Meet me halfway | Apeiron

(Reserveret til Trinse med Apeiron)

Den grå hoppe, kom stille gående igennem det sandede landskab, som hun aldrig før havde begået sig på. Eller måske havde hun en enkelt gang vovet sig over på denne ø, men det kunne hun knapt nok huske. Hun brød sig ikke om at være på denne ø, fordi den ikke kunne skjule hendes krop, der var ingen træer eller buske at gemme sig blandt, så hun kunne være uset. Men hun var nødt til at være her. Det var hun bare.. For hun kunne ikke være på Chibale mere, ikke lige nu. For tanken om Saphira, hendes bortkomne føl, gjorde for ondt. Og Chibale mindede hende konstant om, hvilken fiasko hun havde været; for hun kunne end ikke passe på sit eget føl, og sørge for at det ikke forsvandt ud i den store verden på egen hånd – og ikke kom tilbage igen. Hun havde fejlet, den grå Asira, det vidste hun.

Hendes sorte hove stod i stor kontrast til det lyse sand, der gravede sig omkring de sorte hove, som om sandet ville gemme dem. Hendes mørke hale slog et stille slag bag hendes bagpart, inden hun da standsede helt ude ved øens kant, med blikket rettet ud imod det store og kolde hav, der ikke længere var frosset, men stadig ekstremt køligt. Hun havde krydset det for nogle dage sigen, og var blevet på Chibale. Her var ikke mange andre skabninger, og måske var det derfor hun netop var søgt til lige denne ø, og ikke de andre. Der var stadig en smule varme på denne ø, i hvert fald om dagen. Men om natten, blev det bidende koldt i ørkenen. Hendes mørke øjne var tomme og uden glans; for hun havde ikke længere noget at leve for, ikke ifølge hende selv. Den stædige og stolte hoppe, der altid havde klaret sig selv, var mere eller mindre forsvundet og sunket i jorden. Der var intet stolt over hende mere. Tanken om Taia, der heller ikke var blandt hende mere, var blevet for meget for den unge hoppe, der siden hun var føl, havde lidt det ene nederlag efter det andet, samt oplevet mere sorg end hvad der var godt, hun kunne ikke klare alle disse tab.

I en sagte bevægelse, lod hun sit hoved sænkes en smule, inden hun lod mulen falde helt ned til sandet, og mimrede med det yderste af mulespidsen. Hun veg hovedet op i en voldsom bevægelse igen, og lod ørene falde ned i den sorte man; hun forsøgte ihærdigt at opretholde en kølig og stolt facade; men kiggede man godt efter, var det tydeligt at hun var en knækket hoppe, der kun holdt sig i live, fordi det var hvad hendes instinkt bød hende at gøre. Hun svirpede endnu engang med halen, inden hun knejste den tynde nakke hårdt op. Hun var spinkel at kigge på, men stadig med muskler. Men spinkel og olm var hun at se på. Hun lignede knapt nok en ung hoppe mere, men nærmere en ældre hoppe. Langsomt lod hun øjenlågene falde lidt i, da en brise ramte hendes ansigt; og der forsvandt hun ind i sig selv, glemte alt om lyde omkring hende. Hun var blot inde i sig selv, og lod minder og tanker flyde frit..

Thread: Meet me halfway                                                           Words: 496

Den gråhvide hingst havde endelig besluttet sig for at drage lidt rundt i det store øland, han nu befandt sig i. Han havde lige haft brug for nogle dage til at finde ud af, at han rent faktisk var havnet i dette fremmede land, og at der ikke var nogen vej udenom. Han var nødt til at acceptere det faktum, at han var vågnet op i dette land, selvom der ikke fandtes nogen naturlige forklaringer på, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var dog endelig som om, at hans krop var ved at falde lidt til ro; at hans sind efterhånden havde tilvænnet sig den store forandring. Hans nysgerrighed var derfor vakt, og det betød, at han nu var klar til at udforske dele af dette nye, spændende land. Det havde ikke taget ham mange timer at finde ud af, at landet bestod af øer. Landskaberne her var omringet af hav alle vegne, og flere steder kunne man ane bredden fra en anden ø. I dag havde Apeiron valgt at søge hen mod en af de mindre øer, og det havde ført ham til Zenobia; øen af sand.

Drivvåd af havvand trådte han op på dens golde bred. Det varme sand ramte straks hans hove, der let sank ned i den bløde jord. Nysgerrigt hævede han mulen mod jorden og pustede til det bløde underlag. Hans næsebror vibrerede, da han indsnusende sugede alle de nye lugte fra denne ø til sig. Han trådte længere ind på bredden, inden han smed sin krop i sandet og rullede et par omgange. Sandet klistrede sig til hans våde krop og dækkede ham til, men det var en rigtig dejlig følelse. Sandet her var varmere end en normal skovbund, og det var derfor rart at mærke det mod hans nedkølede krop. Med et suk kom han på benene igen og rystede sig, så en blanding af sand og vand stod ud til alle sider fra ham. Med et tilfreds prust satte han frem i skridt og bevægede sig henover den golde jord på sine spinkle ben.

Apeiron havde engang været en stærk, stolt og mægtig hingst, men det var ikke længere til at se på ham. De mange dages forvirring og frustration havde sat sine spor på hans krop. Han havde ikke spist ordentligt de sidste mange dage, og selvom hans krop ikke var radmager endnu, var den godt på vej derhenad. Han var tydeligt underernæret, hans ribben kunne tydeligt ses, og flere steder på hans krop kunne knoglerne anes. Hans grå pels var mat og kedelig, og hans før så smukke man og hale var sammenfiltrede og beskidte. Hans gang var langsom og rystende, og alt ved hans krop udstrålede svaghed. Der var dog en gnist at tyde i de gyldne øjne; en gnist, der ej havde været der før. Han havde fået mod på livet igen, og de før så slukkede øjne var nu fulde af liv og lyst til tingene. De havde atter fået det gyldne glimt tilbage.

Asira stod der, med blikket inde i sig selv. Hun var helt inde i sig selv, og ude af stand til at høre andre lyde omkring sig. For hun stod blot der ved vandkanten, med tanker der rumsterede rundt. Ikke éen eneste tanke ville standse og tænkes til ende. Nej, de blev blot ved at flyve forvirret omkring, så hverken den ene eller den anden tanke kunne blive bearbejdet. Hun var ved at gå til, over det virvar der var i hendes indre. Hun svirpede med halen, i ren protest, og tvang samtidig sine øjne op, således at hun nu stirrede direkte udover havet. Det blå hav, der ikke længere var frossent, men dog var iskoldt, brusede ude i horisonten. Og lige foran hende, kom bølgerne brusende ind, så de næsten rørte hendes hove. Hendes krop dirrede svagt grundet kulden. Den var spinkel, mager, og ribben og hofter kunne tydeligt ses på hendes grå og arrede krop.

Hun stod længe og stirrede udover havet, inden hendes ene sensitive øre, opfattede lyden af noget, der kom hende nærmere og nærmere. Hendes øre veg hurtigt ned i nakken, inden hun så drejede sit hoved, i den retning det kom fra. Og ganske rigtigt. Langs kanten af vandet, kom en skikkelse gående, med rolige skridt. Hendes øre vippede voldsomt rundt, inden de igen røg ned i nakken, i en forsvarsposition. Hun drejede derefter sin magre krop, så hun nu stod med fronten i vedkommendes retning.

Hun så ikke just venlig og imødekommende ud. Men dette var kun fordi, hun så ofte havde været udsat for ting, der gjorde at hun per automatik søgte den hårde facade, og gjorde klar til forsvar og kamp. Hendes hale svirpede bag hende, inden hun virrede med hovedet. Hendes energi var lav, og det var kun et spørgsmål om tid, før hendes energi ville blive så lav, at denne hårde og forsvarende facade ville falde til jorden for den grå Asira. Hun anede ikke, om denne fremmede blot ville gå forbi hende, som mange andre gjorde. Eller ville angribe hende – som også var sket mere end en eller to gange. Eller standse op, og tale til hende. Men Asira var en misforstået hoppe, der blot blev betragtet som værende sindssyg og hidsig – men dette var jo blot ikke sandheden. Men det kunne den fremmede hingst foran hende, jo ganske vidst ikke vide.

THREAD: Meet me halfway                                                                                  WORDS: 556

Det var et helt virvar af tanker, der flød igennem Apeirons hoved, da han fortsatte sin vandring langs den golde bred. Det var stadig ikke lykkedes ham at komme et skridt tættere på, hvorfor han var kommet til dette land, og hvordan han overhovedet var havnet her. Han kunne stadig ikke huske noget som helst fra hans fortid, der ville kunne hjælpe ham til at forstå. Hans minder var slørede og uklare, og alt, han kunne få frem, var korte, usammenhængende og forvirrende minder. Han kunne ikke finde hoved og hale i dem, og de gav ham derfor overhovedet ikke et billede af, hvad der havde været sket i hans fortid. Han vidste blot, at han ikke havde haft det godt, og at dette land på mystisk vis havde reddet ham fra en grum skæbne. Monsteret var det eneste, der stadig plagede hans sind fra sin fortid. Han kunne ikke sætte ansigt på dette Monster, men han kunne fornemme dets tilstedeværelse og pinsler i sine tanker og mareridt. Monsterets dybe stemme plagede stadig hans tanker en gang imellem, og den fik det til at løbe kold ned ad ryggen på ham. Han ville ønske, at han kunne huske, hvem dette Monster var, og hvad han havde gjort ved ham.

Apeiron var så opslugt i sine egne tanker, at han slet ikke havde bemærket det faktum, at han ikke var alene. For længere nede stod en hoppe. Hendes skind var gråt lige som hans eget, men den brune farve var også at se flere steder på hendes krop. Hun virkede lige så udhungret, arret og træt som ham. Da han kom nærmere, kunne han straks se, hvordan hendes ører blev kastet tilbage i nakken, da hun stillede sig med front mod ham. Hendes krop var anspændt og forsvarsberedt. Et væld af følelser skyllede ind over den gråhvide Apeiron. Han var normalt ikke typen, der ønskede andres selskab, men denne hoppe fangede noget i ham. Når han så ind i hendes mørke øjne, var det som om, at han så en del af sig selv. Han fik straks medlidenhed med denne sårede sjæl, og for første gang siden hans ankomst til dette land ønskede han selskabet fra en anden hest. Han ønskede at dele sit selskab med denne hoppe; trøste hende og fortælle, at hun ikke var alene i denne grusomme og barske verden.

Alle disse tanker fløj igennem hans hoved, da han nærmede sig hende, og snart var han nået helt derhen. Han afbrød brat sine tanker og fik stoppet op på høflig afstand til hoppen. Han bukkede dybt og respektfuldt i nakken, inden han lod en mild og venlig brummen lyde. Han gumlede sig overgivende om munden for at vise hende, at han bestemt ikke var en trussel. Apeiron så sig altid som værende lavere rang end andre, og han var bestemt ikke bange for at underkaste sig for en hoppe. Han anså alle individer for lige, og han følte absolut ikke, at han mistede sin stolthed ved at bukke for en hoppe - for hvordan kunne man miste noget, man slet ikke havde? Hans hvide ører var spidset i hendes retning, og hans gyldne øjne hvilede roligt på hende med et medfølende og følsomt blik. Der var altså noget over denne hoppe... Han havde aldrig ønsket kontakt til en anden sjæl, som han ønskede til hende.

Asira stod stadig med sine øre nede i nakken. Hun anede ikke hvem den fremmede hingst var – men sådan havde hun det nu med mange. Hun kendte ikke særlig mange i dette land, trods hun var født og opvokset her. Men tilgengæld kendte hun nærmest alt til det land hun begik sig i, for hun kendte jo ikke til andet end det. Den gråskimle hingst kom tættere og tættere på hende, og hendes krop spændte derfor mere og mere op. Hvad ville han hende? Hvorfor gik han ikke bare væk. Hvorfor skulle han absolut komme tættere på hende. Ingen holdte af hendes selskab – så hvorfor søgte han det?

Der foregik mange ting oppe i hendes hoved, som var et stort virvar af tanker. Hun kunne knapt nok finde hoved og hale på alle de tanker mere – hvis hun da nogensinde havde kunnet det. Han kom helt hen, men standsede dog i en afstand, hvor det var umuligt for dem begge at nå hinanden. Asira stod fuldstændig stiv, med kroppen helt spændt op. Hun var skind og ben, og energien var bestemt ikke høj eller stor. Hun magtede faktisk slet ikke at stå der, og være spændt op og i forsvarsposition. Men hun kunne heller ikke blot slippe denne facade, og falde sammen.

Der skete dog noget helt uventet for den grålige hoppe. For den fremmede hingst sænkede sit hoved ned, som underkastede han sig hende. Hun forstod det ikke. Og det var tydeligt, for hendes ene øre gled uroligt og uforstående frem og ud til siden Men hvad var endnu mærkeligere, var at han begyndte at maske samtidig, somom han virkelig ville vise hende, at han intet ondt ville. Men hvorfor ville han ikke det? Hvorfor ville han overhovedet underkaste sig på denne måde, overfor hende. Hun var jo ingenting. Intet. Absolut ingen eller nogen. Hun var jo bare… Asira.

Hendes ansigt havde ændret karakter, fra at være hidsigt og køligt, til at se forvirret og spørgende ud. Hvad pokker foregik der? Hun tog et skridt baglæns, i forvirring over situationen, inden hendes hoved røg en lille tak ned. Hans øjne så medlidende ud, som om han forstod hvad hun gennemgik. Men gjorde han nu også det? Hun fnyste sagte, ikke vredt, men forvirret og træt, inden hun lod sine sorte og matte øjne hvile imod hans selv spinkle krop. En mærkelig trang, til at træde tættere på ham, fordi han virkede lige så træt og ’mæt’ af alting, ligesom hende selv, havde hobet sig op. Hvem var han? Og hvorfor underkastede han sig hende?
Et meget sagte brummen forlod hendes strube, som søgte hun svar. Hun blev selv forvirret over, at hun stod der, og rent faktisk søgte lidt reaktion fra en fremmed hingst. Hvad var der så specielt ved ham? Hvorfor forsøgte hun ikke at jage ham væk? Spørgsmålene var mange, men svarene få..

THREAD: Meet me halfway                                                                                  WORDS: 457

Hoppens reaktion på hans tilstedeværelse var noget uventet for ham. Han var vant til, at de fleste enten ignorerede ham og gik videre eller direkte blev provokeret af hans overdrevne underkastelse og gik til angreb med det samme. Men den smukke, grålige hoppe gjorde ingen af delene. I stedet virkede hun... forvirret, som kunne hun ikke forstå, hvad han havde gang i. Det var tydeligt, at hun ikke var helt tryg ved situationen, da hendes ene øre vippede uroligt ud til siden. Hans hvide hoved gled en anelse på skrå ved synet - sådan en reaktion havde han aldrig oplevet før. Hvis ikke han tog meget fejl, ville han tro, at hun var utryg ved hans underkastelse, som om hans adfærd var totalt fremmed for hende. Havde hun mon aldrig oplevet en hest bukke for hende? Blikket i hans øjne var stadig følsomt og medfølende. Han ønskede at vise hende, at det bestemt ikke var alle heste, der ønskede at gøre andre fortræd.

Et svagt smil trak sig op i hans mundvige, da hendes ansigtsudtryk syntes at ændre sig. Hun virkede ikke længere aggressiv og fjendtlig, men mere forvirret og... spørgende? Det var helt tydeligt, at hun ikke forstod, hvad der skete. Hendes adfærd forvirrede ligeledes ham, men den vakte også en nysgerrighed i hans sind. For hvad var denne hoppe dog for en spændende sjæl? Aldrig havde han oplevet nogen reagere på samme måde som hende før...
Pludselig trådte hun et skridt bagud, og det var som om, at der spredte sig panik i hans sind. Desperation og fortvivlelse viste sig i hans blik, da han søgende strakte mulen en anelse frem i hendes retning. Hun måtte ikke gå... Han ville have hende til at blive her, så han kunne lære hende at kende og måske endda hjælpe hende.

Et fnys forlod hendes mule, og det gav et lille sæt i hans krop. Han trak hurtigt mulen til sig igen og vippede kort ørerne bagud. Han troede kortvarigt, at hun var blevet vred og forsøgte at skabe afstand til ham, men så gik det op for ham, at hendes fnys ikke var ment aggressivt. En meget sagte brummen forlod nemlig hendes strube som svar på hans eget. Hendes lyd var svagelig og feminin, og den var intet mindre end smuk i hans ører. Han tog langsomt ørerne frem i hendes retning igen og mødte hendes smukke øjne med et nysgerrigt blik. Hans mundvige trak sig op i et mildt og venligt smil, da han forsigtigt og en anelse tøvende trådte et skridt tættere på hende. Hans hoved var lavt sænket, og hans kropsholdning udstrålede stadig blidhed og underdanighed.

„Du skal ikke være bange. Jeg ønsker ikke at gøre dig noget," lød hans milde og lettere hæse stemme.

Hun var forvirret. Dybt forvirret. Den grå hoppe havde været igennem alt for mange ting i sit ellers så korte liv. Hun var bestemt ikke gammel af alderen, med henblik på somre og vintre hun havde oplevet. Men i sit sind, var hun noget ældre. Og så alligevel ikke. For der var mange ting Asira aldrig havde oplevet, og som hun havde været foruden. Kærlighed og nærvær, havde hun ikke haft meget af, og derfor forstod hun sig bestemt heller ikke på det. Hun forstod det faktisk overhovedet ikke. Men når hun så andre vandre omkring, side om side, nussende, og leende, så misundte hun dem det. Hun ville selv gerne have oplevet disse ting – men sådan var det ikke gået. Og hun havde selv mistet håbet og modet for, at det en dag ville blive hende, der kom gående på den måde, side om side med en eller flere, venner, familie. Et føl måske. Men nej, sådan ville det aldrig komme til at gå for den grå spraglede hoppe – for hun fortjente det jo ikke. Hun var blevet skænket ét føl, og dette havde hun formået at miste. Aldrig skulle hun skabe en familie. Aldrig skulle hun give liv til et andet væsen igen – hun fortjente det ikke.

Den fremmede hingst stod stadig der og stirrede på hende, medfølende og venligt. Og hun forstod det ikke. Hun forstod ikke, hvorfor han ikke enten bare angreb hende, eller forlod hendes selskab. Nej, han stod jo bare der, og så medlidende ud. Så han noget ved hende, som ingen andre havde formået at se, udover Taia? Eller var han bare ude på at skjule hvad han i virkeligheden ville hende. Ville han skade hende? Køre hende rundt? Forvirre hende endnu mere? Hendes øre vippede uroligt frem og tilbage, mens hun stod der med spændte muskler, af usikkerhed og uforståenhed. Han så ud somom det pinte ham, da hun trådte væk, somom han frygtede hun ville angribe ham, eller gå fra ham. Men hun stod der stadig, den grå Asira.

Hans smasken var holdt op igen, mens hans hoved var stadig sænket ned, i en højde der var lavere end hendes. Men som sekunderne gik, begyndte hendes hoved at falde ned i små hakkende bevægelser. Hun var træt. Udmattet. Og mest af alt ønskede hun at træde tæt på ham, mærke en andens eksistens. Men i hendes indre tanke virvar, var der en stemme der forbød hende det, og fortalte hende, at han sikkert var nøjagtig som alle de andre. Pludselig trådte han tættere på hende, og lod sin mule glide i hendes retning, som søgte han at røre hende. Hendes grå øre vippede øjeblikkeligt lidt bagud, forvirret over at det ikke var tænder han kom imod hende med, men bare sin mule. Hvad ville han? Hun stirrede stift på hans fremstrakte mule, mens hendes næsebor dirrede, fordi hans duft nu ramte imod hende. Hans mule var tæt på, så tæt at hun næsten kunne fornemme det pulserende blod, der rendte igennem mulens spids. Hendes øre vippede stadig forvirret rundt, og da han pludselig talte, var hun nok endnu mere forvirret. Han ville hende intet ondt. Det sagde han. Hun skulle ikke være bange. Hendes øre vippede stille, inden det ene faldt i hans retning, lyttende til den varme og rolige stemme. Det andet øre var vippet uroligt bagud.

Hun stod stadig helt stiv i kroppen, med hovedet rimelig lavt efterhånden, og pludselig lod hun sin mule svagt røre hans, fordi hun snuste til den. Hun anede ikke hvorfor. Normalt ville hun nægte at han skulle mærke hendes skind. Men der var bare et eller andet ved denne hingst, som var dybt forunderligt og anderledes. Hun udsendte nogle små lyde, der var tunge og trætte, mens hun snuste til ham. Hendes toner var feminine, men med en undertone der var hæs, grundet manglende brug af stemmen og træthed. Hendes næsebor vibrerede voldsomt, mens hun snuste til hans bløde mule. Og så trak hun mulen til sig igen, i et ryk, af frygt for om han nu alligevel skulle finde på at snappe i hendes sensitive og kolde mulespids.

THREAD: Meet me halfway                                                                                  WORDS: 399

Der gik noget tid, hvor de to sjæle blot stod og betragtede hinanden. Tavsheden hang over dem, men for Apeiron var den ikke ubehagelig. Han havde masser af tålmodighed og ønskede ikke at presse denne hoppe til noget, hun ikke havde lyst til. Derfor stod han roligt og afventende, mens de hvide ører nysgerrigt søgte i hendes retning.
Som tiden gik, begyndte hendes hoved langsomt at falde nedad. Hun virkede træt og måske en smule mindre anspændt og lidt mere afslappet end før - eller var det bare noget, han bildte sig selv ind?
Hans fremstrakte mule virkede til at være lidt grænseoverskridende for hende, for straks vippede hun ørene bagud. Hendes næsebor vibrerede voldsomt, som syntes hun at undersøge, hvorvidt han ville hende ondt eller ej via hans lugt. Da han begyndte at tale, blev det ene øre dog spidset i hans retning, som om hun overvejede, om han måske ikke var så slem alligevel.

Hendes mule nærmede sig hans, og snart rørte de ved hinanden. Det var en handling, der kom noget bag på den gråhvide Apeiron - men ikke desto mindre kunne han lide det. Han prustede tungt mod hendes mule, mens han afslappet svingede med halen bag sig. Han kunne godt lide berøringen fra hendes bløde mule og ville ønske, at de kunne stå sådan her for altid.
Hun fortsatte med at snuse til ham, mens hun udstødte nogle trætte lyde. Han vippede en anelse bekymret med ørerne. Hun så ikke ud til at have det alt for godt, og hun lød heller ikke ligefrem som en sprudlende og frisk hoppe. Hans gyldne øjne mødte hendes med et bekymret blik. Hvad var der mon hændt hende?

Hans tanker blev brat afbrudt, da hun atter trak sin mule til sig i et ryk. Hun virkede utryg; som om hun frygtede, at han kunne finde på at snappe ud efter hende. Han trak vejret roligt og lod de gyldne øjne hvile blidt på hende. Han ønskede at rykke nærmere på hende og røre hendes bløde skind igen, men han ville ikke skræmme hende og tvinge hende til noget, der kunne være ubehageligt for hende. Derfor blev han tålmodigt stående, mens han fortsat smilede venligt til hende.
„Mit navn er Apeiron," lød hans hæse, men blide stemme. Han sagde ikke mere end det; for han ville ikke tvinge hende til at give ham sit navn, hvis ikke hun ønskede det.

Der gik ikke mange sekunder, fra tanke til handling for den unge hoppe. Hun kunne sagtens tænke kort over tingene, men derefter skred hun hurtigt til handling. Hun var ikke god til at overveje ting i særlig lang tid. Men lige med berøring og nærværd, der tænkte den unge hoppe rigtig meget. Nok for meget. Men hun havde aldrig haft nogen, der kunne vise hende den rigtige vej at følge. Hun havde ikke haft en mor, der havde sørget for at integrere hende med andre individer, og lært hende at agere blandt dem. Nej, i stedet var Asira blevet en indelukket hoppe, hvis mange nederlag havde skabt en facade der var hård og kynisk, og et sind der var ødelagt og splittet. Hun havde ikke oplevet en medgang, der for alvor kunne skubbe hende i en rigtig retning – men derimod en masse modgang, der kun havde skubbet og presset hende til at blive den, hun nu engang var.

**She, who pretends to embody something she isn’t, she is the one concealing the Truth**

Hun stod med ørene let flappet ud til siderne, i en opgivende holdning. Hun magtede end ikke at rette dem bagud og se vred og afvisende ud. Og måske så hun heller ikke så stor en grund til det længere. Måske var denne hingst i virkeligheden ikke så slem, som mange andre? Han så ud til at nyde den berøring de før havde haft, og den varme Asira havde følt fra ham, havde givet hende en uforklarlig ro. Hvem var denne hingst? Og hvorfor forblev han i hendes tavse og intetsigende selskab. Hun var jo ikke selskab værd, var hun? Hendes matte øjne blev ramt af hans, som søgte han svar fra hende. Måske havde han selv lige så mange spørgsmål om hendes eksistens, som hun havde om hans. Asira brød sig ikke om øjenkontakt, for hun følte hendes sjæl blev blottet for alle minder og følelser. Men de øjne som hingsten ejede, virkede ikke granskende og dømmende. Men medfølende og varme. Hun fjernede ikke sit blik. Hun vippede stille med sit ene øre, idet han nu talte, og trak mulen til sig. Apeiron. Det var hans navn. Men han bad ikke om hendes. Hun stod længe i tavshed, inden hun fjernede blikket fra hans, og stirrede ned på hans hove.

,,Asira”

Mumlede hun så, med den hæse stemme, som han for første gang fik lov at høre. Stemmen var rå og ikke særlig feminin, ikke i hendes øre. Den var rusten. Men hun brugte den også sjældent. Men stemmen var skam feminin, men det kunne hun ikke selv høre. Men en rå og hæs undertone skar så meget igennem, at man nok kunne være kort i tvivl, hvis man ikke kendte hendes dufte og udseende, om hun egentlig var hingst eller hoppe. Hun brød sig sjældent om at tale. Men denne hingst, var anderledes. Hvorfor, det vidste hun ikke. Stille lod hun sit blik hejse sig en smule igen, og lod det ramme imod hans mule. Kort forstillede hun sig, at hun igen rørte hans mule med hende – men hun gjorde det ikke. Det ville være for meget, ville det ikke?

THREAD: Meet me halfway                                                                                  WORDS: 546

Hans nysgerrige blik hvilede stadig på hendes smukke krop. Hun stod med ørerne til siden og var nærmest sunket sammen i en opgivende holdning. Hun så ærlig talt ikke ud til at have det alt for godt. Hun så nærmest syg ud. Hendes krop var udhungret, hendes pels var mat, og hendes øjne var slukkede. Alligevel fandt han hende utroligt smuk. Han vidste ikke, hvad der skete med ham, men når han så på denne hoppe, så han ikke andet end perfektion.
Hans ører vippede atter i hendes retning, da hun valgte at fastholde hans blik i stedet for at søge væk. Hendes mørke øjne var så smukke... så dybe og fulde af følelser. Selvom de var slukkede og havde mistet deres gnist, så han ikke andet end liv i dem. Han følte, at han stirrede lige ind i sjælen på en sjælden perle, der havde oplevet meget i sit liv og dermed havde gemt sig væk - men under skallen gemte der sig stadig en ægte skønhed.

Der faldt en let tavshed over dem, da han havde givet hende sit navn. Han fandt den dog ikke ubehagelig, men ventede blot tålmodigt og lod hende suge de mange indtryk til sig. Hun virkede ikke som en type, der talte særlig meget, og derfor havde hun nok brug for lidt tid til at overveje, hvorvidt hun skulle sige noget eller ej.
Hendes blik gled pludselig ned i jorden, og til hans store fornøjelse valgte hun også at give ham sit navn. Hendes stemme var hæs, rå og rusten, og det var tydeligt at høre, at det ikke var én, hun brugte særligt ofte. Hendes stemme var ikke så feminin som andre hoppers, men det gjorde den ikke mindre smuk i hans ører. Han var vild med hendes stemme og håbede, at han ville få muligheden for at høre mere til den.

Hendes tale var ikke mere end en mumlen, men han opfangede alligevel tydeligt hendes ord. „Asira... Sikke et smukt navn. Det er mig en stor glæde at møde dig."
Hans stemme var også rå og hæs lige som hendes, men der var en stærk undertone af venlighed over den. Selvom hans stemme var rå, var den alligevel varm og meget behagelig at høre på.
Et varmt smil gled over hans mule, da hun atter valgte at rejse sit blik en smule opad igen. Godt nok ramte det ikke hans øjne, men det var også i orden - ingen skulle tvinges til øjenkontakt, hvis de ikke brød sig om det. Hans næsebor vibrerede undersøgende, da han snuste til hendes dejlige duft. Selvom hun ej var i brunst, duftede hun alligevel dejligt. Hun havde sin helt egen duft... sød, men let krydret.

Han lod mærke til, at hendes blik hvilede på hans mule. Selvom han pænt havde ladt kontakten være op til hende, kunne han ikke længere holde sig tilbage... han måtte føle hendes varme, bløde mule mod sin egen igen. En smule tøvende trådte han derfor et skridt endnu tættere på hende, inden han atter lod sin mørke mule søge mod hendes. Hans ører vippede en anelse uroligt rundt. Han håbede ikke, at han var gået over stregen, og han var derfor hele tiden klar til at træde tilbage, hvis det viste sig at blive for meget for hende.

Det der skete i dette selskab, var meget uvant for den unge og spraglede hoppe. Hun kendte ikke alle disse ting. Hun anede ikke, hvad det var der foregik. Han gjorde intet, som nogen andre havde gjort. Han bed ikke. Han var ikke vred. Han virkede ikke til at være irriteret over at hun var i nærheden af ham. I stedet for virkede han næsten til at nyde det selskab hun havde at byde ham. Og det var hende vitterligt en gåde, hvorfor han nød det? Hendes grå øre var stadig rettet flappende ud til siderne, som undskyldte hun nærmest for sig selv. Og det gjorde hun måske egentlig også.

Han tvang hende ikke til at se på hende, han tvang hende faktisk overhovedet ikke til noget som helst. End ikke at blive eller gå. Hendes mørke øjne hvilede stadig på hans mule, som hun for nogle sekunder siden havde rørt og mærket den dirrende varme fra. Han var også selv mager og spinkel, men måske ikke helt så meget som hende. Men det vidste hun nu egentlig ikke noget om, for hun så sjældent sig eget spejlbilede – det forsøgte hun altid at undgå, så vidt som muligt.

En ting hun også altid forsøgte at undgå, var at se andre i øjnene.. hun ønskede ikke at blotte sin egen sjæl på den måde. Men her havde hun bestemt gjort en undtagelse. Hun havde faktisk allerede nu, gjort rigtig mange undtagelser i dette selskab, med denne grålige Apeiron, der stadig var fremmed for hende, og dog alligevel mere bekendt end så mange andre, allerede nu.
Hendes grå øre vippede stille rundt, idet han talte igen. Han sagde, at hendes navn var smukt. Og at det var en glæde for ham, at møde hende. Langsomt kneb hun sine øjne let i, en smule skeptisk over de ord han havde fremsagt. Hvorfor skulle det være ham en glæde? Og hendes navn var da ikke smukt.. Var det? I såfald var han den første der havde ment det.

,,Smukt?”

Den grå og udmagrede hoppe lød næsten forvirret og uforstående. Nej, han tog bestemt fejl. Hun rystede stille på hovedet, dog ikke meget, for energien og balancen var der ikke til det. Mere sagde hun ikke. For hun havde bemærket hvordan han havde set, at hun kiggede søgende på hans mule. Var det for meget, det hun havde gjort? Usikkerheden hang nu igen over den unge hoppe, inden han da pludselig trådte et skridt nærmere hende, og strakte sin mule søgende imod hende. Asira smed ørene uroligt bagud, og kneb øjnene i; parat til at modtage et bid, og derefter hukke tilbage. Men det skete ikke. Han gjorde intet.

Hun åbnede i stedet sine matte øjne igen, og lod blikket falde på hans mule, der var voldsomt tæt på hende. Normalt ville den hidsige og misforståede hoppe træde væk, eller bide imod ham. Men hun gjorde hverken det ene eller det andet. Efter mange sekunders stilhed, hvor hun blot stod stille, måske et helt minut endda, lod hun endelig sin mule strækkes imod ham, og hun tog et tøvende skridt frem imod ham også. Og da hun havde gjort det, lod hun sin næseryg ramme stille og forsigtigt imod hans næseryg, mens hun prustede en anelse uroligt, men dog uden at trække sig væk. Hvad var der med denne hingst, som Asira så godt.. kunne li? Hvorfor ville hun ham tættere? Hun kunne mærke hans sitrende varme imod hendes kølige mule, og det fik hende til at lukke øjnene svagt i, og kort lod hun sig selv nyde dette øjeblik. Bare lige lidt..

THREAD: Meet me halfway                                                                                  WORDS: 627

Godt nok kunne han ikke se hendes øjne, men det var stadig nemt at aflæse på hendes ører, at hun lyttede til ham og ikke blot var svundet ind i sin egen verden. Et lille smil gled over hans mule. Han var glad for at se, at hun stadig fulgte med i samtalen, selvom hun ikke viste nogen umiddelbare tegn på dette. Han følte dog, at han langsomt havde vundet denne hoppes tillid, lige som hun havde vundet hans - og derfor kunne han ikke forestille sig, at hun ville være så uhøflig at ignorere ham. Hun virkede slet ikke som sådan en type.
Hun virkede ikke til at modtage hans kompliment særlig godt. Hendes øjne blev skeptisk knebet sammen, og hun virkede meget forvirret over hele situationen. Havde hun mon aldrig fået en kompliment før? Det var næsten ikke til at bære, at en hoppe som hende aldrig havde fået at vide, hvor smuk hun... øh, hendes navn var!

Hun stillede nu spørgsmål ved hans ord og rystede stille på hovedet for at indikere, at han måtte tage fejl. Nu var det hans tur til at se overrasket ud. Hun havde skam ingen grund til at tvivle på sandheden i hans ord - hendes navn var virkelig smukt! „Ja. Dit navn, det... det er meget smukt."
En svag rødmen skød frem på hans kinder. Han undrede sig over de stærke følelser, der væltede ind over hans krop i dette øjeblik. Han havde aldrig følt for en hoppe, som han følte for hende før. Det var en helt uvant følelse, men han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke kunne lide den. Tanken fik ham til at rødme igen, og han stillede hurtigt endnu et spørgsmål for at komme på andre tanker. „Har det nogen betydning?"

Da han nærmede sig hende, kunne han se usikkerheden brede sig i hende igen. Hendes ører blev uroligt lagt imod nakken, og hendes øjne blev anstrengt lukket i, som om hun forventede, at han ville skade hende. Et mildt udtryk gled over hans gyldne øjne. Han vidste ikke, hvor hans pludselige mod kom fra, men han valgte at træde nærmere på hende, selvom hendes kropssprog tydeligt fortalte ham, at hun ikke ønskede det. Han ville berolige hende; overbevise hende om, at han absolut kun ville hende det godt.
Hans forsøg så ud til at virke, for nu åbnede hun sine smukke øjne igen. Hendes blik faldt atter på hans mule, og dér hvilede de i noget tid; som overvejede hun, hvorvidt hun skulle lade sin mule møde hans eller ej.
Mange sekunder gik - han havde slet ikke styr på, hvor længe der var gået. Men han blev tålmodigt stående og lod hende tage sin beslutning.

Et glædeligt smil gled over hans mule, da hun valgte at træde et skridt tættere på ham og lade sin næseryg møde hans. Det gav et sug i hans mave, og han mærkede en bølge af lettelse og varme strømme igennem sig. Han havde frygtet, at hun ikke ønskede kontakt med ham, men hun havde valgt at acceptere hans tilbud, og her stod de så. Han kunne mærke hendes urolige prust mod sig, men hun blev stående, så det var et godt tegn. Han trak vejret i dybe og afslappede stød og håbede, at noget af hans ro ville smitte af på hende. Han betragtede hende let, da hun nydende lukkede sine øjne i. Hun føltes gennemkold at røre ved, så hun nød nok fornemmelsen af hans varme mod hendes kolde krop. Han sukkede afslappet og lukkede ligeledes sine egne øjne i, mens han trykkede sig en smule tættere ind på hende for at give så meget af sin varme som muligt til hende. Sådan blev han blot stående i tavshed og nød dette øjeblik til fulde.

Den uro der altid var over Asira, var så indlært og så indgroet i hendes sind, at hun knapt nok kendte til, at være rolig og afslappet. Det var kun sket en enkelt gang før, at hun havde været afslappet og lykkelig – dengang hun havde ligget med Saphira, for aller første gang. Hun var nervøs, ja, men da først instinkterne tog over, var hun lykkelig og glad. Det føltes somom hele verdenen omkring Asira og Apeiron gik i stå. Sådan følte den unge hoppe det i hvert fald.. Hun glemte nærmest hvor hun selv var – og nok også hvorfor. For nogle sekunder glemte hun de mange dårlige ting hun havde været udsat for og oplevet, og nød bare den varme der kom fra den mørke hingst, der egentlig stadig var hende meget fremmed, men sådan føltes det bare ikke mere. Hendes grå øre, var stadig flappet en smule ud til siderne, som søgte hun stadig at undskylde for sin egen eksistens. Han trådte hende tættere, efter at sagt endnu engang, at ja, hendes navn var smukt, og derefter spurgt om det havde nogen betydning.

Men lige nu, sagde den grå hoppe ingenting. Hun stod blot med sin mule imod hans næseryg, og selv da han trådte hende et skridt tættere før, trådte hun ikke væk fra ham. I stedet lod hun stille sin mule glide imod hans hals, og derefter lod hun den hvile imod hans skulder, hvor hun trykkede siden af hovedet lidt imod ham, for at søge hans varme og nærvær. Hvad der gik af den hoppe, som alle andre kendte, anede hun end ikke. Men den afslappede vejrtrækning han bar med sig, smittede af på hendes ellers så stressede og urolige sind. Og lige nu, ville hun bare gerne nyde det – og forsøge at være bare lidt, som alle de andre, der elskede selskaber og altid var i dem. Den følelse hun stod med, overfor den grå hingst, kendte hun ikke til. Men hun kunne egentlig godt lide den – selvom den bestemt også skræmte hende, ganske meget! Stille brummede hun i en lille tone, der var lysere end før. En tone der sjældent kom frem, men den hæse undertone var der bestemt også.

¤Jeg kender ikke til nogen betydning… Det er sjældent…¤

Hun stoppede sin hvisken, og samlede mod til sig, til at tale videre, og dermed lave en længere sætning. Hun brød sig sjældent om at snakke – for det blev næsten altid misforstået.

¤...Sjældent jeg bliver tiltalt med navn ¤

Afsluttede hun så sagte, inden hun lidt tænkende kneb sine øjne i. Tanken om, at hendes fader altid kaldte hende Athene, slog hende igen. Men Asira var nu altså hendes navn. Hendes spinkle krop dirrede endnu af kulde, men dog kom varme stille i hendes ansigt og den fine mule. Men en anden form var varme, var langsomt begyndt at sprede sig, inderst inde i hendes krop. Hvad det var for en varme, det vidste hun ikke. Men den var behagelig.

Meet me halfway
______________________________

En let sitren gled igennem hans gråhvide krop, da hun stille lod sin fløjlsbløde mule glide ned mod hans hals for hvilende at lægge den mod hans skulder. Hans vejrtrækning gik i stå, da han mærkede, hvordan hun trykkede sit hoved ind mod ham for at søge hans varme og nærvær. Han kunne næsten ikke få sig selv til at trække vejret igen, da han var så bange for at skræmme denne skrøbelige hoppe og måske risikere, at hun flyttede sig igen. Lige så forsigtigt lod han ligeledes sin egen mule glide ned ad hendes hals. Han bevægede den op mod hendes manke, hvor han kærligt begyndte at nusse hende i en venlig gestus. Hans bevægelser var meget forsigtige, som om han var bange for at ødelægge den skrøbelige hoppe, hvis han tog for hårdt fat. Hans hjerte bankede nervøst i hans indre, da han var bange for at være gået for hurtigt frem. Han nød virkelig fornemmelsen af hende tæt på sig og frygtede, at han ville komme til at skræmme hende væk igen.

Snart lød hendes svar som en hvisken i hans ører. Hun kendte ikke til sit navns betydning, da det var så sjældent, at hun blev tiltalt ved navn. En undrende mine gled over hans ansigt, og kort holdt han inde med sin gnubben for at kunne svare hende.
„Jeg kan ikke tro, at folk ikke vil bruge sådan et smukt navn..." Hans stemme var lav, blid og varm. „Kalder de dig så noget andet?"
Nysgerrigheden bredte sig i ham. Blev hun mon ikke tiltalt ved navn, fordi det var sjældent, at folk lærte hendes navn at kende? Eller havde folk bare andre ting at kalde hende, der gjorde, at de ikke ville bruge hendes navn?

Han mærkede, hvordan hendes grå krop dirrede af kulde. Han begyndte blidt at nusse hende igen, og snart kunne han mærke, hvordan varmen langsomt begyndte at sprede sig i hendes krop. Et lille smil gled over hans mule. Han var bekymret for denne hoppe og ønskede at hjælpe hende med at få det bedre, så godt han nu kunne. Han forstod ikke, hvor disse følelser kom fra, men han følte en helt anderledes tillid og tiltrækning til hende, end han nogensinde havde følt for en anden sjæl før.
____________________________________________________________________

Tag: Asira | Wordcount: 378

Den grålige hoppe, havde sjældent oplevet selskaber som disse. Ja, faktisk havde hun aldrig oplevet sådanne selskaber. Hun havde aldrig stået så tæt op af en anden skabning før, men den fornemmelse hun havde nu, ved at stå her, ønskede hun egentlig ikke at være foruden. Hun kunne.. li det? Og det at kunne li noget, det oplevede hun bestemt heller ikke tit – nok nærmest aldrig. Den grå hoppe forblev derfor stående, ligesom hendes selskab gjorde. Han gjorde end ikke anstalter til, at ville træde bort fra hende, og dette gjorde hende lettet, på en måde hun ikke selv forstod. Men hun var på vagt. For pludselig ville han nok få for meget af hendes nærvær, og da ville han trække sig væk. Eller bide. Eller bede hende om at gå. Tankerne fik hendes øre til at søge skjul i hendes sorte man, i nogle korte sekunder, fordi hun var utilpas ved tanken om at han ville støde hende væk. Langsomt kom ørene dog frem igen, som glemte hun de tanker der før florerede i hendes stressede og rodede hoved. Han stillede sig en anelse uforstående for de ord hun før havde
sagt, om hendes navn og dets manglende betydning. Men hun kendte vitterligt ikke betydningen af det, og det blev alligevel så sjældent brugt.

,,Min far… han har altid kaldt mig Athene.”

Svarede hun, en anelse uforstående selv nu. For hvorfor gjorde han egentlig det? Hun hed jo ikke Athene… hun hed Asira. Og intet andet. Stille rystede hun lidt på hovedet.

,,De færreste kender mit navn. Jeg… Er ikke så ofte i selskab med andre”

Svarede hun så, en anelse lavmeldt, mens blikket gled lidt ud imod det brusende hav, der dog var nogenlunde roligt lige nu. Hun kunne ikke lade være at knibe øjnene nydende i, mens hans mimrende bevægelser tog til, henover hendes før iskolde skind, der dog stille og roligt var begyndt at få en smule varme i sig. Og det var hans fortjeneste.

,,Sikke et selskab du er havnet i..”

Mumlede hun så, og et lille bitte snert af et skævt smil, eller hvad man nu kunne kalde det, kom frem på hendes mule. Noget der var ganske uvant for den unge hoppe af krop, men gamle og brugte hoppe af sind. Hun rystede atter på hovedet, og lod stille sin næseryg hvile imod hans skulder. Langsomt lod hun mulen mimre helt forsigtigt, for at gengælde de bevægelser han gjorde på hende. Men det var uvant for hende, og så forkert, at bevægelser nok blev en smule mekaniske og urolige. For var det korrekt? Eller var det forkert det hun gjorde? Hendes grå øre vippede en smule uroligt og ukontrolleret, fordi hun nu blev grebet af en smule utryghed, over at hun stod i denne uvante situation. Mon det overhovedet var rart for ham?