Winter mornings, all alone | Canicus

Igen havde den unge hoppe forladt sine forældre, for at udforske verden på egen hånd. Hun var ikke engang en plag endnu, men tingene var alle sammen gået så hurtigt, at hun næsten ikke kunne holde styr på dem længere. Hun havde ingen anelse om hvor heldig hun var, at have begge sine forældre ved sin side til at beskytte hende, for hun så det blot som et selvfølge. Sommetider ønskede hun sågar blot at være alene, for den korte tid med den roanrøde hoppe havde været fantastisk og fuld af eventyr. Men mest af alt ønskede hun at møde en på sin egen alder, for hun ville gerne have nogen der ønskede at lege de samme lege som hende, nogen på samme niveau. Hun var stadig meget ung, og havde kun lige fået sproget samt de lange ben ordentligt på plads, så hun kunne styre sine bevægelser og sin tunge. Hun nød at løbe, men helst sammen med andre. Hendes forældre gad bare ikke. Hendes fader gik så meget op i at holde øje med alting, men hvorfor begreb den unge sjæl ikke. Der var jo intet der kunne skade dem, for der var jo kun venlige heste derude. I hvert fald af dem hun havde mødt indtil videre. Hendes moder var alt for bekymret for hendes ve og vel, og gik helt i panik når hun kom længere end tre meter fra hende. Det var latterligt, og hun forstod ikke hvorfor de ikke var ligesom Constance – hun vidste i det mindste hvad det ville sige at have det sjovt.

Disse tanker rørte hende dog ikke, da hun denne kolde morgen med høje knæløft travede afsted over en af Leventeras enge, som lå tæt på hvor den lille familie levede for tiden. Hun vidste hvor hun kunne finde de to voksne heste, men de vidste højest sandsynligt ikke hvor hun var henne, skønt hun var tættere på end de umiddelbart ville tro.

Canicus, et navn han moder havde skænket ham var ikke andet end lige begyndt at kunne styre de lange stænger og se ordenligt. Det havde dog ikke hæmmet ham i allerede at drage lidt væk fra sin moder, som dog fulgte ham nøje som en høgh. Skønt man ikke kunne se den ildrøde hoppe, så var hun derude, med de blå øjne naglet fast på sit afkom.  Den unge hingst havde imidlertid fået færten af noget, nogen, havde hans mor allerede lært ham. Hun havde givet ham lov til at udforske det, givetvis fordi hun nok vidste hvad det var.   Snart fik han øje på denne ting. En ham? Den var bare i forkert farve? Han lagde kort hovedet på sned, og trissede da et par skridt fremad. Mon den så kunne finde ud af at lege? Et føllet vrinsk lød nu fra ham for at gøre opmærksom på sig selv.  Han var lige her! 

Med et ryk fik den plettede hoppe sit hoved drejet, da et ganske ungt og skingert vrinsk blev sendt i hendes retning. Det var tydeligvis ikke en voksen, hvilket allerede nu fik et legesygt glimt til at vise sig i hendes ravgyldne øjne. En blid og ung vrinsken blev sendt tilbage mod vedkommende, som hun nu fik øje på. En ganske lille hingst, ildrød med hvide aftegn på hovedet og op af benene. Sådan en havde hun søreme aldrig set før! Hun havde faktisk aldrig set en hingst på sin egen alder, og situationen var meget spændende for den unge sjæl. Selvom hun selv var ganske ung, så virkede det som om denne røde var endnu yngre – så ung som man overhovedet kunne blive, så at sige, og så stadig ud til at have svært ved at styre sine ben. Selv var Ivory efterhånden nogen måneder gammel, men stadig ligeså legesyg og uskyldig som hun var da hun blev født. Hun slog kort med den lille, krøllede hale, inden hun med lange skridt tilbagelagde de meter der var imellem de to. Ivrigt cirklede hun rundt om den lille for at se ham. Hans øjne var blå, ligesom det andet føls. Det var som om den lille hingst var en flamme, skønt hans øjne var blå som hård is.

Til hans store glæde kom den anden nærmere. Han fniste allerede ved tanken om hvor meget de to kunne lege og han hoppede hende nu ivrigt i møde. Han havde dog absolut ingen anelse om at hun var en hun. Han vidste godt at han var en han, men altså, hvordan skulle han lige vide det andet. Ivrigt lavede han et rejehop da hun kom hen til ham og han så på hende med et legesygt glimt i de blå øjne.  Han lagde ikke som sådan mærke til hendes udseende. Sort som natten, hvid som, hvad var det nu det hed.. Sne!  Canicus kom med nogle små lyde i det han forsøgte at tale, men endnu ikke var helt trænet i dette nu. I stedet måtte han vise hende hvad han ville og da hun begyndte at cirkulere omkring ham, hoppede han ivrigt efter hende og forsøgte at fange hende. For ham var det yderst god underholdning og han mente bestemt at han kunne fange den lidt ældre og større. Selvtilliden fejlede i hvertfald ingenting. 

Det var kort som om at den unge hingst forsøgte at sige noget til hende, men ordene klaskede ligesom lidt sammen, og han opgav hurtigt, for i stedet at bruge sit kropssprog. Hurtigt fangede den lidt ældre hoppe hvad den yngre ville. Han ville fange hende! Aldrig i livet! En feminin fnisen blev sendt ud i morgenluften, hvorefter hun satte i løb. Dog kiggede hun med jævne mellemrum tilbage mod den lille, og stoppede op. Hun ville jo ikke løbe hvis han ikke fulgte med! Dog mente hun ikke at han havde nogen chance mod hende. Hun havde jo vundet over Constance og alting, og hun var ikke engang et føl. Tanken at den roanrøde med vilje havde ladet hende vinde, strejfede hende ikke et sekund. Hun var jo hurtig som et lyn, så det var ikke mærkeligt efter hendes mening at hun havde vundet, selvom Constance havde langt længere ben end hende. Hun sendte en kaldende vrinsken mod ham for at fortælle ham at han bare kunne komme an. Han ville aldrig nogensinde fange hende, ikke hvis hun havde noget at skulle have sagt.

Canicus fangede hurtigt at den lidt ældre var med på legen. Det glædede den lille hingst endelig at have fundet en næsten jævnaldrende. Energisk tonsede han efter hende, mens de lange ben strittede ud til højre og venstre i diverse bukkespring.  Der var en masse energi der skulle ud, det havde hobet sig op. Allerede nu var han udholden, men hans mor havde også fra start gjort det klart for den unge at han kun kunne få mad hvis han kunne følge med hende.  Det slog ham ikke at der var noget unaturligt i det.  De små stærke ben bar ham nærmere hoppen, mens de lille hjerte hamrede i brystet af ren opstemthed. Han hapsede ud efter hendes hale og strejfede kun lige et enkelt hår, men den lille røde havde ikke i sinde at give op. Han skulle nok få hende! Hap Hap!

Taia
☽ 11 ☾

I græsset lå hun med sine ben foldet op under sig. For en gangs skyld lå hun ned. Hun havde ingen grund til det, for hun følte ingen træthed i sine lemmer uanset hvor langt hun gik eller hvor stejlt terrænet var. Hun gjorde det udelukkende af lyst denne gang, selvom der var meget ved det, hun ikke brød sig om. Selvom hun havde vænnet sig til følelsen af, at træer gik igennem hende og græsset ej veg for hende, så var det stadig ubehageligt. Unaturligt. Forkert. Og dog var hun villig til at lade det ske, mens hun så på det, hun gjorde. Mens hun så på livet der udspillede sig foran hende. Det var ej noget fantastisk, ej noget storslået, men alligevel det tydeligste og bedste tegn på liv, som man kunne finde: legende føl.

Taia havde lagt sig på toppen af en let skråning, hvorfra hun nemt kunne se de to føl. Det ene var rødt som morgensolen og så, fra der hvor hun lå, ud til at være en hingst. Han var den yngste af de to, selvom aldersforskellen på dem dog ikke virkede til at være så stor. Den anden var et hoppeføl, sort som en måneløs nat med hvide aftegn der lignede sne, som flere havde trådt i. De var et lidt umage par at se på i farverne, men syntes at finde hinanden i den leg, som de begav sig ud i. Det var en simpel fangeleg, men det frydede alligevel Taia at følge med, som hun før havde gjort med sine egne sønner. Dengang havde det været lige så rart at følge dem med blikket, mens de rendte rundt og prøvede at fange hinanden. Baia havde været god til det, mens Unon havde... hm... han havde været ufrivillig fanger de fleste gange, men ikke alle kunne arve den samme hurtighed. Et sørgmodigt smil lagde sig om hoppens mule ved mindet om sine sønner. De var ej små føl længere, bestemt ikke. Nej... bestemt ikke...

☽ ° ☾

Den unge hoppe blev en smule overrasket da hun mærkede det røde hingsteføl nappe kort fat i hendes hale. Hvordan hun han dog være så hurtig, nå hun var den bedste? Hun forsøgte at løbe lidt hurtigere, men hun var næsten for træt til det, så hun holdt blot det samme tempo. Deres leg var sjov alligevel selvom han næsten kunne fange hende. Pludselig sneg en fremmed kulde sig ind på hende, og hun skuttede sig kort. Hun følte at de ikke var alene, men hun skubbede blot den sære tanke fra sig. Det her var jo klart det vigtigste! Og kulden var ikke slem nok til at hun blev bange. Frygt var faktisk en følelse hun endnu ikke havde stiftet bekendtskab med, da hun aldrig var alene, og altid havde nogen til at beskytte sig. Hun forsøgte at vende hurtigt om, for at ryste den lille røde i sig, men det resulterede kun i at hun gled i sit skarpe sving, og faldt sammen med de lange ben strittende til alle sider. En kort latter blev sendt ud i mod hingsten, da det gik op for hende at hun ingen chance havde. Hun kunne umuligt nå at komme op at stå og samtidig nå at løbe væk igen.

Den lille ildhingst lo perlende, mens han ihærdigt forsøgte at fange den spraglede hoppe. Den lille sjæl var ganske udholden af sin spæde alder. Han ænsede ikke tilstedeværelsen af en anden sjæl, som dog ikke var synlig for dem. Det var vel nok derfor. Canicus måtte gøre et stort spring for ikke at vælte over den ældre som nu væltede med hendes lange ben strittende ud til alle sider. Da han landede lavede han et par kåde spring, inden han trippede grinene hen til hende og hapsede ud efter hendes ene ben med hans små gummer. Fanget. Det var med stolte skridt han tøffede væk fra hende, med den lille halestump strittende op i luften. Vis var han ikke ret gammel, men han var ganske udholdende.

Den plettde ærgrede sig ikke det mindste over at hun ikke havde vundet de to føls lille dyst. Det havde trods alt mest været fordi hun var faldet, mente hun i hvert fald selv. En smule vaklende kom hun igen på benene. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle gøre, for hun ville gerne kende den røde hingsts navn, men det virkede ikke som om han var så god til at snakke endnu. Det syntes hun ikke var så mærkeligt, hendes far havde i hvert fald også kigget lidt underligt på hende da hun snakkede for første gang. Hun syntes dog selv at hun havde været god fra starten, så måtte hendes fader syntes hvad han ville.
”Jeg hedder Ivory.”
Sagde hun en smule spontant, ud af det blå. Det kunne være han bare kunne prøve at sige hans navn, ellers gjorde det ikke så meget. De kunne jo lege alligevel, lige meget hvad! Hun satte af, og nappede let ud efter hans mindre mule, men kun med læberne. Hun havde jo alligevel allerede fået nogen små mælketænder i munden nu, og det gjorde ondt på Mitis når hun bed hende. Det sagde den grå hoppe i hvert fald til hende, så det måtte hun ikke. Hun var en smule ærgerlig over det, men hun ville ikke have at det gjorde ondt på den grå hoppe.

Taia
☽ ° ☾

Pludseligt faldt hoppeføllet, eller hun gled nok nærmere, for der var intet andet end jorden og hendes egne ben til at fælde hende. Selvom det virkede til at være noget af et styrt, så lagde hun end ikke an til at rejse sig, for hun havde set flere føl styrte end voksne og generelt kom de ikke til skade. En latter fra det sorte føl signalerede da også, at hun var helt og aldeles okay, selvom hun måske var blevet lidt overrasket, for det kunne latter også være et tegn på.
Det røde hingsteføl halede hurtigt ind på hende og nappede til hendes ene ben, før han forsvandt igen; Taia havde på fornemmelsen, at han næppe ville blive en af dem, der kæmpede med selvtilliden når han blev ældre. Med den mængde han udviste nu, som han struttede væk fra den sorte, så ville det i hvert fald være underligt, hvis han blev forsigtig som voksen.

Som hun lå i græsset kunne hun ikke lade være med at nappe ud efter et vildfarent strå, men hun fangede selvfølgeligt intet. Det var en gammel vane, hvis ikke et instinkt, der drev hende til det og for et øjeblik så hun endda overrasket ned på strået, men det forsvandt hurtigt igen... hun kunne intet mærke trods alt, medmindre hun trådte ind i de levendes verden for den korte, halvhjertede stund hun kunne. Det ønskede hun dog ikke at gøre, ikke her, og det bar heller ikke rigtigt noget formål at gøre det. Med et fnys rystede hun det derfor af sig, før hun så mod føllene igen.

Hoppeføllet viste sig at have et navn, som startede med 'I', men hvad præcis det var, fangede Taia ikke. Inden det røde føl overhovedet havde nået at svare sprang det sorte føl frem og igangsatte en ny leg; blandt voksne ville det nok have været set som ubehøvlet, men blandt føl var tingene løsere og tanken fik den brune hoppe til at smile lidt.

☽ ° ☾

[17]

Canicus stoppede nu kort op, da den sorthvide nu talte. Han forstod hvad hun sagde. Hun hed Ivory. Den røde hingst så tilbage på hende og vendte fronten mod hende. Han tiltede let hovedet på sned og vippede med de vamsede ører. Så skulle han jo også sige hvad han hed. Han mimrede let med mulen og kom med nogle udefinerbare lyde, som forsøgte han at øve sig.  

” C-cu-gangus. Gagigu.. Cagigus.. Canjicus ”  

Han prøvede ihærdigt at få ordene ud af den lyserøde mule, som han nu rynkede i en sær grimasse da hun nappede ud efter den. Dog tøvede han ikke med at nappe ud efter hende med et muntert fnis. Han var ikke færdig med at lege.  

Endnu kunne den plettede ikke få et rigtigt navn fra den røde, men hun fik da noget der var tæt på. Canius eller Canigus var nok hvad Ivory fik ud af ham som et navn, ved at ligge alle de mærkelige forsøg sammen. Hun opgav bare at kalde ham noget. I hendes hoved måtte han bare hedder Røde indtil han fortalte et ordentligt navn. Dog var han tydeligvis heller ikke færdig med deres leg. En feminin latter passerede hendes læber, inden hun i en serie af små stejl og buk løb efter den røde hingst. Hun skulle nok fange ham! Hun ville ikke lade ham være den der var hurtigst, for hun var overbevist om at det kunne han umuligt være. Hun var jo hurtig, hurtigere end mor og hurtigere end Constance. Denne lille røde spirrevip kunne umuligt være hurtigere end hende, mesteren af alle løbere!

Hans lille hjerte pumpede derudad, mens han med stor iver sprintede frem for at undgå at blive fanget af den sorthvide hoppe. Han var en hurtig lille ildsjæl, som holdte stand mod den anden. De lange stærke ben bar ham sikkert over  græsset, mens han ihærdigt forsøgte at undgå hendes gab, alt i mens hans latter lød ud over engen.  Den lille røde vendte sig dog nu om og rejste sig på sine vaklende bagben og fægtede modigt med de små forhove, mens et bredt smil var på hans lyserøde mule. Nu skulle hun få! 

Det var overraskende for Ivory hvordan denne lille ildhingst pludselig vendte sig om mod hende, og fægtede med de tynde forben hen mod hende. Leende rejste hun sig også på bagbenene. Hun var højere end ham, men det var nok mere på grund af den tydelige aldersforskel, de ville sikkert være omtrent samme højde når de blev ældre. Når man blev ældre... Det var ikke noget Ivory havde tænkt over, men hun kunne godt se at der var nogen der var mindre end hende, og Mitis og Chrome var også større end hende. Hun ville gerne være ligesom hendes fader når hun blev stor. Så ville hun let kunne tæve denne lille spilopmager! Ikke fordi hun havde lyst til direkte at skade ham. Hun ville bare gerne vinde over ham uden at volde ham skade.