The White Walker | Izmira

(Reserveret til Asta | Izmira)

En hvidskimlet hingst, kom gående med rytmiske skridt, og rummelige bevægelser. Ja, han bevægede sig galant igennem den fine sne der stadig prydede Andromedas mangfoldige land. Han var ikke just nem at se, hvis ikke det var for hans lidt mørkere skimle plamager og den mørkere mule. Hans hale slog nogle lette slag bag den runde og muskuløse bagpart, mens han bevægede sig fremad uden mål for øje. Han søgte intet bestemt, den skimle skabning, under navnet Arion – for han havde intet han som sådan ville eller skulle.

Med et leg slag med hovedet i en virrende bevægelse, slog han frem i en taktfast trav, mens han knejste nakken op i en galant og maskulin holdning, mens han bar sig frem med hingstede og rytmiske bevægelser. Et dybt brum forlod hans spændte bringe, der var en smule fremskudt i den taktfaste trav. Sne hvirvlede op omkring ham, mens han bar sig fremad, i Enophis åbne område. Hans dybblå øjne spejdede frem, med stor nysgerrighed og årvågenhed, inden han da lod tempoet stige, til en kort galop, hvor han samlede kroppen godt op under sig. Ja, han nød at vise sig frem; det skulle der ikke være nogen tvivl om!

I en taktfaste og korte galop, fløj sneen op omkring hans sider, og skabte en form for ’sne sky’, hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere at se hans egen hvidlige farve. Et smil var malet over hans sorte mule, der dog var lyserød ude på spidsen. Ørene var vippet helt fremad, inden han trådte hårdere til i den frosne jord, og nu bar sig selv hurtigere frem, trods det lettere glatte og ujævne underlag. I et ryk veg han hovedet legende op, i en maskulin og voldsom bevægelse, inden han stampede forhovene i jorden igen, og hoppede let op, for derefter at stå bom stille, og lytte. Men intet var at høre. Han spejdede rundt om sig selv, i et håb om at se eller høre nogen. Men dette var ikke tilfældet, for Arion kunne nu altså hverken se eller høre nogen endnu. Han sugede den kølige luft ind i lungerne, og lod den derefter ryge ud igen, med en rungende, kaldende og hingstet røst, i et dybt vrinsk, der dog også havde undertoner af at han bestemt ikke var ondsindet: måske nogen hørte ham nu, og også søgte selskab?

(4)

* * * (4) * * *

Det havde taget hende lang tid at forlige sig med den frosne regn. De måneder hun havde været i Andromeda var præget af kolde dage, endnu koldere nætter og en konstant sult. Hun var så langt fra en snehest som man kunne komme, og det havde sat sine tydelige præg. Hun var så tynd at man kunne se hendes ribben, for hun vidste ganske enkelt ikke hvor hun skulle finde føde medmindre det var så synligt at hun kunne se det. Men hendes krop havde nu sat gang i de rigtige funktioner, og en længere pels var vokset frem så kulden havde hun vænnet sig mere eller mindre til, nu hun ikke længere frygtede at dø i sin søvn om natten. Ja, det slemt havde det været og når hun tænkte på det nu, gik det hende til at slå en lille kluklatter op.

Men det var dog en ting hverken kulde eller sult kunne tage fra hende; hendes bevægelser. Hun fløj af sted over sneen med høje knæløft og den fine silkehale fejende efter sig som en hvid fane. Hendes holdning var altid rank og hun førte sig som det passede sig for en dame. I hendes blanke, honningbrune øjne glimtede der et lokkende glimt der aldrig helt forsvandt uanset den situation hun stod i. Sneen føj om hende som hun travede hen over den, for første gang i lang tid med et oprigtigt smil på læben. Det havde også taget hende lang tid at finde ud af hvordan man bevægede sig praktisk i sneen. Med sin ringe størrelse havde hun i starten brugt enorme mængder af unødvendig energi på bare at bevæge sig fra A til B. Det var slut nu.

Som hun dukkede frem over toppen af en sneklædt bakke blev hun mødt af et vrinsk. Det tilhørte tydeligvis en hingst, men hun så ham ikke lige med det samme. Hun satte brat baghovene i jorden og stoppede op på bakken med en sådan kraft, at hendes man blev slynget frem efter og endte over hendes ører og ansigt i store hvide totter. Hun svang muntert med halen bag sig og spejdede ivrigt fra side til side. Hvor gemte han sig? Undrende vrinskede hun u over landskabet i håb om at han ville give sig til kende.

Den skimlede hingst, stod bom stille, der midt i ingenting. Han var bestemt ikke nem at se, for hans skimle pels, var mest af alt præget af hvide nuancer, der faldt godt sammen med den fine sne, der prydede Andromedas land i disse uger. Han havde som sådan ikke nogen fornemmelse af, hvor længe det hvide sne havde ligget her, men dog var han ikke i tvivl om, at det havde ligget her i mere end kun et par enkelte dage.
Han svirpede med sin lange hvide hale, inden han spejdede rundt med de dybblå øjne; søgende. Der måtte da være bare én der søgte selskab, udover han, denne sene eftermiddag, hvor solen snart ville blive kvalt af mørke skyer, så natten kunne tage over.

Bedst som han stod der og spejdede rundt, kom lyden af et feminint vrinsk, ikke langt fra ham. Hans hvide øre røg bagud efter lyden, og vendte sig smidigt og hurtig om. Oppe på en lille bakketop, nogle 100 meter fra ham selv, stod en gylden skikkelse. En hoppe, at dømme ud fra vrinsket før. Han lod sine øre hvile fremad, nysgerrigt, inden han satte frem i en rytmisk og taktfast trav. Hans bringe blev let skudt fremad, inden han udstødte et maskulint og kaldende brum i hendes retning – for hun lignede en, der ikke kunne se ham. Forståeligt nok. Hans dybblå øjne hvilede frem imod hende, nysgerigt og imødekommende. Og da han kom tættere og tættere på, lod han et smil glide over hans mule, venligt men også let charmerende – man er vel hingst. Da han kom tæt nok på hende, og nu begyndte at bevæge sig op af bakken, kunne han tydeligt se, at hoppens ribben kunne ses – mon vinteren var hård for hende?

Idet han kom helt op for enden, standsede han op, i en passende afstand til hoppen. I en galant bevægelse, knejste han sin nakke ned, og tog det ene forben let strakt fremad, således at han nærmest ’bukkede’ for den kønne hoppe foran ham. Et tydeligt og dybt brum kom fra hans strube, markerende og hingstet, inden han da rettede sig op igen.

,,M’Lady. Mit navn er Arion. Må jeg spørge, hvad Deres navn er?”

Hans stemme var varm og imødekommende, men stadig med en tydeligt hingstet og dyb undertone. Hans dybblå øjne hvilede direkte imod hende, mens hans mule søgte lidt i hendes retning. Han holdt af nærkontakt, men han var dog ikke anmassende.

(6)