Vand, åh kølige vand (Nyx)

Le'ah sig sig omkring med store øjne. Wauw! Det hele var så overvældende, for slet ikke at snakke om varmt. For Le'ah der havde en stor tyk vamsede vinterpels var denne varme helt ulidelig!
Der var så meget føde, åh hvor ville hun gerne have resten af flokken med her hen! Hun vidste bare ikke helt hvordan. Hvordan kunne hun fortælle dem at de også skulle røre ved det lys hun så? Hun havde fundet det hende og Seth var gået ud for at lede efter, men det var kun hende der var her. En stemme havde kaldt for Andromeda, hvor og hvad det så mere præcis var. Her var så fladt, Le''ah tog et par skridt frem i det høje græs. Helt fladt føltes underlaget, og ikke lige som de fjelde hun var van til. 
Le'ah bevægede sig hen imod den sø hun kunne se. Vandet måtte være kølig. Det skulle være, bare en smule. Le'ah følte sig alt for varm, hun kunne omkomme hvornår det skulle være- eller sådan følte hun det i hvert fald selv. Så snart den vamsede hoppe nåde søen tøvede hun ikke med at træde ned i den og ligge sig.
Vandet gennemblødte hendes pels i løbet af ingen tid! Åh hvor det dog føltes skøn. Så dejlig kølig. Et prust slap fra hende, ja! Her kunne hun blive, hun kunne blive nede i det dejlige kølige vand. Le'ah lukkede øjne i for blot at nyde det kølige vand der trængte igennem den lange pels.

Le'ah åbnede øjne igen og vippede med de pjuskede øre. Hun så sig omkring, her virkede ikke til at være nogen, selvom her var masser af lugte både af heste og andre dyr. Her virkede så fredeligt. Et sted man bare kunne slappe af og nyde. Der var jo føde alle steder og tilsyneladende også masser af vand. Åh hvilket prægtige land.
Den store hoppe vendte sig lidt rundt i vandet for at se sig bedre rundt. Hun rejste endnu ikke, hun var ikke sikker på hun kunne bærer at skulle op i varmen igen.

Trangen til opmærksomhed havde Nyx fra sin mor, men det eventyrlystne sind havde hun sikkert fra sin far. Hun var aldrig helt alene, for hun sørgede for at være i nærheden af mindst en af sine forældre. Tæt nok på til at kunne høre dem kalde, eller at hun ville kunne kalde på dem. Det der denne gang havde fået hende til at vandre en lille smule længere væk end hun normalt ville have gjort, var en sommerfugl i flere forskellige farver. Den havde haft sat sig flere forskellige steder og var fløjet igen når Nyx havde nærmet sig, og nu havde den sat sig på en blomst. Lydløst sneg Nyx sig tættere på og duttede til sidst til den med mulen - et lille forsigtigt dut som for at sige 'fanget! du er den' og derefter kastede hun sig væk med en række små kåde buk. Benene havde hun fået langt mere styr på end i starten så hun skvattede ikke nær så tit som når hun næsten i panik eller af ren og skær kådhed skulle skynde sig. Sommerfuglen fulgte dog ikke efter hende, men fløj bare igen. De små sorte ører gled ud til hver sin side og de brune øjne søgte efter den lille sorte plet der nu var alt for højt oppe og alt for langt væk til hun ville kunne nå den igen.

En anden lyd fangede dog den meget unge hoppes opmærksomhed. Et plask. Søen var ikke langt væk, for hun kunne se det glitrende vand, og af ren og skær nysgerrighed glemte hun helt at hun egentlig skulle gå tilbage den vej hun kom fra for at finde sin mor eller far, og i stedet gav hun sig til at vandre mod vandet med stadig næsten lydløse skridt, for hun var ikke tung nok til at lave den samme hule lyd i jorden som hendes far kunne når han traskede afsted. Nyx stoppede ved vandkanten og betragtede væsnet ude i vandet med store nysgerrige øjne der ikke udstrålede andet end uskyldig følglæde. Halen svingede fra side til side og ørerne var opmærksomt rettet fremad. Med en lille halvskinger lyd, der hverken var et helt vrinsk eller et helt hvin, forsøgte Nyx at få fat i opmærksomheden fra det fremmede væsen. Mulen sank hun ned mod vandet for lige at snuse til det, og satte den ene hov ned i vandet med et ordentligt plask der fik hende til at trække hovedet op igen og stirre mistroisk på vandet. Hoven trak hun til sig igen og med endnu et plask smaskede hun den ned i vandet gentagende gange - som stod hun og gravede i det.

Le'ah åbnede øjne da en halvskinger lyd lød. Det skulle nok have været et vrinsk men det lød nu ikke sådan. Lyden kom fra et føl, endnu et. Le'ah smilede, dette var også et lille føl. Spinkel. Var alle så spinkle? Var alle føl?
Et smil kom over den tvefarvede mule i det hun så på det sorte føl. En lille pige, der havde bevæget sig ned til vandet. En varm og mild klukkende latter kom fra den pelsede hoppe da hun iagttog føllet der havde forsået et plask med sit ben, og virkede til at være blevet forskrækket over det. Udtrykket hos den lille fik blot Le'ah til at klukke mere. Åh det lille væsen.

Med et hurtig bevægelse fik Le'ah rejst sin tunge krop, der blot nu var endnu tungere fordi alt hendes pels havde suget en masse vand til sig. Fra det lange hår på maven løb vand ned i lange stråler. Hun var godt gennemblødt, og trods det gjorde hendes tunge krop endnu tungere, så ned hun virkelig den afkølende effekt det havde.
Igennem vandet kæmpede den vamsede hoppe sig nu hen til det lille føl. Den virkede ikke bange af sig, og ej nervøs som den hun havde mødt den anden dag. Denne var næppe væk, selvom Le'ah ikke kunne få øje på nogen heste der kunne være dens forældre. Mmh Le'ah undrede sig en anelse.

"Hej, du lille."

Sagde hun med en venlig, mild og lys stemme. En anelse lysere end hun normalt talte med, en tildens hun havde at gøre når hun talte med føl, bare for ikke at virke skræmmende, men mere glad.

Nyx så på den lyse hoppe med store øjne da hun rejste sig op. Det var jo en ligesom hendes mor! hun var også sort og hvid. Og ordene var lige så fremmede som dem hendes mor og far lavede. Selvom hun havde forsøgt at abe efter engang imellem, så havde hun aldrig helt fået det til at hænge sammen, og nok heller ikke helt fået fat i udtalelserne. "Ma!" udbrød hun da og gav sig til at plaske videre med det ene forben - og det andet, hvilket fik det til at se en smule sjovt ud. Nyx rejste sig på benene for at smaske begge hove ned i vandet så det gav et plumb i stedet for et plask, og vandet fløj først op bagefter og ramte Nyx lige på mulen så hun gav et fnys fra sig. Det var dog et bredt smil der blev sendt mod den anden hoppe, med et blik der strålede mindst lige så meget af glæde, og en latter der var ubekymret og underholdt. Men lige hvordan hun skulle få forbenene op igen for at plaske endnu en gang kunne hun ikke helt finde ud af, for vægten havde ændret sig og nu stod hun med måsen i vejret - ikke meget men lidt, hvilket betød at vægten hvilede på hendes forben i vandet. "MA! Mamamamamamaaaa" fortsatte hun sin plapren. Hendes måde at sige mor på. Det var det alle hopperne hed, ligesom alle hingste hed Da...

Le'ah spidsede det pjuskede øre frem da det lille føl sagde et ord, om det helt var et ord vidste hun ikke, men det fik alligevel den vamsede hoppe til at smile stort. Det var et finurligt og meget sødt føl! Helt bestemt. Le'ah kunne nu godt lide føl, både disse spinkle tynde nogen, og dem hun selv kendte til- trods hun ikke havde mødt så mange igen. Føl var nogle søde og ganske uskyldige skabninger, og de formåede at finde morskab i selv de mindste ting, noget Le'ah godt kunne lide.

Da føllet atter valgte at sprøjte med vand grinede Le'ah en varm og klukkende latter. Til at starte med brugte hun kun det ene forben, hvilken ikke forårsagede ret megen vandpjaskeri, men dråber ramte da Le'ah, som ikke tog sig spor af det, hun var jo allerede våd og stod i vand til lidt under knæene.
Le'ah så på med store øjne, fornøjet, da føllet valgte at ville bruge begge forben. Da hendes ben brød igennem vandet kom der et ordentlig plask der ikke mindst sprøjtede vand på føllet selv, men også op i ansigtet på Le'ah, der måtte misse en anelse med øjne. Der efter lød den venlige klukkende latter igen fra den vamsede hoppe. Det så ganske morsomt ud sådan som hun strittede med den bette mås, trods det ikke var meget, men det var da nok til at se besynderlig ud.

"Åh."

Lød det fra Le'ah da føllet udbrød sine ord, dog mere og flere af dem. Le'ah fangede hurtigt hvad den lille ville, og hun satte der ved sit store pelsede hoved mod hendes bringe og skubbede hende op af vandet igen. Det var en smal sag for den kraftig byggede hoppe, der skulle jo næsten ingen kræfter til for at flytte på det lille føl.