Forgotten footsteps | Constance

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var nærmest regnbuer, der forlod hingstens mule, da han kunne formå at give øen et navn. Det var en lokation hun nu ville kunne referere til, ligesom landet. De andre øer ville hun kun kunne beskrive ud fra deres miljø og klima, som havde skiftet drastisk. Selvom landet indtil videre havde virket storslået, blev det hele formindsket ved informationen om, at der knapt var mere. At hun ikke ville kunne vandre længere, ligesom i sit hjemland hvor vandringerne virkede uendelige, før at de fandt nye græsgange. Hun tog imod hingstens varsel om, at øen ikke var et sted for alle og enhver, hvilket jo var fint. For Constance var bestemt ikke blot 'alle og enhver', hvis man spurgte hende... han havde jo selv været der, men muligvis var han søgt til denne træbeklædte ø, fordi der ikke var noget for ham der? Det var blot en tanke hun kunne overveje, men som hun ville spekulere over for sig selv, lidt endnu.

For selvom hun virkede skrøbelig udenpå, ville et udseende nemt kunne bedrage. For hendes fortid skulle vise sig at have givet hende egenskaber, som man ikke skulle forvente sig af en unghoppe - og fremtiden ville heller ikke blive nem. Men skønheden ved det ildrøde skind, kunne være en ulempe for sikkerhed - hun stak ud, og det samme gjorde de betagende blå øjne, der kunne virke så fængslende når lyset fangede det lystige spil. Én ting undrede hende dog, og langsomt lod hun det ædle hoved tippe en anelse til siden, og stemmen blev blød og mørk.. "Hvad er der dog, som jeg burde tage mig i agt for?" Som var det en udfordring, havde denne varsel vagt hendes interesse for at udsøge enhver ting, der ville kunne gøre hendes liv interessant - og meningsfuldt. Blot at skulle udføre sit arbejde som hoppe var for hende bestemt ikke nok. Der skulle være plads til at drømme, og til at ønske - at leve livet, om det så måtte være på dødens rand med farer i hælene. Én ting var dog nu sikkert - hendes næste destination, var Foehn.

Forgotten footsteps

Sicarius rynkede let på mulen. Hun vidste tydeligvis ikke noget om hvilke farer der var at finde på den røde ø Foehn.
”Det er ikke noget der sker for alle, selvfølgelig, men der findes heste … Specielle heste. De kaldes skygger, jeg ved ikke om du har hørt om dem, men de tjener mørket. Noget jeg beundrer meget. Jeg regner med at blive en af dem en dag – snart.”
Fortalte han stolt. Han ville slutte sig til broderskabet, og han ville føle at han hørte til et sted, omsider. Han var sikker på at det var det han ville, det skulle bare lige være det rette tidspunkt. Han var selv ny, men det så ud til at denne Constance var endnu nyere. Det viste vel bare at der kom heste til Andromeda i en jævn strøm hele tiden. Han vendte blikket ud mod horisonten.
”Når vejret er klart kan man nogen gange se vulkanen på Foehn, men her er alt for overskyet i dag. Men jeg ser øen somme tider.”
Forklarede han, selvom det var lang tid siden at han sidst havde kunne se Foehn. Der havde været nogen klare morgener i December hvor det var til at se, men ikke nu.

Wordcount: 202 | Tagged: Constance

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Som han fortalte blev hendes krystalblå blik langsomt draget imod det tågeindhyllede mørke i det fjerne, som måtte fungere som øen Foehn. Hans dybe stemme ytrede sig om nogle 'specielle heste'. Godt nok havde Constance aldrig været indrømmende overtroisk, men siden at hun på underlig magisk vis - hun hadede at måtte betegne det som magisk, for hver dag spekulerede hun over hvad den logiske forklaring end måtte være - var endt i dette land, havde hun måtte tvinge sig selv til at tro på lidt af hvert. Nu var tiden kommet til disse 'skygger', og mon ikke at hun ville blive skuffet, hvis hun nogensinde skulle risikere at rende ind i en? Ville hun overhovedet vide, og se, at vedkommende måtte være en skygge? For hende var billedet af en skygge noget som ethvert væsen kunne kaste. Spørgsmålet var nu - hvad er det specielle ved dem? Men hun følte at hun nu langsomt var ved at spilde sin tid, og det blev klart for hende da han selv erkendte at han ville blive en af dem. Denne hingst havde desværre ikke formået at oplagre særlig meget respekt hos hende, så den første tanke var, at det måtte være nemt, hvis selv han kunne blive til en skygge. 'De tjener mørket', jaja... Lige så ung hun var, ligeså naiv er hun. Hendes frie tanker havde svært ved at tage ham fuldkommen seriøs, men det havde dog givet hende nok stof til eftertanke til, at hun have besluttet sig for at lægge kursen imod Foehn. Tiderne så ud til at ville ændre sig for hende, og at tage sig i agt, var ikke noget der som regel lå i hendes natur.

Efter lidt stilhed og overvejelse så den unge hoppe endeligt op. "Tak skal du have." lød hendes lette stemme, som underligt brød samtalen og lagde den på is. Uden så mange andre hentydninger til noget som helst, spankulerede hun uden om hingsten med vuggende skridt, med mulen vendt imod Foehn. Hun ville nok først nå derover om et par dage, men det var tid, som hun vidste at hun havde på hånden. Constance skulle ikke nå noget overhovedet.

Forgotten Footsteps
______________________________

Det var tydeligt at hans stolte ord ikke gjorde det store indtryk på den roanrøde, og egentlig var han en smule ligeglad. Hun var ikke hans tid værd, og han var begyndt at kede sig i selskabet. Det havde egentlig bare været ham der forsøgte at holde hende her, men nu begyndte det at kede ham. Måske ville de mødes senere, og måske ville de ikke, men lige meget hvad der skete ville det ikke ske nu. Imens han tænkte disse tanker, kunne han også se at Constance var på vej væk – så behøvede det ikke at være ham der tog det første skridt væk fra deres selskab. Han svarede ikke på hendes stilfærdige tak – han havde allerede vendt ryggen til hende.
____________________________________________________________________

Wordcount: 122