Winter mornings, all alone | Canicus

Taia
☽ ° ☾

Som sådan havde hun ikke lyst til at gå sin vej. Hvis hun kunne så blev hun gerne liggende til evig tid uden at gøre andet end at iagttage de to føl mens de legede som kun unge sjæle kunne. Det var dog ikke en mulighed, blot at ignorere sin død og blive liggende uden at prøve på at komme tilbage; i hvert fald ikke for hende. Der var nogen derude, som havde brug for hende, og nogen, som hun havde brug for. Mest af alt så trak noget dog i hendes indre; noget der sagde hende, at det var forkert at ligge her og iagttage andres føl. Det var ikke dem, hun skulle bruge sin tid på. Det var hendes egne. Dem som fandtes et sted ude i fremtiden og en dag skulle hun nok finde dem derude; hvem hun ville finde dem med, det vidste hun ej, men hun havde en fornemmelse på trods af, at hun vidste, at det ikke behøvede at gå ad den vej.

Langsomt trak den usynlige hoppe sig på benene. For et øjeblik gjorde de nærmest ondt, men hun vidste at det ikke var en rigtig følelse. Hun følte ikke smerte nu og hvor rart det end var, så var det også en skræmmende ting. Nok en af de mest skræmmende, for smerte, hvor forfærdeligt det end kunne være, var et af de tydeligste tegn på, at man stadig levede. At man stadig eksisterede og stadig kunne føle. Let rystede hun sit hoved; det var dystre tanker for et så muntert syn. Tanken trak dog et vemodigt smil fra hende, inden hun vendte sig bort og begyndte at gå væk.

En dag ville hun se to føl lege igen, men der ville hun kende deres navne, for hun ville have givet dem videre hende selv.

☽ ° ☾

[OUT]

Canicus lo blot mere perlende da den plettede hoppe nu også ville lege med. Han stod for en stund og balancerede udemærket på de to lange bagben, inden han lod sin bringe hvile mod hoppen, som var en tand større end ham, og lagde derfor nu alt sin vægt på, mens han ivrigt hapsede ud efter hendes hårtotter med et drillesygt glimt i det blå øjne, som slet ikke var så uskyldige som den dag han blev sat i verden. Den lille ildhingst var nu en kugle af energi, energi der skulle brændes af, men stadig kunne han mærke sine mors vagtsomme øjne beskue ham fra længere afstand. 

Den lille hingst moder havde Ivory ikke sendt en eneste tanke, og egentlig var hun nok endnu så lille at alt i princippet handlede om hende. Hun tænkte faktisk slet ikke at den fremmede lille hingst havde en mor overhovedet. I hendes verden var han der bare, og hvorfor var ikke et spørgsmål hun tænkte så meget som et sekund på. Den korte følelse hun før havde haft af at blive iagttaget var forsvundet nu, og leende løb hun blot rundt efter den unge ildhingst, og forsøgte at fange ham. Han skulle ikke have lov til at vinde over hende, det var sikkert og vidst, især ikke når han allerede havde fået nappet hende, og på eden måde vundet deres lille fangeleg en gang.