Fire on a hill | Camille

Fire on a hill

28

Den brogede var endnu engang tilbage på den ø der efterhånden var blevet hans ynglingssted. Han havde på sin vis troet at det at slutte sig til broderskabet ville have hjulpet ham med at finde sig selv, og måske havde han også det. Han var i hvert fald ændret nu. Langt mere reserveret, især når han holdt sig på den røde ø. Han ønskede ikke ligefrem selskab, kun når han holdt til på de andre øer. Foehn var hans hjem nu, og de andre øer var fremmede for ham efterhånden. Vulkanen tårnede sig op i horisonten mod den altid blødende himmel, og grålingen stirrede stille omkring ham. Den nedbrændte skov, vulkanen, og ingenting. Han vidste at han aldrig ville være alene her, det havde Volin så fint fortalt ham. Men det var svært at tro på, når det eneste omkring ham var sort aske, der lå under hans fødder, og dalede fra himlen som sort sne. Han var alene, selvom han aldrig rigtig ville være det. Han så frem til at møde sine søskende, for de brødre og søstre som ej var hans eget kød og blod, dem havde han endnu ikke mødt. Han tvivlede dog ikke et sekund på at de var på øen et sted – de måtte holde af at være der ligeså meget som han gjorde, medmindre det blot var noget man gjorde de første par uger. Han tvivlede bare på det.

Trods han egentlig ikke søgte selskab, var det ikke fordi han ville blive irriteret hvis der skulle komme nogen hans vej. Han syntes andre heste var fine nok at provokere og den slags, men han ville aldrig ønske at danne venskab med nogen af dem. Venskab var en ting der ej eksisterede i hans hoved, og det var ikke ret let at lave om på.

Wordcount: 300 | Tagged: Camille

Jorden under hoppen hove virkede på forunderlig vis varmere på denne ø, end på de andre øer hun havde besøgt - et faktum hoppen gladeligt hilste velkommen efter den kolde svømmetur, der på trods af at det var lavvande havde været lang. En underlig substans, der tydeligvis ikke var sne, men alligevel lignede dækkede jorden hist og her og steg op i små skyer omkring hende, når hun trådte i det. Efter et par minutters nysgerrig undersøgelse af substansen, løftede hun sit hoved og prustede asken af mulen, før hun bevægede sig fremad.
Automatisk lagde hun kursen mod det klippefyldte landskab mod nord og begyndte opstigningen i skarp trav. Bjergene vækkede stadig en snert af hjemlig tryghed i hendes sind. Hendes puls og kropsvarme steg og snart var den moccafarvede og hvide pels igen tør og blank.
Øen virkede gold og underligt stille omkring hende, men hun nød lyden af hendes hovslag der brød stilheden. De små ører var spidsede og blikket rette mod det ensfarvede gråligt brune bjerglandskab foran hende.
Hun standsede ikke før hun nåede toppen af et højdedrag, hvorfra hun kunne overskue landskabet hun netop havde gennemvandret.

Fire on a hill

35

Landskabet omkring ham syntes goldt, men som han kiggede rundt var landskabet faktisk mere bølget end han havde set ved første øjekast. Og på et højdedrag ikke ret meget længere fremme fik han bekræftet følelsen af ikke at være alene. En bleg hoppe, hvis aften var brune, med et snert af lilla. Han havde svært ved at bedømme farven rigtigt, men det var heller ikke det der var det vigtige, mente han, og han satte kursen mod dette højdedrag. Det så ikke ud til at hoppen allerede havde fået øje på ham, så hun vidste nok ikke at han var på vej mod hende. Konstant var hans isblå øjne fæstnet på hende, som et rovdyr der ej ønskede at lade sit bytte komme ud af syne, ikke engang for et sekund. Hans skridt var rolige samt velplacerede som han nærmede sig, for han havde intet at skynde sig for – hoppen kunne vel vente. Han havde intet at skulle have fra hende, så han så ingen grund til at komme løbende afsted som en syg hundehvalp som løb afsted mod hans ejer. Han kom skam til hende ganske frivilligt, og han ville ikke finde sig i det hvis hun skulle til at gå sin vej, inden han overhovedet havde provokeret hende blot en lille smule.

Wordcount: 214 | Tagged: Camille

Et brusende følelse af frihed strøg gennem hoppen, som hun stod der og så ud over landskabet under hende og fik hende til at slå et slag med hovedet, før hun sænkede mulen ned mod jorden. Nysgerrigt puffede hun en smule aske væk og opdagede at jorden, der havde syntes så gold og ufrugtbar ved første øjekast, på grund af jorden varme var dækket af små nye spirer og skud - noget hun først havde ventet at se om et godt stykke tid.
Efter et par minutters ivrig græssen, hævede hun langsomt hovedet igen, med en snigende følelse af at være overvåget, eller i hvert fald alene. Med ører der konstant drejede, afsøgte hun området omkring sig med øjnene et par gamge, før hun opdagede en grålig skikkelse snegle sig op mod hende. Den lette tåge, der syntes at stamme fra bjerget bag hende og dale mod jorden gjorde det svært at skelne eventuelle aftegn, men hun stod højere oppe og var overbevist om at hvem end der nærmede sig kunne se hende ganske tydeligt.
Hun blev tavst afventende stående og betragtede skikkelsen vokse i takt med at den nærmede sig.

Fire on a hill

37

Lydløst og med stolte skridt bevægede han sig nærmere den plettede hoppe, som endelig så ud til at have fået øje på ham, som den brogede nærmede sig hendes lille tilholdssted. Hun lignede en der troede at hun ejede hele verden, men han vidste alt for godt at det hele blot fandt sted i hendes eget lille hoved. Der var ingen der nogensinde ville komme til at eje den magt det ville sige at eje blot en lille smule. Man ejede ingenting, end ikke sin egen krop og sjæl. Alt kunne tages fra en med et knips med fingrene, hvis blot modparten havde en knivspids mere magt end sig selv. Og grålingen mente ikke at det var uretfærdigt – det handlede blot om at træffe de rette valg, hvad end det så ville sige. For hans vedkommende bestod det af at undgå at være en svækling. Med langsomme, dog endnu stærke skridt tilbagelagde han den ellers korte plads der var tilbage mellem ham og hoppen på det mindre højdedrag. Hun så endda ud til at have fundet ud af at der gemte sig frisk føde under laget af aske – sikke en klog lille én. Han stoppede op i passende afstand af hende, for han orkede ikke at skulle til at skændes med en aggressiv hoppe der blev fornærmet hvis han nærmede sig for hurtigt. Nogen af dem var mere besværlige at snakke med en andre. Igen faldt hans tanker på guldhoppen, skønt det efterhånden var lang tid siden de havde set hinanden sidst. Han kunne ikke påstå at han savnede hende, han havde trods alt ikke kendt hende det mindste. Dog ønskede han et eller andet sted at hun ville slutte sig til skyggerne på samme måde som han, så han kunne ses med hende igen, og måske ville der også komme til at være kortere tid mellem besøgene hvis hun valgte den samme sti som han selv.

Wordcount: 317 | Tagged: Camille

Camille nærede ingen - og havde aldrig gjort det - illusioner om at eje verden, eller være specielt magtfuld. Hun var bare af den overbevisning at ingen anden end hun selv kunne kontrollere hendes vilje.
Nysgerrigheden boblede langsomt op i hende, mens den fremmede nærmede sig. Hendes instinkter fortalte hende at det var en hingst og selvom hans kropsprog afslørede ganske lidt, fornemmede hun en indbrændt styrke og frygtløshed bag det velovervejede og tilsyneladende rolige ydre. Hun betragtede ham med spidsede ører et øjeblik da han standsede, før hun nærmede sig et par skridt med en imødekommende prusten og afventede hans svar. - Det var trods alt ham, der havde opsøgt hende og ikke omvendt.
De spæde græsstrå, vinden og klipperne havde indtil videre udgjort fint selskab, selvom hans muligvis kunne vise sig at være mere interessant.

Fire on a hill

3

Med et køligt og ganske ligegyldigt udtryk i de isblå øjne betragtede den spraglede hoppe foran ham. Hun så ud til at have forventet et godt selskab, men der måtte han desværre skuffe hende. Han var ikke ligefrem en venlig eller kærlig hingst i nogen sammenhæng. Korte kærtegn kunne komme på tale, men det var for underholdningens skyld. For det korte sug i maven, for at bruge de følelser der ellers var døde i ham. Det måtte måske være forbi når han engang for alvor sluttede sig til skyggernes inderste kredse, skønt han nok for altid ville være en ganske provokerende og arrogant hingst. Kold og kynisk var ord der fint beskrev grålingen.
”Godeftermiddag, hoppe.”
Hans hilsen var kort, men hans dybe og let rustne stemme rungede tomt omkring dem, da der intet var til at stoppe hans stemme i at bevæge sig omkring overalt på den røde ø. Ikke for at sige at man kunne høre hans stemme overalt, men det ville ikke virke som om han havde hvisket da han stod på den mindre bakke de to heste befandt sig på. Han var i humør til selskab, ingen tvivl om det, men måske ville det mere gå ud på at snakke denne gang – for han var ikke i humør til at provokere meget lige denne dag.

Wordcount: 218 | Tagged: Camille

Hendes sædvanlige hilsen fløj automatisk over hendes læber, før hun kunne nå at revidere sine ord. "Davs..." En del af hende havde lyst til at tilføje et lille spydigt "hingst," men hendes fornuft bød hende at lade være. Hingstens kolde beregnende øjne antydede at han ikke var til at spøge med og hans størrelse understregede det kraftigt. Så hun holdt sine spydigheder for sig selv i denne omgang. 
Hendes stemme der var atypisk hæs, men stadig behagelig, syntes ikke rigtig at passe til den vævre, lille hoppe.

Hørte man stemmen og så dens ejermand uafhængigt af hinanden ville de færreste matche dem, men efter nogen tid ville den som regel blive et karakteristisk træk for dem som kendte hende.

Åbenlyst nysgerrigt, men ikke naivt betragtede hun hingsten der stod foran hende og forsøgte uden held at greje ham, mens hendes man og hale viftede lidt i brisen der strøg over det askeklædte mørke land. 

Fire on a Hill

Det var ganske tydeligt for den grå hingst at den moccafarvede ej godtog hans ganske korte hilsen, da hun simpelthen gav ham et endnu kortere hilsen til gengæld. Et let smil spredte sig om hans læber, men det var ganske køligt. Han havde som sådan ikke noget at spørge hoppen om, for han ønskede på en eller anden måde ikke at kende hendes navn. Det var bare noget man skulle spørge om ligemeget hvad efter hans mening. Han havde ikke i sinde at opsøge hende igen, ligeså vel som han efterhånden havde skubbet guldhoppen fra sig igen. Hun var intet specielt, trods alt.
”Navn?”
Lo han køligt, spillede med på hoppens lille leg med de korte sætninger. Hvis man da overhovedet kunne kalde det en sætning når det bestod af noget så sølle som et eneste lille ord. Han havde selvfølgelig tænkt over at præsentere sig selv først, men han syntes det var ret så hyggeligt at opføre sig uhøfligt overfor hopper der så ud til at blive sure over det. For det stod jo egentlig mod hans natur, hans opdragelse. Han var ganske disciplineret, høflig og kunne sagtens have været ganske livsglad og venlig. Det var bare ikke sådan det var endt, og han havde det fint nok med.

Wordcount: 210 | Tagged: Camille

Camille var ikke længe om at regne ud at hingsten der tårnede sig op over hende havde gang i et eller andet magtsygt lille spil, men lod sig egentlig ikke mærke med det. Hendes svar var da også ganske roligt, men ikke overlegent.

"Camille." 

Hun havde heller ikke den selvsikre attitude der kendetegnede nogle hopper, men svingede blot med halen et par gange og fortsatte med nysgerrigt at observere ham. "Du?" Enstavelsesord var tydeligvis nøgleordet i forbindelse med denne grå- og hvidplettede hingst og tålmodighed olien der fik værket til at fungere. Det passede hende som end udmærket. Prøvende hvælvede hun halsen til en blød bue og strakte forsigtigt prøvende mulen et par centimeter frem mod hingsten. Hun var ikke naiv nok til at tro at det var en fornuftig handling, men hun kunne alligevel ikke dy sig.

Fire on a Hill

Det var svært rigtigt at se hvad denne samtale overhovedet omhandlede, og hvor de to heste forsøgte at føre den hen, men det var nu egentlig meget sjovt, efter den skimles mening. Det var let at blive ensomme på denne golde øje.
”Sicarius.”
Når deres svar nu kun skulle være et ord, var dette svar ganske let. Hans navn. Men der var en ting han godt kunne tænke sig at vide om den spraglede hoppe, og han var ikke helt sikker på hvordan han skulle sige det.
”Ny?”
Spurgte han, og håbede at hun kunne forstå hvad hun spurgte om. Var hun ny i landet? Han havde ikke set hende før, men på den anden side havde han heller ikke været der mange måneder, og der var helt sikkert uendelig mange heste han endnu ikke havde set. Det kunne bare være at hun var ny her i landet, og det kunne han godt tænke sig at vide.

Wordcount: 157 | Tagged: Camille

Et skævt smil spillede flygtigt om hoppens lyserøde mule, da hingsten ligeledes kun besvarede hendes spørgsmål med ét enkelt ord. Hun fandt egentlig deres ordveksling ganske morsom og det lod til at han et eller andet sted.forstod. "Relativt," svarede hun ham, da han spurgte om hun var ny. Hun havde været i landet nogen tid efterhånden, men ikke mere end en uge. Hun havde endnu ikke oplevet Månen være fuld og den havde været næsten trefjerdedele fuld på hendes første nat i landet. Derudover var det første gang hun befandt sig på denne askeklædte ø.
Det var svært at se hvor samtalen skulle føre hen, når de begge var så kortfattede, men alligevel, med opfindsomhed og snilde, kunne den sikkert føre dem vidt omkring. Desuden fik hoppen næsten lige så meget ud af den skimmelbrogedes svar, som hvis han havde udtrykt sig i lange sætninger. Sandsynligvis også mere, end hvis han havde brugt lange, snørklede titler og formel tiltale, hvilket hun ikke forstod sig på.
Hun noterede sig hans navn med et næsten umærkeligt nik med hovedet.
"Gammel?" spurgte hun så, med antydningen af et drillende glimt i sine ravgyldne øjne - hingsten foran hende var tydeligvis ikke gammel, da hans hårlag ville være snehvidt hvis det var tilfældet. Men det var hendes umiddelbart bedste bud på et enkelt ord, der kunne tænkes at tolkes som et spørgsmål om hvor længe han selv havde været her. - Kontekst taget i betragtning. Desuden virkede han ikke dum, så hun regnede at han forstod, ligesom hun selv havde forstået hans spørgsmål.

Fire on a Hill

Et skævt smil spredte sig om hans læber. Ha nød faktisk deres lille snak, hvis man overhovedet kunne kalde den det. Det så ikke ud til at han så havde været helt gal på den, da han tænkte at hun måske ikke havde været meget længe i landet. Hendes spørgsmål forvirrede ham. Gammel? Han mente selv at hun måtte være meget dum hvis hun tænkte at han var gammel. Han var mere hærdet end mange på hans alder, men han tvivlede på at han var meget ældre end hoppen foran ham. Hun virkede kvik, så hun måtte bestemt mene noget andet. Når man tænkte på hans tidligere ord, kunne det være noget med hvor længe han havde været i landet. Noget han måtte tænke lidt over. Hvordan skulle han forklare hende hvor længe han havde været i landet, og samtidig kun bruge ét eneste ord?
”Måneder.”
Endte han med at svare. Han håbede at hun forstod at der var en grund til at han ikke bare sagde år. At han ikke var ny, men han havde været der under tolv måneder, og derfor ikke sagde år. Han var måske ny. Han havde været der før sneen var der, men også kun næsten. Nu var sneen kommet, og gået igen, og han var der endnu.
”Fortid?”
Spurgte han, selvom han selv hadede når folk spurgte ind til det. Han ville gerne vide hvor hun kom fra. Men kunne hun gøre det i et ord?

Wordcount: 243 | Tagged: Camille

Et fornøjet smil tog form om hoppens læber og blev der, da han endnu engang kun svarede med et enkelt ord. Hun kunne simpelthen ikke holde det tilbage. Hingsten foran var tydeligvis ikke dum, tværtimod. Han svar var ganske kvikt og hun mente at forstå præcis hvor han ville hen med det. Hun fik også bekræftet sin antagelse om at han havde været der længere end hun selv.
Til gengæld satte han hendes opfindsomhed noget på prøve med sit næste spørgsmål. Hvordan skulle hun opsummere hele sin fortid i ét enkelt ord? Med tænksom mine lagde hun hovedet på sned og overvejede sit svar grundigt. Hun kunne på ingen måde beskrive både hvor hun kom fra, samt hvordan hendes liv havde udformet sig indtil videre. På den anden side spurgte han jo kun til hendes fortid. Hun rejste hovedet i lodret stilling og mødte hans isblå blik, før endelig hun svarede: "Ukompliceret." Det var så præcist det kunne blive, når hun kun skulle beskrive det med et enkelt ord. Vist havde der være nogle bump på vejen, men ikke noget bemærkelsesværdigt. Hun havde både set og hørt om værre. Desuden havde hendes tilværelse indtil videre været ganske ukompliceret. Hun havde spist når hun var sulten, drukket når hun var tørstig, løbet når hun var rastløs, hvilet når hun var træt. Der var aldrig blevet krævet meget af hende. 
I modsætning til hende lod den skimmelbrogede til at have en del i bagagen, og at dømme ud fra det hårde blik i hans øjne, da han havde spurgt hende om hendes fortid, skulle hun ikke bryde sig om at spørge ind til hans, hvilket hun accepterede.
"Enspænder?" spurgte hun ham i stedet og vippede nysgerrigt med ørerne. På det punkt kunne hun ikke rigtig greje ham. Han virkede på sin vis kontaktsøgende, men på den anden side hvilede der en ubestemmelig kølighed over ham. Det havde der i hvert fald gjort.

Fire on a hill

Et smil viste sig om den grås læber ved hendes spørgsmål. Men det fik ham til at tænke. Han bandt sig jo ikke til nogen, venner var for ham ikke noget man havde brug for. Kærlighed var endnu fremmed for ham. Han kunne alligevel godt lide at snakke med andre. Mest på en provokerende måde, for han nød at plante vrede og irritation hos andre, men en snak som denne havde han heller ikke noget imod. Hans hoveed havde været fyldt med tanker, men nu behøvede han ikke at komme med lange sætninger, som han end ikke selv forstod. Han kunne nøjes med et eneste ord som svar på hoppens ord.
”Sommetider.”
Sommetider var måske ikke det rigtige ord. Til dels. Men det var hvad han havde valgt, han kunne ikke kommer på andet. Han tænkte nu så det knagede. Hvad kunne han spørge om som han kunne være interesseret i?
”Frygtsom?”
Spurgte han til sidst. Selv kunne det ikke siges at han var et særlig nervøst individ. Ikke dum, men han var ikke bange for at risikere liv og lemmer hvis der var noget der betød meget for ham. Det havde da også været farligt at slutte sig til skyggerne, men indtil videre havde han ikke fortrudt sit valg.

Wordcount: 210 | Tagged: Camille