Searching | Belial

Searching

31

Med hævet hoved bevægede den brogede hingst sig over asken der dækkede øen Foehn. Der var fuldkommen stille, men for en gangs skyld ønskede hingsten faktisk selskab på den røde ø. Han hade ikke mødt mange på øen, men han vidste at der var nogen derude et sted. Hans brødre og søstre holdt vel også til på denne ø, for det meste, gik han ud fra. Han vidste i hvert fald selv at han ikke ville have nogen beskyttelse så længe han ikke holdt til på øen. Han mente at den hvide Fuyu havde fortalt ham at så snart man var indviet i skyggernes kredse, så ville man også være under beskyttelse i flokken såfremt man var på nogen anden ø end lige Foehn. Søgende bevægede han blikket omkring sig, men det så endnu ud til at være alene; ikke at det var noget nyt, for selvom han vidste at han aldrig ville være rigtig alene her, så var det sjældent at der var andre heste at se, skønt han vidste at de var der et eller andet sted. En dyb brummen blev sendt ud i den tunge og askefyldte luft, som han kaldte efter selskab.

Wordcount: 196 | Tagged: Belial

Belial lå på lur, ikke sådan rigtig for alvor- det var jo bare en leg. En leg han aldrig vant, men han endnu ikke havde opgivet.
Den korte hvide hale vippede ivrigt i det han sank forpartiet ned, så kun bagpartiet stod op. Det så sikkert ganske komisk ud, men det unge føl fandt intet morsomt. Han var på jagt, det var dyb alvor! Han vrikkede lidt med kroppen inden han satte af hårdt med de små lyse hove, og hoppede så højt han nu kunne få at få fat i skyggen. Skyggen der fulgte med ham, hans følgesven. Hans barnepige.

Atter forgæves var hans forsøg på at fange skyggen. Det var umuligt, og trods denne leg havde stået på i flere dage uden held, havde den unge Belial endnu ikke opgivet at fange den. Han forsøgte igen, dog uden at ligge klar, men hoppede mere eller mindre på stedet i gentagende forsøg på at få gummerne i den sorte dansende skygge.
Midt i et forsøg forsvandt hans fokus, hvilket resulterede i han ikke fik grebet sig selv efter sit hop, og lande med mulen først i den askebeklædte jord. Han prustede, spyttede for at få asken væk fra hans mule. Han skar ansigt et par gange, før han betuttet fik set sig omkring. Hvad var nu det? En lyd! De små pjuskede øre vippede lidt frem og tilbage, før de brune øjne søgte op på den dansende skygge der svævede over ham.

Searching

33

Følelsen af ikke at være alene var kun vokset da Sicarius fortsatte med at bevæge sig omkring. Nu var han også begyndt at høre en lyd, men det var som om den ikke rigtig passede til en hest. Som om den var for let, og for legende. Ikke en voksen hest i hvert fald, og efter den brogedes mening var det en smule dumt af en hoppe at tage sit føl med til denne ø, medmindre hun var en del af broderskabet. Det kunne være en mulighed, men han tvivlede. Han fortsatte med at søge efter ejeren af lyden, og efter at have drejet omkring en sten, havde han også fået at vide på den. Han havde haft ret i sine tanker, og det var sandelig et føl der legede omkring. Dens legekammerat var så tydeligvis ikke normal for et føl på dennes alder – det var en skygge som svævede omkring, og det så ikke ud til at denne unge hingst var bange for den. I stedet lignede det næsten at han forsøgte at fange den svævende sorte skygge, skønt hele foretagendet syntes ret så latterligt set fra Sicarius side af. Kunne føllet ikke se at han aldrig ville fange den? Hun rystede let på hovedet af sig selv. Det skulle komme fra han der havde jagtet sommerfugle med de andre føl. Måske var det bare føl der var sådan – en smule dumme. Eller bare urealistiske, det var måske et bedre ord at bruge. Selvom den gråbrogede kunne virke utrolig barsk og nedladende, hvilket han på sin vis også var, så brød han sig fint om føllene. Han så ingen grund til at drille dem, for han fik det bare dårligt over sig selv, og hvis man gav dem en lærestreg ville de glemme det i løbet af få sekunder. I stedet trådte han et par skridt fremad, og gav sig til kende for det hvide føl.
”Hej.”

Wordcount: 318 | Tagged: Belial

Lyden, hvad var det for en lyd- han havde hørt noget lignende før. Altså denne brummende lyd. Hans moder lavede den lyd nogen gange. Belial forsøgte at gengive lyden, men alle mulige andre lyde fik han lavet, pibende, klynkende og sågar næsten hylende i et forsøg på selv at lave denne lyd. Igen skar Belial en lyd og kom atter helt op benene- dem alle fire!

Dunk, dunk.. Belial nikkede hoved i takt med de dunk han kunne høre. De kom fra jorden, eller sådan synes det unge føl i hvert fald. Han så ned på den askebeklædte jord. Let pustede han til den og aske stod op i hoved på ham. Flere grimasser blev skåret og han kastede lidt med det fine lille kantede hoved i forsøg på at få asken væk. På grund af Belials lyse pels, blev det meget tydeligt når han fik asken på sig, og kom hurtig til at se mere grå og snusket ud end han egentlig var.

Belial fik hurtig og lettere forskrækket rettet sig op da ord lød. Ord han ikke helt forstod, men han vidste dog nu at det var et sprog de andre brugte. Det var ikke jorden lydende før var kommet fra, men en ganske stor hingst. Meget større end hans moder og meget større end denne såkaldte broder han havde. Denne var enorm. Lidt mobbende så Belial op med sine brune øjne på denne kæmpe, før han to initiativ til at gå hen og hilse som han blev hilst på- eller hvordan han i hvert fald troede man hilste.

Han fór hen og bed denne fremmede så hårdt han nu kunne med sine tandløse gummer, hvor på han så afventende på denne fremmede, mon han ville hilse tilbage?

Searching

36

Sicarius glippede kort med de isblå øjne da den unge hingst sprang ham i møde, men til hans overraskelse satte sine tænder i sig som det allerførste. Eller, han havde endnu kun bløde gummer, så der var ingen smerte. Det føltes alligevel som underlig opførsel på Sicarius, da det hvide føl så ud til at være glad for at få selskab. Han vidste ikke om han vidste meget om ord, men spurgte alligevel.
”Hvorfor bider du?”
Spurgte han det hvide føl, en smule uforstående, men nappede alligevel blødt tilbage. Måske var det bare hans måde at hilse på, det kunne jo tænkes. Han sendte et kort blik imod skyggen, og skuttede sig. Han huskede tydeligt kulden de havde medført da Volin havde sendt hans imod ham, skønt det blot var en kort demonstration af hvad skyggerne kunne gøre. Han ønskede ikke at gøre dem vrede, og det virkde underligt for ham at lade en tage sig af et så ungt føl. Han så ej ud til at være mange uger gammel, og hele hans kropsbygning udstrålede hans unge alder. Men allerede nu virkede det som om han var en smule mærkelig. Om han bare var født sådan, eller var sært opdraget fra starten var ikke til at sige.

Wordcount: 208 | Tagged: Belial

Belial bakkede et par skridt, blot for at se nærmere på denne fremmede kæmpe. Da den talte igen vippede de små øre frem, et ord han brugte havde han hørt for for ikke andet end et par dage siden. Bide, endnu havde det unge føl dog ikke fået sat ordet på en handling- der var meget han ikke forstod endnu. Da den fremmede nappede ham blev han umådelig glad, jovist gjorde det ikke ondt, ikke som når moder bed ham- hvilket for Belial kun var en skuffelse, men en begyndelse. For sidste hest han havde mødt, hans sågar broder- hvad det så end måtte betyde, forstod simpelthen ikke at man hilste sådan. Eller det var hvad Belial troede selv, han vidste ikke det var ham der var forkert på den.

Den lille hale vippede ivrigt bag ham, imens han så op på sin følgesven, skyggen. Skyggen var der blot nu, observerende, passiv lidt lige som moder. Så var selskabet vel okay. De store brune øjne vendte igen imod kæmpen, som den unge sjæl var lidt fascineret af.

Searching

38

Det var en smule underligt for den grå hingst at se den unge hingst næsten blive glad da han kort nappede ham. Uforstående lagde han sine ører en smule tilbage, men vippede dem igen fremad mod den lille. Han skulle nødig tro at han var vred eller ville ham noget ondt. Det kom ikke ligefrem som en overraskelse for ham at føllet ikke så ud til at forstå hans ord, men det var heller ikke underligt. Han så ikke ud til at være ret gammel, og det kunne han også tydeligt mærke ud fra de endnu manglende tænder i munden. Hvis han skulle blive ved med at bide på den måde kunne det hurtigt begynde at gøre ondt på den person det gik ud over.
Selvom han udmærket godt vidste at føllet ikke kunne forstå et ord af hvad han sagde, så talte han alligevel. Måske opfangede den hvide hingst en smule af ordene, men kunne endnu ikke svare. Så var det bedste vel at han prøvede at kommunikere med ord også.
”Jeg er Sicarius. Hvad er dit navn, lille du?”
Spurgte han med en venlighed der ellers sjældent var at spore i hans dybe og let hæse stemme. Roligt sænkede han hovedet en smule så han næsten var på niveau med det hvide føl, for ikke at føle sig som en kæmpe ved siden af det allerede spinkle føl.

Wordcount: 230 | Tagged: Belial

De brune øjne veg fra den store hingsts bygning og til mere præcis beliggenhed: Ørene. den fremmede bevægede dem, de vippede frem. Ikke lige som moders der altid lå tilbage i nakken, lidt som om de var groet fast der. Belial forsøgte selv at vippe ørene frem. Normalt vippede han dem, men når han forsøgte at bevæge en ansigts muskel bestemt og ikke sådan pr. automatik endte han altid med at skærer ansigter, fordi han endnu ikke helt havde styr på sin motorik.
Den talte igen, det sprog sin han ikke så ofte hørte, men dog havde hørt lidt alligevel- han forstod ikke alle ord og slet ikke længere sætninger han forsøgte at tolke hvert et ord, men forstod kun et par ord. Navn, lille du- lille du havde han hørt før, eller mere hørt: Du lille- men det var velkendt- så denne fremmede talte direkte til ham. Han blev glad, også selvom det var forvirrende. Han var ikke van til der rigtig var nogen der talte til ham, faktisk havde det mest kun været skyggen, men den talte ikke på samme måde- den var mere eller mindre inde i hans hoved, lidt som hans egen tanker.

Navn, han havde hørt det en gang. Hans broder, den røde havde brugt det, hvor moder han sagt det ord han selv reagerede på. Belial. Navn, var det et navn det hed.
Det var tydeligt at se på det lille føl at det tænkte, det var lige før man ville kunne høre det knage. Hans fokus var ikke længere i nuet.
Belial valgte at ville gøre sig et forsøg, et forsøg på at bruge et ord, et navn. Det han blev kaldt. Flere ansigts træk blev skåret, alt imens det lille føl forsøgte at finde ud af hvordan man egentlig talte. Der kom aldrig rigtig nogen ordentlig lyd fra ham, mere nynnen, brummen- mumle agtig lyd. Det var bestemt ikke nemt.

Searching

1

Den unge hvidling forsøgte tydeligvis ihærdigt at få ord over sine læber, men kun en uforståelig mumlen kunne høres. Let smilede han overbærende, inden han sænkede hovedet mod ham. Han forstod ikke hvorfor den lille næsten så ud til at blive glad når han nappede ud efter ham, men det gjorde ikke meget. Det så ud til at den lille forsøgte at efterligne hans øres holdning, fremad imod ham. Grålingen tænkte stadig på guldhoppen nu og da, men tankerne var blevet færre. Deres korte møde havde noget ikke betydet så meget som han først troede, og han havde aldrig troet på en sådan ting som kærlighed. I hans verden eksisterede det ikke, og det der var mellem Tsavani og han var bestemt ikke det. Lidt nusseri var langt fra hvad folk troede om kærlighed, og det gjorde ham da ondt hvis det var hvad den gyldne hoppe havde tænkt. Dog kunne han godt tænke sig at møde hende igen – bare en gang til. Han slog kort med den kraftige hale, og betragtede bare fortsat den lille. Måske ville han kunne finde ud af at sige sit navn når han bare havde koncentreret sig en smule mere.

Wordcount: 196 | Tagged: Belial

Ordende kom ikke lige frem til ham og hans navn var endnu svære at sige end han havde forstillet sig selv. Endnu havde han faktisk ikke sagt noget. Det havde ikke været nødvendigt for ham at tale, og langt de fleste ord forstod han endnu ikke. Hans ordforråd var lige nu så minimal som det kunne blive. Han forstod enkelte ord som; kom, blev, navn, mor, bror og leg. Det var sådan cirka også det. Han havde nu heller ikke hørt meget snak, faktisk havde det meste snak været inden for de sidste par dage. Hans moder snakkede ikke, han havde faktisk aldrig før hørt hende snakke, ikke før den røde kom forbi. Det var kommet bag på den hvide- for ind til da vidste han faktisk ikke at sådan et sprog fandtes.
Han kendte til tanker og stemmer. Han hørte skyggens stemme som han hørte sine egne tanker. De var inde i hans hoved og det havde været meget simpelt. Men nu, nu skulle han pludselig forholde sig til stemmer uden for sit eget hoved. Det var endnu ganske forvirrende. Der ville nok gå lang tid endnu, inden det lille hvide føl ville begynde at tale.

Flere små lide i hvad der kunne lyde lidt som forsøgte han at sige: Be be, kom fra ham. Men aldrig helt tydeligt og slet ikke tydeligt nok til han kunne forme sig eget navn ud af sin mund. Belial gav op for nu og i stedet for at prøve at tale, gik han til mere drastiske metoder. Der skulle leges!
Det lille let spættede føl rejste sig op på de lange bagben og fægtede med de tynge forben direkte op imod denne kæmpe han havde fundet. Umuligt ville han slag gøre ondt, da der ikke var megen kræft i hans bevægelser.

Searching

4

Lydende der kom fra den unge hingst blev mere og mere tydelige, men det var ikke meget navn hingsten fik fra den lille. Det måtte komme med tiden, bestemte han. Det gjorde ikke meget om han lige kendte den lilles navn for nu – hvis han havde hjem på denne ø skulle han nok komme til at møde ham igen når han blev ældre, og måske havde lært at tale ordentlig. Hvis han da havde en moder der lærte ham det sprog de fleste i riget talte. Han havde snart tænkt sig at opsøge Volin eller en af de andre skyggeheste for at komme på en opgave. Han ønskede den såkaldte velsignelse fra skyggerne, fra ondskaben. Det var hvad han for tiden langede for at vinde, for at få en smule ro i sjælen. Hvorfor vente, når han var stensikker på at denne vej var den rigtige for ham? Han var villig til at dø i kampen for at nå enden på den vej der ellers synede sig endeløs. Let spejdede han omkring inden han igen talte til hingsten. Han håbede ikke at han forvirrede ham for meget med sin snak, siden den lille tilsyneladende ikke kunne få sammenhængende ord forbi sine læber.
”Det gør intet, du lille. Hvor er din moder henne ad?”

Wordcount: 213 | Tagged: Belial

Belial fik ikke nogen reaktion da han baskede ind i den kæmpe hingst. Forvirret var han da han atter landede på alle fire og stod mere eller mindre klods op af den grå kæmpe. I stedet forsøgte han med at bide og bed ham i bringende. Det ville ikke rigtig gøre ondt, mere blot irritere end når han tykkede og snaskede i en med sine gummer. Tænderne ville snart komme og så ville det være en helt anden sag når han bed. Ind til da var det ganske harmløst.
Belial stoppede dog sit bideri da han genkendte et ord denne kæmpe brugte. Moder. Ja det var et godt spørgsmål hvor hun var henne af præcis, men hun var her et sted. Det havde været tidligere på dagen han så hende sidst da han skulle die, men der efter havde han igen været på egen hov- om så at sige, han havde jo den enkelte skygge med sig. Den der guidede ham og vogtede over ham. Den der hid til havde lært ham mest og alligevel havde det unge føl ikke rigtig lært noget.

Når man taler om solen, om så at sige. Hørtes hovslag væk. En hvid skikkelse kom til syne ikke langt fra vulkanen, som de endnu befandt sig ganske tæt på. Belial behøvede ikke gætte eller noget han vidste det var hans moder. En stor glæde kom fra det lille føl da han opdagede sin moder og han glemte for en stund alt om denne kæmpe han ihærdigt havde forsøgt at lege med. Han satte i en kluntet galop imod sin moder for at styrte direkte ind i hende- han forventede at mærke det han så som kærlighed. Han vidste hun i det mindste ville hakke ud efter ham når han kom for tæt på. Det gjorde hun altid- hvem ved måske ville hun gøre det der ved hans bryst igen. Selvom det gjorde ondt, så kunne Belial lide det, han troede inderligt på det var forbundet med kærlighed.

Den blege hoppe havde som de fleste dage holdt sig for sig selv, men ikke længere. Hun havde nu sat kursen imod den nyeste af flokken, hvis man da kunne kalde broderskabet en flok. I en periode havde hun holdt øje med ham, lige så meget som det var hendes opgave at finde nye, var det også at betvivle dem der opsøgte dem. Ville de virkelig være værdige nok til at sætte på en opgave. Tvivlen ville nu komme denne grå hingst til gode, for Myth havde besluttet sig for at stille op en opgave i skyggernes navn. Det ville ikke være en opgave der var nem, men lykkes det ham ville han vær mere end værdig nok til at blive en del af broderskabet.

Det var med ganske døde bevægelser den næsten helt hvide hoppe nærmede sig. Det kunne af og til være svært at vurdere om denne hoppe nu i sandhed var i live. Der var ingen samlinger på hendes bevægelser og der var ikke så meget som et spor af en gnist at finde i de tomme følelses forladte øjne. De var sorte som kul uden nogen pupiller. Stirrende var de, som borede dig sig ind i sjælen på dem der så i dem.

Myth var ikke noget ret tæt på denne hingst da hendes yngste søn kom imod hende. Han havde fart på og Myth vidste allerede nu at han ikke ville stoppe før han havde ramt ind i hende, så hun kom ham i forekøbet. Hun søgte ind i sig selv, ind hvor hun kunne høre, føle og mærke de andres hjerte slå. To forskellige rytmer var inden for hendes rækkevide. Hun vidste udemærket hvilket tilhørte Belials hjerte, hun kendte hans rytme. Hun omklamrede det lille bankende hjerte i sit indre og lod det fryse. Det skulle nok stoppe ham, også selvom det ikke varede i mange sekunder.
Myth forsatte forbi sit føl, men lod et enkelt tomt blik falde ned på det lille føl. Lupë havde været langt nemmere at få til at vide at afstand var en dyd. Et stykke foran denne grå hingst stoppede den hvide skygge hoppe. Hun havde det kantede hoved en anelse, men stod ellers stift og helt stille- som var hun en statue. De sorte kolde øjne stirrede stift på denne hingst. Hans tid var kommet.

Searching

5

Den hvide hingsts reaktion på at han nærmest var ramlet direkte ind i ham, var en smule besynderlig. Han begyndte nemlig bare at gnave i ham, med sin tandløse mund. Et meget sært føl, det var tydeligt. Men allerede inden han nåede at reagere på føllets træk, spurtede han afsted, mod en hvid hoppe, hvis krop var præget af sorte aftegn. Sicarius var ikke længe om at regne ud at dette måtte være føllets moder – en skyggehest ligeså. Hun ejede i hvert fald de samme særprægede aftegn som Volin. Han rettede sig op, lagde det isblå blik på hoppen. Det var hans måde at vise respekt, men samtidig ikke opføre sig som en hund der kommer krybende, skamfuldt mod hans ejer. Han håbede at hun ville tolke hans opførsel på samme facon som den var ment. Ingen ord forlod hans læber, men i hans øjne lå en hilsen. Han bød hende i hvert fald velkommen, gav hende ordet. Disse skyggeheste virkede mere reserverede end han før havde troet, så han mente at hoppen her måtte komme med et bestemt formål. Måske for blot at byde ham velkommen, men tanken strejfede ham at hun måske havde andet på hjerte end blot en velkomst.

Wordcount: 202 | Tagged: Belial, Deadly Myth

Belial stoppede klodset op og var på vej med mulen imod asken, inden han fortumlet fik rettet balancen. Han mærkede smerten stige som en kulde i hans bryst, svigende og brændende på en gang. Han gispede efter vejret og begyndte at føle sig ganske svimmel. Det føltes som evigheder før denne ubehagelige smerte forsvandt langsomt, også selvom det i virkeligheden kun var et par sekunder. Da Belial endelig var kommet til pusten igen og havde fattet sig lidt oven på den efterhånden velkendte følese så han hvordan hans moder blot gik forbi ham. Hun skænkede ham et enkelt blik, men hun foresatte imod kæmpen.
Hvis moder var interesseret i denne kæmpe, ville Belial gerne have æren for at have fundet ham, og skyndte sig at vende rundt på de lange ben og atter styrke imod den fremmede kæmpe, blot for at stille sig ved siden af hingsten hvor han skuttede brystkassen stolt frem for at vise sin moder hvad han havde fundet til hende.