Loyalty is a Virtue | Arion

Feb-Post #14

Constance

location: East Enophis | time: Night | tag: Arion

Denne nat stod månen klart på en skyfri himmel, fuld og rund i al sin pragt og skænkede landet dets sølvblå skær. Det var her, under den klare måne på øen, Enophis at den roanrøde, Constance, havde søgt tilflugt. Uden mulighed for at kunne sove, havde hun med rolige skridt bevæget sig ud i natten for så at gøre stop, ved en større sø, hvis kant stadig var belagt med is fra den kolde vinter. Der havde ikke været nogle tegn på forår endnu, og med den kølige vind måtte man trække sin tålmodighed længere endnu. Det var fascinerende for den unge hoppe, hvis helt klare, krystalblå øjne kunne spejle sig selv i isens overflade. For hun stod helt tæt ved kanten, med blikket vendt ned imod den delikate overflade, hvori hun kunne skue sig selv og himlens fantastiske stjernebillede. Utroligt var natten ganske vindstille, hvor kun vinden viste sig i få, kølige strøg som jog det høje græs med sig, og kun tillod sig at lege let med den fyldige man og hale.

Hun var ene, den slanke hoppe, hvis røde farve stod klart ud fra de naturlige farver i området - men hun havde fundet ro. Hun havde genfundet sig selv, og ejede nu mere tro end nogensinde i dette fremmede land. En svag og lysstemmet brummen forlod hendes bringe, som tankerne gled forbi, og hun i et øjeblik lod sit blik slippe det spejlede maleri, for at lade mulen søge ned imod græsset, hvorved hun blot strøg mulen ganske forsigtigt over de korte græsstrå ved søens kant. Langsomt og afslappet skød hun hoften ud til siden, og lod den ene bagerste hov sig støtte på det hårde underlag. Det her, var perfekt.

code by ♥

Natten havde lagt sig over Andromedas øer. Men mørket var nu ikke det der hærgede så meget lige denne aften. For deroppe på himlen, skinnede den store sølvgrå måne i stor stil, hvilket lyste hele området op, så der næsten var lige så god sigtbarhed som om dagen – men også kun næsten. Månens skær spejlede sig imod sneen, der stadig lå på den frosne jord. Men dog var sneen ikke fin og hvid længere, men nærmere lidt beskidt og grumset. For der havde ikke været nyfalden sne i de sidste par dage. Men måske ville sneen komme igen, inden for de nærmeste par dage? Arion vidste det ikke, og det var han såmænd også glad for – for han holdt af disse finurligheder og overraskelser, med vejret.

Den skimle hingst, bevægede sig stilfærdig afsted denne nat. Han kunne ikke finde ro, og trods der var så stille omkring ham, så han burde blive træt, skete det modsatte vel nærmest. Han blev rastløs, og han havde en trang til at undersøge alt omkring sig, denne måneskins nat. Arion virrede med sit skimle hoved, og lod de dybblå øjne spejde omkring sig. Måske var der andre sjæle, der var rastløse ligesom han selv var? I en let bevægelse, slog han sine baghove i jorden og satte frem i en kort og kontrolleret galop. Han knejste nakken maskulint, og hævede sin hvide hale bagtil, så den flagrede i takt til hans bevægelser. Han bevægede sig rytmisk og uden megen lyd – der var jo ingen grund til at larme, når andre var faldet til ro. Hans blik blev dog fanget efter et par 100 meter, for fremme foran ham, var en sø, hvor månen spejlede sig selv, og gav genlys. Og det lys der kom fra søen og månen, spejlede sig op på en feminin skabning, der stod og nippede til græsset tæt ved søens kant. Hvilken skønhed! Det var hun bestemt. Arions blå øjne hvilede på hende, inden han da smed sine forhove stødt i jorden, og ’hoppede’ let med forparten, for at stoppe. Stille stod han nu, 50 meter fra hende ca, og der blev han. Han virrede let med sit venlige og dog maskuline hoved, inden han udstødte et sagte og hilsende brum, i hendes retning, med ørene lyttende fremme imod hende. Han stod med kroppen rank og galant, og de blå øjne hvilede studerende på hendes rødlige skind. Mon hun ville tillade han selskab?

Feb-Post #16

Constance

location: x | time: x | tag: x

Det var en sjælden nat, som hun kun havde oplevet få gange. Som var det en specialitet, som kun natten delte ud af, og i begrænset antal. Det var en skyfri himmel fyldt med de iøjnefaldende og glimtende stjerner, der så blidt og enkelt omkrænsede den fantastiske fuldmåne, der rankt og stolt beklædte den mørke baggrund, som vi, sammen med natten kaldte himmel. Der var ganske vindstille, og derfor knapt så koldt som man kunne have frygtet på en vinternat. Måske lå temperaturen og hvilede fast på et par minusgrader, men så heller ikke lavere. Det var altså til at holde ud, så selvom den slanke hoppe tidligere havde følt sig søvnig, kunne hun nu vide sig fuldkommen vågen og betaget i en trance, af skønheden omkring hende.

Fuldkommen afslappet havde hun i nydelige øjeblikke nippet til det sparsomme græs, der ikke ejede meget kvalitet endnu. Pludseligt skar der sig dog en varm og tiltalende lyd igennem den kølige nat, i form af en sagte brummen i det fjerne. Straks spidsede hun sine mandelformede ører, og slog de krystalblå øjne op i overraskelse og nysgerrighed, som hun i en smidig bevægelse fik hævet det ædle hoved, så hun kunne lade sine intense øjne flakke over området, i retning af lydens oprindelse. Der gik ikke længe før hendes blik fæstnede sig på det, der kunne have været en engel i natten. For denne sjæls hvide skind lyste nærmest op, som det modtog månens gængse lys. Hun blev straks betaget af synet, og den lille stikken i bringen hun kunne føle, var ren og skær nysgerrighed. Hendes egne krystalblå øjne kunne lige fange et andet par dybblå øjne, som stak ud fra det hvide skind. En hingsts lune brummen var nået hende, og hun tog det som en forespørgsel, lige så meget som en invitation - og den tog hun selvfølgelig imod. Efter få øjeblikke lod hun selv sin egen brummen lyde, som næsten trak sig over til et svagt, feminint vrinsk, som tillod ham at komme nærmere. Selv, uden megen tøven tog hun enkelte skridt frem, imod denne fremmede, med halen svejende bag hende i takt til hendes vuggende gang. Ørerne var vendt imødekommende fremad, og hendes unge rastløshed var gemt væk for nu, for energien lå i de betagende øjne, som hvilede interesseret på den fremmede hingst i natten - hvem mon han var?

code by ♥

Den skimle hingst var vel nærmest gået I stå. Hvad der i virkeligheden svarede til nogle få sekunder måske, føltes som flere minutter, mens han stod der med sine dybblå øjne hvilende på den kønne skabning, der stod der foran ham. Han havde set mange hopper igennem sit liv – for han havde trods alt haft og ledt sin egen flok. Men sjældent havde han set en skabning som denne, der stod der ved vandet. Måske var det også månens skær, der gjorde hende ekstra fortryllende at beskue. Han vidste det ikke. Men han vidste bestemt, at hun var henrivende skøn at beskue.

Hans egne øre, var konstant prejet frem imod hende, efter han havde udstødt sin varme og indbydende brummende lyd, for han ville bestemt ikke gå glip af, hvis hun svarede ham. Men alligevel var han opmærksom på de omgivelser han befandt sig i – for nu skulle han jo også sørge for, at intet ondt skete hende, ikke sandt?

Længe gik der ikke, fra hans brummende hilsen havde lydt, til hoppens øre pegede bagud imod ham. Og hun fik sig vendt i hans retning. Et par krystalblå øjne faldt nu i hans, øjne der havde den blå farve som hans egen, men dog mere lyse og klare. Et lille smil gled over hans smule, helt automatisk, mens hans hoved tiltede let på sned over det kønne ansigt hun ejede. Hun udsendte nu en lyd i hans retning, besvarende på hans, imødekommende og indbydende, med en ganske fin feminin undertone. Og dernæst begyndte hun at skridte lidt i hans retning, for derefter at stoppe. Arion, den skimle hingst, knejste sin nakke op, så den lange og fyldige man, gled ned langs en ene side af halsen, i en sirlig bevægelse. Dernæst begyndte han at skridte imod hende, med maskuline bevægelser, der var ganske rytmiske. Hans øjne bar intet præg af ondskab, overhovedet. Nej, de bar præg af nysgerrighed, varme og en stor portion maskulinitet. For han var da bestemt en hingst – ingen tvivl om dette! Da han kom tæt nok på den skønne skabning, standsede han op i en galant bevægelse. Han log halsen sænkes og hovedet ligeså, mens han skubbede det ene ben fremad og lod fronten af sin krop sænkes, således at han nu faktisk bukkede for den fremmede hoppe.

,,Godaften, M’Lady.”

Hans stemme var sprød og dyb, men med en undertone af varmhed og imødekommenhed. Da hans hilsen var færdig, rejste han kroppen, og rettede sig galant op for hende.

,,Mit navn er Arion - er sådan en skønhed som De, blot helt alene denne aften, M’Lady?”

Han talte ikke sådan for at charmere den kønne hoppe – han var blot således opdraget den kære Arion. Men en skønhed, det var hun! Og det sagde han nu heller ikke blot til alle og enhver. Nej, han sagde kun hvad han i sandhed mente.

Feb-Post #17

Constance

location: Enophis | time: Night | tag: Arion

Som noget nyt og fremmed i en nat, der let kunne tolkes som en drøm, lod hun ikke sit blik forlade den englehvide skikkelse, som hun åbnede deres møde, ved at træde enkelte skridt frem. Først da, i et enkelt øjeblik lod hun sine intelligente øjne søge rundt i området omkring hende, blot for at forsikre sig, at de var alene. Endelig kunne hun overvære hingstens opsamling i den tydeligt muskuløse krop, inden han med lethed og rytme, bevægede sig imod hende. Der var ingen tvivl om, at Constance straks fandt interesse i hingsten, som allerede virkede til at yde noget til fordel for hendes behag. Hingsten var et prægtigt syn, og der var noget rent som stod frem i hans intense, blå øjne, der selvsikkert ikke lod sig slippe hendes. Som lukkede de nu begge af for den smukke omverden og lod sig blot opsluge af hinandens detaljer, som de begge kom tættere og tættere på. Forventningerne var svære at bestemme, for hun kunne ikke vente med at se, hvad han ejede af personlige kvaliteter. Constance havde mødt få, dog helt igennem unikke personligheder, som ikke definerede dem fuldkomment - nej, det var måske blot én af deres mange sider, som hun endnu havde i vente at opleve. Der var bestemt, og uden at afsløre for meget, bestemt også mange sider til hende, den roanrøde hoppe. Da han så endelig stod foran hende, kunne hendes krystalblå øjne, som svagt lyste op i natten og stod ud fra det røde skind, lade sig betaget glide over hele hingstens krop, og opbygning. Det var dog kun et flygtigt blik hun skænkede ham, for igen blev der vist overraskelse i hendes blik, alt imens de mandelformede ører blev vendt fuldt frem, idet han med ædle og smidige bevægelser bukkede for hende.

Smigret, og med en trang til også at skulle vise sig selv fra sin bedste side, stod hun stødt på alle fire hove, med halen ævede en bitte anelse, så fyldigheden var tydelig. Ikke nok med det, så tiltede hun det ædle hoved en anelse til side, så manen let faldt med om på siden af den smukt svungne hals. Da lød hans stemme, og ørerne der i et kort sekund havde været vendt ud til siden, blev nu vendt frem i en straks bevægelse for at indfange hans dybe, sprøde stemme der bragte intet mindre end en imødekommende tone, som han hilste hende med ord. En tilgang hun endnu ikke havde oplevet fra en hingsts side, som ofte forholdt sig stum. Men M'lady? Godt nok var hun af natur en hoppe, som var blevet begavet med en masse feminine udskejelser - men en lady? Det mente hun ihvertfald ikke selv at hun var, i henhold til hvor hun kom fra, og hvilken måde andre havde behandlet hende på. Men selvfølgelig blev hun smigret, og igen overrasket over den fremmede måde at tale på. Gad vide hvor han kom fra, denne ridder i natten? Og hvor mon han skulle hen? Men inden hun fik mulighed for at stille nogen af disse spørgsmål, blev hun selv stillet et.

Hun så på ham med fuld opmærksomhed i de friske øjne, og hun modtog hans navn, Arion. Det var det første navn hun havde modtaget, udover det lille føl, Ivory. Det havde føltes ensomt uden et navn at sætte på de skikkelser hun havde mødt. Straks, føltes verden nu en smule lysere. Som han talte, havde hun knapt nok mulighed for at forstå ham, for det lød så fremmed i hendes sind. Aldrig var hun blevet tiltalt på sådan en måde, og det overvældede hende, mens interessen blot steg yderligere for at vide mere, og komme nærmere.

"Lady? Jeg er skam ingen lady." Lød hendes bløde, feminine stemme som ikke lå for højt i tonelejet, men som bevægede sig mere hen i det selvstændige med en enkelt rå undertone, imens hun let virrede med det kønne hoved. Et smil var at se om hendes mule, for hun anså sig bestemt ikke selv som værende en 'lady'. Det lød alt for fint og høj af status i hendes hoved, så det lød smigrende når det kom fra den hvide hingst, Arion. "Men mit navn er Constance." Hendes præsentation var mere uformel, og bestod blot af et simpelt nik efterfulgt af et svagt tilt på hovedet. Et suk lød da svagt fra hende, inden hun hurtigt så sig om for at beskue sine omgivelser i optakt til svar; "Tja, jeg er ganske alene... Men nu er du her, og jeg forventer ikke at skulle være alene i et forventet stykke tid." Hendes blik var nu vendt tilbage til hans og der lå en gnist gemt i de blå øjne. Et smil var trukket skævt op i den ene mundvige, og hun var selvfølgelig useriøs i sin konstatering. Hun havde ikke noget imod at være alene... men havde så sandelig heller intet imod, at befinde sig i hans selskab, som det så ud indtil videre. Der var dog noget der hev i hende - noget i hende, som ønskede at komme ham nærmere. Mærke hans bløde skind, og indtage den stærke duft af hingst, som hun aldrig ville glemme. Det var det, Constance gjorde. Søgte grænser, prikkede til dem, for så aldrig at overskride dem, velvidende at hun ville kunne komme galt afsted, eller måske endda miste kontakten. Det var noget som var vigtigt for hende under et møde. At hun aldrig mistede den egentlige kontakt imellem hende og modparten. Det var intet stort hun ønskede, men blot bitte små og enkelte ting, der ville kunne bekræfte hendes evige tvivl, om vigtigheden i hendes tilstedeværelse. Hun var dog en selvstændig og til tider stædig sjæl, og hvis nogen med vilje skulle bryde kontakten, ville hun have mod nok til at protestere. Så uden at slippe hans blik trådte hun derfor to enkelte skridt nærmere, og lod i en smidig og ubesværet bevægelse sin mule strække frem imod ham. Dette var nu den hilsen hun var vant til, hvor hun kom fra. Hendes åndedræt var roligt og næseborene udspilede, for hun ønskede at huske ham. Og dette kunne være en ganske udemærket start, velvidende at det ikke var alle, som tog lige godt imod naturens traditionelle hilsen. Constance håbede dog, at denne hingst ikke ville have noget imod hendes forsigtige tilnærmelser, med grobund af ren og skær nysgerrighed og interesse.

code by ♥

Den skimle hingst stod stødt og rankt, mens hans tale var blevet udformet, med den varme og dog sprøde stemme, der tydeligt påviste at han var en hingst, og intet andet. Arion var formel af sin tale, og dette bundede helt og aldeles fra hans egen opdragelse, samt det land han stammede fra. Arions egen fader havde altid opdraget ham med en hård hov – men også med kærlighed. Moderen til Arion ligeså. Hun havde dog lært ham meget om, hvad der var rigtigt og forkert, og været hans støtte i de tider, hvor han havde brug for en skulder at støtte sig op af. Hans fader derimod, havde lært ham at kæmpe, og holde ved sine egne meninger og holdninger. Han havde lært ham, at blive en leder der skabte en respekt, der var nyttig og skabt af forståelse for alle individer – og ikke blot med muskler og magt. For han skulle ikke respekteres pga frygt, men fordi der var noget at respektere – en vilje, et sind af retfærdighed og forståelse, samt en krop der var skabt til at beskytte andre. Så Arion havde bestemt sine manerer på plads. Den hvide hingst, havde ikke fjernet blikket fra den kønne skabning en eneste gang, for han ønskede ikke at udvise at han var usikker ved at tilnærme sig hende, og det var han jo ganske vidst heller ikke. For det var der ingen grund til.

Den kønne hoppe, så en anelse forvirret ud, ved udtalen af de ord han før var kommet med. Og det var Arion nok på sin vis vant til, i denne verden. For der hvor han kom fra, var det jo helt normalt – men det var det bare ikke her. Hans dybblå øjne spejdede henover hver en lille centimeter af hoppens krop, og når månen spejlede sig sådan imod hendes skind, blev hun blot endnu mere fortryllende at betragte. I sit stille sind, vandrede tankerne omkring hendes udseende, han forsøgte at tillægge hende en, han før havde set, eller blot en hun kunne ligne. Men han kunne ganske enkelt ikke finde nogen, som hun blot mindede om. Nej, hun var skam en ener, i hvert fald i Arions dybblå øjne. Hans smil blev bredere, da hun sådan stillede spørgsmål til hans tiltale, og samtidig gjorde han også klar til at forklare – men dog ikke endnu. For den fine hoppe talte videre, og fortalte nu sit navn ’Constance’. Ja, selvom han ikke kendte betydningen, hvis der da var en, så klædte det navn hende ganske meget. Den hvide hingst kunne ikke lade være med at komme med en kort leende tone, over det næste hun sagde. For han fangede skam godt, at det ikke var alvorligt ment, men i sjov. Humor, det havde hun. Og det glædede ham inderligt! Hun viste sig selv let frem, med den let hævede hale, der tydeligt viste fyldigheden i den, samt den røde farve. Og hendes nakke blev let hvælvet, og hovedet tiltet til side. En skønhed, det var hun. Uden tvivl. Og han holdt af, at hun reagerede på at han havde ’løftet’ sig lidt, for at vise sig fra sin gode side, til hende.

,,Constance, det er mig en glæde at møde Dem. At jeg kalder Dem for M’Lady, er blot tilbage fra min egen verden. Vores tiltale lå sådan, hos dem vi ikke kendte så godt endnu. M’Lady er dog absolut intet negativt, det må De endelig ikke tro. De ville nok have kigget mere mærkeligt på mig, hvis min hilsen havde lydt således..”

En kort pause indtraf, inden han fandt en mere stram grimasse, og hævede sig mere i kroppen. Han stod rank, og han så helt formel ud i sit ellers rolige og imødekommende ansigt. Kort rømmede han sig, og derefter lød en meget formel og dyb hilsen.

,,Godaften, M’Lord”

Og et stift nik indtraf derefter. Arions holdning blev kort efter normal igen, stadig rank, men ikke hævet og stift. Han smilede varmt i Constance retning, inden han da lod sine øre vippe helt frem til hende igen.

,,Sådan skulle jeg hilse på min egen fader, igennem mange år, indtil jeg selv overtog den plads, han før havde. Selv ville jeg ikke hilses sådan på. Men det holdt hårdt – ikke mange var glade for, blot at hilse på mig ved mit navn”

Det sidste sagde Arion med en let leende stemme. For han morede sig længe over, hvor meget brok der havde været, da han bad sine medlemmer kalde ham ved navn, og ikke M’Lord. Hans dybblå øjne hvilede på den kønne Constance, der emmede en stor omgang nysgerrighed ligesom han selv. Han ønskede at komme tættere på hende. Dufte til hende. Røre hende skind. For derefter at kunne huske hende langt bedre. Men han vidste dog også, at ikke alle ønskede sidde traditionelle hilsener, netop ved at røre og snuse. Men Constance kom nu selv nærmere ham, og da hendes mule gled i hans retning, var den hvide hingst ikke langsom i sin opfattelse. Han lod sig selv tage et enkelt skridt i hendes retning, mens hans næsebor blev let udspilede og vibrerede. Hans mule gled frem til hendes, så deres næser faktisk stødte blødt imod hinanden. Dette fik en brummende lyd til at komme helt nede fra hans mave, i en dyb tone, der var hingstet og dog rolig. Hans øre vippede rundt, inden han med en lethed, nippede imod hendes fine pande. Mon det var okay for hende?

Hans krop var let spændt op, som enhver anden hingst nok ville være, når tilnærmelser fra en hoppe bød sig, som den gjorde nu. Men han var skam ganske rolig i sit sind, for han var nu altså ikke en ustyrlig og hidsig hingst – der skulle i hvert fald ganske meget til. Hendes duft lagrede sig i hans sind, og der ville den blive som et minde. Han trak atter sin mule lidt til sig, inden han dansede to skridt sidelæns, i en rolig bevægelse, og igen strakte mulen i hendes retning, nu hen imod hendes fyldige og røde man. Han var betaget af hendes udseende, det kunne han nok ikke skjule.

[10]