Pearl of Water. ღ (Til Camie med Phatamorgana)

THREAD: Pearl of Water                        TAG: Phatamorgana                          WORDS: 334

Time: 16:04.
Location: En oase langt ude i ørkenen.
Weather: Tørke og sol med en mild snert af vintervejret.

Apeiron havde ikke længere styr på, hvor mange timer der var gået, siden han havde krydset havet og atter var trådt op på den sanddækkede ø. Han havde begyndt sin vandren langs det bløde sand og havde gået i adskillige timer. Han var startet tidligt på dagen, og det var nu blevet et godt stykke hen ad eftermiddagen. De gråsorte ben førte ham lettere vaklende af sted langs det bakkede landskab. Det var en smuk dag. Sneen var efterhånden forsvundet fra landets jord, og solen stod højt på himlen i dag. Det var stadig vinter og dermed koldt i vejret, men her i ørkenen var der varmere end de andre steder i landet. Tørke prægede landskabet og gjorde det derfor ekstra varmt om dagen. Da årstiden stadig var vinter, var det blot rart - men han kunne lige forestille sig, hvor varmt det måtte være på en hed sommerdag!

Han smaskede kort, da hans hals snørede sig sammen. Han havde indtil videre ikke haft held med at finde vand, og hans hals var efterhånden helt udtørret. Landskabet omkring ham lignede sig selv, uanset hvor han gik hen, og han var efterhånden ved at blive godt forvirret. Han var faret godt og grundigt vild og kunne derfor ikke gøre andet end blot at fortsætte fremad og håbe, at den snu ørken ikke førte ham i ring.

Som taget ud af en drøm kunne han pludselig se vand længere fremme. Han hævede det hvide hoved og stirrede intenst frem for sig med de gyldne øjne, inden han satte farten op til trav. Med fjedrende bevægelser nærmede han sig den lille oase, der lå som en skjult perle i det tørre landskab. Han slikkede sig tørstigt om munden, inden han stoppede op foran kanten og stak mulen i det klare vand. Han drak lystigt slurk efter slurk og nød fornemmelsen af det kolde vand, der vædede hans gane og slukkede hans tørst. Den mørkegrå hale svang afslappet bag ham. Var der mon andre sjæle, der havde fundet denne perle?

Stilfærdigt bar' den slanke hoppe sig vej igennem sandet. Hun måtte efterhånden indrømme at hun faktisk var mere eller mindre ensom her på denne Ø. På den anden side elskede hun denne Ø, hun fandt ligesom trøst i den, såvel som fandt stor glæde i sin lillebror dengang. Ak, gad vide hvor stor han mon ikke var i dag... Tanken vagte uro hos Phatamorgana, mens hun alligevel urørt fortsatte sine smidige og vrikkende skridt gennem sandet.

Den mørkglødede hoppe stoppede roligt op ved oasen, ud af de flere oaser hun nu efterhånden kendte til. Hun havde vidst hun snart ville støde på den, og når nu hun var her, var hendes tørst nu alligevel også ret tiltrængt. De stålgrå intense øjne søgte vandet, mens hendes fine mule fandt vej til overfladen. Blot brød hun lige vandoverfladen, før hun slog blikket op og frem. Hun havde fornemmet rigtigt, og dér, på den anden side af oasen, stod en skimmel. Hun frøs kort sine bevægelser, som hun stod dermed mulen i vandkanten. Langsomt hejste hoved hovedet, i en feminin og elegant måde, før hendes intense blik søgte denne fremmed - mens de mørke ører vippede nysgerrigt og observerende frem. Tilgængelig var hun, for selskab - ej afvisende. Men så var alt nu også som det plejede at være...

THREAD: Pearl of Water                                                                                        WORDS: 379

Han nød fornemmelsen af det kolde vand, der langsomt gled igennem hans hals og kølede hele hans krop ned. Han drak slurk efter slurk og kunne mærke, hvordan hans tørst langsomt blev slukket - det var tiltrængt! Han vippede opmærksomt de hvide ører ud til siderne for at holde øje med farer, men ellers var resten af hans krop afslappet. Det var ellers et sjældent syn, for den gråhvide Apeiron plejede at være anspændt i de fleste situationer. Han var ikke så tryg ved andre heste, og derfor var han altid på vakt, klar til at flygte hvis der skulle ske noget. Denne eftermiddag havde han dog ingen grund til frygt, for alt åndede fred og idyl, og han var helt alene... troede han.

For i det samme fik han fornemmelsen af øjne, der stirrede på ham. Det var ikke en uvant fornemmelse for den paranoide Apeiron, og derfor forsøgte han blot at berolige sig selv og undgå at reagere. Han kunne dog ikke slippe følelsen af at blive betragtet, og til sidst kunne han ikke stå imod længere. Hans hvide hoved røg op fra vandet, og hans øjne så sig panikslagent rundt. Dér! På den anden side af oasen stod en anden hest. Et skræmt udtryk gled over ham, og hans mørke hale blev utrygt presset ind mod hans bagpart. Hvornår var denne fremmede dukket op - og hvor længe havde denne stået og kigget på ham?

Hans gyldne øjne faldt på den fremmede. Det var en hoppe, og hun virkede til at være en del lavere end ham. Hendes bygning var spinkel, stolt og feminin, og hendes krop bar mørkebrune og hvide farver i en smuk sammensætning. Hendes mørke ører var spidset i hans retning, og hendes dybe øjne søgte intenst hans blik. Hun virkede venlig af natur, men man kunne aldrig vide sig sikker! Apeiron vibrerede med de sorte næsebor og vippede uroligt ørerne frem og tilbage. Han mødte hendes øjne med underdanighed i blikket, inden han sænkede hovedet ned i en lav stilling. Langsomt begyndte han at smaske ud i luften. Hans krop var anspændt, og han underkastede sig hende tydeligt. Der var endnu ingen ord, der forlod hans læber - han var nødt til først at være overbevist om, at denne hoppe ikke ville ham noget ondt.

Phatamorgana stod for en stund og betragtede hingsten før han kort efter at hun fik øje på ham, fik øje på hende. Det var dog en lidt voldsom reaktion hun var øjenvidne til, da han pludselig så langt mere anspændt ud. Næsten som om han havde hørt en pludselig lyd og hans instinkt fortalte ham at flygte! Hun rynkede kort en smule sørgmodigt de ikke-eksisterende bryn, før hun tillod sig at finde sin egen ro og betragte ham lidt. Hun forholdte sig roligt, mens hun bed sig mærke i hans meget lyse hoved, som hun selv bar rundt på. Hendes ører vippede nysgerrigt en enkelt gang imod ham, mens de forblev fremme - før noget forunderligt skete.

Hingsten underkastede sig! Helt underdanigt have han sænket sit lyse hoved. Hun betragtede kort hans mørke man, som stod i smuk kontrast til hans pels, som den gled med da han sænkede hovedet. Lidt uforstående lagde hun hovedet på skrå, før hun bed sig mærke i hans smaskende akt. Det mindede hende umådeligt meget om sin lille bror den gang! Minder strømmede pludselig, mens hun instinktivt selv sænkede sit kønne hoved blidt. Hun smilte let over den lyserøde mule, mens de stålgrå intense øjne søgte hans, prøvende. Roligt og imødekommende. Han havde hverken noget at være bange for, eller underkaste sig for. Ikke endnu i hvert fald..

THREAD: Pearl of Water                                                                                        WORDS: 476

Hoppen virkede helt rolig og ganske fredsommelig i sit kropssprog, men man kunne aldrig vide sig sikker. Apeirons tragiske barndom var skyld i hans evige mistro til fremmede. Han stolede ikke på nogen som helst, før de havde bevist over for ham, at de ikke var ude på at forvolde ham skade. Det kunne synes voldsomt og alt for paranoidt, men for en hingst med sådan en opvækst var det helt naturligt. Han havde aldrig lært, at man kunne stole på andre heste. Hele sit liv havde han oplevet svigt og mistillid, og de mange traumatiske oplevelser havde gjort ham til den, han var i dag.

Alt imens tankerne kørte gennem hans hoved, stod han stadig og betragtede den appaloosa-farvede hoppe. Hun havde nu vendt sine mørkebrune ører i hans retning. Det var umiddelbart et godt tegn, men man kunne aldrig vide, om det blot var skuespil fra hendes side.
Da han havde vist tegn på sin underkastelse for hende, vippede hun en anelse undrende hovedet på skrå. Hans ører vippede uroligt rundt. Hvorfor virkede hun så uforstående overfor, at han underkastede sig for hende? Var hun mon ikke én, der var vant til, at andre gjorde den slags? Det ville ikke undre ham... De fleste hingste havde ikke den mindste respekt for hopper, og det var en tankegang, han afskyede!

Hans eget udtryk måtte virke mindst lige så overrasket som hendes eget, da hun ligeså sænkede sit kønne hoved ned i en underkastende stilling. På den måde viste hun ham, at hun ikke var en trussel, og at de begge var ligeværdige. Et af hans ører vippede glædeligt frem i hendes retning, men det andet forblev stadig bagudvendt. Han var stadig en lille smule utryg i situationen, da det simpelthen var så nyt for ham. Han havde aldrig nogensinde oplevet, at en anden hest også underkastede sig ham - de fleste mødte enten hans underkastelse med fjendtlighed eller ligegyldighed.

Han betragtede det søde smil, der formede sig om hendes spraglede mule. Langsomt trak han op i sine egne mundvige og gengældte smilet. Hendes blik søgte hans, og han mødte det. Hun så på ham med rolige og vældigt imødekommende øjne, og han følte sig straks mere tryg ved hende. Langsomt, men uden tøven, gled hans andet øre også i hendes retning.

Prøvende og en anelse tøvende trådte han et skridt ud i vandet. Den mørkegrå hale svirpede en anelse anspændt bag ham, da han endnu var usikker på, hvordan hoppen ville reagere. Langsomt begyndte han at skridte længere og længere ud i vandet, mens han langsomt nærmede sig den bred, som hoppen befandt sig på. Hans ravgule øjne holdt intenst øje med de mindste tegn på, at hun ikke brød sig om hans tilnærmelse. En mild brummen forlod hans strube for at fortælle hende, at han absolut kun havde gode intentioner om at komme hende nærmere.

Hele situationen var en kende ny for den mørkeglødede hoppe. Hun havde nu aldrig truffet en fremmed hingst, som i første handling havde underkastet sig. Det viste sig dog at hendes gengældende underkastelse, om man ville, vakte den fremmede hingst. Pludselig ændrede han sig en kende og en mere nysgerrighed syntes at kunne beskues fra Phatamorganas stålgrå øjne. Langsomt syntes hun at kunne skimme et gengældende smil af hendes, og let vippede hun opmærksomt med ørene.

Stille hejste hun selv hovedet en anelse, langsomt og direkte opfordrende til at han derpå også godt måtte hejse sit hoved mere endnu. Hendes intense blik så nysgerrigt til mens hans ben blev dækket mere og mere af vandet i oasen. Han havde åbenbart tænkt sig at krydse den. Roligt stod hun, afventende mens hun betragtede hans bevægelser i vandet. Som han nærmede sig, trak hun sig lidt tilbage fra bredden, mest grundet hendes egne personlige grænse - som hun tog højde for, for samtidigt at give ham plads til at komme op på bredden hos hende. Så de ikke om lidt ville komme i en situation hvor hun markerede sin grænse og han derfor måtte forblive stående i vandet. Nej, denne fremmede var velkommen, hvilket også var tydeligt som hendes ører vippede nysgerrigt frem og et blidt smil endnu hvilte på hendes mule.

Pearl of Water
______________________________

OOC: Uuuuurgh, undskyld mit alt for sene svar!

Hans gyldne øjne var stadig fastlagte på den fremmede hoppe. Han holdt øje med hendes mindste bevægelser, men dog uden at blive ubehagelig - han ville bare sikre sig, at han hele tiden var ét skridt foran hende og dermed kunne flygte, hvis hun prøvede på noget. Selvom han havde fået et indgående godt indtryk af hende, var han stadig langt fra klar til at stole på hende. Alle fremmede var farlige i hans øjne, indtil det modsatte var bevist - hvilket der skulle meget til i hans verden!

Stille hejste hun sit hoved en anelse opad og opfordrede ham til at gøre det samme. Et mildt smil formede sig om hans grå mule, og hans blik mødte hendes med anerkendelse. Hans hovedstilling var automatisk røget lidt opad, da han havde betrådt vandet - men han var glad for, at hun havde vist ham den gestus.

Den brogede hoppe forblev rolig, da han nærmede sig, hvilket måtte være et godt tegn. Han aflagde den sidste distance imellem dem, og snart nærmede han sig bredden. Hoppen trak sig nu tilbage, og det skabte straks en usikkerhed i hans sind. Han stoppede brat op og lagde utilpas det ene øre i nakken. Var hun mon utryg ved, at han kom op til hende? Skulle han hellere vende om? Tvivlen voksede hurtigt i hans paranoide sind, men så opdagede han hendes smil og de fremadrettede ører, der tydeligt signalerede, at han var velkommen. Lettelsen lyste ud af hans øjne, og det andet øre røg straks på plads igen. Hun var altså ikke utryg ved, at han kom nærmere; hun havde blot givet ham plads, så de ikke ville støde direkte ind i hinanden.

Med et par hoppende skridt kom han op på bredden til hende. Han bevægede sig i en bue væk fra hende og stoppede op på god afstand, før han rystede vandet ud af sin våde pels. Han havde ikke flyttet sig væk, fordi han ikke ønskede at være tæt på hende; nej, han havde blot gjort det for at være høflig, så hun ikke ville blive ramt af de våde stænk. Med et venligt smil om den bløde mule skridtede han nu tættere på hende. Han stoppede op på høflig afstand og strakte mulen frem i luften mod hende i en hilsende gestus.
„Vær hilset," lød hans hæse, men varme stemme.
____________________________________________________________________

Tag: Phatamorgana | Wordcount: 388