Forgotten footsteps | Constance

Forgotten footsteps

11

Tilbage var den brogede igen, på Chibale. Stedet hvor det hele var startet, sådan huskede han det i hvert fald, trods han ej var sikker mere. De sidste måneders begivenheder havde slettet det meste af hvad der skete de første timer i Andromeda, og han var ikke en hingst der normalt tænkte tilbage på den måde, medmindre han absolut var tvunget til det. Det meste sne var smeltet, men der lå intet forår i luften. Lugten af fugtig muld og grannåle krøb op i den kraftige hingst næsebor, og han savnede asken på Foehn. Han følte at han langsomt var ved at blive kvalt, skønt det burde være omvendt.
Dog var han langt mere klar på selskab her, end på den sorte ø. Han følte sig mere oplagt her, og han havde det som om han nærmest havde været i en underlig trance før. En trance som han intet havde imod, men den havde fået ham til at miste lysten til ganske normalt selskab. Ellers var det bare fordi han for en gangs skyld tænkte hvad han netop havde gjort igennem, og hans konklusion var at han havde gjort det rette. Nu skulle han blot fortsætte på den måde, og han var sikker på at skyggerne til sidst ville tage ham til sig.
Sne lå i dynger hist og her, men ellers svuppede jorden blot let under vægten fra den kraftige hingst. Han brød sig ikke om det, så hellere sne. Han så frem til sommeren, ikke de hede dage, hvor det var som at ligge under flere hundrede tæpper, men de dage hvor luften var varm og frisk. Ikke fordi han decideret nød dem, men dette var da forfærdeligt for at sige det mildt. Han ville sikkert ikke nyde det når sommeren endelig komme, men han tvivlede på at han direkte ville tænke på det som noget han hadede. Han vendte kort blikket ind mellem de tætstående grantræer, men så intet, andet end et rødt egern der gloede på ham med sin pjuskede hale højt i vejret, inden den pilede videre op af de hårde stammer.
Træerne var endnu nøgne, men snart ville det sikkert være muligt at finde små spæde og lysegrønne skud på de ellers sorte grene.

Han mente at det var her han havde mødt den palominofarvede hoppe, som han endnu ikke havde sat navn på. Hun var måske den eneste han kunne ønske at se igen, ikke fordi han direkte kunne lide hende, men hun var morsom, og han havde haft det sjovt med hendes selskab. Ja, han havde haft det bedre end han havde haft i umindelige tider. Et forvrænget smil tog plads på hans læber ved tanken, men blev kort efter visket bort da han kom på andre tanker. Hopper var aldrig på samme måde anden gang. Alt for uforudsigelige.

Wordcount: 467 | Tagged: Constance

Feb-Post #13

Constance

location: x | time: x | tag: x

Efter at have brugt dage på at spekulere længe over noget, som ikke var relevant uden en løsning, havde den røde hoppe endelig skubbet de tyngende tanker til side. Det havde givet hende opløftning i hele hendes adfærd og efter lidt tid, var hun på toppen. Efter lang vandring havde hendes muskelopbygning forbedret sig, imens hun stadig holdt en let og slank bygning. Mængden på føde havde bestemt ikke været ringe, så hendes røde pels havde fået et pift af styrke, og samtidig havde den opnået en tæt og blød tilstand, der bevidnede om godt helbred. Der var helt enkelt kommet nyt liv i den eksotiske hoppe, som også var blevet præget særdeles meget af hendes tidligere møder, med ét specielt i tankerne. Indtil nu havde hun levet livet alt for forsigtigt, og det var snart på tide at sætte en dagsorden. Selvom hun kendte til sin pligt som hoppe, så manglede der bestemt noget i hendes verden. Indtil videre havde hun opfyldt sin pligt, men det var ganske ustabilt, når hun stod uden beskytter. Den simple forklaring var dog blot, at hun ikke mente at hun havde brug for en. Der havde indtil videre ikke vidst sig at være nogen form for direkte fare i dette fremmede land, som hun nu skulle til at kalde for sit eget. Ingen hingste havde endnu vist sig som en potentiel mulighed, og det ærgrede hende... dog kun til en vis grænse, for selvfølgelig var hun da selvstændig nok til at kunne opfostre sit afkom alene. Frygten lå blot i det faktum, at andre hingste måske ikke ville være så begejstrede for, at andet blod end deres vandrede omkring. Døden på sit afkom var noget hun selvfølgelig ville give sig fuldkomment for, at undgå. Der var dog længe til, at frygten ville få mulighed for at blive realiseret, og der var intet at se på den endnu slanke, og yderst elegante hoppe.

Chibale var en ø, som hun først havde betrådt natten før. Hun havde hørt om den, og dernæst gyst om dens basale mørke og skumle udseende på afstand, fra strandbredden hvor man ville kunne skue de mange, mange nøgne trækroner, der nærmest lignede kløer, som strakte sig op imod den mørke himmel, kun oplyst af månens svage skær. Man kunne sige, at det havde været en hård nat, men hun havde klaret sig ganske udemærket igennem. Turen igennem havvandet havde skyllet den fine pels fuldkommen ren, og på denne dag, hvor solen havde trukket sig tilbage bag de grå skyer, og jorden var mudret og kold, havde hun igen modtaget lidt mudder op langs de lange ben, men intet overdrevet. Constance havde besluttet sig for at skære direkte igennem skoven, for at undgå at tage den store bue udenom de mørke, høje stammer. Første del af dagen var gået ganske udemærket, men på midtdagen var en svag følelse af klaustrofobi ved at lægge sig om hende som et tungt tæppe. Derfor, og uden nogen varsel brød hun ud fra trægrænsen og ud på det langtstrakte stykke eng, som lå imellem skoven og havet. De intense krystalblå øjne så sig bestemt frem, imens hendes slanke krop blev spændt op og hun førte sig selv frem i en hurtig, dog taktfast trav, som spættede op til galop. Længere henne var der et hjørne, skabt af træerne som hun skulle manøvrere sig venstre om, for at komme op på den fulde langside. Med lethed satte hun af på det lidt ustabile underlag, og førte sig nu fremad i en kort og kontrolleret galop, men som alligevel tydeligt kunne høres imod den hårde, kolde jord, i form af en taktfast dundren. Det var noget hun elskede - at øge farten og bare lade kroppen og musklerne tage fuldstændigt over. Det var den følelse af frihed hun havde brug for at føle, for at være tilpas. Ingen skulle tage hendes frihed fra hende.

Med det samme hun med øget besvær, fik drejet om hjørnet og satte ekstra af med de stærke bagben, fik hendes klare, blå øjne øje på noget nær trægrænsen. De mandelformede ører blev vippet fuldt frem og den hævede, fyldige og stærkt røde hale gav et enkelt, dog kraftigt slag bag sig, som hun kortede sin galop en anelse op, og holdt kursen, der var placeret på midten af engen. Der gik ikke længe før hun kunne konstatere hvad denne skikkelse i det fjerne var, som for hvert galopspring blev tydeligere og tydeligere. Uden tøven fortsatte den roanrøde hoppe dog kontrolleret fremad i sin elegante galop, med let hævet og hvælvet hoved, svag hævet hale og fremadvendte ører. Det eneste der havde ændret sig var dog den øgede nysgerrighed og interesse, gemt i de intelligente, krystalblå øjne.

code by ♥

Forgotten footsteps

13

Da han trådte ud fra træernes favntag, mødte der den brogede et andet syn en hvad han havde ventet. En roanrød hoppe i en ganske kontrolleret galop bevægede sig elegant henover det stykke eng der adskilte det brusende og iskolde hav fra den mørke skov. Det var tydeligt at hendes krystalblå øjne allerede var fæstnet på ham, og ligeså var hans på hendes. Dog gik han ej nærmere, inden hun selv var stoppet op. Man skulle jo nødig være uhøflig allerede fra starten. Men som hun nærmede sig, og endnu ikke udviste nogen signaler om at hun havde tænkt sig at stoppe, måtte han blot gøre det nødvendige. Adræt trådte han få skridt til siden, så han stop foran hende. Hun var velsagtens ikke dum nok til at løbe direkte ind i ham, så hvis hun var interesseret i hans selskab blot en lille smule, så måtte hun stoppe. Ellers måtte hun løbe udenom, og så ville han være ligeglad. Hun var sikkert ikke det værd alligevel.
Imens hun kom nærmere, begyndte han hurtigt at studere hende. Lavere end ham, men det var de fleste også. Roanrød, med en relativt spinkel kropsbygning, og en kraftig mørkerød hale der smukt bølgede bag hende. Udefra var hun så tydeligt et pragteksemplar, og han kunne ikke vente med at se hvordan hun var på den anden side. En ideel hoppe lod ikke blot en hingst skubbe hende rundt, men måtte gerne blive vred. Dog skulle hun ikke være direkte fjendtlig og aggressiv. Jo, som han havde mødt den palominofarvede, var hun faktisk perfekt på den ene side. Hvis man lavede et mix af disse to, ville han have en perfekt en. Dette var selvfølgelig blot ønsketænkning, for han vidste godt at det var umuligt. Det var alligevel bare meget sjovt at tænke på, efter hans mening.

Wordcount: 303 | Tagged: Constance

Feb-Post #15

Constance

location: x | time: x | tag: x

Fuldstændig målrettet og med en destination i sinde, lod hun i starten sig ikke hæmme alt for meget af hestens tilstedeværelse. Hun var blevet for opslugt af sit mål, og hendes sind var vel et fuldkomment andet sted, end lige netop her. De intense krystalblå øjne havde dog ikke kunnet ungå at blive fanget af hestens stærke fremtoning, som stod ud med det samme hun havde sat blik på den åbne vidde. Det havde i et kort øjeblik taget hendes tanker fra målet, og i enkelte sekunder havde hun set på ham og overvejet, for så at gøre et stærkt kast med det ædle hoved, for så at øge farten i den bærende galop en smule. Der måtte også være plads til forbipasserende på hendes rejse, men skæbnen lod det ikke være sådan.

Den brogede hingst havde nu netop trådt ud på hendes bane, som en slags vogter der skulle kontrollere hendes gennemgang. Med kun få meter tilbage at løbe på, blev den slanke, roanrøde hoppe overrasket, og indså at hun måtte gøre et brat stop - hendes øgede fart i galoppen og de stærke arbejdsomme muskler gjorde det ikke til en let opgave. Hurtigt hævede hun det ædle hoved og sænkede sin bagpart en anelse, idet hun slog begge forben i den let mudrede jord. Hun næsten gled et par meter, inden hun med to små hop, kontrolleret skiftevis af forpart og bagpart fik stabiliseret sig selv i en fuldkommen parade, med siden til hingsten. Nu var hele hendes adrætte krop synlig, og med hvælvet hals og en flanke der måtte hæve og sænke sig efter hendes åndedræt, spillede musklerne svagt under det lækre, rødtonede skind. Med let tilbagevendte ører, og et par undrende øjne, mødte hun nu for første gang hingstens blik, som pludselig kun var enkelte meter væk fra hende - det var et held, at det ikke var endt ud i et frontalt sammenstød. Uden at sige noget, og stadigt stående med siden til, lod hun hurtigt, og ønskelig diskret sine dybdegående, blå øjne føre sig over denne hingst, som af en eller anden grund havde besluttet sig for at afskærme hendes vej. Muskuløs, høj, tungt bygget og med et par kolde blå-grå øjne vidste hun nogenlunde hvad der skulle sættes respekt af til for.

Efter få sekunder med stilhed og øget åndedræt, lod hun i protest et lyst vrinsk lyde fra sine lunger, direkte henvendt til ham - et tegn på at hun ønskede forklaring, og hvorfor han ikke bare kunne flytte sig, så hun kunne komme videre - ikke at hun skulle nå noget, men alligevel var hun overrasket. Det var noget hun som sådan sjældent blev, og det tiltalte noget i hende, som hun nu egentlig aldrig ville indrømme. De mandelformede ører var ikke vendt fjendtligt tilbage, men mere som var hun blevet mildt fornærmet - for hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke blot var tilladt at fortsætte, og sådan at blive stoppet op uden videre faldt ikke yderligere i hendes smag. Så hun så på ham med undren, der bekræftede at hun var i svag protest, og lod endnu engang den fyldige hale understrege det med et kraftigt slag, så der lød et svirp i den kølige luft, som allerede nu, var begyndt at lege med parternes hårpragt.

Endnu en gang, men denne gang mere dybdegående, lod hun sine blå øjne studere hingsten mere detaljeret. Han forekom hende mystisk med den store, grå man der stod i kontrast til hans lysere og varierede skind. En hingst der repræsenterede styrke og som med lethed ville kunne indgyde frygt og tage den respekt han ønskede - om så med magt.

code by ♥

Forgotten footsteps

17

Hingsten lod et svagt smil spille om sine læber, da hoppen stoppede op. Ikke lige den mest elegante måde at stoppe på, men hun stoppede da. Hun sagde ikke noget men hendes attitude overfor den brogede vidnede tydeligt om at hun bestemt ikke tolererede at han stoppede hendes ellers ukontrollerede løben omkring lige sådan. Da hun ligeså afgav en lys vrinsken, der fortalte ham yderligere at hun bestemt ikke fandt sig i hans handlinger, smilede han blot en smule mere, men der var ingen glæde at spore i hans øjne. Han svarede ej heller hendes tavshed, men betragtede hende fortsat med de isblå øjne.
Hun mindede ham ikke om nogen han før havde set, og han mente heller ikke at have set hendes farve før. Måske en enkelt eller to i kavaleriet, men de var alle langt kraftigere end hende, og det var udelukkende hingste der blev taget ind. Unge, stærke hingste som de kunne træne op, som de kunne se dø. Der var sikkert nogen af menneskene der rent faktisk opbyggede en eller anden form for bånd med den hest de fik tildelt, men de fleste var kloge nok til at lade være. De vidste sikkert at en af parterne ville dø før eller senere. Han huskede tydeligt den første gang han var i kamp – eller hvad han troede var det. Det var velsagtens bare en prøve, men larmen og følelsen af at blive mast var virkelig. Heldigvis gik han ikke ligeså meget i panik som nogen af de andre. De mest hysteriske fik blot en kugle for panden, for hvem kunne bruge en hest der ikke engang kunne tie stille? Ingen. Især ikke hæren.

Han skubbede sig selv ud af sine tanker, og holdt blot øje med hoppen, inden han talte. Måske var hun noget nær interessant, det håbede han da i hvert fald til en hvis grad. Ikke at han havde i sinde at danne nogen venskaber på nogen måde, men det kunne være en smule sjovt at få en lille smule morskab ind i hverdagen. Det hele var så ensformigt som tingene stod, når han ikke længere følte for at betragte verden som han havde gjort før i tiden. Som et vidunder, og han havde før nydt at studere bladendes mønstre, samt de hvirvler frosten skabte mod træernes mørke bark. Men han så ikke rigtig hvorfor længere – hvor var skønheden i det, og hvor havde den nogensinde været.
”Det så ud til at du havde travlt?”
Hans stemme bar et let præg af hån, for han regnede ikke med at hun rent faktisk skulle nogen steder hen, for der var ikke rigtig så meget den vej hun løb i. Bare skov, og hvorfor så holde sig ude på de åbne arealer? Hun kunne i hvert fald ikke have løbet længe her, for det åbne stykke land på Chibale var ikke meget, kun en lille smule rundt i kanten af øen, og det meste var klamt og mudret, der hvor de store bølger var nået op. Nu slikkede bølgerne sig dog kun dovent op af bredden, og kom ikke engang i nærheden af de to heste.

Wordcount: 519 | Tagged: Constance

Feb-Post #19

Constance

location: x | time: x | tag: x

Det gik skam hurtigt op for hende, at protester var fuldkommen ligegyldige, når man stod overfor denne hånefulde hingst. Utroligt at der fandtes sjæle, som virkelig måtte kede sig så meget - men på den anden side, så var Chibale ikke det mest livlige sted at befinde sig. Stadig ændrede det faktum ikke på hendes humør, og sammen med hendes protester, havde hun ladet sit yndige hoved virre fra side til side, for at se over hingstens høje skuldre, og videre imod sit mål. Det fik dog hurtigt sin ende, da hingsten abrupt valgte at tale. Med syret vrede hævede hun sit ene, stærke forben og stampede det i jorden med kraft, så det afgav vibration i den kolde, hårde jord. Hun stod nu fuldkommen stille, med hovedet hævet og i skjul bed hun sine tænder sammen, for at vurdere situationen og holde bero på sig selv - hun måtte desværre finde sig i det for nu. Hans ord brudte hendes ellers traditionelle tilgang, hvor ord ikke var en nødvendighed.. eller - det burde det ikke have været, men siden hans intentioner var anderledes end hendes, måtte hun vel indrette sig. Den hånende tone fik hende til at knibe de blå øjne svagt sammen og tilte hovedet en anelse på skrå - hendes egen spydighed skulle nok snart vise sig nyttig. Men hun havde lært en ting eller to og havde fået noget erfaring med sig, fra sin opvækst.

Hele hendes udstråling kunne klart tages som 'Ja, det siger du ikke?', men langsomt faldt der et mere tolerant udtryk over den slanke hoppe. Smidigt spændte hun op, hævede bagparten og halen en anelse, og lod begge fløjlsbløde ører vippe helt frem imod ham. Hun rømmede sig kort; "Du har ret. Det havde jeg." Stemmen var lys og blød og måske en smule for overbærende. "Så kan jeg hjælpe dig med noget, siden du finder det så absolut nødvendigt at stoppe mig?" Som var han en kvinde i nød, var hendes stemme nu også hånende, men et klart smil var at se om hendes mule, og de blå øjne lod sig ikke vige fra hans - de havde endelig genoptaget en tabt gnist. "Jeg har steder at være."

code by ♥

Forgotten footsteps

25

Et grin bredte sig om hingstens læber da han så hoppens reaktion. Vrede? SIikkert, men han kunne ikke være mere ligeglad. Hun kunne ikke gøre ham meget, i hvert fald ikke meget. Dog viste ingen følelse sig i hans øjne som han betragtede skønheden. Han lo kort. Steder at være? Der var ingen her, og det var derfor at han havde stoppet hende her. Der var uendeligt kedeligt at være her, men han havde da mødt visse sjæle der havde vist sig at være en smule anderledes end så mange andre. Mon ikke også denne var det?
”Vred, huh? Og hvilke steder har du dog at være? Der er ingen her der er værd at snakke med. Og nej, jeg havde velsagtens ikke nogen god grund til at stoppe dig. Men som du så fint sagde, så havde du steder at være. Det har du ikke længere.”
Fortalte han hende drillende, med nakken hvælvet, men stadig med øjnene fæstnet i hendes. Det så ud til at hun legede med på denne lige akt. Han satte i bevægelse, og bevægede sig omkring hende, for at studere hende fra alle sider. Han havde øjnene på sit bytte hele tiden, og til sidst stoppede han igen lige foran hende. Dansen måtte vente. Han ville bare se om hun havde nogen ar eller andre ødelæggelser på sin krop, men hun var fuldt ud perfekt på alle leder og kanter. Hendes pels glansfuld, ligeså var hendes lange røde man og hale. Hendes farver var ikke matte, men lyste op mod Chibales ellers kedelige farver. Hun mindede om en fin hund der desværre var gået forkert i byen og var endt steder hvor de herreløse var. Hvem tog sig af denne hoppe? Og der var en anden ting der var anderledes ved hende – hun var i fol. Han havde ikke set det først, for hun kunne umuligt være meget langt inde, men det var tydeligt at hun var større end hun burde være. Dog så han intet direkte fedt eller sul på hende som ikke burde være der, så han så det blot som at hun bar på et andet liv. Hvor fint.

Wordcount: 357 | Tagged: Constance

Feb-Post #23

Constance

location: x | time: x | tag: x

Det var ganske tydeligt at hingsten ikke tog hende seriøst. Det var selvfølgelig et hak i selvtilliden, men det gav hende samtidig noget at bevise. Selvfølgelig skulle man skue hunden på hårene, det var naturligt - den anden tydelige faktor var så at han var en hingst. Deres selvtillid havde det sommetider med at kunne nå utrolige højder og kunne være svære at bringe ned på jorden. Det kendte hun til, fra de tider ungingste havde bevæget sig forbi flokken, i hendes yngre år. Størstedelen af dem ejede mere muskel end hjerne, og det var desværre ikke til deres fordel. Nej, værre var når begge ting spillede sammen - det kunne enten skabe godt eller ondt. Denne hingst var ingen undtagelse, og da han lo, himlede den slanke roanrøde hoppe med de intense, blå øjne. Et fladt prust forlod hendes mule, men det var umuligt ikke at opfange det udfordrende smil, som frydede sig i hendes ene mundvige.

Hans ord, gav hun ham næsten fuldkommen ret i. At der ikke var nogen her, som var værd at tale med, virkede ganske rigtigt, for indtil videre var hun kun blevet imponeret over hingstens selvtillid og vilje til at blande sig. At han så til og med tiltog sig den magt at fratage hende sin konklusion om at hun havde et sted at være, var utrolig. Hun havde indtil nu hvilet en anelse på sit ene bagben, men da den store hingst så pludselig satte i bevægelse, rettede hun sig hurtigt op, og slog anspændt med den fyldige, røde hale. Det var en sjælden følelse, at føle sig omringet på sådan en måde - for hun var da selvfølgelig klar over, at hun ikke stod en chance imod hans muskelmasse og tag på pludselig overlegenhed - hun hadede det, men måtte erkende at hun var den underlegne. Det betød dog ikke at hun bare sådan lige ville give sig, eller slippe sine stædige holdninger - men rent fysisk havde hun jo noget at beskytte. Det var gået op for hende for blot et par dage siden. Constance havde endelig bemærket at hendes fysik ikke længere var fuldkommen optimal - at hun var blevet en anelse rundere om maven, og mere skrøbelig. Den største faktor havde dog været den svage aktivitet. Det havde været først gang at hun kunne mærke noget derinde, og samtidig havde en tung byrde lagt sig over hendes hjerte - hun skulle være mor.

Som den grå hingst gjorde sig vej omkring hende, kunne hun tydeligt mærke hans isblå blik berøve hende al personlig plads. Hendes stemme rystede dog ikke det mindste, som han udførte sin handling og helt indtil at han atter stod foran hende, hvor hendes blå øjne ikke havde forladt ham i et eneste sekund; "Jeg vil give dig ret i, at der ikke er nogen, som er værd at tale med her." Svarede hun spydigt, og selvfølgelig hentydede hun til ham - "Og selvfølgelig har jeg steder at være.. Det er bare ikke her, men måske er det jeg søger for enden af denne gudsforladte ø." Hun så sig omkring, og hun havde ret - hendes ører lagde sig ganske svagt tilbage som hendes blik gled over den grå himmel, for til sidst at ende på hingsten endnu engang. Der var noget mørkt og udueligt over ham - "Du kender ikke til mine ærinder." Snerrede hun irettesættende. Denne gang var hun ganske alvorlig, men der gik ikke mere end tre sekunder, før hendes blik lysnede og ørene blev løftet fra nakken. Med få, dog bestemte skridt veg hun en smule til siden, for at kunne få blik til bag hingsten - hun nægtede at lade sig kue, for godt nok ejede hun et elegant og nu skrøbeligt ydre, men hendes indre gemte på langt mere, end hvad øjet kunne se.

code by ♥

Forgotten footsteps

34

Hoppen så ikke ud til at blive særlig meget mere glad end hun var før, tværtimod. Endnu fuldkommen rolig betragtede han hende, inden han tog en dyb indånding som var det ham en kraftanstrengelse at skulle svare hendes dumme ord.
”Hvorfor er du så overhovedet her? Og nej nej, selvfølgelig kender jeg ikke til dine ærinder.”
Svarede han hende med et hånende smil om læberne, og gjorde tydeligt nar af hendes irettesættende måde at forklare ham det. Men hun havde fat i noget – han så bare ikke hvorfor hun så overhovedet var på Chibale hvis det end ikke var der hendes åh så fine selskaber holdt til. Latterlige hoppe.
”Jeg ser bare ikke hvor vigtigt det kan være – hvis du har så fine selskaber, hvorfor så ikke fortælle mig hvilket fint stævnemøde du skal skynde dig så meget til?”
Drillede han hende. Det var tydeligt for enhver at hoppen var mere temperamentsfuld end hun måske så ud når man så hende på afstand. Men allerede denne lille smule drillerier havde åbenbart fået antændt hendes lunte. Han ville ikke skade hende medmindre hun selv begyndte på noget verbalt skadeligt. Han brød sig ikke om at skade andre uden særlig grund. Selvom hele hans væremåde var rolig og afslappet, var hans holdning oprettet, og hans nakke var let knejset. Som hoppen trådte til siden, vendte han kort halsen så han endte havde øjenkontakt med hende, inden han lo kort, dog uden at tillægge andre kommentarer til hvorfor han havde gjort sådan.

Wordcount: 249 | Tagged: Constance

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Forgotten Footsteps
4

Et suk undslap forsigtigt hendes læber, idet hun opgivende mødte hans blik, og nu slappede af i sin holdning, ved at skyde hoften ud og støtte den bagerste hov på kronen. Et smil sad om hendes mule, og de blå øjne var blødt op. Det var både et signal om, at hun måtte opgive at være modsættende for nu, men samtidig et klart opråb om, at han ikke indgød den frygt eller respekt som han måske ønskede. Istedet forsøgte hun at bringe samtalen ned. "Det er ikke nogen jeg søger, men noget, og du kan hjælpe mig, ved at svare på et spørgsmål." Lød hendes bløde, let charmerende stemme, idet hendes blik blev mere intenst og indgående, bag den røde pandelok. "Tager jeg fejl, hvis der ikke er mere land, efter denne gudsforladte ø?" For det var præcis det hun søgte. Viden efter at kunne lægge et kort over denne verden - det endelige mål var at finde sit hjemland, men jo længere hun vandrede, jo klarere blev det, at det var en fjern realitet. Hun var kommet hertil - og søgte enden af Chibale, for at finde ud af om der lå mere i horisonten, eller om hele verden stoppede dér. For så ville hun vide hvad hun havde at leve resten af sit liv på, hvor lidt hun end ønskede det.

Hingstens nedladende tone havde sat hende i skak, men hun bad ham nu om en tjeneste - et svar. Efter at have ladet sin bløde stemme varme den ellers iskolde luft, rettede hun sig atter op, og slap ikke hans blå øjne, idet hun forsigtigt trådte frem og nærmede sig varsomt. Det intense blik forlod ham ikke på et eneste øjeblik, som hun betragtede ham uden et ord. Netop nu lå der en attraktiv trang til at røre ham - blot indtage den stærke duft af hingst, som ville gøre at hun altid ville kunne huske ham - men også at trække grænser - hvilket hun netop havde indledt, om hingsten havde indset det eller ej. Det hun dog indtil videre havde observeret var bestemt ikke ringe - han virkede kvik, og bedrevidende, selvom hun dog så ham så ignorant. Men om han også var med på at lade sine grænser udforske var op til ham, og alle sanser var i spil for at aflæse ham. Langsomt, og ganske forsigtigt strakte hun sit ædle hoved frem med den let svungne hals, med et par bløde mandelører vippet fuldkomment frem. Den roanrøde, slanke hoppes blik var indbydende, næsten lokkende. Ville hingsten lade sig forføre?

Forgotten footsteps

Tilfredsheden skyllede endnu engang igennem hingsten, nu hvor det så ud til at hane ndelig havde sat denne flabede hoppe lidt på plads. Men hvad han ikke kunne forstå var hendes spørgsmål. Ikke mere land? Både og, jo. Der var ikke mere land på øen, men der var jo mange flere øer. Han betragtede hende nu lettere tøvende, inden han svarede.
”Hmm.. Jeg forstår ikke helt hvad du mener. Der er mere udover denne ø. Det komme bare an på hvilken vej du drager. Der er mange andre øer, men jeg går da næsten ud fra at du har været på størstedelen af dem. Jeg ved ikke hvad der er udover det, men jeg har heller ikke i sinde at finde ud af det.”
Svarede han den røde hoppe. Det var måske ikke det mest konkrete svar han kunne komme med, men der var ikke mere han kunne sige. Hendes ord lød en smule sære i hans hoved nemlig, men nu havde hun fået ham til at tænke. Var der mere end de øer han havde været på, og hørt om? Kunne man komme til et andet sted, hvis man bare svømmede længe nok? Han blev dog revet ud af sine tanker ved at hoppen nærmede sig – måske en anelse for meget efter hans mening. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på hendes lille gestus. Han hævede blot hovedet og fnøs let, hvorefter et mindre smil igen tog plads om hans læber.

Wordcount: 244 | Tagged: Constance

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var ikke til at sige, hvordan hingsten ville reagere, som umiddelbart virkede uforudsigelig. Det var med til at kaste lidt mystik over ham, som vidst nok var ganske uplanlagt, og derfor lagde op til at hun ville udforske ham mere nøje - med forbehold. Jo mere hun kunne tillade at prikke til ham, jo mere information ville hun kunne læse ud fra hans kropsprog og adfærd, som allerede nu havde givet hende en sans for situationsfornemmelse. Hingsten fnøs og hævede sit store hoved, da hun lagde an til at nærme sig. Det vidnede hende om kløgt, dominering eller arrogance. For hvem var villig nok til at lade en fremmed nærme sig så meget uden spørgsmålstegn? Jo, en kåd unghingst eller en uvidende unghoppe. Han var hverkend det ene eller det andet, og bekræftede derfor hendes teori. Da han afgav sin reaktion veg hun også selv en anelse med det velformede hoved - en gengivelse af hans bevægelse, som i hendes verden var et kompliment. For når en hest gengav en andens bevægelser var det tegn på respekt eller beundring. De blå øjne forlod ham ikke, og de var fyldt med djævelsk interesse som hun trådte et skridt bagud, som buen hun lagde imellem dem var en anelse større, og måske til hans komfort. Den røde, fyldige hale var hævet en anelse, og skabte for hvert enkelt sving, sitrende fornemmelser igennem hende, som holdt hende på dupperne. Selvfølgelig stolede hun ikke nok på ham til at kunne lade nogen af sine parader falde det var dog for risikabelt.

Istedet trippede hun ganske svagt til side, i et forsøg på at kunne gøre sig en bane om bag ham, for at få en udsigt til resten af øens hældende horisont -hun ville videre, for hingstens ord var ikke en 100% forsikring om hvad der lå forude. Om han ville lade hende forbi til det endelige, vidste hun. Men for nu var han hendes selskab og hendes - hans.

Hendes blik mødte hans i et flygtigt øjeblik "Så hvad du siger er, at du har tænkt dig at blive på denne ø? I søgen efter...hvad, dog?" lød hendes stemme der pludselig virkede en anelse for uskyldig - måske en smule forsynderisk.

Forgotten footsteps

Det var som om de roanrøde foran ham gengav hans bevægelse, han ryk opad med hovedet. Hun virkede for ham rimelig uforudsigelig. Han var ikke sikker på hvad han syntes om hende. En anelse … Nej, han anede det ikke. Han så hvordan hun ikke ønskede at falde ordentlig til ro – stå stille, ligesom han gjorde. Det var nok et klogt valg, selvom han ikke havde i sinde at gøre hende noget. Ikke medmindre hun begyndte at provokere ham, eller ligefrem true ham. Han regnede bestemt ikke med det, for hoppen virkede på ingen måder dum. Han snurrede mistroisk rundt, da hun begyndte at bevæge sig omkring ham, men det var blot så hun kunne se ud over øerne. Han var ikke sikker på om han havde i sinde at stoppe hende hvis hun begyndte at gå endnu engang. Han havde vel fået det han var kommet efter – en snak med nogen. Han lo let over hendes spørgsmål.
”Selvfølgelig ikke. Jeg har været på de fleste af øerne. Jeg mener bare, at jeg har tænkt mig at blive på disse fem øer. Andromeda. Jeg har ikke tænkt mig at bruge mit liv på at svømme rundt og se om der er andet end bare Andromeda, for det tror jeg vitterligt ikke at der er.”
Svarede han. Det var sandt. Han var strandet her, ligeså vel som hun.

Wordcount: 227 | Tagged: Constance

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Og det var første gang det gik op for hende, hvor guderne havde anbragt hende. I et land, kaldet Andromeda. Den roanrøde hoppe tøvede straks i hendes bevægelser, imens munden faldt i ophøjet forundring over realisationen. Det havde indtil videre været hendes mål, i søgen at finde ud af hvordan det sære livs-snit havde givet hendes skæbne det tvist, at hun kunne lukke øjnene i frygt og frustration, for så at blive vækket af naturens fredelige stilhed - et helt andet sted. Helt alene. Denne skeptiske hingst havde givet hende informationer værdige nok til at blive mærket 'guldkorn', for nu begyndte puslespillet langsomt at falde på plads - ihvertfald var rammen intakt. Fem øer udgjorde landet, Andromeda - alt efter hvad han vidste, og eftersom Constance ikke havde bedre at gøre godt med, tog hun hans ord for det.

Hun forblev tavs, da et koncentreret og tænkende udtryk overtog hendes blå øjne, der nu svang sig væk fra hingsten og til jorden, blot for at få vendt tanken i hendes hoved. Det var på en måde en stor skuffelse.... For ville det så betyde at hun aldrig ville kunne vende hjem? At hun aldrig ville se sin mor, eller en velkendt sjæl? Langsomt faldt der et tungt slør over hendes hjerte, som fik hende til at sukke. Det var dog indtil, at hun mindede sig selv om, at hun befandt sig i selskab og atter lod sit blik føre tilbage til hingsten. "Nå..." Lød hendes lyse stemme, i en afsluttende tone, som ikke virkede ovenud begejstret men derimod lyst og passivt. Det var altså hvad hun havde at arbejde med, og hun kun mærke at det ville kræve lidt tid at affinde sig med - for hvad var nu meningen i hendes søgen? Hvis der ikke var andet end én ø tilbage, hvor ved hun ikke havde sat sine hovspor. En mangel på mening slog hende og det var dybt frustrerende, så hun kunne ikke undgå at lad et lille fnys forlade den lune mule, holdt til sig selv. Efter få sekunders overvejelse, måtte hun i vildrede stille hingsten et sidste spørgsmål, bare for at få en eller anden retfærdighed og idé til, hvad hun nu skulle stille op.

"Er det værd at søge videre herfra? Vil jeg kunne finde noget meningsfuldt på den sidste ø mod nordøst herfra?" Hun hentydede til liv - om der var liv, vand og føde på den sidste ø. For hvis hun ikke havde et hjemland at søge, måtte dette blive det. For så vidste hun, at tiden måtte være inde til at opfylde en hoppes pligt, og finde en, som må finde hende værdig nok til at føre sin arv videre og få funktion i en flok. I et sidste glimt mod solen der langsomt lagde sig i horisonten mod vest, i træernes kroner lod hun til sidst blikket falde i hans. Hun følte sig fuldkommen tabt.

Forgotten footsteps

Hoppen så yderst tænkende ud. Tanken slog den kraftige hingst, at hun måske var nyere end han havde troet ved første øjekast. Det virkede i hvert fald som om han lige havde givet hende en hel bunke information, som hun ikke havde haft før nu. Han havde vel nærmest gjort hende en tjeneste, i så fald. Han skulle lige tænke lidt, da hun spurgte igen. Nordøst.. Det var Foehn. Det var Foehn, hoppen talte om, og han vidste ikke hvad han skulle svare. Det var jo ikke en ø for alle og enhver. Men han var begyndt at kalde den sit hjem, nu hvor han efter lang tids overvejelse var blevet en del af skyggernes broderskab. Han var endnu ikke indviet, men ville blive det ganske snart. Han skulle bare have en opgave, der ville hjælpe med at bevise hans værd for skyggerne. Åh, hvor han så frem til at blive en del af noget større, endelig kunne han føle sig hjemme et sted.
”Foehn? Den er værd at besøge hvis man har et ærinde der. Den falder vist ikke i alles smag, selvom jeg godt kan lide at være der. Jeg tror bare at man skal tage sig mere i agt der, det er ikke en ø for alle og enhver.”
Svarede han, og kiggede i den ø’s retning. Han kunne se vulkanen tone sig op mod himlen langt væk, men ellers var der ikke meget at se.

Wordcount: 239 | Tagged: Constance