Fire Within (Armonia)

Et hvidt lag af køligt pulver, lå spredt ud over det store areal hingsten vågede over. Tåger af damp mængede sig med luften omkring ham, med hvert åndedrag. I det lyse hovskæg glødede små gennemsigtige krystaller, som spejlede de den indre ind hingsten besad, alt imens stilheden tog til med hvert hjerteslag. De mørke næsebor var udvidet, og flankerne bevægede sig med øget hastighed. Med hvert skridt synes mere af den hvidlige tåge at blive slynget i luften, danse som tusinder af mælkebøtte frø igennem luften, før de sluttede sig til deres artsfæller i nedtrådte hovspor. Hans bevægelser øgedes med hver skridt, blev længere, kraftigere, strakte sig ydeligere. Han løb, ikke fra noget, ikke til noget, han løb blot, for at... Løbe. Vind løftede den flødetonede man fra den pelsklædte hals, flettede krystaller ind i de bølgende lokker, pyntede den allerede glitrende man med mere, som lod han sig, skridt for skridt, forvandle fra ild til is. Han nød disse stille stunder, med den urørte flade foran sig, der lod ham sætte sit eget spor på denne verden. Ikke fordi larm på nogen måde var generende, eller selskab for den vis, men ildens fyrrige flammer bød ham nu engang imellem en besynderlig fred, hvilket var hvad han befandt sig i lige nu. Alt synes at gå langsomt, som følte han hvert åndedrag som tusinde. Glæde bølgede igennem den blodfarvede krop, før han lod farten sænkedes, gradvist, lod skridtene blive mere pragende, da han ramte traven. Taktfast lod han de gyldent skoede hove bore sig ned i den spæde sne, før han bød sig sel til holdt med et højt fnys. Kulden synes at gøre ham kæk, skrue et for flammernes dans, uden at øge deres hidsigt bidende hede. Noget han bød velkomment med åbne arme, for det tillod ham at løbe længere, med lavere hastighed, uden at miste besindelsen til deres fyrrige dans.

Den røde hoppe, havde bevæget sig hen på øen Enophis. Hun var dybt betaget af Chibale, der mest af alt bestod af prægtige træer, der prydede det meste af øens indre. Men hun havde ej noget imod at bevæge sig over til de andre øer, og dette gjorde den milde hoppe faktisk ganske tit. Hun yndede at bevæge sig meget rundt, og Enophis var da også blevet en af de øer, hun ofte befandt sig på. For oppe i bjergenes indre, skulle hun jo dreje på Årstidernes Hjul, for at ændre på årstiderne i denne magiske verden.

Roligt bevægede hun sig afsted, med skridt der var sirlige og kærlige, imod den frosne jord, der var beklædt af de hvide krystaller, som også prydede hendes man og hale, hele året igennem. For Armonia bar noget fra hver årstid på sin krop. Blomster, for at symbolisere sommeren, grønne rangler om benene, for at symbolisere forårets kommen, et par røde blade ved forhovene, for at symbolisere efterårets mange farver, og de hvide frosne krystaller, for at vise vinterens kommen. Hun var altid harmonisk i sine bevægelser og også i sit sind; men dermed ikke sagt, at den blide hoppe ej kunne te sig som en teenager; for det kunne hun sagtens, hvis tilbuddet bød sig. I en rolig bevægelse slog hun frem i en yndefuld og dansende trav, henover det hvide landskab, indtil hun dog fik lyd i sine øre, fra dundrende hovslag. Langsomt sagtnede hun farten, til en nærmest stillestående trav, inden hendes bløde og mørke øjne fik øje på ejermanden af lydende. En prægtig hingst, der bar en flammerød farve; mere sprudlende end hendes, der var mere ’mat’. Hun standsede helt, og lod sine øre glide i hans retning, idet han satte farten ned til en taktfast og rytmisk trav. Hun lod mulen spidse lidt, inden hun lod et mildt og varmt vrinsk glide i hans retning; måske søgte han, ligesom hende selv, lidt selskab?

[1]

Hingsens hoved synes at løftes ødeligere, idet han spejdede efter det vrinsk der kom ham i møde. Frem af sneens blåhvide nuancer, trådte en rødglødende hoppe, hvis skind var præget af adskillige sirligt placerede genstande. Til dels kunne udsmykningen minde ham om hans egne gyldne smykker, og dog var der en forskel imellem de to sjæle. Alene hans statur synes langt kraftigere, modsat hendes spinkle, men der lå ikke megen tanke bag hans næste handlinger. Med et fnys, der synes at kunne stamme fra et ildsprudende firben, rejste han sin forpart fra jorden, og lod det gyldne sko fænge vildt i luften. Ikke så længe derefter, foldede han møjsommeligt hovene ind imod kroppen, og lod sig balancere endnnu en stund i luften, hvorpå han tog imod jorden i en sky af hvide snekrystaller. Med den næste bevægelse gled hovedet i hak let under lod, idet han rejste ryggen, og med et par energifulde trav trin kom hoppen i møde. En mørk, maskulin brummen lød snart fra hans flammeprydede bryst, og han lod let hovedet hæve, idet han igen gjorde holdt, denne gang nærmere den anden røde sjæl. Tjo, hun var i særdeleshed spændende udsmykket. Som om årstiderne alle havde besluttet sig for at slå følge med hende.

Den røde hoppe stod med sine varme øjne rettet imod den fremmede hingst, der bar ildens sprudlende farver. Ja, det var nok sådan hun bedst kunne beskrive hans farve. For den var langt mere ilter end hendes egen farve. Hendes var mere ’mat’, men dog ikke kedelig. Hendes øre var hele tiden drejet imod ham, og dette af ren og skær nysgerrighed samt pli. Den fremmede hingst var ikke langsom om at reagere på hendes vrinsk, og dette viste han ved at rejse sig på sine bagben, så forbenene stod ud i vejret, inden de balanceret blev trukket ind til ham selv igen. Atter landede han på alle 4, og bevægede sig så travende i hendes retning.

Armonia stod roligt og lod ham blot komme nærmere. Hun havde efterhånden været i dette land længe, og derfor vidste hun også, at hun gjorde klogest i blot at stå, og lade ham bestemme afstanden imellem de to. Hun ville ikke nærme sig ham, da der ingen grund var til, at presse imod en grænse der måske var stor for ham, men ikke for hende. Blidt knejste hun op i nakken, dog i en afslappet holdning, inden hun da lod de varme øjne falde søgende i hans retning, mens en hilsende og varm brummende lyd forlod hende, da han var tæt nok på hende til at høre det. Mere gjorde hun ej, for han var endnu ikke helt henne ved hende, så at tale ville virke underligt og malplaceret. For måske ville han ikke kunne høre det, når han kom travende igennem den knasende sne.

Hoppen synes ej at have nogen reaktion på hans iltre udbrud, ikke at det var det, der havde lagt ham i sinde. En mild brummen kom fra hendes side, og efter at have udladt et dybt fnys, der synes at tvinge røg fra hans lunger og ud i luften, vandrede han endnu nærmere den røde hoppe. For at komme hen over sneen, hævede han benene højt, men alligevel havde det sin tydelighed, at han var vant med bevægelser, der havde særdelesmeget løft. De røde ører hvilede på hoppen, og de flammeprægede brune øjne, hvilede ligeledes i hendes. Aflæsende, nysgerrigt, præcist som det var ventet af en ung hingst. Som altid, tiltalte hoppens røde farve ham. Rød og sort, det var hvad han var vant til, helt fra starten af hans tvivlsomme livsfærd, og derfor var det også disse to farver, eller en kombi af dem, der var ham smukkest. Simple og smukke, præcist som han foretrak det.
Den røde flammehingst stoppede igen, denne gang så nær hoppen, at han kun behøvede at træde et skridt nærmere, for at nå hende. Her stod han, med det majestatiske hoved højt hævet, og lod den kølige vind lege med den tofarvede man.
"Vel mødt, Haru."
Som altid, var rødlingen ikke længe, om at finde et kaldenavn til hans møder. Haru - forår, hentet fra hoppens mange besynderlige udsmykninger. Foråret var nu engang den sæson flammeprinsen så mest frem til, til starten på det varmere vejr, fødslen af de mange nye liv, og ikke mindst til at se planterne spire frem igen. De andre sæsoner havde også hver sin charme, men alligevel var der noget specielt, over den livgivende tid.

SORRRRRYYYYY for sent svar!! :s

___

Den røde hoppe, stillede sig fint an, til at modtage den muskuløse og høje hingst, der ko hende nærmere og nærmere. Han bevægede sig igennem sneen, på en måde, der ikke så særlig anstrengt ud. Selv kunne den lille Armonia, ikke bevæge sig helt så galant i sneen, hvis det foregik i trav eller galop. I skridt gik det dog nogenlunde, uden at være for anstrengende. Hendes røde øre hvilede fremad imod ham, mens hun betragtede ham. En ganske flot hingst, det var han bestemt. Han kom helt tæt på, og standsede lidt foran hende. Kun et enkelt skridt fra ham, eller to fra hende, og da ville de røre hinanden. Armonia kunne dog godt lide denne form for nærhed, og hun søgte derfor ikke at træde bagud og væk fra ham. Nej, hun forblev roligt stående. Hende varme og milde øjne hvilede op imod hans ansigt, mens han hilste på hende. ’Haru’. Det var ej et ord hun kendte til – men der var måske en mening med dette ord?

,,Goddag, min røde herre.”

Besvarede hun da, med den varm tone, inden hun blidt nikkede til ham, som en ekstra hilsen til den fremmede hingst.
,,Må jeg tillade mig at spørge, hvad ’Haru’, betyder?”

Spurgte hun da, mens hovedet gled stille på sned. Hendes røde hale slog et lille slag, inden hun da brummede i en lys og varm tone, mens de blide øjne hvilede på den hingst, der var foran hende, hvis navn hun endnu ikke kendte. Men måske ville hun senere komme til det? Selv måtte han gerne kende hendes navn, hvis han da ønskede at vide det. Men hvis ’Haru’, måske var det han ønskede at kalde hende, ville hun intet sige imod dette.