Quiet...Shhh...Just..Shh! | Altaïr

Taia
☽ 7 ☾

Hvordan hendes sind gjorde det, vidste hun ej, men hun følte sig taknemmelig hver eneste gang den ukendte kraft viste hende vejen til noget hun søgte, både ubevidst og bevidst. Hvad end det måtte være et nyt individ, som hun kunne tage styrke fra, med al intention om at levere den tilbage en dag, eller en af dem hun holdt kær, så trak det hende afsted på en ubeskrivelig måde. Det var ikke fordi den direkte trak hende afsted egentligt, for hun mærkede intet og så heller ej en vej foran hende. Hun gik blot og nåede ved tilsyneladende tilfældigheder frem til dem, som hun holdt kær eller det hun søgte. Hun havde dog udelukket ideen om, at det blot var tilfældigheder, for til tider var det skræmmende passende. Hun kunne tænke på nogen og finde dem få timer senere, selvom hun havde vandret i dagevis uden et eneste tegn på dem. Præcis som denne gang; hun var ej stødt på spor af Asira eller færten af Grålingen, men da hun ønskede dem mest, fandt hun dem. Ej hver for sig, men sammen som en enhed, sørgende over hende såvel som hinanden.
Da hun først stødte på dem, fandt det hendes manglende hjerte søgte, stod de om hinanden, Grålingens hals lagt beskyttende om den grå hoppe. En følelse af længelse jog igennem Taia, men der var ingen jalouxi; det var kun lysten til at være i Asiras sted. Hun ønskede at føle Grålingen nær sig siden deres korte møde sidst; det havde givet hende blod på tanden om man ville. Og dog gjorde hun intet anslag til at ville skubbe den grå væk, for dertil holdt hun for meget af den afkræftede hoppe og hun havde desuden meget mere brug for den grå hingsts hjælp end Taia selv havde.

Med glæde, men også sorg, iagttog hun de to mens de talte. Talte om hende. Asira spurgte hvorvidt de var mager, hvortil Grålingen svarede, at det var de ej, men at de nok hørte til den kategori. Inden alting var sket... inden livet var forsvindet fra hende og kampen om at komme tilbage var begyndt, så havde Taia nok afvist hans ord. Sagt at det ej var tilfældet, men at hun blot holdt umådeligt meget af ham. Kærlighed var intet ukendt koncept i hendes hjemstavn, men det var heller ikke noget man gjorde noget i; specielt ikke i form af mager. Det var et friere... løsere... samfund.
Nu var det dog anderledes... nu kunne hun ej benægte hans ord, selvom hendes hjerte ikke kunne findes i hendes bryst.

Uden at gøre opmærksom på sig selv observerede hun dem i en kort stund mere. Hun kunne vise sig for dem, bevise for Asira, at hun stadig var der, trods hun var død. Hun kunne håbe på at forklare hende, at det var hende der havde været der, dengang Asira lå i bækken. Og dog, ville det være tiden værd? Næppe. Uanset hvor meget den brune hoppe lagde i det, så kunne hun stadig ikke holde sig selv synlig i alt for lang. Det var blevet bedre, bestemt, men hun gjorde sig intet håb om at holde en længere samtale. Hun kunne få et par ord ud, hvis hun koncentrerede sig, ingen tvivl, men ville de være hørbare? Ville de være til at forstå? Og ville Asira acceptere det, hvis hun gjorde sig synlig og trådte tilbage ind i de levendes verden for en stund? Ville det give håb eller sorg og benægtelse? Hun kunne ej være sikker, medmindre hun gjorde det. Der var dog ingen grund til at være forhastet efter hendes mening, bestemt ikke, så hun lukkede sine øjne og gav sig selv et øjeblik til at tænke.

Der skulle næppe være nogen tvivl om, at den grå hingst ville genkende den kulde, som signalerede tilstedeværelsen af den, som havde fanget hans hjerte. Den ville berøre ham, men ej vælte indover ham som den havde gjort før i tiden; det ville være en let berøring, en vintervinds kærtegn om man ville. Hvordan den grå hoppe ville tage det, var dog svært at sige, for hun kunne ingen anelse have om, at den kulde hun havde følt tilhørte den hoppe, som holdt mest af hende; tilhørte den hoppe, som anså hende som den datter, hun aldrig havde fået.

☽ ° ☾

[20]

På trods af, at den skimledes korpus ændrede en anelse statur, blev mere levende at mærke, da reagerede den grå hoppe ikke. Ikke fysisk - for hvad den skimlede Altaïr ikke kunne se, eller fornemme, var at den grå Asira begyndte at tænke. Hvad hun tænkte over, ja, det kunne han slet ikke betænke, og i stedet for at lægge så meget fokus på den grå, gav han hende en form for pause, imens hans egne tanker begyndte at vandre derud af igen; men hans krop forblev nærmest pustet op, fyldt af den energi der lå i luften som fyldte hans lunger for hvert åndedrag.
Hans tanker spandt deres vante spind, bredte sig ud som ringe i vand. For hans indre blik genkaldte han sig synet af den grå Taia, hvordan hendes arrede krop så ud i levende live, og dernæst hvordan hun havde vist sig for ham, inden han blev sendt ud for at finde Asira. Så meget var sket, så mange tanker var tænkt, og så mange følelser var blevet oplevet. Alt dette på grund af én hoppe, den arrede, som havde givet den grå en grund til at vige fra hans sti; en sti, som en vandre, som en ensom drømmer på en mission. Det var år siden at hans mentalitet havde været låst på drømmenes vej; om end han stadig var ét med sine drømme, og havde bygget hele hans verden omkring det. Taia havde ganske enkelt åbnet en dør til en anden sti, en mere snoet sti, hvor hun kunne vandre ved hans side. En stilfærdig brummen forlod den skimlede hingst's mule, lige før Asira's ord atter lød. Med den slukkede glød, som hun havde haft over sig fra mødets start, udtalte hun sine ord; og endnu engang betænkte den skimlede hvorfor han havde vandret udenom denne grå, som han nu stod med. Og samtidig begyndte han langsomt at undre sig over, hvorfor hun dog var blevet således.

,,Hun kommer ikke kun tilbage til mig, Asira, men også til dig."

For det var rigtigt. Asira betød tydeligt meget for hans elskede Taia, og han vidste at Taia ikke kun kæmpede for hans skyld, men også Asira's. Der var sikkert flere endnu, som den arrede Taia havde haft kær, og som hun ønskede at nå tilbage til; og disse fandt han gerne, hvis hun ønskede det.
Imens hans tanker netop betænkte hende for alvor, mærkede han den nu kendte kulde. Den trak nærmest op langs ryggen på ham, op ad nakken og ned over den grå. Stille og roligt, og med så klar en intensitet, at der ingen tvivl var. Hun var her. I stedet for at reagere med frygt, som han havde gjort første gang han mødte dette, udsendte han en dyb og varm brummen - lige så meget for at forsikre Asira om, at der ingen farer var, som for at hilse hans elskedes sjæl velkommen. Derpå lød hans hvisken, så lav, målrettet imod Asira; for de var ikke alene længere.

¤Hun er her..¤

Den matte grå hoppe, stod meget sjældet sådan her. Ja, egentlig var det jo nok første gang, at hun stod med en hingst, på lige netop denne måde. Asira oplevede sjældent den form for nærhed fra andre. Den nærhed hun i stedet kendte til, og som hun bedre kunne forholde sig til, var slag og bid. Ikke denne form for, omsorg, eller hvad man nu eller skulle kalde dette. Men varmen fra den grålige hingst, var så intens og beroligende, at hun ikke kunne få sin egen krop til at trække sig væk fra ham. For den energi og varme han havde, den ønskede hun også selv at hun havde. Men den var borte. Hun ønskede nok ikke livet mere. Det havde hun nok egentlig ikke gjort længe. Og mange andre ville nok også mene, at hun ville have haft bedre af at forsvinde fra denne verden… Men hun var her nu altså endnu – for den grå hoppe var ikke så nem at slippe af med, åbenbart. Hingsten ved hendes side, stod stadig beskyttende over hende; og det undrede hende. Hvorfor gik han ikke bare? Hvorfor blev han stående? Han talte igen, og hendes ene øre blev vippet i den retning hans stemme kom fra. Ordene ramte hårdere end forventet… Nej, hun ville ikke komme tilbage til Asira – for hun ville sikkert ikke være her længe endnu..
Asira sagde dog intet. Hun nikkede bare helt stille, mens en tåre stille trillede ned af hendes kind, og landede i sneen under hende, så det smeltede sig ned i det. I en lidt voldsomt bevægelse rystede hun hovedet, for at stoppe sine egne tårer fra at komme mere frem, inden hun da snublede lidt ind imod hans krop, fordi balancen og energien måske ikke helt var der, til at lave det forhastede hovedkast.

Nogle sekunder efter hendes lille ’stunt’, stod hun stadig lænet op af ham, nu med lukkede øjne. Og bedst som varmen var begyndt stille at tage fat i hendes krop, mærkede hun en kulde, der var ukendt for hende. Men alligevel var den lidt bekendt – for det var en kulde, der havde ramt hende på mulen, den dag hun væltede i den iskolde bæk. Hendes øre røg uroligt ned i den matte manke, inden hun spændte op, så vidt som muligt. Hun ville trække sig fra den grå hingst, men dette nåede hun ikke, før han brummede dybt og varm, som var han ganske rolig – og derefter talte han. Hun er her. Hvad mente han med det? Stille kiggede hun lidt rundt om sig selv – men der var da ikke nogen. Hun brummede en smule uroligt og uforstående. Løj han for hende?

¤Hvor…?¤

Mumlede hun hæst og en anelse uforstående.

Altaïr, den skimle drømmevandrer, kunne sagtens fornemme hvordan den grå Asira, som endnu stod i hans nærhed, støttede sig af ham, blev påvirket af hans ord. Kort efter trillede små klare tårer ned langs hendes hoved, som bar det slukkede udtryk. Han ville gerne gøre noget for hende, men ej var der mere han kunne tilbyde hende, end den varme og nærhed som han havde skænket hende. Han prustede derfor blot sagte og meget afslappet, inden han løftede sin hals en smule fra den omfavnelse som han havde ladet tilfalde den grå hoppe den sidste tid. Hun slog med sit hoved i en rimelig voldsom bevægelse, formegentlig for at få de klare krystaller, som hendes tårer var formet som, til at forlade hendes pels og falde til jorden. Han rettede et øre let til siden, inden han atter lod sin hals synke ned over hendes, da hun havde fundet balancen igen og havde ladet sin krop støttes imod hans.

Da følelsen kom, den følelse af kulden, som Altaïr efterhånden kendte, ja søgte med ivrighed når han vandrede alene, reagerede den grå hoppe. Hendes ører blev atter rykket i nakken og uroligheden føltes hurtigt over hoppens hals og skulder, som den skimlede hingst berørte. Hun spurgte snart, hvor Taia end måtte være, da ej hun kunne få øje på hende, og med et lille smil over den mørke mule, lød hingstens drømmende toner.

¤Den kulde, som du mærker, melady, det er hende. Hendes sjæl vandre imellem vores verden, og den der end måtte være for de døde. Hun er lige ved siden af dig, Asira.¤

Han sluttede sine ord i en længselsfuld brummen rettet imod den sjæl han nu vidste var iblandt dem. Den sjæl, som kunne høre hvert et ord de sagde, se hver en bevægelse de foretog sig og røre dem uden de kunne røre hende. Han savnede den brune hoppe af hele hans hjerte, og længslen i hans stemme afslørede lysten til netop nu at kunne inddrage den brune hoppe i den nærhed, som han havde fået med den grå hoppe - hoppen han havde skullet finde for hende; hoppen, som han aldrig havde set som en han ønskede nærhed med, men som nu havde ændret sin mening om.

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

Ved lyden af hans brummen spidsede spøgelset sine ører og hun ønskede inderligt at svare, men fandt, at tiden ej var den rette til at vise sig og så længe hun vandrede i tomrummet mellem Livet og Døden, så var der ingen grund til at lave en lyd, for ingen ville kunne høre den. Ingen hun vidste af i hvert fald. Derfor smilede hun blot vemodigt, længselsfuldt, mens hun iagttog ham og den grå hoppe, som hun så som den datter, hun aldrig havde fået. Inderst i hende spirede et lille håb om, at hun en dag kunne se dem stå sådan, som de stod nu, men ej fordi de var bundet sammen af sorg. Hvis hun kunne binde dem med venskab, hvis ikke en form for familiekærlighed, så ville hun have opnået noget fantastisk. Dette var dog en opgave for hendes levende jeg, ikke hendes døde, så tanken blev skudt bort, men dog ikke glemt; i stedet gemte hun den inderst inde som et løfte til sig selv.

Det var fristende at gøre sig synlig, da Asira spurgte hvor hun var, men da var tidspunktet ej heller det rette. Den grå hoppe måtte ikke blive bange, hun skulle forstå situationen, før end at Taia ville gøre sig synlig for hende; ikke fordi hun var selvisk, men fordi hun kun havde en chance. Hun havde et forsøg og hvis Asira ikke var med på det forsøg, så var det hele forgæves.

Da Grålingen havde forklaret videre, følte den døde hoppe da, at tidspunktet var det rette. Let trådte hun bort fra dem, for de havde følt hendes nærvær nu, hendes tilstedeværelse: der var ingen grund til at trække mere fra dem end højest nødvendigt. Roligt lukkede hun sine øjne og koncentrerede sig; hun lagde al sin energi i dette forsøg for at blive så tydelig som mulig og for at kunne være til stede i så lang tid, som hun overhovedet kunne klare.
Langsomt tonede hun frem, tydeligt ej tilhørende den levende verden, men dog stod hun der. Et kærligt smil, fyldt med kærlighed til dem begge, var om hendes mule og blev hastigt efterfulgt af en blid tone. Den var lavmældt, næsten uhørlig, men ikke desto mindre der, for hun lagde så meget som hun kunne i den.

De ville se hende, men ej i lang tid, for hurtigere end hun ønkede begyndte hun at miste sit tag på den verden, hun ønskede at være i. Tomrummet begyndte at trække hende tilbage i takt med, at hun mistede energien til at holde fast. Hendes smil ændrede sig dog ikke, men forblev kærligt til det sidste.

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight

Hoppen var slukket. Hun havde ikke nogen gnist i sit indre. Engang havde hun måske haft det – men det var så længe siden, at hun knapt nok kunne huske det mere. Den var forsvundet helt og aldeles, med den fortid der stadig nagede i hendes indre. Den familie, hun havde fået, men som ligeså hurtigt var blevet revet væk fra hende. Den var der jo ikke mere. Og den ville aldrig komme igen. Hendes øre var fortsat flappet ud til siderne, som små ugidelige klude, der end ikke havde energi til at søge ned i nakken, som de som regel eller havde gjort. Nej, den energi var der simpelthen ikke. Desuden var den grå hoppe nok også begyndt at acceptere lidt af Grålingens tilstedeværelse; for han havde endnu ikke gjort hende noget ondt. Og som hun for nogle minutter siden havde husket sig selv på, så havde han jo netop fortalt at det var Taia, ”hendes mor”, der havde sendt ham, for at finde hende. Det kunne være en løgn; men så gik denne hingst langt for at bevare løgnen skjult for hende. Men han måtte lyve nu… For efter hun havde fundet balancen, talte han endnu engang. Fortalte hende, at Taia stod der, lige ved siden af Asira selv. Men hun kunne intet se. Intet lugte. Intet høre. Han løj for hende. Og dette fik hendes øre til at falde let bagud. Han skulle ikke bilde hende ind, at hun var lige dér, ved siden af hende. Bedst som hun skulle til at modsige ham, i en trodsig og såret bemærkning, skete der dog noget. Lidt længere foran hende, dukkede Taia op….

Hun så ikke ud som hun plejede. Hun lignede ikke sig selv, og havde ikke de samme varme farver som hun plejede at have. Det var som om, at Asira kiggede på.. et spøgelse?
Smilet om Taias mule var kærlig, henvendt til dem begge to. Asira stod bom stille, lænet op af Grålingen, der stadig holdt om og under hende, for at holde hende varm og samtidig støtte hende. Hun stirrede. Var bum stille. Hendes øre vippede per automatik helt frem, inden en længselsfuldt og kaldende lyd forlod hendes strube. Et glimt kom svageligt frem i hendes ellers sorte øjne, og hendes hoved blev svagt hævet; alt dette skete i få sekunder, mens Taia var synlig for hende og Grålingen. Langsomt begyndte Taia at forsvinde igen, hendes silhouette blev svagere og svagere, for til sidst at forsvinde helt.
Den grå hoppe tog det ene forben mere frem, i et forsøg på at ville træde hen til Taia; men dette skete ikke, mens hun udstødte et hvin, der var fyldt med forvirring og længsel. Hun skulle komme tilbage! Hun måtte ikke bare gå! Men det forben hun før havde villet føre frem, for at komme hen til Taia, kunne ikke bære hendes førhen værende begejstring; i det hele taget kunne kroppen ikke klare det. Begge hendes forben knækkede sammen, så hendes knæ rørte den kolde jord under hende, indtil hun til sidst også havde sin bagpart ned. Kroppen var træt, og hovedet forvirret. Den unge og ødelagte hoppe stirrede stadig stift frem for sig, på det punkt, hvor Taia før havde stået. Hun var væk… Hvad var hun. Et spøgelse?

¤Kom.. Kom tilbage¤

To små ord, der med sorg og længsel blev fremsagt, med en tone der slet ikke tilhørte Asira. For i nogle sekunder, følte Asira sig ikke som den såkaldte voksne hoppe, men pludselig som et føl, hvis mor lige havde forladt hende. Hendes blik faldt ned i jorden, imod den sne der snart ikke var der mere, men som nærmere var en omgang sjap. Hun rejste sig end ikke – det kunne hun ikke overskue. Stille drejede hun sit hoved, og stirrede sidelæns, hen på Grålingens ben. Som søgte hun et svar. Men han kunne jo nok ikke give hende Taia tilbage..

Den grå hingst, som havde valgt at støtte den unge Asira, havde mærket hvordan hendes krop langsomt var begyndt at modarbejde ham, efter han havde forklaret for hende, at Taia var hos dem. Det var så små signaler, at langt de fleste nok havde overset dem; men den skimlede Altaïr var en herre, som netop gjorde sig i at læse de signaler, som var usynlige. Han så det, som andre ikke fandt nødvendigt. Han så det, som gjorde forskellen mellem en drømmer og en, hvis fantasi var borte. Og derfor så han, følte han, den måde Asira reagerede på. Om hun troede ham eller ej, kunne han ikke bedømme, men hendes krop lagde an til at ville flytte sig - og i så fald ville han ikke stoppe hende - men lige inden den grå hoppe gjorde alvor af det, dukkede Taia's skikkelse op foran dem. Et smil, kærligt, var tegnet om mulen på den gennemsigtige aura, og det stak i hingstens indre for at træde frem. For at møde hende; røre hende igen. Han vidste dog at dette ikke var muligt, og selvom han ønskede at tage kontakten, var dette et øjeblik tilegnet for Asira, den unge grå hoppe. Han sendte derfor en høj og længselsfuld brummen imod hans elskede, men forblev ellers stående som støtte for den grå hoppe.

Kort efter hans egen kroppen kom lyden, som næsten var hjerteskærende, fra den grå hoppe. Hun holdt virkelig af den brune Taia, det var tydeligt. Et kort øjeblik skævede den skimlede hingst til hende, inden han forsigtigt lagde mulen imod hendes hals, som for at give hende en trøst. Om det virkede, eller ej, måtte tiden vise, men han tilbød hende nærheden hvis hun ønskede det. Foran dem var skikkelsen af Taia nu begyndt at forsvinde, og Altaïr lod kort sine ører falde til siden af savn. Han ville gøre alt for at få hende tilbage.
Han blev dog revet ud af sin længsel, da den grå hoppe trådte frem. Hun skreg nu, kaldende efter Taia's spøgelse som nu var forsvundet for deres øjne, men hendes krop var for svækket til at opretholde balancen. Først gik hun i knæ, for da at vælte helt ned på siden. Den skimlede hingst udstødte et par brum imod hende, inden han resolut skyndte sig om på siden af hende, for at følge hende ned. Han havde mulen imod hendes hals, for at sørge for hun ikke faldt for hurtigt, og han lagde sig omgående med hende. Han blev liggende bag hendes ryg alt imens han lod sin velformede hals søge hen over hende. Og da hendes ord blev hvisket til vinden, vippedes hans egne ører frem imod den grå hoppe. Snart drejede hun sit hoved let, så hun kunne se om imod hans forben. Han brummede sagte imod hende, med en hingstet tone, der dog viste hans egen sorg også. Hun var ikke den eneste, som ønskede Taia tilbage.

¤Find troen i dit hjerte, Asira. Taia vil altid være der; og jeg tror, at vi begge vil få hende at se igen.. Vi må blot være tålmodige¤

Han tav derpå og lod sit blik falde fremad imod horisonten der lå bag det sted, hvor Taia viste sig. Hans tanker søgte hende, genkaldte hende for hans indre blik. Hvor var hun mon? Hvordan havde hun det, det hvor hun var? Mærkede hun savnet, på samme måde som ham, som Asira? Med længslen tydelig i blikket lagde han nu halsen helt ned over den grå hoppe, for at skærme hende imod den kølige vind, der krop sig omkring deres kroppe.