Imorgen vil det være "i dag"

[ 8 ]

Atlas halvt standsede da hoppen igen havde indhentet ham, men ikke bare fulgte ham som andre normalt ville have gjort. I stedet virkede hun som om hun havde alt for meget energi samlet i kroppen, og den slags var Atlas ikke kæmpe stor fan af. Ørerne lagde han lige så stille ned i nakken, og blikket i de blå øjne blev en anelse mere skarpt. Han gav et utilfreds fnys fra sig og standsede helt. Der var grænser for hvad han ville gå med til trods alt, og hvis hun bare ville vimse rundt som en forårskåd hoppe, så måtte hun gøre det alene.

Hans mave gav en utilfreds lyd fra sig da den endnu en gang skreg efter mad. Det mad han vidste han ikke ville finde selv hvis de fandt den lille oase. Så meget var der trods alt ikke tilbage nu hvor han havde overlevet af den smule der var over vinteren. Han vidste at det nok skulle gro igen, og når sommeren først var kommet, så skulle der nok være noget at tage af, men ikke nu. I protest over hoppens opførsel, lod han forbenene knække under sig, og smed bagparten til sidst, så han lå i sandet, med forbenene krøllet sammen foran sig. Den lidt mørkere mule rørte det ene forben, og en lille halvhæs og næsten utydelig brummen slap fra ham. Han vidste godt at han måtte væk fra øen. Og væk fra øen var i hvert fald heller ikke længere ind mod midten.

Glæden lyste ud af hendes stålgrå intense øjne, mens hun kort glemte at dette var en komplet fremmed hun fulgtes med; eller forsøgte at følge på vej. Det var først da hans utilfredse fnys lød for hendes ører, at det gik op for hende hvilket skarpt blik der mødte hende. Forlegen over hendes opførsel og helt undskyldende, ville hun nok have rødmet en smule hvis man da kunne se det. Hun stoppede selv brat, og vrængede lidt pinligt berørt på mulen da hun bed sig mærke i hans ører i nakken.

Lyden af maven der rumlede var hende bekendt, men den kom ikke fra hende.

Han skævede imod hans bug og stille vippede hendes ører frem, en anelse spørgende, imod ham. Men uventet var det som om han bare modstridende nu 'gav op'. Straks rynkede hun misfornøjet de ikkeeksisterende bryn, mens hun stille lod ørerne glide ud til siderne. Lidt malplaceret steppede hun lidt på stedet, uden at vide hvor hun rigtig skulle gøre af sig selv, før hun sænkede hovedet helt ned til jorden - i hans højde. Spørgende lå hendes kønne hoved nu en anelse på sned, mens de mørke ører vendte bagud en smule undskyldende, mens de stålgrå intense øjne funklede uskyldigt. Ville han slet ikke med?

[ 9 ]

Normalt var Atlas ikke typen der sådan satte sig imod andre bare for at være imod dem. Nej - han havde sine meninger og sine idéer og fulgte andre ikke dem, så var det deres eget problem. Han ville ikke bare følge andre med mindre han vidste der kom noget godt ud af det. Eller i hvert fald bare et eller andet han ville kunne bruge til noget, andet end at vandre forgæves til den lille sø og det næsten ikke eksisterende græs som han havde levet af vinteren over. Han ville ikke derhen, og hvis ikke det var der de var på vej hen, kunne det ikke være til andet end sand - og der ville han bestemt heller ikke hen. Han ville væk fra øen. Det var alt. Væk fra øen.

At hoppen sank hovedet ned til hans højde tog han sig ikke så meget af. Hun kunne jo sådan set gøre hvad hun ville og han vidste ikke hvad hun var ude på. Hans egne ører forblev vendt mod nakken, men dog ikke presset helt ned mod den sorte man. I stedet lyttede han til alt hvad der kom bagfra, for han kunne se til siderne og han kunne se fremad. For ham var det lige så meget for at have overblik selvom en sandfyldt ø nok ikke krævede så meget overblik. Der var trods alt ingen steder at skjule sig med mindre man var meget lille og havde samme farve som sandet - eller hvis man kunne gøre sig usynlig. De blå øjne forlod dog ikke hoppen, men ændrede sig til noget lidt mere spørgende, for at få hende til at spytte ud hvad det egentlig var hun ville.

Ærligt talt så den sandfarvede hingst en anelse misofornøjet ud for Phatamorganas stålgrå øjne. Nu lå han bare der, og lå... Stille mimrede hun på sin mule, mens hun stille granskede hans ret så magre krop der nu tydeligt viste han udstående hofter, som han lå der i sandet.

Et piskeslag bagfra af sandkorn, fik hende til at trykke bagparten lidt ind til sig.

Som hun selv lige troede at hele stemningen var vendt til noget muntert, var det pludselig skudt i sink. Hans blå øjne holdte sig fast på hende, og mens hun roligt og sagte selv søgte hans vippede hun nu sine ører frem. Let nysgerrigt, mens hun endnu stod med hovedet sænket i hans højde. Han så pludselig en smule mere spørgende ud?

Stille lagde hun hovedet på sned. Hvis nu han sagde noget... Så ville hun måske kunne forklare.

[ 10 ]

At stirre på hoppen blev Atlas meget hurtigt træt af. Der kom ikke rigtig noget nyt fra hende, og heller ingen forklaring på hvad det egentlig var hun ville. For ham var det som at se på en eller anden dum fugl som han heller ikke fattede hvad ville, og med et lige så muntert humør som hoppen, bare begav sig rundt uden at man kunne have nogen anelse om hvad det egentlig var de ville. Måske havde hun en fuglehjerne? aarh. Så havde hun vel pippet for længst. Han gav dog et fnys fra sig før han vendte hovedet væk for at se i en anden retning. I protest kunne man vel egentlig sige han stirrede ud i horisonten. Det holdt dog ikke mere end et par minutter, før han fik trukket sig selv op at stå igen og lige rystet pelsen for sand, der alligevel ikke gik helt af. Det generede ham til tider, men det var alligevel ikke det værste. Det værste var når sandet fløj op i mulen på grund af kraftig vind.

De blå øjne søgte endnu engang mod hoppen, og ikke nok med det blev tænderne blottet og ørerne trykket ned mod nakken igen. Med et halvhæst og utilfreds hvin trådte han et enkelt skridt mod hoppen og hakkede ud efter hende. Hendes tilstedeværelse irriterede ham. Nu skulle der jo generelt heller ikke så meget til, og med den gnavende sult var hans lunte kun endnu kortere - men troede hun virkelig at hun kunne få ham til at vandre tværs hen over øen for ingenting? Nej! Det ville han alligevel ikke gå med til - og derfor begav han sig frem i en anden retning denne gang - den retning han selv ville gå for at finde havet. Måske kunne han være så heldig at spotte andet end havvand denne gang.

Hun så fortsat på ham, med hovedet en anelse på sned; dybt afventende og nysgerrig var hendes stålgrå intense øjne. Men han brød øjenkontakten med et fnys, og vendte så hovedet i en anden retning. Stille rynkede hun lettere irritabelt de ikkeeksisterende bryn, mens hendes fremadvendte ører stille gled tilbage.

Hoppesur og næsten fornærmet så hun pludselig ud.

Minutter føltes som evigheder, mens der inden i Phatamorganas hoved foregik en længerevarende diskussion. Tsk... hvorfor smutter jeg ikke bare? Men hvad nu hvis han siger noget?.. så kan jeg ikke bare smutte... vel? Atter så hun hans blå øjne imod sig, og lidt overrasket rettede hun ørerne frem og samtidig derpå hovedet ranket lidt op, opmærksomt i et ryk. Men tænder blev blottet, og hurtigt røg ørerne helt i nakken. I ren forsvar, mens hun kort tog sig selv i at vige et skridt, med et hoved der veg lettere væk fra ham. Klogt havde det nok været, for det hæse hvin hørte hun kun som kort advarsel før han atter trådte nærmere og et klap fra hans tandsæt imod hende hørtes.

Havde hun kunne hvine havde et lyd nok lydt, alt imens hun instinktivt selv åbnede munden og blottede tænderne en anelse i denne akt. Hingsten vendte dog nu væk fra hende, og snart gik han. Utrygge blev hendes øjne, mens hendes hjerte hamrede hårdt i brystet over situationen. Stille sank hun en klump, mens hun mest af alt så dybt misfornøjet og fornærmet ud.

Hun stampede kort i sandet, uden genlyd, med den ene forhov, før hun slog et slag med det fine hoved og fór af sted frem, mod vest. Mod hvor hun holdte til.. hvor hun villet have haft ledt ham. Men ikke denne gang.

End ikke skævede hun tilbage imod én eneste gang.

[ OUT ]