Frozen hours [Åben]

Regina.

"I don't want to wait anymore I'm tired of looking for answers, Take me some place where there's music and there's laughter. I don't know if I'm scared of dying but I'm scared of living too fast, too slow. Regret, remorse, hold on.."

Med et fnys stoppede den mørkebrune hoppe op, og så ned over den brede eng. De sidste rester af vinteren hang stadig diverse steder på jorden, hvor vide bunker af sne lyste op i morgenens stråler. De reflekterede kraftigt i lyset, hvorimod jorden under endnu holdt sig lidt passiv. Totter af græs var på vej op, knopper af blade og blomster tittede frem og i det skjulte begyndte diverse dyr at vågne fra deres vintersøvn. En enlig hare sprintede over engen, og Regina smilede svagt. Når man snakkede om solen...

Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at den mørkebrune glædede sig til foråret. Hun var træt af vinterens ensformige hvide farve, og glædede sig til at se hvilke farver og variation landet kunne bringe hende. Ikke at hun med sikkerhed kunne sige at der egentlig fandtes et forår... Men hun gik stærkt ud fra det. Jah.. Kort svirpede hun med halen, for at understrege sine egne tanker. Alt andet ville være direkte underligt.

Det var ikke længe siden Regina var ankommet til Andromeda. Selv havde hun ikke nogen præcis dag, da hendes minder og tanker havde været underligt slørrede de første dage.. Det hele var blandet sammen til en plørret masse, hvor det skarpe lys var det eneste skarpe der trådte frem. Men tænkte hun for længe over det, gav det ikke andet end en dulmende hovedpine. Ingen svar.

Med korte skridt begyndte Regina at gå nedad den lave forhøjning i landskabet. Opmærksomt gled det lyse blik over lanskabet omkring hende, men indtil nu havde er ikke været tegn på selskab. Den slanke krop drejedes længere end imod skovene, som søgte Regina mere ly for hvilke blikke der kunne lure imellem stammerne. For selvom hun følte sig alene, var det slet ikke sikkert det forholdt sig sådan.

- oh no I've got to go"

Thread: Frozen hours                                                                  Words: 392

Den gråhvide hingst havde i længere tid udforsket dette fremmede land, og hans destination var nu sat til en af de mindre øer. Med kraftige bevægelser svømmede han gennem det salte havvand og nærmede sig den mindre ø, der syntes at være dækket af skov. Han svømmede det sidste stykke mod bredden og gik op på den med sikre skridt. Han trådte ind på øen og rystede kort sin slanke krop, så vandet stod ud til alle sider fra ham. Med en rolig bevægelse lod han undersøgende sit gyldne blik glide over landskabet omkring ham. Han befandt sig på en eng af en slags, omringet af alverdens høje grantræer. Øen her var allerede fra første øjekast anderledes end de andre. Han gjorde et kort kast med hovedet, inden han roligt begyndte at vandre af sted langs engen.

Vinteren havde stadig sit tag i landet, men meget af sneen var begyndt at smelte. Der lå stadig lidt dynger og hvide pletter hist og pist, men man gik ikke længere rundt i meterdyb sne. Apeiron, som hingsten hed, var heldigvis ikke typen, der lod sig påvirke af vejret, men han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke glædede sig til foråret. På jorden under ham var græsset så småt ved at spirre igen, og på de endnu nøgne grene sad små blomsterknopper, der blot ventede på at springe ud. Han sukkede afslappet. Det var en mild dag, foråret var på vej, og denne ø så ud til at være smuk - hvad var der at kritisere?

Han var sikker på, at han var alene, men snart kunne han skimte en skikkelse længere nede på engen. Hans ører vippede med det samme mistroiske ud til siden. Der var egentlig ikke løbet nogen tanker om den fremmede gennem hans hoved på denne korte tid, men hans krop reagerede helt automatisk - den havde hans sind ingen indflydelse på i situationer som disse. Han stoppede op og hævede det hvide hoved i vejret. Hans næsebor var udspilede, og blikket i hans øjne var skræmt. Hans krop var spændt til det yderste, og hans kropssprog indikerede, at han var på vagt. Ikke så meget som en lyd forlod hans sorte læber. Han ønskede egentlig ikke denne fremmede tættere på, men han ønskede heller ikke at virke fjendtlig - så han stod blot helt stille og afventede den fremmedes reaktion på hans tilstedeværelse.