Unanswered | Samael

Feb-Post #8

Constance

location: Leventera | time: Noon | tag: Samael

I en indkransning af bastante og stærke træer, få nøgne og andre ganske vedholdende ved deres blade, lå en blank sø, der med dets stillestående overflade bragte refleksion fra den tilbagevendende sols klare stråler. Vinteren havde endnu ikke forladt landet, men sneen var blevet drevet bort i de seneste dage, hvor solen havde fået sit gennembrud og havde kunne lune med sine dovne stråler og livlige lyskast. Det var her, mellem trægrænsen og søens kant, at en hoppe befandt sig med tynget sind. Hendes karakteristiske roanrøde skind bagede nænsomt i solens stråler, der kom ned ovenfra. Det var dog stadig koldt og vinden tog til, når den blev drevet ind fra kransens åbning. Græsset var også kommet til syne igen, og det udnyttede den unge hoppe sig af, uden tøven. Selvom alt virkede fredsommeligt i dette fine stilbillede, så var hendes sind stadig trykket med ubesvarede spørgsmål, og hendes små flashbacks, som hun kun havde modtaget når hun var alene, var blevet værre. De havde kun bidraget til øgningen af spørgsmål om hendes fortid, og hvorfor at hun nu var her. Der lå syld over hende hjerte, for hun burde føle sig taknemmelig. Taknemmelig over, at blive beæret med sådan et rigt land omkring hende. At hun ikke var ganske alene, for hun havde stødt på flere mindeværdige sjæle. Ord havde dog været fattige, og ingen af hendes tanker var kommet til stemme. Hun havde blot brug for at vide, at hun ikke skulle bekymre sig. At fortid var fortid og at alt ikke behøvede en forklaring. Men det var dog en umulig opgave at lægge alt bag sig, bare uden videre. Der var familie hun savnede, og kun at have det stærkeste minde med dem, og frygten i deres øjne, efterladte hende rastløs tilbage. Hvorfor var hun blevet reddet... og hvordan?

Nu skulle det ikke ende ud på et fuldstændig egoistisk plan, hvilket det bestemt ikke gjorde, for som hendes interesse og spørgsmål var øget for hendes egen forklaring og fortid, jamen så var den bestemt også steget markant for andres. Hvad var deres fortid, og hvor kom de fra? Hvordan var de endt her? Et setback ville være, at de allesammen havde oprindelse her, hvilket hun ikke helt kunne få til at passe i sit ellers meget stabile sind, men som for hver dag virkede til at blegne i styrke, og det bekymrede hende. Nu sank hun en tot græs, frodig og middelmådig imens hun langsomt hævede det ædle hoved, formet efter hendes forældres træk og lod de krystalblå øjne søge imod himlen. Den vidtstrakte blå himmel, der var ens for alle steder i verden. Hendes verden - den eneste hun kendte til, men gad vide hvor langt den mon måtte række? Nej, den strakte sig kun til det hun kendte, og nu hvor hun var endt her, var der meget forude som var ganske ukendt for hende. Constance havde brug for svar.

Et kedeligt suk forlod hendes bringe, og hun besluttede sig istedet for at nærme sig søens kant, som for nu lå uberørt hen. Det var ganske smukt, men den unge hoppe havde bemærket stilheden, som havde indtaget området for blot nogle minutter siden. Fuglenes kvidren var sluppet op og der var intet syn af andre vildt i området. Skeptisk og tøvende stoppede den lette hoppe op netop som hun var nået til søens kant, og hævede hovedet en betydelig anelse. De helt klare blå øjne beskuede området ganske roligt, men med præg af dådyrets årvågenhed. Dette stod på i enkelte øjeblikke, inden hun langsomt lod sin mule søge ned imod vandets overflade, men inden den kunne bryde stoppede hun op og beskuede overfladen, beskuede sig selv og hvad hun var blevet til. Årene havde gjort meget, og hun mindedes hendes år fra føl til plag til fuldt udvokset. Meget havde ændret sig, og måske var det bare om at acceptere det. Det gav dog straks et sæt i hende, da en lyd brød stilheden og hendes ører blev slået tilbage - for lyden var opstået langt bag hende, og kunne endda have haft oprindelse i skovens indre. Hvad det var, skulle hun dog snart finde ud af.

code by ♥

.~:SAMAEL:~.
SILENCE (6)

Månehingsten var badet i tusinder af smålys, fra de spredte glimt af solen mellem trækronerne. Hvidt hovskæg snoede sig med lethed imellem de nedfaldene grene, tegnede forunderlige mønstre imod skovbundens våde overflade. En dæmpet nynnen summede i luften omkring ham, en melodiøs sang han ej kendte oprindelsen på. Den forlod hingstens brede bryst, og blandede sig med den klare vinterluft, svang sig bort, for til sidst at bortdø imellem træernes stammer. Gylden hov efter gylden hov, borede sig et stykke ned i overfladen, for derpå at blive løftet, og gentage samme cyklus. En rolig takt, der blot støttede op om den ordløse sang, der langsomt udspillede sig i den tvefarvedes sind. Der var ingen tanker til stede for at genere den simple stemning for ham, blot observation, og en evig beundren over friheden han var blevet skænket.
På trods af sit efterhånden lange liv i Andromeda, var han endnu ikke kommet til et svar, til en forklaring på hvorledes han var endt op her, og hvorledes han var blevet skænket evnen til at tænke. Men det var sket, og livet derefter havde været et eventyr. Han bemærkede knapt fuglesangens ophøren, men måtte alligevel stoppe, og løfte hovedet imod træernes kroner, for derpå at udlade en undrende brummen. Var der rovdyr nær ham? Varsomt spidsedes de forskelligt farvede ører, og han lod hovedet sænkes imens han lyttede. Nej, ingen lyde forfulgte hingsten, og ej heller synes området omkring ham at tyde på en kødæders tilstedeværelse. Alligevel lod han dog opmærksomheden skærpes, og sin ellers smukke nynnen ophæve, før han begav sig videre. På trods af opførslen - var der næppe noget i disse landskaber, der for alvor kunne true den brogede skabning. Hans størrelse, elegance og ikke mindst medfødte styrke, var ofte alene nok til at undmanøvre de fleste af slagsen. Der var dog undtagelser, og det var netop her hans tanker lå i disse momenter. Ikke a der var uro i hans sind, blot en overvejelse, en tanke, om hvad der skulle foretages, såfremt stilheden skulle bringe et rovdyr med sig.

Feb-Post #10

Constance

location: Leventera | time: Noon | tag: Samael

I en smidig bevægelse fik hun set sig over skulderen imens de krystalblå øjne med ophøjet fart flakkede over de mange stammers mørke staturer for at få et glimt af, hvad det var, der kunne have skabt denne lyd, som havde sendt en svag skælven igennem den spinkle krop. Det hele skete på intet mindre end tre sekunder, og med det samme hun havde sendt sit blik på træernes grænse havde en helt kulsort skikkelse fanget hendes blik - men lige så hurtig som hun havde fået øje på den, var den væk. Den eneste grund til, at hun overhovedet havde haft mulighed for at skimte den svage silhuet var, at den var i bevægelse og som en skygge var den forsvundet ind i skoven igen. Efter et enkelt blink med de intense øjne var den væk, og den roanrøde hoppe var stivnet. Nu, brød hun dog ud i bevægelse igen og trådte væk fra vandkanten med forhøjet åndedræt og et blik der bevidnede om frygt. Fuglenes kvidren vendte langsomt tilbage, og den idylliske stemning vandt langsomt landet til sig igen. Det der skræmte hende mest var ikke hvad denne store, mørke silhuet kunne have været, men mere at det måske var rent opspind. Dén tvivl, var hvad der satte frygten i hende. Så nu, kunne det være nok. Besluttet rettede hun sig op og satte derpå med fast besluttede skridt imod skoven der broget var blevet malet med changeringen af skygger og lyskast. Hun måtte videre, for nu var det ikke tid til at hvile på laurbærrene. De fire stærke ben førte hende nu frem i trav, og hun lod sig opsluge af træernes grænse og skovens mystiske omgivelser. Alle sanser var forfinede som hun skulle koncentrere sig med at føre sig frem imellem de mange, mørke stammer, som tårnede sig højt og stærk op fra den let fugtige bund, der krævede overvejede skridt, for ikke at miste balancen. Det var kontrollerede bevægelser og det var lige før at hun holdt vejret indtil hun fandt frem til en smal skovsti, som banede pænere vej i det ujævne terræn. Halen svejede bag hende i takt til hendes vuggende gang, nakken var knejset let og ørerne vippede rastløst for at opfange alle skovens særprægede lyde, der bevidnede om liv, som snart ville blive endnu rigere, når først foråret bød sig velkomment.

Det var først da hun skrånede om et af de bredere stammer, at en fremmed skikkelse tonede sig tydeligt frem blot små femten meter fra hvor hun befandt sig. Det fik hende til at sænke tempoet helt indtil at hun stod stille i parade med hovedet hævet og ørerne vendt fuldt frem. Lyden af en svag nynnen kunne høres og som gav en smuk genlyd blandt træernes ekko. Constance stod fuldkommen stille og betragtede denne hest i få sekunder som han førte sig fremad i en rolig og taktfast gang. Det havde hun brug for - lige at stoppe op og beskue denne ædle skabning, inden hun ville give sig til kende. For denne hest var noget af et syn, alt efter hvad hun kunne se. En ganske stor og muskelfyldig hest, som stod ud fra de mørke omgivelser med det hvide skind, som blev lyst op fra det klare ovenlys. Endelig, lod hun en brummen starte fra hendes strube som da blev tonet højere til en lys og feminin lyd, som gerne skulle strække sig igennem området og blive båret af træernes stærke tilværelse. Constance gav sig nu til kende, og hendes nysgerrighed ønskede at fange dennes interesse. Alt var for nu glemt, om den mørke silhuet, der måske ejede symbolik for noget meget mere betydningsfuldt.

code by ♥

.~:SAMAEL:~.
A GREETING (7)

Lyden af en kvist, der knækkede under et større dyr, fil hingsten til at vende hovedet roligt. Som følge af dette, fulgte hans forpart med i vendingen, og snart stod ham med siden til hoppen, der synes fastfrosset til stedet. Snart levede den rustfarvede hoppe dog op, og et søgende kald kom ham i møde. Den tofarvede spidsede sine ører, der bar hver sin nuance fra det brogede skind, og derpå lod han et svar fylde luften, der endnu engang var fyldt med lydene fra skovens dyr. Hvad end der var passeret, var ham uvist, og med de genfundende lyde, var han igen faldet til ro. Bekymringer var ikke noget, der hvilede længe i månehingstens tanker, de var unødvendige, for trættende til at bære på dem i længere tid, såfremt de ikke var vigtige. Og netop denne, havde han ingen grund til at holde fast i. Den tunge hårpragt lod til tider et glimt af de gyldne hove igennem, da han foldede kroppen ydeligere, og varsomt trådte nærmere den fremmede skikkelse. Den prægtige pandelok synes at dække de havblå øjne, men ikke destromindre afgav han et roligt, men dog årvågent udtryk. Det var tydeligt, at hingstens krop var skabt til arbejde, og ikke til de frie bevægelser han nu besad. Og dog var bevægelserne præget af en så indæt elegance, som var han båret af en indre lethed. Hovskæget slog ud i luften som havskum, tlføjede blot ydeligere til den lettere overjordiske stemning der hvilede omkring ham, før han igen gjorde holdt, og tillod sig et kort hovedkast, for at afdække de intelligente øjne.
På trods af den stilhed der snart blomstrede imellem de to sjæle, gjorde hingsten ikke mine til ydeligere samtale. Han knejsede let i nakken, lod hovedet sænkes let som en hilsen. Dette var det første møde imellem de to sjæle, alligevel viste den brogede ingen tegn på tøven, eller anden form for utryghed, idet han let strakte mulen frme, og lod næseborene udvides. For at fange hendes duft, smage på den luft der omgik hende. Fra sine møder, der havde været spredt over de mange øer, havde han lært, at ikke alle tog lige godt imod den traditionelle hilsen. Ikke alle brød sig om at mødes mule til mule med en helt fremmed. At bytte ilt, duft, som normen havde været i hans hjemland. At traditionen var glemt, var dog næppe sandt. Den hvilede stadig tungt i hans indre, imens han gik til sine nye møder med større varsomhed.

Feb-Post #11

Constance

location: x | time: x | tag: x

Hun følte ikke behovet for at lade sin krop bevæge sig yderligere, end da hendes kald var nået denne himmelhest. Nej, den roanrøde hoppe var ganske enkelt stoppet op, og kun den ganske svage vippen med de mandelformede ører, de intense krystaløjnes blinken, og det livlige åndedræt, som nu var ved at vende tilbage til normalt, var at se i bevægelse. Stabilt stod hun på alle fire hove, som var hun på vagt - det var endnu ikke en mulighed for hende at falde så meget til ro, at hun ville kunne skyde ud i hoften og støtte den ene hov på det hårde underlag. Det var hun alt for opslugt til - opslugt af en nysgerrighed der var vakt i de livsgivende blå øjne, der hvilede roligt på hesten, som han nærmede sig. De få sjæle, som hun havde mødt i sin tid i dette fremmede land, havde hver og en været unik. Haft deres egne egenskaber eller kendetegn, der gjorde at hun for altid ville huske dem. Noget, som var særegnet for deres karakter, og som de enten måtte være stolte af, eller skamme sig over. Det var hver gang noget nyt der fangede hendes øje. Som var hun fluen på væggen, der ikke ejede sådanne egenskaber selv, og stadig var vildfaren i sin søgen efter det. Sit indre, og sit egentlige jeg.

Denne hingst var ingen undtagelse. Ikke nok med at hans udseende var særegnet - hesten var direkte smuk, og som hendes klare blik indtog hver en detalje, blev hun langsomt mere og mere skeptisk. Det var dog umulig ikke at være en anelse tryllebunden af hans rene aura, der var det dominerende indtryk, hun modtog. Derfor var hun skeptisk - at møde en hest så ren af indblik og udstråling var ikke en hverdagsoplevelse. Skeptisk var ikke noget hun som sådan var nød til at være, men af natur nægtede hun at sænke alle parader med det samme. Man kunne aldrig stole på nogen, indtil visse grænser var nået.

Skønt hun var anspændt så rykkede hun sig ikke ud af stedet da den særegnede himmelhest gjorde stop et anstændigt stykke foran hende. Det var først, da han prøvende lod sin mule strække sig frem i en hilsen, at Constance kunne bløde en anelse op. Det var en hilsen hun kendte til, og som det havde været hvor hun kom fra - det fandt hun straks en svag følelse af tryghed i, og hun sænkede svagt det ædle, røde hoved og lod med en let og forsigtig bevægelse sin mule strække frem for at møde hans. Skønt hun ikke rørte ham, så indtog hun den søde duft af hingst som var endnu en unik ting for sig. Den i starten stærke nervøsitet var nu prællet af, og det gik op for hende at der ikke var noget at frygte. Det var blot hende, som var indespærret i egne frustrationer. Det ville være en skam at lade det gå ud over en sjæl, der så villigt og uden skrupler eller fordomme, lod sig møde hende. Hun lod det sig vise ved at lade en svag, beroligende brummen lyde fra sig i små korte intervaller, inden hun tøvende lod sine dybblå øjne søge hans. Hvad hun mødte var et blik der holdt på flere værdier, end hun kunne håbe på, og som ejede han svar, på alt der var at spørge om i denne verden. Med det samme nærede hun en smule respekt for dennes hingsts simple og anstændige måde at føre sig frem på ved et møde. Han ejede mere klasse end mange hingste nogensinde kunne drømme om at opnå. Så lidt skulle der til, før at man ville blive værdsat - der var meget at lære, for mange ungsind.

Efter et øjebliks uddeling af information, trak hoppen forsigtigt sit hoved til sig, og lod det skråne få centimeter til højre, så den røde pandelok fulgte med. Mange tanker strøg igennem hendes sind, og mange af dem endte ud som spørgsmål. Han virkede som en, der kunne eje meget historie, men om hun turde at spørge, krævede en smule mere overtalelse.

code by ♥

.~:SAMAEL:~.
A GREETING (8)

En varm luftstrøm forlod hingstens lyse mule, og han modtog en lige sådan, fra denne fremmede skikkelse. Den korte hilsen synes at live en anelse op i de dybblå øjne, et svagt tegn på lykke. Det var længe siden en anden sjæl havde mødt ham, på den hilsen han var mest vant med. For det meste, blev den hilsen blot taget som en inviterende, søgende gestus, hvilket havde ledt til en nedsat forventning om at blive mødt. Hoppens korte lyde generede ikke hingsten det store, han holdt roligt mulen på den vante plads, og lod kort en dyb brummen fylde luften, før halsen roligt foldede sig sammen igen, og hvælvede i de mange veltrænede muskler. Hendes anspændhed var taget betydeligt af, en ting den tunge skabning tog som et godt tegn. Nervøsitet smittede ham sjældent for alvor, så længe han følte sig selv i kontrol over situationen, men dog kunne han tit fornemme, at hans rolige tilgang til livet, smittede andre i hans nærhed. En evne, han tog som en ganske dyrbar gave, og en han havde i sinde at beholde, så længe det var en mulighed.
Usagte spørgsmål svævede i hoppens øjne, og fik den tofarvede skabning til at tippe det mørke øre ud til siden. Tænkende. Ud fra den blotte måde, hvorpå hoppen betragtede ham, ud fra de signaler den spinkle rødlige krop udsendte, kunne han fornemme hendes betagelse af ham. Ikke at det var et under i sig selv, han havde mødt ganske mange, der ved hans udseene alene, blev ganske betagede af ham, men samtidig ville det give ham noget at leve op til. Et noget han ikke nødvendigvis kunne opfylde. På trods af sin vise fremtoning, og harmoniske sind, havde den tofarvede ikke ret meget viden om selve landet. Han havde vandret i det, mødt visse sjæle, og danset med de fremmede elementer, men han havde aldrig fundet svaret. Noget der kunne overbæres med overbevisning, til dem der spurgte. Dog forblev dette slet og ret tanke, og den tunge hingst lod i stedet hovedt sænke en anelse. Den sænkede holdning var blot endnu et venligt sindet tegn, endnu en reminder om, at han ikke havde ondt i sinde, hvorpå hovedet blev hævet lidt igen, og et kort hovedkast jagede den tofarvedepandelok væk fra de havblå øjne.