En ny veninde | Nymphadora

Det var midt på dagen, men alligevel lå den halvstore grå plag i det friske forårsgræs og slangede sig endnu. Fuglede sang over hovedet på ham, og både luft og jord summede af liv fra insekter og andet småkravl. Solen strålede fra en blå himmel pyntet med vattede skyer. I horisonten trak et par mørkegrå skyer op til regn, men de var endnu langt væk.
Den unge hingst glippede let med øjnene, da han slog dem op efter endnu en lille doven lur. Solen var skarp og selvom den lunede hans krop, synes han nu også at den kunne være lidt besværlig til tider. Med et suk rettede han sig op og lå nu halvt på siden i det grønne græs. De slanke ører vippede langsomt rundt og den endnu sorte man strittede til alle sider, og bevidnede om hans meget lidt aktive morgen. Han smaskede let og brummede i retning af hans mor, der græssede lidt længere væk, under et af de store træer, der nu for alvor var begyndt at springe ud.

Den unge Nymphadora, en sort plag med særlige grålige ben, havde sneget sig rundt i flokkens område hele morgnen og ledt efter nye udfordringer. Hun havde set mange fra flokken, men hun havde fundet en sær interesse i en grålig plag, som lå i nærheden af den sorte Leonora, som havde et lille lyst føl også. Hun havde aldrig rigtig set denne grålige hingsteplag, der lå som en anden konge i solen og nød livet, og fristelsen for at undersøge sagen nærmere, havde været så stor, at den havde revet den lille hoppe væk fra sin søgen. Hun havde sneget sig om bag en større busk, som var et par meter fra den grå hingst, på den side af ham der var længst væk fra den sorte Leonora. Nok havde Nymfen et fint forhold til den sorte, men hun vidste hun var lidt.. sær. Så det var måske ikke den bedste idé at snige sig forbi hende. Hun beskuede nu den grå plag bagfra buskens grønne grene, og hun ventede blot på det rette tidspunkt til at angribe ham. Han skulle bare liiiige vågne først, for nok var Nymfen ikke en blid engel, men man sprang aldrig på en, som ikke var forberedt. Det havde hun lært af sin mor.

En sidste gang glippede han søvndrukkent med øjnene, inden han langsomt rejse sig op på forbenene og så skubbede bagbenene ind under sig for at komme helt op at stå. Han svang langsomt den nu ganske lange hale bag sig. Både man og hale var vokset på det seneste, men nok mest halen. Manen var stadig underlig både lang og kort, og hang og slaskede. Han drejede rundt og skuede ud over det omliggende område, endnu fuldstændig uvidende om at han blev iagttaget. Han sænkede hovedet og tog et par mundfulde af det nye græs, der nu var blevet hans største kilde til føde, efter hans mor måtte tage sig af hans plejesøster. Og jah, også på grund af hans alder.

Afventende stod hun, næsten som et rovdyr, der gjorde klar til at springe på det bytte det havde sneget sig ind på. Hovedet var lavt, de blå øjne fikseret på den grålige hingsteplag, der nu gjorde tegn til at rejse sig. Hun skulle lige til at springe frem, men noget fik hende til at vente; kald det en følelse, men den i det den grålige hingsteplag rejste sig, skævede den sorte bag sig. Nymfen ville ikke opdages før tid, og derfor stoppede hun sin bevægelse, som hun halvt havde sat i gang. Hun brugte derfor et øjeblik på at iagttage den grå plag, da han var oppe. Hans man og hale, hans krop der var i voksealder, ligesom hendes, og derfor ikke så særligt harmonisk ud. Hun forstod ikke rigtig hans farve, for det så ud som om han var ved at skifte fra den ene farve til en anden farve. Mærkeligt.
Da først plagen havde betragtet sine omgivelser og gav sig til at græsse, så hun sit snit. Hun sprang derfor pludseligt igennem busken og tordnede direkte ind i siden på hingsteplagen, med alt den kræft hendes spinkle krop kunne mønstre.

Som han stod der og gumlede på sit græs, faldt hans tanker igen på hans mor og hans... ja, søster. I starten havde det været lidt underligt at hun pludselig var der. Han havde faktisk ikke tilbragt meget tid med Daphne, udover hvad der var nødvendigt. Det var nu ikke fordi han ville være uhøflig eller ikke var en venlig sjæl - han var bare midt i sin vokseperiode og opførte sig til tider temmelig rebelsk. Selvom han elskede sin mor, så var der noget i ham der fik ham til at trodse hende på de mest mærkelige måder, og selvom han egentlig ikke mente noget med det, så følte han sig en lille bitte smule tilside da Daphne pludselig kom til. Hun havde krævet en masse pleje, hvilket han godt forstod. Det lille pus kunne jo knap nå ham til skulderen. Han smilede let ved tanken. Nu havde han ikke noget imod hende, men det var ligesom blevet svært at snakke med hende. Tiden var gået og nu var deres forhold udvasket. Det måtte han gøre noget ved.

Men han nåede ikke langt. Han nåede lige akkurat at opfatte en raslen og lyden af hovslag, før noget mørkt tumlede ind i ham med en bump. Sammen trimlede de to om i græsset - ham med et halvkvalt, forskrækket hvin. Hvad i alverden? Han kom hurtigt på benene igen, og uden at tænke over det bøjede han hovedet og stangede den sorte hoppeplag, der var braget ind i ham på det groveste. Heldigvis var hans horn ikke andet en en rund stump endnu, men havde han været ældre havde det været en helt anden sag. En sag han endnu ikke selv var klar over kunne blive alvorlig. Han trak surt ned i mundvigene, men kunne ikke skjule det friske glimt i de blå øjne. Glæden i hans indre var meget, meget svær at slukke.

Sammenstødet gik som planlagt. Hun fik braget ind i hans side, og overraskelsen som hun havde til fordel, var nok til at de begge tumlede om i græsset. Selv landede Nymfen med et hult bump og et anstrengt prust, der snart blev afløst af en kortvarig latter. For lige som de var kommet ned, og den lidt større plag havde fundet ud af hvad der var op og ned igen, nærmest stangede han hende lige i maven. Luften røg ud af hendes lunger med et anstrengt host, som blev til små halvkvalte prust, inden hun fik vejret igen. Hun tiltede helt ned på siden, imens hun 'kom til sig selv' efter denne mavepuster; hvorefter hun forsøgte at give igen ved at sparke ud efter hingsteplagen, som stadig lå meget tæt på hende. Dog var der intet ondt at spore i den unge hoppe, og selvom mavepusteren havde været lettere ubehagelig, begyndte hun nu at grine med en udfordrende og piget tone; der skulle meget mere til, før hun synes legen blev for meget, så han kunne bare komme an. Og til hendes glæde så det ud til, da først hun kom op på siden igen, at den grålige plag ligesom hende, var en sjæl der satte pris på leg.
Alt imens de to var stødt sammen, havde den sorte Leonora holdt øje, men heldigvis havde hun genkendt Nymfen og 'godkendt' legen, og havde herefter vendt blikket imod den lyse lille dims i stedet.

Den grå hingsteplag slog let med hovedet, som for at sige ja, det er hvad man får ud af at slå mig til jorden - man bliver selv klasket ned! Et skævt, drillende grin var dog tydeligt at se på hans mule, og allerede nu var det let at se at han ville blive lidt af en charmør som voksen. De klare øjne lyste varmt imod hoppeplagen, og lod hende ikke være i tvivl om at han var med på legen. Han trippede let på de lange, uharmoniske ben og svang ivrigt halen bag sig. Han ænsede hverken mor eller søster, for han havde fundet en meget sjovere legekammerat
Mon ikke hun skulle se at komme på benene, før legen tog rigtig fat? Knap havde han tænkt det, før hendes ene ben kom fejende hen over jorden og ramte ham på koden. Han fnøs, en anelse overrumplet, men ikke nær så overrasket som første gang hun overfaldt ham. Nånå, så hun var sådan en lumsk lille en? Han lo, en let og fri latter, der plejede at smitte de fleste. Derpå hoppede han, en smule klodset, over hende for at slippe for de sparkende ben dér. Han skulle ikke nyde mere af dem.

Imens hun havde været nede og ligge på siden, og inden hun fik sat sit eget spark igang, var den lidt ældre plag kommet på sine ben og ret så elegant spankulerede han omkring hende; lige indtil hun fik ramt ham på koden. Hun udnyttede den bevægelse hun havde sat igang med sine bagben, til at svinge kroppen opad, og da hendes bagben var foldet ind under hendes mave, skubbede hun fra med dem og nærmest sprang op, lige efter han var hoppet hen over hende. Hendes blik veg ikke fra ham et øjeblik, og nærmest iltert var det låst fast på den større grå plag, hvis krop lige havde passeret hen over hendes. Hun slog med hovedet, da først hun var oppe og havde fronten imod ham, inden hun hoppede frem imod ham igen, for at nappe ud efter hans hals, hvorpå den let krusede mørke man sad ned over hans hals.

På afstand havde det nok set ud som deres små hop havde været nøje tilrettelagt og omhyggeligt udført, men faktisk var det bare held at han ikke sprang over hende i samme sekund hun rejste sig, for det ville have været et kønt syn. I stedet landede han bag hende, og da han vendte sig så han hvordan hun kom på benene med et kraftigt afsæt fra jorden.
Deres øjne mødtes og han så den iltre gnist der ulmede i hendes blik. Han stoppede op et øjeblik, fascineret af denne fremmede hoppe. Hvor var hun kommet fra? Hvad ville hun? Hvad var det, det i hendes blik der var så anderledes?

Sekundet efter sprang hun imod ham igen. Et lumsk glimt lynede i hans øjne, inden han drilsk svang sig letbenet til siden for at undgå hendes nap. Han krummede legesygt ryggen og sparkede bagud i et rejehop, for så at vende brat rundt. Han knejsede med nakken og slog med hovedet og svang en smule med det ene forben imod hende. Hvis hun ville slås, så kunne han bare komme!

Selvom Nymfen endnu var ung, og derfor langt fra havde erfaring nok indenfor livet og dets mysterier, så opdagede hun lige inden hun ramte ind i den større, grålige plag, at hans blik blev ændret fra drillende til lumsk. Hun holdt dog ikke igen med sit lille 'angreb', men måtte se sig slået da hingsteplagen sprang til siden, undgik hende og sparkede legesygt bagud. Hun nåede ikke tidsnok at vende røven til selv, så hun blev snittet af et par hove lige over det ene lår, hvorefter hun reagerede ved at sparke ud selv. Hun var en lille dame, men sloges gerne som en hingst, hvis hun fik lov - og det lod ikke til at plagen her ville stoppe hende! Hun hylede hoppet op, inden hun vendte fronten imod ham, for at springe direkte imod hans front igen. Hun havde det bedst med konstant bevægelse under leg; også de lege der mindede mere om kampe, for hun havde haft størst effekt af den konstante bevægelse; for dem hun havde sloges mod var enten blevet trætte eller for langsomme og så havde hun 'vundet' legen. Ham her var dog ældre, så det var langt fra sikkert hun kunne vende legen til hendes fordel; men så måtte hun vel bare nyde selve spillet i stedet for at sigte efter at vinde?

Endnu engang virrede han med hovedet i et voldsomt ryk. En dyb, hingstet brummen rullede fra hans strube som svar på hendes hoppede hvin. Snart efter fulgte dog et mindst lige så lyst hvin, og selvom det ikke var så hoppet var det lyst nok til at kunne ligne en efterligning af hende. Igen glimtede det der drilske skær i hans dybblå øjne. Hun sprang frem imod ham, og uden at tænke satte han baghovene dybt i græsset for også at springe frem imod hende. De ville uden tvivl tørne sammen, medmindre en af dem kom på bedre tanker og styrede til siden. Men det havde han nu ikke i sinde.

En lille smule tirrende var det, da plagen hylede i en efterlignende tone, kort efter hendes havde lydt. Hun lagde sine ører trodsigt, lige før hingsten selv sprang frem imod hende, men hans bagben fik ham til at springe mere op ad bakke, end hun selv gjorde. Hun fandt derfor øjeblikkeligt ud af, at hun ville blive pløjet ned, hvis ikke hun veg for ham, men hun var alt for stædig til at vige; så ville hun hellere tage slag. Derfor ramte hans bringe ind i hendes hals, højere end hendes egen bringe, og hans fart fik skubbet hende mere bagud og ned, end hun lige havde regnet med. Med andre ord skvattede hun ned på jorden igen, hvor hun havde været da hun havde overfaldet ham ved starten af dette sære møde, som foregik imellem de to sjæle i øjeblikket.

Han var udmærket klar over hans noget provokerende efterligning, men det gjorde kun hans smil bredere at se hvordan det påvirkede hende. Forbavset mærkede han hvordan denne legende slåskamp, den tirrende efterligning - ja, det hele - passede ham rigtig godt. Det vækkede noget dybt i ham, og det kunne ikke længere slukkes. En lille ild var tændt i hans øjne, og den blussede op i det sekund de tørnede sammen. Han ramte hende hårdt, hårdere end han måske havde tænkt sig, for den unge plag var endnu langt fra at kende sin egen styrke. Men den lille hoppe sagde ikke en lyd, han væltede blot bagover og trimlede på halen om i græsset igen.
Han rankede sig stolt som en anden sejrsherre og fnøs højlydt. Alligevel gik der ikke mere end et øjeblik før han fik dårlig samvittighed, og de små slanke ører blev tippet frem imod hende og han brummede opmuntrende til hende. De klare blå øjne studerede hende nøje for at se om han var kommet til skade. Han ønskede ikke at skade hende, for så kunne legen jo ikke fortsætte!

Hun ramte jorden med et hult dunk - igen. Det var som om det var sket for mange gange på kort tid, og hans sejrende aura, som hun fik øje på i det hun hev hovedet op fra græsset, fik hende kort til at blive fornærmet. Hun vendte sine ører og fnøs en anelse irritabelt, lige inden hun hørte hans opmuntrende brummen. Hun studsede kort og skævede til ham, men valgte at lukke sine øjne og stikke næsen i sky i modsatte retning. Hun skulle da i hvert fald ikke have en opmuntring fra en ældre, næh nej! I bedst som hun lå der, med en kostbar aura, kom hun pludselig i tanke om det røde føl hun selv havde leget med. Hun havde sagt de samme lyde til ham, opmuntret ham, og der havde det været okay. Måske var det bare okay når de lidt ældre opmuntrede de mindre? Hun drejede derfor hovedet imod ham igen med et vurderende blik. Hun skimmede kort hans krop igennem, inden hun med et lille, iltert nik fik sat en bevægelse i gang, som fik hende op på sine ben igen. Hun brummede så tilbage til plagen, med en tone af 'okay, du er god nok' inden hun nappede ud efter hans pandelok, som af og til dækkede den underlige blålige dut han havde i panden, som han først havde givet hende en mavepuster med.

Han rynkede svagt på mulen, da hun valgte blankt at afvise hans venlighed. Med en undrende brummen vippede han lidt med ørerne i håb om at hun ville ombestemme sig, og kort tid gik der da også kun før det lod til at tanke slog ned i hende. Og den tanke fik hende til at vende sig imod ham igen. Og selvom hun ikke ligefrem smilede eller noget, så fik han dog et let nik, der fortalte ham at han var godkendt. Og det var mere end nok for ham.
Selv kunne han ikke holde et smil tilbage - det kunne han sjældent. Det var der ligesom altid, om så det blot var et lille, skævt træk i den ene mundvig eller et bredt smil der også fik hans øjne til at smile. Han skulle lige til at fortsætte sin legende dans omkring hende, men da hun rejste sig var hun med det samme helt foran ham, og nappede til hans pandelok. Han skævede til hende og med en lille smil sænkede han hovedet en smule så hun bedre kunne nå. Hornet havde en ganske unaturlig farve, det vidste han godt. Han havde efterhånden lagt mærke til, at det nok ikke var helt normalt at have et horn i panden, og han tillod derfor gerne folk at kigge nærmere. Om end de så brød sig om det eller ej.