En ny veninde | Nymphadora

Da den unge Nymphadora var kommet op, og havde nappet imod ham, reagerede hingsteplagen meget anderledes end hun havde regnet med. I stedet for øjeblikkeligt at nappe igen, køre legen videre med det samme, prøve at hive hende på jorden igen, skubbe eller andet, sænkede han sit hoved og lod hende komme til. Med næsten dragende nysgerrighed flyttede hun derfor omhyggeligt hans pandelok fra det blå horn, som hun aldrig havde set mage til før, og med næsten ærefrygt i hendes bevægelser gav sig til at røre det. Meget små dut, ligesom et føl der for første gang skal røre ved sin mor, og ikke kan styre de voldsomme slag med hovedet, var hun da hun skulle røre ved ham. Små fnys kom endda fra hende, imens hendes øjne nærmest slugte farverne på det blå horn. Hun havde kun set farverne ét sted før, nemlig på den sorte hoppe, som havde lagt lidt afstand til de to, for at den lyse dims kunne sove i fred; men hun undrede sig stadig over at han havde det i panden. For det havde hans mor jo ikke. Hun trak efter flere minutters grundig undersøgelse hovedet til sig igen, inden hun faktisk smaskede lidt på overgivende vis, som føllene gør det i starten. Hvorfor hun pludselig valgte at underkaste sig, var egentlig lidt et mysterium, men det lå nok i hendes alligevel naturlige skepsis for det overnaturlige.

Normalt ville han bestemt ikke have bremset legens gang, men noget sagde ham - og havde altid sagt ham - at det var bedst at stille folks nysgerrighed så snart de viste tegn på at undre sig. Han havde endnu ikke mødt nogen selv, men han vidste at ustillet nysgerrighed kan vendes til frygt for at ukendte, det man ikke fik lov til at studere nærmere. Og var der noget han ikke ville, så var det at blive frygtet. Han brummede svagt imod hende alt imens han smilede kækt. Han nød hendes små berøringer, omend de næsten kun tilfaldt hans temmelig følelsesløse lille horn. Han stod musestille og lod hende både fnyse og dutte.

Pludselig veg den sorte hoppe med de spættede ben en smule tilbage og sænkede hovedet. Hun smaskede underkastende for ham, selvom det ikke var længe. Han vippede undrende med ørerne og betragtede hende kort med helt og aldeles uforstående øjne. Han småbrummede i en lys tone til hende, og rakte mulen frem for at puffe blidt til hende. Nej, hvad var det dog hun lavede? Hun skulle da ikke underkaste sig på den måde!
Med et nappede han hende på kinden og udstødte et krigerisk, udfordrende hyl. Kampen var ikke slut endnu, ikke hvis det stod til ham! Han rejste sig kort på de endnu klodsede bagben, inden han lod sig falde til siden for at galoppere ud til højre. Han fløj rundt i en halvcirkel omkring hende, parat til at løbe, spring, bukke, nappe eller slås. De blå øjne slog nærmest gnister af glæde.

De smaskende bevægelser med mulen udløste et par små nys, inden den sorte hoppeplag stoppede. Hendes handling, som hun ikke selv havde tænkt over, men som hun nok kunne finde en forklaring på, hvis hun gravede dybt nok i sine tanker, havde tydeligt vagt noget i den gråskimlede plag, der snart efter brummede til hende og puffede imod hende; noget mere blidt end før. Igen reagerede den unge Nymphadora ved først at agere fornærmet og nærmest flyttede mulen; hun havde af en eller anden grund svært ved at modtage omsorg fra denne større plag som hun havde udset sig som sin legemakker - men ligesom hun faktisk besluttede sig for at godtage hans puf og puffe igen, blev hun ramt af et pludseligt krigerisk nap. Hun nærmest skreg op på ny, med en overrasket, fornærmet; men mest af alt kampklar tone, inden hun drejede sin spinkle krop rundt om sig selv for at holde fronten imod ham, da han sprang ud på en volte omkring hende. Hun rejste sig let på bagben, inden hun hoppede frem i nogle overdrevne buk, der bar hende ud på hans 'bane' omkring hende, hvorefter hun satte frem i pludselig, eksplosiv galop på vej væk fra ham. Ny taktik - fangeleg. Hun kaldte omgående på ham, for at få ham med på denne idé, inden hun lagde sine tanker på hendes løb; og så satte hun ellers bare farten op og op og op.

Måske var han lidt for hurtig på aftrækkeren. Når han blev klogere og ældre ville han måske have givet hende mere tid til at acceptere at omsorg var i orden. Men han var ung og legesyg, og forstod ikke meget andet end leg og slåskampe og at bringe sig selv til tops - og så af og til at følge dit hjerte af guld der bankede derinde. Han kunne ganske enkelt ikke holde ud at se andre være triste eller underdanige, specielt ikke hvis det var hans skyld. Okay. Måske godt lidt det sidste, men det var kun fordi han var den store, stærke hingst han var. Han fortjente vel lidt underdanighed, nå!

Og tjuhej, nu gik legen igen! Han ænsede knap hendes fornærmede udtryk, for nu koncentrerede han sig igen om legens dans. Han nåede kun en halv cirkel omkring den lidt yngre hoppe, før hun kastede sig ud i nogle voldsomme buk imod ham. Han veg et skridt tilbage for at undgå hendes fægtende korpus, men det viste sig at være helt unødvendigt, for knap var hun nået hen til ham før hun stak i modsat retning. Hun hylede kaldende på ham, og han var ikke sen til at optage forfølgelsen. Fangeleg var han med på! Deres små hove afgav ikke meget lyd som de begge satte farten op hen over græsset. Han optog en skarp forfølgelse af hende, og med sine lidt længere ben halede han langsomt ind på hende. Men løbe det kunne hun nu, det måtte han give hende. Alt han så var hendes sorte bagparti med den viftende hale. Han hvinede muntert op til hende og lagde flere kræfter bag sine galopspring.

Tillykke, du har fundet det røde julehjerte!

Hun var kun lige kommet godt af sted, inden den gråskimlede plag satte efter hende. Han var hurtig til at optage forfølgelsen og den sorte Nymfe kunne mærke, hvordan hendes adrenalinniveau steg omgående! Det at blive jaget var noget af det sjoveste hun kendte til, for hele kroppen føltes ekstra levende; og selvom hun vidste at hun ikke var i farer, var det spændende ved næsten at være i fare noget af det fedeste hun kendte til. Hun hylede op da plagen nærmede sig hende, takket være hans længere ben, havde han en fordel. Han kunne bruge mindre energi på længere skridt, mens hun skulle tage flere for at holde tempoet oppe. I det hun kastede sig yderligere frem, øgede sit tempo, var det som om et minde spillede sig for hendes indre.

Den gråskimlede hingst, som var højere end hendes moder, løb om kap med både Nymfen og Ava. Ava, som nok var den hurtigste hest Nymfen kendte løb side om side med den grå hingst på det sidste stykke hen til målstregen, imens Nymfen forgæves forsøgte at hale ind. Hun havde dog intet imod ikke at kunne følge med, for hun nød bare det at strække ud, at forsøge. Da hun endelig nåede de to store blev hun hilst med smil og opmuntrende lyde

Pludseligt slog Nymfen voldsomt med hovedet, efter hun havde fået fokus tilbage på nutiden. Der var stadig ting omkring den episode hun ikke helt forstod - mest af alt den skimlede hingst - men også det faktum, at hendes mor havde været så glad med ham, når hun ikke havde været det med far. Hun skævede kort bagud efter plagen, som stadig var lige i røven på hende, inden hun atter forsøgte at sætte farten op! Men det lod ikke til, at hun kunne vinde denne lille leg; for han var hurtig!

Græsset blev pløjet op under dem og fugle og andre småkravl måtte springe for livet, for ikke at blive mejet ned af de to krudtugler. Et bredt grin viste sig på den unge hingsteplags mule da hoppen foran ham hylede utilfreds over at han nærmede sig for hvert kraftfuldt galopspring. Snart kunne han nippe hende i halen og han lod da heller ikke den chance passere forbi - han strakte den grålige hals og smækkede med læberne for at få fat på de sorte hårstrå i hendes hale.

Han slog triumferende med hovedet da han fik fat i et par hårstrå, hvilket fik hendes hale til bølge noget voldsomt. Han slap hurtigt igen, tilfreds med sin sejr. Han lagde dog lige de sidste kræfter i og kom op på siden af den næsten jævnaldrende sorte. Han nappede drillende imod hendes hals og smilet havde nu også bredt sig til hans øjne. Hun var en sjov legekammerat!

Hun forsøgte virkelig alt hun kunne, men hun kunne ikke løbe fra ham. Ikke endnu! Hun vidste hendes krop var skabt til fart, og med tiden ville hun sikkert vokse sig til en rigtig hurtig hoppe, men endnu var hendes muskler ikke udviklede nok til at bære det høje tempo, som hendes moder kunne lægge for dagen. Med tiden, ja, så ville det komme. Alt imens han nærmede sig, pumpede hendes blod hurtigere og hurtigere rundt i hendes krop, og da han rakte frem for at nappe hende i halen, hylede hun hoppet op! Spændingen var stor, sådan følte hun det, og da han fik fat og rykkede i den, lagde hun sine ører helt i nakken og truede med at sparke ud; men farten tillod hende ikke at slippe med sine bagben.

Og om det ikke var nok at han havde fanget hende, pralede hingsteplagen ved at øge sit tempo yderligere og søge op på hendes side. Hendes blik var direkte krigerisk, for det irriterede hende, at han lige skulle køre sin sejr lidt længere, end blot at stoppe op, ændre retning eller andet - men næh nej. Og lige inden hun gjorde det, kunne hendes plan nærmest ses i hendes isblå øjne.

Hun kastede nu sin krop til side, vidende om at hun ville blive slynget til jorden med plagen. Det ville gøre ondt, men det var for hende den bedste måde at få en sejr på selv! Hun ville ikke kunne fange ham, men hun kunne vælte ham med manér. Med et skrig ramte den sorte jorden, efter hendes krop var kollideret med plagens, som højest sandsynligt ville lande sammen med hende i en bunke.

Side om side løb de nu, og ingen af dem gjorde tegn til at ville sætte farten ned. Ingen af dem tænkte på at de snart var meget langt væk fra både Leonora og den lille dut, men de var nu alligevel heller ikke så langt væk at de var ude af syne.
Seyé slog kort med hovedet så manen slaskede fra side til side og et øjeblik dækkede for hans syn. Han fnøs og slog igen med hovedet for at få sit syn tilbage. Hvaffornoget?! Ingen skulle dække for hans øjne! Imens han koncentrerede sig om at surmule over sit hår, lagde han slet ikke mærke til de skumle planer der blev lagt for hævn ovre hos den sorte hoppe.

Et forskrækket hyl lød fra ham,så højt og hjerteskærende at det uden tvivl ville få Leo til at se noget skarpt efter dem. Men det var nu ikke fordi der skete ham det store, hans krop var robust nok. Det var mere forskrækkelsen over pludselig at blive fældet og drøne imod jorden i høj fart. De trimlede for tredje gang i dag om i græsset, denne gang noget voldsommere end før. Han rullede hele tre gange rundt inden han lo stille, en meter eller to fra hende. Fortumlet rettede han sig op og skævede til hende med en sur grimasse. Han vippede forlegent ørerne en smule bagover af flovhed over at have hylet sådan. Hans åndedræt gik endnu som en blæsebælg, forstærket af en indre vrede over at have mistet sin sejr til den lille sorte.

Moment for moment bevægede Nymfen sig i fællesskab med den grålige plag sig imod jorden. Fordi hendes nervesystem var så aktivt, på grund af alle hormonerne der var vagt til live af den spændende leg, var det som om hendes hjerne opfangede dobbelt så mange billeder, følelser, lyde og dufte som normalt. Da hun ramte jorden med skulderen først, kunne hun mærke hvordan stødet forplantede sig op i hendes krop og pressede luften ud af hendes lunger.
Et hult dunk lød, men højere end før, for hingsteplagen ved hendes side, som også var tungere end hende, var ramlet ned i samme øjeblik som hende, trillede et par gange om sig selv, hvorefter han ende lod stille omkring en meter fra hende. Det tog hende et øjeblik at få vejret trukket ned i lungerne igen, for anden gang i dag, inden hun rullede om på sin mave med sine forben let kluntet placeret foran sig, som en edderkop klar til at angribe, inden hun begyndte at skrald grine. Hun havde fået lidt småskræmmer i styrtet, men Nymfen var langt fra en pivet hoppe, tvært imod elskede hun det. Hun elskede et lege hårdt, komme til skade, prøve sin krop af på alle mulige måder. Hun nippede ud efter hingsteplagen, der så en anelse mut ud, inden hun fik stablet sig på sine ben og rystet den efterhånden elegante krop over for det løse græs og mudder, der havde sat sig efter faldet.

Han var dækket af græs og jord, der sås meget tydeligt imod hans lysegrå pels. End ikke hans man var sluppet og var pyntet fint med guirlander af græsrødder. Han spilede næseborene ud i et dybt suk og skulede en sidste gang til hoppen, der nu valgte at ligge der og grine! Først var han lige så fornærmet som hun havde været det, dengang hun havde måttet se sig slået. Men ligesom hende, så kunne han ikke lade være med til sidst at acceptere sit nederlag. i hvert fald til det punkt hvor han grinede med hende. Han kunne ikke lade være.
Han var øm i kroppen efter faldet, og havde nok slået sig noget mere end han først havde troet. Dog var smerten ikke noget der genrede ham. På det punkt lod det til at de to var meget ens; der skulle fart på, tingene skulle opleves og mærkes på egen krop.

Han rejste sig langsomt og rystede sig derpå voldsomt i et forsøg på at få slynget alt jord og andet godt af sig. Sådan stod de et par øjeblikke og fik styr på deres kroppe og sundet sig lidt. Han smilede bredt imod den sorte. Det havde været mægtig sjovt! Han nippede let tilbage imod hende, som svar - og håbede at hun ville lege mere.

Det øjeblik hvor deres stemmer blev forenet i latter, kunne den sorte hoppe mærke hvordan hele hendes krop reagerede på det. Det var virkelig rart! Det føltes bare godt, også selvom de lå i indbyrdes i konkurrence imod hinanden på hurtighed, styrke, udholdenhed, så var det konkurrence for at lære. Det var derfor de sloges, derfor de løb om kap uden at kende hinanden - og endnu var det intet i sindet på den sorte hoppe, som var skeptisk, ud over hendes tilbageholdenhed for det magiske. Hun prustede hårdt flere gange, for at få støvet væk fra hendes mule, inden hun nappede igen til den grå plag, hvorefter hun trådte hen til ham. Hun duttede ham let på halsen som hun altid gjorde det med Phoria, hvorefter hun gav sig til at gnubbe sin nye ven på halsen. Et lille time-out kunne nok bruges, inden legen fortsatte, også mest af alt for at lære hinanden lidt at kende. Nærkontakten var vigtig, det vidste Nymfen, og derfor søgte hun det nu med den grå plag, blot for et lille øjeblik.

Han blev en anelse forbløffet da den sorte valgte at træde hen til ham og gnubbe ham på halsen. Det var en rar følelse, at stå her med en ny ven og... ja, knytte bånd. De første grundsten var blevet lagt til et muligt venskab, og kun de to kunne nu bestemme hvordan deres forhold skulle udvikle sig. Måske ville de aldrig se hinanden igen - eller måske ville deres veje være nært forbundne. Han håbede selv på det sidste, for han følte på en eller anden måde at de var nære. Som om hun var en ven han blot lige havde mødt. Måske var det noget med hendes udseende. Det mindede ham om... familie? Han var ikke helt sikker på hvor den følelse kom fra, for hans mor havde kun sjældent talt om sin familie. Men han vidste dog at hun havde noget familie her i landet, selvom han ikke havde mødt dem endnu.

Han trådte et skridt nærmere og gengældte hendes gnubben. Han kunne egentlig godt lide bare at stå sådan her - det kunne næsten måle sig med deres slåskampe. De stod sådan i et godt stykke tid, nok til at få vejret og til at deres trætte og en anelse rystende ben kunne slappe af igen.

"Hvad hedder du?"

Spurgte han så endelig, da nysgerrigheden blev for stor.

Da den grå plag valgte at gnubbe igen, da hun tilbød det, udsendte hun en dyyyb saglig brummen, imens hun begav sig ned langs hans hals, sirligt gnubbede hver lille cm af den grå's hals. Det var den første hun sådan for alvor havde været tæt på ud over Phoria som hun havde delt utallige stunder med, så det at stå her med en fremmed, som hun faktisk slet ikke kendte - men alligevel naivt følte sig knyttet til, nu efter deres tumult, var næsten perfekt i den sorte hoppes hoved.
Det var den grå som første talte; for første gang siden hun overfaldt ham efter hans lur tidligere, og med et spidsede hun sine ører og stoppede kortvarigt hendes gnubben for at se på ham. Hun skulle lige gengive hans stemme i sit hoved, før hun svarede ham, med en lys, feminin tone.

,,Nymphadora. Og du?"

Hun rakte mulen lidt op imod hovedet på ham nu for at køre den over hans kæbe. Hun var egentlig ret fascineret af ham, af ukendt grund, og med let udspilede næsebor blev hans duft for alvor lagret i hendes sind.

Han brummede dæmpet som hun let gnubbede hans hals fra øverst til nederst. Han kunne ikke prale af at have været særlig tæt med nogen, andre end mor og Daphne. Men alligevel føltes det rigtigt og det varmede. Han gnubbede hendes ekstra lige ved mankebenet, der hvor det er så svært at nå selv. Han vippede lidt med ørerne og skævede til hende, da hun pludselig holdt inde, mest for at se hvad hun mon nu fandt på. Hun gjorde dog ikke andet end at se ud som hun tænkte et øjeblik, og så svarede hun. Stemmen var endnu ung, men tydeligt feminin og han syntes at den passede godt til hende. Nymphadora. Det var et langt og svært navn, og han måtte lige gentage det for sig selv et par gange.

"Jeg hedder Seyé,"

svarede han så og nikkede let. Han flyttede mulen op langs hendes hals, let nussende, inden han drillende nappede hende i manen. Hun var i grunden en ganske køn hoppe, og med en farve på benene han aldrig havde set før. Hun var langt kønnere end ham selv, der fældede og voksede og var kluntet.
Han følte egentlig ikke at der var brug for at udveksle mere information imellem dem. Ikke nu i hvert fald. Med et lille, tilfredst suk lagde han hovedet over hendes hals og lænede sig en lillebitte smule ind imod hende. Hehe, det her var hyggeligt!

Atter blev den sorte hoppes ører spidset i en pludselig bevægelse, da den grålige plag, efter lidt tid, gav hende sit eget navn. Han gik under navnet Seyé, et navn der lå ganske godt i munden og lød ganske specielt på samme tid. Hun spidsede mulen let, inden hun gentog navnet for sig selv, så lavt, at han ikke ville kunne høre hende. Herefter undslap en nærmest behagelig brummen fra hende, inden hun sænkede sin hals en smule, da han lagde hovedet over hendes hals. Det var egentlig rart, nærmest betryggende, at føle vægten fra ham blive lænet imod hende, lidt ligesom en moders kærtegn. Og hun var liiiige ved at læne sig lidt imod ham, for at fuldende hyggen, men så valgte hun i stedet at trække sin vagt pludseligt bagud og efterlade ham uden støtte. Nymfen var lidt af en spøgefugl, og det kunne hun aldrig lægge fra sig. Hun hævede sig forpart og slog legesygt ud med sine forben, men da hun så landede på alle 4 igen, stak hun mulen søgende frem imod ham igen; for hyggen og kærtegn var nu ligeså rart som leg! Så hvis det kunne kombineres, ville hun nok være en ganske lykkelig hoppe.