Just a Dream ~Solani

.~:SAMAEL:~.
JUST A DREAM (2)

En sky gled for månen, og lod nattens stilhed sænke sig som et synligt slør over de blåtonede enge. Det var ej længesiden sneen var tøet bort, og havde efterladt jorden medtaget, og ganske mudret, hvilket gav en hvilken som helst sjæl et glat føre. Dog gav den store bevoksning af græssorter på de åbne arealer en type helle, hvilket var præcis hvad den totonede hingst udnyttede. Som en eventyragtig skikkelse, forlod han træernes ly, og søgte længere ud på det åbne areal, så stille som nogensinde. Han hove faldt som dæmpede hjerteslag, og vinden synes at brige det lange slør af en man til livs. Han var noget af et syn, som trådt ud af selveste drømmene. For visse var han også blot dette, en fjern skikkelse på et åbent areal, den der betrådte månebeskinnede vildmarker. For netop idet hans gyldne hov igen mødte den begroede jord, lod månen sit sølvhvide skær spredes over engen, og svøbte skikkelsen derpå i et sjal af månelys. Han var den man kaldte månehingsten - den hvis sind synes at afspejle dens blotte eksistens, og reflektere dagslyset på selv de mørkeste skikkelser. Visse ting var sande, visse måske en fremtidig sandhed, men i disse momenter var han blot en vandrer, på vej imod et uset mål, en fremmed fremtid.

Just a Dream

2

En mørk skikkelse strøg igennem den måneoplyste skov, som et fantom. Mellem træerne smøg en brunlig hoppe sig, hendes hvide aftegn lyste let op mod de mørke træstammer. Hun var alene, alene med kun månen og stjernernes øjne til at se sig. De få tanker der gik igennem hendes hoved, druknede let, og hun var blot i et med sig selv. Hun havde blot accepteret den skæbne, at hun ville komme til at få et føl, og det tænkte hun ikke yderligere over. Hvorfor hun løb, og hvad specifikt hun søgte efter var en gåde, også for hende selv, men hun løb alligevel. Normalt ville hun nok have ladet en kalden passere hendes læber, men ikke da. For selskab var ikke hvad hun søgte den stille nat, selvom hun ikke ville have meget imod det. Dog var alle hun snakkede med meningsløse, og ingen havde gjort noget indtryk på hende. De var alle ens, hingstene. Af alle hun havde mødt var der kun to typer, og der var alt for lidt at vælge imellem. Alt hvad de sagde bar præg af det samme ønske, undtagen de hvis sjæl var ødelagt for længst, og ikke ønskede nogen tæt på dem. Et let suk sendte lys damp ud i den krystalklare natteluft. Hendes små hove sank let ned i den mudrede skovbund, og hun havde svært ved at stå fast. Dog var hun relativt adræt, og hun havde ikke i sinde at falde. Det ville være ydmygende, trods der ingen andre var til at se hende gøre det.
Hun savnede ikke solens lys, for i den stund ønskede hun mest af alt kun at møde selskab som fandt hende. Som ikke søgte selskab, som ikke søgte at snakke, men at kommunikere. Det hele endte altid så formelt ellers.

Wordcount: 296 | Tagged: Samael

.~:SAMAEL:~.
JUST A DREAM (3)

Lette trin fangede den harmoniske hingsts opmærksomhed, og han stoppede for at lytte, med hovedet tiltet let på skrå. Der var en anden sjæl i dette drømme landskab, en der var en hel del lettere end ham selv. Og dog, på trods af denne kendsgerning, forlod ingen lyde den tvefarvede mule. I stedet lyttede han blot, og betragtede varsomt den retning, hvorfra de lette trin lød. Næppe kunne han vide det, men på mange punkter var han på samme vis ej opmærksomheds søgende, dog med en viden om, at fremmede meget vel kunne bringe gode ting med sig. Det var netop af denne grund han var standset, for at se om denne skikkelses sti ville krydse hans, på samme måde som så mange andre havde. Han var ej typen til at opsøge selskab, men til blot at lade det ske. Ej brød han sig om at kalde ud til fremmede på lang afstand, men lod gerne andre komme til sig, hvis det var det de ønskede. Til tider ændrede stemningen sig en anelse hos den brogede, men generelt stod han ganske fast ved sin mening. Således gik hjerteslag efter hjerteslag i denne klare nat, imens den ene sjæl ventede på den andens tilsynekomst, hvad end det så måtte bringe med sig.

Just a Dream

3

Solani bragte sig til holdt, da en fremmed lyd nærmede sig. Meget stille, men siden hun før havde været den eneste, var det tydeligt for den mørke hoppe at hun ej længere var alene i den nattemørke skov. Uroligt blev hun stående på det samme sted, alt imens hun lod de tofarvede øjne se rundt omkring hende. Dog så hun intet andet end træer, og månen der skinnede i stykker ned på jorden. Hun satte i bevægelse igen, dog kun i en frisk skridt denne gang, mod lyden. Skønt hun ikke ligefrem søgte selskab, så brød hun sig ikke om tanken om ikke at være alene, uden at vide hvem eller hvad der også var i skoven i de sene nattetimer. Grene knasede let under vægten fra hendes spinkle krop, og hun hævede opmærksomt det slanke hoved, da en kraftig hingst trådte frem af mørket. Tofarvet, sort og hvid, med en stor ligeså tofarvet hårpragt. Hele scenariet virkede uvirkeligt, og en stemme i Solanis baghoved forsøgte at fortælle hende at dette måtte være en sær drøm. En måneoplyst skov, med en drømmelignende hingst, der mindede en hel del om månen, og den mørke skov. Hun fæstnede sine tofarvede øjne på hingsten, men ingen ord passerede hendes læber. Hun nægtede at tale, i hvert fald ikke nu. IStedet holdt hun sig på afstand, med den lange sorte man flagrende let i den kølige vind.

Wordcount: 233 | Tagged: Samael

.~:SAMAEL:~.
FIRST MEETING (4)

Fra de dybmørke skygger anede den tvefarvede hingst snart en bevægelse. Modsat han, holdt hun sig blandt skovens skygger, så henedes omrids var kun at skelne for den tungere hingst. Han kunne ej fornæmme meget, men dog synes hun at være en af de sprinklere skikkelser, som mange andre sjæle, der beboede disse øer. En dyb brummen forlod hans bryst, spejlede sig melodisk i måneskæret, for derpå at møde denne fremmede hoppe, der holdt til i skyggerne. De dybe bastoner var ganske venligt sindede, og nærmere et venligt nik fra en forbipassrende, end en direkte opfordring til andet. Han hilste blot, lod hende vide, at hun var set, og forholdt sig derpå stille igen. Halen hvilede tunkgt imod jorden, og de lange hår, fra skægget der omganv hans enorme ben, synes at være fastgroet i jorden. Naturlig synes han ej, men ej heller havde han en skræmmende flyvsk effekt. For hingsten i sig selv, var langt mere jordnær, og fast end mange andre herfra, specielt når han blot afventede de fremtidige handlinger. I bevægelse kunne han befri sig fra fysikkens love, danse på lige fod med en langt mere vindbåren skikkelse, men dette var der ikke nødvendighed for netop nu. Blot en stille hilsen, og et let håb om, at hoppen ville komme ud fra mørket, træde helt ind under månens skær.

Just a Dream

4

Træernes nøgne grene gik ej fuldkommen indover hinanden der hvor månehingsten stod, så derfor kunne Solani se ham fuldstændig. Hun trådte let nogen skridt hen imod ham, men sagde endnu ikke noget. Hvis han var interesseret i hendes selskab, ville dette blive et tavst møde. Hendes skridt var lette, elegante og feminine, som hun nærmede sig den fremmede hingst. Hendes øjne var fortsat fæstnet på hans, men hun forsøgte ej at sende noget signal med det. Hun stoppede op, i månens lys så han kunne se hende en smule bedre, og der var mindre plads imellem dem, skønt hun stadig holdt en rimelig afstand til den tofarvede månehingst. Hun fortsatte omkring ham, ikke som et rovdyr, men blot som en der holdt øje. Holdt øje med hver en bevægelse han tog, dog uden at have intentioner om at skade ham. Og hvis hun havde, ville hun ingen chance have imod ham. Han mindede ikke om nogen anden sjæl hun havde mødt i dette land indtil nu, for modsat dem virkede han venlig skønt han var tavs. Måske var venlig ikke det rette ord, men så i hvert fald neutral. Hun følte ikke at han ville skade hende, for hun så ingen ondskab i hans isblå øjne.

Wordcount: 206 | Tagged: Samael

.~:SAMAEL:~.
STRANGERS (5)

Hoppen trådte ham nærmere, med skridt der synes at tilhøre en nervøs dår. Lette trin, med en tilbageholdende fornemmelse, alene ved den blotte bevægelse. Den brede månehingst lod hovedet falde ned med et let nøk, før han med en mild prusten, lod hovedet sænkes, så det svævede kort over græsstråene. Ikke langt nok, til at det signalerede underkastelse, blot en venlig gestus; Han var ikke ude på at skade hende, på nogen måde. Den tavse anspændthed han fornæmmede fra hoppen fortsatte, imens hun cirklede let omkring ham. På trods af den fremmedes tavshed, var der ingen tilbagehold at spore i hans kropsprog. Hoften blev skudt let ud til siden, for at understrege den afslappede gestus, før han igen hævede hovedet, for at følge hende nysgerrigt. Hun havde endnu ikke forladt ham, men fortsatte med sine cirkler, og gradvis tonede anspændelsen bort i en let undren. Han gumlede let, tænkende, og lod derpå sine tvefarvede næsebor udvide en anelse, for blot at fange hendes duft tydeligere. Ganske klart var hendes feminine attitude nu hvor hun havde betrådt månelysets flade, og den slanke krop afspejlede ligeledes denne side af hende. Dog havde duften noget at sige i sig selv, og han lod hovedet falde let på sned, imens han roligt lod den gå gennem sine tanker. Han ignorerede hende ikke, men var ej heller generet af hendes opmærksomme øjne. I stedet lod han blot sin opmærksomhed skænke noget i sit indre, for at give hende tid. Tid til at beslutte sig hvad hun ønskede fra ham, og hvad hun ønskede fra sig selv.

Just a Dream

5

Hun stoppede kort, da den fremmede sænkede hovedet ganske let. Afslappet, næsten. Hun satte i bevægelse igen, dog i et langt mere roligt tempo end før. Hun bøjede nakken let så den dannede en smuk bue, men stjernerne foroven glimtede stadig let nervøst i hendes tofarvede øjne. Nervøsiteten var fremmed for hende, og hun havde ingen ide om hvorfra den stammede. Hun havde intet at frygte fra denne hingst, men sidst hun havde stået under månen, var der sket visse uheld. Uheld man nu var begyndt at se på hendes mave, men det var ikke ekstremt endnu. Hun kunne ikke sige at hun ej var bekymret, for det var hun skønt hun havde sagt sig selv at hun ikke ville være det. Hun havde også været dum at forlade hingsten på den måde, for han kunne have givet dem den beskyttelse hun ikke selv ville kunne give føllet. Et kort suk passerede hendes læber, og hun vendte igen al opmærksomhed mod den tofarvede.
Hun stoppede kort op, og stirrede mod ham, inden hun trådte et skridt nærmere. Ikke fordi hun på den måde havde lyst til det, eller det var en del af en bestemt dans, for månehingsten stod blot. Stille, afslappet.

Wordcount: 202 | Tagged: Samael

.~:SAMAEL:~.
RELAXATION (9)

Hoppens skridt var langsommere denne gang, og han kunne skimte hvorledes hendes holdning ligeledes var blevet sænket en anelse. Stadig var der dog en let sitren omkring hende, som om der blot skulle en svag glød, til at starte en eksplosion. Derfor forholdt han sig fortsat roligt, før han med en blød, langsom bevægelse, vendte hovedet imod hende. De rolige øjne hvilede på den fremmede skikkelse, og de tofarvede ører var afslappet vendt i hver sin retning. Hun var stadig for anspændt til at han følte for ydeligere bevægelse, så han forblev i sin afslappede holdning. Hvorvidt hoppen havde dårlige oplevelser eller ej, var ikke til stede i hans tankegang. Næppe var der meget af den, for han hvilede blot, lod tankerne flakke lidt hist og her, men mest af alt, var han i nuet. Det var således han tilbragte megen af sin tid sammen med andre heste. Hans drømmende stadie lod han vente, til de momenter han var alene, eller til tiderne sammen med nærere bekendtskaber. Ikke fordi han var utryg ved fremmede, tværtimod, men han følte blot, at en øget opmærksomhed til den anden part, var mere høfligt, end at dagdrømme i andres selskab.

Just a Dream

7

Det var tydeligt at hoppen langsomt blev mere og mere afslappet i takt med at hun fandt ud af at den tvefarvede hingst intet ondt ville hende. Et kort smil tog plads om hendes ligeså tofarvede læber, men det forsvandt snart. Hun sænkede tempoet yderligere, til hendes cirkler blot foregik i en afslappet skridt. En lav brummen blev sendt ud i natten, men hun havde selv svært ved at tyde de signaler der kunne være gemt i hendes bløde stemme. Den mørke hoppe bragte sig til holdt ved månehingstens side, og ventede på hvad hans næste træk mon ville blive. Nu havde hun udført sin del af dansen, nu ville hun se hvad han ville gøre. Afslappet blev hun stående, med de små hove i den mudrede jord. Månen flakkede fortsat mellem træerne over deres hoveder, men det var endnu nok til at Solani kunne se hver en ting den tvefarvede havde tænkt sig at gøre. Hun ventede.
Hun sænkede hovedet yderligere, ikke for at vise underkastelse, men for at vise at hun ikke var bange ved ham længere. Hun tvivlede stærkt på at han havde tænkt sig at gøre hende noget med de signaler han netop havde sendt hende.

Wordcount: 200 | Tagged: Samael

Taia
☽ 9 ☾

Andres hove sank i mudderet under dem, mens de gik. De efterlod spor, som bevidnede om, at en levende havde gået der. De havde følt regnen når den faldt fra himlen og mærket vinden lege med deres man, da den havde blæst forbi dem. De ville have følt kulden trænge sig på, men kunne også føle solens varme, når denne viste sig i ny og næ. De ville kunne mærke frosten på stammerne og barken mod deres pels, hvis de gnubbede sig mod dem. Mest af alt ville de dog kunne mærke deres hjerte slå og føle deres lunger fyldes med luft hver gang de trak vejret. Alt dette ville fortælle dem, at de var i livet. At de vandrede på Livets vej og endnu ikke var nået enden, som fra alle veje ville være Døden. Ikke nødvendigvis en dårlig død, men ikke desto mindre ville de alle dø en dag og forlade den verden, de havde vandret i før. Forhåbentligt ville de havde år til at vandre, men ingen kunne sige hvornår livet endte.

En ting var dog sikkert; Taia håbede de aldrig endt med at vandre, hvor hun gik for nu. Stien mellem Livet og Døden var mere ensom end en vinternat alene og ej en, man skulle ønske at betræde. Jovidst var der en vej væk fra den, det mente hun i hvert fald der var, men hun havde endnu ikke fundet den helt. Alt hun havde fundet var spor, små ledetråde til at finde vejen hjem, men hun havde endnu lang vej, men forhåbentligt ikke så langt, at hun nåede at opgive inden hun fandt sit mål.

Hun havde fundet dem på en af sine mange ture. Hun nød blot at gå, uden et sted hun skulle finde eller et mål hun skulle nå, og her havde hun så fundet dem. Det umage par om man ville. De nærede næppe nogen følelser for hinanden, for de virkede fuldstændigt forskellige fra hinanden, og dog var de et par som de stod der. En hingst tungere end nogen anden, hun umiddelbart havde mødt, og en hoppe så let på tå som Illana. Hun følte et stik af sorg ved det, mindede om den gyldne, og lovede sig selv, at hun måtte finde hende en dag. Hvordan vidste hun ej, for ikke alt hun ønskede sig, kunne hun finde. Visse ting, ja, men bestemt ikke alt.
Hendes skridt var kommet til et holdt og hun tillod sig selv at betragte de to for en kort stund. Hun så hoppen bevæge sig omkring den tvefarvede hingst. Så hende danse omkring og i månelyset så hun også de første tegn på nyt liv. Et svagt smil tonede frem på hendes mule, inden hun rystede det af sig. En dag... en dag i fremtiden.
Trods hun kunne snage, så ønskede hun ej at gøre det, og den døde hoppe begyndte derfor at gå igen. Lod sine hove, som ingen mærke efterlod, føre hende afsted. Hun gik gennem græs, gennem buske og gennem træer, men de veg ej for hende, som de veg for en levende. Nej, hun gik på bogstaveligste vis direkte gennem dem; fornemmelsen havde hun vænnet sig til. En sidste gang så hun tilbage mod de to, før hun så lukkede sine øjne og hengav sig til at lade vinden føre hende afsted mod steder, hun ej havde set før.

Måske ville hun en dag se dem på ny og de se hende...?

☽ ° ☾

((OOC: Dette er blot en enkelt besked, hvor Taia kigger forbi i en tråd. I er velkomne til at jeres karaktere lægger mærke til hendes tilstedeværelse, i form af kulde, hvis hun skrives som værende tæt på, men ellers er hun ikke en, man ligefrem lægger mærke til. Hvis I ikke er ok med denne besked, så skriv til mig og jeg sletter den! ))