Skygge leg (Fuyu)

Som de fleste dage, befandt det unge føl sig ved vulkanen, ved flokken- broderskabet. Eller i hvert fald i nærheden blev han. En gang havde han vovet sig ud på egen hånd, uden den skygge der fulgte ham, eller han fulgte. Han var blevet væk, men hjulpet tilbage. Ikke af hans følgesven, ej af hans moder eller nogen andre fra flokken, men fra en fremmede.
Det var farligt der ude, det var trygt og sikkert her! Det havde Belial nu fundet ud af, og han havde ikke i sinde at tage ud på eventyr igen. I hvert  fald ikke alene! 

De lange styltede ben vaklede stadig en anelse, men han havde fået godt styr på det nu og gik mindre besværet nu. Hans bevægelser var dog klodset og klunteret- absolut ingen ynde over hans bevægelser.
Han hoppede rundt efter den skygge der holdt øje med ham, den skygge hans moder havde bedt om. Den der fulgte ham, eller han fulgte. Hans legekammerat. Små nappende forsøgte det unge føl at fange hans følgesven, men altid forgæves. Han kunne ikke fange den, han kunne ikke røre den. Belial havde dog ikke opgivet endnu, og forsatte sin leg. Den korte hale vippede ivrigt bag det lille smalle bagparti hver gang han stoppede op for at forsøge sig med et hop.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide skygge betragtede fraværende horisonten, så godt som det nu engang var muligt for de halvblinde øjne. På trods af at vulkanens askeskyer holdt det meste lys bort fra øen, var her alligevel lys nok, til at den hvide hingst ej kunne se langt. For ham forekom det hele som en hvidlig suppedas, og til tider trak skyggefulde gespenser, og farvede mønstre ind i det hvide. Egentligt generede det manglende syn ham ikke. Han havde det når han behøvede det i nattetimerne. Og så længe hans gyldne hove var forbundet til jorden på denne ø, var han i nær kontakt med sine brødre. Her ville han ikke behøve sine øjne, ikke skulle bekymre sig om sit manglende syn. Det var her han kunne være tryg. Men ligeledes utryg. Et tungt fnys forlod den lyse skabning, idet han gjorde omkring, og roligt påbegyndte sin nedgang. Som altid, havde han en tendens til at søge højt, og det havde han også gjort denne dag. Ej helt til vulkanens store munding, men alligevel havde hans færden bragt ham nærmere sin herres fængsel, end han ofte vandrede. Nu var han på vej tilbage, søgte sine kødlige søskenede, der oftest holdt til på de lavere arealer, hvor der var føde og drikke at finde.
Det var ikke meget han så til dem, men de lurede som en beroligende aura bagerst i hans sind. Deres ånde synes at genlyde med hans, og han fornemmede deres sindsstemning, selvom den var fjern, og uhåndgribelig. Han var nært knyttet til disse skabninger, der var forbundet på skyggerne på samme vis som ham. Blandt disse, var der dog også andre. Der kom og gik som små ujævne glimt. Føllene. De små skyglinger. Den hvide hoppes afkom, som hun havde bragt til verden med en vogter. Men ligeledes hans eget føl var til tider at fornemme for ham. De var blot ej stabile forbindelser, men flakkende og urolige, som en, der endnu ikke havde slået fast på stien, endnu ikke havde besluttet sig for, hvilken vej de skulle vandre af.

Den ene af de flakkende skikkelse var ham nærmere end de andre, og snart smagte luften af en anden tilstedeværelse. Han genkendte denne, som en af Mytens afkom. Hans navn stod ham dog uklart - det var ikke meget hvidlingen havde ytret sig for de to små, så at kende forskel på dem var ej en let gerning. Som han begav sig nærmere, fornemmede han dog endnu en i sin nærhed. En af hans art - en skygge, der flagrede i luften foran den lille hingst. Den var mere en end mange, en selvstændig skabning som ham selv, udledt af den hvide skyggehoppes blod. Belial. Dette var navnet på føllet der stavrede efter denne. Skyggehingsten gjorde holdt, men det gjorde den mørke tåge, der smøg sig let omkring ham ikke. Som en dansende dis, kom de denne søster - denne barnepige i møde. Trods deres forskelligheder, og adskillelse, var hun en af dem, en af ham. Og en hilsen synes passende på dette tidspunkt. Selv betragtede den hvide hingst blot optoget, og lod sin hilsen melde igennem de, der var ham, og ikke var ham. Hans skygger ville vidrebringe glæden over gensynet, imens hans mælkehvide blik lagde sig, hvor den unge skabning måtte stå. Hvor føllet måtte stå.
Af tidligere minder, huskede han denne som samme farve som han selv, med enkelte sorte pletter spredt over det snehvide skind. En hvidfødt som ham, en hæslig farve midt i skyggelandskabet. Men ikke destromindre en velkommen skabning i skyggernes kredse. En brummen snoede sig fra ham, endnu en hilsen, denne gang henvendt til ham, der ikke talte samme sprog som de tågede væsner.

Det var ikke i første omgang Belial lagde mærke til, eller hørte denne store mægtige skygge hingst der nærmede sig. Han havde alt for travl med at lege, selvom hans leg var ret ynkelig, eftersom den var umulig for ham at vinde. Han havde det trods alt sjovt og var ofte helt opslugt. Det var hans lille verden, en verden for ham var tryg og dejlig- mens alt andet var fremmede og farligt. Det unge føl havde endnu ikke glemt følelsen af at være væk, bange og alene. Nej, det kunne han bestemt ikke lide. Til hans held havde stemmen, den hvide sløret skikkelse vist ham hjem. Der var tidspunkter hvor han endnu så efter hende, lyttede efter hende, men blev ganske vist skuffet hver gang det var forgæves.

Belial blev forstyrret da hans følgesven ikke synes alene. Nej flere disede mørke dansende skygger kom, de kom mange og Belial stod mobende for lidt tid, før han med en helt ny energi forsøgte at fange dem alle sammen. Legen var pludselig steget i spændings graden hos føllet, der ivrigt forsøgte at fange disse skygger imellem tænderne.
Skyggerne virkede ikke som sådan at tage sig af det hoppende føl, mere lignede det de havde travlt med at danse med hinanden, hvilket fik det hvide føl til at ville deltage. Han ville også kunne danse med dem, kluntet fik Belial rejst sig op på bagbenene, fægtede med de forreste ben i et forsøg at på at indfange dem i deres dans, for at være med.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Da den hvide hingst ikke blev hørt, lod han vægten skyde let ud til siden, og vågede i stedet over den yngre hvide, overgav fokus til de skyggeagtige skabninger, der også var ham. De glødende øjne hvilede fortsat på føllet, og de mange spilopper, men der var ikke meget liv bag de ensfarvede pupiller.
Hvirvlende strøg de mørke røgagtige skabninger omkring hinanden, og synes til tider at være den selvsamme, andre gange at være tusinde forskellige. En og den samme var de, selvom de ligeledes bar deres forskelle, noget der blev accepteret og elsket af de besynderlige skikkelser. Med ét synes størsteparten at lade opmærksomheden falde imod den lille hvide hingst, og en hvislen rejste sig i samlet kor, før de som en tågebanke gled imod ham, igennem ham, ved siden af ham, over ham, under ham. Besad alt rum omkring den lille skikkelse i en kort stund, før de igen forlod denne luft, og dansende spredtes til alle sider. Selvom han var søn af en af skyggebærene, kunne han næppe danse med disse væsner, der ikke besad en fysisk form, medmindre deres overjeg befalede dem en sådan. De kunne føles, som både kulde, varme og berøring, men ikke fanges i unghestes lege.

En latter, så uskyldig og ren lød fra den lille hingst da skyggerne begyndte at være omkring ham, under ham. De var alle steder og Belial kunne ikke helt følge med. Øjne kørte rundt i hoved på ham i forsøg på at følge med, imens han ivrigt trippede rundt. Han forsøgte endnu at følge med dem, men forgæves. Det synes altid umuligt, men den lille hvide hingst havde ikke mistet modet!
Flere gang mærkede han både kulde og varme skylde ind over ham, det føltes behageligt på en måde der føltes rigtig hjemligt. Han forsøgte at snappe ud efter en, men som han lukkede sit tandløse bid omkring den forsvandt den og efterlod kun en følelse af kulde i hans mund.

Det var først nu han opdagede den store hvide hingst. Belial stoppede sin trippen for en stund og så måbende på den store skabning. Belial var ganske betaget af denne hingst, så hvid som sne, og dog alligevel med særpræget sorte aftegn- lidt lige som moder.
Belial rystede på hoved for at fatte sig selv en anelse, men det tog ham ikke lang tid om at beslutte sig for at hilse på denne store hingst, der selvom han var vidt fremmede alligevel ikke var så fremmede alligevel. Han virkede så velkendt på flere måder. Med de små pjuskede øre trykt i nakken sprang han kluntet frem og bed ud efter den store hvide hingst. Det var sådan moder hilste jo!

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Da opmærksomheden gik fra de mørke skabninger til deres fysiske krop, synes livet at glide tilbage i den hvide hingst. Et af de lyse ører tittede undrende fremad, imens det ene forblev let slået tilbage. Den lille hvide synes at være ganske forundret over synet af den lyse skyggeræv, hvilket dog var en reaktion han var vant til. Først da ørerne blev skruet ned i nakken,og den lille skabning satte afsted med blottede tænder, flyttede han sit tyngdepunkt tilbage. Fra stedet hvor de havde opholdt sig, strømmede de tusinder af skygge stykker tilbage til deres fysiske skikkelse, en jævn strøm af mørke, som draget imod et fjernt lys. Det tog dem ingentid at indhente den lille kluntede skabning, og ej heller at efterlade adskillige berøringer på vejen. Snart sluttede de sig, som tusinder af hvislende slanger, til hingsten, og snoede sig med en ildevarslende flammeagtig bevægelse op omkring de lyse ben. Med en hurtighed, der meget vel kunne præge de selv samme mørke væsner, der var vendt tilbage til ham, samlede han vægten i bagparten, lod de velformede muskler opfange hans vægt, og huggede derpå ud efter den unge hingst, før denne nåede tæt nok på, til at den korte krop kunne nå hans blanke skind.
Bidet rungede i luften, sat ganske målbevidst omkring føllets manke. En lærestreg, og en venlig reminder om, at man ikke gik imod ræven med tanke på at skade ham. Selvom dette unge væsen gjorde det i bedste hentydende, var det en lektion han skulle lære før eller senere. Hvorvidt skyggens øvrige broderskab blev hilst på denne måde, var for ham ligegyldig, men han krævede en hvis respekt fra dem der levede under deres beskyttelse. Hingst som hoppe, føl som hest.

Belials hilsen var en anelse mislykkes, da den store hvide hingst flyttede sig. De mange skygger overhalede ham, kom fra alle sider og sluttede sig om den store hingst, endnu en gang måtte Belial se på måbende. Han var ganske fascineret også ganske misundelig. Det ville han også have! De mange skygger snoede sig omkring hingsten og Belial så på med store øjne og havde allerede glemt sin skuffelse over hans mislykket hilsen.
Han blev forunderlig overrasket da den store hvide hingst synes at hilse igen. En bid fløj imod ham og fik fat omkrin hans manke. Et skingeret hvin lød fra den lille hingst, men alt i alt endte hans spraglede mule ud i et stort tandløst smil- heller helt tandløst var det ikke længere. Der var begyndt at vise sig spidser af kommende tænder i hans gummer, og helt uskyldig var hans bid ikke længere, når det lykkes ham at bide vel og mærke.

De små øre vippede frem og tilbage som kunne de ikke finde ro og i alt lignede han en der var ved at sprænges af glade. Han hoppede lidt kluntet på stedet før han genoptog sin leg og snappede ud efter de mange skygger der var omkring den hvide hingst. Han havde endnu ikke forstået det aldrig ville lykkes ham at fange en. Ganske uviden om hvad de egentlig var- de var der bare og de var en del af hjem. De repræsenteret tryghed. I hvert fald for Belial.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den unge skabning synes ikke generet af udbrudet af aggresivitet fra den større hingst, snarere det modsatte. Et sageligt smil plantede sig omkring den lilles spættede mule, og med et kort snys, strøl ørerne en tak længere bagud. Denne hvide myte havde fået sig et sæt besynderlige afkom, omend hoppens personlighed kunne have en finger med i spillet. Tankestrømmen lod sig fortabe længere ind i det skyggefulde virvar, der opgjorde hans sind, og et kraftigt puf blev i stedet bragt fra hans hoved, der stadig var på højde med det firbenede væsen. Derpå strøg en dyb brummen fra ham, formanende, selvom han ikke gjorde sig nogen forhåbninger om, at den unge kunne lægge to og to sammen. Han måtte tage emnet op på et senere tidspunkt, når denne skabning bedre læste andre. Enten det, eller også var det allerede for sent for den hvide unghest. Meget kunne ske på de gråtonede arealer, og ødelæggelsen af et ungt sind, var ikke en fremmed hændelse.
Efter disse få lyde, holdt skyggeræven sig i ro igen, og lod den lille tumle omkring efter de mørke væsner, der både var dem, ham, og sig selv. Alt imens noterede han sig den enlige klump af skygger, skyggen, der havde fulgt unghingsten. En form for følgesven, overvåger. Måske en barnepige? Han vidste ikke meget om meningen bag disse søskendes handlinger, men de få følelser, glimt af tankestrøm og minder han opfangede, tonede i den retning.

Belials opførsel kom mest af alt fra hvad han kendte til. Han havde oplevet meget smerte i sin unge alder, men fandt som det mest naturlige i hele verden- ak han så det som kærlighed, som en god ting. En måde at vise at man holder af hinanden- alt sammen misforstået. Hans moder havde egentlig forsøgt at lærer det unge føl om grænser og hun heller ikke fra hans side fandt sig disse blev overtrådt- hvilket han nu gjorde gang på gang når han var hos hende, blot for at føle den smerte; den behagelige underlige ubehagelige kulde hun kunne skabe i hans bryst.
Kunne denne hingst også det? Belial stoppede sin leg igen- med hensigt på at genoptage den på et andet tidspunkt. Han ventede længe hvor han stod så afventende på den hvide hingst, med lige så hvide, hvis ikke mere hvide øjne. Da der ikke skete noget rykkede han nærmere, og forsøgte at nappe ud efter hingsten- hvis han nu bare prøvede sig lidt frem, så kunne han vel finde ud af det.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide hingsts hale piskede kort bag den kraftige bagpart,og ørerne beholdt deres lettere mistænksomme tilbagevendte holdning. Der løb mange tanker, overvejelser, igennem hovedet på ham, men frem for alt, forundring over hvor mystisk dette unge dyr opførte sig. Et afventende blik hvilede på ham, og svart udviklede det sig i et nap imod hans hvide flanker. Denne gang rykkede han sig ikke, men lod de spæde føltænder lukkes om hans arrede skind. Det gibbede kort i pelsen, men han forholdt sig i ro. Hans irettesættelse havde ikke haft en effekt, så det var ikke denne måde han skulle tacke unghingsten. I stedet forsøgte han sig med andre metoder - at ignorere det lille dyr, til han holdt op med den uønskede adfærd.
Vinter ræven vidste ikke meget om opdragelse af de små afkom, men han havde alligevel sine ideer om, hvordan de kunne vendes til det bedre. Alligevel havde han aldrig haft muligheden for at teste dem, så måske denne gang, kunne lade det komme an på en prøve. Ganskevist afveg dette afkom fra normen, men man kunne ikke kalde skyggernes broderskab en del af denne 'norm' heller, så måske det var meget godt. Omkring ham svirrede det evige mørke stadig, fuld af liv fra de tusinder af pinte sjæle, der levede i største harmoni med hianden, med ham. Men de var i ro, så meget som de nu kunne være, og følte på ingen måde føllet som en mulig trussel.

Belial fik lov at nappe hingsten, eller hingsten veg ikke væk denne gang. Belial så op med stor lysende øjne og afventede reaktionen, men da der ikke kom nogen vippede de små øre fortabt ud til siden. Skuffet over at der ikke skete noget. Den unge hingst havde forventet et eller andet, mest hen af det hans moder gjorde, men hvis ikke det så noget der mindende om- men denne gang skete der slet intet.
De brune øjne skævede op til den store hvide hingst, der ikke synes at se på ham, eller ligge mærke til ham. Af undren dannede der sig en rynke over den spraglede mule. Hans blik veg fra den hvide hingst og til de mange skygger der omgav ham. Han nappede ud efter dem atter i leg og hoppede lidt på stedet. Han forsøgte ivrigt at lege med dem, selvom denne leg efter så lang tid efterhånden burde være kedelig for ham. Det var nytteløst at fange de sorte skygger.

Den unge hingst stoppede sin leg endnu en gang, han måtte prøve sig ad med den hvide hingst igen. Han så tøvende på skyggerne, for han ville også gerne lege med dem!
Forsigtigt forsøgte Belial sig prøvende frem imod den hvide hingst for at nappe ham igen, han ventede spændt og de små pjuskede øre strittede atter frem. Det kunne ske når det skulle være! Han var forberedt.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Imens tanker og følelser skiftede hos den lille skabning, vippede skyggesjælen let med de lyse ører. Besynderlig. Således kunne denne lille meget vel beskrives. Men ikke destromindre, fulgte hans opførsel snart med det ræven forventede, og han mistede tålmodigheden med ham. Snart hoppede det lille væsen livligt efter en af de mærkværdige skyggevæsner, der vred sig hvæsende, og snart druknede i det tågede virvar, der pulserede omkring den arrede hvide. Derpå flyttedes Fuyus mælkehvide blik igen til unghingsten, fulgte med i hans forhåbningsfulde udtryk, som han jagtede det mørke væsen, der var mere end blot et.
Brune øjne rettedes snart imod skyggehingsten igen, og han foldede nøjsommeligt halsen, for at iagttage de følgende signaler fra den unge sjæl. Han var splittet, så meget var tydeligt. Ønskede inderligt at forfølge skyggen, men samtidig forventede han noget fra vinterræven, ønskede noget af ham. Beslutningen blev taget, og den lille vandrede resulut imod ham, for at nappe ud med sine små føltænder. En brummen, der snart udviklede sig til en hvin, forlod den store hingst, idet han nappede kort ud efter den lille skabning. Denne gang var der ingen kraft i bidet, og det strejfede blot den krøllede følpels, i en legende gestus. Ung var han trods alt stadig, og lege gjorde han gerne, såfremt det ikke var aggressivitet, men noget andet, der drev kampen.

Af og til skævede Belial mod skyggerne, han havde mest af alt kun prøvet at lege med dem. Han havde mødt en anden, hvad den, hun præcis havde været vidste den unge hingst ikke, men han kunne ikke finde hende igen. I hvert fald havde han ikke fundet hende i dag- ind til videre! Han havde ikke opgivet det endnu, men lige nu var han igang med noget nyt.
Så skete det! En reaktion! Belial spærrede øjne op, men den brummende der endte ud i et hvin efterlod ikke nogen smerter ved den lille hvide hingst, men i stedet kun et nap, der knap kunne anes. Belial blev vel en smule skuffet, men skuffelsen varede ikke andet end et split sekund før han lyste op. Den hvide ville gerne lege! Belial hoppede ivrigt frem imod den store hingst, med et enkelt bukkespring hvinede han glad- en høj og alt for skinger lyd.

Han stoppede sine spring, men stille stod føllet ikke længe, før han rejste sig op på de endnu skrøbelige bagben for at kaste sig ind imod den hvide. Uviden om at den hvide var ham meget overlegen og han nappe ville kunne vælte ham om kuld- som han oprigtig troede det var lykkes at gøre med den røde.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

At lege med skyggerne, var på sin vis også mere interessant end at lege med fysiske skikkelser, ihvertfald hvis man spurgte den hvide ræv. De besad en enorm magt, og evnerne til at få ens hårlag til at rejse sig på de spøjseste måder, skræmme livet ud af en, og derpå genoplive det sørgelige kadaver. En voldsom, og farlig leg måske, men ikke destromindre var det hvad den hvide hingst selv begik sig i. En dans med ondskabens væsner. Med skyggerne.
Det kortvarrigt skuffede kom en smule bag på vinterræven, men ikke destromindre lod han sig drage med i legen, og glemte snart det mystiske udtryk der havde hvilket i de brune øjne den lille besad. En lille krop tørnede imod ham, og med en voldsom bevægelse kastede skyggehingsten sig bagud, for at undgå at blive ramt for hårdt af de små nyslebne hove. Ganskevist ville det ikke skade ham, men leg var leg, og jo voldsommere, jo bedre. En hidsig hvinen sneg sig fra hans bryst, og hingsten gjorde et slag med hovedet, trippede på jorden, og gik derpå efter den lille skikkelse, med tænderne blottede, sigtende efter den mindres knæhaser.

Belial blev ivrig efter at lege, efter slås. Lige som han havde prøvet med den røde, og måtte ganske misfornøjet slå hul i luften med hovene da den store hvide hingst flyttede sig. Han mistede dog ikke gnisten, der skulle mere til end et mislykkes forsøg til at slå Belial ud af kurs. Han ville lille, men havde masser af gå på mod. Da hingstens tænder kom farende imod ham hvinede han, han gjorde ikke rigtig noget for at undgå bidet- han kunne jo godt lide det. I stedet forsøgte han på selv samme metode og efterlignede den store hingst på bedstevis.