A new flame | Chrome

Det var ikke længe efter hendes forældres skænderi, og Ivory var forvirret. Hvad var der galt med de voksne heste? Hvorfor tilbragte de så meget tid sammen, hvis de kunne blive så uvenner? Det var underligt for det endnu unge føl, men for ikke at overbelaste sindet, havde hun blot lagt det bag sig. Hun vidste at de sikkert ikke troede at hun havde hørt hvad de snakkede om, men hun var blevet vækket af deres mumlende stemmer, da de steg i styrke. Hun havde blot forholdt sig i ro, og da de var faldet en smule ned var hun faldet i søvn igen. Men nu var morgenen kommet, og solen stod højt på himlen, skønt luften stadig var kold og klar. Hendes moder havde snakket om foråret, men hvad dette egentlig var skulle hun først finde ud af om nogen måneder. Hun havde fået fat på at vejret ville blive varmere, og så egentlig ikke så meget andet. Det var ikke rigtig så vigtigt efter sneungens mening.
Hendes mor var ude at gå, men hvorfor var hun ikke sikker på. Måske ville hun bare gerne væk fra en stund, for det så ikke ud til at hende og den plettede havde lyst til lige at snakke hele tiden. Men nu havde den sortplettede ingenting at tage sig til, og det havde Chrome vel heller ikke? Hun havde holdt øje med hvad han lavede i lang tid, for at sikre sig at han ikke lavede noget vigtigt, og det så det ikke ud til at han gjorde. Hun satte i spring hen imod ham, men sænkede farten en smule væk. Han skulle jo nødigt blive bange og tro at hun ville løbe ind i ham! Hun ville gerne finde ud af hvad han ville blive stolt af, så hun kunne gøre det. Hun ønskede kun at han syntes at hun var et ordentligt afkom for ham.
Ivory var ikke helt sikker på om han endnu havde set hende, så bare for at sige noget lod hun sin lyse stemme skære som en kniv gennem den sprøde vinterluft.
"Hvad laver du?"
Det var ikke som sådan fordi hun virkelig ønskede at vide hvad han gik og lavede, men hun ville gerne have at han skulle vide at hun var der, og var interesseret i ham, og hans selskab. Ellers kunne han vel ikke vide det. Hun havde godt set at hun havde mere tilfælles med ham, end hun havde med Mitis. Hendes korte hår var krøllet ligesom hans, og hun ejede de samme plettede aftegn som han, om end i en anden farve.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det var underligt og anderledes. Det var den eneste måde, han kunne beskrive den drejning, hans liv havde taget. Den var hverken god eller dårlig, glædelig eller sorgfuld. Der var i teorien noget glæde indblandet, men også sorg og irritation over at være bundet på en måde, han ikke havde troet han ville være. Ikke at han direkte havde noget mod den frihed, han nu manglede, men det var da til tider frustrerende at skulle tænke på Mitis og Ivory hele tiden. Dog ville han på ingen måde blot gå fra dem, selv hvis buddet kom. Nej, Mitis havde sagt hun ville følge ham, da han havde spurgt, og dermed havde han lige så meget ansvar for at lede hende, som hun havde for at følge. Ivory var lidt en anden sag og selvom han stadig ikke kunne forlige sig med den måde, Mitis ville have, at han opførte sig på, så var hun stadig hans kød og blod.

Nu hvor Mitis ej var her, stod den plettede hingst blot og holdt øje. Han så det meste af tiden blot mod det samme sted, før han så sænkede sit hoved, nappede til et par totter græs, hævede sit hoved og så sig omkring mens han gumlede på græsset. Efter et par øjeblikke blev det gentaget og sådan havde han spenderet et stykke tid nu, velvidende om, at hans datter holdt øje med ham. Ideen om, at hun prøvede at gøre ham stolt på en eller anden måde var stadig absolut absurd efter hans mening: hun var kun lige født og på det tidspunkt tænkte man altså ikke just langt.

"Jeg holder øje med verdenen omkring os," svarede han hende, hans ene øre vippet mod hende, men hans øjne så forsat ud over engområdet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[16]

Holdt øje med verden … Hvad var der at holde øje med? Den unge hoppe vidste endnu ikke noget om de farer der kunne true den lille flok på tre, så hun så ikke hvorfor hendes fader så intenst studerede verden omkring dem. Hun trippede op på hans side, og begyndte ligeså at stirre ind mellem træerne. Måske kunne hun få øje på noget han ikke kunne! Det var godt nok en smule kedeligt blot at stå og stirre, men hun havde intet ellers at lave. Af og til kiggede hun mod den plettede hingst ud af øjenkrogen, men lod bare som om hun stadig kiggede ind i skyggerne. Sommetider stoppede han og spiste græsset på jorden, hvilket så ud som underlig adfærd for den unge hoppe. Men igen, havde hun aldrig set ham drikke mælk fra Mitis, og det ville også se en smule mærkeligt ud hvis Chrome gjorde det. Han var alligevel også højere end hende og alting. Men det så ud til at det grønne og fugtige stads der voksede fra jorden smagte godt, så for at følge faderens eksempel, sænkede hun ligeså hovedet mod græsset.
Hun havde først lidt svært ved overhovedet at hive det op af jorden, da hendes tænder havde svært ved at holde ordentlig fast på det. Men da hun endelig fik det ind i munden, kunne hun på ingen måde se hvorfor hendes fader dog ville spise det. Det smagte kold og klamt og af ingenting, og hun måtte tage sig sammen for ikke at spytte det ud igen med det samme. Hun hævede hovedet med et ryk, og stirrede blot den samme vej som Chrome igen. Det var nok også det bedste.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Uanset hvad Ivory troede, så var hun stadig blot et føl og ikke just den bedste til at skjule, hvad hun gjorde. Dette betød, at Chrome skam godt vidste, at hun så på hvad han lavede og prøvede at efterligne det. Hun fandt dog tydeligvis ikke den samme interesse i det, men hopper var heller ikke rigtigt skabt til det på samme måde. Enkelte individer var, men de var fåtallige og med tanke for Mitis, så var Ivory næppe blandt disse. Det var ikke ondt ment, men blot et faktum, som ikke kunne ignoreres. Det gjorde hende dog bestemt ikke mindre værd i hans øjne, for ærligt talt var han ikke synderligt interesseret i at have døtre, som gik ned af den vej. Det følte han sig i hvert fald sikker på, at han ikke var.

Da hun prøvede at spise græs, men tydeligt uden succes på nogen måde, trak han let på smilebåndet. Nok viste han hende ikke meget, men han var stadig et familievæsen inderst inde, som livet blot havde formet anderledes. Stilfærdigt svirpede han med halen og gav et lidt fornøjet fnys fra sig. Han flyttede dog aldrig blikket fra landskabet omkring dem, selvom ingen farer havde vist sig i forfærdelig lang tid; mange ville nok kalde ham paranoid for, at han stadig stod her, men hellere stå her for ofte end ikke at være her, når det endeligt gik galt.

"Du er ikke gammel nok til græs," informerede han hende, hans stemme rolig. "Mitis burde være tilbage snart, så du kan få noget at spise." At hun havde gjort det udelukkende for at immitere ham og ikke af sult, kunne han ærligt talt ikke vide. Hans viden om føl var stadig stærkt begrænset, selvom han da havde lært et par ting. Både nogen han ville vide og nogen han godt kunne leve uden, men sådan var det vel bare.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[19]

Den unge hoppe sendte sin fader et blik der tydeligt vidnede om at hun ikke fuldt ud forstod hvad den plettede hingst mente med at hun ikke var gammel nok til at spise det. Var hun ikke gammel nok til at syntes det smagte godt? Hun forstod ikke om græsset ville komme til at smage bedre med tiden, eller om hun bare ville være tvunget til at spise det snaskede stads når hendes moder ikke længere ville lade hende die. Den tid glædede hun sig sandelig ikke til. Og heste var jo afhængige af deres moder hele tiden, ikke sandt? Hun havde i hvert fald ikke ligefrem selv lyst til at skulle til at skille sig af med moderens nærvær i den nærmeste fremtid. Tanken skræmte hende faktisk en smule, når hun tænkte nærmere over det.
”Oh.. Nå. Jeg var egentlig heller ikke rigtig sulten, jeg ville bare gerne vide hvad det var for noget.”
Svarede hun ham ærligt, og lod et svagt smil spille om hendes læber. Hun stirrede fortsat ind mellem træerne, inden hun fik øje på noget rødt der pilede afsted op af træstammen. Overrasket spærrede hun øjnene op, inden hun kiggede hen på Chrome.
”Se, se! Far, der var et egern!”
Hun havde før set egern, men ikke et så tæt på. Hun ville noget så gerne prøve at røre ved deres haler, for de så så buskede og røde ud når de sådan lyste op i den ellers gråtonede vinterskov. Med et sprang hun kort ind mellem træerne, og studerede nøje det træ hvor egernet havde været. Var det der endnu?

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Et øjeblik så han ned på hende og fangede synet af hendes svage smil, hvilket fik ham til selv at trække let på smilebåndet. Der var noget over føl, helt bestemt, men han så stadig ikke hvorfor Mitis var helt fortabt i det plettede føl. Til tider virkede hun til at være næsten paranoid omkring det, men alligevel gik hun bort i ny og næ som betød føllet ikke mere end så mange andre ting. Det virkede underligt efter hans mening, for han huskede ikke et eneste øjeblik uden sin moder, før han selv havde valgt at tage benene på nakken og komme væk fra hende.
Mindet om det trak en kort grimasse fra ham, før han hørt Ivory's ivrige stemme og vendte blikket mod det, hun havde fået øje på. Det var rigtigt nok et egern, så der var ingen grund til alarm over det. At hun pludseligt sprang afsted ind mellem træerne for at følge det, var dog en helt anden ting; en ting, som Chrome ikke direkte brød sig om. At hun sprang frem var som sådan fint nok; at hun sprang hovedkuls ind mellem træerne var ikke. En ting var et bevæge sig uden tanke gennem et åbent landskab, men det var ikke okay at hun gjorde det ind mellem træerne, hvor hun ikke kunne vide, hvad der lurede.
Med et fnys bevægede han sig efter hende og stod snart ved hendes side. Han så ned på hende, hans ører vippet lidt til siderne. Han så ikke vred ud, ej heller skuffet, bare lidt... tja... måske en lillebitte smule utilfreds, men bestemt ikke noget, hun burde mærkes af. Det var en smule irettesættende, da han nappede ud efter hende, men et smalt smil viste sig alligevel. Han havde jo også lavet de fejl en gang, men også kun en enkelt.
Ikke alle ar stammer fra fjender trods alt...

✕ ...but I do it in the best way ✕

[21]

En smule skyldbetynget vendte hun igen blikket op mod hendes fader, der med en lille snert af irettesættelse stirrede ned på hende. Han kunne vist ikke lide at hun var løbet efter egernet. Måske kunne han ikke lide egern? Eller også kunne han bare ikke lide at hun havde løbet så hovedkulds efter det lille røde dyr. Hun vendte blikket op mod træet igen, men egernet var for længst forsvundet. Ærgerligt kiggede hun på faderen, men sagde ikke noget. Han nappede kort efter hende, men det gjorde ikke ondt på hende. Det virkede mere som om han bare forsøgte at få hende til at forstå at hun ikke skulle gøre det en anden gang. Hun trak let på smilebåndet mod den plettede hingst, inden hun i to korte bukkespring trådte ind på deres lille lysning igen. Hun ville bare gerne ud udenfor deres lille sted, men hun var bange for at hendes fader ikke ville kunne lide at hun bare gik. Han kunne tydeligvis ikke lide at hun løb efter egern. Hun kiggede kort efter den and hun også havde set tidligere, men den var vist også væk. Egern var hendes ynglingsdyr, men måske kunne Chrome bedre lide snegle eller orme, eller måske endda ænder?

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hans plettede datter virkede ikke synderligt berørt af hans irettesættelse, hvilket både var godt og dårligt; enten forstod hun, men tog det ikke tungt, eller også forstod hun det overhovedet ikke og var villig til at gøre det igen uden videre tanke. Hvad der var tilfældet måtte fremtiden vise, for han havde ikke i sinde at spørge hende om det. I stedet så han derfor blot efter hende, da hun sprang tilbage til hvor de havde været før med et par korte spring. Let rystede han sit hoved, mens et par tanker hvirvlede omkring; et smil viste sig om hans mule, da han fangede en af dem: forventede han virkeligt, at hun gad stå og lave ingenting hele dagen? Det ville ikke være normalt hvis hun gjorde det, for han havde jo heller ikke ligefrem gjort det, men forskellen for ham havde været, at han havde haft andre at interagere med; det havde hun ikke... Hun havde kun ham og Mitis.

Det var med et par store skridt, at Chrome vendte tilbage til Ivory. For et øjeblik så han ned på hende, før han så vendte blikket bort, tilsyneladende med den hensigt at vende tilbage til sit tidligere gøremål. Han gjorde det dog ikke. I stedet så han på hende igen, inden han nappede let til hendes man og så drejede omkring. Mitis havde måske ret; han skulle nok gøre mere med hende, specielt nu hvor der ikke var andre føl for hende at bruge sin tid på. "Kom... lad os se, om vi kan finde Mitis," sagde han med et let træk i smilebåndet og så begyndte han ellers at skridte væk fra hende og afsted i den retning, som Mitis var gået, da hun først var forsvundet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[23]

Den plettede hoppes øjne lyste hurtigt op, da faderen foreslog en tur efter hendes moder. Det lød som en ganske formidabel idé, mente det plettede føl. Tid med hendes fader, hvor det kun handlede om hende, og så endda på vej hen til den grå hoppe! Lysende af glæder rejste føllet sig legende på bagbenene, inden hun igen lod de små hove ramme jorden foran den plettede hingst som var hendes fader.
”Ja! Hvilken vej skal vi?”
Spurgte hun spændt, inden hun snurrede en omgang rundt om sig selv. Hvorfor hun gjorde dette, var uforståeligt selv for hende selv. Det var bare sådan det skulle gøres. Hun fortalte mentalt sig selv, at hun ikke måtte løbe efter dyrene i skoven, specielt ikke egern. Egern var søde, ingen tvivl om det, men Chrome kunne vidst ikke lide de små røde gnavere. Hvorfor, forstod Ivory ikke, men hun blev nødt til at lade være med at gå efter dyrene, selvom de vakte hendes interesse mere end noget andet. Jo, måske var der en anden ting der kunne få hendes glæde helt i vejret, og det var når hun mødte andre heste. Specielt føllene, for de kunne lide at lege præcist ligesom hende. Og hun var noget så hurtig, hun kunne let løbe fra hver og en af dem! Det var i hvert fald den opfattelse hun havde af det hele.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome noterede sin datters lidt mystiske opførsel, men kommenterede ikke videre på det. Hvorfor hun valgte at gå i en cirkel om sig selv kunne han ikke sige, men så længe hun ikke gjorde det ofte, så ville han ikke tænke for meget over det. Alle havde vel sine små særheder og dette var bestemt en af de mere harmløse særheder, som han var stødt på. Hvis hun gjorde det for ofte, så skulle han dog nok fortælle hende, at det ikke var noget man gjorde: ikke fordi der direkte var noget galt i det, men fordi det simpelthen bare var en virkelig underlig opførsel.

"Det ved jeg ikke, Ivory, men vi kan vel starte med at gå den vej, som hun gik her til morgen," svarede han med et let smil, mens han så ned på hende. Forhåbentligt var hun ikke flabet i den forstand, at hun nægtede at gå medmindre han vidste præcis hvor de skulle hen, men det havde han nu på fornemmelsen, at det var hun ikke. Hun havde nemlig aldrig vist tegn på det før, men så igen en dag kunne vel blive den første. Hvad han ville gøre når den dag kom, det vidste han ikke, men han ville næppe lade hende te sig som hun ville. Ikke at han følte noget ønske om at kontrollere hende helt: nej, som sådan kunne hun gøre hvad hun ville, så længere hun gjorde det ordentligt og ikke prøvede at bestemme. Let rystede han tankerne af sig: der var lang tid til den tid potentielt ville komme... mente han i hvert fald.

"Vi må hellere få lidt fart på, hvis vi vil finde hende inden solen nærmer sig jorden." Med de ord satte den plettede hingst fremad i trav; hvor præcis Mitis var havde han ingen anelse om, men de skulle nok finde hende før eller siden.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[OOC: Lukker den her. Vi kan lave en ny en hvis det skal være ]