Sis | Daphne

Endnu en forårsdag var over landet, og igen kunne man nu se solen skinne fra en skyfri blå himmel. Solen lunede rart og bragte en svag døsighed over den unge hingst. Han var vokset godt til og hans pels var nu ikke længere mørk og grå, men faktisk helt hvid. Små blålige pletter havde også vist i hans pels, mage til dem hans moder bar. Samtidig var både man og hale vokset og også hovskæg havde han fået. I panden var den blå plet blevet til et horn. Det var dog ikke helt færdigudviklet endnu, men man var ikke længere i tvivl når man så på ham - det var et horn. Hans øjne var livlige og lyste muntert imod alle der kom hans vej, sådan som de altid havde gjort, og de var på sin vis det eneste ved ham der ikke var forandret.

I dag var der dog ikke kommet nogen nye på besøg, så han havde slået sig ned i det lange græs under en stor bøg, der netop var sprunget ud for nogle dage siden. Her duftede saftigt af forår og overalt summede insekter og fuglene sang. Men han var nu ikke helt alene. Lidt længere væk gik hans mor og græssede. Selvom han var blevet ældre opholdt han sig tit nær sin familie, men han strejfede nu langt mere end han gjorde da han var yngre - hvilket nok også var ganske forventeligt. Ved siden af den sorte Leonora gik hans plejesøster og lyste gevaldigt op ved hans mors sorte side. Et lille smil faldt over hans mule imens han betragtede dem.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Meget kunne siges om foråret. Det var varmere end vinteren. Det tørrere end efteråret. Det var også langt grønnere end de to årstider. I modsætning til de to symboliserede årstiden også nyt liv frem for faldet af det, som havde været der før. Det gjaldt dog ikke for alle og ej heller for alting, for der havde været nyt liv i efteråret: nyt liv i form af en lille, meget lille, lys hoppe, som nu var forsvundet fra sit stadie som ranglet føl og for alvor var begyndt at ligne den hoppe, hun ville blive i fremtiden. Jo vidst var der stadig uharmoniske dele på hende og voksenhøjde havde hun heller ikke helt nået, selvom hendes lå langt lavere end de flestes. På trods af det hele så lignede hun dog generelt bare mere en hoppe nu og selvom hun stadig var klar på at lege ved det mindste anslag til det, så var der også faldet noget lidt mere modent over hende, men det var meget lidt.

Leonora havde som sådan ikke stoppet med at ville lege med hende, men hun havde da opfordret Daphne til at styre sig bare en lille smule, specielt nu hvor hun for længst var afvænnet mælk og derfor var nød til at lære, at det at græsse tog sin tid. Derfor opfordrede den lille lyse da heller ikke til leg, mens hun græssede ved siden af den langt større hoppe; nej, hun gik faktisk meget stille og roligt rundt. Man kunne næsten sige at hun opførte sig voksent. Det holdt dog kun så lang tid, inden hun fik øje på sin storebror; de delte ikke blod, men det betød absolut ingenting for den lille lyse. Et smil lyste hendes mule op, inden hun sprang fremad et par skridt og så faldt ind i en trav med sine små, karakteristiske skridt frem mod ham.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[2]

Smilet omkring den hvides mule blev en smule bredere da han bemærkede at Daphne så hen på ham. Hun var vokset meget på det sidste og lignede nu en rigtig hoppe - om end i miniformat. Han kunne næsten ikke forstå at hun havde været endnu mindre end hun var, for selv nu var han ganske lille, både i forhold til ham og Leonora.
Han slog let med hovedet i en ivrig hilsen til hende, som hun travede imod ham. Han var for doven til at rejse sig, så han blev blot liggende på sin lune plet og inviterede hende til at gøre ham selskab. Men han vidste også godt at der ikke var nogen som Daphne der kunne få ham op og lege. Det havde hun et talent for, han kun sjældent havde set mage til. Måske havde det noget at gøre med, at han gerne ville være en god storebror for hende. Uanset hvad der lå til grund for det, så havde han et blødt punkt for hende og hendes ønsker.

I starten, lige da hun var kommet under Leonoras vinger, havde han ikke været alt for begejstret. Han havde ikke lyst til at blive udskiftet - hvilket han naturligvis ikke var blevet, men hans unge barnesind kunne ikke se det som andet, og han havde i en tid følt sig som et tredjehjul i den lille familie. Men efterhånden var det gået op for ham, at det var præcis det de var; familie. Han var ikke blevet udskiftet, familien var bare blevet udvidet.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne var mere end ubekendt med de negative følelser, som hendes bror havde haft da hun først var blevet en del af hans og den sortes liv. Hun vidste ikke, at de nogensinde havde eksisteret; i hendes verden havde den grå hingst aldrig været andet end kærlig og broderlig. Der var nok tider lige i starten, hvor han ikke var sådan, men dem havde hun lykkeligt glemt sammen med de fleste andre ting, som var sket i den første tid.
Selv havde hun aldrig været andet end positiv overfor sin bror, selv hvis de på ingen måde lignede hinanden. Hun havde accepteret ham som en del af sit liv fra dag ét og hos hende var der ingen tvivl om, at han var hendes bror, uanset hvad andre måske havde lyst til at sige, for der var bestemt intet der bandt dem sammen i udseende.

Den lille lyse hoppe stoppede ikke da hun nåede hen til sin storebror; hun sænkede blot farten og lod sit hoved dale. Et smil prydede hendes mule og det tog en drillende karakter, da hun kom tættere på ham. Legende stødte hun sin pande mod hans hals og lagde al sin styrke i at vælte ham over, så han lå på sin side. Der skulle intet geni til at se, at der ikke var meget fysisk styrke i hende og hun derfor ikke havde den store chance for at vælte ham, hvis han ikke selv gad vælte. De andre gange hun havde gjort det, havde han villigt væltet om på sin side, så derfor følte hun sig sikker på, at det ville han da også denne gang! Hvis ikke, så skulle hun nok få ham til det, det var hun sikker på, også selvom det betød, at hun potentielt var nød til at rekruttere den sorte til at hjælpe hende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[5]

Skal vi bare afslutte tråden her?

Jep, lad os bare det
Sig endeligt til, hvis du er interesseret i en ny ^-^

Jup, vil gerne skrive igen snart - når Seye er voksen, om forhåbentlig ikke så længe