Drengerøve og damejagt

Ivory betragtede lettere fascineret den røde, inden hun talte. Lupë. Aldrig hørt det navn før, men hvor skulle hun også have hørt det? Han boede jo i en helt anden verden, han havde helt sikkert hverken mødt Mitis eller Chrome, var sneungen sikker på.
”Mit navn er Ivory.”
Smilede hun op mod denne Lupë. Den lille så skuffet ud. Hvad var der dog med ham? Hvorfor opførte han sådan? Det var som om han var helt blandet sammen. Han så glad ud når han viste tænder og havde ørene ned ad nakken. Han kunne stadig ikke finde ud af hvilken relation de to heste havde til hinanden. Var de venner? Var de brødre? Det virkede usandsynligt, for måske var den lille bare mærkelig på grund af sær opdragelse, men så måtte den røde da også være på samme måde? Let undrende betragtede hun den lille med stole øjne, inden hun prøvede nappede ud efter ham, dog endnu med ørene fremme, og uden at vise de små tænder. Hun ville jo ikke bide ham rigtigt! Måske ønskede han bare at lege? Det var bare en lidt mærkelig måde at lege på, mente Ivory, men det var vel fint nok, så længe de ikke skadede hende. Mitis og Chrome ville blive så stolte af hende når hun kom hjem og fortale dem om alt dette!

Pisse fornærmet så hans bror ud, da en fnøs der også lød. Lupë kunne dig ikke tilbageholde et bredt og morsomligt smil. For selvom hans bror lige nu, et eller andet sted, gjorde ham en smule pinlig over sin opførsel, kunne han ikke afholde sig selv fra at finde det dybt morsomme i Belials opførsel - generelt.

Roligt vendte han opmærksomheden på hoppen, da han derpå nikkede galant og smidigt i nakken. Hilsende, og med et drenget og dybt imødekommende smil over den spraglede mule. Han så nu imod Belial, med et bredt smil, hvoraf hans blik sagde alt. Nu kan du i hvert fald godt præsenterer dig! Det fornøjede blik gnistrede livligt, mens han så på Belial, før det gik op for ham at den spraglede farvede hoppe Ivory nu forsøgte at bære sig ad på Belials plan.

Noget som helt sikkert ville blive noteret som værende godt hos hans skøre lille bror.

Let knejste han selv i nakken, før han kort så på Ivory og så Belial.

Belial var ikke lige frem særlig moden, men hvem skulle han egentlig også have lært det fra? Hans moder, næppe- faktisk var hans moder ikke så god til det med opdragelse, hun havde nogle regler- regler Belial havde misforstået en del. Skyggerne havde blot passet på ham og været der, de havde ikke gjort noget. Så havde der været den store hvide skygge hingst, som nok havde prøvet at opdrage på ham også, men atter noget Belial havde set som leg. Til sidst var der den røde, hans broder. Ak han havde jo gjort sit, forsøgt, men da han havde prøvet mest var han knap selv tær bag ørene. Man måtte give at Lupë stadig prøvede, men mest af alt prallede det af på Belial, der slet ikke forstod sig på den verden de andre levede i.

Til den unge hingsts store overraskelse forsøgte hoppen at nappe ud mod ham, og han lyste op! Hun ville godt hilse- måske var hendes hilsen lidt slatten i det, men den var godkendt. Belial kastede ivrigt med hoved og rejste sig en anelse på bagbene mens den endnu korte hale slog ivrigt bag ham.
Belial skævede op til sin broder, der havde haft DET blik. Han fnyste af ham, men rettede sig imod den plettede igen. Hans tunge følte klistede i hans mund. Han var ikke glad ved det der tale noget, og han havde selv ikke brugt det særlig meget. Det var mest Lupë der krævede det. Hans moder var jo faktisk ret lige glad.
Den spraglede mule blev åbnet, men i første om gang kom der ikke en lyd over hans læber. Han synes det var svært, men efter noget tid lykkes det ham at snappe et ord ud af den åbne mund.

"Belial."

Ordet var ikke særlig tydeligt talt, men det var da nok til det kunne forståes og høres. Med det samme lyden var sluppet fra hans mund, klappede han tænderne i og havde bestemt ikke tænkt sig at skulle sige mere nu! Han fnøs igen, mest af sin broder fordi han skulle forlange så meget af ham! Eller det mente Belial i hvert fald.

Den hvide blev glad så det ud til, og det fik et smil til at brede sig om Ivory’s læber. Og jo, nu sagde han også noget! Sneungen skulle lytte ekstra godt efter for at forstå hvad han sagde, men hun fandt da til sidst ud af det. Belial. Det måtte da være hans navn. Hun vidste ikke hvad det betød, men det lød da godt. Belial. Da han rejste sig på bagbenene forsøgte Ivory selvfølgelig med det samme at gøre det højere, men det lykkedes ikke helt. Hun var lige ved at få overbalance, men nåede at lande med alle fire hove i jorden, og et smørret grin om munden. Hun forstod dog ikke hvorfor han ikke sagde mere. Selv elskede hun at snakke. Hun elskede næsten alt. Men at snakke, lege og løbe var det bedste hun vidste! Og så selvfølgelig være sammen med Constance, men hende havde hun ikke set i lang tid. Hun var dog sikker på at hun nok skulle møde den roanrøde på et andet tidspunkt, måske når hun var ligeså stor som hende.
”Hvorfor siger du ikke så meget?”
Spurgte hun undrende, en smule ud af det blå, og sendte også et blik over mod Lupë. Hvis Belial ikke ville snakke, kunne det være at han ville. Hun smilede kort skævt til den røde hingst. Han var på en måde stor-lille. Stor og lille på samme tid. Mærkeligt. To yderst mærkelige hingste.

Den rødlige unge hingst så nu nærmest til fra side linjen, da Belial endelig fik sagt sit navn. 8i]Isen var brudt[/i] og hoppen havde nu også budt op til leg. Det brede drengede og glædesfyldte smil hvilede over hans spraglede mule, mens hans øjne gnistrede. Det kriblede næsten i ham, efter at lege, slås.

Det slog ham at han efterhånden blev sat i bås som en voksen - mere eller mindre - og uskyldig leg, som de to unge foran ham udgjorde sig i, blev kun noget mere og mere fjernt. Han næsten misundte den alder. Han kan huske han elskede den alder, lige mellem de et og to år.. og nu allerede, var han rundet de tre.

Foleren var dog forvirret, og ud af ingenting lød det spørgsmål som vi alle stiller i nærheden af Belial. Lupë så på foleren der så en smule spørgende ud. Skævende så han dernæst på Belial og slog en drillende latter op, det var lige det perfekte tidspunkt og drille hans bror med det.

"Ja, hvorfor gør du egentlig ikke det?"; det store drengede smil hvilede på hans mule, direkte provokerende og fornøjet over situationen.

Belial landede igen på benene, han var efterhånden blevet god til det med at holde balancen på bagbenene, men ofte når han legede med Lupë, som kun blev mere og mere vild, og mindede mere og mere om slåskamp- alvorlige slåskampe, stod han ikke ret ofte på alle fire.

Pludselig virkede det som de to råttede sig sammen imod ham. Belial lagde ørene ned i nakken. Han følte sig utilpas, for de tvang ham jo næsten til at skulle tale. Lupë fik sendt et blik, hvis øjne kunne dræbe, havde Lupë allerede været død ti gange! Misfornøjet valgte han trods alt at besvare dem:

"Det. Er. Mærkeligt. Jeg. Kan. Ikke. li'. Det."

Belial bed hvert ord over, han faldt det svært at tage, og han brød sig ærlig talt heller ikke om det. Det var noget mærkeligt noget for ham. Ikke at han havde noget imod at lytte til andre tale, men i lang tid havde han kun hørt stemmer i hans hoved, det var først da han mødte Lupë tale, at han faktisk fik genskab til at det kunne lade sig gøre- og fra det til han selv begyndte på få ord, var han allerede plag. Nu talte han kun når det var yderst nødvendigt- altså når Lupë f.eks. tvang ham til at være nød til at svare.
Han talte med gru og væmmelse i stemmen da han havde sagt hvert ord han havde at sige- så snart det sidste ord var ude klappede han tanderne sammen og munden var igen lukket med syv segl.

Ivory lo legende af Belial da han snakkede. Han var ikke så god til det, det var i hvert fald helt sikkert. Han holdt en pause mellem hvert ord. Nu skulle hun nok lade være med at plage ham mere med det når han ikke have lyst. Han var i hvert fald ikke stum, det vidste hun nu. Hun puffede let til ham med mulen, men uden at prøve at bide ham ligesom han havde gjort.
”Okay. Så skal jeg nok lade være med at få dig til at tale mere.”
Lo hun af ham, og rejste sig få centimeter på bagbenene, ikke et stejl, mere bare et lille hop. Hun kunne godt lide de to hingste, selvom de var meget mærkelige, ingen tvivl om det. Men hun kunne godt lide at snakke med dem, selvom hun stadig ikke rigtig vidste hvor hun var. Det var også irrelevant når hun havde det så sjovt som hun havde lige nu. Hun var meget socialt anlagt, noget det ikke så ud til at Belial var. Eller, han var i hvert fald ikke snakkesalig, det turde siges. Alligevel syntes hun at han var meget sød. Det var allerede glemt at han havde prøvet at bide hende, Ivory var bestemt ikke en der bar nag. Ikke endnu, i hvert fald.

De var vel i og for sig, Ivory og Lupë, stille mens Belial havde talt. Den rødlige hingst bed sig godt mærke i hoppens latter, mens han selv gnæggede for at tilbageholde sin... Men da først Ivorys stemme lød kort efter Belials ord, kunne Lupë ikke længere tilbage holde sin latter. Drenget og fuld af glæde lød den, selvom den for Belials ører nok mest af alt ville have lydt nærmere hånlig end fornøjet.

"Talefri zone, tak!"; fortsatte Lupë med den charmerende stemme, i sin latter. tydeligt drillende af Belial; før han lod det stilne lidt af med de to så ud til at fortsætte en vis leg. En leg han allerhelst bare gerne ville hoppe med ind i.

Belial vippede ørene helt ned i nakken, jovist sagde den plettede hun ville lade ham slippe- men hun var begyndt at grine. Han havde godt hørt Lupë grine før, og han havde da også selv gjort noget der kunne minde om, men ikke nok med hoppen begyndte, så gjorde Lupë også.
Hvad skulle det til for? Det var altså dem der var sære, den ene mere end den anden, ikke ham! Han så på dem begge, med stor utalpashed i de brune øjne. Lupës drillende stemme gjorde det ikke bestemt bedre, og den unge hingst flyttede sig lidt rundt, så han stod front med rødes side, før han rejste sig på bagbenene og hamrede forhovene ind i maven på ham. Belial førsøgte at ligge alt vægt i hans forpart i et forsøg på at skubbe hans bror om kuld. For at være sikker han ikke bare flyttede sig snappede den unge hingst fast i hans manke og så stod han der og forsøgte at møfle sin bror, der endnu var langt større og han overlegen.
På grund af de ofte vilde lege, havde Belial da i en hurtig alder udviklet muskler, og han havde også langt støre muskler end de fleste på hans alder.

Et uskyldigt smil lå om den plettedes læber, da den lille Belial sprang fremad mod sin bror og tydeligvis forsøgte at vælte ham omkuld. Det så en smule voldsomt, men hun tvivlede nu stærkt på at han kunne ligge den langt større hingst omkuld. Men sneungen selv ville nok ikke være et ret stort problem for hingsten, der både så ud til at være en måned eller to ældre end hende, men også havde langt flere muskler end hende. Hun havde ingen at lege slåskamp med, og hendes muskler var bestemt ikke fremtrædende på den slanke krop, der endnu var præget af at være lidt for tynd og lidt for langbenet. Stille betragtede Ivory blot de to hingste, med et bredt smil om læberne. Ikke fordi det var sjovt, men fordi hun var så glad, og havde det så godt i dette selskab. Hun rejste sig højt på bagbenene, og fægtede med de tynde forben i luften. Det var så sjovt at stejle, mente hun, for så kunne hun blive ligeså høj som hendes fader, og det var meget højt mente hun.

Stemningen ar på den rødlige stadig morsom, alt imens ha syntes kun at kunne tolke det samme fra den stadig ny mødte Ivory. Dog fandt Belial vist ikke dette nær så sjovt, som de to andre. Mer elle indre en mavepuster følte han i siden, da Belial jog sine forhove ind i sien på ham. Et kor halvkvalt fnys lød som følger af hans mavepuster og ørerne røg derpå dybt i nakken.

Det så måske voldsomt ud or hoppen, men det var ren le - i hvert fald stadig var Lupës side. Han mærkede den knibende og hivende følelse i manen, mens han kunne have svoret på at Belial allerede havde trukket en god tot ud af hans man.

"Jeg skal gi' dig skal jeg!"; mumlede den charmerende stemme, inden han hurtigt trådte sidelæns, væk fra sin bror, i håb om at han ville dumpe ned. Ivrigt slyngede og kastede han selv hovedet op og ned vildt for at så ham af.

Belial havde ikke så stor opmærksomhed på hoppen, men hun skulle da bestemt ikke tro han havde glemt hende- hun kunne også få en tur. Det mente den unge hingst i hvert fald, der var gået i krig med at hærge sin bror. Han havde stået nærmest og der ved gik det altså ud over ham først, selvom han havde haft større held med at klare den plettede unge dame.

Da den røde trak sig sidelæns, blev Belial trukket ud, så han så frygtelig lang ud i kroppen, men endnu havde han ikke sluppet, eller faldet ned. Den unge hingst var efter håndet en garvet mester i denne leg! Eller ikke helt, han var jo trods alt ikke uovervindelig og da den røde begyndte at kaste sit hoved op og ned i vilde bevægelser, kunne Belial ikke blive ved- han holdt rytmen lidt tid og blev slynget med op og ned, før han mistede blancen og hans ben forsvandt under ham. Med et højtlydt bump blev den unge hingst kastet i jorden. Belial var dog ikke lang tid om at for sans og samling og var på benene igen. Han nyste protesterende og kastede de lange hvide ben i Lupës retning imens tænderne var blottet- voldsomt så det ud, og fra fremmede side kunne det ligne en seriøs kamp- men det var blot leg.

Ivory stod blot med et smil om læben og betragtede de kæmpende brødre, men hun skulle ikke nyde noget af at blive en del af en sådan slåskamp – det ville hun nok ikke være så god til, og det så ud til at de begge gik til den med hove og tænder. Den røde var tydeligt stærkere end den hvide, og egentlig forstod sneungen ikke hvorfor Belial overhovedet forsøgte. Det var nok mere en principsag, tænkte hun. Han kunne da umuligt tro at han på nogen måde kunne være stærkere end hans broder, kunne han? Han var både mindre og yngre, så hans odds var ikke store, i hvert fald ikke i den plettedes øjne. Det kunne godt være at han så selv troede at han var stor og stærk, men det syntes hun nu ikke. Og så var det fastslået.

//Kort besked herfra, men Ivory står bare og ser lidt på xD

Selvom det var helt igennem uhøfligt, glemte den rødlige hingst pludselig lidt deres selskab Ivory. Han havde gjort sit, brugt sine kneb - og selvom at Belial var blevet rimelig god til denne leg, så endte det alligevel med et stunt. Bumbet lød i jorden under den hvide plag, efterfulgt af at frydende hingstet hvin fra Lupës side.

Hans to forskelligt farvede øjne grintede kådt, før han dansede kort trippende på stedet, næsten sejrende. Han nåede lige at kaste et blik imod hoppen foran dem, med et drenget, charmerende og skøvt smil over den spraglede mule, før han så Belial ud af øjenkrogen.

Han havde rejst sig, og overlegen - som hans størrelse nu var - rejste Lupë sig nu i fuldt størrelse, markerende. Selv lagde han ørerne hårdt i nakken og blottede tænderne, mens han dog forholdte sine forben lettere i ro, selvom det kriblede i ham efter at ville fægte vildt med dem.

Belial slog ud med benene efter sin broder og tænderne huggede han så mænd også ud efter ham. Den unge hingst tog denne leg dyb seriøs. Det var sjovt, men den røde skulle altså ikke tro han fik ham så nemt. Nej Belial var noget mere hårdfør end det! Der skulle mere til at vælte ham- ikke fysisk, det havde Lupë jo klaret fint- men i talemåden.

Det var uhøfligt at ignorer denne plettede Ivory, men mange gange kunne man sige desværre, kendte Belial ikke til høfligheder. I hvert fald ikke dem alle andre kendte til. Han havde dog ikke glemt hende, hun havde jo også grimt af ham! Måske var han mere overbærende med hende, fordi hun var mere sær en Lupë- og det synes den unge hingst bestemt ikke sagde så lidt. For Lupë var jo nogen gange rablende vanvittig!