Innocence's Guard and Guide | Arion

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Sen eftermiddag, før solnedgang
Location | En skov ikke et par kilometer fra Teylars område
Tag | Arion

Sneen var faldet tæt fra himlen og havde indhyllet landet i en hvirvlende masse af snefnug, som blev båret af sted af vinden, som havde hylet uden tøven eller tanke for dem, som ej havde fundet ly da det hele var begyndt. Nu hvor det havde lagt sig, så viste skønheden sig i form af et forandret landskab, som skinnende stod frem i solens lys. Så smukt som det var, lige så fremmede var det dog; intet så ud som før. En før kendt busk var forsvundet i sneen, gemt borte af den nye pragt, og gjorde det umuligt at navigere.

Med lidt forsigtige skridt trådte den lyse hoppeplag ud fra sit skjul. Hendes hove satte dybe, men små spor i den nyfaldne sne, mens hendes blå øjne søgende gled hen over landskabet foran hende; hun kunne intet genkende, men tog det ej tungt i første omgang. I stedet vippede hun blot de dunede ører frem og satte af sted i en springende gangart gennem sneen. Et smil sad om hendes mule på trods af, at hun nu havde ringe chancer havde for at finde hjem alene. Hun havde en god hukommelse, ingen tvivl, men i denne ukendte verden ville hun være nød til at bruge andre ledetråde; ledetråde hun ikke på nuværende tidspunkt ville være i stand til at finde eller bruge.

 Mod vest varslede solen om, at dagen snart ville se sin ende. Der var stadig mange solstråler tilbage, men allerede nu havde himlen skifte farve en lille smule og når først solen nærmede sig jorden, så ville det gå stærkt, og hvis ej plagen fandt den rette vej inden da, så var hendes chance død.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[3]

Arion, den hvidskimlede hingst, havde søgt ind imellem træernes tætte pragt, for at søge i ly for den sne der for nogle timer siden havde hærget henover Leventeras åbne områder. Men helt at slippe for at få sne på sig, det havde han nu altså ikke kunnet. I en lidt små munter bevægelse, sprang han fremad fra sit lille skakleskjul, og stoppede brat, for derefter at ryste kroppen ganske godt igennem så lidt sne fra ryggen dryssede ud på siden af ham, for derefter at falde ned på jorden. Han vippede rundt med de opmærksomme øre, inden han brummede en lille tone for sig selv.

Med ørene vippende omkring, uden at have hørt noget endnu, drog han fremad med standhaftige og rytmiske skridt, igennem den nyfaldne sne, som havde gemt alle spor fra andre. Men han vidste nu godt hvor han nogenlunde skulle gå hen – for en god stedsans, det havde den prægtige herre bestemt. Og det havde han næsten altid haft. Hans dybblå øjne betragtede det snehvide landskab med stor fornøjelse, inden han da trippede lidt sidelæns, for derefter at slå frem i en taktfast og smidig trav imellem træernes tætte stammer. Han bevægede sig maskulint og med en stor og rummelig travgang.

Han knejste nakken svagt op, inden han da bemærkede en duft i sine næsebor; en duft der bestemt ikke var til at tage fejl af. For duften var ren og fin, sådan som den kun kunne være ved føl og plage. Ja, de bar altid på en helt bestemt og uskyldig duft. Langsomt slog han ned i skridt, for ikke at forskrække vedkommende, hvis han nu var tæt på. Og minsandten om den skimle Arion ikke var det. For lidt længere fremme, gik en hoppeplag med ryggen til ham, i en lidt hoppende gang – måske grundet sneen? Han kunne ikke lade være kort med at le, inden han standsede helt op, og lod hovedet sænkes en del ned, for ikke at virke for stor, og derefter lod han et varmt og venligt brum forlade hans korpus, i retningen af den hoppende plag, med den fine brogede og let plyssede pels.

[2]

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Latter fangede plagens opmærksomhed det øjeblik, den fyldte luften. Hendes skridt forsatte, men hun drejede hovedet og lod sin hals følge med, så hun kunne se tilbage på den, som havde leet. Om vedkommende lo af hende eller en anden, det vidste hun ej, men det betød heller ikke noget for hende; latter var latter og noget hun levede for. De dunede ører blev spidset da hendes blik landede på en hingst, hvis farve mindede utroligt meget om sneen omkring hende, havde det ikke været for nogle grålige plamager. Uden tøven eller nogen umiddelbar grund fandt et smil vej til hendes mule.

Plagen havde forsat sin gang igennem det hele og stoppede først, da hendes ene hov ikke fandt fodfæste, men vrikkede underligt henover et eller andet, som skjulte sig i sneen. Hele hendes krop tumblede fremad, men hun formåede at holde sig på benene ved at flytte dem så hurtigt som hun overhovedet kunne. Det ene knækkede let sammen og bagbenene stod mere end mystisk, men hun stod stadig. Hovedet var blevet vendt fremad og mulen lå tæt på sneen, men der var intet galt. Om den hvide hingst var blevet forskrækket over hendes tumlen eller blot ønskede at le igen, det vidste hun ej, men hendes egen latter fyldte luften, mens den krøllede hale slog et lystigt slag bag hende. Stadig leende foldede hun sit ben ud og trak sig helt op, for så at samle sig og ryste sig let. Hendes latter døde hen inden hun så tilbage mod hingsten.

På ny sad et smil omkring hendes mule. Et øjeblik stod hun stille, lod sit hoved tilte let på skrå, før hun så i en hvirvlen af sne og ben vendte omkring og satte af sted frem mod den grå hingst. De små hove satte dybe mærker sneen, indtil hun hakkede dem fast ned og kom til et mere eller mindre glidende stop, de dunede ører vippet helt fremad mens hun så op på hingsten.

Hun ytrerede ikke et eneste ord.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[4]

Den skimlede hingst, hvis farve mest blev domineret af hvid, stod stadig med sit hoved nede, for at holde sig i en holdning der automatisk gjorde ham mindre end ellers. Et let svirp kom bag hans bagpart fra hans lange hvide hale, mens de blå øjne stirrede venligt og roligt imod det lille plag, der havde drejet sit hoved i hans retning, for at kigge imod Arion selv. Et varmt og bredt smil foldede sig ud på Arions egen mule, som besvarelse på plagens smil. Men pludselig kiggede det væk igen, og bevægede sig endnu engang afsted, væk fra ham.


Arion løftede hovedet en smule, og begyndte at tage nogle skridt efter plagen, i nogle rolige men rytmiske bevægelser. Han brød sig ikke om, at plagen var helt alene i sneen, og med solen der snart ville gå ned. Men han ville heller ikke tvinge det til at være i hans selskab; men så kunne han jo bare gå bag det, i afstand. Men der gik kun nogle få skridt, før plagen tumlede lidt fremad, og stod med bagbenene i en mærkelig position.
Et muntert brum forlod den godmodige hingst, indtil plagen fik samlet benene igen, og stod korrekt. Og da vendte hun omkring på en femøre, og tumlede i hans retning; så han stoppede op, og lod hovedet sænke sig på nyt.
 Plagen gled nærmest hen til ham, hvilket han ikke kunne lade være med at storsmile over: der var bare et eller andet fantastisk og dyrebart over disse små skabninger; og denne plag var bestemt munter og glad at kigge på. Han lod sin mule glide roligt i plagens retning, da hun nærmest sad lige foran ham, og duttede hende i panden, med en beroligende og varm brummende lyd, inden han trak den til sig igen.


,,Hej lille du.”


Sagde han så, med den dybe men varme stemme, så en let sky af ånde steg til vejrs over ham.

[3]

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det var som sådan ikke fordi, at det hingsten gjorde var direkte bemærkelsesværdigt eller på nogen måde specielt, men alligevel fik det hoppeplagen til leende at bakke et skridt tilbage, mens halen gav et lystigt slag. Skridtet var fnidret og let som de fleste andre gange hun bevægede sig; en sideeffekt af hendes lystige, barnlige sind, som endnu var meget passende for hendes alder, men som en dag ville blive for meget.

"Hej-Hej," svarede hun med et smil, mens de tindrende blå øjne var rettet mod den fremmede grå hingst. Hun burde være varsom, det havde Leonora fortalt hende mange gange, men hver gang hun mødte nogen glemte hun alligevel alt om det. Ideen om, at nogen kunne ønske at gøre hende ondt var for fremmede til, at hun overhovedet overvejede det. Denne hingst virkede dog heller ikke til just at være en af dem, hun behøvede bekymre sig om, hvis det var noget hun gjorde. Han havde en varm stemme og et muntert smil, så han var næppe en af dem, som Leonora frygtede, at hun skulle møde. Og dog kunne udseendet snyde, men heller ikke dette tænkte den unge sjæl over.

"Hvem er du?" Spørgsmålet kom i det, at hoppeplagen kokkede sit hoved let på skrå, mens hun nysgerrigt trådte skridtet frem mod hingsten igen. Hendes øjne gled søgende henover ham, som om hun ville opdage et eller andet helt usædvanligt ved ham: et femte ben eller en anden hale måske! Intet fandt hun dog, men det gjorde hende ej trist; i stedet smilede hun blot, da hun vendte opmærksomheden tilbage mod hans øjne igen; de var blå ligesom den sortes! Det var ikke fordi det som sådan betød noget, men ligheder skabte broer for den lille og derfor forsvandt enhver lille tvivl, der måtte gemme sig i skyggerne.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[7]

[5]

I takt med at den lille Dapne blev større, blev mere moden i sindet og mere nysgerrig på livet, havde hun fået lov at bevæge sig længere væk fra flokkens trygge område. Livet på egen hov måtte hun udforske for sig selv, for at lære mest af det - men det betød ikke, at Leonora ikke altid var i nærheden. Og således var det, at da den lille Daphne var vandret ud fra flokkens område, havde Leonora været med. Nu var de to dog afskilt af afstand, men endnu kunne Leonora våge over sit afkom med synet; og hun betragtede stilfærdigt den lille plag imens hun indledte et møde med en skimmel hingst, som Leonora aldrig havde set før.
Hendes beskyttergen var aktiveret, og hun havde lyst til at gå frem og skubbe den fremmede væk; men så længe han ingen trussel udgjorde, ville hun lade Daphne afgøre sagen selv. Sådan lærte hun bedst. Leonora var derfor godt i gang med at græsse, da de to hilste hinanden an; men både hendes øjne og ører var rettet imod de to konstant. Intet gik forbi den sorte hoppe med de stjernelignende aftegn spredt ud over kroppen - intet.

Den skimle hingst, stod stadig med hovedet let ned, i en position der gjorde ham en smule mindre, end hvad han ellers var. Han havde altid været legeonkel i den flok, han selv ledte. Han elskede at bruge tiden med føllene, fra de var helt små. Men selvom han var alletiders legeonkel, havde han skam også opdraget de kære små, og fortalt dem om, hvad livet kunne gemme af ondskaber og hemmeligheder – men også om de mange fine og gode ting der fandtes omkring dem. Ja, han holdte af de små, og han elskede at se dem vokse sig voksne og udfordre livet.
 
At møde denne lille fine plag, gjorde at han i nogle korte sekunder glemt, at han ikke længere var i sit eget land, med sin egen flok. Ja, han glemte simpelthen i nogle sekunder, at han var havnet i Andromeda, og endnu var små ny i området. Den lille skabning trådte lidt bagud da han duttede hende i panden, med et smil, for derefter at træde tilbage, og komme med sin glade hilsen, gengældende til Arions hilsen der før havde lydt.

,,Mit navn er Arion, lille du. Hvem er du selv?”

Han spurgte med en rolig og varm stemme, inden han da tog hovedet en lille tak op, fordi han måske ikke stod helt godt, med hovedet så langt nede. I nogle sekunder kiggede han spejdende rundt, for at se, om han kunne finde nogen, der tilhørte den lille hoppeplag. I det fjerne kunne han skimte en sort hoppe, hvis pels var prydet med nogle blålige skær. Noget han aldrig før havde set. Mon hun var hendes familie?

,,Er det en du kender?”

Spurgte han så, mens han så varmt på hoppeplagen, inden han pegede sin mule i retningen af den sorte hoppe, hvis blik tydeligt var rettet imod de to. Og det fandt han ganske forståeligt. Hans hvide øre var hele tiden fremme, og han udviste ingen tegn på at ville skade plagen.

(5)

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

"Arrrrh-ion," gentog Daphne mumlende for sig selv, hendes blik rettet mod sneen for et øjeblik. Hun nød at prøve sig frem med ord, og på grund af dette også navne, så ingen skulle være for overrasket når de hørte hende gentage deres navn. Det var en læringsrefleks for hende og hjalp hende endda med at huske navnene, så det var jo kun for det bedste, at hun gjorde det. Hurtigt var hendes blik dog tilbage på den hvide hingst, lige i det han så bort fra hende og udover landskabet. Hans blik landede et sted og Daphne fulgte det uden tøven, hvor hun selv fandt frem til den sorte. Mor havde fulgt efter hende! En anden plag var måske blev mobset, en smule frustreret over at have sin mor i hælene, men den lyse var ligeglad, hvis ikke ganske glad for det. Det betød, at hun altid var i nærheden og hun havde altid nyt sin moders nærhed.

Og der var det gode, at hun nu ikke ville have nogle problemer med at komme hjem. Ikke at tanken på noget tidspunkt havde strejfet hende; hun var stadigt lykkeligt uvidende om, at hun ikke genkendte noget som helst og ville have været i store problemer.

"Det er Mor!" svarede hun glædeligt, et kæmpe smil plastret om hendes mule. Halen gav et lystigt slag bag hende, inden hun hævede sit let på sine bagben og slog sit ene forben lidt frem i en hilsen til den sorte. Da hendes hove landede i sneen på ny, trippede hun et par skridt, før hun pludseligt mindedes noget, som ellers var forsvundet fra hende. Han havde spurgt om hendes navn!

"Daphne! Jeg er Daphne og Mor er Leon-" Der var et træk i stemmen, udtalen, som bevidnede, at hun ikke helt hundred havde fat i det. "Leone..." Der var en pause. "Leonora!"

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[11]

Den skimle Arion, stod stadig med hovedet let nede, for ikke at virke for overvældende for den lille skabning foran ham. Men dog havde han rettet sig en lille smule op, fordi det blev for anstrengende at stå på denne måde, i alt for lang tid. Den fine lille skabning var lige så glad som Arion huskede alle andre føl og plage som. Og det smittende humør hun havde, fik et varmt og glædeligt smil frem på hans egen mule: hvordan kunne man undgå at blive glad i låget, når man var dammen med så ren en skabning.

Hendes øjne fulgte hans og pludselig så hun imod den sorte hoppe, som han også gjorde. Og svaret som glædeligt fra den lille lyse plag, der bestemt var glad for at se den sorte hoppe, med de blålige aftegn – for det var hendes mor. Arion smilede over det, og lod blikket falde på den lille igen. De lignede ikke just hinanden, og der måtte være nogle stærke gener fra hendes faders side, siden hun var endt med disse lyse farver og moderen sort. Var det overhovedet muligt? Men den galante og varme hingst, stillede nu bestemt ikke spørgsmålstegn. Pludselig kom plagen vidst i tanke om Arions tidligere spørgsmål: for med et smil på mulen og en glad samt lys stemme, svarede den lille, og præsenterede sig eget navn – Daphne. Og moderens navn – Leonora.

,,Daphne, det er mig en glæde at møde dig, og din mor, Leonora. Mon vi skal gå ned og hilse på din mor?"

Han spurgte hende skam roligt og med en varm stemme. Måske ville hendes moder helst have et navn på Arion selv, fordi han jo stod der med hendes føl. Han nippede let og roligt i Daphnes retning, dog ugen at ramme, inden han da lod sine dybblå øjne hvile spørgende ned på Daphne.

[9]

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Af en plag at være var Daphne nok blandt dem som stadig så meget føllede ud, så man skulle kigge lidt længere tid på hende, før det ville gå helt op for en, hvad hendes alder egentligt var og dermed også at hendes højde var meget... upassende... for hendes alder. I hvert fald hvis man sammenlignede hende med normalen i øriget. Sammenlignede man hende med den sorte, så ville man se at de overhovedet ikke kunne være i familie, men det skyldtes mere end blot højden og deres meget forskellige farver. Spenderede man lidt tid på at sammenligne deres træk, så ville man se, at de faktisk ikke rigtigt delte nogen; Daphnes hoved var mindre og kortere end Leonoras rent proportionelt. De sorte havde lange, kraftfulde ben, som endte i et væld af hovskæg; den lyse plag havde også lange ben, men modsat sin mor var de fri for hovskæg og vidnede ikke om den samme styrke. Generelt var plagen dog blot helt anderledes proportioneret. Så man dem dog sammen, når de interagerede med hinanden, så ville man have svært ved at forstå, at den sorte ikke havde givet liv til den lyse.

Alle fire hove trippede let under hende, da den hvide hingst sagde, at det var en glæde at møde hende. Smilet sad forsat om hendes mule mens hun så op på ham. Da han spurgte om de skulle gå ned og hilse på den sorte, så vendte hun dog blikket mod hende; Leonora havde altid været interesseret i at møde dem, Daphne havde mødt, og spurgte endda indtil dem i ny og næ, hvis plagen selv nævnte dem. Da hun vendte blikket tilbage på ham nikkede hun derfor ivrigt; "Mor kan godt lide at møde min' venner." Konceptet om, at der var en forskel på venner og bekendte var stadig, mildt sagt, sløret hos den lille hoppe. Hun så ingen forskel på de to endnu, men opfattede glædeligt enhver hun havde set som værende sin ven.

Inden Arion fik mulighed for at svare, var hun allerede begyndt at gå. Ikke fordi hun manglede manere, men blot fordi hun kædede hans anmodning og sit eget svar sammen til, at de skulle gå. Hun var dog ikke nået mange trippende skridt før hun så sig tilbage, hendes dunede ører spidset. Fulgte han med?

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[15]

[8]

Der var gået en rum tid, fra den hvide hingst havde fået øje på Leonora, til Daphne havde taget valget om at sætte kursen imod hende. Et smil, utydeligt for alle andre, var tegnet om mulen på den sorte hoppe, da den lille bitte Daphne havde vendt fronten imod den sorte Leonora og sat igang. Hvad end de to måttet have udvekslet af ord, kunne Leonora ikke høre, for hidtil havde hun kun været indenfor synsvidden af de to. Hun brød sig ikke om at hindre Daphne i at lærer nyt, indgå nye bekendtskaber, så længe det foregik under trykke rammer. Den hvide havde hverken virket truende eller på anden måde som det forkerte selskab, og derfor havde hun ikke brudt ind; men blot holdt øje. Det lod dog til, at Daphne nu havde i sinde at introducere den sorte for den hvide, som hun vidst bragte med sig.