Fever, Gravity, and Realisations

Hun glædede sig til at komme ind i skoven sammen med den roanrøde – hun boede jo stortset derinde, bare en lille aflukket lysning. Hun havde mødt mange dyr derinde, men det var egernene der fascinerede hende mest. Her i de koldere måneder lyste de så flot op i den ellers mørke skov, og hun spejdede konstant efter en. Snegle var også sjove dyr, men hun havde kun set en død en. Mitis sagde at de ikke var der når det var koldt, men det forstod sneungen ikke. Hestene var der da, hele året, så hvorfor ikke sneglende? Hun havde også set en lille and engang, men den kunne ikke lide hende og gik sin vej. Hun forstod ikke hvorfor den var sur og bange for hende. Hun ville jo intet skade den, det ville alle og enhver da kunne se, selv anden. Men nu var der væk, og hun havde ikke set den siden. Hun kunne godt lide skoven. Det var hendes ynglingssted, med dens grotter, dyr, og træer. Træer i alle afskygninger, og en masse forskellige dyr, trods det var de kolde vintermåneder. Hendes moder havde sagt til hende at om sommeren ville der være endnu flere dyr, men den plettede have næsten svært ved at tro det. Der var jo så mange allerede!
”Constance? Hvis du ser et egern ikke? Så skynd dig at sig det til mig! Jeg syntes de er noget så søde.”
Fortalte hun helt og aldeles alvorligt til den roanrøde. Hun ville ikke gå glip af at se et af de små røde og pjuskede gnavere. En dag ville hun blive venner med en, og den skulle sidde på hendes hoved når hun sov, forsikrede hun sig selv.

Feb-Post #24

Constance

location: x | time: x | tag: x

Det var ganske underholdende at betragte Ivory, der med vidt åbne øjne gik og ledte efter, ja gud ved hvad. Der var knapt så meget at se som der var om sommeren eller foråret. Det var jo ganske snart tid til, at det skulle vrimle med små dyreunger overalt. Det kunne være en stressende tid, for arbejdet som forælder virkede ikke til at være let - det handlede jo om at holde dyrene i live, og når der på en gang ville komme så mange, ville der blive rift om føden. Leventera virkede dog heldigvis til ikke at mangle noget, og derfor havde Constance også bemærket et langt større dyreliv her, end hun havde noget andet sted. Hendes eget hjemland havde bestået af prærie og åbne vidder. Det var ofte blot fugle eller en flygtig hare, der var at spotte. Til gengæld havde hun et år oplevet at krydse en af de store nåleskove, og hun ville aldrig glemme den friske, krydrede duft og ja, synet af de mange egern. Constance havde set ganske mange i forhold til vintermåneden, her på Leventera, som de havde rendt op og ned af træernes stammer, for at rende ud i søgen efter det forråd, de havde gravet ned til efteråret.

"Det lover jeg dig, Ivory. Jeg skal nok sige til." Smilede hun, og klukkede let for sig selv, over føllets alvorlige mine. Der gik ikke længe før at en bæk kom til syne, blot ti meter længere fremme og den svage lyd af det rindende vand fangede deres ører. "Kom, Ivory." Gennede, Constance og satte da frem i trav, med retning imod bækken, der krydsede resten skovstien. Med let opbremsning stoppede hun lige netop ved bækkens kant, og så tilbage efter Ivory. "Vi bliver nød til at følge bækken, for at komme videre til det sted, hvor vi gerne skulle ende." Stemmen var dæmpet, som var det nærmest et hemmeligt sted, de skulle til. Men bækken forstatte nemlig ind blandt de mere trænge træer, så det ville kræve at de måtte lade deres hove blive våde. Med hævede benløft trådte den roanrøde hoppe i vandet, og vendte sig så med retning af bækkens løb. "Følg trop bag mig." Opmuntrede hun hende, og inden længe satte hun frem i skridt, så hvert skvulp fra hendes hove gav genlyd blandt stammerne. Det var en smule koldt, men ikke mere end at det fremkaldte en trang til at le.

code by ♥

Hun nikkede kort for sig selv da Constance svarede. Det var godt. Hun ville ikke gå glip af at se et egern. Snart fangede den klukkende lyd af en bæks løb hendes øre, og ganske rigtigt løb en klukkende afsted gennem træerne. Sådan en havde Ivory aldrig set, og hun gjorde store øjne da den roanrøde simpelthen trådte direkte ned i vandet. Egentlig havde den unge hoppe ikke synderligt lyst til det, for vandet var ikke lige hende. Men det var alligevel spændende på en sær måde, alt sammen, så det varede ikke længe inden også hun lod sine hove synke ned i det kolde vand. Et lavt hvin undslap hendes strube, da hun følte det kolde vand op af hendes ben. Det var ubehageligt og ganske forfriskende på samme tid, så hun vidste ikke helt hvad hun egentlig syntes om det. Da hun vadede efter den ældre hoppe, var det med høje knæløft, og store øjne. Hun fniste let over lyden det sagde når hun trak sine hove op af den våde muldjord. Hun forsøgte grinende at efterligne den svuppende lyd med læberne og tungen, men det lød langtfra på samme måde, hvilket blot fik den unge hoppe til at le yderligere.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Fever, Gravity, and Realisations
3

Ørerne vippede opmærksomt bagud som en hurtig reaktion, da det lille hoppeføl lod et hvin lyde fra sig. Opmærksomt så Constance sig over skulderen for at betragte den lille, og forsikre sig om, at hun nu var okay. Men synet af hende bragte blot et vedholdende smil på den rødes mule, for hun så ud til allerede at vænne sig til det nye og det ukendte - et mål var nået i Constances sind, for det var det, føltiden handlede om. At opleve nye og udfordrende ting, indenfor sikre rammer. Hun skridtede da afsted, og med hvert et skridt lød et lavt skvulp fra Constance - men det var noget helt andet for Ivory, som legende nød de sjove lyde med fuldt drag, og lyden af hendes boblende latter, gav Con en dejlig varm fornemmelse i bringen. De zigzaggede deres vej imellem de høje stammer, og pludseligt stoppede den roanrøde hoppe op, spidsede ører og så til højre, for så dernæst at træde op fra bækken, op af den lidt stejle skrænt, der dog ikke var højere end en meter, for så at træde ud på skovstien igen.

Her tog hoppen sig nogle få sekunder lige for at orientere sig, og nikkede så med ophøjet ro, og lettet smil om mulen, da hun så ned ad den lange sti, hvor der for enden var skovbrynet og åbent ud til engen, som de for lidt tid siden havde stået på, og derfra kunne også ses det stykke skov de havde trådt ind i. Men alt dette lå én forhindring i vejen for - nemlig et stort, gammelt og væltet træ, som havde lagt sig præcis over skovstiens kortside. Hurtigt så hun sig tilbage med de Krystalblå øjne, og ventede spændt på at se Ivorys reaktion. Det ville blive en fin lille udfordring for hende - knapt så meget for Constance der så de små 45 centimeter som værende et let spring.

Pjaskende bevægede Ivory sig efter Constance gennem bækken. Dette vand var uden tvivl det sjoveste hun nogensinde havde oplevet. Dette var den bedste dag i hendes liv! Hun tænkte slet ikke over at der ikke var så mange dage at tage af, men dette var langt sjovere end at kede sig sammen med Mitis og Chrome. Let skuffet så hun op på den roanrøde da hun trådte op af vandet. Skulle de allerede op nu? Dog visnede den skuffede attitude med det samme, da de kom op på stien igen. Der lå noget i vejen. Det helt træ! Det måtte godt nok være gammelt! Men nu var den død. Ingen havde fortalt hende om døden, men dette her træ var ikke i live mere. De andre træer stod jo, op og denne her lå ned. Den sov ikke. Træer sov ikke, det havde Mitis allerede fortalt hende, da hun havde spurgt om det kun var dem der sov. Mitis havde sagt at egern sover, men at træer ikke sover. De holder øje og passer på en hele tiden, dag og nat. Denne her var måske blevet for træt til at holde øje mere, og den var nu død. Men hvordan i alverden skulle de to heste kommer over? Det træ var jo næsten højere end hende selv! Og de kunne ikke komme uden om det. Sneungen gjorde store øjne. De skulle vel ikke springe over det?

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var en skam at Constance ikke ville komme til at høre Ivory's livsbekræftende syn på træer, efter de informationer, som hun havde samlet fra sin moder. Teorien om at træerne var de, som holdt øje med os, beskyttede os, for så til sidst at blive for trætte. Det var jo en vidunderlig tanke, som aldrig havde strejfet hende, og som det sikkert heller aldrig ville. Istedet betragtede hun hoppeføllet, som gjorde sin vej op fra bækken, og det ovale udtryk hun fremmanede var ubetalelig. Constance mødte hendes forundrede blik, og nikkede nænsomt og bekræftende overfor det åbenlyse. Ja, de skulle på den ene eller den anden måde gøre deres vej over stammen for at kunne nå Ivory's destination på den anden side. En fair udfordring, som det ville blive spændende at se, om den lille ville kunne klare. Den roanrøde hoppe havde ikke det store forsigtighedstrip, da hendes syn på sådan en ungdom var afslappet - men ment for at skulle blive udfordret. Selvom de var af mindre udgave, vidste hun at de sagtens kunne tage nogle få knobs.

"Okay, Ivory, for at kunne komme tilbage til din mor, skal vi springe over træet... tror du, at du kan klare det?" Spurgte hun opmuntrende, men med alvor nok, som forsikring af at hvis hun fik problemer, ville hun være der med det samme for at hjælpe hende. Det var jo umuligt for Constance at forestille sig hvilket eventyr det måtte være for det plettede hoppeføl, der havde givet hende intet mindre end en utrolig spændende dag. Noget der ikke skulle glemmes, og dér forsikrede Constance sig selv om, at de to sjæle nok skulle mødes igen.

Nu måtte den ældre hoppe altså være gået fra forstanden. Skulle hun springe over det der kæmpemæssige træ? Men udfordringen var accepteret. Hun var jo ikke nogen bangebuks! Hun bakkede flere meter bagud, for at have det bedste tilløb. Hun skulle vise Constance at hun var så sej, at hun kunne springe over træet.
”Selvfølgelig kan jeg klare det! Jeg kan klare hvad som helst!”
Lo hun, selvom hun nok ikke ville kunne det. Hun ville ikke engang klare sig uden sin mor i få dage, men det tænkte Ivory slet ikke på. Det her var det vigtigste lige nu! I et spring satte hun i gang, og jordede hen imod træet, der lå død på jorden. Du kan klare det! Hun satte i hop, og fløj over træet, der egentlig ikke var så stort som hun troede – alt er relativt, og Ivory var relativt lille. Med et stolt grin smurt om læberne betragtede hun Constance på den anden side.
”Jeg kunne sagtens! Se hvor god jeg var!”
Råbte hun stolt. Hun var den fødte sprinhest, ingen tvivl om det! Hun havde været flyvende over det kæmpemæssige spring.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

number

Hun turde næsten ikke at kigge, og måtte knibe de blå øjne sammen, idet den lille plettede hoppe begyndte at spurte afsted imod den væltede stamme. Det var dog uden tøven at det lille myr satte af, og uden besvær fløj over stammen som havde det blot været en lille gren. Det var en fryd for øret, da hoppens glædesudbrud ramte Constances øregange, fra den anden side. Med et imponeret smil om mulen, satte den roanrøde hoppe nu af i trav, dernæst en kort galop imod træet, og én to tre galopspring senere kunne hun elegant sætte af med styrken fra sine bagben og lande problemfrit på den anden side, hvor hun mødte den plettede snehest. Efter at være sat ned i skridt, nærmere hun sig føllet og lod mulen puffe blidt til hendes hals; "Det må jeg sige, det var rigtig godt gået!" Et bredt smil var om hendes mule, og der gik ikke mange sekunder før hun kastede kort med det ædle hoved, så den fyldige man satte sig, som et tegn på at hun skulle følge med. Herfra kunne de se udmundingen af skoven, og endda til det sted, de mødtes ude ved skovbrynet nær engen.

"Ivory, du har klaret eventyret - nu er det så tid til at vende hjem." Forklarede hun, imens hun skridt for skridt blev ført ud af skoven i en vuggende gang, og hvor hun af og til lod blikket fængsle sig af den livsglade hoppe. "... Og jeg er sikker på, at vi nok skal se hinanden igen." Sluttede hun af, inden hendes hove ramte det dugfriske græs på engen...

Til Ivorys store fortvivlelse, så det ud til at hendes og den roanrøde hoppen eventyr endte her. Det havde ellers været så sjovt og spændende! Men hun havde massere af historier at fortælle Mitis og Chrome. Dette var den bedste dag i hendes liv! Det så også ud som om Constance havde været imponeret af hende. Det var ret sejt, at Ivory havde sprunget over det kæmpe træ!
”Øv altså! Det var lige så sjovt!”
Protestrede Sneungen, selvom hun godt vidste at det var på tide at komme hjemad. Hendes forældre måtte også være bekymret for hende, især Mitis. Hun havde jo været væk hele dagen nu. Solen var allerede ved at gå ned, og Ivory havde slet ikke opdaget det. Tiden var simpelthen bare fløjet afsted.
”Jeg tror også mine forældre bliver bange hvis jeg ikke kommer hjem snart … men jeg håber på at se dig en anden gang!”
Smilede Ivory, inden hun sprang afsted i galop, for at komme hjem til sine forældre og det hun kaldte hjem. Hun kastede et hurtigt blik tilbage mod Constance, og sendte hende et bredt smil.
”Farvel Røde!”
Råbte hun, inden hun løb videre, hjem til hvor hun nu engang hørte til.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

number

// Slut

Awww, denne her tråd var bare så sød... ^__^'