Meet me halfway | Apeiron

Meet me halfway
______________________________

Lettelse og glæde skyllede ind over ham, da Asira forblev stående ved hans berøring. Han havde sådan frygtet, at hun ville finde hans tilnærmelser for grænseoverskridende og derfor ende med at afvise ham eller støde ham fra sig, men til hans held accepterede hun hans nærvær - og hvis ikke det blot var noget, han bildte sig ind, kunne det mindsandten også godt virke som om, at hun nød det lige så meget som ham. Hendes ører lagde sig i nakken i få sekunder, men langsomt kom de frem igen. Han bebrejdede hende ikke... Hendes hoved var sikkert fyldt med forvirrede tanker over denne uvante situation, fuldstændig lige som hans eget var. Det betød heller ikke noget for ham, at hun blev lidt usikker; det, der betød noget, var nemlig, at hun hurtigt blev tryg ved ham igen.
Hans bryn blev kort hævet, da hun nævnte, at hans far kaldte hende Athene. Hun virkede selv til at være noget uforstående over for det, og han måtte da også indrømme, at det lød en smule mærkeligt... Asira og Athene var jo ikke ligefrem navne, der lå tæt op ad hinanden?

„Athene..." mumlede han. „Det var dog specielt. Hvorfor kalder han dig dét?"
Han smilede mildt og sendte hende et blik, der tydeligt signalerede, at hun ikke behøvede at svare, hvis hun ikke havde lyst. Det var jo trods alt et ret privat spørgsmål, og han var derfor lidt i tvivl, om han mon var gået et skridt for langt ved at spørge ind til det.
Hans øjne blev overraskede spærret op, da hun fortalte, at de færreste kendte hendes navn, fordi hun ikke så ofte var i selskab med andre. Han kunne næsten ikke tro sine egne ører... Denne smukke, helt igennem perfekte skabning var tit alene? Han var ellers sikker på, at hun måtte være omringet af hingste, der tilbad hende og sværmede omkring hende som fluer.
Han så overrasket på hende. „Wauw... Jeg ville ellers have svoret, at ingen ville kunne lade dig i fred."
Han sendte hende et lettere fjoget smil. Det var nok lidt pinligt at indrømme over for hende, men han var ikke så god til at tænkte, før han talte... og desuden var det jo sandheden.

Han fortsatte sine kærlige bevægelser og kunne mærke, hvordan hendes krop blev varmere og varmere for hvert sekund, der gik. Han var glad for, at han kunne bidrage til at gøre hende mere rask - og at hun lod ham gøre det. Han var noget bekymret for denne spinkle hoppe, der ikke så ud til at have det alt for godt.
Hendes mumlen lød pludselig i hans ører. Han så undrende frem for sig. Denne hoppe... hun stod lige og nedgjorde sig selv og omtalte sig som én, han ville være skuffet over at være i selskab med? Havde hun da slet ingen anelse om, hvor pragtfuld hun var?
„Jah, det må du nok sige..." Han smilede drillende ned i hendes pels. „Det er det bedste selskab, jeg nogensinde har været i."
Han mærkede, hvordan hendes næseryg stille hvilede mod hans skulder, og et saligt suk forlod hans mule. Hun begyndte nu at gengælde hans mimrende bevægelser, og det var som om, at en bobbel af lykke sprang i maven på ham. Aldrig i livet havde han oplevet en anden hest gnubbe ham! Han smilede over hele femøren og var glad for, at hun ikke kunne se hans rødmende ansigt, da han taknemmeligt fortsatte med kærligt at gnubbe hende.
____________________________________________________________________

Tag: Asira | Wordcount: 578

~ It’s what’s buried deep inside that frightens me, because it’s broken, like a shattered mirror ~

Asira stod stadig ved Apeirons side, som hun havde stået ved igennem en længere periode af tid. Længere, end hun nogensinde før havde stået med en, der nok egentlig skulle anses som værende en fremmed for hende. Men den askegrå hoppe, med de specielle aftegn, så ikke denne hingst som en fremmede længere. Allerede nu, vidste han mere om hende, end mange andre. For blot det at vide hendes navn, var der ikke mange der vidste: for de spurgte ikke efter det. Og det forstod den spinkle hoppe skam godt – for hvem skulle ønske at vide en hoppes navn, der blot var hidsig og vred? Det troede alle i hvert fald at hun var.. Den askegrå havde næsten altid være misforstået og misfortolket af andre - og dette havde gjort, at hendes eget syn på sig selv, også var ganske misforstået og nedværdigende.

Apeiron lod til at lytte til alle hendes udtalelser, for han valgte at kommentere på det hun havde fortalt om hendes fader, der kaldte hende ’Athene’ og ikke Asira, som hun eller var navndøbt med, fra den dag hun første gang trak vejret, og lod sine sorte hove røre det fugtige græs. Tankerne brød ud i hendes sind ved hans spørgsmål. For den fortabte hoppe anede end ikke selv hvorfor hendes fader kaldte hende ved et andet navn, end det der egentlig var hendes at bære.

,,Jeg… Det..”

I stå gik den spinkle hoppe nu, for hun vidste ikke hvad hun skulle svare på dette spørgsmål. Et par sekunder gik igen, mens hun tænkte, inden hun da stille lod sin mule gnide sig langs hans skulder, i en måske kærlig handling.

,,Jeg ved det ikke”

Hun talte sjældent, og havde derfor ikke de store færdigheder i at formulere sig, i situationer som disse. Hendes stemme var ikke hård og anklagende, men nærmere undskyldende og fortvivlet. For hun kendte ikke svaret på spørgsmålet.
Stemningen ændrede sig dog ganske hurtigt, fordi den mørke Apeiron nu spærrede øjnende op, og kiggede på hende, mens ordene kom fra ham endnu engang. At hingstene måtte sværme om den grå Asira, som fluer. Hans smil på mulen, fik den grå hoppe til at reagere instinktivt, og derfor blev der trukket op i et meget svagt skævt smil, der kun kunne anes ganske få sekunder, inden det forsvandt igen – hun var ikke vant til at smile, og det faldt hende derfor meget unaturligt og klundtet. Kønt var det nok ikke. En form for lyd forlod hendes krop, en lyd der måske ville have lydt som et enkelt ’kluk’ eller ’fnis’, for dem der var vant til at le, grine og fnise. Men lyden var så ny for hende, at den ikke gav så meget mening i hendes egne øre. Men hun kunne ikke lade være med at sige den lille lyd, over hans kommentar. For var det ikke sødt sagt? Var det ikke noget positivt? Det måtte det næsten være. Det troede hun i hvert fald. Stille lod hun sin mule røre hans mulespids, som en form for ’tak’. Hurtigt trak hun dog mulen til sig selv, og lod den falde tilbage til hans skulder.

Deres gnubberi begyndte igen, og den fortabte hoppe, var begyndt at nyde disse kærtegn mere og mere. Det var somom, hendes instinkter fortalte hende, at nu var det okay. Det var okay at stå sådan her – det var… rart.
Han fortalte, at hendes selskab var det bedste han havde været i. Asira mærkede en varme i sit ansigt, i sine ellers kolde kinder. Hvad pokker foregik der? Hun stirrede lidt ind i hans skulder, forvirret over den varme fornemmelse der bredte sig i hendes ansigt, og efterlod en let rødme. Hun vidste dog ikke, at denne varme gav rødmen; så da hun nu flyttede sit hoved stille, i en lidt mekanisk bevægelse, og kiggede på Apeiron, ville hun nok blive afsløret.

,,Mener… Mener du det?”

Hendes hoved røg stille på sned, mens hun kiggede imod hans varme øjne, med sine egne. De øjne der før havde været tomme og slukkede, men nu ejede en lille gnist, der ikke havde været at se igennem de sidste mange måneder. Måske endda år. Hendes sorte øjne hvilede direkte ind i hans, som søgte hun sandheden i hans før udtalte ord. Mente han hvert et ord han sagde? Var det virkelig sandheden han udtalte for hende? Den grå hoppe kunne ej finde noget i hans mørke øjne, som skulle mene det modsatte af hvad han havde sagt. Så måske havde hun i virkeligheden fundet endnu en, som Taia, der faktisk fortalte sandheden og ikke løj for hende. Hvordan denne hingst, havde formået at komme så tæt på hende, på så ganske kort tid, var for hende selv en kæmpe gåde. Men han havde formået at åbne op til noget, der i Asiras indre havde været gemt i en evighed, og nok også havde været glemt. Hun havde selv fortiet de mange ord, hun ellers havde båret på altid. For ikke mange havde indbudt hende til at tale, eller røre. Havde de talt, havde det ofte været i vrede. Havde de rørt, havde det været med tænderne blottet, og ørene nedlagte. Hovene havde fløjet om deres ansigter, og kroppene havde været spændt op. Men nu stod hun altså der, med rødme i ansigtet, og en brandvarm fornemmelse i ansigtet. En forvirrende fornemmelse i maven, der dog på en eller anden måde føltes.. rar og velkommen. Og samtidig stod hun og talte. Det var hakkende ord og sætninger hun kom frem med, men stemme kom dog til udtryk, og hun nød på en eller anden måde, at hendes egen stemme blev hørt af en anden, som faktisk viste interesse for at høre de ord hun eventuelt havde at sige. Hvad der skete i disse mange minutter de havde stået sammen, var en kæmpe udvikling i hendes egen krop, som hun end ikke selv kendte særlig meget til. Men langsom begyndte den grå hoppe nok at forstå, at dette møde indtil videre kun havde været positivt, og at det ej bar på nogen dumheder – hvert fald ikke endnu. Og forhåbentligt ville de heller ikke komme..

Meet me halfway
______________________________

Han spidsede lyttende de hvide ører, da hun begyndte at tale. Hun gik dog i stå igen, som om hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle svare. Et par sekunder forløb i stilhed, inden han kunne mærke hendes mule glide ned langs hans skulder, inden hun fik fremsagt resten af sit svar. Han stivnede ved hendes berøring, og en let dirren gled over hans følsomme skind. Meget var kommet bag på ham ved denne smukke og fascinerende hoppe, men denne handling tog lige godt prisen... Han kunne næsten ikke tro, at hun helt selv spontant lige havde udført en kærlig handling mod ham! Han mærkede sit hjerte slå et par slag over, og en bobbel af lykke sprang atter i maven på ham. Han måtte koncentrere sig kraftigt om at fokusere på hendes ord, da han næsten ikke kunne være i sin egen krop og havde lyst til at eksplodere af glæde.
Hendes stemme lød så undskyldende og fortvivlet, som om hun oprigtigt var ked af ikke at kunne svare ham på spørgsmålet... Hans gyldne øjne mødte hendes med et trøstende blik. Han forsøgte at udtrykke, at hun absolut ikke skulle undskylde.
„Hmm, det er ikke til at forstå, hvorfor nogen vil erstatte så smukt et navn som Asira..." lød hans varme og kærlige stemme.

Et lykkeligt udtryk gled over hans øjne, da hun gengældte hans smil. Det var ikke meget, han havde set denne hoppe smile indtil videre, så det varmede ham at se, at det var lykkedes ham at få hende til det. Hendes smil var skævt og svagt, og det varede ikke i mere end et par sekunder, før det forsvandt igen. Det var ikke svært at fornemme, at hun ikke ligefrem var typen, der var vant til at smile. Andre ville nok have set hendes smil som klodset og måske endda grimt... Men for ham var dét det smukkeste smil, han nogensinde havde set.
En lyd forlod nu hendes strube og fik ham til nysgerrigt at spidse ørerne. Det havde ikke været mere end en enkelt klukken, men for ham var det mere end nok til at forstå meningen. Han havde fået hende til at le! Noget, han absolut ikke havde troet, at han skulle se denne deprimerede hoppe gøre. Et bredt smil formede sig på hans mule. Hvor var det en fantastisk lyd! Han ville høre mere!
Han stivnede forbavset, da han mærkede hendes mule røre hans mulespids som en slags tak. Den hvilede der kun i ét sekund, og så trak hun den til sig igen og lod den atter falde tilbage på hans skulder. Det var gået så hurtigt, at han knapt havde nået at bemærke det. Men varmen spredte sig i ham, og én ting vidste han; det var noget af det mest behagelige, han nogensinde havde oplevet.

Hun flyttede stille sit hoved og mødte hans blik. Hun så ham direkte ind i øjnene, som om hun søgte sandheden i dem. Hendes øjne bar en gnist, der ikke havde været der i starten af mødet - som om hun var livet op i hans selskab. Han mødte roligt hendes blik med dyb ærlighed i de varme øjne. Oprigtigheden lyste tydeligt ud ad dem. Snart fik han øje på den røde farve, der ligeledes bredte sig på hendes kinder og fik ham til selv at rødme endnu mere. Han hørte hendes ord og nikkede ganske fattet.
„Ja. Jeg mener hvert et ord," lød hans varme stemme.
Han lagde blidt sin mule mod hendes og lod den hvile dér uden at trække den til sig igen. Varmen strømmede fra hans krop og direkte mod hende. Han lukkede afslappet øjnene i og nød bare øjeblikket. Han holdt allerede mere af denne hoppe, end han nogensinde havde gjort af nogen andre. Han vidste nærmest intet om hende og havde kun lige mødt hende, men alligevel følte han en ubeskrivelig forbindelse imellem dem. Han vidste ikke, om han troede på kærlighed ved første blik, men et eller andet ved denne hoppe havde i hvert fald fået ham til at føle noget.
____________________________________________________________________

Wordcount: 673

Den grå hoppe, havde ofte været forvirret over de selskaber hun havde været i. De havde altid misforstået hendes ord, eller hendes handlinger. Mange anså hende som værende en hidsig skabning, der ikke ønskede nogen former for selskab. Men dette var såmænd blot en stor løgn. Asira ønskede selskab ligesom de fleste andre. Hun higede efter at mærke, at andre også ønskede hendes selskab. Men hver gang selskaber havde budt sig til hende, havde det været en katastrofe. Der var bestemt en grund til, at den grålige hoppe havde så mange ar, både på kroppen og i det indre. Hun var misforstået. Hun var forladt.
Men i dette selskab, var det noget helt andet. Apeiron fik vækket ting i hendes indre, som hun end ikke huskede eksisterede. Men noget kunne hun mærke. Hun havde mærket en følelse, der mindede lidt om denne, da hun havde været side om side med Seth. Han var død nu. Ligesom hendes datter. Men var det den samme følelse? Og hvad var det helt præcis for en følelse? Hun vidste det end ikke selv. Men den var der altså.. og den forsvandt ikke bare lige.
Apeiron lød forvirret, over at nogen havde valgt at kalde hende for noget andet, end det navn hun bar. Men det var jo sandheden. Hun hed Athene, i hendes fars verden. Og det var vel okay. Hun vippede med sine mørke øre, lidt sørgmodigt, et kort øjeblik, inden de vippedes frem til ham igen, da deres blikke mødtes. Hans blik var trøstende og opløftende. Han ønskede ikke at hun undskyldte. Hendes mørke øjne hvilede i hans, længere end hun før i tiden ville have gjort. Men der var bare noget anderledes ved denne hingst.

Da den klukkende lyd havde forladt hende, fik det den grå Apeiron til at få et bredt smil om mulen. Smittede den klukkende lyd således, at det fik ham til at smile? Hun anede knapt hvad det var for en lyd hun selv havde fået frembragt, men den så ud til at virke smittende, på en god måde. Hun vippede stille ørene igen, og lod blikket falde på hans bringe i nogle sekunder. Hun var ikke god til øjenkontakt, men allerede nu havde hun rykket sig flere milepæle; men en lille pause skulle der dog til engang imellem. Hendes gestus, ved at røre hans mule, fik ham til at rødme, ligesom hun også rødmede.

Han mente hvert et ord han havde fremsagt. Han nød altså hendes selskab. Og dette fik hendes hjerte til at springe en enkelt gang over sin rytme, i ren og skær.. glæde? Hun rejste hovedet endnu engang, og lod sit blik falde ind i hans. Lige tidsnok til at se, at hans mule kom nærmere, og nu ramte hendes egen. I et kort øjeblik blev hun en anelse belgøjet, for at kigge på hans mule der var imod hendes. Men i stedet lukkede hun stille øjnene i, og lod varme strømme ind i hendes krop. Hvorfor nød hun det hele så meget? Og hvor længe ville det var ved? Hvornår ville han få nok af hende, og forlade hendes selskab? Der var efterhånden gået en rum tid, for der var knapt så lyst som der før havde været. Men hvor længe var der mon gået? Hun tog mulen stille til sig, efter ret lang tid, og lod øjnene åbne igen.

,,Du.. du er ikke tvunget til at blive her”

Sagde hun så, og rettede sin krop en smule op, og lod blikket falde i jorden. Hun var usikker. Hun ønskede ham her. Men hun ville ikke tvinge ham – og det kunne hun jo sådan set heller ikke.

Meet me halfway
______________________________

Han mødte hendes blik og mærkede atter sit hjerte springe et slag over. Hendes smukke øjne hvilede i hans, og dér blev de i lang tid, inden hun atter lod blikket falde mod hans bringe. En varm fornemmelse spredte sig i hans krop. Han kunne godt fornemme, at denne hoppe havde svært ved at fastholde øjenkontakten, og han bebrejdede hende ikke det mindste - det kendte han jo selv alt til. Tværtimod følte han sig blot beæret over, at hun trods alt formåede at holde hans øjenkontakt i så lang tid uden tilsyneladende at føle ubehag ved det. Han var faktisk også lidt overrasket over sig selv. Det var heller ikke tit, han formåede at holde øjenkontakten med andre i så lang tid. Men ét eller andet ved denne hoppe fik ham bare til at føle sig så tryg og... elsket. Han følte ikke den mindste frygt eller usikkerhed i hendes nærvær, og det var en følelse, han aldrig havde oplevet før. Han vidste ikke, hvad denne hoppe gjorde for at få ham til at føle sådan her, men han vidste, at han ville være hende taknemmelig til evig tid. Selv hvis de aldrig skulle se hinanden igen, ville han elske hende for at have givet ham sit livs bedste oplevelse.

Hun rejste atter hovedet, og i et kort øjeblik blev hun en anelse skeløjet, da hun fulgte hans mule med blikket. Et smil bredte sig om hans mule, og en varm latter forlod hans strube. Hvor var hun altså kær. Hans hjerte blev atter fyldt med kærlighed til denne spinkle hoppe. Hun var så sårbar, så skadet... men i hans øjne var hun perfekt. Han følte, at hun gjorde hans hjerte helt og udfyldte det tomrum, han så længe havde følt.
Han lukkede ligeledes øjnene i og nød blot varmen, der strømmede sammen fra de to heste. Han sukkede afslappet og nød øjeblikket, der varede dejlig lang tid. Asira var den første, der afbrød øjeblikket. Hun tog stille mulen til sig og åbnede øjnene igen. Han gjorde det samme og mødte hendes blik med et lille smil. Hendes ord kom bag på ham. Følte hun, at hun tvang ham til at blive her? Han rystede svagt på hovedet og kunne ikke lade være med at smile muntert. Sådan en paranoid, nervøs tanke kunne han bestemt også selv have fået. Endnu en gang slog det ham, hvor ens de to var. Han kunne ikke lade være med at tænke, hvor godt de passede sammen.

„Dét føler jeg mig bestemt heller ikke tvunget til at være," sagde han ærligt. „Jeg er her af egen fri vilje og har ikke tænkt mig at gå, medmindre du beder mig om det."
Han betragtede atter hendes blik falde til jorden. Hun virkede så usikker på sig selv... som om hun skammede sig over at være i hans selskab. Han betragtede hende med milde øjne. Det var så forkert. Denne hoppe var skabt til at stråle og blive set på med beundrede blikke. Hun var måske en knækket sjæl nu, men han skulle nok sørge for at hele hende og få hende til at blomstre igen. Dette ville være hans livsmål; hans grund til at leve. Han ville kæmpe for denne hoppe, om så han skulle dø i forsøget. Han ville beskytte hende med sit liv og sørge for, at ingen smerte nogensinde skulle ramme hende igen.
Han lod atter sin mule søge mod hendes ansigt og strøg hende kærligt over kinden i et forsøg på at muntre hende op. Han lagde sin mule under hendes og pressede hendes hoved opad, så hun var tvunget til at se op igen. Så fjernede han sin mule og så på hende med muntre øjne, inden han opmuntrende nappede til hendes pandelok med en lille, legesyg lyd.
____________________________________________________________________

Wordcount: 628

Der skete mange ting, i disse øjeblikke. De havde ikke stået sammen i flere dage, men efterhånden havde deres selskab med hinanden, nok varet i nogle timer, for solen stod bestemt ikke det samme sted, som den gjorde da de først havde stødt på hinanden. Men det var ikke kun fysisk der skete en masse ting; men også psykisk. Asira havde aldrig haft de helt samme fornemmelser, som hun havde i hans selskab. Der var et eller anden specifikt ved denne grålige hingst, der gjorde at den ellers ødelagte og sårbare hoppe i nogle sekunder, bare engang imellem, glemt alle de ting der havde været hende imod igennem hele hendes liv. Hun glemte ikke hvem hun var; men hun glemte hvad hun havde været igennem, hvem hun havde mistet og hvem hun savnede så inderligt i sit hjerte. Apeiron havde formået at skabe noget i hende, med ganske få ord, noget der ikke ellers havde været eksisterende hos den grå hoppe. Hun havde en tryghed ved denne hingst, som hun end ikke selv forstod; for det virkede ganske mærkeligt, at et møde der var så tilfældigt, skulle ende ud i noget, der var så uvant for hende.

En varm lyd forlod pludselig hans strube, noget der måske var en latter. Asira var ikke vant til at høre sådanne lyde, men lyden var behageligt og varm. Og det fik hendes øre til at vippe lidt stilfærdigt frem og tilbage, lyttende til de lyde der måske ville komme efterfølgende. Han havde vidt grinet af hendes før skeløjede øjne; og det fik hende til at trække svagt i mundvigen, somom et smil ville komme frem – men det var bare ikke noget hun var så vant til, så igen blev det bare en lille skæv trækning, der ikke så just pæn ud, som det ellers gjorde på andre. Deres muler var samlet i nogle sekunder, før Asira havde fjernet sig lidt, og stod og kiggede på ham i stedet. Hun fandt en ro i at kigge på Apeiron, fordi han selv var så rolig. Det smittede af på hende.

Han smilede muntert efter hendes ord, og forklarede med en varm tone, at han ikke blev af tvang men af lyst. Og at han først ville gå, hvis hun bad ham om det. Dette fik hendes hjerte til at hoppe en ekstra gang, og det fik den varme fornemmelse frem i hendes kinder igen. Hendes blik faldt til jorden, fordi hun kort følte sig flov over de fornemmelser hun mærkede, samt de uvante følelser. Men Apeiron lod hende ikke stå sådan længe, for hans mule strøg over hendes kind, og derefter tog han sin mule under hendes, og løftede derpå hendes hoved op, så den grå hoppe igen stod med hovedet i en mere normal holdning, end den underdanige der før havde hængt over hende. Hun stod lidt og kiggede på ham, søgte efter ord, og det skabte en tænkende grimasse i hendes ansigt.

,,Men.. jeg ber dig ikke om at gå”

Hun rystede lidt på hovedet. Det var måske ikke korrekt formuleret, men meningen i ordene, håbede hun at han forstod. For hun ville ikke bede ham om at gå; for det havde hun ikke lyst til at han skulle. Hun ville ikke være alene igen, og mærke de fortvivlede tanker tirre hendes indre. Ikke nu. Han nappede pludselig i hendes retning, men han sagde en lyd, som hun ikke særlig tit havde oplevet i de selskaber hun havde været i. Hvad betød den lyd? Asira havde ikke rigtig leget – hverken som føl eller voksen. Hun kneb øjnene en smule i, forvirret over situationen lige i dette øjeblik. Lidt tid gik der, før hun prøvende nappede tilbage imod ham, sigtende efter hans lange man på siden af halsen. Mon det var sådan hun skulle gøre?

Meet me halfway
______________________________

Hans ord frembragte kort tavshed hos den grå hoppe. Hun stod blot og kiggede på ham med et tænksomt udtryk i de gyldne øjne. Hun tænkte så meget, at en spekulerende grimasse formede sig på hendes ansigt. Han kunne ikke lade være med at smile stort. Som hun stod dér, mindede hun ham allermest om et lille føl, der havde fået stillet et meget svært spørgsmål og nu tænkte, så det knagede, for at regne svaret ud. Han blev endnu en gang helt varm om hjertet. Det var altså helt vildt, så kær hun var!
Endelig lød hendes ord efterfulgt af en lille rysten på hovedet. Han vippede tænktsomt med de hvide ører, inden han mødte hendes øjne med et skælmsk blik og lyste op i et stort, muntert smil.

„Jamen så er der jo ingen problemer!"

Da han havde nappet ud efter hendes lange pandelok, kneb hun forvirret øjnene sammen. Der gik atter lidt tid, hvor det virkede som om, at hun blot stod og prøvede at få hele situationen til at hænge sammen i sit indre. Apeiron stod blot stille og så på hende med milde øjne. Han ville give hende alt den tid i verden, hun havde brug for til at tænke.
Efter lidt tid nappede hun prøvende tilbage efter hans lange man. Han slog ivrigt med hovedet og hvinede i en anerkendende tone, som for at fortælle hende, at hendes handling var helt korrekt. Han mærkede adrenalinen køre igenem sin krop og steppede lidt på stedet, inden han legesygt langede sit forben ud efter hendes bringe. Selv var Apeiron ikke erfaren i selskab med andre, og da slet ikke hopper - derfor kendte han ikke til andet end den leg, han havde leget med alle de andre hingste, da han selv var ung. Det kunne måske virke en anelse voldssomt for en hoppe som Asira, men det var han ganske enkelt ikke klar over - han sørgede dog omhyggeligt for at være blid og kærlig i sine bevægelser, da han nødigt ville skade hende.
____________________________________________________________________

Wordcount: 336

Den grå hoppe fandt hele situationen meget særpræget og anderledes, end noget hun nogensinde havde oplevet før. Den varme og den ro der var i deres selskab, var meget underligt for hende; men hun kunne bestemt godt lide følelsen, selvom den var meget uvant og anderledes for den grå Asira. Hun boblede indeni, på en måde hun ikke selv forstod, overhovedet. For hun anede ikke hvad det var der foregik i hendes indre, men dog var den boblende fornemmelse behagelig og opløftende. Den var ikke ubehagelig eller nedslående, som alt andet ellers havde været for hende, inden hun havde mødt Apeiron foran hende. Han lyste op i et smil efter hendes ord var udtalt, et smil der var muntert og stort. Hun kunne godt lide at se det, det smil. For det måtte betyde at hun havde sagt ordene, så han forstod dem korrekt. Han talte kort efter, og konstaterede at der jo så ingen problemer var; og det havde han jo egentlig helt ret i.

Efter hendes nap der var korrigeret efter hans lange man, hvinede han op med en anerkende tone; så var det måske rigtigt det hun havde gjort? Var det rigtigt, at hun bare skulle nappe tilbage efter ham, som han havde gjort ved hende? Nogle lidt brummende lyde forlod hende, mens hun kort virrede med hovedet, over hans hvinende lyd. Lyden var meget uvant for hende, og som regel når nogen hvinede i hendes selskab, var det fordi de var utilfredse eller ville til at angribe. Det gibbede derfor kort i hendes indre, for om han pludselig ville angribe. Men hans ansigtsudtryk talte ikke for at være hidsig. Og hans muskler så heller ikke anspændte ud. Hvad var det så det her? Leg? Han begyndte at steppe på stedet, inden han langede sit forben i hendes retning. Det fik den grå hoppe til at springe sidelæns, med ørene ned imod nakken, og tænderne blev pludselig blottet, mens hendes meget spinkle og udmattede krop spændte sig op igen.
Men det hele skete på få sekunder, inden hun betragtede ham. Han slog jo ikke hårdt ud efter hende, som alle andre havde gjort. Og derfor var det måske ikke ment som et angreb?
Asira vippede ørene fremad igen, og brummede i en nærmest undskyldende tone, over hendes måde at blotte tænder på og spænde op. Hun misforstod det. Men hun samlede sig selv igen, og slog nu sit eget forben i hans retning, men slet ikke hårdt, og ørene var fremme, glædeligt, dog vippede de stadig lidt usikkert rundt; mon det var sådan her hun skulle reagere?

Hans langen ud med forbenet faldt tilsyneladende ikke i god jord, for i det samme sprang hun sidelæns, kastede ørerne i nakken og blottede sine tænder. Hendes spinkle krop spændte op, og alt ved hendes kropssprog udstrålede usikkerhed. Han holdt inde med alle sine bevægelser og vippede usikkert ørerne ud til siden, mens han betragtede hende med et undskyldende blik. Det havde bestemt ikke været hans mening at skræmme hende...
Hun virkede dog til hurtigt at opfange, at han ikke havde gjort det i nogen ond mening, for hun betragtede ham nu let, alt imens hendes krop langsomt slappede af igen. Hendes bløde ører vippede langsomt frem i hans retning, mens hun brummede i en nærmest undskyldende tone. Han smilede kærligt til hende og sendte hende et varmt, forstående blik. Hun skulle bestemt ikke undskylde for sin reaktion. Det var ham, der var gået alt for voldsomt til værks og havde skræmt hende...

I det samme hævede hun dog sit forben fra jorden og slog det blidt i hans retning. En varm latter forlod ham, mens et stort og muntert smil prydede hans mule. Det her var hun vist ikke så god til, men han kunne slet ikke bebrejde hende - hun var jo en spinkel og temmelig afkræftet hoppe, der helt sikkert ikke var vant til at gebærde sig på denne måde. Han brummede derfor overbærende og kærligt til hende, inden han valgte at falde helt ned på jorden og langsomt skridte hen til hende igen. Her strakte han forsigtigt mulen frem mod hende og søgte atter hendes nærkontakt med et mildt blik i de før så legesyge øjne.

Det var uvant for hende – det med at lege. Hun havde aldrig gjort det, og derfor aldrig lært det. Hvis nogen havde sparket et ben i hendes retning, havde det udelukkende været for at skade hende og starte en magtkamp med den grålige hoppe. Så at han før havde smidt et ben i hendes retning, havde gjort hende usikker og startet hendes instinkt op til at forsvare hende selv. Men han virkede ikke vred over hende manglende forståelse for at dette var leg; i stedet brummede den grå hingst blot i hendes retning, med overbærende og kærlige toner. Han satte ikke et nyt ’angreb’ i gang; i stedet skridtede han roligt i hendes retning, for at komme tæt på hende, og søge kontakt til hendes krop.

Asira betragtede hans mule som kom tættere og tættere på, og lagde mærke til hvordan hans øjne havde ændret sig til et mere mildt udtryk frem for det mere vilde og legesyge blik der før havde været. En smule tøvende, lod den grå hoppe sin mule falde frem til hans, så de nu ramte hinandens sensitive muleskind. Hendes øre vippede forsigtigt rundt, inden de fandt en mere afslappende position, lidt skråt bagud. Hun brummede i nogle sagte toner, og lod stilheden falde over dem igen. Noget nagede dog i hendes indre, noget hun ikke helt vidste hvad hun var, og dog alligevel. Ville de se hinanden igen – eller ville han også forsvinde, som de andre? En sørgmodig lyd forlod hende, helt ubevidst, inden hun brød stilheden.

,,Forsvinder du?”

Spurgte hun pludselig. Det lød måske mærkeligt i hans øre; men for hende var det et logisk spørgsmål. For ville han mon forsvinde fra hende, så dette var det første og sidste møde de ville have?

Et varmt smil gled over hans mule, da hun en smule tøvende accepterede hans ønske om nærkontakt og lagde sin mule mod hans. Han pustede roligt ud og lod varmen fra hans mule søge mod hendes kolde krop. Hendes sagte brummen lød i hans ører, og afslappet lukkede han øjnene i. Stilheden faldt atter over dem, og han sukkede tungt. Normalt var Apeiron en rastløs hingst, der altid var på farten - men i Asiras selskab kunne han stå sådan her for evigt. Det var absolut kun sundt for ham at falde lidt ned på jorden en gang imellem. Hun havde god indflydelse på ham.
Stilheden havde sænket sig over de to grå skikkelser, men der gik ikke længe, før en sørgmodig lyd lød fra hende. Han åbnede straks øjnene og så bekymret på hende. Hvad var der mon i vejen? Hendes spørgsmål lød i hans ører, og han så en smule undrende på hende. Forsvinde? Hvad mente hun mon med det? Om han ville forsvinde nu? Eller efter deres møde og for altid? Apeiron blev kort fjern i blikket, da han forestillede sig et liv uden den grå hoppe. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Han kunne slet ikke forestille sig ikke at se Asira igen. Tanken havde slet ikke strejfet ham. Hvordan havde han overhovedet været i stand til at leve, før han havde mødt hende denne dag? Hans tanker vendte atter tilbage til nuet, og hans gyldne øjne mødte hendes med et varmt og beroligende blik.

,,Naturligvis ikke. Jeg har ikke tænkt mig at gå nogen steder, hverken nu eller senere hen..."

Blidt trykkede han sin mule mod hendes, inden han langsomt lod den glide fremad og kærtegne hendes kind. Han lod den glide opad, indtil den nåede hendes ører, hvor han blidt holdt inde og færdiggjorde sin sætning.

,,...medmindre du ønsker det, selvfølgelig."

Den grå hoppe stod helt stille, mens de stod der, tæt op af hinanden endnu engang. Hun nød at have ham tæt på, og mærke den varme han afgav, en varme som hendes egen kolde krop nærmest flåede til sig, i et forsøg på selv at finde varmen igen. Men det var ikke nemt i Asiras tilstand, som mest af alt før lignede en tilstand der ville have bragt hende til den anden side af verdenen. Hun var tynd som bare pokker, og gnisten i hendes øjne havde været forduftet i mange måneder. Lige indtil nu. Nu var der en gnist, en gnist der var større end den nogensinde havde været. Alt sammen på grund af den grå hingst der stod overfor hende, Apeiron. Hans hoved blev trukket lidt væk, idet han gyldne øjne mødte hendes mørkere øjne, med et varmt og beroligende blik, og derefter lød hans ord. Det fik Asiras hjerte til at hoppe nogle ekstra slag i ren og skær glæde, men hun kunne ikke lade være med at frygte det alligevel, for hvad nu hvis..
Han holdt en kort pause, inden han fortsatte. Han ville kun forsvinde, hvis det var det fordi hun selv ønskede det, og det gjorde den spinkle og grå Asira bestemt ikke. Hun stod i stilhed i noget tid, inden hun tog et forsigtigt skridt tættere på ham, og lod sin næseryg søge ind imod hans fremskudte bringe. Det var en udsat position hun stod i, men hun stolede på ham. Stolede på, at han ikke længere ville skade hende, ligesom alle andre ønskede.

¤Jeg ønsker ikke at du forsvinder. Aldrig nogensinde…¤

Sagde hun da, med den hæse stemme. Hun pressede nærmest sine næseryg lidt imod hans bringe, for at gøre klar for sig selv, at han altså stod her endnu, og at han bestemt ikke forsvandt fra hende. Det måtte han ikke. Hun ville ikke kunne bære, hvis også han forsvandt fra jordens overflade, ligesom Taia, hendes datter, og den sorte hingst, der var hendes fader.

Han fortsatte blidt med at kærtegne hendes spinkle ansigt, mens han gav hende tid til at overveje hans ord. Hun stod lidt tid i stilhed, inden hun forsigtigt tog et skridt tættere på ham og lagde sin næseryg mod hans bringe. Han lyttede til hendes svage, hæse stemme og mærkede hjertet banke hårdere i hans bryst. Hendes ord varmede ham utrolig meget. Aldrig havde han mødt en hest, han følte så stærkt for. Ja, aldrig havde han følt for nogen før... Han havde altid været så sikker på afvisning, at han ikke havde tilladt sig selv at have disse følelser for andre. Men med Asira var det anderledes. Hans tiltrækning af hende havde været så stærk fra starten af, at han ikke længere selv havde kontrollen over det. Hans følelser for hende var blomstret frem på ganske kort tid, og han havde tilladt sig selv at have dem. Og nærmest som et mirakel havde det vist sig, at hun også følte det samme for ham.

Han pressede blidt sin bringe ind mod hende, og sådan stod de og omfavnede hinanden; to sjæle, der begge så desperat søgte efter den tryghed og nærvær, de havde manglet så længe.
„I lige måde," hviskede han blidt. Han var slet ikke i tvivl om, at han heller ikke ønskede, at hun skulle forsvinde ud af hans liv. Nogensinde. Han havde jo lige fundet hende, og han havde tænkt sig at beholde hende til evig tid, så længe hun også ønskede det.

Han strøg hende blidt over den sorte man, mens hans blik gled ud over horisonten. Havet trak sig længere og længere op på bredden, og mørket kom langsomt snigende ind over øen. Dagen var ved at gå på hæld, og der ville ikke gå længe, før den sandede ørkenø ville blive faretruende kold. Ørkenen ville gå fra brændvarm til iskold på ingen tid, når først mørket indtrådte. Han skuttede sig lidt i den kolde vind, der gled over hans spinkle skind. Nærværet fra de to hestes kroppe holdt dem stadig varme, men der ville ikke gå længe, før det blev så koldt, at kropsvarmen ikke længere ville slå til. Det virkede derfor som et passende tidspunkt at søge ly, før den kolde vind trådte til. Han strøg hende blidt ned ad skulderen, inden han modvilligt trak sig ud af hendes greb og mødte hendes øjne med et varmt blik.

„Asira, tillad mig at føre dig til et sikkert sted, hvor vi kan søge ly for natten."