Illusions | Illana

Da den gråbrogede hoppe stoppede op, standsede Illana med en yndefuld bevægelse ved hendes side. Den lysning, som de havde valgt som deres hjem, havde hun set ganske få gange på sine vandringer rundt i landet; dermed sagt, kendte hun ikke alt omkring dette område, og hvorvidt det var et godt valg eller ej, kunne hun ikke dømme. Hun stolede dog på, at den gråbrogede og hingsten havde valgt et godt sted, hvor deres datter kunne vokse sig stærk nok til at vandre i hele landet.
En sagte brummen forlod Illana, imens hun med fremad rettede ører lod blikket flakke over engen i søgen efter det afkom, som Mitis kaldte sig moder til. Lyset ligeså ledte, og fandt føllet langt før de to hopper. Over hovedet på dem lyste det derfor nu meget klart over i den hvide nuance, for at fortælle at det havde fundet føllets sjæl; en ren, lille hoppe, hvis liv endnu lå foran hende, klar til at blive formet, som hun nu ønskede det.

Ivory havde for en stund været alene det sted hun nu så som værende hjem. Chrome var blot gået en lille tur, og ligeså var Mitis. Ivory vidste godt at hun ikke skulle forlade stedet, og det havde hun skam heller ikke gjort. Tålmodigt havde hun ventet, og hvad der føltes som en evighed havde måske kun været en times tid fra at hendes fader var gået. Den grå hoppe havde været væk siden morgenstunden, og Ivory havde tilbragt tiden med at lege i sneen, og lede efter spor af dyr. En frossen snegl begravet under sneen var det eneste, og så en lille rødhals. Den fløj væk så snart sneungen nærmede sig. Men nu hørte hun fodtrin, og sin mors velkendte stemme der kaldte. Lyset glimtede i sneungens ravfarvede øjne, da hun sprang hen imod den brogede hoppe. Men hun var ikke alene. Med sig havde hendes moder en gylden hoppe, med et slags halssmykke. Det lyste. Ivory stoppede med det samme, og stod med store øjne og betragtede det lysende smykke. Så lyste hendes ansigt op, og hun lo en smule. Ikke af noget specifikt, men bare fordi hun kunne.
”Hej!”
Sagde hun, ud af det blå henvendt den fremmede gyldne.

Ganske rigtigt kom Ivory frem næsten med det samme, men uden Chrome. Mitis havde ikke været bekymret for hende, og hun havde da også regnet med at Ivory godt kunne finde ud af at være alene for en stund. Stille smilede hun varmt til den lille, da hun allerede nu talte til Illana. Nej, genert var hendes føl helt bestemt ikke. Hun vendte blikket tilbage til den gyldne.
”Dette er så Ivory. Hendes energi er vist en smule større end hende selv.”
Lo hun, og betragtede Sneungen der allerede nu var blevet optaget af et eller andet. Hun blev meget let distraheret, men det blev føl vel. Chrome holdt Ivory i en kortere snor end Mitis gjorde, som blot lod den plettede løbe lidt rundt som hun ville, så længe hun ikke forvildede sig et eller andet latterligt sted hen hvor Mitis ikke kunne holde øje med hende. Allerede nu var den unge hoppe meget fascineret af skovens andre beboere, og bare en død edderkop kunne få den lille hoppe til at hvine af fryd. Nu var hun tit på jagt efter større dyr, og havde en gang påstået at have set en and som hun var meget spændt over. Mitis måtte tvinge sig selv ud af sine tanker, og vendte endnu engang opmærksomheden på sin gæst.

Wordcount: 217 | tag: Ivory, Illana

code by ♥

Snart dukkede det lille plettede hoppeføl op, som Mitis havde fortalt om. Det havde kursen direkte imod dets moder og den gyldne hoppe, som sammen var vandret hertil. Øjeblikkeligt skyndte Lysets kugle sig hen til føllet, for at svæve et par meter over det, følge det, indtil det nåede hen til Illana og Mitis, som hilste sin datter velkommen. Illana sænkede hovedet lidt med helt spidsede ører og et lettere årvågent udtryk i de ravfarvede øjne; der var noget ved føl, som nærmest fik hende til selv at blive en anelse overivrig og følsom. Det var nok i bund og grund en blanding af fascination og længsel, der fik den gyldne hoppe til at reagere således; men hun formåede at holde sammen på det hele, og ikke springe bagud med et hoppet hyl. Hun rettede i stedet mulen ned imod det lille føl som hilste hende an med et 'hej' og Illana smilede derefter.

,,Goddag Ivory."

Lød hendes varme toner, inden hun løftede hovedet og så på Mitis igen. Hun smilede endnu bredere af hoppens ord omkring hendes datter; det syntes også sådan, som den lille hoppe var kommet imod dem. Alt imens svævede Lysets kugle en anelse tættere på det lille føl - for som Illana var, var Lyset også nysgerrigt. Det sansede alle føllets reaktioner og dets aura, alt imens det klart lyste over hovedet på hende. Lyset havde en forkærlighed for sjæle, hvis liv endnu var uforstyrret af landets ondskab, et liv som var rent og åbent. Illana udsendte et sagte prust inden hun puffede let imod Mitis.

,,Jeg er sikker på, at hun må give dig lidt udfordringer, på den gode måde."

Sagde den gyldne sjæl med en let leende stemme. Hun rettede derpå blikket imod den lille hoppe igen, inden hun diskret betragtede det plettede mønster, som måtte komme fra faderen, som ikke umiddelbart lod til at være i området lig nu.

Et bredt smil prydede den unge hoppes læber, da hun med glæde i de gyldne øjne, dansede rundt omkring de to hopper. Ivory var endnu blot et føl, hendes eventyr i landet Andromeda var kun lige begyndt, og hun var sikker på at der ville ske mange spændende ting i hendes liv her. Dette var da uden tvivl et oplagt sted at bo, mente Ivory.
”Hej! Hvem er du?”
Spurgte hun den fremmede gyldne, men ingen fjendtlighed var i hendes stemme, det var udelukkende hendes ordvalg der måske var en anelse hurtige og uhøflige. Den slags tænkte hun slet ikke over, i hvert fald ikke endnu. Det ville vel komme med tiden, hvis hendes mor og far opdragede hende til at tale pænt og vælge sine ord med omhu.


//OOG: Meget kort, men havde ikke så meget inspiration (:

Din besked skrives herStille lo Mitis af Ivory, der overgearet sprang rundt omkring de to hopper. Hun håbede at den plettede hoppe for altid ville blive så ung og uskyldig som hun var nu. Men det var umuligt, og ligeså meget som hun ønskede at hun kunne blive ved med at være lille og naiv som nu, ønskede hun også at se hende vokse op, starte sit eget liv. Selvom det ville være svært at give slip på sin datter, vidste hun at de to måtte skilles når tiden engang var inde. Ikke skilles på samme måde som Mitis var blevet skilt fra sin egen mor, men Ivory kunne ikke blive med sine forældre for altid, og det vidste den grå også udmærket at Chrome ikke ville gå med til. De ville jo stadig se hinanden, og den brogede håbede også at hun engang kunne se sine børnebørn vokse op. Hun var sikker på at hendes datter ville blive en god mor engang.
”Det kan du tro! Men det gør skam intet – udfordringer hører vel med i pakken, og så længe hun ikke render alt for langt væk, så går det nok.”
Smilede hun.

Wordcount: 191 | tag: Illana, Ivory

code by ♥

[7]

Illana, den gyldne, hævede sit hoved med et lille og næsten uhørligt grin, da det lille føl dansede omkring de to hopper. Det var så tydeligt at hun bar en glæde, som kun føl kunne bære; en glæde Illana en dag håbede at se i et afkom hun kunne kalde sit eget. Hun mimrede let med mulen, inden hun lagde blikket imod Mitis - hendes ord fik hende blot til at smile bredere.

,,Til tider kunne man vel sagtens ønske sig en form for bånd man kunne lægge på dem, så de ikke kunne rende væk. Nok har jeg aldrig selv haft erfaring med føl, men minder om min egen barndom og min moders bøvl med at holde styr på mig, står endnu klart for mig. Det kræver tålmodighed kunne jeg snildt forestille mig"

Hun puffede let imod Mitis gråbrogede krop, inden hendes opmærksomhed blev lagt imod det lille spættede føl. Hendes lyse stemme ramte Illana's ører som en klar og frisk morgendis. Hun sænkede sin mule en anelse for forsigtigt at berøre det lille føl, hvis mule var under halvt så stor som hendes egen grå.

,,Hej med dig! Jeg er Illana. Jeg har boet her i landet meget længe."

Derpå trak hun hovedet op med smilet endnu prydende om hendes mule. Der var noget forunderligt over det, at et føl født med så få egenskaber, så hurtigt kunne lærer at gå, snakke, løbe, lege; udvikle en personlighed og vokse til en voksen hest på blot få år. Og ikke blot var det noget som den gyldne hoppe var fascineret af - for ligeså var Lyset særligt fascineret af de små. Sælsomt svævede Lysets kugle nærmere den lille Ivory, for at mærke hendes energi, hendes livsglæde og hendes uskyldighed.

Ivory forstod ikke meget af hvad de voksne snakkede om. De var jo også voksne, og hun var ikke andet end et føl. Hun stod i lidt tid og lyttede, bare for at være høflig, men der gik ikke længe før hun mistede interessen, og begyndte at snuse rundt i sneen efter smådyr der stadig var i live trods vinterens ishånd der knugede hårdt om landet. Hun kastede et gyldent blik tilbage på de voksne hopper, og skyndte sig tilbage da hun så at den gyldne henvendte sig til hende nu. Endelig skete der noget!
”Illana … Jeg har ikke været her så længe. Kun i... Jeg er faktisk ikke sikker. Hvor længe har du været her?”
Spurgte hun nysgerrigt. Ivory syntes nu egentlig at hun selv havde været til stede ret så længe men det havde hendes mor allerede forsikret hende om, at det havde hun altså ikke. Ikke i forhold til andre, åbenbart.

Mitis lo mildt af den gyldnes ord. Jo, tålmodighed krævede det, og hun var faktisk overrasket over hvor tålmodig Chrome havde været med det hele. Det havde hun ikke helt regnet med. Ikke at hun ikke anså ham som værende tålmodig, men så igen. Han var måske bare mere frembrusende i det, og hvad det havde med tålmodighed at gøre var den brogede ikke helt og aldeles sikker på.
”Joh, tålmodighed skal der til, men hun er jo det hele værd. Så længe hun ikke gør noget der bliver farligt for hende, så går det nok. Hun er meget eventyrlysten, og hun skal nok komme til at blive væk mange gange på grund af et egern eller andet småkræ gennem sin barndom.”
Smilede hun. Ivory så glad ud da Illana henvendte sig til hende. Det ville Mitis ikke afbryde, så hun stod blot og betragtede sit hoppeføl, og smilte let da hun svarede. Ivory var ikke sikker på det med tal og tid og den slags, men det kunne man ikke bebrejde hende. Selvom hun voksede hurtige end vinden blæste, så var hun stadig ikke ret gammel.

Wordcount: 187 | tag: Ivory, Illana

code by ♥

[1]

Det var som en magnetisme der fangede føllet, da den gyldne havde lagt blikket og opmærksomheden imod den lille Ivory; for med et lod det til, at alt opmærksomhed som den lille sjæl ejede, blev kastet imod den gyldne hoppe. Hun rakte mulen følende ned imod den lille hoppe, tilbød den til hende, imens hendes ører opmærksomt både holdt øje med føllet selv og Mitis, som stod ved siden af. Illana prustede mildt, i det Mitis lod sin latter lyde, hvorefter Illana gav sig til at svare føllet. Nok havde hun kort forinden sagt, at hun havde boet i landet længe, men ikke præcist hvor længe.

,,Jeg har boet her længe nok, til at du kunne være vokset op og være voksen som din moder og jeg. Jeg har nok boet her i 5-6 år, godt og vel. Jeg var den ene af de to første, som satte hov i landet her. Den anden, en hingst, finder du dog ej længere i Andromeda's land, men udenfor landets mystiske grænser, der vandre han. Han er den, som sørger for, at de, som har brug for det, kommer hertil."

Derefter skævede hun til Mitis med et smil. Hun hævede hovedet fra Ivory og nikkede bekræftende til den gråbrogede hoppe, som var moder til dette spættede føl. Hun trådte et lille skridt imod den gråbrogede, inden hendes stemme atter lød igen.

,,Lysten til eventyr er en ting, du skal skatte. Efter min ret så ydmyge mening, er eventyrlysten en af de egenskaber, der er forskellen på en lykkelig og ulykkelig sjæl."

Illana lod et stilfærdigt puf falde til den gråbrogede, inden hun skævede sig om. Dagen var efterhånden ved at gå lidt på held, og det var snart tid til, at den gyldne hoppe skulle vende hjem til den flok, som hun boede i.