Cold, golden raindrops | Apeiron

[27]

Regnen slørede sindet, regnen blødte græsset sammen med den brune jord under den brogede hoppes hove. Den nedgående sol kaldte mod himlen, og satte ild til de faldende regndråber, gyldne og perfekte mod hendes grålige pels. Et sådant syn var sjældent og flygtigt, skønt hoppen havde stået og betragtede det før. Hun nød tiden alene, for selvom hun normalt var en hoppe der var selskabelig og venlig, havde pligten som moder, samt problemerne den plettede hingst havde bragt med sig, tæret på hende. Hun var ikke vant til at være sammen med andre så tit, men nu hvor hun var alene kunne hun få tingene på plads. Træerne var tyndet ud omkring hende, og hun kunne se den blødende sol farve himlen rød, samt de kolde regndråber der flød som guld fra den slørede himmel. Hun ville være tilbage inden natten tog rigtigt fat, for hun ville helst være sammen med sneungen når mørket faldt på, selvom hun ikke et sekund tvivlede på Chromes beskytterevner.
Hun mente ikke at kunne høre lyden af andre hestes hove mod det smattede underlag, men hun kunne aldrig være helt sikker. Trods hun tit var trist når hun var alene, var dette en undtagelse. Smilet var ej veget fra hendes læber. Vinteren stod på hæld, og sneen lå ikke længere på jorden. Dog krøb kulden endnu under hendes pels, og hun satte sin lid til at hun ville klare sig igennem vinteren i et stykke. Kulden var der altid, og hun vidste godt at hendes ribben var mere markerede end de burde være. Chrome havde også lagt mærke til det, var hun sikker på. Ellers ville han nok ikke have været så blid mod hende aftenen forinden, efter deres skænderi. Hun havde opgivet at forsøge at gennemskue ham, for opgaven så umulig ud i hendes ravgyldne øjne som tingene stod nu.

Ubevægelig betragtede hun solen der vinkede farvel for sidste gang. Dagene var korte, men de strakte sig længere nu end de havde gjort da hun var ankommet til landet. Hun så frem til de lange sommernætter med Ivory, hun så frem til at se den ungen hoppe udvikle sig. Mitis var sikker på at hun ville blive en ganske smuk hoppe, og det var hun glad ved. Allerede nu var hendes sjæl mild og ren, og hun ville være en ideel hoppe for enhver hingst. Hun smilede ved tanken. Måske ville en anden hingst lære hende at kende, og hun ville se hendes afkom danne sin egen familie tæt omkring hende og Chrome. Hun var sikker ved at Ivory ikke var hendes sidste afkom, og hun glædede sig til at have mere erfaring i pligten som moder.

Wordcount: 444 | tag: Apeiron

code by ♥

THREAD: Cold, golden raindrops                                                                        WORDS: 426

Langs den smattede, mudrede jord kom den gråhvide hingst skridtende. Regnen faldt fra himlen og vædede hans krop. Sneen var efterhånden forsvundet fra landet, men det var stadig køligt i vejret, og derfor dækkede den plyssede vinterpels stadig hans krop. Han var en hingst, der fra naturens side ikke dannede voldsomt meget vinterpels, men alligevel var hans pels kraftigere og længere end om sommeren - og det sås tydeligt denne aften, da vandet drev fra hans tykke pels. De mange regndråber sad som små, gennemsigtige perler i hans mørkegrå man. Ude i horisonten var solen i færd med at gå ned, og det smukke lys fik regndråberne til at falde fra himlen som guldstøv. Det var et helt utroligt syn, som man skulle være hjerteløs for ikke at finde smukt.

Skovens træer begyndte langsomt at tynde ud omkring ham, da hans skridt førte ham tættere og tættere på havet. Hans hvide ører drejede opmærksomt rundt til alle sider, da landskabet omkring ham begyndte at blive mere åbent. Han var en hingst, der altid forventede det værste og derfor konstant var på vagt. Hans sorte næsebor dirrede, da han en anelse anspændt indfangede lugtene omkring sig. Indtil videre virkede alt fredeligt. Der var ingen tegn på farer - men det fik nu ikke hans krop til at slappe af alligevel. Den mørkegrå hale svirpede ophidset bag ham, og de mandelformede ører snorede stadig til alle sider.

Han fortsatte sin vandring ned ad den smattede eng, og snart kunne han se stranden foran sig. Han nåede lige at se det smukke syn af solen, der var på vej ned i horisonten og sendte sine sidste stråler ud over landskabet. Et sindigt smil gled over hans sorte mule. I en stresset og anspændt hverdag fandtes der ikke nogen bedre terapi end at betragte naturens vidundere.

Hans opmærksomhed faldt pludselig på en skikkelse længere nede ad bredden. Det var en spinkel hoppe, der så ud til at være lige så betaget af synet som ham selv. De mange gyldne regndråber faldt ned over hende og indrammede hende i det rene perfektion. Hun var sølvgrå af farve, og hendes lange, bølgede man og hale nåede næsten jorden under hendes hove. Hun var smuk af udseende, som hun stod dér i solnedgangens lys, men det fik ham nu ikke til at være mindre skeptisk. Et advarende fnys blev sendt i hendes retning, og de våde ører blev klistret til nakken. Der var ikke noget fjendtligt eller aggressivt i hans tone, men han fortalte hende tydeligt, at hun ikke skulle prøve på noget med ham.

[29]

Den tavse boble hoppen før havde stået stille i og betragtet den flængede himmel, blev med et brudt, da en fnysen blev sendt i hendes retning. Med et ryk rev hun blikket fri fra synet over horisonten, og fæstnede i stedet de bløde ravgyldne øjne mod en grålig hingst længere fremme af stranden. Det var efterhånden længe siden hun sidst havde snakket med andre hingste, og hun vidste ikke om Chrome ville syntes det mindste om det. Dette skulle dog ikke forhindre hende i at snakke med denne fremmede hingst. Han så ud til at kunne være stærk, men lige nu så han blot lidt forvirret og næsten bange ud. Bange for hende? Hun kunne eller ville ikke gøre en flue fortræd, det var simpelt imod den hun var. Hun sænkede let hovedet for at signalere at hun intet gjorde ham, inden hun sendte et lavt vrinsk i hans retning. Hun bød ham velkommen til at komme nærmere. Hun kunne stadig ikke forstå hvorfor han skulle være bange, for hun følte ikke selv at hun så specielt skrækindjagende ud. Hendes ører var vippet fremad mod ham, i modsætning til hans der lå fladt ned af nakken. Det så ud til a han også måtte have gået rundt i regnen i noget tid, for hele hans krop var dækket af gulddråberne der fortsat faldt fra den mørke himmel. Hun ventede tålmodigt på sommeren, men hun ville alligevel hellere have regn end flere meter sne. Både for sin egen skyld, men også for sneungens.

Med stille skridt bevægede hun sig fremad mod den skimle, for at hilse på ham. Hendes skridt var afslappede, og hovedet endnu sænket en smule. Selv hvis hun ønskede at angribe ham gav hun ham en klar fordel, da hun skulle rette sig en hel del op, da hun simpelthen ikke var forberedt. Hun håbede at det viste ham tilstrækkeligt at hun intet ondt ville.
Solen kæmpede stadig på at holde sig på himlen, men var nu næsten forsvundet i horisonten, og dannede en blødende bro af lys på det kolde og sorte vand. Hvor mon det førte en hen hvis man fulgte dens sidste dødsånde over vandet? Hun slog tankerne væk, og brummede igen lavt mod hingsten. Hendes øjne udviste venlighed overfor ham, for hun ville ikke have at han skulle gå. Hun havde måske overfortolket hans hilsen en smule, men det var bare det hun gjorde. Hun ville have det dårligt med at komme til at skræmme ham væk. Så hellere virke overdrevet forsigtig selvom der måske skulle mere til før han gik.

Wordcount: 427 | tag: Apeiron

code by ♥

THREAD: Cold, golden raindrops                                                                        WORDS: 460

Det gav et lille sæt i hoppen, da hans fnys blev kastet i hendes retning. Det kunne man ikke bebrejde hende, for hans pludselige tilkendegivelse af sig selv havde brat afbrudt stilheden i et ellers fredsfyldt øjeblik. Hun vendte sig nu mod ham og mødte hans blik. Hendes øjne var bløde og bar den samme gyldne farve som hans egne. Han havde aldrig oplevet heste med den samme øjenfarve som ham selv før. Interessant... Det ene øre blev ganske forsigtigt vippet i hendes retning. Hun havde vakt hans interesse og var ét skridt tættere på at vinde hans tillid. I en let bevægelse sænkede hun hovedet i en underkastende position, der tydeligt signalerede, at hun ikke ville ham ondt. Hans andet øre vippede stille opad, så de begge nu var spidset i hendes retning. Med en tøvende bevægelse sænkede han ligeledes sit eget hoved nedad og gumlede overgivende ud i luften. Den mørkegrå hale var endelig holdt op med at svirpe og hang nu afslappet bag ham.

En lav vrinsken blev sendt i hans retning, og hendes plyssede ører var imødekommende vendt i hans retning. Hun bød ham velkommen til at komme nærmere. Det ene øre blev skeptisk lagt ned ad hans nakke igen. Var det mon en god idé at komme tættere på? Hun virkede mild og venlig, men det hele kunne jo være skuespil. Apeiron var en hingst, der var født skeptisk og mistroisk af natur. Han var frygteligt paranoid og troede altid det værste om folk, før det modsatte var bevist. Derfor blev han tøvende stående, mens hans hvide ører vippede uroligt rundt til alle sider.

Der gik ikke mange sekunder, før hoppen med stille skridt valgte at bevæge sig tættere på ham. Hendes gang var afslappet, og hendes hoved var stadig sænket en smule mod jorden. En lav brummen forlod hendes strube. Den var rettet mod ham som en hilsen. Tøvende drejede hans ører i hendes retning igen. Hans gyldne blik faldt på hende, da hun stadig kom nærmere og nærmere. Hendes øjne udviste ikke andet end venlighed, og indtil videre gav hun ham ingen synlig grund til at tro, at hun ville ham ondt. Hans sorte næsebor dirrede, da han indsnusede hendes lugt. Hun duftede godt, og så vidt han kunne lugte, var der mange andre lugte blandet ind i hendes egen... en anden hingst, et føl og resterne af en brunst. Hun var nok en hoppe, der havde været i landet i et godt stykke tid og allerede havde fået stablet et liv på benene. En hæs brummen forlod hans strube som svar på hendes hilsen. Hans hoved blev sænket yderligere mod jorden, mens han stadig smaskede underkastende. Han signalerede med hele sin krop, at han ikke var en trussel og ikke ønskede ballade.

[31]

Et venligt smil tog plads om hendes læber da hingsten kom nærmere, og ikke viste nogen tegn på at være aggressiv eller skræmt længere. Da den grålige hoppe var nået en passende afstand til den skimle hingst, stoppede hun op, og blev endnu ved at betragte ham. Hun ventede med at tale til hun lige havde fået tingene ordentligt på plads. Måske var han ny i landet? Hun mente i hvert fald ikke at have set ham før, selvom der garanteret var massere af nye ansigter at se i landet. Hun havde bare tilbragt meget af sin tid i Andromeda, på øen Leventera så hun ville derfor mene at hun havde set ham bare for en kort stund medmindre han var ny.
”Godaften. Mit navn er Mitis. Kan jeg tillade mig ligeså at spørge ind til dit?”
Spurgte hun en anelse forsigtigt. Hvorfor vidste hun ikke, men hun så ikke hvorfor hun skulle virke meget frembrusende. Hun håbede ikke at Chrome havde fulgt efter hende, eller på nogen måde vidste hvor han var, for hun ville ikke bryde sig om at han skulle til at give hende en lektion i ikke at snakke med fremmede hingste, for hvem vidste ikke hvad de kunne gøre ved hende. Men hvad kunne de gøre? Hun var ikke i brunst, og et andet føl med en fremmed hingst ville nok nogenlunde være det værste der kunne ske. Eller at de slog hende ihjel, selvfølgelig, men det tvivlede hun simpelthen meget stærkt på ville ske. Altså, hvem ville dog gøre det?

Hun forstod ikke hvorfor hingsten virkede så forsigtig. Måske var det bare sådan han var født, men det kunne også være at han bare havde haft dårlige oplevelser med andre heste. Eller måske bare her i landet. Selv havde hun været overordentlig heldig med de heste hun havde mødt som de første i Andromeda, for de havde alle været meget venlige, og havde ønsket at hjælpe hende på vej så godt som muligt, og det havde de sandelig også gjort. Hun følte i hvert fald at hun var faldet godt til i det fantastiske ørige.

Wordcount: 351 | tag: Apeiron

code by ♥

THREAD: Cold, golden raindrops                                                                        WORDS: 275

Hans hvide ører gled roligt i vejret, da et venligt smil formede sig om hoppens tofarvede mule. Hun fortsatte tættere og tættere på ham, men stoppede dog op på høflig afstand. Hans gyldne øjne betragtede hende med et taknemmeligt blik. Han var ikke så glad for nærkontakt, og derfor var det i den grad med til at berolige ham, at hun havde valgt at stoppe op på afstand. Der var nogen heste, der var så frembrusende, at de bare farede lige op i hovedet på én ved første øjekast - sådanne heste ville aldrig kunne komme til at vinde hans tillid.
Han gengældte hoppens smil, og hans ører var stadig rettet opmærksomt i hendes retning. Han ville ikke påstå, at han var helt tryg ved hende endnu - men hun gav ham i hvert fald ingen grund til at frygte hende.

Han bevægede lyttende sine ører, da hendes stemme forsigtigt lød. Hendes ordvalg var høfligt, og han kunne med det samme lide hendes måde at tale på. Den grå hale begyndte afslappet at svinge bag ved ham, mens han overvejede sine ord. Det var ikke så tit, han talte med fremmede, og derfor kunne det godt være lidt svært for ham. Han blev stående i lidt tid med et tænktsomt blik i de gyldne øjne, før han endelig lod sin stemme lyde. „Også en god aften til dig, Mitis. Selvfølgelig må du spørge ind til mit navn, når nu du spørger så pænt. Mit navn er Apeiron."
Hans stemme var hæs og ganske rusten, men den havde en varm og behagelig undertone. Det var en stemme, der bar tydeligt præg af ikke at blive brugt særlig tit.

[3]

Hingstens stemme lød som om han ikke var vant til at tale meget. Måske var grunden til det, at han var en smule reserveret, og andre skræmte ham væk ved at være for frembrusende. Mitis brød sig i hvert fald ikke om at få brudt sine grænser, uden at have givet vedkommende lov til det først. Ikke at bryde hendes grænser, selvfølgelig, men nærme sig hende, tæt. Hun kunne ikke lide fremmede meget tæt på, hvis hun ikke stolede på dem. Chrome måtte gerne være tæt på hende, for han havde fået lov. Det havde han vel i realiteten for lang tid siden, allerede da han fik hende til at bære føllet Ivory i sin mave. Men efter han vel nærmest havde taget hende og Sneungen til sig, havde de på en måde fået en lov til at være tæt ved hinanden uden at vinde hinandens tillid først. Eller, de havde vel vundet hinandens tillid. Selvom hun ikke altid brød sig om den spraglede hingst lige godt, så stolede hun i hvert fald på at han ville gribe hende hvis hun en dag skulle falde. Han havde allerede gjort det mere end en gang.
”Apeiron. Et ganske smukt navn, det må jeg sige. Har du levet længe i landet?”
Hendes spørgsmål kom fra hende af ren interesse. Hun var endnu den brogede hingst, Brêgo, yderst taknemmelig for at have hjulpet hende på vej i landet, og hvis den skimle skulle være helt ny ville hun da med glæde give ham noget viden om landet, selvom hun selv ikke kunne sige at hun havde været der længere end de fleste. Hun var stadig ny, der var mange ting hun manglede at få at vide om landet, mange mål hun manglede at nå. Hun regnede også med at Ivory ikke var det sidste føl der ville blive født af hende i landet Andromeda, men hver ting til sin tid.

Wordcount: 317 | tag: Apeiron

code by ♥

THREAD: Cold, golden raindrops                                                                        WORDS: 290

Han mærkede stadig, hvordan hans tillid til denne hoppe blev større og større for hvert sekund, der gik. Hun virkede så mild og venlig og så ren i sjælen. Han kunne slet ikke forestille sig denne hoppe gøre nogen fortræd, og det skabte tryghed i hans sind. Der lå dog stadig en lille mistro og gemte sig, og den blev ved med at minde ham om, at denne hoppe kunne lyve, og at hun blot spillede sød for at vinde hans tillid og derefter slå til. Men han blev bedre og bedre til at skubbe denne tanke ud af hovedet og minde sig selv om, at det bare var ham, der overdrev. Han ville gerne tro det bedste om folk og ikke være så skeptisk, så det var noget, han var nødt til at øve sig i, da han bestemt ikke var god til det fra naturens side af.

Et smil formede sig om hans læber, da Mitis' ord atter lød i hans ører. Han blev helt rød om kinderne... Det var godt nok sjældent, at folk gav ham en kompliment på den måde. Han var end ikke sikker på, om han overhovedet havde oplevet det før. Apeiron kunne nemlig ikke huske noget som helst fra sin fortid - men her i landet havde han i hvert fald ikke oplevet noget i den dur.
„Mange tak, Mitis. Og jeg kan da kun sige i lige måde," lød hans varme stemme. „Og nej, jeg selv har kun været her i ganske kort tid, så jeg må betragtes som helt ny i landet. Hvad med dig?"
Han sendte hende et venligt smil. Han følte sig efterhånden så tryg ved hende, at han godt turde åbne op og have en rigtig samtale i gang.

Et smil spredte sig om hoppens læber. Det så omsider ud til at hun havde vundet den skimledes tillid, i hvert fald sådan nogenlunde. Det var yderst vigtigt for hende at stole blot en smule på den hun snakkede med – ellers endte det altid med at være meget anspændt, og det ønskede hun ikke at selskab skulle være. Hun nikkede let til hans ord.
”Både og, for mit vedkommende. Jeg har været her i noget tid nu, jeg har sågar noget som jeg selv kalder en familie, skønt det måske ikke er det. Dog har jeg ikke engang været her et helt år, så jeg kan ikke sige at jeg har været her meget længe.”
Svarede hun venligt. Det var vel sådan det var. Hun så selv Chrome og Ivory som værende hendes familie, men var ikke helt sikker på hvorvidt den plettede så hende som hans familie, eller mere bare som ’noget’ han skulle passe på. Hun havde endnu svært ved at gennemskue ham, men hun havde efterhånden lidt opgivet. Det virkede ikke som om at opgaven overhovedet var mulig. Hun ville bare blive ved hans side, og måske, måske en dag ville han åbne yderligere op overfor hende. Hun holdt af ham, ingen tvivl om det, men der var også mange ting hun var forvirret over. Og det var vel bare sådan det var.

Wordcount: 226 | tag: Apeiron

code by ♥

OOC: Skal vi stadig fortsætte denne tråd, selvom vi har lavet en ny? Eller skal vi bare afslutte denne?

OOC: skal vi ikke bare lukke den? ^^ Tænker også at jeg lukker Tsavani/Sic tråden, og så kan de mødes på foehn? Den er bare så outdated, og Sicarius har ændret sig en hel del! xD

OOC: Jo, lad os det. ^-^ Og det er også helt i orden med Sicarius/Tsavani tråden. =D Har du lyst til at lave en ny på et tidspunkt? Så svarer jeg, så snart jeg får mulighed. ^^'

OOC: Klart, laver en tråd til dem en af de følgende dage!

Super, mange tak. ^-^