Imorgen vil det være "i dag"

Vinteren vågede endnu over landet, og egentlig gik Phatamorgana kun ud fra dette eftersom at vinden endnu var isnende på den ellers varme sand Ø. Fortsat havde solen skinnet, og temperaturen havde da ikke været under frysepunktet endnu.. eller i hvert fald ikke om dagen. Natten var noget helt andet, hvilket den mørkglødede hoppes pels også så småt begyndte at tydes på.

Den højtlyste dag var skøn. Himmelen blå, og lang udsigt over det næsten uendelig landskab med bare sand. Sand, sand og mere sand. Hun elskede det virkelig, selvom hun mest af alt lige nu lignede et vindblæst skadedyr. Stilfærdigt, men ufeminint, skuttede hun bagparten helt ind under sig, nærmest gemte sit hoved ved bringen og skød ryggen i vejret. Blæsten var isnende kold, og ramte rent ind fra højre lige nu. Hun var dog også i færd med at søge mere imod vest på Øen, for der voksede da et par enkelte træer hist og her, som måske kunne give lidt mere læ end her ude i det åbne. Hun kneb de stålgrå intense øjne lidt sammen, mens hun fortsatte frem sådan - lidt hurtigt, mens hun målrettet var. Hun vidste godt hvor hun skulle søge hen.

[ Reserveret til Atlas ]

[ 1 ]

Hvor længe Atlas havde befundet sig på den sandfyldte ø var han ikke sikker på. Han var for længst holdt op med at tælle dagene. Der var ikke meget føde på øen, eller vand, på trods af øen var omringet af det. Men saltvandet ville intet gøre for hans tørst. Han havde været på en enkelt ø før han var skyllet i land på den sandfyldte, afkræftet og efter han nær havde måtte se døden i øjnene. Det fik ham til at gyse. Tankerne om hvad der kunne være hændt, plagede ham mere end den kolde vind.

Der hvor han befandt sig var der i det mindste lidt læ. Sandbakkerne havde bremset en del af vinden der kom ude fra havet af, og dermed gjort den mindre kraftig - men kold var den stadig. Han havde stillet sig med røven til blæsten og stod ellers bare for sig selv, og gloede halvtomt frem for sig. Han var stadig afkræftet, og tvivlen på sin egen overlevelse var også så småt begyndt at dukke op. En ting var dog sikkert - han ville blive ved til det sidste. Flere gange havde han vandret rundt, og han vidste nu altid hvordan han fandt tilbage til den lille sø og træerne. Når først han var nået dertil, så ville han også hurtigt vide hvor han manglede at søge efter en vej væk. For væk det måtte han, men en svømmetur var ikke så tiltrækkende længere. Ikke hvis bølgerne ville overmande ham på samme måde som de havde gjort da han ville væk fra træerne. Han mindedes dog ikke at det dengang havde været en næsten øde ørken ø.

I en fin takt fortsatte hun fremad. Landskabet bugtede sig nu en smule, og på den anden side af sandbakken gik det lidt dybere ned af bakke. Hendes krumning på ryggen, med den indtrukket bagpart - tydelige gjorde hvilket ubehag hendes krop fandt ved den bidende blæst. Hun missede de stålgrå intense øjne let, for ikke at få sand i dem. Det var rigeligt at vinden nu og da slog sandkorn piskende ind i siden på hende. Stikkende var det; og alligevel elskede hun alt ved denne Ø.

Stilheden og roen. Freden.

Men noget fangede hendes blik, da en slank bygget sandglødet hest stod. Den sorte lange man og hale bed hun sig hurtigt mærke i. Selv var hendes egen man meget tjavset; og bar præg af både at være over en halv meter lang i nogle totter, og så stadig kun få ti centimeter lang i nogle andre totter. Han stod med bagparten til, mod blæsten. Såvel som hun selv vandrede med vinden. Hun stoppede kort, og løftede hovedet en smule, mens hun betragtede hvordan han bar... stod der. Stille søgte hendes fine hoved atter ind mod bringen igen, for at undgå for mange rislende piskesmæld fra sandhvirvlerne.

Roligt bar hun sig frem, som før, imod denne fremmede. Stilfærdigt, og med en forberedt vinklet tilgang, så hun ikke kom direkte bagfra, men mere fra siden så han ville kunne nå at opdage hende selv før hun pludselig stod der. Vinden hujede i luften for ørerne, så hendes skridt var helt lydløse, i takt med at sandet i sig selv ikke afgav den største lyd fra hovtrin.

[ 2 ]

Selvom der var læ hvor Atlas befandt sig, eller ikke decideret læ, men mere læ end ude ved selve kysten, så bragte vinden alligevel dufte med sig. En fremmed duft fra en fremmed hest. Langsomt gled hans ører om i nakken, ikke for at presse sig sure ned, men for at lytte. Havde hesten været foran ham, ville han trods alt have set den. langsomt gled det ene øre ud af mod siden, hvor han også ganske rigtigt opfangede en svag lyd af skridt i sandet - en lyd der også blev bragt i hans retning. Han flyttede sig dog stadig ikke, for hvis det var en der var interesseret i at angribe, ville han næppe kunne stille meget op. Hele vinteren havde han været på den sandfyldte ø, og selvom der ikke havde været særlig meget sne, så var der heller ikke særlig meget føde - kun lige nok til hans overlevelse. Først da han kunne fornemme at hesten var tæt nok på til at han rent faktisk ville kunne se ordentligt på den uden at skulle kigge alt for godt efter, drejede han hovedet langsomt og lod det stoppe da de intense blå øjne ramte en appaloosa hoppe. Alt i hans bevægelser var meget afmålte, og hans blik gav ikke meget væk. Der var intet der angav om han ville kunne finde på at gå til angreb når som helst, eller at han overhovedet ikke ville kunne finde på den slags. Han var neutral på alle tænkelige måder og som en lukket bog: umulig at læse.

Hun nærmede sig, mens hun stille forsøgte at ville sætte ansigt på denne fremmede. Som hun kom nærmere, fastslog hun at det var en hingst, alt imens hun bed sig mærke i det halvmørke ansigt, som hun endnu kun så halvdækket af den lange sorte man der blev leget med af vinden. Hun kunne ej se hans øjne, og gradvist blev hendes skridt langsommere og mere vagtsomme. Afventende.

Han vendte hovedet, og et par intense blå øjne mødte hendes stålgrå. Hun stoppede brat.

Hvis det ikke havde været for vinden, ville der havde været dødsens stille. Neutralt stod hun for en stund, mens hun måtte indrømme at hun ikke havde forestillet sig et sådanne udseende fra start. Måske hun først havde fundet ham en kende mere... skrøbelig.

Hans blik sagde noget andet, det neutrale og u-indtrængende blik gav hende en fornemmelse af stædighed, uafhængighed og vilje. Men alligevel, var der intet at hente overhoved. Alt dette bedømte hun udelukkende ud fra den måde han havde vendt hovedet på, efter at have fornemmet at han nok godt vidste hun var i gang med at nærme sig.

Stille søgte hendes stålgrå intense øjne hans, stille en anelse nysgerrighed spillede i dem. Men kun svagt. Noget sagde hende at hun ikke skulle komme på kant med denne fremmede. Hvorfor vidste hun dog ikke helt endnu. Blot en fornemmelse.

[ 3 ]

Da hoppen stoppede op og bare blev stående stille, rettede han blikket fremad igen. Han kunne selvfølgelig have vendt sig om for at vise noget interesse, men så ville han også blive smækket lige i fjæset af vinden, og det var han ikke interesseret i. Han foretrak at vende røven til vinden så den vidste hvad han mente om den.

Helt ligeglad var han dog ikke, for så mange havde han trods alt ikke set mens han havde opholdt sig på øen. Han havde fundet lange stier af spor fra andre heste der havde krydset øen eller bare vandret rundt - den slags der ville forsvinde igen så snart sanddyngerne blev pustet til af vinden - eller så snart havet åd dem op hvis de var ude ved kysten. Han gav derfor en brummen fra sig, som han da håbede på var høj nok til hun kunne opfange den - en form for hilsen, men samtidig også en tilladelse for hende, til at måtte komme nærmere. Godt nok kunne hun vel bare komme nærmere hvis hun ville, for Atlas havde trods alt ingen autoritet som sådan. Han var intet andet end en hingst der efterhånden var godt på vej til at være udsultet. Knoglestrukturen var i hvert fald begyndt at træde frem, men med hans tilladelse fortalte han jo, at han ikke gjorde noget.

Hingsten vendte atter hovedet frem. Kort havde hendes ører vendt sig lidt tilbage af hans træk. Men stille syntes hun at opfange en lyd; en brummen. Hendes mørke ører havde på ny været gledet frem, mens hun straks tillod sig at tolke dette som en accept på hendes tilnærmelse. Roligt havde hun ufortrødent trådt frem i samme øjeblik.

Hun tillod sig at ændre kursen lidt igen, så hun var parallel med ham, da hun nærmede sig ham. Snart stod hun med et par gode hestelængder fra ham, men fuldstændig på linje med ham. Stille drejede hun det fine hoved imod ham, mens hendes tjavsede og forskelligt længde man hvirvlede rundt. Et smil, varmhjertet bredtes på hendes mule - alt imens hendes stålgrå intense øjne glimtede en vis venlighed og hjertelig gnist frem. Stillede vippede hendes ører nysgerrigt, mens hun med endnu lidt bukket nakke for vinden så gav et udtryk af at have lagt hovedet på sned.

Hun vippede med hovedet, ganske lidt, i en fin hilsen, mens hendes øjne nu søgte hans; og hendes smil forblev.

[ 4 ]

Det var først da hoppen endte på linje med ham, at han igen drejede hovedet for at se mod hende. At hun forholdt sig tavs havde han heller ikke noget imod - han havde trods alt ikke den helt store trang til at snakke. Han kunne selvfølgelig gøre det hvis hans selskab havde lyst til den slags, men han var ikke altid den der selv indledte en samtale - ikke hvis han ikke havde en grund til det. Hvorfor hun stod og smilede sådan af ham havde han ingen anelse om. Langsomt vendte ørerne sig mod nakken, men stadig ikke surt. Man kunne heller ikke kalde ham sky, men hendes hensigter var uklare for ham. Måske var hun sindssyg? Og dog. Det rev i hans næsebor nu. Havde han været helt på toppen havde han nok også opfanget det noget før. Lugten. Den lugt der allerede på afstand burde have givet ham et vink om hun var en hoppe. Var det derfor hun havde opsøgt ham? Der var trods alt nogle hopper der godt kunne gå hen og blive skruk når den tid var over dem. Selv nøjedes han stadig med at betragte hende med et nogenlunde neutralt udtryk, selvom noget undrende langsomt gled ind over det.

Neutral. Det var hvad han var; og selvom hendes indbydende smil spillede over hendes mule, var det som om at hingsten ikke forstod hensigten. Den hensigt der nu egentlig ikke engang var der. Stille knejste hun kort i nakken, en smule feminint, før hun trådte frem; endnu med ryggen skudt i vejret og bagparten inde under sig. Som sådan var hun i brunst ja, men egentlig vidste hun det ikke selv. Hun havde ikke haft mødt nogle hingste i lang tid som havde haft kunne tænde hende, og derved stimulerer hende. Hvilket manglede for at hun ville stå og blinke.

Lidt skuttende for blæsten trippede hun frem, før hun tillod sig at vende siden til hans front da hun nåede et lille stykke frem foran ham. Hun bed kæberne sammen ved de kolde vindstød der nu ramte hende rent ind fra siden af. Stille kneb hun det ene øje, nærmest ham, lidt sammen for de hvirvlende sandkorn, før hun kastede hovedet en anelse pegende og indbydende væk fra ham.

Hun ønskede at han skulle følge hende. Hvis han da havde lyst.. selvfølgelig.

For at sikre sig om han overhoved forstod, stoppede hun sine kast med hovedet til siden, og så imod ham. Smilet spillede en smule anstrengt grundet vinden, men det var der. Og det samme var det blide og nysgerrige blik i hendes intense øjne.

[ 5 ]

Han fulgte hende med blikket som hun trådte fremad, indtil hun stod foran ham. De blå øjne veg stadig ikke fra hende, og ændrede sig kun meget lidt. Hendes fine hentydning forstod han godt, og han markerede det, ved at træde et par skridt fremad, og dermed også tættere på hende. Undersøgende strakte han mulen fremad mod hoppen for at finde ud af hvad hun var for en. Af og til hang der trods alt andre dufte fast, som kunne angive hvor man kom fra. Skov havde sin egen særprægede duft. Vulkaner havde deres. Havet havde altid en lugt af fisk og salt. På den måde kunne man som regel få et lille hint om hvor det andet væsen havde været sidst. Dog opfangede han ikke særlig meget, for vinden kom bagfra og trak duftene med sig væk fra ham. Havde hun svømmet til øen, så var de fleste nok også blevet erstattet med lugten af havvand - og det kunne jo også være hun bare havde været på øen længe nok til ikke længere at bære dufte fra andre steder. En dæmpet brummen slap fra Atlas, en der lå i et næsten dybt toneleje, før han knejsede svagt i nakken. Et lille forsøg på at ligne den hingst han nu engang var, og ikke en svag hingst der havde set bedre dage.

Glædeligt lyste det tydeligt ud af den mørkglødede Phatamorgana, da han tydeligt forstod. Det neutrale blik var endnu alt hun kunne se, men bare det at han trådte hende nærmere gav et mindre positivt kick i hende. Hun havde ofte været ude for andre heste som simpelt ikke forstod og bare stod og så underligt på hende, når hun ønskede dem om at følge med.

Hendes ører vippede nysgerrigt imod ham, da han strakte mulen frem. Smilet hvilede glædesfyldt over hendes mule, før hun bed sig mærke i at fortsatte han hendes skridt med hende, ville hendes personlige grænse snart være nået.

Hun trådte derfor et par skuttende og rolige skridt til siden, elegant og feminint flyttede hendes ben under sig, krydsende, mens hun endnu havde drejet hovedet mere eller mindre imod ham. Han knejs i nakken trak på hendes smilebånd, før hun stille lod smilet blegne. Om hun ville det eller ej, måtte hun jo erkende at denne hingst var i forfærdelig stand.. Sørgeligt nok..

Hendes sidebevægelser blev rettet op så hun atter stod parallelt til ham, med en fin afstand - endnu - og roligt trådte hun nu frem. Stille slækkede hun kort på den skuttede ryg, da vinden syntes at ligge sig lidt. Måske fordi sandbakken bag dem nu gav lidt læ... Hun håbede mest af alt at han ønskede at følge hende nu, mod vest.. til søen, græsset og træerne. Selvom det på denne årstid var begrænset hvor meget næring der var i den lille mængde føde man kunne finde.

[ 6 ]

Da hun begyndte at bevæge sig sidelæns blev Atlas stående stille, i hvert fald indtil hun begyndte at rette op. Først der begav han sig fremad igen, for det måtte trods alt betyde at det var nu han skulle følge efter. Han forholdt sig endnu tavs, og hovedet gyngede lidt fra side til side i takt med hans skridt. Halen slog ikke, men hang i stedet for lige så slapt som var den bare klasket på med harpiks. Det eneste der overhovedet gav en smule liv over hingsten, var vinden der af og til trak lidt i hans man, hale og pandelok. Det tog ham ikke ret lang tid at finde ud af hvor de var på vej hen, for vestpå lå søen, der var en smule græs og så var der nogle træer. Han havde været der ofte gennem hele vinteren, og det var begrænset hvor meget føde der egentlig var. Det han havde brug for var mere. Mere græs. Mere vand. Men mindre sand. Han havde brug for at komme væk fra den ø - helt væk og i hvert fald ikke vende tilbage dertil i det kommende lange stykke tid. Bare tanken om græs fik hans mund til at løbe i vand, og han gav et par små smask fra sig af den grund.Men hvordan han nogensinde skulle komme over havet igen uden ret meget energi var en gåde. Det ville kræve et mirakel hvis han skulle svømme hele vejen.

Den mørkglødede hoppe bar sig en smule energisk og ivrigt frem. Hun skuttede af og til ryggen op i vejret, for hver gang et hårdere og isnende vindstød ramte ind fra siden. Hun lod de mørke ører søge lidt tilbage imod nakken, mest for at undgå den hvilsende lyd og de piskende sandkorn for ørerne. De stålgrå intense øjne så frem for sig roligt, mens et boblende og glædelig fornemmelse fyldte hele hendes ve og vel over hans selskab.

Hun måtte jo erkende at hun var blevet en kende ensom på det sidste... Hvilket ikke var mærkeligt når hun altid var alene på disse kanter.

De gik ikke mange skridt før hun drejede hovedet imod ham. Hun smilede venligt, mens det lyste ud af hendes øjne med energi og glæde, det var tydeligt at hun var en varmhjertet sjæl. For nogen ville hun nok også virke ret naiv af sig... Hun rettede atter hovedet op, da sandbakkerne bugtede sig lidt i en stigning. Hun trak halen ind til sig af ubehag, da vinden nu piskede om sig igen som de gik op af bakken, mens et var anstrængte udåndinger lydløst kom fra hendes mule.

[ 7 ]

Vinden var Atlas efterhånden blevet vant til, og pelsen var nogle steder også godt klumpet til af sandklatter fra når han havde forsøgt at komme væk men alligevel måtte vende rundt, og så sandet der føg rundt om ham og klistrede sig til pelsen. Pelsen var blevet mat, og alt ved ham virkede slasket - slet ikke som han engang havde set ud. Hans pels havde været ren og skinnende, hans man og hale lang og delvist ufiltret, for helt at undgå knuder kunne han jo ikke, men langt fra så nusset som det var nu. Saltet i luften havde trods alt sat sig på ham.

Da det begyndte at gå opad, standsede han i et par sekunder, og lod et tungt suk glide fra sig. I et par enkelte spring opad, kom han dog rimelig hurtigt op mod toppen, og først da han næsten havde nået toppen stoppede han med sine hop, og nøjedes med skridt. Han havde fået overhalet hoppen på turen op ad. Han stoppede derfor op og så om mod hende i et par sekunder, før han søgte ned af igen. Han regnede med turen gik ligeud, for ellers havde hun vel ikke taget turen op af bakken. Fra toppen kunne han også godt ane stedet hvor han flere gange havde været, for at få slukket sin tørst, og så meget af sin sult han lige kunne komme til, for vinteren havde trods alt ikke været så frodig. Han satte ikke farten ned, men fortsatte fremad i en luntende trav, og så måtte madammen ellers følge efter i hans tempo, hvis hun ville lede vejen.

Roligt havde hun faktisk sænket farten en smule da bakken først kom, mest af alt fordi hun plejede at tage sin tid når hun bare tullede omkring alene. Han sakkede bag ud, mens hun diskret ignorerede dette - da han nok skulle indhente inde. Som ikke andet kunne hun vente på toppen når hun nåede op.

Men lidt pludseligt sprang han forbi hende. Op kom han, og halvt stoppede hun selv om lidt og så en anelse forundret ud. De stålgrå intense øjne så imod hans blå, da han kortvarigt for sølle sekunder havde været stoppet på toppen. Atter fortsatte han ned af igen.

Fandeme nej! Ivrigt og næsten kådt knejste hun fint i nakken da hun halvt slog med det fine hoved, før hun u-elegant moslede op af sandbakken. I en utaktet trav, blot for at indhente ham. Hoppet dansede hun et par feminine skridt da hun var på toppen, før hun slog bagparten i vejret og indhentede ham i en krumspringene og kåd galop. Hun glemte helt den piskende vind, til trods for hendes man og hale fløj omkring hende nu. Glæden strålede ud af hendes øjne, da hun atter var på linje med ham. Hoppet sparkede hun et forben hun for sig, og små stejlede før hun ellers blot fulgte hans tempo, mens hun skævende smilede drillende til ham.