Quiet...Shhh...Just..Shh! | Altaïr

Hun var søgt tilbage, den grå Asira. Søgt tilbage, til den ø, hvor hun sidst havde set hendes datter Saphiara, i levende live. Den grå hoppe havde været søgt væk i en kort periode, for at komme på afstand af det, der hele tiden tyngede hendes krop og hjerte. Men nu var hun atter vendt hjem. Den grå hoppe stod med et tomt blik i de sorte øjne, mens hun stirrede frem for sig, uden at kigge på noget bestemt. Egentlig var hun bare fået i stå, mens hun stod der på alle 4 ben, med hovedet let nede, og en krop der bestemt ikke var opspændt eller opmærksom. Ikke engang hendes grå øre, vippede rundt for at lytte. Nej, alt stod bare stille for hende. Bortset fra den evige tankestrøm, der bare farede afsted, uden at få nogen ende.

Stille begyndte hendes ben at give lidt efter, i en rystende bevægelse, og dette fik hende til at ryge ud af hendes tomgang. Hun virrede med hovedet, og ’vågnede’ derfor en smule op. Hun løftede sit hoved op, inden hun blot drejede blikket lidt til siderne – men ingen så ud til at have set hende.
Den grå krop var medtaget at kigge på. Der var ikke meget sul på hendes spinkle krop, den var arret, og pelsen var uglet og beskidt. Mest af alt, lignede hun en ældre hoppe, i stedet for en ung hoppe. Men Asira var ikke ung af sindet mere; men nærmere ødelagt og dybt forvirret.


Hun bevægede sig nu fremad, imellem træerne, med en smule dinglende bevægelser. For energi, det havde hun ikke meget af. Men det var også klart. For Asira gik og gik, hele tiden, i et forsøg på at flygte fra sine tanker, der blev ved at hive og flå i hende. Hun holdt aldrig rigtig op. Kun en sjældent gang imellem, gav hendes ben efter, og hun dumpede ned at ligge – men ikke endnu. Hendes hovspor var en smule underlige at kigge på, for de var en smule ’slæbende’, og ikke rene. For hun løftede knapt nok sine hove fra jorden. Hun slæbte dem nok mere med sig selv. Hun svirpede stille med den sorte hale, inden hun blot fortsatte uden mål. For der var jo ikke noget mål.

~ She’s lost in the darkness,
fadin away.
I’m still around her,
screaming her name.
She’s haunting my dreamworld,
trying to survive.
My heart is frozen,
I’m losing my mind…
Help me, I’m buried alive ~

[7]

En skimmel hingst vandrede nærmest uset i det gråhvide landskab. Over ham hang tunge skyer, fyldt med mere sne, men omkring ham var temperaturen en anelse for høj, så den allerede eksisterende sne var så småt begyndt at smelte, blive kedelig at se på, og generelt være ubarmhjertig glat.
Han var begyndt sin søgen efter en ganske særlig hoppe, efter hans elskede Taia havde bedt ham om det. Eller i hvert fald hendes sjæl - for hun var ikke fysisk i stand til at stå foran den skimlede hingst og fortælle det, som hun havde sagt. Nej, for hun var et spøgelse, eftermæglet af den hoppe han elskede; den hoppe han savnede. Man kan sige, at han stadig gik og funderede over den oplevelse, der havde bragt dem sammen så kortvarigt. Han drømte stadig om det, og håbede stadig han ville se hende igen - men alt imens var han draget ud, for at udføre hendes ønske om at finde Asira.

Han havde søgt et par dage, vel og mærket, søgt på må og få. Han kendte ikke den grå Asira så godt, for siden hun var blevet voksen, var hendes sind blevet indelukket. Noget som Altaïr sjældent opsøgte med vilje, da han ikke kunne forholde sig til det, ikke forstå det. Og ikke mindst synes han det var utiltalende. Ikke desto mindre søgte han hende nu; og pludseligt var hans søgen omme. Hans blik fangede den grå hoppe et stykke forude, skridtende med svagbalance igennem sneen. Hun slæbte sine hove afsted, hendes krop slingrede. Kortvarigt stoppede den skimlede hingst op med et forundret prust. Hvad var der dog sket med hende?
Fra det øjeblik af lagde Altaïr sine tidligere tanker om den grå hoppe fra sig. Hun havde brug for hjælp, og med Taia's ønske i hovedet, kunne han ikke nægte den grå hoppe det, han kunne give hende. Derfor satte han hurtigt i trav op imod den grå hoppe med en sagte brummen fra hans bug; han fortalte hende, at han kom og at han ikke var fjendtlig af sind - men derimod ønskede at hjælpe hende.

Den grå Asira gik bare afsted, med tankerne alle mulige andre steder henne, end I den retning hun egentlig gik. Hun kunne hurtigt ende med at gå ind i nogen eller noget, men det havde hun dog ikke gjort endnu, trods den svingende balance, der sommetider tvang hende mere sidelæns end det hun selv ønskede. I et split sekund gled hun i det smattede sne, hvilket fik hende til at udstøde en utilfreds og kort hylende lyd, af overraskelse, da hendes ene forhov gled fremad, og den anden lidt sidelæns. Hvordan det lykkedes for den afkræftede hoppe, ikke at falde, var hende en gåde. Men hun fik samlet alle 4 ben, og fortsatte sin ubarmhjertige vandring.

Nogle meter havde hun efterhånden gået, efter sit lille stunt, men hun blev forstyrret i sin vandring. For lyden af hovslag nærmede sig hende, i trav. Hendes grå øre faldt ned imod hendes nakke, inden hun forsøgte at samle sin spinkle og arrede krop, ind under sig selv, i et forsøg på ikke at virke så skravlet og ødelagt. Men den facade faldt enormt hurtigt til jorden.. Hun magtede det ganske vidst bare ikke. Langsomt standsede hun i stedet bare op. Hvem det end var, og hvad det end var, var hun ligeglad. Hun gad ikke forsøge at beskytte sig selv, og virke stærk og stolt. Hun stod blot med ørene klistret ned i nakken, og tænderne let blottet. Men mere gjorde hun ikke. En lyd kom fra vedkommende, en brummende lyd, der eftergav en tone af hjælpsomhed. Men Asira stolede aldeles ikke på denne tone.. Hvorfor skulle vedkommende ønske at hjælpe hende? Han kendte hende ikke. Hun forblev dog bare stående der, med ryggen og bagparten til vedkommende, med de tomme øjnene stirrende frem for sig, ørene klistret i nakken, og de blottede tænder.

[8]

Den grå Asira var blevet noget arret at se på, mager, slukket. Sidste gang han havde set hende, havde hun dog haft sul på kroppen og en attitude, som han fandt frastødende, men i live. Nu var hun for alvor slukket, og den aura hun udsendte, fik ham kort til at betænke sin egen. Han havde været slukket, efter Taia døde; men takket være netop denne hoppe, hendes spøgelse, var han begyndt at ligne sig selv igen.
Da han nærmede sig Asira, blottede hun sine tænder ad ham. Normalt ville han være gået hvis andre gjorde sådan overfor ham, men ikke denne gang. I stedet stoppede han på afstand, så han ikke kunne røre hende og omvendt, for da at lade sine velkendte drømmende toner lyde.

,,Asira.. Hvad er der dog blevet af dig?"

Hans ord var nok mere en udtale af hans tanker, for han forventede ikke den grå besvarede dem. Han huskede tydeligt da hun var lille og spæd, hvordan hun havde haft gnisten og lysten til livet. Hvad der sidenhen var sket, vidste han ikke - for han havde med vilje afholdt sig fra hende, da han så hvilken type hun var blevet. Nu stod han her, foran hende, og fortrød på sin vis, at han ikke havde taget hov om det han kunne. Han havde kendt hendes moder og kunne måske let have lært hende at kende i hendes år som plag. Måske opfordret hendes nysgerrighed til at blive fremme, i stedet for at gemme sig bort, men nej. Sket var sket; og han kunne ikke gøre det om. Men måske kunne han gøre én god ting for denne grå hoppe.

,,Taia har sendt mig"

Forklarede han så, hvorefter han rakte mulen lidt frem imod den grå. Han ville gerne støtte hende, så hun ikke skulle bruge så meget energi på at stå. Men om hun tillod det, var mildest talt ikke til at vide.

Det var somom den grå hoppe nærmest ikke så, hvad det var der foregik. Eller hørte det, for den sags skyld. Hendes grå øre stod dybt ned imod hendes sorte man, der dog var noget mat i farven. Hendes tomme øjne stirrede frem foran hende, trods at den grålige hingst kom hende tættere og tættere. Han standsede lidt fra hende, i en afstand der forbød hende at bide ud efter ham; for der var for langt imellem dem. Men dette gjorde så også, at han heller ikke kunne ramme hende.
Hendes mørke og matte øjne, der var uden gnist, stirrede direkte imod ham; men uden at kigge ind i hans drømmende øjne.
Pludselig kom hans drømmende toner frem, i et spørgsmål, som kom bag på hende. For han udtalte hendes navn: ’Asira’. Det var så sjældent at nogen kendte hendes navn. Og hun kunne end ikke finde ud af hvorfor han gjorde. Hun kneb øjnene skeptisk i, nærmest en smule panisk. Hvem var han? Og hvorfor kunne han hendes navn?

Men da Asira vågnede en smule op, og fik kigget en smule olmt på ham, kunne hun svagt erindre et eller andet ved ham. Noget, som hun før havde set. Dengang hun var helt lille. Hendes ene øre røg kort frem ved tankerne, den lille erindring, men derefter røg de tilbage igen, af forvirring. Hun vidste knapt nok hvad hun skulle sige, eller gøre af sig selv. Stille begyndte hendes ene forben at ryste en smule, men den spinkle hoppe tog sig ikke af det. Hun fjernede blikket væk fra den drømmende hingst, og lod øjnene kigge fremad – men hun så intet. Hun forsvandt ind i sig selv igen for en kort stund, stadig med ørene bagud. Men hendes tænder var ikke blottet mere.
Bedst som hun stod der, med et tomt blik i øjnene, og en stille vejrtrækning, blev hun hevet ud af sin egen lille verden, fordi han begyndte at tale. Og han nævnte hendes navn. Taia. I et ryk rev hun hovedet i hans retning, hvilket fik den spinkle og trætte hoppe ud af balance, så hun trådte to skridt sidelæns, i hans retning. Og det var bestemt ikke meningen. Hun rev sit hoved bagud til sig selv, da hendes sensitive skulder duttede imod hans fremrakte mule, der var søgt imod hende, kort efter hans ord. Den varme der ramte hendes kolde skind, fik hende til at sitre for en stund, inden hun genvandt balancen, og stod bom stille. Ja, hun stod tæt på ham nu, og dette fik hendes krop til at spænde op. Hun ønskede inderst inde at røre ham, mærke noget andet levende. Men hun var panisk, panisk for at give efter for disse trængsler. For det endte altid galt; og hun var altid så misforstået af alle andre.

,,Død.”

Mumlede hun så, og stirrede tomt forbi ham. Taia var død. Det havde hun jo set. Hendes øre vippede kort, som søgte de at falde sørgende ud til siden, og det gjorde det ene øre også, inden hun tvang dem begge ned i sin sorte man igen. Hun orkede ikke at gå i afstand af ham. For den varme han udsendte, kunne hun svagt mærke i hendes retning.

[9]

Som stop hun på en vippe, på nippet til at falde ud over kanten og ned i et gabende hul, balancerede de grå hoppe foran den skimlede hingst. Hans ord, som tydeligt ramte hendes sensitive jeg og bragte en forvirring frem i den grå, yngre hoppe, som et øjeblik fik hende til at vakle frem, så hun endda røg ind i hans fremstrakte mule. Han brummede dybt, men næsten tavst, imens hans krop frøs ved berøringen. På den ene side, måtte han være ærlig - at han ikke have lyst til at røre hende. Og på den anden side frygtede han at skræmme hende væk, nu hvor de stod så tæt. Derfor fjernede han ikke mulen imens hun genvandt balancen, og først da hun stod på alle ben igen, uden at slingre, hævede han sit hoved op i højde med hendes. Hans dybblå øjne, som nærmest rummede universet i sig selv; hans drømmende blik, blev diskret rettet imod hendes. Han søgte ikke hendes blik, men hun havde alverdens frihed til at beskue hans, hvis hun søgte den form for kontakt.
Der gik et par hjerteslag, før hendes nærmest hæse stemme ramte hans ører. Han nikkede som følger, af dét ene ord hun udtalte sig. Død. Og det var tydeligt at det smertede den skimlede herre, at netop dette ord var sandheden. Han stemme, som herefter bugtede sig imellem deres nu tætte kroppe, var lav. Tydelig, men lav, for der var ingen grund til at tale højere end nødvendigt, når den grå hoppe stod ham så nær; og samtidig havde hans sind og krop besluttet sig for, at prøve at holde hende nær, så længe hun selv ønskede det.

,,Det er sandt, Asira. Hendes krop er død, men hun er stadig omkring os. Hun sendte mig ud med en besked, for at sige, at hun kommer tilbage. Hun skynder sig, og jeg er sikker på, at når tiden er til det, vil hun finde dig."

Da hans drømmende toner rundede af, efterlod de en næsten varm luft omkring hans mule. Hans åndedræt, som brød de kolde temperaturer omkring dem. Det var tydeligt, fra den éne berøring der havde været imellem de to, at den grå var iskold. Hun frøs, og havde nok ikke haft varmen længe. Derpå rakte han meget forsigtigt sin mule frem igen, i meget små bevægelser, for at se om han kunne røre hende igen. Hvis han kunne bryde den barriere hun havde omkring berøring, kunne han måske stille sig ved hendes side og give hende noget af den varme, som hans tykke vinterpels gav ham. I hvert fald ville han forsøge, men hvis hun gav anledning til at det var for meget, ville han stoppe med det samme.

Asira, den unge hoppe, vidste knapt nok hvad hun skulle gøre af sig selv. Alt virkede så pokkers ligegyldigt for hende efterhånden, og hun så ikke megen mening med sit eget liv. Men det instinkt der lå så dybt i den grå spraglede hoppe, bød hende at holde sig selv i live og i gang. Hun kunne ikke bare give slip, selvom hun så ofte søgte at tage det sidste andedræt. Hun havde ikke meget at holde sig selv i gang for – ikke mere i hvert fald. Hun havde haft noget at leve for, i en kort periode. Men denne lille skabning, havde hun selv forpurret at passe på. Hun havde fejlet – nøjagtig som sin egen moder havde gjort det med Asira selv. Og netop dét, smertede den unge hoppe uendeligt meget. Hvis hun blot havde fundet Saphiras krop, havde hun måske kunnet afsluttet et kapitel. Men den lille føllede krop, havde hun ikke kunnet finde. Den var blot væk. Væk for altid.

Tankerne strøg igennem Asiras hoved, tanker der knapt kunne tænkes til ende, før en ny begyndte. Hun var træt. Træt i kroppen, men mest af alt i sit eget forvirrede hoved.
Mange tanker bød hende at træde tættere på den skimle hingst, men andre tanker modsagde det, og bad hende bide ham, stikke af. Skubbe ham væk. Men hverken det ene eller andet skete lige nu. Hun stod bare tavs. Mens tankerne sloges i hendes indre, begyndte det ene øre at flappe sørgende ud til den ene side. Hun glemte nok kort, at han egentlig stadig var i nærheden af hende. Og tættere, end mange andre kom. Men hun magtede ikke at flytte sig. Kunne han for pokker ikke bare bide hende som alle andre, og dermed starte den sirene der var i hendes hoved, så hendes forsvarsmekanismer blev tændt. Men i stedet trak han mulen til sig, for at give hende plads. Det bemærkede hun ud af øjenkrogen. Han talte nu. Om hende. Igen. Ordene hørte hun tydeligt, trods hun prøvede at lukke af. Men hans stemme vækkede hende, lukkede hendes tanker. Hun drejede langsomt hovedet, nærmest hakkende. Hun stirrede direkte ind i hans øjne nu. Det skete sjældent. Men hun forsøgte at finde ud af, om han talte sandt, eller løg hende direkte op i ansigtet. Men der var ingen løgn at spore. Det andet øre røg nu ud til siden, sørgende, inden Asiras hoved stille faldt længere og længere ned. Hendes mule hang i knæhøjde nu, og der stod hun så.. Uden at sige noget, med hovedet nede. Hendes øjne blev knebet sammen, inden en tung lyd forlod hendes næsebor, så luften røg ud som damp i kulden. En lyd, der mest af alt mindede om et lille form for ’klynk’.

Hans mule kom tættere på hende, men det bemærkede hun ikke. Hendes ben begyndte at sitre lige så stille, alt imens hun bare stod der, uden ord. Hun talte sjældent. Og når hun endelig gjorde, var det korte ord eller sætninger. Men hvad skulle hun sige? Hendes sammenknebne øjne åbnede sig lidt mere, så hun ikke risikerede at falde helt hen, og kollapse på den kolde jord, der var under dem. Hun stirrede på hans mørkere ben, fordi de var i hendes øjenhøjde.. Hun vidste godt, at hans ben ikke kunne give hende nogen svar, men hvis hun lukkede øjnene, ville hun dvæle i en dum tilstand.

,,Har du set hende?”

Hun brød tavsheden, med sin hæse og tunge stemme. Hun forsøgte at løfte hovedet igen. Bevare bare lidt af sin stolthed. Men hovedet kom ikke op. Det forblev hængende, i knæhøjde af hendes egne ben. Pokkers til liv! Hun fnøs kort, så en smule ’snot’ landede ned på den hvidgrå sne foran hende, inden hun halvhjertet rystede sin frosne og ømme krop. Overspringshandlinger – ja.

[12]

Det smertede hans indre på ny, at beskue den grå hoppe. Da hun næsten opgav at holde sig oppe, at gøre noget efter hans ord, sænkede hun hovedet ned, hvor hun blev stående dinglende. Hun magtede end ikke at holde hovedet oppe - og fordi Altaïr var, som han var, nægtede han at holde sig hævet over hende. Han sænkede derfor sit hoved ned til den grå hoppes, i hvert fald i samme niveau, i det hun talte på ny. Hans dybblå øjne betragtede hende stilfærdigt inden han gav en bekræftende brummen fra sig. Han ventede dog et øjeblik før hans drømmende toner endnu engang spandt deres net; men det var ikke et net, som fangede den grå hoppe, hvis indre gnist var slukket.

,,Jeg har ikke kun set hende, jeg har også snakket med hende. På en måde i hvert fald.. Ser du, hun er her endnu, som en sjæl i luften. Et spøgelse. Det var sådan hun kom til mig, og sådan hun sendte mig til dig, Asira."

Derpå tav han og efterlod hans klang hængende i luften et øjeblik. Derpå lukkede han sine øjne et øjeblik, for ej at være for påtrængende overfor den grå, som havde udtrykt at hun ikke brød som om den nære kontakt de nu havde, på grund af den lille afstand. Men han fjernede sig ikke fra hende, med mindre hun bed af ham, eller bad ham om at flytte sig. Han tilbød hende derimod hans nærhed, hans varme, hvis hun ville. Hans ene øre blev tiltet ind imod hende grå, det andet blev vippet ud til den modsatte side, lyttende. Han havde altid et anker i den virkelige verden, når han bevægede sig ind i hans drømmeverden. Han havde sit personlige totem, som kun han kendte, og så sit anker i lydene omkring ham. Han sansede alt, og hvis en lyd fortalte ham, at det var tid til at vende tilbage, kom han tilbage. Nok var han ikke i drømmeverdenen nu, men alligevel forankede han sin bevidsthed i omverdenen, for sikkerhedens skyld. Og så af gammel vane.

Den grå hoppe, forblev stående med hovedet der hang løst ned foran hende selv, i knæhøjde af hendes egne forben. Hun magtede ikke at flytte på sit eget hoved. For det var der måske heller ikke den store grund til – for den skimle hingst virkede ikke just til at ville skade hende. Hendes øre var fortsat flappet ud til siderne, i en sørgende og stilfærdig position. Hun lyttede end ikke til omgivelserne omkring hende; for det kunne hun såmænd ikke overskue eller koncentrere sig om. Langsomt bemærkede hun dog, at den skimle hingst lod sit hoved synke, så det røg i samme højde som hendes eget. Dette var hende meget uvant, den grå Asira. Det var ikke noget, hun før havde oplevet. Ikke på denne måde. Kort kneb hun øjnene skeptisk i, men det stoppede dog, idet han lod sin stemme lyde igen – ganske forklarende. Hun vippede stille det ene øre imod ham, inden de flappede helt ned igen, da han havde talt færdigt. Hun sagde intet. I hvert fald ikke lige nu.

Han lukkede selv sine øjne, som søgte han ind i drømmenes verden. Og dette gav den grå hoppe mulighed for at stirre en smule på hans skimle ansigt. Hun kunne kun svagt erindre den skimle hingst. Ikke meget var der i hendes minder, som var positive, men dog var der ingen negative minder for hende at huske, om denne skimle hingst. Stille søgte hendes mule tættere og tættere imod hans kæbe, mens hendes næsebor vibrerede voldsomt, fordi hun indåndede hans dufte. Hun kunne tydeligt mærke hans varme, trods nogle centimeters mellemrum mellem hendes mule og hans. Hun hev hovedet lidt tilbage til sig selv, men så tog hun dog et ustabilt skridt imod ham, for at komme ham en smule nærmere. Hvad der gjorde udfaldet, var hun lidt i tvivl om – Men hvis Taia havde bedt ham om at finde hende, måtte Taia have et bånd til den skimle hingst. Ergo, kunne han ikke være helt skidt selskab. Vel? Men han kunne jo også bare bilde hende det ind? Asira virrede med hovedet over tankerne, og det resulterede i, at hendes mule stødte imod hans. Hun trak hovedet lidt ind til sig, og vippede ørene bagud – forberedt på et snap fra hans side. Hun stod nu tættere på ham end før, for det ene skridt, var blevet til endnu et skridt. Hun søgte hans varme; og dog turde den unde hoppe alligevel ikke at stille sig helt ind til ham. Hendes ben dirrede stadig en smule – og det var måske bare et spørgsmål om tid, før hun ville kollapse og give efter.

[15]

Der blev helt tavst omkring de to sjæle, der besad hver deres særlige former for grå nuancer. Den grå hoppe, Asira, som var år yngre end den skimlede Altaïr, lod til at have mistet trangen til at modstå nærheden; i hvert fald, var det som om hun fandt vejen til modet, eller blot accept, da han lukkede sine øjne. For pludselig ramte hendes mule hans. Den reaktion der gik igennem den grå hoppe, virkede næsten som overraskelse; og måske en form for forventende frygt. Dog reagerede den skimlede Altaïr ikke fysisk, kun mentalt. Han vrikkede det ene øre lidt frem imod hende og åbnede sine dybblå øjne igen. Han betragtede hende blot tavst, inden han udsendte en varm prusten imod hende. Hun skulle ikke straffes for at gøre ham; hvorfor ville nogen dog gøre sådanne ting?
Der var klart langt til at den grå hoppe stolede på ham, men måske hun var begyndt at acceptere ham. Hun var kommet ham flere skridt nærmere og afstanden imellem dem var nu så minimal, at man nærmest ikke kunne tale om at den eksisterede. Den skimlede hingst udsendte endnu en sagte brummen, inden han forsigtigt hævede sit hoved. Ikke for at hæve sig over hende, men hun dinglede nu, nærmest truede hendes krop med at slippe hende og lade hende falde. Og det kunne han ikke tillade. Selvom det var med risiko for, at hun blev skræmt, trak sig, blev vred så trådte han nu nærmest ind under hende, med det ene forben og satte hans bringe imod hendes skulder. I samme bevægelse lod han sin hals forme sig over hendes, så han kunne holde igen på modsatte side af hendes krop, med mulen imod skulderen. Han ville støtte hende, samtidig med han ville varme hende - denne hoppe, som Taia havde et særligt bånd til. En hoppe, som han aldrig havde troet han ville stå sammen med - men som han nu gjorde. Han trykkede sine ører en anelse til siderne, ved tanken om Taia; hvis dog blot hun var her, til at hjælpe den grå - men også til at hjælpe ham.

Den grå hoppe stod stadig med hovedet helt nede, trods hun i nogle sekunder havde skubbet det mere ind til sig selv, i forsvar – for hvis han snappede ud efter hende, ville hun stadig beskytte sin strube på denne måde. Ja, Asira havde efterhånden været i en del snapperier, og slåskampe, og derfor var hun hele tiden i forsvarsposition, hvis noget var uvant for hende. Og det var dette møde – uvant. Og det blev endnu mere uvant, da den skimle hingst virkede helt uforstående overfor hendes forsvar – for han snappede end ikke efter hende, trods hun lige havde snittet hans mule med hendes. Hendes hals kæmpede for at være spændt, og langsomt begyndte den at slappe af igen, fordi energien simpelthen ikke var til det.

Pludselig trådte han lidt imod hendes side, for at støtte et forben ind under hendes dirrende krop, og hans varme bringe ramte imod hendes skulder. Hele hendes skind på skulderen dirrede, fordi hendes egen krop var noget mere nedkølet end hans, og hans varme sitrede derfor igennem hendes krop og skind. Samtidig skød han halsen over hendes, og støttede med hovedet og halsen på den anden side af hendes krop; forsøgte han at hjælpe hende? Hun var i syv sind, den spraglede hoppe, og hele hendes krop dirrede og spændte sig op. Men hans varme, gjorde hende ude af stand til at rykke sig væk. For hun søgte hans varme, og han gav hende den. Hendes øre virrede rundt i hendes man, frem, tilbage, til siderne, bagud. Til sidst vippede de blot skråt bagud, en smule uforstående. Men hvad der skete, vidste hun end ikke selv. For den grå hoppe flyttede sig ikke fra hans krop. Hun kunne ikke. Hendes ben stoppede med at dirre helt så meget, ved hjælpen af hans forben og hals, der støttede op om hende. Hun forstod ham ikke. Hvorfor ville han hjælpe hende? Hun havde intet givet ham. Og alligevel stod han bare der, standhaftig. Hele hendes krop var stadig spændt op, men langsomt, begyndte den at spænde ned, og hun stod nu nogenlunde ’afslappet’ under ham. Hendes hals blev let drejet, så hendes hoved kom til hans skulder, og der hvilede hun den ene side af ansigtet, imod hans skulders skind. Hun mimrede stille med mulen, uforstående. I hendes hoved ville hun gerne søge væk, for hendes tanker skræmte hende selv. Men varmen fra den skimle krop, var blot så behagelig at mærke. Så hun blev stående..

[16]

Hans elementære forstand på andres reaktioner var ret udvidet. Han havde set en del, lært den del i sit liv som hjemløs vandrer, altid på jagt efter nye indtryk og ny viden. Senere hen på søgen efter dem, han kunne dele sine drømme med, sin passion med. Han havde lært at se vreden, før den blev udvist og han havde lært at se glæden, hos dem der ikke vidste de havde den. Han havde lært at se trængslerne hos dem, der ikke ville kendes ved det, og trangen hos dem, som blev skræmt af den. Og netop den grå hoppe, denne Asira, var skræmt af sine trængsler og behov. Hvad der i sin tid havde drevet denne unge hoppe, der engang havde lyst op af liv, kunne han ikke svare på. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket - men han forstod det faktum, at det var sket. Han kunne mærke hendes behov, igennem hendes arrede sind, der var frygtsomt og arrigt. Hun havde startet med at blotte sine tænder imod ham, ønske ham væk - men nu overgav hendes krop sig. Først spændte hun så meget op, at man skulle tro hun var frosset til is under hans berøring; men langsomt tøede hun op. Endda lod hun sit hoved søge ned langs hans egen skulder og hvile imod hans skind.

Ved hendes iskolde berøring, sitrede det vagt i hingstens krop. Ikke på de måde, at han frastødte hoppen her, som han tidligere ville have gjort det - men hendes kølige krop fik hurtigt minderne om hans møde med Taia; eller rettere, hendes sjæl, til at vælde op i ham. Hun havde præsenteret sig for ham, som en ulidelig kulde. Det havde gjort ondt, været ubehageligt og skræmmende, fordi det var så nyt, så ukendt. Og hvis ikke hans sind, det drømmende sind, havde givet efter for hans behov og trængsler, hans ønske om at se hende igen, var det ikke til at sige om de havde mødtes. Han sukkede sagte ved disse tanker, inden han gav sig til forsigtigt at nulre hoppens modsatte, beskidte skulder, for at generere så meget varme han kunne. Som han vurderede det, var denne unge Asira i overhængende fare for at gå bort - og den skimlede ville ikke tillade, at nogen som han eller Taia kendte, skulle gå bort. Aldrig i livet. Alt imens vrikkede hans ene øre over imod hendes hoved, lyttende. Han forstod hoppen havde grænser, og at han var gået langt over på den anden side - og det mindste han kunne gøre, var at trække sig hvis det blev for meget. Som altid, var hans sind opmærksom på enhver lyd og bevægelse modparten gjorde sig. Han mærkede alt, så alt; selvom hans sind i denne tilstand, allerede var vandret bort for at søge den hoppe han savnede, imens den grå forhåbentlig fik blot en smule varme under skindet.

Hun anede knapt nok, hvad det var hun selv havde gang i. For Asira var ikke god til denne form for kontakt. Hu blev usikker på sig selv, og at stå så tæt op af en, gjorde hende sårbar. Hun ville ikke kunne reagere hurtigt, og trække sig fra ham, hvis han pludselig ønskede at skade hende. Og hun havde jo bestemt oplevet den slags før.. Seth var en af de hingste, der i sandhed havde været en del af, at gøre hende til den hun var blevet i dag. Men også hendes egen fader og moder. Samt de mange forbigående, der havde misforstået hende, som værende en aggressiv og hidsig hoppe – for det var hun jo egentlig ikke. Hun var bare dybt forvirret og sårbar: og for ikke at vise det, havde hun bygget sin egen hårde facade op. Den beskyttede hende jo, gjorde den ikke?

Den skimle hingst begyndte at nulre hendes skulder, hvilket fik blodcirkulationen til at florere rundt i hendes skulder og ben, samt bringen. Det var en underlig følelse, og selvom den var behagelig, skar den også en smule i hendes skind, fordi det prikkede så meget, grundet kulden i hendes krop, der nu blev mødt af varme og cirkulation. Hendes øjne, der eller stortset altid var åbne, begyndte langsomt at lukke lidt i, mens en meget svag lyd forlod hendes mule. Det var ikke et brum som sådan, ej heller et prust. Men mere et tungt åndedræt. Hun stod dog kun sådan i nogle få sekunder, inden hun igen tvang sig selv til at vågne en smule mere op. For hun skulle bestemt ikke overraskes. Stille begyndte hun at tænke over det han tidligere havde sagt. At Taia havde sendt ham, for at finde hende. Og at hun var en sjæl i landet. Men hvad var denne skimle hingst, for Taia? Hun vippede det ene øre tænkende ud til siden, inden hun påtvang sin egen hæse stemme at komme ud igen.

,,Er du..”

Hendes stemme stoppede igen. Hvad pokker kaldte man det nu? Asira havde ikke ligefrem meget forstand på kærlighed. Nok nærmere intet. Men hun vidste dog, at mange fandt sammen med hinanden som… mager.

,,..mage?”

Sætningen blev nok ikke just perfekt. For hun talte sjældent, og hun ønskede ikke at høre sin egen hæse stemme. Desuden troede hun nu nok, at den skimle hingst, forstod hvad hun mente. Forhåbentligt. Hun stod så afslappet som hun nu kunne, men hele tiden var hun klar, trods der nok ikke var noget at være på vagt overfor.

[10]

[17]

Alt tog tid, og det tog tid for den grå Asira, at finde roen i sit indre. Nu hvor den skimlede Altaïr også havde brudt hendes grænser, eller, i hvert fald trådt ind over dem, var det også forståeligt, at minutterne gik, før den grå drog dét suk, der signalerede at hun havde trængt til det her. Trængt til en form for kontakt - for hvis Altaïr ikke gættede meget forkert, så havde hun været meget isoleret. At dømme ud fra hendes tilstand, hendes pels og den matte farve, hvor beskidt hun var, hvor tynd hun var og hvor kold hun var. Og dét, at hun nu accepterede og søgte den varme og nærhed han kunne give hende, var nok et af de største komplimenter den skimlede nogensinde havde fået. Det, at en sky sjæl kunne vælge at stole bare en anelse på ham, også selvom hendes krop måske tvang hende til det, var alligevel stort for den skimlede hingst. Han besvarede derfor hendes suk med en varm brummen, der sagte rungede fra hans bryst og blandede sig med hendes suk.
Han havde nok ikke forventet ord fra den grå, selvom det var logisk at hun havde spørgsmål. I hvert fald fik det ham til at pruste en smule undrende lige i det, at hendes sætning frem fremmanet; for dén tanke, om at dele sit liv med den brune Taia, havde altid været så intim for ham, at han ikke ville have nogen skulle vide noget om det. Men den grå kendte jo Taia, og måske hun kunne regne ud, at Altaïr og den brune Taia havde holdt af hinanden, siden han havde fået besked på at finde den grå. Men dog, nej, de havde ikke været mager. Et kort, nærmest trist blik gled over hans hoved, som dog ikke kunne ses af den grå på grund af vinklen. Tanken om, hvor meget han holdt af hende, pinte ham - for der var ikke noget han ønskede mere, end at have hende her. Hans svar kom derfor forsinket i forhold til de andre, for først skulle han tøjle sine følelser igen, inden han gav hoppen et svar.

,,Vi var blot simple sjæle, hvis hjerter fandt hinanden. Det hører sikkert under normen 'mager', men således kaldte vi os ikke, og således blev vi ikke kaldt."

Dér var det. Hans drømmende toner, som kunne spinde ethvert eventyr. De have været der hele vejen igennem, men nu stod de rene igen, da han skulle omtale hans elskede. Og for første gang siden han havde indset, at hun var gået bort, udtalte han ordene klarer og med langt større passion end tidligere. Måske delte han netop dette med den grå, fordi hun kendte Taia. Måske blot fordi hun spurgte? Måske fordi hendes ødelagte sind, som han tidligere havde fundet utiltalende, måske blot var et sind med behov, der var undertrykt? Uanset hvad årsagen var, kunne man herefter fornemme hvordan hans krop på en måde kom til live igen. Hvordan hans muskler nærmest voksede, som blev de varme efter løb. Alt dette vakte tanken om Taia i ham - for hun alene, var i øjeblikket grunden til han levede. Håbet om, at de skulle se hinanden igen..

Asira havde ofte holdt sig til at være stille i alle former for selskab hun havde været i. For hun var ikke god til at tale – hun kom oftest bare til at sige noget forkert, eller noget der måske irriterede de selskaber hun var i. Sådan havde hun i hvert fald selv opfattet det. Hendes krop lænede sig meget imod den skimle Altaïr, både for at søge varmen fra ham, men også fordi hendes egen krop var træt og tung. Hans ben under hende, holdte hende ikke, men det støttede hende bestemt, og det var hun på sin vis meget taknemmelig for, trods hun følte sig meget ynkelig. Da hendes suk før var kommet, havde han blandet et varmt brum sammen med hende. En lyd, der fik hendes ene øre til at vippe lidt bagud til ham, lyttende. Det var sjældent hun hørte sådanne lyde. Da Asira havde talt, gik der noget tid før ord kom fra hans mule, ord der var fyldt med lidenskab. Det var somom hans stemme ændrede karakter. Den havde hele tiden været drømmende og varm; men nu var det somom han virkelig mente hvert et ord af det han sagde – somom han vågnede op til dåd igen.

Hans krop begyndte at spænde lidt op, ikke noget Asira så som angreb på hende, men somom han livede helt op igen, ved de ord han lige havde sagt. Og den grå hoppe forstod det i første omgang ikke. Men da hun begyndte at tænke efter, var dette måske fordi den spinkle og magre hoppe, havde fået ham til at sætte ord på de følelser han havde for hende, Taia. Hvem der dog bare følte sådan for hinanden. Et kort sekund var den grå hoppe ’glad’. Glad på hans og Taias vegne. For Taia fortjente virkelig at opnå den kontakt til en anden, det vidste den grå hoppe. Og at den skimle hingst stod sådan her, med en skabning der egentlig var fremmed for ham, gjorde nok også, at han fortjente det lige så meget. Der var ligheder over dem, Altaïr og Taia – og den største lighed, var nok deres hjælpsomhed og store hjerte. Begge havde de nu hjulpet hende. Men glæden var kort, for alle tankerne vrimlede nu rundt, og røg over på den sorte Seth.. Den hingst, hun havde nogle følelser for, som var udefinerbare. Og trods de følelser, så havde han formået at skade hendes indre, mere end nogen anden. Hendes øre røg stille ud til siderne, inden hun kort slog et slag med den sorte hale, for at få sine tanker bort. Trods hendes sorg der igen vældede op, fandt hun nogle ord at sige.

,,Du.. finder hende igen.”

Hendes stemme var slukket igen. Og øjnene var omend mere matte og triste end før. Men det var umuligt for ham at se, grundet deres vinkel. Hun nikkede lidt. Han skulle nok få hende igen. Det var han nødt til.