Post by Belial on Apr 30, 2015 11:37:30 GMT 1
Belial havde været på eventyr nok i denne omgang! Han væmmes stadig ved det han havde oplevet, alle de farver, alle de lyde og de underlige dyr! Det havde sitret i hans krop på hele turen hjem. Længslen efter de trygge omgivelser havde fået ham, trods han træthed til at kæmpe hårdere for at nå frem.
Han havde brugt det meste af dagen i går på at slappe af og komme til hægter, for selvom Belial var en plag nu var han ikke fysisk så stærk endnu at en rejse frem og tilbage ikke næsten to livet af ham. Sådan føltes det i hvert fald. Nu hvor energien endelig var kommet til ham, ville han tage og udnytte dagen. Men med hvad? Belial så sig omkring- han var tilbage ved vulkanen, eller tæt op af den, men synes ikke at kunne spotte hverken sin moder eller sin røde bror. En rynke dannede sig over den spraglede mule. Hvis ingen af de var der, så måtte han finde en anden! Her var jo faktisk nok han ikke havde stødt på. Nogen han anså som være normale, og ikke som den der plettede hoppe og for den sags skyld hans bror! Ej, Belial hørte ikke hjemme de steder Lupë slæbte ham med, han hørte til her!
De brune øjne skimtede området og da han stadig ikke synes at kunne få øje på nogen valgte den unge hingst at begive sig rundt om den kolosale vulkan. Her kunne ikke være helt øde, det var umuligt.
Af og til skævede Belial rundt omkring, mest for at se om hans følgesven var kommet tilbage- men det virkede ikke til at den dansende skygge følge ham rundt længere. Det var en træls følelse af længsel og tab der fulgte ham, hver gang han måtte indse at hans følgesven ikke var der mere. Hans anden følgesven- som han kun havde mødt en gang var der heller ikke. Han så ikke nær så ofte efter hende, for han kunne jo ikke se hende hele tiden, og hun havde kun været den ene dag!
Prustende forsatte den unge hingst rundt om vulkanen. Håbede inderligt der ville være noget, eller nogen der kunne fange hans opmærksomhed. Brat stoppede den unge hingst op og med åben mund og store øjne stirrede han frem på en skikkelse der kom til syne.
Han havde brugt det meste af dagen i går på at slappe af og komme til hægter, for selvom Belial var en plag nu var han ikke fysisk så stærk endnu at en rejse frem og tilbage ikke næsten to livet af ham. Sådan føltes det i hvert fald. Nu hvor energien endelig var kommet til ham, ville han tage og udnytte dagen. Men med hvad? Belial så sig omkring- han var tilbage ved vulkanen, eller tæt op af den, men synes ikke at kunne spotte hverken sin moder eller sin røde bror. En rynke dannede sig over den spraglede mule. Hvis ingen af de var der, så måtte han finde en anden! Her var jo faktisk nok han ikke havde stødt på. Nogen han anså som være normale, og ikke som den der plettede hoppe og for den sags skyld hans bror! Ej, Belial hørte ikke hjemme de steder Lupë slæbte ham med, han hørte til her!
De brune øjne skimtede området og da han stadig ikke synes at kunne få øje på nogen valgte den unge hingst at begive sig rundt om den kolosale vulkan. Her kunne ikke være helt øde, det var umuligt.
Af og til skævede Belial rundt omkring, mest for at se om hans følgesven var kommet tilbage- men det virkede ikke til at den dansende skygge følge ham rundt længere. Det var en træls følelse af længsel og tab der fulgte ham, hver gang han måtte indse at hans følgesven ikke var der mere. Hans anden følgesven- som han kun havde mødt en gang var der heller ikke. Han så ikke nær så ofte efter hende, for han kunne jo ikke se hende hele tiden, og hun havde kun været den ene dag!
Prustende forsatte den unge hingst rundt om vulkanen. Håbede inderligt der ville være noget, eller nogen der kunne fange hans opmærksomhed. Brat stoppede den unge hingst op og med åben mund og store øjne stirrede han frem på en skikkelse der kom til syne.
