Langs Teylar's grænser | Mindraper & Euphoria

[4]

Langs grænsen til Teylar vandrede en gylden sjæl. Med ubesværet lethed bragte hun sin spinkle krop hen over det hvide sne, som havde lagt sig overalt i landet. Dagen var lys, men solens stråler var ikke helt brudt igennem det grå skylag, som varslede mere sne. Det generede dog ikke den gyldne, at solens stråler måtte gemme sig bag sneskyerne, for der var altid lys omkring Illana. Over hende, ca en meter fremme, hang den velkendte kugle af Lys, som stort set altid var at finde i hendes nærhed. Den lyste med milde nuancer landskabet op omkring hende samt berigede hendes ryg med en meget vag varme, som det kunne udsende. Og om halsen, tæt puttet i den korte, men tykke pels, hang krystallen som var skabt af Lyset selv. Den var godt beskyttet der, frøs aldrig, for Illanas varme, hendes hjertes varme, sørgede for at Lyset altid var fri af frosten som hang i luften.
Hun vandrede langs kanten af Teylar, for at holde øje med flokkens ve og vel. Af og til vandrede den brogede Brêgo stadig ud, i sin søgen på den brogede hoppe hans hjerte havde kær; den hoppe han havde fortalt hende om. Hun håbede inderligt at han ville finde hende, for Illana vidste godt hvordan det føltes at være foruden den, som man følte man hørte sammen med. Og for at hjælpe ham, havde hun påtaget sig en stilling i flokken, som hun søgte at opfylde så godt hun kunne.

Hun havde vandret i godt og vel en times tid, nået en god del af grænsens udstrækning, da Lyset om hendes hals begyndte at reagere. Som altid havde Lyset sin egen vilje, og det havde lagt mærke til, at der var andre i området. Og på den måde det reagerede, vidste Illana at hun trygt kunne vende blikket imod dem, som var i området, for hun kendte ham, eller hende, der var på vej. Lysets milde nuance fortalte hende nemlig, at det var en kendt sjæl. Og dog var der noget anderledes, for den milde, gule/orange var lidt mere klar end normalt. Var der to? Var den ene mon en fremmed sjæl, eller ny i landet? Den gyldne hoppe stoppede op for at spejde efter den, eller dem, som Lyset havde sanset og snart så hun den spraglede Mindraper. En hingst, som hun havde set en del til for længe siden. En hingst hun havde savnet. Ved siden af ham gik en unghest, grålige af skind og med en nærmest krystalformet stjerne i panden. Med ét rettede Illana sine ører helt frem og gav et højt kald fra sig imod den spraglede hingst, hvorefter hun uden tøven satte frem imod dem.

[2]
Det var ikke længe siden Mindraper havde taget en beslutning i Zenobias ørken, en beslutning der havde bragt ham til Leventera. Den spraglede hingst havde en alvorlig aura hængende over sig, som vandrede han mod grænsen til området. Med sig havde han sin yngre søster, som fulgte ham tæt, dog ikke nær så alvorligt som ham. Han sendte plagen et svagt smil, inden hans udtryk igen blev monotomt.
Han måtte indrømme at han ikke var glad for tanken om at Ava havde sluttet sig til de mørkere magter i Andromeda, mest fordi han vidste at hans samvittighed aldrig ville kunne tage ham ned af den sti. Han var i gæld til en, en ganske særlig lys sjæl, som havde åbnet hans verden for nye synspunkter. Netop hende stod han snart overfor og han trak forsigtigt et smil frem i mundvigen og fortsatte blot mod hende.

" Vær hilset, du gyldne. "

Lød det så fra ham. Mindrapers udtryk var stadig intetsigende, men hans toneleje bevidnede om at han var glad for at se netop hende. Han så tilbage på Euphoria som holdt sig bag ham og han nikkede blot stille.

[1]
Euphoria forstod sig ikke meget på det hele, men hun havde da fundet ud af at hendes storebror var på vej til samme sted som hun søgte. Det hele var perfekt, for så kunne han nemlig føre ordet. Ivrigt trippede hun afsted ved hans side og kunne næsten ikke vente med at se Nymfen. Dog da den gyldne hoppe med den mystiske halskæde kom til syne, var det somom at pusten gik tabt i hende og hun søgte hurtigt om bag sin spraglede broder. Han søgte straks hoppen, og det fik den unge plag til at liste langsomt med. Måske den fremmede slet ikke var farlig? Forsigtigt tittede hun frem fra bag sin broder, som nu nikkede opmuntrende til hende. Forsigtigt luskede hun frem ved hans side og så nu med store øjne på hoppen foran hende. Endnu turde hun ikke tale, for tænk nu hvis hun var farlig ligesom far!

[5]

Kort efter at den gyldne hoppe havde fået øje på den spraglede og havde hilst ham an ved en kalden, stod de overfor hinanden. Mindraper, der virkede en anelse mere trykket end sidst hun havde set ham, fik hun først øjenkontakt med og den gensynsglæde som Illana udtrykte med sin krop og smil, udtrykte han med ord. Illana rakte næsten omgående mulen ud for at puffe imod hans stadigt voksende krop; han havde bygget større muskler siden de sidst sås, for alt for mange måner siden. Hun pustede langsomt den varme ånde ud imod hans mule og alt imens cirklede Lyset over dem, længere hen over Mindraper. Det havde mødt den spraglede hingst før, men havde større interesse i den plag, som han havde bragt med sig. Den lille grå hoppe, som Mindraper havde bragt med sig, virkede en anelse sku. Hvorfor vidste hverken Illana eller Lyset, men begge søgte de at finde ud af, hvem den lille grå var. Lyset søgte stilfærdigt ned imod den lille grå, imens Illana hilste Mindraper ordentligt an, med kærtegn og ord.

,,Det er alt for længe siden, Mindraper. Alt, alt for længe siden.."

En mild brummen forlod den gyldne hoppes bryst, inden hun flyttede sit ravfarvede blik ned imod plagen, som havde sneget sig frem nu, og kiggede imod den gyldne. Hendes smil blev blot bredere, da hun fik øjenkontakt med den lille grå, som hun herefter forsigtigt rakte sin mule nedefter, så krystallen som Lyset havde skabt, forlod dens dunede plads på hendes bug, for at hænge frit i luften.

,,Og hvem er du så?"

Lød de milde toner fra Illana. Hun rykkede sig dog ikke fysisk nærmere på den lille grå, for nok havde den gyldne tit været kendt for at gå lige på kanten af andres grænser; men overfor yngre, plage og føl, lod hun altid disse komme til hende i stedet for omvendt. Deres verden var så anderledes end de voksendes verden, og man kunne alt for hurtigt trykke sådan en lille skabnings grænser i stykker, hvilket hun absolut ikke ønskede at gøre.

[3]
Mindraper drog blot et mere varmt smil da den gyldne talte og han nikkede bekræftende til hendes ord. Han var en ensom vandrer, selv for dem han havde mest kær. Hvorfor han brugte uendelige stunder på at vandre landet tyndt var for ham selv uklart. Han havde blot en trang til at udforske det hele, hvilket han efterhånden måtte have gjort. Han rømmede sig en anelse og så mod Euphoria der havde fundet mod til at komme op til hendes side. Han betragtede ud af øjenkrogen lyset fra den gyldne hoppe. Det var for ham stadig et mysterie med det lys, som han endnu ikke helt stolede på. Det havde trods alt rystet ham i hans grundvold. Han puffede blidt til hendes mule da den kom nærmere.

" Ja, alt for længe. "

Han kom ej til sagen endnu. Han fandt det mere relevant at Euphoria fik sig præsenteret overfor den gyldne hoppe, men det var somom hun var stivnet lidt i handlingen. Han puffede varsomt til hende og hun bakkede straks. De gule øjne rettede sig mod Illana.

" Hendes far har været rimelig hård ved hende.. "

Forklarede han så, inden han nu gav plagen et mere solidt puf, inden han trådte nærmere den gyldne for at vise den unge at hun fint kunne stole på hende.

[2]
Euphoria stivnede ved synet af lyset på hendes halskæde. Det bevægede sig! Det ville æde hende! Hun nåede at bakke et par skridt før hendes broder talte. Hun turde endnu ikke nærmere sig, for tænk hvis den gyldne var et monster! Da broderen nu atter puffede til hende og trådte frem og væk fra hende, stod Euphora nu tilbage og stirrede næsten rædselslagen ud i luften over på den gyldne. Snart vandt fornuften dog stille den lille grå hoppe tilbage og det ravfarvede blik blev langsomt mere og mere roligt, for til sidst at blive nysgerrigt. Hun nærmede sig dog ikke. Ikke på vilkår!

" Eu-Eu-Eupho-Phoria "

Lød det så forsigtigt fra hendes lille fine lyse stemme. Om den lille grå nogensinde ville komme sig helt rent psykisk var uvidst, måske var det blot de trygge rammer hun havde brug for, og nymfen!

[6]

Da den lille grå bakkede, ved Mindrapers puf, hævede Illana med det samme hovedet. Den lille grå lod ikke til at være tryg ved så mange andre end den spraglede Mindraper, hvilket hurtigt fik den gyldne til at tænke over, om de mon var i familie. Var det et afkom? Hun vippede sine ører imod Mindraper, da han fortalte, at den unge grå's far havde været strid ved hende. Så var Mindraper ikke faderen. Da han selv trådte frem imod Illana, puffede hun blidt imod hans hals. Hun havde altid hilst hans nærvær velkommen og det gjorde hun også denne gang. Derefter så hun meget opmærksomt imod den lille grå, som nu fik samlet modet til at fortælle hvem hun var - og med stammende stemme fik Illana nu at vide, at hun hed Euphoria. Navnet sagde umiddelbart ikke hende noget, men Lyset nærmest dansede ved denne information. Og hvis ikke det var fordi den unge hoppe havde virket frygtsom overfor lllana og Lyset, så havde kuglen sikkert fundet plads foran mulen på Euphoria; men den blev hængende over, for ikke at forstyrre.
Alt imens bredte smilet sig atter på mulen af den gyldne hoppe - det var hendes tur til at præsentere sig selv.

,,Goddag Euphoria. Mit navn er Illana. Hvad bringer dig til Teylar?"

Illana havde faktisk ikke haft så meget kontakt med de yngre sjæle i landet. Heller ikke de plage der boede i flokken, afkom af Leonora og Ava. Hun havde dog hilst på den lille Daphne en enkelt gang, da hun var noget mere spæd end nu. Og om hun gjorde det rigtigt, var hun ikke sikker på. Hendes moderlige instinkter var endnu ikke blevet vækket for alvor, for hendes kontakt med de små havde som sagt været begrænset, og hendes minder om dengang hun selv var så lille, var ret udvaskede.
Hun skævede nu imod Mindraper med et lille diskret blik; hun søgte måske en form for hjælp, da den lille Euphoria ikke ligefrem virkede voldsomt nysgerrig. Hvordan kunne hun modvirke det? Hun puffede igen kort imod den spraglede, stærke hingst, inden hun trådte et lille skridt tilbage, for at give Euphoria plads til sig selv; måske det kunne vinde en form for lyst til at komme nærmere og sige hej, når Illana ikke udfordrede hendes personlige rum.

[4]
Mindraper lod mulen søge Illana og puffede blidt tilbage igen. Han håbede at kunne vise den unge Euphoria at den gyldne ikke var farlig. Han forholdt sig lidt passiv, for han vidste at det var noget den grå måtte overkomme selv. Han var heller ikke den mest pædagoiske. Hans gule øjne så kort efter Illana med et beklagende udtryk. Der var ikke så meget han kunne gøre. Lyset virkede begejstret for hende og det fik ham til at ligge hovedet på sned. Hm. Ja han forstod sig ikke specielt meget på det. Han var også lidt en anden type.

” Tror du Illana ved hvor Nymfen er, Euphoria? ”

Lød det så fra ham, for at opmuntre hoppen til at spørge hende. Han sendte derpå Illana et roligt blik. Nymfen kunne bruges i næsten alle tilfælde. Den lille grå plabrede ikke om andet når de så hinanden, og efter hun havde fundet ud af de var i familie ville det ingen ende tage. Den spraglede klukkede kort ved tanken, mens de gule øjne ellers forblev intetsigende.

[3]
Euphorias ravfarvede øjne fulgte lyset over hende med åben mund og polypper. Hun så mod den gyldne da hun talte til hende og blinkede en anelse. Hun vippede forsigtigt med de mandelformede ører og fandt efterhånden ud af at der ikke skete noget. Hun trådte varsomt frem mod den gyldne hoppe i det Mindraper nu så ud til at ikke blive spist af hende. Så hvis han ikke blev spist så blev hun heller ikke spist, vel? Da hendes spraglede bror nævnte Nymfen, lyste den lille grå ganske rigtig helt op og trippede ivrigt på stedet. Nymfe!

” Øhm, uhm, ja ehmn.. Jeg vil.. Gerne.. Bo hos Nymfe! ”

Lød det så først tøvende og så mere begejstret. Hun havde lykkeligt glemt alt om hun var bange og sprang nu næsten hen i den gyldne hoppe. Hun trippede på stedet og havde nu et bredt smil på den lille mule.

” Må jeg ikke nok? ”

Kom det så ivrigt fra hende, inden hun forsigtigt duttede til lyset på hendes hals. Dut

[7]

Den lille grå blev mere og mere overbevidst om, at Illana ikke vilde hende noget ondt; for snart efter at Mindraper havde fremsagt sine ord, omkring om Illana mon vidste hvor 'Nymfen' boede - et kort navn for Nymphadora, gik hun ud fra, som netop var navnet på Mindrapers datter som boede i flokken. Illana flyttede nu sit blik helt imod den lille grå, som Lyset stadig begejstret dansede over, i det hun spurgte om lov til at bo hos Nymfen. Illana smilede bredt, og da den lille grå kom frem til hende og nærmest sprang ind i hendes, for at bede om lov, lød en sagte, mild latter fra den gyldne hoppes bug. Hun puffede forsigtigt imod plagen, som var hun lavet af glas, inden hun så imod Mindraper.

,,Nymphadora bor her i flokken, det er rigtigt. Men, jeg må spørge - inden jeg siger ja - om din moder ikke har et sted du kan bo?"

Illana vidste, at det at separere et føl fra dets moder var forkert. Nok var Euphoria foran hende nået de unge år som plag, men endnu måtte hun have en tilknytning til hendes moder; men måske var det netop hendes ønske, at hendes datter skulle bo i et større beskyttet område. Illana fjernede derpå blikket en smule for Mindraper, for at betragte den unge plag. Langbenet og med sirlige striber der næsten var løbet ned over hendes ryg som vand over en sten. Det var ret fascinerende at beskue, for hun have ikke set sådanne aftegn før. Med en sagte brummen puffede hun nu mere tydeligt imod den lille grå, med hendes egen grå mule.

,,Hvis det er okay med din mor, er der altid en plads til dig i flokken. Og jeg er sikker på at Nymphadora vil blive glad for at få besøg af hendes veninde"

Illana tav derefter, imens Lyset slog et spring i luften. Det havde en forkærlighed for de unge sjæle i landet, dem der skulle overtage landets arv engang om mange år. Men ligeså holdt Lyset også af at pleje de venskaber, som det havde fået via den gyldne hoppe, og derfor forlod det for en stund den unge, for at cirkulere en anelse tættere på Mindraper. Det forblev der, lidt imellem dem alle, imens det indtog den svævende position over dem, og den milde gule glød som altid var over det.

[5]
Den spraglede Mindraper så blot til mens de to sjæle kommunikerede. Han drog et stille suk med et svagt smil på den mørke mule. Han lyttede blot til Illanas ord og drog et kort åndedræt. Han ville nødigt spolere dette øjeblik, men han følte ikke Euphoria skulle stå for meget af snakkeriet alene. Han puffede varsomt til Illana med de mere alvorlige blik i de gule øjne, inden han rømmede sig. Han så kort mod Euphoria der for en stund havde travlt med at springe begejstret rundt omkring dem ved nyheden om at hun måtte på hos nymfen.

” Det er derfor vi er her. Ava har valgt veje blandt skyggerne. Jeg har lovet hende af holde øje med vores Nymfe, hvis du forstår. ”

Lød det så fra ham. Mindraper var ikke bekvem ved det, men han vidste det var noget han måtte gøre for Ava, og for Nymfen. De gule øjne gled over Euphoria, nok var hun hans søster, men helblodet blev hun aldrig.

” Vores moder ønsker at holde hende skilt fra den verden som hun er en del af, hun tør ikke risikere at hendes far drager hende ind i mørket, med sine usle handler. ”

Mindraper kunne ikke lide den skumle sjæl som hans moder havde forelsket sig noget så grusomt i. Han bed kort tænderne sammen ved tanken, men fortrak så til en mere neutral mine. Euphoria måtte ikke se ham olm, ikke når hun var så glad for en gangs skyld.

[4]
Glæden boblede op i den unge hoppe, hvis mule nu blev fyldt med et kæmpe smil. Hun nikkede ivrigt, i takt med hun begyndte at trippe endnu mere. Selvfølgelig ville mor give hende lov, faktisk, så var Euphoria voksen nok til at bestemme selv. Derfor svarede hun ikke af ren iver, i det hun nu styrtede rundt om de to voksne heste med kåde bukspring og ivrige hvin.
Den lille grå kunne skifte humør som vejret, men aldrig var hun set sur. Ligenu boblede hun af livsglæde. Hun kunne simpelthen ikke vente med at se sin Nymfe! Årh hvis bare hendes bror kunne snakke færdig så hun kunne finde hende! Utålmodigt rendte hun hen til Mindraper og duttede ham i siden, inden hun fortsatte over til den gyldne og duttede til hende. Dog havde hun slet ikke tid til at vente og pilede for en stund afsted mellem træerne med en perlende latter.

[9]

Da den lille grå nærmest eksploderede i glæde, forstod Illana betydningen af hendes navn. Et let grin forlod mulen på den gyldne hoppe, inden alvoren krøb ind over både hende, men også den spraglede Mindraper. Illana holdt for en stund blikket imod den muntre plag, der hoppede rundt om dem, med glædesudbrud i store mængder. Og langsomt blev verdenen på en måde lukket omkring dem.
Det at Ava havde forladt Teylar, for at søge Skyggerne, havde været lidt af et slag for den gyldne hoppe, selvom hun ikke kendte den sorte. Det var en skam synes hun, og det havde næret den frygt hun havde begravet igen. Hun frygtede disse Skygger, og hun forstod ikke at nogen ville støtte så ond en verden. Hun drog et sagte suk, inden hun endelig rettede sine ravfarvede øjne imod Mindrapers gule. Det smertede også ham, det var hun sikker på.
Inden den gyldne svarede, trådte hun dog helt tæt på den spraglede og lagde hovedet imod hans varme hals. Der havde altid været en tryghed ved ham, som hun oftes havde manglet. En sær tryghed, som hun ikke havde regnet med at finde i netop ham, første gang hun så den vrede skabning, som han engang havde været.

,,Jeg forstår. Jeg ved godt, at Ava har forladt flokken med det formål - og jeg er ked af, at det er den vej hun har valgt. Jeg vil dog ikke blande mig i, hvordan i klarer den; men husk, at både du og Euphoria har en plads i flokken hvis i ønsker det. Jeg er sikker på at Nymphadora vil være glad for at have dig omkring.. Og det ville jeg også"

Derefter puffede hun imod den stærke hals, forsigtigt, men alligevel noget mere bestemt i bevægelsen, end tidligere. Det var et følsomt emne de var inde over nu. Hans mage havde valgt en vej, der afskar familien fra hinanden; og Illana håbede aldrig at det skulle ske for nogen. At det var sket for Mindraper og Ava, var en trist sandhed, men en sandhed der ikke stod til at ændre. Derfor ville den gyldne ikke begynde at stå og smide salt i såret, ved at tale om det der ikke kunne ændres - men hun valgte blot at fortælle ham, at der endnu var åbne døre omkring hans krop. Derefter vendte hun blikket ud imod den lille grå igen, der endnu havde utroligt meget energi, der drev hende omkring i området. Sikken lille energibombe - det beundrede hun.

,,Teylar er jeres hjem, hvis i vil have det; både Brêgo og jeg vil i hvert fald byde jer velkommen"

Derpå rettede hun sig lidt op og trådte et skridt til side, så der endnu var plads imellem de to. Hun smilede let til ham, inden hun nikkede imod den lille grå; derpå skridtede hun frem, for at flytte deres møde længere ind i selve Teylar's område, så den spraglede kunne se sig om, hvis han ønskede det - og måske rendte de ind i den sorte Nymphadora undervejs.

[6]
Illanas nærvær havde været vel savnet. Den spraglede troede aldrig den dag ville komme, men da hendes hoved fandt vej til hans hals sukkede han tungt. Det var nu lidt rart. Han lod kort de gule øjne glide i, mens tankerne strømmede igennem hovedet på ham. Han så da op på den gyldne med et mere roligt udtryk. Han var efterhånden afklaret med hvad han måtte gøre. Han kunne ikke gå til skyggerne med Ava. Det ville aldrig ske, ikke mere.

” Jeg står i evig gæld til dig, gyldne. ”

Konstaterede han nu. Om det var en bekræftelse på at han ikke ville forråde hende eller om det var faktummet at hendes uendelige snagen havde frembragt hans gode side som han ikke anede han havde. Uanset hvad var han hende evigt taknemmelig, for netop dét havde bragt ham Ava og hans døtre. Han lyttede atter til hendes blide stemme og drog et svagt smil på mulen.

” Tak, det er et tilbud vi vil tage imod. Jeg er sikker på Nymfen vil være glad for at få sin moster med ”

Brummede han roligt med en varm glød i stemmen. Han trak sig nu med den gyldne hoppe og forventede at Euphoria fulgte trop.

[5]
Euphoria kom tids nok styrtende ud fra træerne for at høre den gyldne byde dem velkommen. Hun lavede en serie euforiske bukkespring, inden hun tog en sidste runde ud og ind mellem stammerne. Derpå satte hun i et hastigt tempo op i mellem de to heste, mens hun lo perlende. Den lille hale, som var ret lang stod lige op i luften, mens hun tonsede rundt imellem krat og stammer.

" Nymfeeeeeeeeee?? "

Hylede hun kaldende op. Den lille plag var i et gevaldigt humør. Nu skulle hun endelig bo sammen med sin Nymfe, sin helt egen Nymfe! Dog synes Nymfe at gemme sig. Sikke noget pjat altså. Hun skulle da komme ud og lege. Sådan en dagdriver altså!