|
|
Post by Deleted on Mar 3, 2015 17:43:13 GMT 1
Daphne
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴ƷTime | Omkring middagstid
Location | En skov et par kilometer fra Teylar flokkens område.
Tag | Åben
Foråret havde sat sine mærker på Andromeda; der var stadig lang vej til træerne sprang ud og insekterne summede, men fuglesang fyldte luften i ny og næ. Blomster var dog allerede begyndt at vise sig i form af vintergækker og erantis, som dannede billeder af hvidt, gult og grønt, hvor end de fik lov til at spire frem.
De fleste havde sikkert set det hele før, men det gjaldt ikke alle. Tiden havde en underlige måde at køre på i landet og nogle voksede op uden overhovedet at se en sommer eller et forår. Hvordan dette kunne være, kunne ingen forklare, men landet var i forvejen lunefuldt, så hvad gjorde lidt ekstra magi?
Den lyse hoppeplag, som nu stod i sin fulde, men lille, højde vimsede af sted blandt træerne med små, lette skridt. Hendes store, blå øjne så sig nysgerrigt omkring, indtil de landede på en samling af vintergækker. Deres hvide farve stod i stærk kontrast i forhold til de brune blade, som ellers fyldte området, og mindede hende om den vinter, der lige havde været. Uden tøven ændrede hun sin kurs mod blomsterne, de første blomster hun havde set i sit liv, og stoppede foran dem. Mulen blev sænket ned mod den lille klynge af hvide blomster, inden der forsigtigt blev nappet til dem. Hvad mon det var? Den sorte havde altid sagt, at hun ikke måtte spise noget, hun ikke vidste hvad var, så hun prøvede ikke på det, men var bestemt nysgerrig omkring hvad pokker det var, hun havde fundet. Var det mon noget unikt? Et kort blik omkring sig afslørede for hende, at det ikke var tilfældet: så langt som hun kunne se, blomstrede små klynger hist og her.
Ukendt for Daphne, og enhver anden der måtte være i området, så iagttog nogen hende. Ej, fordi de ønskede hendes selskab eller at gøre hende ondt, men fordi det var det, vedkommende havde gjort hele den tid, hun havde været i øriget. Langt oppe, langt over skovbundens blade, i det højeste træ hvorfra hun var synlig, sad den hvid fugl med rubinøjnene og ventede. Hvad den ventede på, kunne ingen sige, selv ikke den selv.
|
|
