Stories of hope | Ivory

Tiden var kommet, hvor den grå hoppe skulle fortælle Ivory om de ting der var vigtige i denne verden. Grænser, historier, håb, tanker og eventyr var alle punkter hun skulle ind på, og det at hun ikke brød sig om den sneungen blev ved at gå sin vej uden først at spørge om lov. Hun vidste godt at den unge hoppe kedede sig i hendes forældres selskab nu og da, men hun brød sig ikke om at hun skulle rende rundt med alle mulige andre heste, uden Mitis vidste det. Heldigvis så det ud til at den unge hoppe havde mødt nogen ganske venlige heste, men måske ville hun møde en uvenlig sjæl en dag. Og Mitis ville hade sig selv resten af sit liv hvis der skulle ske noget med sneungen. Hun betød simpelthen alt for meget for hoppen. Hun kunne ikke bære tanken om at den plettede skulle gennemgå nogen form for smerte. Hun havde allerede overvejet tanken om den mystiske Rumpelstiltskin, men hun frygtede at dette ville være værre end som så. Hun havde ikke hørt nogen gode ting om den skumle sjæl, så hun vidste ikke om det ligefrem var den bedste beslutning hun kunne tage. Hun havde hørt om heste der var døde fordi de ikke havde opfyldt hvad de havde lovet hingsten, og den risiko ville hun ikke tage medmindre det var højest nødvendigt. Tanken var langt fra særlig rar.

Med faste skridt bevægede hun sig hen mod sneungen, som løb rundt efter en and på vildspor der vraltede rundt på jorden og skræppede op hver gang den unge hoppe kom for tæt på. Den grålige trak let på smilebåndet, når Ivory forskrækket sprang op når andens vrede skræppen nåede hende.
”Ivory?”
Kaldte hun kort, for at få føllets opmærksomhed vendt mod sig selv. Hun havde en masse at snakke med hende om, nu hvor Chrome endelig havde taget sig en tur alene. Det skulle han jo også have plads til, når måde Ivory og Mitis havde lov til at gøre det samme. Hun kunne trods alt også godt passe nogenlunde på sig selv selvom den plettede hingst ikke var der til at beskytte dem.

Wordcount: 361 | tag: Ivory

code by ♥

Den unge hoppe havde ikke meget at tage sig til, men da en tyk gråand var kommet på vildspor og var vraltet ind på ’deres’ område, havde sneungen pludselig fået en sjov legekammerat. Anden gad hende tydeligvis ikke, og vraltede hurtigere og hurtigere hver gang den unge hoppe kom tæt på den. Men dette fik ikke Ivory til at holde op, trods hun fik et chok og forskrækket sprang tilbage hver gang anden vredt skræppede og flaksede med sine gråbrune vinger. Med et ryk vendte Ivory hovedet mod hendes mor, da hun kaldte hende til sig. Hvad mon den grå hoppe ville hende? Det var ikke så tit de direkte snakkede til hinanden, selvom det var tydeligt at de havde et tæt forhold til hinanden allerede så tidligt i den unge hoppes udvikling. Hun sendte et sidste blik mod anden, der lettet skyndte sig ind mellem træerne igen. Den ville sikkert tilbage til den sø den var kommet fra. I tre hurtige spring var sneungen henne ved sin moder, hvor hun afventende kiggede på hende. Hun ville gerne vide hvad der var så vigtigt, at det skulle få hende væk fra sin nye ven, der nu desværre var løbet sin vej. Sikke en skam.
”Hvad er der mor?”
Spurgte hun, men stemmen var ikke vred eller andet. Nej, hun var ikke sur på moderen over at hun skulle afbryde hende. Hun ville bare gerne have at moderen skulle fortælle det så hurtigt som muligt. Måske ville hun fortælle hende en spændende historie, eller et eventyr om en hest som hende!

Mitis trak let på smilebåndet, da Ivory tog afsked med den svært taknemmelige and, der skyndte sig væk i ly af træerne der omgav de to hopper. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle starte, men hun mente selv at denne snak var vigtig at tage. Hun tilbagelagde hurtigt de sidste skridt der var mellem hende og føllet.
”Egentlig ville jeg bare snakke med dig om alt muligt, som er vigtigt for dig at vide her i verden. For det første, så syntes jeg allerede du er blevet meget stor, og har udviklet dig meget igennem den sidste måned.”
Startede hun ærligt ud. Hoppen var allerede nu ganske smuk, og havde arvet Chromes smukke pletter og man, samt hans stærke bygning, men alligevel en snert af den ynde som Mitis selv bar. Hun glædede sig til at se hvor smuk den unge hoppe ville blive når hun blev ældre.
Et varmt smil blev sendt mod hoppen inden hun fortsatte.
”Og så ville jeg bare sige at… At din fader altså også holder af dig, og er stolt af dig selvom han ikke viser det. Så du skal ikke blive ked af det, hvis han ikke viser det. Det ved jeg selvfølgelig heller ikke om du gør, men altså… Du betyder noget for ham, det er jeg sikker på.”
Egentlig havde det emne slet ikke været en del af hendes skema, men nu var det altså blevet det. Hun mente at det var vigtigt for sneungen at hun skulle lære at hendes far også elskede hende, på en eller anden måde. Det håbede Mitis i hvert fald.

Wordcount: 267 | tag: Ivory

code by ♥

Sneungen forstod ikke helt hvad hendes moder mente med hendes ord – hun kunne kun fatte at hun prøvede at sige at hun var stolt af hende. Men hvorfor dog det? Hun havde intet specielt gjort. Jo, hun havde selvfølgelig udviklet sig, men havde intet specielt gjort for at opnå det. Det var bare ligesom… Sket, uden hun på nogen måde havde haft brug for at arbejde for det. Det forhindrede hende dog ikke i blot at nikke, og smile til hendes moder, trods hun ikke forstod hvad hun mente. Hun havde bare vænnet sig til at der var mange ting i verden man ikke kunne forstå, og man bare måtte leve med det, for sådan var det. Den grå hoppes næste ord, kom dog om muligt endnu mere bag på hende. Hun blev jo ikke ked af det, når hendes fader ikke viste hende nogen form for anerkendelse. Det ville vel komme når hun virkelig gjorde noget godt, men det var vel betryggende nok at vide at han elskede hende selvom han ikke viste det ligeså meget som den grå selv gjorde. Hun troede på hvert et ord der kom fra den grå hoppe, for det var hendes moder, hvordan kunne det overhovedet være muligt for hende, at lyve for sin datter?