Hvilket vej er hjem? (Taia)

Taia
☽ ° ☾

Igen havde den døde hoppe heldet med sig, da det hvide føl fulgte trop. Det var egentligt lidt af et under, som stadig overraskede hende, at han så villigt fulgte. Der måtte lægge mere under det, end føls manglende bedømmelse, det følte hun sig sikker på. Præcis hvad det skulle være, vidste hun dog ikke, for aldrig i sit liv havde hun stødt på noget lignende, hvilket dog ikke var så underligt, alt taget i betragtning. Hun lod dog være med at dvæle for meget ved, at det var forunderligt, og frydede sig i stedet over at føle, at hun var til stede. Føle at nogen så hende, vidste at hun var der, frem for blot at føle en kølig tilstedeværelse uden at vide, at en af landets ensomste sjæle vandrede nær dem. For tilværelsen var ensom, ingen tvivl.

Side om side gik de fremad et stykke tid, mens hun blot lød sig lede af fornemmelsen. Hvert skridt syntes rigtigt, var rigtigt, indtil det bare ikke var det; det var en flydende overgang, hvor hvert skridt langsomt begyndte at føles forkert. Uden at sige noget til det hvide føl, trådte hun først i den ene retning, men fandt ej heller den rigtige fornemmelse her. Den anden vej viste sig dog at være rigtig og hendes venlige stemme fyldte luften på ny, efter længere tids stilhed; "Drej her, lille du, væk fra min stemme." Hun kunne kun håbe, at han forstod hvad hun mente, for hun havde på fornemmelsen, at højre og venstre måske ikke var det, han kendte bedst til.

☽ ° ☾

[4]

Belial gik lidt i sin egen verden imens han blot ventede på stemmen atter ville lyde for ham. Han havde vel en idé om at han havde fået denne nye følges ven og den, skyggen og ham selv nu skulle lege og følges rundt hver da. Sandheden skulle vel et sted nok smerte ham, men for ny nød han blot sin nye ven. En ven han helt og aldeles troede på han ville have for sig selv, lige som skyggen!

Belial forsatte blot frem i den kurs de havde, og det var da egentlig først da han hørte stemmen han stoppede op og ikke blot forsatte af samme vej.
Det lille føl rynkede lidt på den spraglede mulen. Skulle han gå væk fra hende? Væk fra stemmen. Belial følte sig en anelse skeptisk ved dette. Hvorfor han pludselig skulle gå væk og ikke følge- ind til videre havde han gjort nøjagtig som der var blevet sagt, men det havde også forekommet ham så naturligt.
Modigt, men forsigtigt forsøgte han dog alligevel på at gå væk fra stemmen, som han blev bedt om, men han blev ved med at se sig over skulderen- han ville være klar til at springe efter den hvis den nu selv gik den anden retning!

Taia
☽ ° ☾

Det hvide hingsteføl var skeptisk, men det kunne hun ikke bebrejde ham for at være, for det hele var en mystisk affære, både for ham og for hende. Hun anede jo ikke hvad hun gik efter eller om hun overhovedet fulgte ham hjem, hun havde blot på fornemmelsen, at det gjorde hun. På trods af dette, så drejede han dog, præcis som hun bedte ham om, men han så sig dog tilbage, som ville hun vise sig og gå i den modsatte retning. Hun havde dog fulgt ham rundt i svinget, så han så faktisk tilbage på absolut ingenting, men det kunne han jo ikke vide og hun følte heller ingen grund til at irettesætte ham. I stedet valgte hun at rose ham, i håbet om at en positiv reaktion ville få ham til at forstå det bedre næste gang.
"Dygtig," lød det ud for hans ører. Stemmen var den samme som alle de andre gange, men der var noget mere rosende bag ordene.

Taia var ikke helt sikker på hvorfor, men der var pludseligt noget over det hvide føl, som virkede bekendt. Måske var det bare vinklen, men der var et eller andet, som gjorde, at hun følte hun havde set nogle af hans træk før, men præcis hvor kunne hun ikke helt finde ud af. Det måtte være nogen, hun ikke havde set i lang tid, eller nogen, som ikke delte alt for meget med den anden. Kunne hun kende en søster eller bror til det hvide føl? Måske kendte hun hans mor eller far? Det virkede usandsynligt, men samtidigt ikke, for hun havde set så mange på det seneste, og dog var ligheden ikke så ukendt, at det virkede til at være tilfældet. Let mimrede hun med mulen, før hun forsatte fremad.

I det, at det slog den døde hoppe, hvorfor hun syntes at genkende noget, ramte en fremmede duft hende. Ørerne blev vippet fremad, mens hun så ned på føllet for et øjeblik... føllet som på en eller anden måde var forbundet med Asira.

☽ ° ☾

[5]

Belial så ikke skikkelsen bag sig. Hun havde også godt sagt han ikke ville se hende igen, hun ville ikke vise sig længere, men alligevel havde han kigget efter. Det kunne jo godt være. Belial huskede ikke så meget på de øjeblikke siden hvor han stået helt alene fortvivlet om hvor han egentlig var henne og hvordan han overhoved skulle finde hjem igen. Alligevel ønskede han ikke denne skulle forlade ham, han ønskede ikke være helt alene- sådan følte han sig når skyggen ikke dansede omkring ham og fulgte ham hvor end han var, eller han fulgte den. Hvor vidt det var Belial der førte vejen frem når han var alene med skyggen var egentlig svær at sige. Han blev jo som regel i nærheden af vulkanen, i nærheden af hjem.
Stemmen lød igen, det var et fremmede ord, og egentlig forstod han det ikke. Men tonen var ganske mild og dog var det nu heller ikke det der fik Belial til at følge sig helt tryg igen. Nej stemmen lød lige bag ham, den- hun var lige bag ham! Dette fik modet frem i det lille føl der nu valgte at sætte tempoet lidt op. Hvis den fulgte med denne vej, så var der ingen grund for at se tilbage i frygt for at denne stemme ville forsvinde. Nu havde han jo lige vendet sig til sin nye følgesven, trods han mest af alt blot kunne høre stemmen og ikke se den sløret skikkelse af en hest.

Taia
☽ ° ☾

Den døde hoppe nåede ikke at gå mere end et par skridt før end, at en hvid skikkelse viste sig et stykke længere væk. Der var noget sært ved den dog, noget som stak dybere end de mærkværdige aftegn som prydede den hvide skikkelse, som efter et stykke tid stod som en hoppe i Taia's øjne. Langsomt gled hendes ører tilbage, for noget var forkert omkring denne hoppe, noget som stak dybere end selv de sorte øjne, som hun havde. Øjne der virkede så døde som Taia selv, i hvert fald hvis man spurgte hende. Af instinkt, men også som en bevidst handling, flyttede hun sig ind foran det hvide føl, mens hendes øjne på intet tidspunkt veg fra den fremmede. Den mindede hende om ham, det hvide føl, men det virkede samtidigt helt forkert; hun kunne da ikke være hans mor, kunne hun vel? Ingen der så sådan ud, kunne være mor til et væsen som dette føl.

Et enkelt blik på den hvide hoppe havde været alt, som Taia skulle bruge for at finde forbindelsen mellem føllet og Asira: de delte deres far. Taia havde kun mødt den røde hingst en gang, men efter at have fundet Asira og været vidnet til hans og Asiras mors kamp havde hun bestemt sig for, at hun bare ikke brød sig om ham. At han potentielt havde fået et føl med den skikkelse hun så her gjorde bestemt ikke tingene bedre. En ting var, at en hingst havde lyster, men de måtte også have selvkontrol og kunne se når nogen ikke egnede sig til rollen som mor, for alt i Taia skreg til hende, at den hvide hoppe ikke var værdig til end at forestille sig det.

Nogle ting stak bare dybt hos den arrede, for generelt var hun ellers ikke en forfærdeligt dømmende hoppe.

☽ ° ☾

Belial hoppede efter lyden af stemmen, eller der hvor han synes den havde lydt fulgte han. Han fulgte den retning stemmen bragte ham i, hans nye følgesven! Eller det troede det lille føl i hvert fald det var, og tanken var for ham ganske god. Han ville glæde sig til at præsentere den nye følgesven for den anden! De små pjuskede øre vippede frem og tilbage og lyttede ivrigt efter stemmen. Stadig så han efter om han skulle kunne få øjne på den besynderlige skikkelse af en hest. Han glædede sig allerede til at de mange ture, eventyr de skulle på! Inden i boblede det af glæde.

Revet ud af sine tanker blev det lille føl da han fik øje på sin moder. Hun stod som sædvanlig tæt ved vulkanen, død, forstenet- som en statue. Et stort tandløst smil kom frem på den spraglede mule og et lyst og alt for skingeret hvin kom fra føllet. Han var hjemme! Belial tøvede ikke med at hovende flyttet: Han skulle hen til sin moder, mærke hendes kærlighed- den underlige men for ham behagelige smerter hun udgjorde på ham. Men først og fremmest skulle han have noget at spise.
Da Belial røg gik igennem der hvor hans følgesven stod- eller ikke gjorde- mærkede han en kulde og kastede et blik tilbage imod denne nye ven og sendte et stort tandløst smil ud i ingen ting.

Taia
☽ ° ☾

Taia var ved at fare frem for at stoppe det hvide føl, men hun kunne ikke gøre noget for at stoppe det, så hun gjorde end ikke forsøget og det skar i hendes sjæl. For en gangs skyld kunne hun mærke det, hvilket var overraskende med tanke for, at hun rent faktisk ikke havde sin sjæl hos sig mens hun vandrede mellem Livet og Døden. Nej, sjælen tilhørte de to verdener, som hun gik imellem, og det var derfor ikke den del af hende, som vandrede der. Hvilken del det var, det vidste hun ikke, alt hun vidste var blot, at hun var grunden til at føllet var vendt tilbage. Det som havde glædet hende til at starte med, smertede hende nu mere end noget andet havde gjort i meget, meget lang tid. Selv ikke føllets tandløse, men glade, smil gjorde noget for den følelse hun havde i sit indre, for kærlighed kunne gøre selv de kvikkeste føl blinde.

Langsomt bakkede hoppen et skridt, hendes hoved sænket og de blåhvide øjne gemt for hendes ensomme verden. Havde hun ikke brugt så meget energi på at få ham hjem, så ville hun måske have været i stand til at hjælpe ham bort, for det her var forkert. Helt og aldeles forkert. Frustreret rystede hun sit hoved; hun var vred på sig selv, selvom hun ikke havde haft nogen som helst chance for at ændre tingene, for hun havde jo ikke vidst, at dette var hvad hun førte ham hjem til.

Hun bakkede endnu et skridt.
Øjnene så frem for sig igen, fæstnede sig ved det hvide føl, som nu diede glædeligt.
Hvad havde hun dog gjort?

Hastigt forsvandt kulden fra området og borte var føllets nye ven, forsvundet fuldstændig ind i den verden, hun tilhørte.

☽ ° ☾

[OUT]