Hvilket vej er hjem? (Taia)

For første gang i sit endnu korte liv havde det unge føl begivet sig ud på egen hånd. Det havde været imod den ordre hans skygge, hans følgesven havde givet ham.
Bliv.. gå ej. Bliv.. Han skulle være blevet. Skyggen var her ej, moder var her ej. Belial der endnu var ganske ung havde taget beslutning om alligevel lige se sig rundt om hjørnet- det kunne jo ikke være farligt, den store varme klippe, vulkanen, hjem havde han jo stadig kunne se. Den havde været tæt på, han var jo ikke gået langt. Han var jo kun lige gået rundt om hjørnet. og så måske lige lidt længere og der efter lidt længere igen. Alt dette fremmede han havde kunne se, alt det som skyggen ikke gemte for hans blik så han og det var spændende- alle disse indtryk havde ført det unge føl længere og længere væk fra hjemmet, fra flokken, fra broderskabet.

Det var mørkt, men mørket var han van til. Mørket var hjemme, mørket var trygt, men hvor i mørket var han.
Fortumlet og med meget klodsede bevægelser famlede Belial sig rundt. Han vidste ikke helt hvad der var op og ned, og egentlig heller ikke hvad der var frem og tilbage. Han forsøgte på egen hånd, og i starten havde det synes som en god idé, men efterhånden ikke længere. Hvis nu bare han ventede her, så kunne det være de ville finde ham?
Klynkende lyde kom fra ham. Han følte sig aldeles alene og fortabt. Verden her ude var farlig. Den var ukendt. De små øre lå betuttet ud til siden imens han forsatte sin pibende klynke lyde.

Taia
☽ 10 ☾

Hvad der fik hende til at drage til Foehn var umuligt at sige. Hun havde ingen bånd til øen, nærmere det modsatte. Der var intet, der burde drage hende derhen og alligevel fandt hun sig selv gå over havet gang på gang, for at nå frem dertil. Måske var der noget der, som hun ikke kendte til, der kunne give hende det, hendes manglende hjerte mest af alt ønskede sig, men det virkede usandsynligt for den døde hoppe. Men... var det egentligt det? I vulkanens dyb lurede et onde trods alt, som kunne gøre de mest umulige ting, så at hive nogen bort fra den vej, som hun betrådte, og sætte vedkommende på livets vej i stedet for, var vel næppe umuligt? Måske søgte hun øen, fordi den havde den vejviser, hun så inderligt ønskede at finde?

Måske... og måske ikke, for hver gang hun kom, fandt hun ej det hun søgte, men nogen som behøvede hendes hjælp. Hun havde ikke altid været i stand til at give den, men denne gang kunne hun. Denne nat havde bragt et føl i hendes favn; hingsteføllet vandrede lidt fortumlet og klodset omkring, søgende efter et eller andet. Hun gættede på, at det søgte sit hjem, sin moder, præcis som det støvsorte føl havde gjort. Modsat dengang, så kunne Taia dog gøre noget og den underlige fornemmelse, som havde fået hende til at søge hertil i første omgang, gav hende en følelse af, at hun kendte vejen hjem for det vildfarne, hvide føl.

Kulden var forsvundet omkring hende i løbet af de sidste par dage og selvom den syntes at ligge lige omkring hende stadig, så kunne hun nu bevæge sig tættere på andre, uden at de følte kulden krybe gennem deres krop og snige sig ind på deres hjerte. Hun var dog ej sikker på, hvordan det ville hjælpe noget i dette tilfælde; hvordan skulle hun overhovedet gøre det? Hun kunne fokusere, skubbe sig selv til grænsen og gøre sig selv synlig, men ville det mon skræmme ham? Måske, måske ikke, men hun havde ej mange andre valg end at tage kontakt, hvis hun ønskede at vise ham vejen tilbage.

Af vane mere end nød trak hun vejret ind gennem sit tomme hylster af en krop, før et luftløst suk forlod hende. Alt eller intet.

"Er du faret vild?"

Stemmen var kun lige hørbar og syntes at komme fra ingenting. Føllet ville ej være i stand til at se hende for nu, for hun følte at en stemme var mere sikkert end at vise sig selv på dette tidspunkt. Hun var trods alt også nød til at være sikker på, at det hun gjorde rent faktisk var rigtigt. Måske var han trods alt ikke faret vild, men blot ude og gå? Det virkede dog usandsynligt med hans unge, unge alder.

☽ ° ☾

Det var en ikke en ukendt fornemmelse der kom til Belial da han pludselig ikke helt følte sig så alene. Det var som om der var nogen i mørket hos ham. Blot en fornemmelse. Den spinkle føl så sig ivrigt omkring i håb om at hans følgesven havde fundet ham. Åh det dansende mørke, hvor var det? Det var der ej. Ej var skyggen der og den før optimisme forsvandt igen og atter dvattede de små pjuskede øre ud til siden. Flere klynkende lyde kom fra ham. Han føltes sig mutters alene, selvom fornemmelse stadig fulgte ham af han ikke var helt alene.

Da en svag stemme lød, fløj ørene atter op i håb om hans følgesven var der, men stemmen der lød var ukendt, den var svag og den var ikke i hans hoved. Men hvor var den så?
Belial så sig omkring, håbede og bed sig til at skyggen var vendt tilbage til ham, eller måske hans moder. Nej moder lød ikke sådan- ikke når hun for en gangs skyld talte, som han ind til videre kun havde hørt hende gøre en gang.
Stemmen havde spurgt ham om han var faret vild. Hvad var egentlig at være faret vildt? Belial kendte ikke meget til ord. Han opfangede dem. Han forstod dem dog ikke helt, faktisk langt fra, han brugte dem endnu ikke selv. Han forstod ikke helt hvordan, og egentlig havde det været ganske fremmede for ham. Han hørte som regel kun sin egne tanker og så skyggen, hans ven- hans følgesven.

Pibende forsøgte han at svare på denne stemme, men uden rigtig at bruge nogen ord. Han ville høre mere, han søgte denne fremmede stemme i mørket. Var det en ny følgesven? Var hjælpen kommet til ham nu? Var han fundet? Belials små øre vippede frem og tilbage og til siderne, i mens de brune øjne forsøgte at opfange et hvert glimt han kunne opfange i mørket.

Taia
☽ 12 ☾

Føllet klynkede, hvilket fik Taia til at vende sine ører bagud på en sørgmodig facon. Det rørte hendes instinkter, stak til moderen i hende, at føllet opførte sig som det gjorde og hun ønskede på alle måde at hjælpe det. Ønskede at trykke det ind til sig og fortælle det, at det var okay og, at hun kunne følge det hjem. Hun ønskede at vise det, vise ham, tryghed og varme, så han vidste han ej var alene. Ingen af delene kunne hun dog give ham; alt hun kunne gøre var at lede ham hjem, for han var tydeligvis faret vild, trods han ej svarede hende.

Det var med en tænksom mine, at Taia observerede det hvide hingsteføl. Han søgte mere med sine øjne end sine ører og dette betød, at hun næppe ville hun guide ham kun med stemmen, selvom han da havde reageret på den. Chancen for at han blev forskræmt over det arrede syn af hende var der dog stadig og hun følte sig derfor ikke helt sikker på, at det var den bedste ide at vise sig, selvom det nok ville give et hurtigere resultat, i så fald han ikke blev bange for hende. Havde hun været i live ville arrerne næppe have været et problem, for ingen af dem vansirede hende i sådan en grad, at hun så horribel ud i andres øjne, men i denne tilstand betød de, at dele af hende manglede. De betød, at hun havde revner ved sin man og at hendes side var delvist borte. Det betød at dele af hendes ben manglede og at hun havde nakker i næseryggen og på sin kind. Om det ville skræmme ham kunne hun dog ikke vide før hun viste sig, men ikke nu... ikke før hun havde givet det endnu et forsøg med stemmen.

Hun trådte bort trods hans piben og fokuserede igen. Hun lagde mere i det denne gang, selvom det var svært at fokusere sin energi mod noget, man ikke helt forstod. Da hun følte sig klar, følte sin stemme var stærkere, talte hun på ny; "Herovre." Det var blot et ord, men det blev sagt med venlighed og på en måde der gjorde det umuligt ikke at forstå, at det var et kald. Hun håbede han ville følge; hvis han gjorde det, så kunne hun måske sætte sin stemme sammen med sin nuværende krop og følge ham; det føltes i hvert fald nemmere at vise sig end at danne en lyd, som gik mellem verdenerne. Sært hvordan det fungerede.

☽ ° ☾

Det var en besynderlig verden. Belial ønskede sig mere end noget andet til den verden han var i før han kom her. Den verden der var fyldt med varme og tryghed- en verden han blev revet væk fra på meget kort tid og var endt uden i kulden. Hvis han stadig lå i det varme klemte mørke han før havde levet i, eller eksisteret i.

Stemmen lød igen, svagt, men den var der! Belials små pjuskede øre blev rettet imod lyden. Den synes at kunne placeres et sted midt ud i ingen ting, ud i luften. Tomheden. Forsigtigt, tog han et par prøvende skridt frem. Han vidste ikke helt om han havde opfanget lyden rigtigt, egentlig vidste han ikke helt hvor denne lyd kom fra, men det vigtigste var at stemmen var der, og i hans egen forvirrende verden følte han sig mere tryk med denne fremmede stemme der havde ladet sig lyde to gange nu. Denne stemme tilhørte ikke hans følgesven, men han stolede på den, han kunne lide denne stemme. Det var ikke så meget ordende, eller tonerne, men fordi det mindende ham om noget velkendt- noget det unge føl forbandt med tryghed.

Taia
☽ 13 ☾

Denne gang syntes føllet at høre hende ordentligt. Han bevægede sig i hvert fald frem mod hende, om end kun prøvende, men det var en start, som hun kunne arbejde med. Hvis han kun bevægede sig enkelte skridt hver gang, så ville det dog tage meget lang tid før, hun de ville nå tilbage til det, som måtte være hans hjem, for fornemmelsen sagde hende, at det ikke blot var henne omkring hjørnet. En tænksom brummen fyldte hende, før en plan lagde sig i hendes tanker; hun skulle blot gøre det forsigtigt, langsomt, og lade sin stemme betyde mere end hendes tilstedeværelse. Hun skulle dog også kæde de to sammen, for føllet virkede ej så ængsteligt efter, at det havde hørt hendes stemme.

Roligt bevægede den døde hoppe sig mod det hvide føl. Han ville ej se hende, ej kunne mærke hendes kulde, for den havde fortrukket sig, men han ville nok mærke, at der var nogen tid stede. At noget fyldte det, der ellers var et tomrum foran ham, selvom han ikke kunne se det. Hendes stemme ville dog lyde før han måske følte hende: "Vær ikke bange, lille du." Stemmen var så blid som før og hun lod den hænge i luften, lod det unge føl vænne sig til hendes tilstedeværelse, før hun trådte bort. Nu måtte det bære eller briste.
Taia samlede sit sind og fokuserede ligesom de få andre gange, hun var trådt tilbage ind i de levendes verden med den tågeagtige krop, hun nu gik med. Det var aldrig nemt, men det var bestemt blevet lettere at gøre det, uden at det kun var i et glimt.

Det ville ej være pludseligt, men derimod en langsom fremtoning, i det den døde trådte tilbage til den verden, føllet gik i. Hun ville syntes som af tåge, men nogle dele af hende ville mangle hvis man virkelig så hende. Der var et smil om hendes mule; lidt forsigtigt, men moderkærligt. Roligt vendte hun sit hoved bort fra føllet og nikkede i den retning, hun ønskede han skulle gå. "Følg med..." Hun nåede at dreje sig lidt i den retning og lægge an til et skridt før hun forsvandt tilbage til sin egen verden. Han ville være alene igen, men ikke rigtigt.

☽ ° ☾

Belial to et par skridt mere, før han stoppede op igen. De små pjuskede øre vippede atter frem og tilbage, ventende lyttede han på om denne stemme skulle lyde igen. For en stund flakkede din brune øjne rundt, scannede mørket for at se om der skulle være noget, eller noget. Måske en ny skygge, en ny følgesven- men som før var der ikke noget at se i mørket. Der var kun en stemme og en fornemmelse.

Stemmen lød igen. Mild lød den, den mindede ham om vuggeviserne, selvom det var forskelligt sprog. Men det mindende ham om tryghed. Et tandløst smil kom frem på den spraglede mule og de små øre var vippet frem. Han følte sig ikke nær så alene når stemmen talte til ham. Ivrigt vippede den lille hale bag ham, optimismen var stor hos det unge føl. Han følte håb. Han fornemmede igen der var nogen, men der var ingen at se, kun en stemme at høre. Belial kunne lide denne stemme.

Pludselig. Der i mørket stod en lys sløret skikkelse, det kunne ligne en hest, og alligevel ikke. Denne var anderledes, meget anderledes. Stemmen kom fra denne. Belial lyste op i endnu et større smil og som denne havde sagt, fulgte Belial fluks med. Hans bevægelser var endnu kluntet og men som dagende gik fik han mere og mere styr på de lange ben.
Skikkelsen forsvandt igen. Belial så sig omkring, hvor blev den af? Belial så sig omkring, men synes ikke at se denne sløret skikkelse, hvid- nej ikke hvid. Mere gennemsigtig havde den været. Nogen steder havde der været huller- Det unge føl kæmpede for at holde billede i hoved. Gendanne det for sig selv, men detaljerne forsvandt for ham.
De fleste havde nok været blevet bange, forskrækket over dette syn. Måske nogen rædselslagende, men ikke Belial.

Taia
☽ ° ☾

Det var faktisk lidt af en overraskelse, at føllet fulgte så villigt som han gjorde, men det var ubenægteligt; hvad hendes stemme havde gjort blev mange gange doblet op af den korte tilstedeværelse. Måske var føllet bare en af dem, som reagerede mere på andres fysiske tilstedeværelse end deres stemme; han kunne være en af dem, som i fremtiden ville foretrække andres fysiske selskab frem for at tale med dem. Kun tiden kunne vise om det var sandt, men det betød heller ikke så meget; det eneste der var vigtigt, var det, at han fulgte hende, som hun havde bedt om, for hun havde jo frygtet det modsatte. Frygtet at hendes fremtoning ville skræmme ham bort eller i det mindste gøre ham for bange til, at han ville følge hende.

Hun havde ej taget mange skridt, før hun så tilbage mod føllet. Han fulgte hende ej længere, men stod blot og så sig søgende omkring. Det gik hurtigt op for hende, at han nok kun ville følge hende så længe, at hun havde ham et tegn; enten ved at vise sig eller ved at tale til ham. Tænksomt mimrede hun med mulen; hun kunne ikke vise sig heletiden, ej heller tale, for det trak for meget energi fra hende og det kunne ende med at blive umuligt ret hurtigt. I det tilfælde ville hun kræve en langvarig pause, som hun ikke var sikker på, at hun kunne tillade sig at tage på nuværende tidspunkt. Hun fandt dog hastigt et kompromis; hvis hun kunne vise sig blot engang i mellem, så kunne hun måske lægge et spor for ham.

Skikkelsen forblev gemt i sin egen verden et stykke tid mere, før hun tonede frem igen et par længder borte. Et sagte smil omfavnede hendes mule, før hun vendte hovedet bort igen og forsvandt. I sin egen verden bevægede hun sig afsted, blot et par længder mere, før et glimt af hende viste sig igen. Ville han forstå? Måske kunne hans nysgerrighed drive ham, hvis han ikke gjorde.

Følg med.

☽ ° ☾

[14]

Belial kom med små pibende lyde, der en dag ville blive mere til en vrinsk end det var nu. Kaldende, søgende efter stemmen, efter skikkelse der havde vist sig for ham. Den måtte ikke være væk. Prøvende tog han et skridt frem igen i den retning hvor han havde set denne mystiske skikkelse. Han skulle følge med, men det var svært at følge med når man ikke kunne se hvor, eller vidste hvor.
Længere væk vidste skikkelsen sig igen, og det unge føl lyste helt op. Den var ikke væk! Ivrigt vippede halen bag ham og han mindre klynkende igen kom med små lyde, kaldende efter dette fremmede besynderlige væsen. Den var hurtig væk igen, men da den endnu længere væk viste sig igen sprang Belial frem i en kluntet galop, og af og til et enkelt hob med bagpartiet. Han satte farten ned da han synes at være nået til stedet hvor han så skikkelsen før. Han så sig lidt tilbage, og stoppede op før han atter så frem. Frem imod den retning han var blevet guidet, tøvende tog han et par skridt frem.

Det var godtroende af den unge Belial fulgte med dette fremmede væsen, et væsen han ikke vidste var genfærdet på en hoppe der en gang havde levet i landet. Dog havde sagen nok set anderledes ud hvis det havde været en levende. Han var van til at leve i sin egen lukkede verden, hvor kun skyggen var. Han så kun sin moder når han havde behov for at die, men han savnede hende! Han savnede alle hendes bid skub og sågar det hun nogen gange gjorde ved ham- den kulde og ubehag han følte sprede sig fra brystet. Han savnede det han troede var kærlighed.

Taia
☽ ° ☾

Det virkede. Virkede helt og aldeles som hun havde håbet! Det gjorde hende glad, lod hende føle noget indeni, at det hvide føl rent faktisk forstod hvad hun mente med det hele, for det var ej nemt at skulle kommunikere gennem enkelte glimt. At han var et føl hjalp bestemt heller ikke, men hun havde alligevel lidt på fornemmelsen, at det faktisk godt kunne gøre det lettere, at han var et føl. Det betød, at han næppe tænkte så meget over hendes underlige tilstedeværelse som en voksen ville have gjort; han havde trods alt ikke noget, at sætte hende op imod. Han burde, når han var så ung, ikke have nogen ide om, at hendes slags var unaturlig og noget, man generelt ikke troede kunne eksistere. For så skræmt som han potentielt kunne blive med sin unge alder, så skræmt kunne en voksen også blive ved synet af noget, der gik udover deres umiddelbare forstand.

Det var med en kluntet galop, at det hvide føl bevægede sig hen mod det sted, hvor hun havde stået. Han ville dog ej møde hende der, for hun havde allerede bevæget sig videre mod det næste sted, hvor hun kunne vise sig. Hvor dette sted var, vidste hun egentligt ikke, for hun fulgte bare den fornemmelse, som havde sat sig i hende; det var som om, at den arbejdede med det, hun selv havde fundet frem til.
Gennem træer og buske gik det. Hendes hove gled gennem sten som var de blot tåge, men aldrig faldt hun gennem jorden. Det var den ene ting, hun kunne føle. Den ene ting, der stadig fungerede, som da hun var i livet. Hvorfor den gjorde det vidste hun ej, men hun gættede på, at det simpelthen bare var den ene ting, der eksisterede i alle verdener og dermed den ene ting, hun kunne komme i kontakt med.

Der var en længere afstand mellem den døde hoppe og føllet end før, da hun tonede fremad på ny. Der var dog en lige linje mellem dem, hvor han kunne se hende i sin søgen. Hun stod der, hvid som månens blege lys, afventende på, at han så hende, før hun så ville begive sig videre til det næste sted.

☽ ° ☾

[15]

Skikkelse var ikke der hvor han sidst havde set den, dette var lidt som at forsøge at fange skyggen- umuligt. Han ville ikke kunne nå hende, han ville ikke kunne røre hende, men det unge føl havde nu ikke helt opgivet. Han var så småt begyndt at se det som en leg at forsøge at fange denne lyse sløret skikkelse, der både og lignede en almindelig hest.
Det var langsomt og prøvende Belial forsatte med at tage et par skridt frem. Ind til videre havde skikkelsen jo kun vidst sig lige fremme for ham, så måske hvis han var forberedt kunne han nå at fange den næste gang.
Belial havde allerede glemt han var blevet væk, og han havde glemt alt om at være utryg- for med denne i nærheden, om så at sige, følte han sig lige så tryg som når skyggen fulgte ham.

Dér! Den var der igen og Belial sprang frem igen i en kluntet galop, men atter forsvandt skikkelse foran ham og kun mørket var der. Han prustede en anelse misfornøjet over det ikke lykkes ham, hvilket det normalt ikke gjorde når han forsøgte at fange skyggen. Stadig med en tro og stor optimisme om at det ville lykkes ham vippede halen ivrigt bag ham da han stoppede op der hvor han nu sidst så skikkelse, han blev dog ikke stående længe før han bevægede sig fremad. Måske næste gang!

Taia
☽ ° ☾

Det hvide føl var tydeligt misfornøjet over ikke at fange, men samtidigt så entusiatisk omkring det hele, så Taia kunne ikke undlade at smile for sig selv, hvilket føltes rart, men også en anelse forkert med tanke for hele situationen, for i sig selv var den ikke noget at smile af. Han var trods alt et føl, som var faret vild, og hun var selv faret vild i en anden verden, søgende efter vejen tilbage til den, hun helst ville være i. Begge søgte de hjem, men hvor hun kunne lede ham efter bedste evne, så kunne han intet gøre for hende. Umiddelbart i hvert fald, for livet havde dog sine underligheder, der betød, at hjælp kunne findes de steder, man allermindst ventede det; for hvem vidste, måske var det ikke kun andres energi der bragte hende tættere på det hun ønskede. Måske kunne glæde være en lige så vigtig faktor? Der var trods alt ingen, som nogensinde var død af det, mens sorg, frygt og andre 'dårlige' følelser sagtens kunne tage livet af en.

Næste gang hoppen viste sig, stod hun ved en stor, væltet træstamme, som blokerede den vej, de skulle gå. Hun kunne sagtens gå udenom, ingen tvivl der, men det ville være lige så let at gå henover den, for det var måneder siden, at træet var væltet, så alverdens ting havde bygget sig op på siden af det og dannet en rampe. Igen smilede hun til føllet, men forsvandt så hastigere end før uden chance for at give et peg om, hvor hun mente de skulle hen.

Taia var blevet så opslugt af at hjælpe ham hjem, at hun ikke havde lagt mærke til, hvilket dræn det havde lagt på hende. Hun nægtede dog et give op, ikke endnu, ikke når han nu forstod hvad hun mente. Måske kunne hun få ham til at sætte farten op og dermed få ham til at bevæge sig, i takt med hende?

På ny viste hoppen sig, da føllet nåede hen hvor hun var. Nu så hun dog anderledes ud; hvor hun før havde været der med en fast intensitet, syntes hun et flimre let frem og tilbage mellem sin tidligere verden og den sti, hun nu betrådte. Smilet var der dog stadig og det ville forsikre føllet om, at alting var som det skulle være. "Følg min stemme, lille du..." Med det gjorde skikkelsen an til at træde op på træstammen før den forsvandt bort igen. Fra den anden side lød hendes stemme dog igen; "Denne vej."

☽ ° ☾

[16]

Det næste Belial så til den sløret skikkelse, der stadig mindende om en hest, men alligevel ikke, var henne ved hvad lignede et træ. For det unge føl, kunne dette næppe være en træ, træer stod op, de lå ikke ned- og de så bestemt ikke ud som dette der lå. Der var mange ting Belial stadig havde at lærer, og masser af tid til at lærer det i.
Den smilede til hende, skikkelse- hans nye ven. Belial kunne lide smilet- også selvom det ikke var noget han så i sin hver dag. Moder smilede absolut ikke. Faktisk var det unge føl sikker på hun ikke kunne, hun bevægede sig knap nok, og han havde kun hørt hende tale en gang, og dette var ikke en gang til ham. Skyggen smilede heller ikke, den var der bare, dansede foran om, rundt om. Selv var han ikke rigtig klar over at selv smilede en gang imellem, når han havde det sjovt smilede han. Sjov var når han legede med skyggen, den uendelige jagt på at forsøge at fange dem- en leg der mindende om den leg han var overbevidst om han også legede med denne skikkelse, dette besynderlige men ganske fascinerende væsen.

Skikkelsen så anderledes ud nu, før havde han kunne se denne ganske klart, hvor nu flimrede den. Kom og svandt hurtigt som når man blinkede med øjne lidt for hurtigt og alt synes at komme og forsvinde. De lille kantede hoved blev vippet lidt på skrå, men han tog sig ikke mere af det. Han forstod det alligevel ikke. Det han forstod var han godt kunne lide sin nye ven, den var rar og for ham nem at forstå- den var ikke inviklet som de andre han havde mødt den passede ind i hans verden.
Stemmen lød, han skulle følge hende. Følge hendes stemme. Da skikkelsen atter forsvandt, var Belial ikke langtid om at følge med over træstammen, som han nu stadig ikke var overbevidst om var et rigtigt træ. Han gik kluntet men det lykkes ham at komme over uden at skvatte.

Taia
☽ ° ☾

Taia kunne ikke undlade at slå en latter op, da føllet lidt kluntet fik tumblet sig henover træstammen. Latteren ville dog ikke nå frem til ham, eller nogen anden for den sags skyld, for hun lagde ej energien i den, som ville projektere den videre ind i de levendes verden. Lidt sørgmodigt vippede hun sine ører tilbage ved realisationen af det, for der var intet hun hellere ville, end at le med føllet lige nu. Lade latteren flyde og blande sig, mens hun hjalp føllet hjem, hvorend hjem måtte være. Endnu havde hun fornemmelsen af, hvor det var, men den skiftede hver gang hun tog et skridt. Den trak hende afsted, guidede hende, men uden rigtigt at gøre det; det meste var bare en følelse af, at det var korrekt at træde i den ene retning frem for den anden.

Da han var stod på den anden side, kaldte hun på ham igen og ventede derefter på, at han fulgte hende, for hun havde brug for det nu. Hun havde ikke nok energi, hvad end det var for en type hun havde brug for, til at gøre sig selv synlig hele tiden. Det var nemmere at føre hendes stemme ind i de levendes verden end at føre hendes krop derind. "Kom med, lille du."

Den døde hoppe tog et par skridt, før hun mimrede lidt tænktsomt med mulen. Hvordan skulle hun gøre det her bedst. Hun kunne tale hele tiden, men det ville hurtigt slippe op. Et øjeblik så hun på ham; han virkede kvik nok til at forstå alting indtil videre, så forhåbentligt ville han følge hendes kommando, hvis hun gav ham en.

"Du skal følge mig nu, men -" Hendes stemme svandt ind for et øjeblik, før hun vendte tilbage med ny styrke, hvor hun havde sluppet. "- men du vil ikke kunne høre mig, før vi skal dreje. Lyt godt efter min stemme, for jeg kan ikke vise mig for dig længere." Et svagt smil omfavnede hendes mule, men denne gang ville han ej se det. Hun havde brug for energien til at guide ham.

☽ ° ☾

[2]

Det forekom hurtig som en normal ting for Belial at følge denne skikkelse, eller blot stemmen fra den. Han fulgte lidt forbi denne træstamme de var gået over, som han stadig ikke helt var overbevist om faktisk var en træstamme. Jo det lignede lidt, men som han før havde konstaterede for sig selv,så stod træer altså op. De lå ikke ned. Det kunne et sted også være lige meget hvad det var. Han skulle gå over den og han var over den nu, så nu ville den være ude af billede.

Stemmen lød igen og Belial fulgte trop. Han havde ingen anelse om hvor tæt han var på denne. Han kunne på sin vis være gået lige ind i den, men den synes hele tiden at flytte sig være gang han nærmede sig, så at gå ind i den virkede ikke som noget han ville kunne. Af og til så han efter, rigtig godt efter om han ville få øje på denne skikkelse igen, men til sin skuffelse dukkede den ikke op i en form han kunne se, men der imod lød stemmen varm og blid.

Belial stoppede op for at lytte. Han lyttede godt efter. Stadig var han ikke i stand til at forstå alle ord, men han forstod som regel meningen med en sætning. Nogle få ord kendte han til, og hvis disse blev brugt i en sætning, ville han forstå meget af det uden at kende til alle ordende.
Belial så med store øjne lige frem i luften, og da stemmen ikke længere sagde mere lyttede Belial alligevel et stykke tid endnu før han bevægede sig frem. Han havde forstået han skulle følge med, han skulle lytte efter stemmen og han vidste også han ikke ville få at se skikkelsen igen- hvilket ærgede ham en del, men han brokkede sig ikke. Han var ikke længere alene og det var det der i virkeligheden betød noget for ham.