|
|
Post by Belial on May 3, 2015 11:11:17 GMT 1
Belial så på den grå sorte hoppe. Hun lød til at have meget at sige, og nysgerrighed spirrede i de livlige brune øjne. Det var hans moder der havde givet ham hans navn eller var det hendes skygger, måske dem i fællesskab. Uanset hvad, så kunne han faktisk godt lide sit navn. Hvad der gjorde det, det vidste han ikke. Måske var det mest at det var hans og det ville ikke forsvinde!
Da hun sagde hun var født et andet sted end her, kom det egentlig ikke bag på ham. Tydeligvis var hun ikke her fra. Hun kunne vel have været det, Lupë var, men han var her ikke ret ofte- nok det der havde gjort ham sær.
Ved tanken om det sted Lupë havde slæbt ham hen til, væmmes han og væmmelsen kunne ses i hele hans ansigt, men det var ikke det sted hun sagde, så med stadig væmmelse tegnet i hele ansigtet rystede han på hoved. Han ville helst heller ikke da! Alle de farver, lyde, dyr han fnøs ved tanken. Det var nogle ubehagelige steder, og han brød sig ikke om det. Uden at kende til hendes hjem, havde han allerede dømt det til at være lige så modbydeligt som det andet sted han havde set.
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 3, 2015 11:31:36 GMT 1
Hans udtryk overraskende hende igen, idet han viste tydelig utilpashed ved talen om de andre øer. Måske havde han aldrig set dem? En følelse af ærgrelse på hans vegne sneg sig på, hun brummede undrende, der var så meget at se i Andromeda og Foehn var kun en lille ø sammenlignet med flere af de andre. En ø med ikke ret meget liv at lade sig optage af. Ariel slog kort med halen og trippede så et par skridt, til hun igen stod ved plagens front. Han havde åbenbart aldrig været på Leventera. Han måtte virkelig være opvokset her, på øen af aske. ”Du foretrækker måske Foehn?” Hun smilede igen, stadig nysgerrigt optaget af sit selskab. De fleste havde deres foretrukne øer, det var der ingen tvivl om, men direkte ubehag ved andre end én ø havde hun alligevel ikke set før. Den lyse Belial var i den grad noget for sig. Men måske gav det alligevel mening. Hvis han var opvokset her og ikke havde set meget – eller noget som helst – til andre steder, så var det for nogen sjæle måske naturligt ikke at føle trang til at bevæge sig ud af vante omgivelser. Den grå var selv stik modsat. Hun havde fra start opsøgt alle de hjørner af landet hun overhovedet kunne komme til.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 3, 2015 11:41:22 GMT 1
Det var ikke nogen hemmelighed at den unge hingst ikke brød sig om andre steder, det var uvant, det vakte ubehag i ham. Han søgte det han kendte, han søgte trygheden. Her var han tryg og han kunne gøre lige hvad han ville! Eller det troede Belial hvert han måtte, der var visse uskrevne regler han ikke kendte til, uskrevne regler hans moder i hvert fald havde overtrådt. Belial kendte selvfølgelig ikke til dette. Han vidste ikke en gang hvad en fader var! Han havde aldrig set en, han troede et sted bare det var ham og hans moder og Lupë og selvfølgelig broderskabet, selvom den unge hingst ikke var en del af det.
Ivrigt nikkede Belial med hoved, for at understrege over for denne Ariel at han helst ville være her, og han foretrak at være her. Det var hans hjem. Hans! Eller det var nu ikke helt hans, men det kunne han jo godt lege det var. Når den hvide skygge hingst ikke så det, så kunne Belial da godt lege han ejede det hele her, og at han bestemte! Foehn var Belials lille konrige!
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 3, 2015 12:56:06 GMT 1
Den grå fik næsten lyst til at hive ham med til Enophis eller Zenobia, måske ville han bryde sig om øen af sand – det lignede jo lidt Foehn til forveksling. Der var i hvert fald ikke megen liv at komme efter. Hun prustede blødt og strakte så mulen helt ud, så hun venligt kunne puffe til den lyse unghingst. Han virkede jo ellers ikke bange for sig, men kåd og energisk, så hvorfor ikke eventyrlysten? Det undrede hende, men alligevel smilede hun muntert af hans ivrige nikken og overbevisning om, at verden var allerbedst lige her, midt i aske og og døde træer. Der var så meget mere som ventede på ham, han havde det hele foran sig og havde slet ikke indset det endnu. ”Du minder mig nu om nogen jeg engang har mødt, Belial.” Hun vrikkede nysgerrigt med ørerne mens hun afventende så på ham, ventede på hans reaktion. Kunne de ligefrem være brødre? Det ville alligevel ikke give mening, for hvad lavede han så her? Så ville han da have været oppe i bjergene med sin fader, det var hun overbevist om. Med Djange. Måske var de venner og sammen ofte, derfor hang den røde hingsts duft stadig ved ham.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 3, 2015 13:25:03 GMT 1
Belial vippede med de små øre. Hvem mindende han om? Belial synes ikke han kunne sammenligne sig særlig godt med nogen af dem han kendte. Lupë var sær, så han synes da bestemt ikke han mindede om sin broder, moder var ja hun var moder og en hoppe. Bestemt heller ikke! Selvom hun var den mest normale han kendte til. Så måske mindede han lidt om hende. Den hvide skygge hingst heller ikke lige noget der sagde, ham ligner jeg! Lige ledes kaldt resten han havde set i broderskabets inderste kræse. Han ville ikke have imod at ligne dem, men lige nu var der en ting han ønskede sig mere i verden end det. Dumt og naivt! Han huskede hingsten med det flotte hår på benene! Det ville han også have, men hvordan? Belial havde brugt mange timer på at holde øje med om der voksede ud fra hans ben, og nogen gange fik han bildt sig selv ind der gjorde!
Belial rynkede på mulen, og så nysgerrig på hende. For selvom han ikke selv mente det, så kunne hun vel godt synes han lignede eller minder om en hun havde mødt! Og nu ville han gerne vide hvem.
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 4, 2015 17:29:14 GMT 1
Hun ventede et øjeblik mens hun med et undersøgende blik forsøgte at afmåle hans reaktion. Han så ganske vidst ikke uinteresseret ud, men lyttede til hendes ord, og reagerede da som sådan også. Hun læste i hvert fald noget, hun tydede som nysgerrighed i de meget brune øjne. Øjne der også lignede, det mente hun bestemt, selvom det nu var længe siden hun sidst havde set det rødlige hingsteføl oppe i bjergene, ved hans faders side… Ariel vrikkede på ørerne og trak mulen lidt til sig, mens hun på ny smilede. Han talte ikke, men så i stedet ud til at vente på at hun skulle fortsætte. ”Sig mig, hvem er din familie? Holder de til her, på askeøen?” Også hendes eget gyldne blik blev nysgerrigt mens hun betragtede ham. Han havde givet hende sit navn og dets betydning, mon ikke han var villig til at fortælle mere? Hun var sikker på at denne hvide søn af aske havde mere at sige, selvom han vidst nødig ville.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 4, 2015 17:36:04 GMT 1
Belial nikkede! Det meste af hans familie var her, også selvom broderskabet ikke rigtig var familie, men det var nu sådan han havde opfanget dem. Moder var her i hvert fald, og de var alle hendes brødre og søstre, så måtte de jo også være hans. Lupë var faktisk den eneste der ikke altid var her, han var her faktisk ikke ret ofte synes Belial, men måske det var mere indbildning, for tit skete det jo han legede med sin broder på netop denne ø, mest fordi Belial helst ikke ville med ud og da slet ikke efter han havde set det skrækkelige syn!
"Ikke altid Lupë. Men. Broderskabet gør. Skyggerne. Gør."
Denne gang var ikke det ikke helt hver ord han bed over, men tæt på. Så snart han havde sagt hvad han havde, klappede han endnu tænderne sammen, som havde han ikke i sinde og ville sige mere. Faktisk ville han helst ikke. Ikke hvis det stod til ham. Han ville helst være stille, at lytte gjorde ham ikke noget. Det havde han rimlig hurtig vendet sig til efter Lupë kom ind i hans liv.
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 4, 2015 17:49:24 GMT 1
Ganske rigtigt så åbnede han munden igen, selvom han tydeligvis havde lidt besvær. Den grå kunne stadig ikke holde smilet tilbage. Hun havde egentlig også selv været lettere langsom til at tale, men det var fordi hun kun havde kendt dele af et sprog de andre omkring hende slet ikke forstod, Avas sprog. Det var efterhånden glemt nu, undtagen få ord. Hun spidsede dog ører ved unghingstens ord. Det var altså Lupë han var i familie med, duften hang bestemt også ved ham, og øjnene.. Men Broderskab, Skygger? Hun så nærmest undrende på ham, men var ikke helt slået ud, så der gik kun et kort øjeblik før hun igen spurgte: ”Lupë, det er ham jeg har mødt oppe i bjergene. Er han også din broder?” Det var første gang at den askegrå havde hørt tale om dem, den lyse nævnte, og hun forstod sig derfor ikke på hvad han mon mente. Hun vidste at her foregik noget.. Noget som måske ikke tålte dagens lys. Men hvad han mente med skygger, det kunne hun alligevel ikke begribe. Og hvilket broderskab, en flok hun ikke havde hørt om, her? ”Har I skygger til brødre?” Hun brummede undrende mens hun så på ham. Men det som måske undrede hende allermest var hvad Djanges søn gjorde her.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 4, 2015 17:57:14 GMT 1
Hun kendte Lupë! Så var det derfor hun måske var sær, men sær lidt lige som ham. Gudskelov, altså skulle de andre heste være sære, så i det mindste så måtte de gerne være sær som Lupë, det kunne han forstå, holde ud i hvert fald.
Han nikkede da hun spurgte om den røde var hans broder. Det var han af ked og blod. Det var i hvert fald sådan han havde forstået det. Belial havde ikke fået meget af vide om familie og alt det, han vidste at Lupë var hans rigtige bror, og Deadly Myth var deres moder. Mere kendte han faktisk ikke.
Belial gumlede irriteret, smaskede som kunne han ikke få sig selv til rigtig at åbne munden og fortælle om broderskabet, eller i hvert fald hvad han vidste.
"Moder. Er skygge. Volin. Er skygge. Volin er højest. Mange skygger. Andre skygger. Flok"
Okay Belial forsøgte at sige flere ting på en gang, hvilket ikke fik det hele til at give meget mening, men det han prøvede, trods han endnu bed hvert ord over, eller næsten hvert ord. Der kom aldrig hele sætninger ud af det han havde forsøgt at sige. Igen klappede handen tænderne sammen og hans mund var lukket. Hvor havde han da godt nok talt meget.
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 4, 2015 18:22:50 GMT 1
Hun smilede da han nikkede til svar, det var virkelig Djanges søn, Lupës broder. Hvor mon de begge var blevet af, hvad var der blevet af Lupë? Belial havde sagt at hans broder ikke altid opholdt sig på Foehn, det stemte vel overens med at hun havde mødt de to oppe i bjergpasset.. Men Djange her? Hun vrikkede igen på ørerne, hendes undring ville ingen ende tage. Og her stod hun og fik en hingsteplag som tydeligvis ikke brød sig om at tale, til at åbne munden alligevel. Hun puffede venligt sin hvide mule ud mod hans mindst ligeså hvide skulder, opmuntrende nærmest. Eller glædeligt over at han trods besværlighederne forsøgte sig alligevel. Der var styrke i ham, det kunne hun se trods særhederne, hun kunne bestemt se ham ved siden af hans familie.. ”Så Lupë ér din broder.. Det undrer mig at du ikke er oppe i bjergene, med ham og Djange,” Hendes blik var blevet tænksomt, og blev det kun endnu mere af den række ord som kom ud af ham. Skygger. Hun havde aldrig hørt det før. Kaldte de sig det? Men hvorfor – fordi det var hemmeligt, skjult i skygger? Hun indså at hun faktisk ikke vidste hvem hans moder var, hun havde ikke spurgt Djange dengang. Og hvem var denne Volin? Et prust lød fra den grå, alle de spørgsmål! Men hun smilede snart alligevel, hun satte skam pris på den hvides indsats. ”En flok af skygger siger du.. Er den magiske røde hingst også skygge?” Hans magi var i hvert fald ikke af den gode slags, det vidste hun. Det overraskede hende selv at hun spurgte, men tanken var faldet hende ind. Og hun ville gerne vide mere om hvad det var for en skabning, hendes veninde var faldet i kløerne i.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 4, 2015 18:30:19 GMT 1
Da den mørke hoppe, Ariel satte mulen imod ham. Det føltes underligt, hvorfor var hun sådan? Belial nappede hendes skulder, mere for at vise hende det var mere sådan! Et skridt af gangen, måske ville det ikke svige i starten, men måske han kunne lærer hende at være normal!
Belial blev ramt af stor undren, for hvem var nu denne Djange? Belial måtte have lignet et kæmpe spørgsmåls tegn, da hun sagde det navn- og så bjergende. Nej tak! Han ville hellere være her, her hos moder. Hvorfor skulle han være med denne Djange, Lupë jo, men hvorfor den anden, hvem det så end var.
"Hvilken. Rød. Lupë? Magi?"
Belial bed hvert ord over, han vidste ikke rigtig hvad hun snakkede om, Belial vidste ikke rigtig hvad magi var, men alligevel jo. Og han blev for alvor nysgerrig nu. Den eneste røde han kendte var Lupë, og hvis han kunne magi, så synes Belial det var ret så tarveligt hvis han ikke havde fortalt, eller vist ham det!
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 7, 2015 19:36:35 GMT 1
Den grå rystede kort på hovedet efter at Belial igen havde stammet sig igennem flere ord. Ikke ret mange, men hun forstod alligevel at tyde meningen. Det lød ikke som om han kendte til den røde hingst som Jiva havde fortalt om.. Hun var sikker på at plagen bestemt ville vide, hvem hun talte om, hvis hun havde kendt ham. Eller måske ikke? Måske var han helt almindelig blandt dem, disse skygger? Hun indså mere og mere hvor lidt hun vidste. ”Nej, ikke Lupë, en helt anden slags sjæl… Nærmest overjordisk. Ham som heste laver aftaler med, magi for en meget høj pris. Aftaler ingen hest bør lave,” Hun vrikkede med ørerne og tav kort. Overrasket over hendes egen ordstrøm, som ville hun advare ham mod denne magiske sjæl som bandt andre sjæle med urimelige krav. Det var trodsalt også Djanges søn, og Djange var for hende familie – dermed følte hun også en vis tilknytning til den lyse unghingst. Noget hun ikke rigtig kunne sætte ord på. Lidt efter smilede hun mildt. ”Men han er ikke hos dine skygger?”
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 8, 2015 13:12:38 GMT 1
Belial spidsede ørene! Magi, ønsker- var hvad han fik fat i. Eller ville få fat i, for han kunne lige se det for sig. Han så drømmende ud. Han ville finde denne! Men hvor skulle han lede? Belial så sig omkring, han var i hver fald ikke her! Han havde hverken set eller hørt om den før, men han huskede at have hørt noget da han var yngre- kunne det være den, hans moder var draget ud efter. Den hed nogen, Rumpels... Belial kunne ikke huske det helt nu. Hvorfor kunne han ikke? Han skulle bruge del! Belial blev en anelse bedrøvet, hvis ikke han kunne huske hele navnet, hvordan skulle han så præcis finde ham?
"Hans. Navn?"
Belial bed ordende over, måske hun vidste det, åh, hvis hun vidste hvad han hed. Belial håbede, han ville gerne vide det- han havde jo selv et ønske!
Den unge hingst rystede på hoved, til svar til den sorte hoppe. Han havde aldrig set den her. Den eneste røde hingst han faktisk havde mødt var Lupë- hans bror.
|
|
|
|
|
Post by Ariel on May 11, 2015 15:12:49 GMT 1
Den lyse unghingst virkede meget interesseret i den magiske sjæl, der nu var blevet samtaleemnet. Men hun havde også selv været ganske nysgerrig omkring ham og hans skygger, denne flok der måtte være på Foehn uden at hun havde vidst noget som helst om det. Det undrede hende at den ondskabsfulde hingst ikke lod til at holde til her, på øen af aske og mørke og stilhed. Og skygger, åbenbart. De to ting hang åbenbart ikke sammen, skabningen hørte ikke til med skyggerne, så vidt hun forstod på Belial.. Det havde måske været en hjælp hvis skabningen havde været det, måske ikke. Det han havde skubbet Jiva ud i… Der gik et øjeblik inden hun svarede, alt for optaget af sine egne tanker. ”Jeg kender ikke hans navn, lille lyse. Jeg ved kun at han hører til i en særlig grotte, men det er ikke et sted du skal ønske at opsøge.” Hun betragtede ham, efter sit øjebliks uopmærksomhed. Så meget der pludselig skete, så megen ny viden.
|
|
|
|
|
Post by Belial on May 11, 2015 19:27:30 GMT 1
Hun kendte ikke hans navn. Han kunne vel uden at vække opsigt snakke med sin moder. Han vidste godt hun ikke sagde så meget, men hvis han virkelig spurgte, kunne han måske for et par svar ud af hende. Belial synes selv det var en god idé, selvom den gråsorte nu fra råde ham at lede efter ham. Hvorfor skulle hun fra råde ham det? Belial træk på skulderen, hvis hun synes- det synes han nu ikke. Belial ville finde denne røde hingst!
Belial synes at have lidt travlt nu! Eller det mente han selv, for jo hurtigere han kunne finde denne røde hingst, han ikke var sikker på hvad hed, ikke endnu i hvert fald. Han bed efter hoppen igen og trippede lidt på stedet, han anede faktisk ikke hvordan man sagde farvel. Det havde han faktisk ikke rigtig prøvet før- han plejede jo mest af alt at være alene eller sammen med Lupë og der behøvede man jo ikke sige farvel.
|
|
|
