Langs Teylar's grænser | Mindraper & Euphoria

[10]

Illana lod sin krop gøre et par skridt i en travlignende rytme, inden hun nappede ud efter den spraglede hingst. Hendes blik sagde vidst det hele; for gæld var ikke noget, som hun gjorde sig i. Hun ville altid hjælpe hvor hun kunne - især venner. Og Mindraper var en ven af hendes, det kunne hverken han eller hun løbe fra. Hendes blik flakkede kort hen over hans gule, hvor de dvælede ved det blik der fandtes deri. Der lå så meget mere, end dengang hun havde mødt ham første gang. Så meget mere. Hun brummede sagte, inden hendes lyse stemme brød stilheden imellem den unge plags kald og grin, der hurtigt forplantede sig ud over Teylar's område.

,,Nej Mindraper, du står ikke i gæld. Jeg tror på at hjælp altid vil blive givet dem, som søger den. Eller rettere, dem som fortjener den"

Og med de ord slog hun hovedet frem og slog frem i en rolig, elegant trav efter den grå, som et øjeblik sluttede sig til dem, for da at stikke af igen. Hun kaldte på livet løs efter den sorte plag, som vidst var en rigtig god veninde, og oven i købet familie. Alt imens fløj Lyset lystigt over dem for at følge med, og kort efter begyndte det at lyse kraftigt igen; Illana vidste hvad det betød. Den kraftige orange farve, var genkendelsen af et flokmedlem, og noget sagde hende at den unge Nymphadora snart ville slutte sig til dem.

[1]

Nymphadora, en langbenet sort plag, havde tullet rundt i Teylar nogle timer for sig selv. Hendes mor var aldrig i flokken mere, og selvom hun havde fået en forklaring, havde hun ikke helt forstået det. Især fordi hverken hendes far eller mor var indenfor flokkens grænser - det burde de være, når hun skulle være der. Faktisk havde hun de seneste dage været en anelse tvær, og rendt rundt for sig selv. Hun havde endda modstået trangen til at finde den lyse plag hun vidste boede her også, for at spørge om hun kunne lege - og Phoria var kun udenfor flokken, men hun havde fået strenge ordre på ikke at gå nogen steder. Den sikre flok var blevet en form for fængsel - men heldigvis var den sorte Nymfes plager snart forbi.

Et kald skar sig igennem luften som et lyn fra den klare himmel. Det var Phoria, ingen tvivl og uden at tænke skreg Nymfen tilbage, inden hun i alt hast tordnede frem i den retning lyden kom fra! På en eller anden måde havde Phoria altså fundet vejen herind for at finde Nymfen, og med ét var enhver negativ tanke som blæst væk fra den sorte plags sind.

[8]
Den spraglede hingst trippede et par skridt da den gyldne nappede ud efter ham. Nok gjorde hun sig ikke i gæld, men derfor mente den spraglede stadig at han stod i gæld, en han havde tænkt sig at indfri når tiden var der. En del af det var at han ikke fulgte Ava ind i mørket, hvor ondt det end gjorde på ham. Han kunne ikke kende hans sorte skønhed længere. Han så op efter hans yngre søster og vippede med de mandelformede ører. Han drog et svagt smil til den gyldne hoppe. Han rejste hovedet og så nu de to plage et stykke foran. Han brød ikke ind for at hilse på hans datter, men stoppede blot på behørlig afstand for at lade de to være lidt i fred.

” Hvem ville have troet jeg er endt her, gyldne. Det kunne meget vel have været mig og ikke Ava der er endt hos dem. ”

Mumlede han så en anelse. Det gik ham på, det var tydeligt. Han forsøgte at klare sig igennem det, for Nymfens skyld, for hans egen og Ava’s. Men han vidste det ville blive svært. Lige nu havde han bare brug for ro, en ro han altid kunne hente hos den gyldne hoppe.

[6]Euphoria lyste op ved lyden af hendes Nymfe! Hun tordnede uden tøven frem mod lyden af hende og hun hylede begejstret op da den sorte langbenede plag nu kunne ses. Hun havde ikke i sinde om at sætte farten ned i det hun styrtede over mod hende med en perlende latter. Den lange hale var hævet som en fane, mens hun nu gik over i en serie kåde bukkespring.

” Nymfe, Nymfe, Nymfeeeee!! ”

Hun stoppede nu glidende op for at undgå at ramle ind i hendes kære veninde, hvilket resulterede i hun satte sig direkte på røven med et kæmpe grin på den lyse mule, som hastigt duttede ud efter Nymfen. Dut.

[18]

De to plage for i hovedet på hinanden, hvilket i den grad morede den gyldne hoppe. Den ungdom og den livsglæde de havde var ikke til at måle andetsteds - og selvom stemningen havde været på grænsen til det trykkede, hvilket Illana havde fuld forståelse for, så smilede nu både den gyldne og den spraglede. Illana betragtede et øjeblik de to plage, inden hendes ravfarvede blik blev vendt imod den spraglede Mindraper, hvis ord nu lød. Hans ord bar klart præg af, at han var frustreret over den vej, hans partner havde taget, og nok også overraskelse over hans egen vej. Tydeligt huskede hun den bitre, nærmest vrede hingst, hun havde mødt for så mange år siden. Hvordan han havde svoret, at han ville finde en vej ud fra dette land, hvori han nu havde familie. Ja, tænk; dengang havde hun ikke forudset netop dette, at han nu stod i flokken med hans datter og søster - men heldigvis var livet indrettet således, at intet var forudsigeligt. Derpå kørte hun nærmest hele hovedet op ad hans skulder og lagde god vægt i; en form for leg og kærtegn, som Illana kun benyttede overfor den spraglede. Han kunne tåle et 'skulderslag' frem for et 'kram'. Derpå slog hun hovedet let i vejret, hvorefter hendes toner lavmeldt lød.

,,Hvis man kunne forudsige livet, var der ingen grund til at leve det. Du har levet det, Mindraper; og du er et levende eksempel på, hvordan ting kan ændre sig.."

Og det var sandheden. Aldrig havde Illana troet, at den lille sorte hoppe ville blive Skyggehest; altid havde hun været munter og livlig, hvorimod Mindraper havde været tvær og indelukket. Illana have dog lært af sine år i dette land, hvor magien lå i jorden, i himlen, overalt; at intet kunne dømmes på forhånd og at alles vej i livet er nøjagtig op til dem at vælge. Sind, temperament, fortid betød intet, men derimod valg og viljen til at føre dem ud i livet.

[2]

Da Phoria gengældte de over kåde kald og kastede sig frem i buk, kunne den sorte Nymfe slet ikke holde sig selv tilbage. Det startede som en lille bevægelse i ryggen, men snart kastede hun sig rundt i vilde rejehop, imens hun udstødte en masse fnys og prust. Alt imens glemte den sorte plag helt at holde øje med, hvor langt de var fra hinanden, og hvis ikke Phoria havde sat sig på rumpen først var de med sikkerhed tordnet sammen! Den sorte hoppede smidigt ud til siden og dansede om hendes veninden, inden hun stoppede foran lige tids nok til at modtage sit dut på bringen. Med en varm latter nappede Nymfen ud efter øret på Phoria, for at hive i det; men så fik hun øje på sin far med den gyldne hoppe. Med ét stivnede Nymfen - for sidst hun så sin fader, var den dag hendes mor havde forladt flokken. Det stak nærmest indvendigt og et øjeblik blev Nymfens blik helt vemodigt. Hun elskede sin familie, og kunne ikke rigtig håndtere at hendes mor ikke var der længere - og hun havde kunnet mærke det på hendes far også. Han var også ked af det.
Meget kort gled hendes ører ud til siden. Hun havde lidt en trang til at gå op og dutte til sin far, men han havde selskab af den gyldne, og det lod til at være ok? Derfor tog hun valget om at tage fat i Phoria's øre og hive i det, og med det samme blev Nymfens blik vendt til det vante kække, inden hun med en latter lod sig dumpe ned ovenpå Phoria.

[4]
De gule øjne var for en stund fjerne, mens han så ud mod hans datter og søster. Gensynsglæden var stor og det lettede kort den spraglede at han havde valgt at tage her til med hende. Hans sindstilstand var dog stadig trykket til trods for det svage smil på den mørke mule. En mere maskulin brummen skød op fra hans brystkasse da den gyldne nu kørte sit hoved op af hans skulder og han måtte fordele vægten så han ikke pludselig ville vælte. Han nappede hende blidt i manen. Han pustede let ud ved hendes ord. Det ramte ham stadig og det ville nok altid være noget som han ikke ville komme sig helt over. De gule øjne stirrede fjernt ud i luften for en stund og han sukkede kort.

” Hvad skal jeg gøre.. ”

Lød det hæst fra den spraglede hingst, der for en stund blot stod for at stå. Han havde ingen anelse om hvordan han skulle tackle alt dette. Han så på den gyldne og sendte hende et forsigtigt smil og puffede undskyldende til hende. Inden han for nu trak sig for at være alene.

Smilet på Illanas mule, som kort forinden var dukket frem, blev en anelse bredere, da den spraglede måtte finde en bedre ståstand, for ikke at vælte ved hendes kærtegnende skub. Hun brummede mildt, inden han nappede tilbage imod hendes man; hun lod ham, som altid, og herefter rystede hun den gyldne krop ganske let.
Da han lod blikket vandre frem og blive en anelse fjernt, blegnede hendes smil stille og roligt. Både Lyset og hende selv kunne fornemme, hvor trykket den spraglede Mindraper egentlig var, og hans ord herefter, fik hende til at puffe blidt til ham igen.

,,Jeg kan ikke sige, hvad du skal gøre, Mindraper. Men jeg vil altid støtte dig, der hvor du har brug for det"

Hun nikkede herefter til ham, da han trak sig en smule. Han behøvede ikke undskylde overfor hende, så hun puffede blidt til hans skulder i den bevægelse han trak sig i, for at sige, at det var okay. Hun sendte ham et lille smil, inden hun vendte blikket frem imod de to unge hopper, som var buldret ind i hinanden af ren og skær glæde.

Euphoria lo perlende af ren glæde, da Nymfen dansede rundt om hende. Hun rystede let på hovedet og hapsede ud efter hendes sorte veninde dog uden at få fat. Det gjorde Nymfen til gengæld og hun lo perlende indtil der ligepludselig ikke blev revet i øret mere og hun så spørgende op på sin Nymfe. Spørgende så hun på Nymfe og brummede forsigtigt til hende. Hun var ked? Dog nåede hun ikke at handle yderligere inden Nymfen atter genoptog deres lille leg. Pludseligt valgte hun ovenikøbt at dumpe ned på hende, hvilket blot fik hende til at le perlende endnu engang. Hun tog derfor fat i Nymfens man og begyndte at gennemtygge den.

" Jeg skal bo hos Nymfen nuuuu "

Sang hun ligeså muntert og glad. Hun synes det var herligt at endelig kunne have hendes veninde tæt på.

I det øjeblik, hvor den sorte Nymfe havde haft fokus på hendes fader, det øjeblik hvor hendes muntre dansen var ophørt, havde Phoria opdaget det. Phoria så altid hvordan Nymfen havde det, hvilket hun var rigtig glad for. For Phoria forstod, ellers prøvede hun altid på det, hvis ikke det var tilfældet. Dog svarede Nymfen ikke rigtig på, hvorfor hun havde været fraværende et øjeblik, og derfor, da hun var dumpet ned på ryggen af sin veninde, slog hun selv i en munter latter, der matchede den mere klare, perlende latter, som hendes veninde havde.

,,For altid! Altid og for evigt!"

Og selvom der lå en glad klang i den sorte hoppes toner, lå der også en alvorlig. Hendes mor havde forladt hende, så det var vigtigt for den sorte at understrege, at Phoria ikke måtte, under nogen omstændigheder, flytte. Hun ville ikke forlades igen, hverken af sin far, som dog altid havde været der for hende, eller hendes veninde.

Euphoria hapsede sig fast i Nymfens man og fniste gennem hårtotterne. Hun nikkede ivrigt af hendes kommentar, men bemærkede også alvoren, hvilket fik hende til at slippe manen og dutte hende kærligt på kinden. Hun ville aldrig forlade sin Nymfe, men Nymfen måtte så sandelig heller ikke forlade hende. Derfor tog hun igen fat i hendes man for at sikre sig at hun ikke gik nogen steder. Selvom hun var en anelse tung at have liggende på sig.

” Tykke ”

Mumlede hun så drillende ud mellem hårtotterne, som hun ikke lige umiddelbart havde i sinde at slippe. De ravfarvede øjne havde et drillende spil i dem, mens hun afventede en reaktion fra hendes ynglings nymfe.

Den grå Phoria reagerede ret hurtigt efter Nymfen havde gjort det klart, at de aldrig måtte forlade hinanden; og hun greb fat i Nymfens man, som for at holde hende fast. Et lille øjeblik var Nymfen oprigtigt glad, for hun vidste at den veninde hun havde i Phoria ville bestå for evigt, som hun ønskede det. Og lige som hun skulle til at puffe kærligt til hende, kaldte Phoria hende for tyk. Et direkte drilsk glimt gled over den sorte Nymfe, inden hun øjeblikkeligt hapsede ud efter Phorias man, som var længere end hendes egen og begyndte at rykke i den med et grin. Hun kunne da selv være tyk! Nymfen begyndte endda også at skubbe lidt imod Phoria, for at starte en lille slås-leg; men aldrig ville hun slå på sin elskede veninde. Aldrig nogensinde.

Hun vidste der var problemer da de drilske blik nu fandt vej til Nymfens øjne, men det fik blot den unge Euphoria til at slå op i en perlende latter, så hun slap manen og dumpede helt ned på siden da Nymfen begyndte at skubbe hende. Hun lo perlende og hapsede ud efter hendes man, som dog ikke var lige så lang som hendes, inden hun smaskende begyndte at gabe en anelse. Turen havde været lang, men hun havde ikke i sinde bare sådan lige at falde i søvn. Derfor forsøgte hun blidt at skubbe igen ved Nymfen, i det hun jo så fint havde placeret sit korpus ovenpå hende.

" Du er tuuuuung "

Klagede hun drillende og trak lidt ekstra i den tot hun havde fået hamstret. Hun så nu op på himlen og smilede svagt. Hende og Nymfen skulle være sammen for evigt og altid!

Da Phoria lettere træt opgav kampen som Nymfen ellers gerne havde sat igang, lænede hun sig en anelse provokerende ind over hendes veninde, ja, nærmest slangede sig. Hun gnubbede sig hals op ad hendes veninde, inden hun med en grinende grimasse nappede Phoria på undersiden af mulen, som hun lige kunne komme til, da hun havde lagt sig helt ned på siden. Hun fnøs iltert, da Phoria sagde hun var tung, og så skubbede hun sig hurtigt op på maven igen, så hun var mere fri af sin veninde.

,,Du er skrøbeliiiiig"

Sagde hun så med et stort smil. Nymfen tog gerne titlen 'tung' på sig, mest fordi udseende og ting i den boldgade ikke rigtig interesserede den sorte Nymfe. Hun kunne sagtens være tyk, grim, tung, hun var i nuet ligeglad. Hun betragtede med smilet endnu plantet om mulen hendes veninde, som dog så en anelse træt ud; men de havde også været længe undervejs, før de ramlede ind i Teylars grænser. Nymfen vidste i hvert fald af Phoria havde boet langt væk før.