Faceless shadow [Myh]

Hvad fremmede først ville se, var nok det fængslende nøddebrune - men dog flakkende blik hoppen havde. Nervøst, som hun betragtede og studerede det mørke landskab foran hende. Enkelte træer havde kravlet sig op på klippesiderne, men ellers var engen prydet af skarpe, kantede og hårde sten. I den begyndende morgen, kastede solen lange skygger over det endnu sovende landskab, der bar en næsten forkert stilhed over sig. For selvom det var tidligt på morgen, burde tegn på andet liv end hende røre sig. Sådan ville det i hvert fald være, hvis man sammenlignede denne ø med en af de utallige andre. Måske med undtagelse af ørkenen. Svagt vippede Jiva hovedet på sned. Jah, ørkenen kunne være en undtagelse.
Det var ikke ofte den brogede bevægede sig væk fra sine kendte skove, men denne gang var en undtagelse. Noget der skubbede hendes sky natur ud på disse fremmede egne. Hun ønskede blot at forlade stedet hurtigst muligt, men måtte først få hvad hun var kommet efter. En skygge... det var hvad den Røde Slange havde bedt om. Og indtil nu, så frygtede den brogede Slangen mere end det fremmede.

Med afmålte skridt gik hun fremad, og snørklede sig uden besvær igennem en mindre klynge af disse sorte sten. Hun havde ikke fundet nogle af de her skygger nogle steder endnu.. egentlig, så vidste hun ikke engang hvad han mente. Men skygger kom af solen. Og derfor måtte de være her om dagen. Men hvordan hun skulle skille skygger fra hvad det var en skygge af, vidste hun ikke. Derfor var hun her. Måske kunne skygger skilles ad her.
Face

Der havde været mange på øen, mange der ikke hørte til her. Forbipasserende. Nogen mere interessante end andre. Hvad der skyldtes den pludselige stigning af aktivitet på denne ø, kunne være svært at sige. Den blege hoppe havde ikke opsøgt disse der var kommet forbi, simpelt nok: Hun ønskede ikke selskab på sin vis. Hun kunne lide at passe sig selv. Hun opsøgte dem der søgte hende eller mere korrekt sagt: Dem. Ikke altid med det samme, men når hun havde taget dem i betrækning for en stund.

Deadly Myth havde ikke havde meget denne fremmede i øjesyn ret længe, ganske udsædvanlig kort, før den blege hoppe havde valgt at gøre sin entre. Der havde været noget over den brogede skikkelse der bevægede sig tættere og tættere på vulkanen. Hun hørte bestemt ikke til her. Hele hendes aura udstrålede det. Hun virkede bange, og usikker. Netop frygten var nok hvad den blege hoppe fandt ganske tiltalende. Hvis hun skulle være bange, kunne der nemt laves en grund for det: og der bevægede den hvide skygge hoppe sig væk fra sit dække ved vulkanen.
Det var døde bevægelser den blege hoppe bevægede sig med, der var ingen rank holdning eller nogen fast rytme i gangen. Ej ikke øjne på den hvide hoppe var der liv i, de stirrede lige frem koldt og tomt og forladt for hver en følelse- de var intet andet end et stort sort hul. Dette tomme døde blik var fæsnet på den unge brogede hoppe der endnu nærmede sig.

Den brogede Jivala fik ikke lov til at vandre alene længe, før at en hvid skikkelse valgte at vise sig. Hvid som sne, men med en stor mørk plamage midt på bringen, der som et netværk af rødder strakte sine krogede arme imod resten af kroppen. Jivala stoppede op ved synet af den fremmede, og brugte nogle sekunder til at overveje sine tanker. For hvad var nu dette?
I takt med at den hvide kom tættere på, blev det mere og mere tydeligt at hun ikke var helt normal. En hests krop havde hun ganske vidst.. men så heller ikke mere end det. For når den brogede nøddebrune fangede den hvides, var der intet andet end mørke at se. Ingen følelser eller reflektioner. Sådan et hul kunne ikke komme fra andet end... end hvad? Jivala havde aldrig set sådan noget før. Men følelsen af ubehag svandt ikke ind, jo nærmere den hvide kom.

Den brogede kastede kort hovedet opad, så manen fløj om ørene på hende. Ørene var vippet en anelse reserveret tilbage, men ikke just afvisende. For den brogede havde jo selv søgt noget på denne ø. Og et svar kunne måske komme fra den hvide. Derfor nyttede det ikke at vende rundt og løbe væk fra det uhyggelige blik hun havde. Istedet tog hun et enkelt skridt tilbage, inden at en svag brummen lød fra hende. Utrolig stille - næsten uhørlig. Men ikke desto mindre en lille hilsen. Det nøddebrune blik flakkede, inden at hun fæstnede sig ved en noget spændende sten bagved hvidlingen. Hun kunne ikke se mørket i øjnene.

Det frydede den hvide hoppe, da hun næsten kunne lugte frygten fra denne fremmede brogede hoppe der havde valgt at betræde deres jord. Det var som alt i hende mættede sig, slappede af. Det var en sær, fremmede følelse af behag der fulgte den hvide skygge hoppe. En følelse hun næppe ville glemme, og med sikkerhed ville søge hos andre.
Det var ikke som så den hvide hoppe selv der blev mættet ved følelsen af andres frygt, men skyggerne der var en del af hende og hun en del af dem. De mange forskellige, splittede, spaltede skygger der levede i hende var drevet af frygten, og sådan denne frygt, havde fået den næsten helt hvide hoppe til at drage imod denne fremmede.

Myth stoppede op ved en mere passende afstand, ak selvom skyggerne var en del af hende nærmede hun sig ikke andre. Og andre skulle bestemt heller ikke nærme sig hende. De ville i hvert fald få at mærke at det ikke var acceptabel.
Det var vel en slags hilsen den brogede kom med, der ikke længere så på hende, hendes blik flakkede bagud. Ak gjorde dette ikke Myth noget, det gav hende blot en større følelse af overlegenhed.

En stemme så død og tør som resten af hoppen, talt i ubehagelige hæse utydelige hviskende toner lød fra den blege hoppe:

"Hvad bringer dig til os, til dem, til vor'?"

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Faceless Shadow

Den hvide frydede sig... det lå næsten i luften. Man kunne næsten føle, hvem der følte sig underdanig og overlegen i dette selskab. Jivala havde aldrig været en bossy type, og ville nok ikke blive det i fremtiden. Hun føjede sig ofte efter andre, og ønskede for det meste at de syntes om hende. At hun så ikke just ikke omgik andre med lethed, var en anden side af sagen. Selvom hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, så prøvede hun dog. For det meste var det nogle mislykkedes forsøg, men dog i en helhjertet gerning. Og nogle gange, var det nok til at selskabet ønskede at være mere omkring den brogede. Men den hvide var anderledes på så mange måder, at hun ikke vidste hvor hun skulle starte. hun havde lagt ud med et hej, og fik kort efter et svar tilbage. Som en død hvisken bredte hoppens stemme sig ud. Smøg sig med lethed omkring det tunge mørke, og listede sig ind i hoppens hoved. Jivalas hår rejste sig i en gysen, og i et øjeblik stirrede hun blot stivnet frem for sig. Ude af stand til at bevæge sig, imens hun vendte og drejede ordene.
Hvad kunne frembringe sådan en lyd?
Den sorte hale vippede svagt bagved hende, og langsomt åbnede den brogede munden. Ingen ord kom ud, og under det sorte blik skrumpede hun en anelse mere ind. Hvorfor fulgte sådan en uhyggelig stemning med disse.. skyggeheste? Hvorfor kunne de skille sig så meget ud? Langt inde undrede det hende oprindeligt, og hun ønskede at vide mere. Men den nysgerrige side blev fortrængt af den frygtsomme, som først måtte formulere et ordentligt svar.

"... Jeg blev sendt herover..."
Den brogede vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare sig. Hun kunne ikke lyve, og da slet ikke for sådanne øjne. Så noget der egentlig var sandheden måtte hun fyre af. Det nøddebrune blik flakkede en enkelt gang, inden at den hæse stemme blev hørbar igen.

"Jeg leder efter nogen.. noget..."
Blikket fæstnedes ved dødningehoppen, og hun lod svagt bagbenet rykke en anelse tilbage, for at skabe afstand imellem dem.

"Er du nogen? Hvad er du?"

words: 358 | Tag: Myth

En hoppe sendt til over til dem, til hans rige. Hvem kunne have sendt hende? Med en mekanisk bevægelse blev hoved lagt en anelse på skrå, imens hun så denne brogede hoppe an. Det kunne være en af hendes brødre, eller en af tilhængerne. I så fald hun søgte dem for at slutte sig til dem, ville det være en fryd. Frivillige var altid velkommen- hvis de kunne bevise dem værdige, eller blot som loyale tilhængere.

"Hvem sender dig mig, til os, til dem, til ham?"

Stemmen var stadig frygtelig ubehagelig, død og kold at høre på. Der var ikke meget liv at spore hos den blege hoppe, der synes grum og modbydelig at blot se på. Hendes statue agtig måde at stå helt stille på, og med de meget mekaniske bevægelser, som havde hun ikke selv kontrollen, men blot var en magnetdukke. Hun var en magnetdukke, hun hørte til skyggerne, hun gjorde som de ville have hende til- næsten hele tiden. Dog havde den næsten hvide hoppe en svaghed, svaghed der ikke var anset særlig højt.

"Vi nogen. Vi er mange. Vi er få. Vi er ham. Hvem eller hvad søger du?"

Med endnu ubehagelig stemme næsten sang skyggerne ud af munden på den blege hoppe, der ivrigt forsøgte at tage hele styringen, og en blanding af stemmer lød i luften. Rungene, tom, kold og alligevel var der noget at spore i tonerne, men hvad det var, var svær at sige.
Skyggerne i den næsten helt hvide hoppes indre vred og smøg sig rundt, de var lunefulde. De ville række ud efter denne hoppe, tære af hendes frygt.

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Faceless shadow

Mekanisk.. som en robet eller dukke bevægede den hvide hoppe sig. En dukke, der blev trukket af et mørke Jivala ikke så. Et mørke der lå tæt, og spejledes i de tomme sorte øjne, der i dette øjeblik så Jivala selv an. Svagt virrede hoppen med hovedet, inden at hun forsigtigt prøvede at møde den andens blik. Ikke fordi hun turde, men fordi hun måtte.. Sandheden var noget man ikke kunne gøre sig klog på. Men troværdigheden var ofte større, når man så den anden i øjnene.
Den hvislende stemme spurgte, og den brogede krympede sig. Stemmen fik de krøllede ører til at vende sig tilbage til nakken, og pelsen til at rejse sig. Det milde blik blev langsomt knebet en anelse sammen, inden at hun svagt rømmede sig for at finde stemmen igen. Den var hæs og lettere ynkelig, sammenlignet med hvordan hun plejede at lyde. Men det var en stemme der dog emmede af liv. Ikke modsat dødningehoppen, hvis stemme fuldkommen manglede det. Den basale nødvendighed af følelser. Frygt. Glæde. Vrede. Tilfredshed. Hun manglede alt, hvilket gjorde det mere skræmmende end hvis hun havde været vred.

"En bekendt.. han snakkede om skygger. Så det er hvad jeg.. søger"

sagde hun langsomt, og lod blikket glide over hoppens ryg. Sorte aftegninger gled som mørkt blod ned over hendes skuldrer. Jivala gyste. Var selv hendes blod sort?

words: 227 | Tag: Deadly Myth

Hvis man så efter, ordentlig efter, ville man opdage at hvad der lignede sorte aftegninger, var skygger der havde ætset sig ind i hendes skind, efterladt et sort ar der hvor blodet en gang havde løbet. Skyggerne var på hende, i hende, en del af hende. De var over alt, men samme tid ingen steder. De var mange og de var få, de var alle én, og alle hver for sig.

En latter, modbydelig tom som stemmen den blege hoppe talte med, en ubehagelig lyd, der mere føltes som noget der gjorde ondt på Myth. Latter var ikke noget der hørtes ofte for hende, men ak, så skete det en gang imellem, latteren kom som på sin hvis ikke direkte fra hoppen, men fra skyggerne der var i hende, var en del af hende, dem hun var en del af.

"Vi er skyggerne. Skyggerne er en del af os. Du søger os, du søger dem, men jeg fornemmer ikke du er her for os, for at slutte dig til ham."

Frygten der kom fra hoppen mættede skyggerne, de vred og smøg sig af fryd over hendes frygt. Åh så sød en lugt, så sød en smøg.

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Faceless shadow

Latter bredte sig ud i landskabet. Tom og uhyggelig latter, som dødningehoppen fik frembragt. Det kunne være det bare var en illusion, men latteren syntes ikke kun at komme fra den hvide, men også fra alle de steder omkring hende. Som om at.. landet grinte med hende. Der gik ikke længe at hun svarede hende, og med et uforstående fnys trak Jivala hovedet længere tilbage. De? Var det skyggerne der havde gjordt den hvide så... underlig? Eller havde hun altid været sådan? Måske var det ikke engang skyggerne, men en side der altid havde været der... Og i selskab med hvad der måtte være skygger, trådte denne tydeligere frem? Den hvide vippede langsomt først det ene øre, og bagefter det andet øre længere tilbage imod den slanke hals. Nej... ingen kunne være født, som den hvide hun så på nu. Det nægtede hun at tro på. 
Ordet ham tonede ud i stilheden, og Jivala sagde intet. Gjorde intet, udover at tænke. For hvem var nu ham? Den hvide forvirrede hende, og hun havde tydeligvis ikke fået nok information af den røde. Det her ville ikke blive så let som det havde lydt.. men på den anden side. Opgaven havde i sin tid aldrig været let. 

"Nej. Det går jeg stærkt ud fra, jeg ikke vil".

Sagde hun langsomt, og mest af alt for at overbevise sig selv. Hun ønskede ikke at ende som dødningehoppen foran hende. Hvad Jivala virkelig ønskede sig, var hvad hun langsomt arbejdede sig frem imod. Luftens himmelrum. 
Med et forsigtigt skridt gik hun lidt længere til siden, for at se den hvide fra en anden vinkel... men det var stadig det samme sorte aftegn der gjorde sig gældende. Ingen forandring, hvilket både kunne være godt og skidt. Hele situationen var ved at føles mere og mere ubehagelig, og hun ønskede ikke at snakke med dødningehoppen mere end højest nødvendigt. 

"Hvordan... fik du dine skygger?"

endte hun istedet med at spørge. Der måtte være en måde, uden at lægge krop til som den hvide havde gjort. 

words: 339 | Tag: Deadly Myth

Denne brogede hoppes frygt, den smagte, den behagede. De kunne beholde hende her, tære af hende. Det hele var så fristende. Hun var her frivilligt, men ikke for at slutte sig til dem. Hvis ikke hun ønskede en ubehagelig død, eller føde dem, så var hun gået helt forkert. Hun var her for skyggerne, men ikke for dem. Den næsten helt hvide hoppe synes ikke at kunne finde nogen svar, der kunne forklare hende hvorfor.

Hvordan hun fik sine skygger. Åh, det var så simpelt- så nemt. Myth husker det, hun husker hvordan hun selv bed hul i sit skind, hvordan hun stod på toppen af vulkanen og lod sit blod løbe, hun ofrede sit blod.

"Jeg gav mit blod til herren, til ham, til dem. Jeg lod den tære af mit og de gav mig mine kræfter, de gav mig skyggerne, de gav mig et formål- de gav mig et liv og fjernede al smerte."

Det var sandt nok. Den blege hoppe huskede smerterne, hun huskede hun ikke levede. Hun huskede dog ikke hvorfor- de havde fjernet det, blokeret det fra hendes sind- dog ladet hende huske hvordan livet var før dem. Hun var blevet en del af dem, og de en del af hende.

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

faceless shadow

Ved ordende trak Jivala hovedet længere tilbage. Et fnysende host kom fra hende, inden at hun en anelse forgæves prøvede at opretholde et nogenlunde interesseret udtryk. Det var dog svært, når hun hørte noget så... hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Det lød virkelig som om at skyggerne fungerede som igler. Den brogede rynkede på mulen. Igler var noget hun havde fundet i en sø... og aldrig havde hun badet i den sø igen. Bare tanken om de sorte, vridende ting.. Hun gyste. Nej, det var ikke noget hun skulle gøre sig i...
Men dog, den hvide virkede passioneret når hun talte om disse skygger. Det kunne man ikke undgå at mærke. Hvis ikke hendes øjne havde været så.. mørke, kunne Jivala have svoret på hun følte en form for energi fra den hvide. Det var på sin vis fantastisk at hun godt kunne li' dem.. alt andet ville være synd og skam. Ved den tanke vippedes ørene langsomt en anelse frem, og den svage grimasse glattedes ud. Det nøddebrune blik betragtede hende, inden at hun langsomt prøvede at svare.

"Du holder virkelig af... de her skygger?"

spurgte hun, uden nogen antydning af bare at spørge for at kunne slippe væk. Den milde stemme var oprigtig nysgerrig for, hvad hun fandt så fantastisk. For hvordan de bare kunne fjerne smerte, på trods af de groteske ting de havde gjort ved hende. Tæret af hendes blod.. tilgengæld for formål og kræfter? Liv?

words:243 Tag:Deadly Myth

Ikke en gang havde herren mættet sig af hendes blod, samlet styrke fra det, skyggerne havde fjernet hendes oprindelige hjerte. Hendes hjerte var ikke hendes eget, det var ikke som de andres. Det var sort, drevet af skygger. Skyggerne holdt hende nu både fysisk men også psykisk i live. Om hun var glad for dem, hvad var det egentlig overhoved for et spørgsmål.

åh denne hoppe var så uviden, så.... ren. Det var kvalmende at tanke på! Alligevel virkede hun så nysgerrig, så nem at rive med. Dog tvivlede Myth allerede nu på hendes værdighed. Ville hun være dem værdig overhoved? Måske med tiden, måske kunne denne brogede hoppes omdannes, omvendes.

"Ville du ikke være glad, hvis dit liv gav mening? Uden skyggerne ville jeg dø- og ikke blot mentalt."

Det var rigtigt nok, Myth ville dø, hvis skyggerne forlod hende, stoppede med at holde hendes hjerte i gang, stoppede med at få blodet til at flyde igennem hendes åre, så ville hun dø. Uden dem ville hun mentalt dø også, hun vidste at uden dem ville mareridtende komme tilbage. Uden dem ville hun ikke have en mening i livet.

    ❖ Jivala  ❖
                       - "Big things often have small                                          beginnings "

Faceless shadow
 

Tålmodigt ventede den brogede, alt imens hendes vagtsomme blik skiftevis gled fra dødningehoppen til området omkring hende. Evigt opmærksom, og evigt på vagt i dette fremmede område. Hele stemningen på denne askeø var så meget anderledes end den hun fandt på de andre, og det vækkede en gnavene uro i den brogedes sind. Hun ventede næsten hvert øjeblik, at de skygger de nu snakkede om ville springe frem imod hende. For når man talte om solen, plejede den at skinne... ville dette også gælde for dets modsætning?
Den tørre stemme lød igen, og hurtigt gled de nøddebrune farver tiilbage imod hende. Jivala lyttede, men forstod i øjeblikket ikke. Levede hun af disse skygger? Var det overhovedet muligt? Den brogede havde altid troet på magi, og troet på at det fandtes - også selvom hun aldrig havde set det. Men det den hvide snakkede om var jo magi, selvom den aldrig ville have været som hun havde forestillet sig den.

"Joh... det ville jeg vel"
mumlede hun stille, og lagde hovedet svagt på sned. Tindrende så hun på hende, inden at hun prøvende kneb øjnene sammen. Så - jah næsten stirrede på den hvide, selvom det lige lidt hjalp. Hun så intet af det den hvide snakkede om. Kunne det tænkes, at det var øjnene der gjorde hun så dem?

"Du snakker om dem som om de er her... men jeg ser intet. Skal man være.. ligesom dig, før at skyggerne kan ses?"
Sagde hun, og bed sig kort i læben bagefter. Hvor klogt det havde været at spørge, vidste hun ikke. Men hun måtte videre på den ene eller den anden måde. Og måske hvis de manifisterede sig fysisk, kunne hun gøre mere end bare at snakke om dem.

words: 289 | Tag: Deadly Myth

Hvad grunde var for den næsten helt hvide hoppe blev, snakkede med denne brogede skrøbelige, bange sjæl- var blandet. Hvorvidt hun ville egne som en af deres var et spørgsmål der kunne komme an på prøve. Måske den brogede kunne skubbes i deres retning- hun havde trods alt selv opsøgt dem. Der blev sat mange spørgsmål, så hoppens nysgerrighed var der, og den kunne fodres. Hvis ikke hun kunne lokkes og skubbes i skyggernes retning, kunne hendes frygt altid blevet tæret og fodret til herren. Så ung en sjæl ville nok give godt.

"Skyggerne er inde i mig. Men også rundt om os, i mørket, mellem træerne, ved vulkanen. Åh skyggerne lever på denne ø. I blandt mine søskende. Skyggerne kan ses af alle."

Hvor vidt det var klogt af den blege hoppe at lade skyggerne få frit tråden- tråde ud af hendes sind, var svært at hvide. Men hvis denne brogede skulle trækkes i deres retning måtte hun se, måtte hun føle.
Skyggerne dannede sig som en sort tåge ligende sky. Flere, mange og alligevel få dansede nu ud fra den hvide hoppe som en tungt slør af sort røg.

Sekunder tikkede forbi, og anspændt afventede Jivala hendes svar. Var hun gennemskuet, havde hun fejlet? Ville dødningehoppen om lidt æde hende hel, eller noget værre? Havde hun stækket sine vinger mere end de i forvejen var? Den brogede vidste det ikke... men sikkerhed var der ikke meget af. Hun kunne intet aflæse på den fremmede, men ventede blot på at hun åbnede munden. Og da hun endelig gjorde det, var det svar der fik hende til at puste lettet ud. Hun var ikke dødsdømt endnu. Hun havde stadig en smule tid, til at forberede sig på det der skete.
Som en sort sky krøb hvad der måtte vlre skygger hen over jorden. Kravlede som den tåge man så tidligt om morgen, og omringede den brogede i en tæt ring. De var alle steder. Over hende, under hende, omkring hende. Jah, hvis ikke Jivala snappende hev efter vejret, var det lige før hun troede hun kunne indånde dem.
Det var utroligt koldt... eller, sådan føltes det. På nuværende tidspunkt kunne hun ikke sige om det blot var en illusion, eller den rigtige virkelighed. Gysende trak hoppen benene mere sammen, og drejede langsomt hovedet til siden, imdo en af dem der havde taget mere fast for. Denne tåge endte snart i dansende og vridende mørke, hvis bevægelser fik hende til at puste en anelse mere roligt ud. Der var noget afslappende ved dem, selvom selve auraen ikke var rar.

Den brogede vendte med langsomme bevægelser kroppen en anelse væk fra dødningehoppen, og vendte istedet fronten imod det åbne område - imod havet, som kunne anes bag en samling døde træer. Fokuseret var hun, og fandt en skygge, hvis vridende bevægelser var lidt mere rolige end de andres. Var det denne her, var det nu? Blikket vendtes flakkende tilbage imod den hvide, inden at hun med en urolig indånding trak vejret dybt ned i lungerne. Hun var bange - rædselslagen for hvad hun skulle til at gøre. Den blide sjæl mimede et kort undskyld, inden hun tog fat.
I et ryk bed hun fast i en af de sorte skygger, stemte benene kraftigt imod jorden, og sprang fremad i et kraftigt spring. Asken blev kastet bagud, og den brogede mærkede en markant modstand, inden at den sorte skygge rev sig fri med en ulækker lyd. Kvalmende klemte hun øjnene sammen. Den lød ville hun ikke glemme foreløbig.
Krampagtigt bed hun dybere ned i den afrevne skygge, før at hun dom død og pine spurtede over det bløde landskab. Den lette skikkelses krop fløj over sandet, imens hun løb hurtigere end hun nogensinde havde prøvet før. Adrenalinen pumpede, øjnene rullede og sveden piplede langsomt frem på den spinkle krop i en blanding af udmattelse og panik. Og dér var det hun hørte det. Et skrig, som syntes at stige fra flere stemmer bagved hende. Et skrig fra den hvide skygger. Opkvikket af lyden satte hun tempoet op, og pressede hendes bevægelser til at være længere, hurtigere, kraftigere. Løbe - hun skulle bare blive ved med at løbe, ellers var det slut!

Foran hende nærmede vandet sig, men ikke ligeså hurtig som hun kunne ønske sig. Hun var næsten ved træerne, selvom hun næppe kunne gemme sig. Nej, hun måtte væk herfra.