AIR RUSH ✗ Åben

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

When ✗ Tidlig eftermiddag
Where ✗ Leventera; Østlige enge
Who ✗ Åben

Vinden hvirvlede omkring den plettede hingst. Hans hoved var sænket lidt, hans ører vippet afslappet tilbage, mens han lod den varme brise lege med hans man og pandelok. Tidligere havde den været hård, vinden altså, hylet og slået mod omverdenen, men nu bragte den varme med sig og han tillod sig selv at nyde det. Tillod sig selv at dvæle ved det, mens tankerne overtog hans sind og drev han langt, langt væk. Væk til en verden og tankegang hvor han ikke havde Mitis eller Ivory; en verden hvor han var fri for ansvar og fri for dem.

Fri, tænkte hans med et fnys. Det var længe siden han havde været fri, men han beklagede sig egentligt ikke. Så meget som det var en frustration at følges med Mitis, at lede hende og Ivory på vej, så var det en velsignelse. Han arbejdede stadig på at forstå hendes ide omkring, hvordan tingene skulle foregå, men han var på vej mod noget, der nok godt kunne forliges med hendes tanker. Han havde ligefrem leget med Ivory et par gange, men han tog sig stadig ikke rigtigt af hende. Han viste hende dog faderlig kærlighed i ny og næ, hvilket Mitis virkede til at være taknemmelig for. Om hun virkelig var det eller ej, havde han dog lidt svært ved at bedømme.

Nu stod han dog her, lidt ude på en af Leventeras enge, mutters alene. Den grå hoppe og det plettede føl var ej så langt borte, at han ikke kunne skynde sig tilbage, hvis noget gik galt, men hun havde taget sine turer bort, så han ville også have sine egne. Dette var på trods af, at han havde sagt, at han ville holde øje med alting; hun havde dog sagt, at det ikke altid var nødvendigt, så det måtte vel være sandt.

En dæmpet brummen forlod ham og han åbnede sine øjne et øjeblik, før han lukkede dem igen.

Frihed.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[17]

Camilles mule strejfede spidserne af de stride gule græsstrå mens hun bevægede sig langsomt fremad. Hun havde tilbragt det meste af dagen med at græsse i engens nordlige del, hvor vestenvinden det meste af tiden havde hylet omkring hende. Nu begav hun sig slentrende sydpå, mens hun rykvis græssede - imod vinden der var drejet og nu bar varmen fra de sydlige himmelstrøg med sig. Græsset var endnu ikke specielt næringsrigt og var egentlig blot tidsfordriv i mangel af bedre.

Hun var ovenud begejstret for den følelse af absolut frihed det gav at være på egen hånd, men hun var alligevel begyndt at savne selskab indmellem - som tidligere integreret flokmedlem var det noget af en omvæltning at være alene konstant, selvom det som udgangspunkt passede hende fint. Men stadigvæk - en hest i ny og næ ville nu være rart.

Næppe havde hun tænkt tanken til ende, før hun pludselig fik færten af en fremmed artsfælle, hvilket fik hende til at hæve hovedet og vejre mod syd. Vinden legede med hendes man og hale, viftede pandelokken ind i hendes øjne og bragte den fremmede fært med sig. Et øjeblik blev hun ubeslutsomt stående, men udstødte så en lidt hæs vrinsken og skridtede sydpå med lange og mere målrettede skridt end hun havde gjort hele dagen.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den plettede hingst var faldet hen i sine tankestrømme. Hvor præcis han var, var svært at sige, for selvom hans tanker bestemt ikke var så mange og hvirvlende, som de engang havde været, så kunne de stadig komme tilbage i bølger når han var alene og ikke havde noget at give sig til. Han havde dog intet mod den; nej, han havde levet med sine tanker hele livet, så der skulle mere til, før han blev rigtigt træt af dem. Noget som en besættelse, se det kunne gøre ham træt af, at han tænkte så meget som han gjorde. Dem så han dog sjældent noget til nu til dags, han havde faktisk ikke haft en eneste tanke af den art siden han var kommet hertil.

Et vrinsk trak ham ud af sine tanker og med et ryk hævede han sit hoved og spidsede sine ører. De gule øjne søgte henover landskabet, ledte efter den, som havde vrinsket, men han fik umiddelbart ikke øje på noget. Let rystede han sit hoved, fjernede de sidste døsende tanker, før han så gav det endnu et skud; denne gang fandt han vedkommende, da denne gik over en bakketop. Lyden af vrinsket havde givet det bort, men synet lagde det fast; det var en hoppe. Et øjeblik stod han rank som altid, men i absolut stilhed, inden et hingstet vrinsk blev sendt tilbage mod den fremmede. Let blev nakken knejset, blot for at understrege, at han havde set hende, såvel som at han var en hingst. Ikke at han havde noget problem med at få det vist rent fysisk; han var jo ikke just den mindste eller svageste i landet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[25]

Koncentreret om følge færten af sin fremmede artsfælle bevægede hoppen sig gennem det let kuperede tærræn, men vindstødene forvirrede hende en anelse. På vej over endnu en gul bakketop blev hun mødt af en dyb hingstet vrinsken, der afslørede at hun havde taget en anelse fejl af retningen. Med en mild brummen satte hun frem i trav med spidsede ører og blikket rettet mod den muskuløse hvide hingst nedenfor bakken. Indimellem skred hun hvor det skrånende tærræn endnu var blødt og mudret efter gårsdagens regn, men ellers var hendes skridt lette og ubesværede.

Med tilføjede mudderpletter til de i forvejen brune ben standsede hun foran ham og opdagede at han ikke - som hun havde troet - var skimmel, men derimod spættet som hun selv. Nysgerrigt betragtede hun ham et øjeblik, noterede sig hans imponerede fysik og blikket i hans gyldne øjne, før hun prustede venligt og strakte mulen frem mod ham, så hendes hals dannede en blød bue. Hendes ører var opmærksomt spidsede og hendes kvikke øjne spillede - fra ravgyldne til nøddebrune nuancer.

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det havde ej været helt tydeligt på afstand, for der havde hun virket broget, men da hoppen nærmede sig, gik det op for ham, at de delte aftegn. I hvert fald lignede hendes aftegn mere dem, som han havde set hos hans søskende, end dem han havde set hos andre med hvide aftegn. Ikke at han egentligt kunne kende den store forskel, og det gjorde heller ingen når det kom til, hvorvidt han ville tage kontakt med hende eller ej. Man skulle være noget af en særling, hvis man afviste nogen baseret udelukkende på deres farve.

Hoppen standsede foran ham og strakte sin mule frem i en hilsen. Selv vippede han sine ører fremad og så hende an et øjeblik, bare for at sikre sig, at hun ikke var en af dem, som hilste og bed på samme tid. Ikke at han kunne vide sig sikker, før han egentligt hilste tilbage, men man kunne altid tage lidt forholdsregler. Hun virkede dog ikke til at være en af dem, så roligt strakte han sin egen hals, før han puffede let til hendes mule. Et kort øjeblik trak han vejret ind, indprintede hendes duft, før han så åndede let ud igen. Halen svirpede bag ham, inden han trak sit hoved tilbage og hævede det højt igen. Et skævt smil viste sig om hans mule.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[1]

Hoppen lod sig ikke mærke med hans tøven, men stødte blidt sin mule hans og åndede ud med en mild pusten. Det lod til at han var ganske imødekommende, hvilket blev understreget af hans skæve smil, som hun ikke var sen til at gengælde. Da han hævede hovedet igen slog hun et kort slag med halen og præsenterede sig uden videre omsvøb; "Camille." Hendes karakteristisk hæse stemme var blød og behagelig og hun lagde hovedet en anelse på sned, for at forhindre vinden i at blæse den lyse nougatfarvede pandelok ind i hendes øjne. Hendes blik var stadig nysgerrigt og energisk brød ikke øjenkontakten med hingsten der kun var godt og vel 10 centimeter højere end hende selv, men havde en bygning og en udstråling der gjorde ham til en større hest - ment i sin bedste mening. 

Den kraftige brise smøg sig omkring de to heste og fik de stride, sejlivede strå omkring dem til at bølge som et hav af græs. Vindenss medbragte kulde blev dog opvejet af eftermiddagssolens stråler der gavmildt delte ud af varmen - mere end den hidtil havde gjort 

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

For et øjeblik var den plettede hingst i tvivl om, hvorvidt Camille var hoppens navn, eller blot en hilsen, som han ikke kendte til, for det kom ærligt talt en smule ud af det blå. Dog var det blevet sagt efter, at de sådan set havde hilst på hinanden, så det måtte vel næsten være et navn, ikke sandt? Han gik i hvert fald ud fra, at det var et navn nu. "Camille," gentog han med et smil, før han bukkede let for hende for sjovs skyld. "Mit navn er Chrome."
Camille var bestemt mindre end Mitis, men ellers mindede hun lidt om hans kære grå hoppe; de var begge lettere af bygning og imødekommende af sind, men igen det var meget overordnede træk, så de var nok egentligt mere forskellige end de var ens. Dette møde ville nok også spille sig noget anderledes ud, end det første han havde haft med Mitis, alt taget i betragtning, på trods af, at han skam ikke ville have noget mod, at de udspillede sig ens. Grundlaget var der bare ikke for det.

Da den kraftige brise smøg sig om de to heste, hævede Chrome for et øjeblik sit hoved og brød øjenkontakten med hoppen. Hans mule blev hævet mod himlen, hvor han vejrede vinden for et par øjeblikke. Om det generede hende, at han holdt øje med omverdenen, kunne han ej sige, men det gjorde ham som sådan ikke noget, hvis det gjorde; det ville blot være hendes eget problem.
Der lå intet i luften, som han følte nogen grund til at reagere på, og han sænkede derfor sit hoved tilbage i samme position, som det havde været i før. Skævt smilede han til hende; havde hun noget imod det?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[4]

Camille blev en smule befippet over at han sådan bukkede for hende, men viste det kun ved at dreje lidt usikkert med ørene og slå et ganske lille slag med den multifarvede hale.
"Chrome," gentog hun ligeledes hans navn med sin stemmes bløde hæshed. Hans navn lå behageligt på tungen og virkede ikke så fremmed for hende som nogle af de andre navne hun var stødt på. Hingsten foran hende syntes at betragte hende, vurdere hende, sammmenligne hende, hvilket fik hendes muskulatur til at sitre let. Hun følte at der var skjulte forventninger til hende, men havde ikke den fjerneste anelse om hvordan hun skulle reagere på dem - derfor lod hun tavst hingsten betragte hende, for selv hun fandt det mærkeligt var der intet ondt at spore i hans blik. Da han igen fjernede blikket fra hende og så op mod himlen, sneg hun sig til at betragte hans arrede krop et øjeblik. Hun havde tydeligvis med en hingst at gøre, der havde prøvet let af hvert og hun havde en vag idé om at nogle af hans modstandere måske så endnu værre ud.
Hendes hals var stadig let hvælvet og som hun stod der, foran den prægtige, muskuløse hingst følte hun sig pludselig meget lille. Ikke intimideret, men bare... uerfaren i forhold til ham. Det afskrækkede hende nu ikke og hendes sædvanlige nysgerrighed og gåpåmod begyndte langsomt at gløde i hendes gyldenbrune øjne.