hans skulder, uden at trykke for at se, hvordan han ville reagere. De klare, krystalblå øjne flakkede bekymret over hans krop, og det var tydeligt at hun tænkte, så sindet susede. Hun vidste, at der ikke var andet at gøre, og hendes tilbagevendte ører kunne ikke skjule hendes bekymring. Om han brød sig om det eller ej, løftede hun atter sit hoved og skridtede nu forsigtigt om bag ham, inden hun med overvejende bevægelser fik lagt sig ned i den kølige sne, lige bag ham, med benene foldet op under hende så godt som muligt så hun kunne nå så tæt ind til ham som mulig, og så havde hun stadig muligheden med den vundne balance, at holde hovedet oppe. Straks kunne hun mærke hvor kold han egentlig var, så det næsten gøs helt ind til hendes knogler. Uden så megen overvejelse strakte den roanrøde sit ædle hoved frem, så hun kunne lægge sin varme hals langs hans, i et forsøg på at give ham varme og blot en eller andens tilstedeværelse. Det var alt hun kunne bidrage med, selvom hun ønskede at kunne give meget mere, hvis ikke alt han havde brug for...

Der var bestemt panik i den unge hoppe, som hun lå der med ham, men hun formåede at holde sig sammen, og hun havde bestemt ikke tænkt sig, bare at opgive ham. Alt var glemt om deres lille fighte, og de små problemer han havde givet hende tidligere. De betød intet nu. Nu handlede det om at holde liv og varme i en hingst, som hun nu havde set på med en anelse respekt for sine opnåelser. Synet af de røde aftegn i den hvide, blanke sne havde bestemt sat alvoren ind for hende, og det var ikke noget hun tog let på. Mange spørgsmål drev igennem hendes sind til tider, men lige nu var der to som herskede - hvad var der galt med ham, og hvad kunne hun gøre for at hjælpe? Det var virkelig tydeligt at han havde brug for hvile, men Constances blik blev konstant ved med at flakke tilbage til hans mørke hoved, som stadig hvilede i den kølige sne og det bekymrede hende. Med hovedet hvilende nær hans skulder, kunne hun dog mærke hans vejrtrækning, og så længe at den var der, kunne hun forsøge at slappe af, så han kunne få en chance for at gøre det samme.

code by ♥

No Sun, No Eagle

words: 1581 | tag: Constance

♣

De grønne øjne truede kontant med at glide i, truede med at overlade ham til mørket og intetheden. Han kunne dog høre på jorden da hoppen begyndte at træde mod ham og han åbnede øjnene igen for at se mod hende. Han var ikke bange. Han kendte ikke til frygt. Nogen ville kalde ham overmodig eller dum, men egentlig var han bare uvidende. Han var ikke helt sikker på hvad hoppen egentlig ville gøre, for efter deres sidste møde kunne han sagtens forestille sig hun ville give sig til at gøre gengæld. De fleste hopper han havde mødt var i hvert fald nogle hidsige sataner der sagtens kunne bære nag.

Sneen smeltede under ham på trods af han var kold. Han var trods alt ikke lige så kold som sneen, og selv hvis han døde lige dette øjeblik ville varmen stadig være hos ham lidt tid endnu. hvis han rejste sig ville der nok være et perfekt aftryk af en hingst, med røde pletter hvor den sorte pels var splittet. Det var ikke fordi det blødte meget og det havde det heller ikke gjort i noget tid, men svømmeturen havde fjernet det meste af den skorpe der havde været, og han kunne knap nok bevæge sig ordentligt uden at komme til at rive op i nogle af sårene. Som sådan var han ikke overfyldt med dem, men det var tydeligt at se han havde været oppe at slås - og sikkert mere end bare en gang.

Hoppen forsvandt fra hans synsfelt, men i stedet havde hun lagt sig bag ham. Det varmede ved hans ryg og han løftede hovedet for at se om mod hende, selvom det var svært, og det krævede han endnu en gang måtte strække den ene side af halsen. Benene trak han til sig, så de lå tættere på ham, men han trak dem ikke ind under sig. hovedet lod han hvile op af hoppens forben, men rystelserne var ikke ovre endnu. Det var stadig koldt, og han var stadig træt og øm i hele kroppen. Han frøs men han følte stadig han var ved at brænde op indvendigt. Mon det var sådan den sorte hoppe også havde det i helvedet hvor hun kom fra?

Det var først da hoppen lagde sin hals hen over ham at han slappede en smule af. At han ikke var så anspændt i hele kroppen. Dog betød det også at han var ved at give efter for trætheden. Titan vidste ikke om han kunne stole på hoppen, men han havde ikke rigtig noget valg. Han kunne prøve på at holde sig vågen, men han vidste godt at han ville tabe den kamp i sidste ende. Og gik hoppen ville han komme til at fryse endnu mere, og hvor stor var sandsynligheden så for han ville vågne igen og ikke fryse ihjel? blive dækket til hvis der skulle komme endnu en snestorm, hvor usandsynligt det end måtte være. Langsomt holdt rystelserne dog op, i takt med Titan blev mere og mere slap, som søvnen og mørket krævede ham.

* * *

Stilheden blev brudt af lyde. Små lyde der lød som om de kom langt væk fra. Ikke kun lyde, men stemmer, men Titan kunne ikke høre hvad de sagde. Han forstod ikke hvad de sagde, men han forstod trygheden de bragte med sig. Det lød som om han stod i en grotte og stemmen var på den anden side af en tyk klippevæg. En stemme blev til flere. De talte sammen, men Titan kunne stadig ikke forstå hvad de sagde. Den ene af dem fik det til at runge omkring ham. Den ene var tættere på. En hoppe. Der var en hoppe. Den stemme gjorde ham mest tryg. Mørket gjorde ham intet når bare han kunne høre stemmen. . . . . 

. . . . Et skarpt lys. Et meget skarpt lys. Det gjorde næsten helt ondt i øjnene når han åbnede dem og han måtte lukke dem igen med det samme. Dog var nysgerrigheden stor og han kunne ikke lade være med at åbne øjnene for igen at kigge. Dér! Lige foran ham, var et kæmpe hoved fra en sort hingst. En kulsort hingst. Noget var forkert. Han kunne se sit eget spejlbillede i de store øjne der betragtede ham, og hans øjne var . . . blå. De var blå? Han begyndte at fryse. Det var bestemt ikke sjovt mere. Den varme mule begyndte at puffe. ikke bare puffe, men nappe. Nappe og snappe. Hver gang Titan trak sig væk fulgte den bare med. Han bad den lade være, men han kunne ikke engang høre sin egen stemme så hvordan skulle den kunne høre ham? Mulen på det kæmpemæssige hoved. Den unge Titan kom på benene men skvattede flere gange, og først da han var kommet et godt stykke væk, lod den sorte hingst ham være. Den vendte om og gik tilbage.

Sammenkrøllet lå den lille hingst med ørerne vippet ud til siderne og hovedet tæt ved græsset. Han betragtede den sorte hingst og hvad der i græsset ved siden af ham måtte være endnu en sort hest. Hvorfor stod den ikke op? hvorfor havde den ikke sagt noget til den anden?

* * *

Selvom rystelserne var holdt op, så gav Titan stadig små krampeagtige spjæt fra sig. Skindet trak sig sammen af og til som hvis noget kildede eller nogen nappede. Lave mumlende ord lød fra hans mule og ned i sneen. Uforståelige, mumlende ord. ¤Nach. . . Nach. . . ¤ mumlede han gentagende gange, lavt til at starte med, men langsomt højere indtil de blev erstattet af andre ord "Lig dom a bheith. . . Lig dom a bheith. . ." men lige så lave som de var startet, lige så lave blev de igen indtil lyden endnu engang forsvandt fra den sorte hingst og han igen blev helt slap. Søvnen havde han brug for og mareridt var ikke nok til at vække ham denne gang.

* * *

Den store sorte hingst vendte de blå øjne mod Titan. Det var ikke et venligt blik. Det var ikke et der bragte tryghed med sig. Det var et blik der fortalte ham at han skulle løbe. At han skulle rejse sig og løbe lige med det samme. At han skulle se at komme væk, men han kunne ikke. Han kunne ikke rejse sig, for benene ville ikke gøre som han ville have. Hans ben forblev sammenkrøllede under ham og hovedet forblev liggene i græsset. Hingsten kom nærmere. Titan kunne høre det i græsset. En dæmpet dumb lyd hver gang den sorte hingsts hove ramte jorden. Men før den sorte hingst nåede hen til Titan, forsvandt han i et lys. Han hørte stemmer.. Stemmer langt væk. Stemmer der talte sammen, men ikke stemmer der bragte tryghed. Titan . . . Et stærkt navn til en stærk hingst. . . Titan var hans navn. Det var ham de talte om, og det vækkede nysgerrigheden i ham.

* * *

Kulden vendte tilbage, langsomt og ubehageligt, og det fik Titan til at åbne øjnene. Han følte sig stadig tung i hele kroppen, tung og øm stadig. Der var dog stille omkring ham. Næsten helt stille. Hovedet løftede han i en lidt hurtigt bevægelse, dog ikke ret højt fordi han godt kunne mærke i musklerne at han burde tage det med ro. Han lagde dog langsomt hovedet en smule ned igen, men lod det hvile op af hoppen. Han sagde stadig intet. Det lå ikke til ham at være så snakkesalig. Han svarede hvis andre talte til ham, han stillede spørgsmål hvis han havde noget på hjertet, men han talte aldrig bare for at tale. Hvad den endnu unge hingst tænkte på eller lod sit hoved fylde med, forblev indtil videre i hans hoved. Han lå dog ikke længere helt stille. Dog var det eneste der bevægede sig, hans mule. Ikke fordi han talte, men fordi han krængede den ud i en spids, der vippede lidt fra side til side mod hoppens forben, før han gav sig til at nappe lidt til det. Ikke samme slags nap som når han ville give andre gengæld for at nappe til ham. Men bare bitte små næsten nussende nap. Det var en af hans måder at vise han havde accepteret ens selskab på. Han gik i hvert fald tit og nappede til dem han gerne ville lege med, men leg var han ikke interesseret i lige nu. Det ville også være umuligt at starte en nappedyst på nuværende tidspunkt, for det var umuligt for nogen af dem at komme hurtigt nok op og væk før der var blevet nappet tilbage.

En stor mængde luft blev trukket ned i lungerne og lukket ud igen så en sky af hvid damp spredte sig fra hans mule og forsvandt i luften. Han kunne ikke blive liggende hele tiden og han var næsten sikker på hoppen ville komme til at fryse også. Den eneste måde han havde lært at holde sig varm på, var ved at holde sig igang. Men at holde sig igang betød også at han måtte op at stå igen. Det sorte hoved gned han nogle gange op og ned af hoppens hals så godt som han nu kunne komme til, før han gav sig til at nappe ud efter hendes man. Han ville lade hende vide at han var vågen, og vel også lige markere at hun var en af hans hopper, som han havde gjort det første gang de havde mødtes.

34

Tracker | Tables | Plots | Application

Feb-Post #25

Constance

location: x | time: x | tag: x

Varme var en mangelvare for begge individer i øjeblikket. Fordelen ved situation var, at de var to - de kunne dele, give og tage. Hun havde strukket sin stærke hals frem og hvilede nu hovedet imod hans mørke skind, som var ganske lunt. Det var næsten behageligt, hvis nu bare at de tiltagende og kolde vinde ikke var tilstede hvertandet sekund. Det var et forsøg på at holde ham varm og rolig. For han rystede, den kære hingst, som så så sølle ud i en voldsom kontrast til den hvide sne. Nu var det ikke længere kun sort/hvid, men en rød og stærkt kontur havde sluttet sig til. En rød og skarp farve som optrådte på to simple måder, men som ejede symbolik. Blodet, fra en såret soldat og hoppen, den blide og helende. Der var helt stille, for ord var ikke nødvendige - de kunne ikke bruges til meget nu, og Constance havde sjældent tyet til ordet, og kun brugt det som en hjælper eller som en tilpasningsform. Nej, der var fuldkommen stille. Kun vindens ubarmhjertige hylen og den simple, taktfaste lyd af et bankende hjerte kunne høres. For hun lyttede til det, og mærkede hans svage åndedræt, som hun til sidst selv fulgte. Det var der, at hun kunne mærke at den store, mørke hingst endeligt var døset hen, og fået hvile.

Der gik et kvarter, men minutterne var ikke noget der fandtes i hendes verden. Der gik noget tid. Der gik 420 hjerteslag. Det var lige før, at hun selv var døset hen for hun havde i de sidste tre hjerteslag lukket de blide, krystalblå øjne i. Hun havde sukket, træt og døsig... Men pludselig opfangede hendes ører en mumlende stemme, og det ene øre blev vippet til siden, i retning af den sorte hingsts hoved, som hvilede stødt op ad hendes ben. Hun slog straks øjnene op, og vendte blikket imod ham, inden hun forsigtigt og langsomt hævede hovedet fra ham. I et øjeblik betragtede hun ham bare, imens at han mumlede videre. Forestillingen om, hvad der end måtte foregå i hans sikkert tågede sind, var fuldkommen umuligt at gætte. Så hun lod være med at prøve. Istedet lod hun sit blik vandre over hans forslåede krop. Først nu kunne hun få et ordentligt kig på ham, og det var tydeligt at han havde været oppe at slås. Han havde mærker hist og hær, og manglede en tot pels dér - få steder var pelsen tørret helt ind i størknet blod. Lydene blev stærkere, og pludselig var hans krop begyndt at trække på sig få steder, men som meget små reaktioner. Nu gjorde hun endnu et forsøg på at berolige ham, skønt han sov. Langsomt, blidt og en anelse tøven placerede hun mulen nær hans skulder, og strøg så langsomt mulen langs hans side, helt indtil hun ikke kunne nå mere, for så at løfte mulen og starte igen samme sted. Hun strøg ham langs hårene så forsigtigt hun kunne, og af og til tog hun en pause og lagde igen sin hals over ham, for at holde varmen ved lige. Det bekymrede hende, og fik ørerne til at lægge en anelse på sig i frygt, da han nu begyndte at mumle uforklarlige sætninger. Hun undrede sig i kortvarige minutter efter at hans ord atter var faldet bort, men det nyttede ikke noget, så igen lod hun blot være. Der gik længe og til sidst lod hun sit hoved hvile over ham igen, og tillod nu sig selv at lukke øjnene i - hun lod mørket tage hende - og kulden. Den isnende, ubarmhjertige kulde.

En kildende fornemmelse ved hendes ben, fik hende til at vippe ganske svagt med de bløde, mandelformede ører. Det der føltes som et nap fik hende til at åbne op for de blå øjne og dernæst hævede hun sit eget ædle hoved op fra at have hvilet over hans mørke krop. Der var ikke gået forfærdeligt længe, og hun havde bestemt ikke sovet. Et svagt brum skød nu frem i en vibrerende form fra hendes bringe, men lige inden hun skulle til at nappe en anelse tilbage, måtte hun modstå den kraft der blev lagt imod hendes hals, da han lod sit hoved gnubbe op ad hende. Det var godt at se, at han var vågen, og det fik da også vækket hende en anelse op fra hendes dvale-stadie. Forsigtigt sænkede hun hovedet en anelse igen, men modtog da stadig nap fra ham, der nu var myntet på hendes fyldige pandelok. Hun virrrede forsigtigt med det fine hoved, og nappede da en enkelt gang ud efter hans man, for at lade ham vide, at hun var klar over at han var vågen - og at det var hun også.

Det gik dog op for hende, at han måtte have haft genvundet nogle kræfter, og selvom han stadig så forslået ud, så ville deres kroppe ikke kunne holde til at ligge mere ned end de havde gjort nu. Det trykkede på deres organer, og Constance kunne allerede mærke at hendes åndedræt var tungere end normalt. En smule afvisende rystede hun hovedet og holdt ham fra mere nappen eller gnubben. Nu skulle hun altså op at stå. Med besvær og knapt så megen elegance fik hun dog stablet sig på benene, så hun nu stod på alle fire ved den mørke hingsts ryg. Der gik få sekunder inden hun fik rystet hele den slanke krop, og strakte så den lange hals frem i et gab. Halen der slog en enkelt gang bag hende var ment fra egne tanker. Godt nok havde hun været hos ham nu... Men hun ville aldrig blive en af hans hopper. De krystalblå øjne havde fået liv i sig igen, og begyndte nu at skridte en anelse væk fra deres hvilested. Han havde brug for plads til at komme op, og hun indså at der ikke var meget mere for hende at gøre her. Han kunne vel klare sig selv.. Men selvfølgelig var hun stadig bekymret, et sted. Var hun nu sikker på, at han ville kunne klare sig?

Hun skuttede sig en anelse da vinden atter tog til, og straks savnede hun den varme som de havde delt. Det var umuligt at benægte at hun ikke havde nydt det. At der bare var nogen i hendes nærvær, som modtog den kærlighed hun kunne give. Selvom det ikke var meget, så var det rart at føle sig værdsat. Det var noget af det hun savnede mest.. og som hun aldrig rigtig nogensinde havde følt.

code by ♥

No Sun, No Eagle

words: 553 | tag: Constance

♣

Det blev koldt for Titan da hoppen fjernede sig. Alligevel vidste han også godt at hun gjorde det for at give ham plads. Benene havde han trukket op under sig, men han gjorde ingen tegn til at ville rejse sig lige med det samme. Han havde stadig ondt, og at udsætte sig selv for den smerte var han imod. Alligevel fik han strukket forbenene ud så han endte med halvt at sidde, og der gik han i stå igen for lige at samle sig. Hans ryg kunne stadig give et lille jag af smerte og da han langt om længe fik trukket sig selv fremover og gynget sig nok fremad til at trække resten af kroppen med, og til sidst på en meget uelegant måde kom op at stå, gav han også en skinger lyd af ren og skær ubehag fra sig. Han stod stille med benene spredte så han stod rimelig solidt, og hovedet strakte han fremad og ned mod jorden, mens ørerne hang ud til siderne. Sådan blev han stående i et kort stykke tid før han haltende begyndte at træde fremad så han kunne følge hoppen. Han ville ikke få ret meget varme af at blive liggende alene, og hoppen havde trods alt ligget hos ham og holdt ham varm. Et eller andet sted skyldte han hende noget, men han forblev stadig tavs lidt endnu.

Det var lang tid siden nogen sådan rigtig havde taget sig af Titan i stedet for bare at hakke ud efter ham, bide efter ham eller sparke efter ham, på trods af hans galestreger. Der var ikke nogen der havde taget sig tid til at forklare ham hvor forkert det jo egentlig var, så i hans hoved var hans opførsel ganske normal. Det var bare de andre der var urimelige - selvom det ikke var sandheden. Da han nåede hen til hoppen standsede han også for at afvente en form for ordre fra hoppen, for han holdt sig ud fra hans side, som et lille føl der fulgte med sin mor. han havde selv været moderløs som føl og selvom han ikke rigtig havde haft behov for en mor, så var det da altid rart når nogen puslede lidt omkring sig. Selv vidste han heller ikke helt hvor han skulle gå hen, for han hørte jo til på Leventra i Teylar flokken, men det ville betyde at han måtte krydse havet og det var han bestemt ikke i stand til i hans tilstand. Ikke hvis han skulle undgå at blive skyllet op på land et tilfældigt sted, med fugle kredsende over sig som ville dykke ned og snuppe øjnene. Han havde set det før. Døde der var skyllet op på land. Lugtende og med fuglene der kredsede. Godt nok ikke heste, men fisk, både nogle små og nogle lidt større. Skulle det lykkes ham at nå tilbage til Leventra og Teylar, så ville han heller ikke vide hvad han skulle stille op. Hans søster var der ikke længere, så det eneste familiemedlem han kendte til var Leonora, og hun behøvede vel heller ikke vide hvad der var sket. Han havde ikke brug for en prædiken om at man skulle være forsigtig, og han var heller ikke sikker på han ville undgå en irettesættelse efter alt hvad han egentlig havde gjort som andre ville kalde forkert.

19

Tracker | Tables | Plots | Application