Post by Deleted on Apr 20, 2015 16:46:10 GMT 1
Tagg: Apeiron
Den lyse, flueskimle hoppe bevægede sig med en vis ynde og naivitet i hendes gang og holdning, der kraftigt afspejlede det indre væsen der gemte sig i hende. Aldrig voldelig og befandt sig helst i rolige og vante omgivelser, som hun kendte. Dog var hun på fremmed land og det ville tage hende lang tid at blive vant til at de nye omgivelser, dufte og heste. Før i tiden havde hun holdt sig til de stier og steder hun kendte. Hun tillod sig dog at drømme så vildt og bredt hun kunne, for selvom hun var usikker på hvor hun kunne gå og hvor jorden ville smuldre under, så var hun tiltrukket af spændingen og eventyrene og ønskede så inderligt at hun en dag ville have historier at fortælle, ligesom de der havde været udenfor flokkens områder havde haft. Alle fortællingerne om havet og bjergene havde ført hendes dagdrømme ud på et nyt plan, hvor hun vandrede i de tynde luft lag og på bunden af havet. Hun havde dog set det salte havvand nu og selvom dagen havde været grå så ville det langtfra være sikkert, at hun nogensinde ville bevæge si ned i det med intentioner om at svømme. Dethavde syntes tungt og giftigt..
Hvis Aurora nogensinde skulle prøve noget nyt og fremmed som at svømme måtte hun have en hjælpene sjæl ved siden, ellers ville hun frembringe de værste scenarioer i sit lille hoved og flygte med halen som en fane efter sig for aldrig at røre emnet igen. Ændringer skulle komme langsomt og i små mængder, så hun ikke blev overvældet og følte sig truet. Man skulle dog ikke undervurdere hendes bånd til andre, for ligeså meget som hun hadede pludselige store ændringer, ligeså stærke var de bånd hun knyttede til andre og de ville ikke kunne opløses lige med det samme uden at det ville gøre hende utroligt ondt eller vred. Hun vil gå langt for at bibeholde sine bånd med andre og holde tingene ved det gamle og hun har endnu at lære hvornår man skal give slip, indtil videre har hun en kommando der hedder 'hold fast'.
Hun bevægede sig gennem græsset på en lille eng, hun havde holdt sig tæt på havet, hvor hun mødte den brogede hingst. Vinden legede let med hendes man og hale, mens græsset let kildede mod hendes ben, dog var det en behagelig, velkendt følelse. Hvis hun lukkede øjnene og så bort fra de fremmede lugte ville hun næsten forvente at se skovbrynet fra hendes hjemland med hestene græssende mellem træerne. Dog var der fremmede lyde og lugte der indfiltrerede hendes system og ødelagde forstillingen. Hun vippede let med de lyde øre og satte frem i en blød, forsigtig trav, mens de gylden brune øjne opmærksomt observeret alt de mødte.
