A new start | Deadly Myth

Volontaire, den hjerteløse vandre, bevægede sig afsted med bevægelser, der var tunge men ikke slæbende. En gang, der bar ham stødt fremad, med en enkelt formål i sinde. Han skulle finde den hvide Myte, som bar hans hjerte rundt i dette land, efter Broderskabets møde med Rumpelstilskin. Den brogede hingst, vidste af ordstrømme båret af skyggerne, at hans hjerte var i broderskabets hove – og dermed ikke i rumpelstilkins længere. Den stolte hingst, var derfor ikke længere bundet af en kontrakt: han var fri. Men denne frihed, ville han ikke have hos sig, han ønskede den ikke – for han følte sig ikke ’fri’, før han var en del af de mørke skygger, hans Herre, de mange og de få. Han ville være i broderskabet og følge deres ord og lov. Følge den snehvide Fuyu, og gå ved hans side, som det hele tiden havde været skæbne bestemt. Han ville lade sit hjerte falde til Dem, lade Dem støde ind i hans hjerte, og gøre ham udødelig – en skygge.

De mørke øjne hvilede rundt, søgende efter Døds Myten, den hvide hoppe, som snart for alvor ville blive hans søster. Hans mørke mule steg let til vejrs, mens næseborene udspilede sig voldsomt, for at indånde luften omkring ham. Og snart kom en snært af hendes dufte, vandrende til hans næsebor. Hun var på Foehn, det var han sikker på – nu skulle han bare finde hende. Han lod derpå hovedet stige mere til vejrs, mens han sugede luft voldsomt i sine lunger, og derefter lod luften slippe ud af munden, i et højlydt vrinsk, der bar hendes navn i tonerne, kaldende og søgende. Han skulle have sit hjerte – og det kunne hun bringe ham. Det vidste han.

Alt havde ikke gået helt som forventet, men de var sluppet af sted med livet i behold og hjertet. Hjertet som var det de var kommet efter. Den hvide hoppe havde det. Faktisk havde hun ikke rigtig stødt på komplikationer i grotten, hun havde ikke lidt nogen smerter i deres kamp, hun mere eller mindre passivt havde deltaget i. Hun havde fundet hjertet sammen med den forræderiske sorte hoppe. Tankerne omkring hende fik blodet til at koge, det bobbelede af raseri.
Myth havde det bankende hjerte imellem tænderne. Hun havde ikke sluppet det siden hun havde fundet det i grotten, og havde ikke i sinde at give slip på det før sin kommende broder kom for at gøre krav på hvad der var hans. Den hvide hoppe ville ikke gøre en fejl i at lade det ude af syne og den voldsomme kamp havde været forgæves. Hun kunne mærkets dets banken, og hvor det gibbede i hende at få lov at fryse det, klamre sig om det og lade dets banken holde inde- men hun gjorde det ikke. Det var en trang hun havde hver kun hun lod sine kræfter række ud, hver gang hun hørte et hjerte banke.

Efter broderskabet var sluppet fra grotten, hvordan det præcis var sket, var endnu ret uklart for den hvide hoppe, men hun havde ikke tøvet et eneste sekund med at vende hjem. Det eneste sted de for alvor var sikre.
Deadly Myth havde holdt sig tæt ved vulkanen. Hun havde ikke vandret meget frem og tilbage og ej set meget til sine sønner heller. Hun havde en opgave, og først når den var afsluttet kunne hun tage hov om andre ting.
Et vrinsk nået for hendes øre, kaldende og tydeligt berettiget til hende. Ej var det nemt at besvare dette vrinsk, men hun gjorde sit bedste med hingstens bankende hjerte endnu i et blidt greb imellem tænderne.

Tiden gik langsomt. Uendeligt langsomt. Sådan føltes det i hvert fald, for den brogede herre, der ikke havde meget formål med livet, før han var en del af det, der hele tiden havde kaldt på ham. Selv da han var helt lille, og blot helt ny i livet og dets færden. Men efter mordet på sin kære dengang, havde han hele tiden kun haft en vej at følge – mørket og dets broderskab. Men den lyse hoppe, Illana, hvis navn fik ham til at spænde i kroppen, og føle et stort ubehag, havde ført ham af lysets vej i en tid, indtil han fik øjnene op for, at intet her i livet, er som det ser ud til at være. Hun havde forrådt ham. Og en dag… Ja… En dag ville han få sin hævn.

Pludselig hørte den mørkbrogede hingst, lyden af et særpræget vrinsk, der bar sig selv afsted med vinden, til de til sidst ramte hans øre. Døds Myten – dog med en noget sær undertone. Men mon hun bar hans hjerte, i sine tænder? Mon det var derfor, hun lød en anelse sær. I en hurtig og maskulin bevægelse, bar Volontaire sig fremad med fremskudt bringe, i et kast, så han derefter kom i en taktfast galop, der nu bar ham i retningen af den hvide Døds Myte; hans kommende søster.

Længe gik der ikke, før han kom hende nærmere. Hun var nem at genkende, med den snehvide pels, der dog bar aftegn fra skyggerne, der kærtegnede hende i nogle markante sorte striber. Et svirp forlod hans hale, inden han slog sine forhove hårdt i jorden, og dermed standsede op i en slidende bevægelse, med en kort afstand til hoppen – men dog var den acceptabel og respektabel. Et dybt nik gled fra den brogede hingst, mens han brummede i nogle mørke og hilsende toner. En undertone af respekt var at skimte, hvis man ledte længe nok i hans toner, for han respekterede sine søskende og brødre, samt sin Herre, Skyggerne. Men ingen andre. I munden bar hun ganske rigtig hans hjerte. Volontaire stirrede på det. Så skrøbeligt. Varmt. Levende og bankende.. En genstand, som han selv havde givet væk, for at hjælpe den gyldne hoppe – en fejltagelse! Men snart ville det være hos hans herre… Hans hjem.

,,Søster – endelig kan jeg blive en del af jer. En del af dem.”

Hans stemme var mørk og hæs, mens et lusket smil gled over hans mule, for en meget kort stund, inden han nikkede et par gange, med en tænkende og tilfreds grimasse.

,,Jeg skylder dig et stort tak, Deadly Myth”

Sagde han da, og nikkede dybt endnu engang. Disse ord havde aldrig før faldet over Volontaires læber – men den hvide myte, var en af grundene til, at han nu kunne blive det, der hele tiden havde været hans skæbne. En skyggehingst.

Deadly Myth genkendte den brogede hingst på afstand. Hun havde ikke mødt mange i landet i den tid hun havde været her, og kun få huskede hun på. Hun genkendte ham ikke som den hjerteløse broder hun vidste ville slutte til dem, så snart havde fået sit hjerte tilbage, som hun bar netop i denne stund, nej hun genkendte ham som den hingst der havde fortalt hende om skyggerne. Han havde fortalt hende om det hun nu selv var en del af.
Som sædvanlig virkede den næsten helt hvide hoppe død at se på. Som en statue uden nogen livsgnist i de tomme sorte øjne.

De tomme øjne fulgte hendes broder, eller kommende broder, nøje i det han nærmede sig. Han var en af dem der forstod afstand var en dyd, for ej kom han tæt på hende trods hun bar hans hjerte, det eneste han var kommet efter. Det han manglede for at blive en del af dem.

Myth nikkede som hilsen, hun var af få ord og talte kun når det var særdeles nødvendigt. Hendes nik var af ganske mekanisk bevægelse, før hun atter stod stille stirrede på sin brogede broder. Forsigtigt som var hjertet af glas bar hun det et par skridt nærmere hingsten, dog med de mandelformede øre trykket mere ned i nakken, før hun lagde det på jorden og atter bakkede væk.

"Og jeg dig Volontaire, min broder."

Lød det med en kold, hæs stemme hvis lyd knap kunne anes- af mangel på at blive brugt oftere.
Hendes tak var hentydet tilbage for lang tid siden, før hun var hvad hun var nu. Før hun var hel, før hun var en del af dem.

Den brogede hingst, stod med nakken knejst, i en voldsom og maskulin bue. Han førte sig ikke dominerende frem overfor den snehvide hoppe, der var hans søster – for netop fordi hun var hans søster, eller snart var, ønskede han bestemt ikke at dominere hende. Det var der absolut ingen grund til. Han svirpede med sin mørke hale, mens han stirrede på det skrøbelige hjerte hun bar i munden. Han var hende evigt taknemmelig. Men det kunne stadig gå galt, hvis nu hun ikke ønskede den hjerteløse, skulle være en del af dem. Da skulle hun bare bide tænderne hårtdt sammen om hans hjerte – og så ville han dø. Men det gjorde hun ikke.
Den hvide skyggehoppe bevægede sig frem imod ham, med ørene i nakken, og lagde nu forsigtigt hjertet ned foran Volontaire selv, for derefter at bakke tilbage. Han stirrede atter ned på det dunkende hjerte, inden han trådte hen til det, med ørene skeptisk bagud rettet, inden han fik det samlet op mellem sine læber. Det føltes vammelt. Varmt. Levende. Dunkende. Bestemt ikke behageligt. Den hvide døds myte talte nu. Hun mente også, at hun skyldte ham et tak. Volontaire huskede godt, at han før havde mødt hende, og fortalt hende om skyggerne. Og hun var nu en del af dem. Men den hjerteløse mente nu ikke, at der var noget at takke for – men han valgte dog blot at nikke dybt, og ikke sige hende imod.

Langsomt trådte han nogle skridt bagud, for derefter at nikke igen til hende, dybt og respekterende, mens et maskulint og hæst brum forlod hans strube, som et tak og på gensyn, inden han vendte omkring, og nu bevægede sig op imod vulkanen. Han skulle møde sin herre. Vise ham, at det var dette, den hjerteløse hingst ønskede. Døds Myten ville han takke igen, når hans hjerte tilhørte Herren – og ikke ham selv. Han bar sig selv afsted i skridt, langsomt og sirligt, med hjertet i munden. For i stykker, det skulle det bestemt ikke gå!
Og langsomt kom han tættere og tættere på vulkanen, hvis aske gjorde det svært at skimte Volontaire, jo længere væk han kom, fra Døds Myten.

((OUT – Og TUSINE tak!!! ))