Always a kid | Regina

~ Reserveret til Hanna // Regina ~

Den hvidskimlede hingst, havde været i Andromedas land i et lille stykke tid efterhånden. Han havde nok ikke fået udforsket alle øerne endnu, men han havde heller ikke travlt! Men han nød i sandhed at vandre omkring på de forskellige øer, og mærke og se den store forskel der var på alle de øer han indtil videre havde begået sig på. Han elskede at være havnet i dette land; men tankerne om sin tidligere flok og familie, florerede stadig i hans ellers rolige og tålmodige sind. For hvorfor havde de ikke fået en ny chance, ligesom han havde?

Et svirp forlod hans hale, ved bagparten, mens han bar sig dansende fremad, ned af en lille bakkekam i Leventeras område. Han bar sig frem med slaviske bevægelser, der var rytmiske og fjerlette, men alligevel maskuline og tunge. Hans lange hvide man røg en smule bagud af vinden der legede ihærdigt med den, inden han veg den ellers før knejste nakke opad, og skubbede sig selv frem i en buldrende galop, der bar ham afsted med stor kraft og fart. Han elskede at føre sig frem som den maskuline og kønne hingst han nu engang var: for der var vel ingen grund til at skjule noget, man selv er ganske godt tilfreds med?

Arion, som den hvidskimlede hingst hed, bar sig frem i fuld fart, inden han da hukkede sine forhove i den små frosne jord, så sneen hvirvlede op omkring ham, som en tåget sky. Han virrede med sit store hoved, inden han lod bagpart glide lidt ned under ham, så han slidede hen af sneen, så den atter engang stod på omkring hans sider. Ja, et legebarn var Arion til tider. Da han ikke havde mere fart at få af, rejste han igen sin bagpart, og spejdede udover det åbne område han var havnet i. Han søgte selskab; det gjorde han altid. Nakken blev knejst maskulint op, inden han bevægede sig frem med rolige og tunge skridt, der rytmisk bar ham fremad, mens hans næsebor vibrerede hurtigt, grundet den fart han før havde haft. Han løftede det hvide hoved, og lod de blå øjne spejde frem, inden han standsede op, og lod sine lunder fyldes med luft. Derefter lod han luften komme ud, så et højlydt og maskulint vrinsk fyldte den stilhed der hang omkring ham. Der måtte da være andre i nærheden?

[1]