Reporting a traitor • Fuyu No Kitsune

Reporting a traitor

Foehn var efterhånden et af de steder Ava foretrak at opholde sig. Ikke fordi hun som sådan brød sig om øen, men fordi hun ikke mødte ret mange af vogterne der. Hun havde ikke mødt en eneste på Foehn. Det var dog af en lidt anden grund Ava vandrede rundt denne gang, for hun havde sat kursen mod flokkens område. Blikket i de blå øjne var stenhårdt og iskoldt på samme tid. Kunne et blik ændre temperaturen ville hun kunne fryse selv helvedet til is. I et langt stykke tid havde det kun været bitterhed der havde fået hende til at snerre af andre og deres 'åh så lykkelige' syn på Andromeda. De kendte ikke sandheden. De kendte ikke til den sande hersker. De levede på en løgn. En løgn . . . Hun havde levet på en hel løgn. Blondie havde kastet lys over hele situationen, men det havde krævet mørket at se det hele tydeligt. De var ikke til at stole på. Der var ikke nogen hun ville stole på - og nu med en forrædder iblandt dem i flokken, hvor lang tid ville der så gå før lyset fik infiltreret dem? Det var ikke en chance hun havde lyst til at tage. Den sorte hale hvislede gennem luften idet Ava lod den svirpe fra side til side et par gange.  Insekterne var begyndt at komme igen efter vinteren, og de kunne irritere hende mindst lige så meget som godtroende fjolser. "Fuyo No Kitsune!" kaldte hun da hun var inden for flokkens område. Hun var ikke interesseret i at kalde andre af flokkens medlemmer til - det var nok med lederen. Godt nok vidste hun ikke helt om det var ham hun skulle gå til, eller om det var selve mørket. Men når nu det var ham der stod for broderskabet og vel egentlig også var den første af deres slags, så måtte hun vel kunne rapportere til ham, og hvis han følte det var nødvendigt kunne han gå videre til skyggerne. 

words: 334 | Tag: @kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

En mørk hoppe vandrede ind på det areal han betragtede som deres. Som skyggernes, som hans, men mest som herrens. Det hellige land, hvor kun de udvalgte trådte sikkert, og dem uden forbindelser hurtigt kom galt afsted. Denne sorte hoppe, en søster af snehvingsten, og ligeledes en kærkommen kammerart, omend han ikke havde tilbragt meget tid i hendes selskab, bar en særdeles dyster attitude med sig, et dybt had, der ville have konsekvenser for en af de andre sjæle under skyggernes beskyttelse. Så meget vidste hvidlingen dog ikke endnu, men han kunne smage stemningen, og skyggerne hviskede allerede historier om hendes kommen i det arrede sind. Næppe havde hun behøvet at udtale hans navn, for han vidste allerede hun søgte ham, de mørke skygger i hoppens sind osede af navnet. Volin. Fuyu. Kitsune. Skyggeræv.
Hvid som sne, med mørke skygger, sorte som natten, bevægede den muskoløse hingst sig igennem de askefarvede arealer, taktfast, uden at skynde synderligt på sig. Han følte ikke behovet for at jage igennem de velkendte arealer, og desuden var han nær nok hoppen, til at hendes råb havde nået de kødelige ører. Det var dog hans skygger der nøede hende først, mørke slangelignene igler, der med stor glæde boltrede sig i hendes indædte vrede. De skred frem fra hendes skygge, og legede kort med hoppens lange hale, før de dristigt snoede sig op omkring hoppens mørke ben, og flettede sig ind i manen. Her lod de ordene fra skyggehingsten lyde i den mørke hoppes ører.
"Ava, Vulon vokun*. Dit sind krænges af bitterhed, og vi frydes ved din vrede. Ræven er på vej, og hilser dig. Vi hilser dig. Avaah."

Reporting a traitor

Skyggernes hvislen hørtes lige så tydeligt som ord fra en der havde stået lige foran den sorte slange. En hoppe med et mørkt og bittert sind, et sind som var svært at læse direkte af de som ikke kendte til hende eller hendes historie. Ava var alt andet end en åben bog, og troede man at man kunne vide sig sikker bare fordi man kendte hende, så kunne man også tage grueligt fejl. Selvom hun var et stort kaos indvendigt var der intet at se på det ydre. Hun kunne være helt rolig, lade andre tro at de var fredet, og når hun så sit snit kunne hun hukke ud som en giftig slange ville hukke ud efter sit bytte. Skyggerne havde Ava aldrig været helt fan af. Lige siden hun havde set dem første gang og de havde dannet en form for skikkelse med røde øjne, havde minderne om dem ædt af hendes forstand til der ikke var meget mere tilbage end en sort skal med for meget frygt til at kunne hænge ordentligt sammen. En frygt der havde sat sig og lige så stille muteret indtil det var gået fra frygt til en fast beslutning. Kunne man ikke slå dem kunne man følge dem. Mørket var også blevet hendes ven. hun kunne skjule sig i det, hun kunne være alene i mørket - og dog. Hun var trods alt aldrig helt alene. Den sorte hoppes forstand var dog ikke helt væk, men det syn hun først havde haft på hele landet, var i løbet af meget kort tid blevet ændret drastisk. Ting der før havde givet mening gav ikke længere mening og omvendt. I hendes bitterhed og ensomhed havde hun haft rigeligt med tid til at reflektere over de røde øjnes ord. Den sande hersker.

Skyggernes klatren op af hendes ben tog hun sig ikke af. Hun var jo på deres side, selvom hun var skyld i de havde lidt smerte. Hun kunne selv mærke det, for de var lige så meget en del af hende som hun var en del af dem. Havde den lille forrædder ikke brugt sin gave så forkert, havde hun jo måske kunne have haft kæden med lyset. Et had til rødlige forrædder var kun vokset siden mødet med de andre.
De laguneblå øjne spejdede opmærksomt rundt i de næsten dystre omgivelser efter den hvide skygge. Hvor meget han kendte til vidste hun ikke. Om han havde følt skyggernes smerte da de vred sig på grund af lyset fra den gyldne hoppe vidste hun heller ikke. hun havde trods alt stadig meget at lære. "Jeg er her for at meddele at vi har en forrædder iblandt os" angav hun efter at have tænkt ordentligt igennem om det nu også var smart at kalde en søsters afkom for forrædder. Endda en hingst med en gave fra mørket. Men så længe han brugte sin gave forkert var der ikke andet at kalde ham. Han skulle nok få hvad han fortjente.

words: 495 | Tag: @kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide, rene hingst trådte frem af de nyudsprungne træer, gjorde sin fremkomst i største idyl. Kun med de mærkværdige aftegn, og den hvislende tåge omkring sig, som en reminder om hans mørke sind. Om de uhyggelige tanker der herskede derinde. Dog kunne skyggerævens ikke måle sig med den sorte hoppes. Smerte voksede i hendes sorte blod, og dyb foragt prægede stemmen, idet hun talte ud om sin byrde. En forrædder. På trods af meldingen, bevægede den hvide krop sig stadig flydende, med fjerlette skridt, der ikke synes at påvirke det tynde askelag. Dog skreg hans indre, en blanding af fryd og had steg op omkring ham, og tusinder af stemmer samlede sig til en; De ville vide hvem. Hvem havde våget at forlade herrens sti, ignorere hans bud, gøre skade på hans søster?
Gradvist, tak for tak, faldt de lyse ører tilbage, før de blev begrænset af den tunge snehvide man. Derpå stoppede hingsten, ganske nær sin søster, og lod de mælkehvide øjne hvile i hendes. Næppe behøvede han at tale, for et ekko af følelser, tanker og indtryk æmmede omkring dem.
"Hvem."

Ét ord, knapt en sætning, og næppe et spørgsmål. Et navn var hvad han behøvede, et navn var hvad de mørke væsner skulle bruge, til at lure den stakkels sjæl tilbage i sin favn, omringe ham, og derefter dømme hans fejltagelser. Stemmen var kold, køligere end selv den koldeste vinternat havde været. Ligeledes synes temperaturen, der ellers havde haft et lunt sommerglimt i sig, at dale. Kort synes selv nattens lys at flakke, som trak sorte skyer ind over månen, skjulte de utallige stjerner. Humøret fra de sorte væsner var styrtdykket, og næppe var det lejesyge bevægelser, men hævngærrige der prægede dem. En hvis del frydede sig dog, over fremtiden, over den jagt de snart ville indlede.

Reporting a traitor

Skyggerne rørte på sig. Ava kunne fornemme det. Det var stadig en fremmed følelse for hende, men ikke ubehagelig. Hun følte sig aldrig rigtig alene længere. Hun kunne lytte til deres hvislen selvom hun ikke altid kunne høre ord de gav. Det var engang imellem som tusindvis hviskende stemmer der talte i munden på hinanden - og når de så endelig gav ord fra sig, var det som om de talte de samme ord på samme tid. De sorte ører blev vippet bagud, som den hvide skygge standsede. Hun kunne jo uden problemer se ham, og brugte derfor de andre sanser til at opfange om andet foregik bag hende eller omkring dem. "En unghingst. Han er ikke vores broder, men bærer mørkets kræfter" Hans navn havde hun aldrig rigtig fået fat i. Det interesserede hende heller ikke specielt meget at kende til det, for han var ikke blandt de vigtige. Han var ikke hendes bror, eller en hun nu havde i sinde at tilgive. Den eneste grund hun ville have til rent faktisk at finde ud af hans navn, ville være for at hurtigt kunne opsøge ham, og give ham hvad han fortjente.
"Der var et jordskælv. Han var alene med lysets vogter. Vi havde chancen for at tage lyset fra hende! Vi havde haft den hvis ikke den lille forrædder havde brugt mørkets kræfter til at beskytte lyset. Han hjælper dem - han er imod os. Han er ikke værdig til at bære mørkets gave." Hvordan kunne man være værdig når man hjalp fjenden? men der var jo også den lille detalje, at han nok ikke kun bar mørket, men også en lille del af lyset - den energi der blev overført til ham, fordi hoppen ikke selv var i stand til at bruge det sidste. En kombination af de to ting ville være en katastrofe. Han havde overtaget kontrollen af hendes hjerte. Og en blanding mellem at ville kunne få det til næsten at stoppe, eller stoppe helt, og bruge kraften fra lyset der, brugt af Blondie, havde fået skyggerne i hende til at vride sig. "Han holder til her, men hvordan kan vi stole på han ikke sladre videre til dem når han beskytter dem - holder med dem?"

words: 372 | Tag: @kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

De første ord var alene nok, til at sætte et ansigt på den omtalte forædder. Der var kun få individer, der passede under disse ord, og kun en var det lykkedes at fremkalde skyggernes magi. De lyse ører synes at forsvinde i hingstens man, og i få øjeblikke synes de helt fraværende, som var han snarere et dødninge væsen, frem for et åndende væsen. Genkaldelsen af begivenheden var den sidste bekræftelse der skulle til. Af samme blod var de to sjæle trods alt, to forvredne skygger, i et uendeligt, men fælles, kaos. Et kaos der tillod hvidlingen at opfange buddele. Et dybt had var skabt i de mørke væsner, der svirrede om de to heste. Et had til en, hvis navn endnu ikke var udtalt, men ikke destromindre var ideer allerede født.
"Lupë er navnet på den sjæl du omtaler. Søn af vores hvide søster, og en af lysets kolde tilhængere."

Bitterheden dryppede fra den karismatiske hingsts stemme. For han havde for ikke længe siden, talt med netop denne omtalte sjæl. Behandlet ham som en af deres egne. Talt med ham, som var han lige værdig med broderskabet, med de søskende der flokkedes i lysets fravær.
"Det er mig uvidst, hvorfor denne vildfarne unghest har valgt den vej, men måske vogterblodet er en svaghed midt i det sorte virvar. Og måske hans moder ikke har indprintet de korrekte veje i hans sind. Ikke destromindre skal det ikke stå ustraffet, min søster, dii briinah*."

Skyggehingstens hvide øjne blev til smalle sprækker, der i et kort øjeblik så forbi alt. Tværs igennem mørket, som ænsede han ikke det sorte kaos de oprørte skygger havde skabt omkring ham. Snart faldt alt dog til ro, og et sært, sygt smil tegnedes på dødningens mule. Hævnen ville blive sød, det var ganske vidst. Unghingsten, Lupë, ville ikke gå uskadt fra hændelsen. Som tusinder af slanger, synes det før uigennemtrængelige mørke igen at samle sig, blive til en levende tåge omkring den lyse hingsts ben. Hans blik hvilede på den sorte søster, og snart var alle de bitre, hadefulde følelser lagt i baggrunden. En dyb kærlighed for hende blev i stedet det, der kunne læses af skyggehestens kropssprog. En kærlighed der rakte langt over jordisk begær, og noget så tåbeligt som blodsbånd. Nej, hun var bundet til ham af ånd, som han var til hende. En søster han kunne stole på, modsat visse... Andre.

*Min søster

Reporting a traitor

Avas ører vendte sig mod nakken og hoppen gav et fnys fra sig ved Fuyu's ord om lysets tilhængere. Ava var ikke særlig stor fan af dem, og blev det nok heller aldrig. Hun brød sig ikke om dem og deres positive syn på alt. Hun brød sig ikke om at de mente at stedet var så fantastisk, for det var det ikke. Selvfølgelig var der visse ting som måske var bedre end det sted hun rent faktisk kom fra, men hun havde foretrukket sin familie frem for en masse fremmede. Det åbne sind der i starten havde lukket så mange ind, var lige så stille begyndt at lukke alle ude. Hun havde indset efter noget tid, at der ikke var ret mange hun så igen. De fleste tilfælde var en-gangs-møder. Selv da hun var kommet ind i flokken havde hun ikke følt sig rigtigt hjemme - ikke før hun var havnet i broderskabet på Foehn, Aljun. Det var hendes hjem og hendes familie nu.

"For mig står det klart. Urent blod. Hvis hans fader er en af lysets tilhængere er han ikke til at stole på".

Det var en konklusion der var nem at drage, og måske også meget hurtigt, men ikke desto mindre sandt. De havde frarøvet hende hendes familie. Hendes mage var blevet forblændet af deres åh-så-positive tanker om dit og dat. De havde vel hjernevasket ham?

At plagen ikke ville gå ustraffet fra det gav en følelse af lettelse. Så var det ikke alle der var ligeglade. Det var ikke noget hun som sådan havde oplevet før hun havde sluttet sig til broderskabet af skygger. I alt den tid hvor hun lige så stille havde trukket sig væk fra alt og alle var der ikke en eneste sjæl der havde bekymret sig. Ikke en der havde fået hende til at føle sig mindre ensom. Selvfølgelig kunne hun ikke bebrejde den skimle hingst, for han sit at kæmpe med også. Men det der burde være hendes familie havde intet opfanget eller gjort.

De små sorte ører rettede sig mod den lyse hingst. Det var som om noget i luften skiftede. Som om vreden og foragtelsen lige så stille lagde sig lidt igen. Det fik Ava til at slappe mere af i kroppen selvom hun ikke slap alt den anspændthed der havde siddet og gnavet. Hun var hele tiden på vagt. Ava slog et svirp med den kulsorte hale og rankede sig en lille smule, selvom hun sørgede for ikke at holde sit hoved højere end hingstens. Hun var jo ikke den højeste hoppe i flokken, og derfor kunne hun sagtens stå rank.

"Hvis Lupë havde været min søn skulle jeg nok lære ham om vigtigheden ikke at mænge sig med lysets tilhængere".

#1