Drengerøve og damejagt

Selvom Ivory egentlig godt vidste at hun ikke havde nogen somhelst chance overfor de to hingste, så kunne hun ikke lide at stå her ved sidelinjen og betragte dem banke hinanden. Det var jo ikke sjovt for hende! Hun gad ikke bare stå og kukkelure. Men hun vidste ikke om hendes mor ville blive glad hvis hun kom til skade, og lige nu lignede de bare en stor klump af skiftevis rødt og hvidt hår, og hove der fløj i alle retninger, imellem tilbagelagte ører og blottede tænder. Hun ville ikke engang kunne få et enkelt nap ind. Disse heste var sære, men måske var det bare noget unge hingste gjorde. Havde en slåskamp? Hun havde aldrig set eller hørt om hvordan de foregik, for hendes mor gik ikke ind for den slags, og hun havde aldrig set sin far kæmpe mod en anden hingst. Der var ikke nogen der prøvede at tage Mitis fra ham, og det var Ivory glad for. Tænk hvis hun skulle have sin mor, uden Chrome! Så ville de jo slet ikke være den familie de efterhånden var blevet, og som de alle tre havde lært at holde af.

Til trods for den rødlige hingsts størrelse og fuldt rejste stejlende holdning, så skræmte dette så ment ikke Belial. Tvært imod. De små skarpe tænder ramte nu plet og rent ind på Lupës overben, og et hårdt og direkte vredt fnys lød så. Hårdt lød stødet da han lod sig dumpe ned fra denne stejlende stilling, og denne gang var det ikke for sjov mere. Hårdt lå hans ører nu i nakken, før et højt fnys, efterfulgt af et markerende hvæs lød imod Belial.

Lupë spændte nu i alle muskler, og sænkede direkte faretruende hovedet så nakken knejste i en hingstet bue. Hårdt lød smældende fra hans hale, mens han blik nu blev mere alvorligt, før han skævede ned på sit overben på forbenet, hvor en flænge blødte. Legen var slut, og forstod Belial ikke det, skulle han nok få det ad vide!

Nu begyndte det jo for alvor rigtigt! Det så i hvert fald sådan ud på Lupë. Høj han så vred ud. Godt! Belial vippede ivrigt med den korte hale mens han ventede på sin brors næste akt. Han skævede for et kort øjeblik over på den plettede. Han var egentlig begyndt at undre sig over hun ikke deltog. Hun havde vel lige så stor chance som han selv og den røde havde.

Belial slikkede sig lidt på mulen. ADR! Den smag, den var ubehagelig. Han skævede til den røde boble der kom frem fra stedet han havde bidt sin broder. Han havde aldrig fået bidt hul før. Og han brød sig da bestemt ikke om smagen. Belial rystede på hoved med tungen ude af munden for at få smagen til at gå væk. Han gumlede og smaskede, men den jernsmagen agtige synes ikke helt at ville forlade hans tunge. Han så undrede på sin broder. Stadig med tungen ude af munden.

Ivory betragtede stadig blot de kæmpende brødre, men det var som om deres i starten ganske ufarlige slåskamp pludselig havde udviklet sig til noget lidt mere vildt. Bekymret så hun til, og nu så det også ud til at de ældre Lupë sagde stop. Det var også på tide, efter den prikkedes mening, for nu stod Belial og spyttede og spyttede, som havde han fået en dårlig smag i munden. Og ganske rigtigt havde han fået bidt hul på sin broders hud. Lupë så bestemt ikke tilfreds ud, og stod vredt og stampede. Ivory trissede hurtigt hen imod de to, med et bekymret udtryk i de ravgyldne øjne. I denne stund mindede hun nok mest om sin moder, med det samme udtryk i øjnene som hendes moder altid havde når Ivory havde forvildet sig ud i noget hun nok ikke skulle have gjort.
”Er du okay?”
Spurgte hun lettere bekymret den røde hingst, selvom det ikke så ud til at det var nogen slemme skrammer han havde påtaget sig af broderens bid.