Faren er ovre [ Rumpelstiltskin ]

Der var gået en rum tid før den gyldne havde begivet sig tilbage til den ø som hans fader opholdt sig på. Noget var foregået derovre, noget den unge hingst havde kunne fornemme derovre fra og på den flygtende skabning der havde krydset Zenobia den dag. Den unge ville være sikker på at der ikke var optøjer før han søgte over for at se om hans lille dysfunktionelle familie var sluppet uskadt fra det hele. Han var sikker på at hans fader var, men var en snært mere bekymret for tordenhoppen som han kaldte for moder. Han trak svagt på det ene forben efter hans sammenstød med den sorte broder Titan. En broder han dog havde bibeholdt båndet til, selvom de begge var en anelse forskruede, måske det var derfor de kunne holde hinanden ud.
Den unge studsede nu over grottens manglende tilstedeværelse. Han fnyste undrende og studsede over jorden hvor den før lå. De blå øjne søgte ud over horisonten, men alt hvad der var tilbage var duften af blod, kamp og en næsten elektrisk aura fra magien og skyggerne hvilede over området, dog kun ganske svagt, men det var noget den gyldne hingst bed mærke i. Hvor var alle sammen henne?

Nok havde han flyttet sin grotte, for at undgå alle og enhver i landet, efter det angreb der havde fundet sted - men det betød ikke, at den skumle skabning ikke længere holdt øje med hans tidligere hjem. Og samtidig hold han øje med de to i landet, som han faktisk havde en forbindelse til, nemlig hans søn og Midnight Myth, som var moder til sønnen.
Da Xenocrates uger efter angrebet var troppet op ved grottens tidligere placering, dukkede Rumpelstiltskin da selv op, lige bag hans unge søn, i det han beskuede horisonten.
Den velkendte, skingre latter lød dæmpet bag den unge hingst, inden hans far vimsede op på siden af ham.

,,Jeg tænkte nok du ville dukke op før eller siden, nyah!"

Hans ord havde en hånende efterklang, men hvis han skulle være ærlig, var han faktisk glad for at se den unge hingst. Han havde, klogt nok, holdt sig udenfor disse vederstykkeligheder til Skyggernes greb; og hans sind lod til at være modnet nok til for alvor at åbne op for de evner, han nu engang var født med. Måske var det ved at være tid, til at fuldføre hans oplæring?

Selvom Xenon efterhånden var god til at sanse andre så var hans fader undtagelsen. Han havde ikke på noget tidspunkt turdet overhovedet at komme i nærheden af hans sind. Derfor gav det et sæt i den gyldne hingst der nu stod ansigt til ansigt med hans fader. De blå øjne studsede hurtigt over ham og han var som ventet uskadt. Han mimrede let med den mørke mule og nikkede stille til hans ord.

” Hvad er der lige foregået? ”

Den unge havde sine anelser, men ønskede stadig at vide hvad der var hændt. Nok var Xenon modnet, men det havde også bragt en masse undren og spørgsmål med sig. Noget han oftest bare kastede fra sig igen. Han havde haft travlt med at udvikle sig og blive stærkere.

Rumpelstiltskin trak overdrevent på sine skuldre inden han med et slesk smil så på sin søn et øjeblik. Derefter vimsede han en gang omkring ham, for da at stille sig med fronten imod det sted, hvor grottens indgang havde ligget førhen. Angrebet der havde fundet sted her, havde drevet ham ud i at flytte hans hule til et ukendt sted, så Skyggernes sølle her ikke kunne komme valsende igen, og forsøge at stjæle fra ham, eller værre, dræbe ham. Et højlydt fnys forlod mulen på Rumpelstiltskin, inden han gav sig til at svare.

,,Skyggerne kom forbi. Det var ganske.. hyggeligt"

Alt i hans toneleje fortalte det modsatte. Han havde hadet, at Skyggerne sådan uden videre var kommet tæt på ham, men han ville ikke indrømme det. Han ville ikke indrømme, at han et øjeblik havde følt sig truet. Han vendte derpå fronten imod Xenocrates i det at hans sleske smil atter sad godt plantet på hans mule.

,,.. Så jeg flyttede hulen, såmænd, nyah!"

Han var atter tilbage i det skingre, overlegne og overgearede toneleje, inden han trådte helt op i hovedet på sin søn. Og med et enkelt forsøg trængte han dybt ind i sindet på sin søn, hvor han hurtigt rodede rundt i årsagen til hans halten; et lille slagsmål med den sorte Titan. Med et ubehageligt grin trak han sig fra sindet igen, inden han skubbede provokerende til Xenocrates, for at få ham til at støtte på det ben der gjorde ondt.

,,Alderen har vidst ikke lært dig at passe på dig selv endnu, nyah!"

Xenon trak et kort fnys i forlængelse med sin faders, mens han blot stod stille og lyttede opmærksomt til sin fader. Han var eftertænksom i sin mine og forsøgte at få brikkerne til at falde på plads. Den brune mule var derfor svagt rynket over bemærkningen. Den gyldne var ikke dum. Det havde ikke været hyggeligt. Han havde kunne mærke det hele. Han løftede hovedet let. Han mimrede let mod mulen og tiltede hovedet let på sned. De krystalblå øjne flakkede kort rundt i det han ikke kunne finde nogen mening i hvordan det hele havde foregået.

” Hvorfor var mor med dem? Hvad har du gjort? ”

Spørgsmålene røg ud af ham. Hans fader havde den underlige effekt på ham. Han kunne få ham til at føle sig som et lille føl igen. Xenon stoppede nu midt i sin handling da dette gik op for ham. Han trak på skulderne og virrede let med hovedet i det slog ham at hans fader havde været inde og snage alt imens. Han modtog nu et skub og blev tvunget til at ligge vægt på forbenet. Han fnyste kort olmt og trak sig et skridt til siden. Han vidste godt at han vidste hvorfor han humpede rundt, selvom det stadig var irriterende, for hvad vidste han så ellers ikke?

Imens Rumpelstiltskin var inde og betragte hans søn sind for at øjeblik - ja, han kiggede endda forbi det emne der hed Asira, inden han trak sig helt, spurgte hans søn nu, hvorfor hans mor havde været der og hvad Rumpelstiltskin havde gjort. Han slog lettere irritabelt på hovedet over de spørgsmål, for han var slet ikke interesseret i snik-snak. Han lavede en 'tsk' lyd, inden han skulede lettere olmt, men stadig overgearet på sin søn.

,,Sikke mange spørgsmål! Hvorfor spørge du ikke din mor, nyah! Og hvad har jeg ikke gjort?"

Han trak endnu på skuldrende, inden han satte i en hastig skridt i modsatte retning af grottens tidligere placering. Han gjorde et kort, bestemt nik henvendt til hans søn; han bad ham ikke om at følge med, han kommanderede det. Derpå satte han ned imod en lille sø, som lå for enden af den bakke som hulen havde ligget på - og hvis ikke Xenocrates ville følge med frivilligt, slæbte han ham gerne med - for med magiens magt, som Rumpelstiltskin besad, var der næsten ingen grænser for hvad han kunne gøre.

Hans faders blik var ikke til at tage fejl af, men det betød ikke at han stadig kunne rynke på den mørke mule med et lettere himlende udtryk. Hvad havde han forventet. Han rystede blot på hovedet og fnyste kort og sukkede opgivende med en dramatisk klang. I stedet så han blot for en stund efter ham i det han hastigt bevægede sig videre og nu kommanderede at han fulgte ham. Han stod kort og trak sin stilstand til det yderste, inden han så besluttede at han nok gjorde klogt i at følge ham.


” Nok fordi jeg ikke har set hende.. ”

Mumlede han ganske tavst for sig selv undervejs. Han var stadig ung og sindet vokset, men det betød ikke at det lettere overgearede han nok havde arvet fra sin far ikke fandt vej frem i ny og næ. De krystalblå øjne søgte mod søen, inden han så mod sin fader.

Han fortsatte ned imod den lille sø, en tur der tog omkring et kvarter. Undervejs besvarede han ikke sin søns ord, om at han ikke havde set sin moder. I stedet gik han og små nynnede for sig selv på en helt hysterisk måde; som fremtonede han gal overfor alle levende væsner der end måtte kigge med.
Først da han nåede bredden af søen stoppe han og ventede på, at hans søn kom op ved hans side. Derefter sendte han ham et af hans skumle blikke, inden hans skingre stemme lød på ny.

,,Så .. find .. hende."

Hans hensigt var tydelig. De evner, som Xenocrates havde trænet det sidste år, de evner som havde ulmet under hans sind, kunne han bruge. Han skulle faktisk bruge dem nu, for ikke nok med at bryde ind i andres sind, ville han også være i stand til at finde dem. Det var blot et spørgsmål at udvide hans horisont nok, så ville han kunne sanse hans moders sind. Han ville også kunne sanse andres, og med tiden ville han også kunne skelne imellem alle han måtte møde på sin vej. Indtil nu ville Rumpelstiltskin kun gætte på, at han ville kunne kende sin moders, fordi han kendte hende godt. Alle andre ville nok bare være gråzoner, som han ikke ville kunne sige noget om, uden at bryde ind i dem; så nu var han på opgave igen, den unge Xenocrates. Han måtte bruge sit indvendige blik og finde sin moder - en sidste test, der skulle lukke op for hans evner for alvor.

Xenon vadede afsted bag sin fader mod dvaske skridt, stadig svagt haltende, men han havde forholdt sig roligt for en stund. De krystalblå øjne var naglet fast på hingsten foran ham der gik og nynnede lidt for sig selv. Han var mindst ligeså bims som ham selv. Han trak på skulderne. Han trådte dog op på siden af ham og stirrede ned i vandet og vippede med ørerne ved hans skingre stemme som næsten rungede indvendigt på den gyldne. Finde hende.. Gør det dog selv. Nej der var en mening med det. En svag grynten kom fra den gyldne og han rykkede kort på sig. For en lang stund stod han blot og stirrede ned i vandet , for hvordan skulle han finde hende. Auraen? Den gyldne vendte kort fronten mod hvor grotten havde lagt. Hvis han kunne skille den aura der lå over området i små dele, så kunne han finde hendes? Han mimrede let med mulen og så mod himlen inden han lukkede øjnene for en stund. Han sukkede stilfærdigt. Hans moders aura kom an på humøret, men en ting han altid ville kunne genkende var dens elektriske glød. Den lå i luften her. En tung hæftig aura der bar vidne om hvor intenst det hele havde været. Han åbnede kort øjnene og virrede med hovedet. Det distraherede ham. Han vandrede et par runder om ham selv og havde helt lukket sin fader ude, for han var bestemt en forstyrrende faktor. Hun var ikke på øen. Han ville have kunnet mærke det med det samme.

” Ikke her. ”

Mumlede han henvendt til sig selv. Det slog ham pludseligt og han lukkede igen øjnene. Hvis han kunne følge stien, auraen. Jovist. Den tog ham væk fra Chibale, Som en sporhund ledte det hele ham til sin moder. Han slog øjnene op og så ud i luften.

” Enophis. Bjergene. ”

Lød det så fra ham, stadig uden at se på sin fader.

Fordelen ved at have ventet så længe med at præsentere Xenocrates for det potentiale han i virkeligheden gik rundt med, var at hans sind var modnet nok til at tage det seriøst. Efter han havde bedt ham om at finde sin mor, begyndte han at lede med sindet. Alt imens fulgte Rumpelstiltskin med på sidelinjen, betragtede den vej Xenocrates gik. Han holdt sig endda fra at bryde ind i sin søns sind, imens han ledte, men af og til skubbede han på døren derind, for at provokere. Hans latter lød sommetider, som en ekstra provokationsfaktor, for at distrahere den unge Xenocrates, der nu havde fundet den rette vej.
Efter noget tid, ja efter han havde vendt ryggen til sin far, fandt han hende. Rumpelstiltskin så selv efter, og ganske vidst havde den unge hingst spottet sin mors sind i bjergene. Med et direkte ondt smil om mulen, luskede han op på siden af hans søn, inden han hviskede i hans ører.

¤Spørg hende så.. Hvorfor hun var med dem.¤

Han krævede nu, at den unge hingst skulle bryde ind i hans mors sind og finde svaret. Om han ville spørge hende, indirekte, eller blot snage rundt i hendes sind til han fandt den rigtige oplysning var op til ham selv. Derpå trak Rumpel sig en smule fra Xenocrates, afventende. Hvis ikke han gjorde det, ville han selv, for han havde uafsluttede affære med den tordenfarvede hoppe.

Xenon bemærkede godt distraktionen fra hans far, men formåede stadig at finde sin mor. Han skævede til hans fader og vippede let med ørerne, inden han nu hviskede. Hans ord fik kort hans pupiller til at trække sig sammen i et kort øjeblik af en form for frygt. Nok var at finde hans moder, men nu at bryde ind i sindet på hende. Han tøvede og så kort omkring sig, inden han mimrede med mulen. Hans far havde førhen advaret ham mod at bryde ind i specifikke hestes sind. Hans moder var en af dem. Han snurrede kort en runde om sig selv. Han forsøgte at nå hans moders sind. Han vidste hvor hun var og ganske rigtig kunne han granske toppen af hvad hans moder tænkte og følte. Han rynkede på mulen. Det virkede for let og snart måtte han også trække sig. Han bakkede kort to skridt og sank en klump. Han frygtede den tordenfarvede hoppe, meget endda og efter at have lusket ind i hendes sind var det ikke en frygt der var blevet mindre. Han så på hans fader og mimrede let med mulen. Han vidste ikke om han havde svaret.

” Noget med at jeg skulle passe mig selv ellers… Wow.. Selv for dig far så er det lidt voldsomt.. Jeg har aldrig set mor så vred før”

Han så nu afventende over på sin fader. Han vovede sig ikke videre i hans moders sind nu når hun var klar over han var der. Han kunne kun antage at situationen med hans yngre søster og den vrede han havde kunnet mærke var grunden, men hvorfor hun havde vendt sig imod skyggerne turde han kun gisne om.

Minutterne tikkede af sted imens den unge Xenocrates forsøgte at bryde ind i sindet på sin mor. Han havde tydeligt fundet hende, det havde den skumle sjæl selv set, og da han brød ind kom en lille skinger latter fra den usle hingst. Han ventede, til Xenocrates havde rodet nok rundt til at ville sige noget, og da han sagde det, trak Rumpel blot uskyldigt på skuldrende - på en overdrevent måde som altid - inden han med et 'nyah' vimsede lidt væk. Tordenhoppen var tydeligt stadig sur over det lille stunt, som han havde udført med deres datter. Åh ja, hun ville komme over det med tiden. Derefter vendte han sig imod Xenocrates igen, og med ét var hans lalleglade, overgearede aura, som han som regel bar rundt på, erstattet af en gravalvorlig og nærmest truende aura. Han stirrede sin søn i øjnene nu med et blik der kunne dræbe på stedet, hvorefter han grusomt brød ind i sindet på sin søn.

Han beskuede minderne omkring Asira. Vandrede rundt imens mindet selv blev spillet for det indre øje af Xenocrates, og alt imens grinede han hånligt af dem begge. Ude igen, trådte Rumpel et skridt tættere på. Han brød ind igen. Rodede rundt i minderne fra Xenocrates første dage med sin mor. Ude igen, og Rumpel satte i et ondskabsfuldt grin. Med vold havde han brudt ind i sindet på sin søn, for at vise at han kunne. Der lå dog mere i dette, end blot nedgørelse af sønnen, som faktisk havde gjort det godt - der lå en sidste lektie som Xenocrates skulle lære, inden hans evner var mønstret helt.

,,Du er som en åben bog, nyah! Ser du, kære søn, kunsten som sindsbetvinger er at kunne beskytte sit eget ligeså. Det kan du kun hvis du fokusere, så nu, skal du holde mig ude."

Derpå indledte han et nyt angreb imod sindet på sin søn, som han nu afventede ville afværge. Og først når dette ville lykkes ham, var oplæringen overstået.

Den gyldne hingst mimrede med mulen og han så ind i hans faders øjne alt i mens han bryd ind i hans sind. Han trak sig bagud, mens sindet blev spillet for hans indre øje. Han næsten hvæste utilfredst i det han endelig kunne have det for sig selv igen. Han så på sin fader, men nåede ikke at protestere før han var inde igen. Han udstødte et utilfredst fnys og rystede på det slanke hoved. Han lyttede til ham, opmærksomt. Derfor kom det stadig voldsomt at han forsøgte at bryde ind endnu engang. Han måtte skærme sit sind. Tiden gik med at finde en strategi, noget som var totalt ligegyldigt. Det gik op for ham hvad han kunne gøre. Han trak nu vejret roligt og lod blikket rende mod himlen og lod sindet blive helt blankt og stod blot og stirrede op i luften med et ledigt udtryk i de blå øjne.

” Lalalaa lalalaa lalala lala ”

Mumlede han for sig selv. Inden han fik øje på en fugl. Sindet var flygtigt og den unge hingst brugte sin manglende evne til at fastholde opmærksomhed til at lade sin hjerne mere eller mindre stå af. På den måde kunne han skærme, men var det nok overfor hans fader?

I starten var det nærmest for let at bryde ind i sindet på hans søn, men heldigvis havde den unge hingst arvet en form for indlæringsevne, som han kunne bruge. Det havde taget ham år at lære at udnytte det dog, og selvom hans valg af strategi, da han endelig fandt ud af hvordan han kunne lukke af, var ret barnlig, så virkede det.
Rumpelstiltskin mærkede nu modstanden, udelukkelsen af sønnens sind; og selvom han sagtens kunne bryde det med magt, valgte han at trække sig. Xenocrates havde lært sin lektie, og ud over Rumpel selv, havde ingen andre i landet disse evner. Derfor skulle Xenocrates ikke som sådan frygte at andre brød ind i hans sind, men intet var sikkert - og måske skulle han en dag beskytte sig selv mod andre magter. Han havde trods alt en viden, som kunne være farlig at rende rundt med, så det var vigtigt for Rumpel at hans søn kunne beskytte disse informationer. Både for sønnens skyld, men så sandelig også for Rumpels egen.

Han brummede sagte, da han havde trukket sig helt, sigende, for at få Xeno til at stoppe hans jamren. Han slog derefter med hovedet, med blot en snært af tilfredsstillelse over sig, inden han vimsede helt hen til sin søn igen.

,,Du har udviklet dine evner godt, nyah! Nu er det blot dit ønske, om hvor langt de skal række, der er afgørende."

Det var nok den pæneste ros, som Rumpel nogensinde havde uddelt. Herefter gav han sig til at traske væk med hans vante overgearede skridt imod toppen af bakken, som søen lå forneden af, der hvor hulen i sin tid havde ligget. OM Xeno ville gå med eller ej, var op til ham - for som sådan havde Rumpel ikke mere at lærer hans søn, og selskabet var han i for sig ligeglad med.