Post by Den Vise on Apr 10, 2015 1:02:44 GMT 1
Landets historie
Landet Andromeda har en historie der rækker langt, langt tilbage.
Før tidernes morgen, i det rige som blev til Andromeda, begyndte livet ligesom i alle andre verdner. Livsformer udviklede sig, landjorde skilte og samlede sig, sygdomme kom og gik og sjæle bevandrede verdenen fra tid til anden. Andromeda var dog lidt anderledes, i forhold til andre verdner, for den lå ikke i samme dimension. Den lå hinsides den verden som alle sjæle kom fra, afskærmet af en magisk himmel som skjulte den for omverdenen og omverden for den.
Før landet blev til Andromeda havde landet intet navn. En naturlig balance herskede i landet og væsner der lignede nutidens heste boede der. De var større og havde længere halse og mindre hove; mange ville nok betegne dem som sære. Tilmed havde nogle spidse tænder og levede af kødet fra mindre dyr. Forhistorisk ville nogle nok betegne den tidsalder som, men faktisk var den ikke så fjern fra det land der i dag kaldes Andromeda.
For blot få hundrede år siden dominerede disse væsner landet; men så kom mørket.
Et mørke trængte langsomt ind i landet og kvalte lyset som gav liv til disse langhalsede heste, og gradvist forsvandt de. Nogle mener det var sult, andre mener at disse væsner var afhængige af lyset og dermed døde på grund af manglen. Mørket ved ingen hvor kom fra, men det fandt veje ind i landet gennem den magiske himmel, jorden og den vulkan, som havde tornet sig op på øen der senere hen blev kaldt Foehn. Dette mørke bragte en sjæl med sig, så ond som intet andet. Alduin var hans navn, og i lang tid herskede han over det henlagte og øde land. I takt med livet forsvandt, henfaldt en nærmest trancegtig tidsalder sig, hvor intet skete. Mørket slugte mere og mere af det liv der måtte være tilbage, indtil hele landet lå øde; aske lå over jorden som et gråt tæppe og der fandtes ikke længere noget grønt. Sådan lå det, indtil skæbnen valgte at dreje dets gang.
En sjæl; en hingst så hvid som sne havde på forunderlig vis fået fundet en vej til dette land, der endnu var uden navn. Hvordan ved kun han; men kort efter han havde sat sine hove i landet for første gang, sansede Alduin hans tilværelse, og det særlige ved ham. Han var ikke blot en simpel sjæl, men ren hele vejen igennem. Rygter siger han bar magi i sin sjæl, og netop dette henledte til hans sejr; men det faktum der findes er, at en kamp der varede det meste af en måned brød ud imellem de to parter. Alduin brugte al sin magt og sin evne til at skabe levende Skygger til at trænge den hvide hingst tilbage og forvise ham til den verden han kom fra, men hver gang lykkedes det hvide hingst at slå mørket tilbage. I sandhed var det en kamp mellem lyset og mørket; hvor det endte med lyset sejrede.
Hvordan? Jo, det krævede et offer uden sammenligning fra den hvide hingst. I kampens hede, på et tidspunkt hvor mørket næsten havde overtaget magten igen, valgte den rene sjæl at ofre sin krop, sin levende fysiske krop. Det skete med et brag, da de to stødte sammen. Dette brag rungede i hele landet i flere minutter, indtil mørket lagde sig igen. Men denne gang var det ikke det dunkle og trykkende mørke, men derimod et mørke der lovede om en lysere fremtid. Stilheden varede i dage, og da begyndte solen pludselig at kigge frem på himlen igen. Dag for dag genvandt den sin styrke og højde og dag for dag begyndte asken at forsvinde. Regn kom og skyllede den væk, vinden hvirvlede det op og bar det afsted og langsomt kom det grønne frem på jordens overflade igen.
Men hvad blev der af den hvide hingst? Hans krop forsvandt, men hvad skete der så? Jo, denne historie skete i det usete. Da først hingsten havde ofret sig selv og sin krop, skete der en frigørelse af hans sjæl. Under denne proces, tvang lyset der strømmede fra hans indre Alduin under jorden og forseglede ham i vulkanen som han i sin tid var kommet til landet igennem. Her blev han sat i fængsel, forseglet af en magi stærkere end alle andre og denne magi kan kun brydes ved utallige ofringer til det onde.
Efter dette var sket, blev sjælen fra den hvide hingst en del af det land, som han navngav Andromeda. Han blev nærmest sjælen af landet, og han findes overalt i verdenen. I takt med at landet nu blev genskabt i lysets og livets essens, begyndte Den Vise, som den kropsløse sjæl var blevet skænket af navn, at søge sjæle blandt andre verdner som han kunne hente til Andromeda; men han tog ikke alle og enhver. Han søgte de sjæle som desperat havde brug for en ny chance og gav dem muligheden i hans land; Det land, som i dag blomstre i alverdens farver. Andromeda.
Før tidernes morgen, i det rige som blev til Andromeda, begyndte livet ligesom i alle andre verdner. Livsformer udviklede sig, landjorde skilte og samlede sig, sygdomme kom og gik og sjæle bevandrede verdenen fra tid til anden. Andromeda var dog lidt anderledes, i forhold til andre verdner, for den lå ikke i samme dimension. Den lå hinsides den verden som alle sjæle kom fra, afskærmet af en magisk himmel som skjulte den for omverdenen og omverden for den.
Før landet blev til Andromeda havde landet intet navn. En naturlig balance herskede i landet og væsner der lignede nutidens heste boede der. De var større og havde længere halse og mindre hove; mange ville nok betegne dem som sære. Tilmed havde nogle spidse tænder og levede af kødet fra mindre dyr. Forhistorisk ville nogle nok betegne den tidsalder som, men faktisk var den ikke så fjern fra det land der i dag kaldes Andromeda.
For blot få hundrede år siden dominerede disse væsner landet; men så kom mørket.
Et mørke trængte langsomt ind i landet og kvalte lyset som gav liv til disse langhalsede heste, og gradvist forsvandt de. Nogle mener det var sult, andre mener at disse væsner var afhængige af lyset og dermed døde på grund af manglen. Mørket ved ingen hvor kom fra, men det fandt veje ind i landet gennem den magiske himmel, jorden og den vulkan, som havde tornet sig op på øen der senere hen blev kaldt Foehn. Dette mørke bragte en sjæl med sig, så ond som intet andet. Alduin var hans navn, og i lang tid herskede han over det henlagte og øde land. I takt med livet forsvandt, henfaldt en nærmest trancegtig tidsalder sig, hvor intet skete. Mørket slugte mere og mere af det liv der måtte være tilbage, indtil hele landet lå øde; aske lå over jorden som et gråt tæppe og der fandtes ikke længere noget grønt. Sådan lå det, indtil skæbnen valgte at dreje dets gang.
En sjæl; en hingst så hvid som sne havde på forunderlig vis fået fundet en vej til dette land, der endnu var uden navn. Hvordan ved kun han; men kort efter han havde sat sine hove i landet for første gang, sansede Alduin hans tilværelse, og det særlige ved ham. Han var ikke blot en simpel sjæl, men ren hele vejen igennem. Rygter siger han bar magi i sin sjæl, og netop dette henledte til hans sejr; men det faktum der findes er, at en kamp der varede det meste af en måned brød ud imellem de to parter. Alduin brugte al sin magt og sin evne til at skabe levende Skygger til at trænge den hvide hingst tilbage og forvise ham til den verden han kom fra, men hver gang lykkedes det hvide hingst at slå mørket tilbage. I sandhed var det en kamp mellem lyset og mørket; hvor det endte med lyset sejrede.
Hvordan? Jo, det krævede et offer uden sammenligning fra den hvide hingst. I kampens hede, på et tidspunkt hvor mørket næsten havde overtaget magten igen, valgte den rene sjæl at ofre sin krop, sin levende fysiske krop. Det skete med et brag, da de to stødte sammen. Dette brag rungede i hele landet i flere minutter, indtil mørket lagde sig igen. Men denne gang var det ikke det dunkle og trykkende mørke, men derimod et mørke der lovede om en lysere fremtid. Stilheden varede i dage, og da begyndte solen pludselig at kigge frem på himlen igen. Dag for dag genvandt den sin styrke og højde og dag for dag begyndte asken at forsvinde. Regn kom og skyllede den væk, vinden hvirvlede det op og bar det afsted og langsomt kom det grønne frem på jordens overflade igen.
Men hvad blev der af den hvide hingst? Hans krop forsvandt, men hvad skete der så? Jo, denne historie skete i det usete. Da først hingsten havde ofret sig selv og sin krop, skete der en frigørelse af hans sjæl. Under denne proces, tvang lyset der strømmede fra hans indre Alduin under jorden og forseglede ham i vulkanen som han i sin tid var kommet til landet igennem. Her blev han sat i fængsel, forseglet af en magi stærkere end alle andre og denne magi kan kun brydes ved utallige ofringer til det onde.
Efter dette var sket, blev sjælen fra den hvide hingst en del af det land, som han navngav Andromeda. Han blev nærmest sjælen af landet, og han findes overalt i verdenen. I takt med at landet nu blev genskabt i lysets og livets essens, begyndte Den Vise, som den kropsløse sjæl var blevet skænket af navn, at søge sjæle blandt andre verdner som han kunne hente til Andromeda; men han tog ikke alle og enhver. Han søgte de sjæle som desperat havde brug for en ny chance og gav dem muligheden i hans land; Det land, som i dag blomstre i alverdens farver. Andromeda.
